Monsters

Legepladsen henlå I et behageligt mørke. Himlen var renset for skyer, og solen havde sluppet sit tag i himmelbuen, for at lade natten tage over. Ingen stjerner var at få øje på. Ikke at det gjorde spor, for person på gyngen, havde rettet sit blik mod jorden, lettere hængende i gyngens kæder. Den svingede let frem og tilbage, og lyden af slæbende sko der skrabede mod den nedtrådte jord, var det eneste der hørtes.

En gadelygte stod lidt der fra, og kastede sit gule lys af sted mod den siddende, hvis ansigt derfor lå i komplet mørke. Det var en dreng. En mand. Der for længst var vokset fra gyngen og barndommen, men som alligevel havde sat sig, for at gynge sagligt frem og tilbage. Muligvis for at nyde tavsheden. Hver gang gyngen svang lidt tilbage, vippede hovedet. Det var næsten som om denne sov?

Ikke at man kunne bebrejde ham. Stilheden var tyssende, og ingen sjæl var at se. Forladt og øde var de rigtige ord man skulle beskrive stedet med. På den behagelige og søvndyssende måde, dog. Det regnede ikke. Det blæste ikke. Det var ikke koldt. Nej juli måned havde i sandhed bidt sig fast.
Gyngen forsatte de lette sving. Frem og tilbage. Halvt hindret af de slæbende tunge fødder.
En fugl brød stilheden med sin sang, men manden bemærkede det ikke.

Tiden havde virkelig slæbt sig af sted idag. Men nu var det endelig tid til at kunne komme hjem. Dage som denne var hårde og udmattende. Men et arbejde var noget man skulle holde sig til og ikke bare være doven sige what the hell til det hele. Dog var det noget man sagtens ville kunne se på en. Og det samme galt denne person der nu kom gående hen ad gaden. På fortorvet selvfølgelig. Det var en pige. En ganske lille pige med en tilpas formet krop. Hun havde endnu ikke vokset det mindste. Overhoved. Havde hun ikke gjort de sidste 5-6 år. Ikke noget hun tog sig af.
Fear prøvede at holde sig vågen nok til at komme hjem til hotellet. Havde planer om bare at smide sig i sin bløde seng og lukke øjnene. Glemme alt om andet. Dog var der nu ngoet andet der fik hende til det. Denne lille finde fugl der fløj forbi hende med de blødeste og perfekte bevægelser. Hun fulgte dem med blikket og til hendes overraskelse landede den på fliserne ikke langt fra hende. Hun satte forsigtigt den ene fod foran den anden og gik langsomt hen mod dette fine væsen der havde lært at flyve før hende. Underligt nok flygtede denne krudtugle sig ikke da hun var helt over ved den. Hun satte sig ned på hug i en yndefuld bevægelse og med det samme fløj fuglen. Landede igen på hendes skulder og lod en pippen være til hende. Et smil kom frem på hendes bløde læber. Hun prøvede at strække sin ene arm ud og minsandten om den ikke lod sig hoppe let ned langs den til den landede på hendes hånd. Det var her at hun rejste sig op igen. Og vinden fik hurtigt fat i hendes stadig mørkblonde og krøllede lokker. Det kom så pludseligt at hun så syntes at mærke der var noget andet her. Hun så sig om og det var først nu hun opdagede hvor hun stod. Lige ved indgangen til Di Morgas elskede legeplads. Der hvor små børn legede hver dag. Men her og nu om aftenen var der næsten altid øde.
Hun stivnede da det ikke var sandt denne gang. Hun stirrede nærmest mod denne unge mand der var dækket af skygger. Studerede hvordan at han bare gyngede meget saglig frem og tilbage. Hun genkendte ham ikke med det samme. Kunne jo ikke se hans ansigt. Men et stik i brystet og en smerte på ryggen, hvor forbindingen skjulte hendes ar, fik hende til at stivne. Hun begyndte at fryse og jo længere hendes smukke havblå øjne var rettet mod ham blev de vant til mørket. Hun kunne ikke få sig selv til at løbe væk nu. Hendes krop var fyldt op med raseri og frygt. Fuglen sad endnu på hendes ene hånd. Og den pippede denne elegante melodi som man altid ville høre fra den. Smilet var væk. Gemt helt væk. Ville ikke komme frem med hans nærvær. Hendes vejrtrækninger blev dybere og en kende hurtigere. Ikke meget. Så typisk at hun skulle se ham igen. Og hun var ikke det mindste træt mere. Var helt vågen.

Otte minutter var gået, og manden havde i den tid ikke rørt sig det mindste. Da pigen havde set ham, var gyngen stoppet helt. Ikke at det gjorde den mindste forskel. Personen sad forsat i den bizarre hængende stilling, som var det kun gyngens kæder, der holdt kroppen oppe. Hovedet vippede ikke. Hagen hang nu mod brystet, og det brune hår, gav efter for tyngdekræften, som alt andet. Han måtte virkelig sove tungt.
Ufattelig stille sov han også.

