The Nature of Monsters (Amy)

Vejret var ikke det eneste kølige på denne aften... de blodrøde øjne som lige nu skannede hovedgaden var mindst dobbelt så kolde.
Vejret rørte ham ikke... der var jo heller ikke ligefrem minusgrader og frost - noget han nok IKKE ville have nydt.
Han var i jagthumør... den sidste havde været for to dage siden, og det havde være absolut udsøgt!
Sansiss smilede ondskabsfuldt ved tanken, og minderne fik ham til at køre tungen hen over sine tænder, mens hans modbydelige smil blev bredere.

Gad vide hvordan den næste ville se ud... og hvordan hun ville reagere...

Det var altid spændende for ham. Reaktioner var det vigtigste...

Amy havde godt fornemmet han var tilbage, og selvom hun havde overvejet at opsøge ham, var det blevet ved det.
Denne dejlige aften havde hun været på jagt, og den mørkerøde farve i hendes øjne, fortalte at for nu var hun mæt.
Mens hun gik gennem gaden, mærkede hun en velkendt følelse og stoppede op. Havde en kort sort lædernederdel på, sorte højhælede støvler, en mørkerød bh og hendes læderjakke udover som var åben. Ingen trøje.
En fin blodrød diamant havde plads i hendes navle nu.
En alt for fuld fyr kom hen til hende, og kom med nogle af de mest farverige replikker hun længe havde hørt.
Roligt borede hun en spids negl op under hans hage, og bettagtede blodet løbe ned af ham mens han gispede efter vejret.
"Du ved.. små drenge burde ikke lege med ild.. de bliver bare brændt" hvislede hun koldt.
Lod langsomt neglene på den anden hånd bore sig ind i maven på ham, og smed ham så væk. Så kunne han forbløde, hvilket ville tage tid.

Det lille optrin nede på gaden fangede hurtigt hans opmærksomhed, og til sin overraskelse så han en vis vampyr, som han ikke havde set noget til i lang tid.
Hun havde været som sunket i jorden, og han havde selv været for optaget af sin egen 'mission' til at lede rigtigt efter hende - og nu var der sket en skade som han ikke regnede med at hun ville tilgive ham.

Han fnøs og lo lavmeldt for sig selv ved tanken.

Så smilede han lidt da han så hvad hun gjorde ved sin fulde bejler - hun var præcist lige så ondskabsfuld som sidst han havde set hende.

Sansiss rejste sig op med et dovent suk, og hoppede ned fra det tag han havde siddet på.
Han landede på fødderne, og begyndte roligt at gå hen imod Amy og den døende mand.
Han var iklædt den sædvanlige sorte skjorte, mørke busker og simple læderstøvler.

"Fint arbejde... og fint nyt smykke."

Amy betragtede den blødende mand med et roligt smil.
Der gik lidt før hun registrerede hvem der kom hen til hende.
Med et legende glimt i øjnene smilte hun til ham.
"Sansiss.. og her var jeg der troede min aften ikke kunne blive bedre"

Om det var sagt sarkastisk eller om hun mente det, var ikke helt til at vide.
Han komplimenterde hende, det var da en start.
Roligt så hun ned på manden igen. "Tja.. han ville nok ønske han havde lært sin lektie sidst jeg havde fat i ham"
blikket gled tilbage på Sansiss.
"Smykke?.. åh du mener min piercing.. jeg trængte til noget nyt"

Let strakte hun sig.
"Så er du ude efter et nyt offer? To gader længere henne er der en blond pige der sover på en bænk"

Han lod blikket glide ned på den døende mand, og smilede igen.
"Jah... nogle folk forstår bare ikke en hentydning. De skal have det hele skåret ud." sagde han og lo kort af sin sorte humor.

Han var ikke sikker på om hun var sarkastisk eller ej... men det var nu okay.
"Det er også godt at se dig... du har trods alt været væk." sagde han.
"Og den klæder dig..." tilføjede han og kastede et sigende blik ned mod hendes piercing.

Hintet om den sovende pige fik ham til at smile igen.
"Aha... jamen tak for det. Hun vågner om lidt." sagde han - og så gik han direkte forbi hende med rolige skridt, og fortsatte i den retning hun havde beskrevet.

"Været væk? Neij jeg er bare ikke meget derhjmme mere"
Kort trak hun på skuldrene og strakte sig lidt igen.

Tilsyneladende fandt han ikke hende spændende mere, og det var vel også forventet. Han var jo bedre end hende.
Da han gik forbi hende, tog hun sig selv i at være lidt skuffet.
Grinte kort af sig selv.

"God aften til jer så" sagde hun roligt.
Så på den mand der nu var død idet hub gik forbi og hjem af.

Han stoppede op efter et par skridt, og kiggede tilbage på hende.
"I min verden har du været væk... så der har været skruet op for mine små ture... og... alle mænd har et specielt need, så at sige."
Han betragtede hende, afventede en reaktion... bomben var faldet, og hun ville let kunne regne ud at han havde været i seng med en anden.

Hendes reaktion nu ville afgøre hans næste træk...

Amy stoppede op.
Åh ja hun vidste det skam godt.
Der var på nuværende to muligheder hvilket de bedste vidste.
1, hun ville stikke ham en. 2, hun ville blive ved at gå.
Omsider vendte hun sig imod ham, lod hovedet glide på skrå.

"Det er fint nok. Jeg kunne jo ikke forvente du ventede ligesom jeg gjorde med dig." Hendes stemme var roligm dette var mulighed 3.
For selvom hun havde lyst til at kradse øjnene ud, på denne pige der havde taget hendes plads var det hvad hun kunne forvente.

"Så var jeg alligevel ikke så speciel kan du se, der er åbenbart flere som mig der kan li de ting du gør. Godt for hende.. for hvis jeg støder på hende, kan jeg garantere dig hun ikke slipper levende væk"
Nok var hendes stemme stadig rolig, en kende kølig, men under den rolige overflade ulmede hendes vrede. Ikke direkte mod ham, for hun havde ekstremt svært ved at hade ham.
"Du må hellere gå hvis du skal nå blondie"

Hendes reaktion var interessant... g som sædvanligt, havde han svært ved helt at forstå den.
Han vendte sig om så han stod med fronten mod hende, og sagde så ganske roligt, og med øjne der ikke viste nogen som helst form for anger eller fortrydelse: "Hun lærte at nyde det. Og der var intet andet end det... nydelse."

Følelser var stadig noget han kæmpede med at lære - en kamp der ville tage år, hvis det overhovedet var ham muligt at lære det helt.

"Man er lige så speciel som man vælger at være."

Hun grinte lidt.
"Ved du hvad? Det er bare super for jer er det" denne gang var det tydeligt at hun var vred.
Han prøvede åbenbart bevidst at såre hende nu.

"Hvad jeg ikke forstår er, at du skal tvære det ud i ansigtet på mig? Det kan godt være alt mellem oz bare var sjov og leg for dig, men du ved det ikke var det for mig.. så du kan passende rende mig" omsider slået, valgte hun at se nederlaget i øjnene.

Vendte derefter ryggen til ham, og gik ud mod skoven. De få personer hun mødte på sin vej, fik en hurtig men smertefuld død. Ilden i hende gjorde det næsen svært at være i hendes egen krop, det var sjældent hun blev så vred, for hun kunne som oftest ikke rigtigt styre det.
Skoene og jakken blev smidt, nok mest en smule ligegyldigt, imems hun vandred frem og tilbage mellem de enkelte træer

Han himlede med øjnene da hun tydeligvis ikke havde forstået hvad han mente...
Så lod han hende gå, og forsvandt selv i skyggerne for at tænke i stilhed...

Et stykke tid senere, dukkede han op i skoven, kun omtrent tre meter fra hende.
Hans røde blik stirrede koldt på hende, og han talte med en nærmest ligeglad stemme:
"Nydelse og følelser er ikke det samme. Men skal jeg være ærlig, så har den tid hvor du har været væk gjort mig usikker på de følelser jeg nærer for dig... du ved jeg ikke forstår dem."

Et eller andet sted havde han lyst til at dræbe hende... langsomt, og smertefuldt.
Hvor denne pludselige tanke kom fra, var han dog ikke sikker på.

Enkelte træer havde givet efter for hendes vrede og var nu brændt ned.
Da han dukkede op sad hun på sin jakke og kastede sten ud i vandet. Så tænkende på ham som han stod for hende.

"Jamen så er der vel ikke mere at sige." Svarede hun let og brændte et blad i hånden.
Havde jo et eller andet sted godt set det ende, men hun havde nok aldrig rigtigt troet det.
"Jeg kan ikke overbevise dig om dine følelser, og det er vel strengt taget også ligemeget"

Hun sad for en stund lidt, inden hun rejste sig og gik helt tæt på ham, kun så de lige akkurart ikke rørte hinanden.
"Så dræb mig" hendes stemme vaklede ikke.
Hvis hun alligevel ikke længere havde et formål med sit liv, gav det ingen mening at fortsætte.
"Eller tag din gave tilbage så klarer solen det"

Hans øjne blev ondskabsfulde nu. Meget... og det var tydeligt at han havde lyst til at gøre hende fortræd. Hun havde valgt at spille på sine følelser over for ham nu, og den måde hun havde gjort det på havde tændt en ulmende flamme i ham.

Han løftede højre hånd og lagde to fingre mod hendes mave, lidt over navlen.
"Pas på hvad du siger, Amy... for jeg gør det. Hvis du bliver ved med det her, så bliver du til et af mine ofre..." hvislee han, og der var ingen tvivl om at han mente det.

Han var i en situation han ikke kendte til nu... og al logik sagde ham at han skulle fjerne det som stod i vejen for ham i dette øjeblik.

Amy virkede tænkende.
Så han havde stadig følelser for hende, ellers havde hun været død meget snart.
Eftersom at hun allerede startet ham, var det svært at stoppe ham igen.

"Hm.. åh jeg havde nu oz lidt set frem til dit ansigt npr jeg gav dig hende her"
Hun gik hen og fandt den blonde pige frem bag et af træerne. Amy havde, udfra blodet på pigen, allerede startet lidt. Pigen var bundet, det var nemmere end at skulle holde styr på hende.

"All yours honey" hun blinkede til ham, og strøg ham ned af armen idet hun gik forbi. Hvilede ryggen og den ene fod mod et træ og bettagtede dem.

Hendes pludselige ændren af adfærd kom bag på ham, og forvirrede ham ganske enkelt grænseløst. Hvad fanden var det der foregik??
Han stirrede på den blonde pige som pludselig var der, foran ham... bundet.
Var det den pige som Amy havde snakket om tidligere...?

Sansiss blinkede kort med øjnene, og vendte så blikket mod Amy igen.
"Så... du finder ud af at jeg har været sammen med en anden, et af de helt store tabu'er i den mere eller mindre menneskelige verden, og så giver du mig et 'offer' når jeg truer med at dræbe dig? Hvad er det helt præcist der sker her?"

Amy betragtede ham let og trak på skuldrene.
"Det her er mig der kommer videre.. når alt kommer til alt er det kun fair, jeg var sammen med en da du var væk jo" svarede hun roligt.

"Desuden har jeg jo været væk længe og ligesom jeg var i tvivl mens du var væk kan jeg godt se du er kommet i tvivl"
Roligt strakte hun sig.
"Jeg tænkte blondie her var en god måde at.. ja det ved jeg egentlig ikk.. hun irriterede mig.. jeg ville gerne af med hende, du mangler et offer.. men hvis du ikk gider, dræber jeg hende selv, hendes klynkeri er super belastende" sukkede hun og så irriteret på pigen.

Så derefter legende på Sansis. "Kom nu.. så vælger du den næste?"

Han stirrede på hende i et stykke tid... det ville føles som flere minutter på grund af hans blik, som var umuligt at læse, men i virkeligheden varede det kun ganske få sekunder.
Så vendte han sig mod den blonde pige med et ansigtsudtryk som Amy aldrig havde set før: en slags majestætisk stolthed og autoritet spejledes i hans øjne og hele hans holdning.

Så rakte han ud imod hendes ansigt, og lagde to fingre om hendes hage. Han tvang hende til at se op på ham. Idet deres blikke mødtes, skiftede hans øjne fra røde til grønne, og pupilerne var igen reptilagtige.
Et svagt lys kom fra dem nu, men ikke det sædvanlige: dette var dragende, autoritært... man fik lyst til at se ham i øjnene, og den blonde pige var ikke længere i stand til at se væk.
Hun spærrede øjnene en anelse op, og han slap hendes hage.
Hun blev stående, helt roligt, og stirrede ham i øjnene.

Så talte han, og hans stemme var på samme tid blød og behagelig, og lige så autoritær som havde han været en stor konge:

"Frygt ikke, barn... din tid er omme, men din sjæl vil tjene et større formål end du ville kunne forstå. Er du klar?"

Pigen nikkede svagt, og frygten var ikke længere at se i hendes øjne.

Sansiss trådte frem og lagde begge arme om hende. Han trak hende ind til sig i en omfavnelse, så de to mest af alt lignede elskere.
Så hviskede han noget som var så lavmeldt at selv den blonde pige ikke ville kunne høre det.

Mørket forsvandt omgående fra lysningen, da både Sansiss og pigen pludselig var omsluttet af intense, grønne flammer - flammer som med stor hast fortærede pigen, men ikke gjorde Sansiss ondt.
Den blonde pige skreg stadig ikke, men blev ved med at kigge forundret og tryllebundet på Sansiss, som fortsat holdt hende i hans arme.

Efter ganske få sekunder, var hun væk - og i hendes sted hang en lille, lysende kugle af blå energy.

Sansiss smilede , og kastede et blik over mod Amy, før han rakte ud efter den lysende kugle.

Amy betragtede ham.med et roligt blik.
Let lod hun hænderne løbe igennem det ildrøde hår, ikke af noget grund bare en irriterende vane.
Som han gik hen imod denblonde pige, holdt hun bare øje. Det virkede ikke på ham som om hun skulle blande sig, så det undlod hun.

Der var helt sikkert noget anderledes ved ham, men hun kunne stadig kende ham.
Spørgsmålet afhang af om han overhovedet ville snakke med hende mere.
En ting var at give ham den blonde pige, en anden var at have kontakt.
Flammerne der kom frem overraskede hende. Hun havde nu lidt håbet på en smule blod.
Da han tog hendes energi, rettede Amy sig lidt op.
"Fået andre metoder ser jeg.. well godt du fik noget ud af det"
kort så hun rundt efter sine sko. De var smidt så godt, at de var væk lige nu. Det var oz ligemeget så.

Han holdt hånden lige over den lysende kugle mens han fortsat betragtede hende.
"Andre metoder...? Åh, nej da... men du har lige bragt mig et helt specielt væsen, som jeg har haft brug for i lang tid."

Sansiss lukkede hånden om den lysende kugle, og i det øjeblik han gjorde dét, så hans hånd helt anderledes ud: Bronzefarvet, skællet og hård, og med lange, krumme kløer.

"Hun var halvt engel... og så var hun jomfru. Hendes sjæl er blandt de stærkeste og reneste der overhovedet eksisterer - og den er fyldt med en livskraft og energi som jeg skal bruge for at fuldføre min plan." sagde han, og et ondskabsfuldt grin meldte sig.

Han førte sin nu underlige hånd hen imod sin brystkasse, og pressede så den lysende kugle ind imod sig.
Kuglen forsvandt ind i ham, og Sansiss lukkede øjnene mens energien spredtes i hans krop.
"Hah... Hahaha... jeg kan mærke kraften... og endnu bedre... jeg kan føle hvor resten af mig befinder sig!"

Han åbnede øjnene igen, og med et uhyggeligt udtryk i de lysende, grønne øjne, begyndte han at le nærmest hysterisk. Han lød decideret vanvittig.

Amy lod hovedet glide en kende på skrå, imens hun betragtede ham.
han havde helt klart fundet lidt af sig selv igen.
"Åh javel.. men så.. uhm.. tillykke?" Det var nok den mest komplimenterende sætning hun kunne finde frem lige nu.

Roligt så hun rundt og fik omsider fundet sine sko.
Ikke at kulden som sådan generede hende lige i dette øjeblik, men det skulle nu nok komme.
han virkede ganske tilfreds med sig selv, og hun forstod det egentlig godt. Det var jo det det hele gik ud på.
Let tog hun sin jakke af, og bandt den om livet inden hun tog sko på.

"Så må du ud og finde ham jo" svarede hun roligt med et legende glimt i de røde øjne.
Håbede på sin vis stadig han kom levende fra det.
Med lette skridt gik hun forbi ham, og længere ind i skoven.

Sansiss holdt op med at le, men havde stadig et vis glimt i øjnene og et saligt smil på læberne.
"Ikke ham, Amy... dem!" sagde han. Der var flere... flere end han havde forventet, men det var okay! Han havde langt om længe opnået evnen til at fornemme dem!

"Du tror måske at det er Zane...? I så fald tager du grueligt fejl. Zane er bare en stakkel, hvis halve sjæl jeg har gjort krav på for at holde mig selv i live. Han er ikke længere vigtig."
Han betragtede hende med et vildt blik.
Aldrig havde nogen set denne 'sortelver' så henrykt før - henrykt på en nærmest sindssyg måde.

"Og hvad angår dig og mig... så er følelser stadig nyt for mig. Jeg kan mærke at der er noget for dig... men forvent ikke at jeg reagerer som andre mænd."

Amy stoppede op og så om på ham.
"Dem? Mener du der er andre som dig? Sådan im. Din rigtige form agtigt?" Spurgte hun undrende.
Det havde han aldrig snakkrt om før.. men på den anden side havde det heller ikke været det de snakkede mest om.

Hans ord fik hende til at grine.
Langsomt gik hun tæt på ham og hvilede en hånd på hans brystkasse.
"Sansiss.. andre mænd? Tro mig, de havde ikke overlevet mig" svarede hun legende.
De røde øjne glimtede ganske let, han skræmte hende stadig ikke. Hun respekterede ham, men var ikke bange.

"På sin vis tror jeg heller ikke andre mænd.. eller jo nogen måske, har helt samme lyster som du.. og det ville nok ende dem skidt hvis enhver anden ville den slags med mig" hun blinkede til ham og fjernede sin hånd.
"Så.. lad oz konkludere at det er en god ting, og fortæl mig så hvad vi gør ved de andre som du har ledt efter?" Igen. Nysgerrig.

"Ikke som mig... de kan være objekter, eller de kan være levende væsener, som pludselig har fået nye, anderledes evner... eller endda ikke har lagt mærke til noget som helst. Det er ikke andre som mig... det er fragmenter... dele af min sjæl." sagde han, mens han fortsat betragtede hende.
Han smilede let da hun rørte ham, og han lagde en hånd på hendes side.

"Du har ret... andre mænd havde ikke overlevet dig... og mine lyster...? De er blevet en del af mig nu... men til at starte med, var de blot en bivirkning. En underlig, sadistisk fetish som stammer fra den del af Zane's sjæl som jeg gjorde krav på - den onde del."

Hans smil blev en anelse bredere.
"Og de andre... vi finder dem. Men vi må være forsigtige. Det må ikke opdages... for hvis én eller anden regner ud hvad jeg er, og hvad det er jeg laver lige nu... så vil de gøre alt for at stoppe mig."

Da han hvilede hånden mod hendes side, tog hun det som at det var okay.
Roligt lod hun begge hænder hvile mod hans brystkasse.
Selvom hun kun havde bh og nederdel på, var det stadig ikke synderligt koldt.
"Javel ja.. det lyder lidt klamt.. men en anelse spændende" der gav egentlig god nok mening at hans sjæl var delt.

Drillende bed hun sig i læben og lod hovedet glide på skrå.
"Andet er jo også kedeligt.. der er aldrig noget blod" sukkede hun, med påtaget tristhed.

"Så.. vi jagter noget, men de må ikke vide det.. men hvordan får vi så fat i dem?" Det meste havde hun forstået, men lige den del virkede ganske svær i hendes hoved.

"Klamt... måske. Da jeg løsrev mig fra mit fængsel, blev min sjæl splittet, og resultatet var at den blev spredt ud over Di Morga. Hver lille stump kan have fundet et hvilket som helst sted at overleve..." sagde han. Han havde hele tiden vidst at de var der... men han havde ikke været i stand til at finde dem før nu.

Han lo kort af hendes ord.
"Ja... du er ret vild med det blod. Og jeg er nu heller ikke uskyldig når det kommer dertil." sagde han og huskede tilbage på det seneste offer.

"Jah... vi jagter nogen som ikke må vide hvad de har i sig. Og lige nu er jeg ikke helt sikker på hvordan vi får fat i dem. Én ad gangen vel..."