Hverken påvirket af fuglens eller pigens eksistens, sad han – hvis man kunne kalde det det, foroverbøjet som i en anden verden. Tøjet var beskidt. Krøllet, men ikke ødelagt. Dækkede de lange spinkle lemmer.
Så, som ramt af et kraftig vind, faldt han forlæns mod jorden. Men personen ramte ikke jorden, men fik på mirakuløs vis holdt sig oppe, nu endnu mere hængende end før. Det var mere held end forstand, at manden stadig sad på gyngen. Men trods heldet, der havde reddet ham fra en tur på jorden, havde manden endnu ikke rørt sig en tomme. En fugl besvarede den første.

Til sidst forsvandt heldet og tyngdekræften vandt. Manden, der i forvejen hang i en faretruende position, gled i slowmotion frem, til armene gav efter og landede på jorden, med en uhyggelig dyb lyd. Der var ingen tvivl om at hele hans vægt lå bag ved slaget mod jorden. Tavs og ubevægelig blev han liggende i en absurd stilling. Gyngen var, grundet bevægelsen af faldet, atter begyndt at svinge let frem og tilbage. Knirkende og lettet fra byrden, den før havde båret.
Manden måtte virkelig sove dybt..

Det virkede lidt skræmmende. Denne måde som han bare sad og hang på gyngen. Og hvordan han forblev siddende. Hans ryg så ubetydelig smigdig ud fra der hun stod. Og det var utroligt hvordan han holdt sig oppe. Men det bevidste godt at han endnu ikke bare død. For hans nerver og muskler arbejdede stadig. Hun sukkede svagt og opgivende. Følte sig mere eller mindre mere afslappet nu. Det var sikkert ikke den hun kendte til. Blot en der lignede. Ham der havde været det monster at tage noget værdifuldt fra hende ville ikke bare sove. Ikke her. Og ikke nu.
Et lettere chok skød gennem hendes spinkle krop idet han så faldt helt ned. Hun trådte et skridt tilbage og fuglen fløj væk fra hende. En ting den kunne og som hun ikke kunne mere. Hun så stadig mod manden som nu pludselig var noget utilkendelig igen. Det var forvirrende alt dette her. Han så ikke ud til at have taget sig af faldet. Blev bare liggende. Og det var nok det der fik hende til at vove sig nærmere. Hun var nysgerrig og hun ville jo bare kunne løbe væk igen hvis det virkelig var den vampyr hun frygtede så meget at hun ville dræbe ham. Tænk engang hvad frygt gjorde ved hende. Hun studerede hele tiden vagtsomt personen der lå på jorden og hun kom tætter og tættere på det der mest bare lignede et lig. Men der stank ikke af død. Hun stoppede op ved ham. Sank en klump der virkelig irriterede hendes hals. Hun løftede langsomt sin ene fod og satte den blidt mod hans krop hvor hun på skubbede til den for at vende ham om.
Fuglen fra før kom så igen. Landede ikke på Fear som før men på denne vampyr der lå for fødderne af hende. Hun var igen stivnet. Hun var ikke i tvivl. Hun ignorerede fuglen der stod så fint på hans pande. Der løb tanker gennem hendes hoved hun aldrig havde haft før. Alle billederne fra deres første møde kom frem som et lysshow. Hun begyndte at gå baglæns og sørgede for ikke at snuble over noget. Håbede på at ikke gå skævt men hen mod udgangen. Ikke noget hun var god til vidste det sig.
Hvad fanden lavede han også her!

Frygt kan forvrænge selv det klareste billede. Få folk til at se ting der aldrig er set før. Få smerte til at eksisterede som aldrig er mærket før. Få lyde til at komme uden grund. Pigen her var tydeligvis grebet af frygt. For hun genkendte ikke manden, der blev vendt med hendes fod. Hun så ikke snittet på halsen, og blodet der var løbet. Hun så ikke manden. Hun så kun frygten, lod sig bedøve af dens små spil.
For hvis pigen havde været klar i hovedet, havde hun genkendt den døde, der havde siddet på gyngen, og som nu ville ligge på jorden, med opspilede øjne. Rummende den selv samme frygt.
Hun ville måske bemærke de grønne øjne han havde, eller hænderne, der havde holdt hende.

Men frygten synes at forvrænge hendes syn. En skam, for nu var han død.
Og hun ville aldrig kunne sige farvel til sin redningsmand.
For det var varulven. Manden med det korte præcise navn, der for en måned siden havde taget englen i sine arme, og reddet hende fra døden. Fra vampyren, der kun havde fået kløerne i den ene vinge, der nu var lige så død, som redningsmanden.

Det havde taget godt og vel to uger at opsnappe denne person. Denne forbandede køter, der var stukket af med byttet. Titan havde brugt resten af tiden på at planlægge. Han havde natten før denne nat, fanget varulven og dræbt denne. Lade blodet størkne, så den dryppende lyd ikke ville røbe, at personen faktisk var død.
Dernæst havde han ventet, til skumringen var indfundet, og placeret den døde varulv på gyngen uden større omsvøb. Det havde krævet sit, at få manden til at sidde fast. Men det var lykkes, og vampyren havde forladt stedet, for at lade dem være alene. Englen han vidste ville komme, og så redningsmanden.

”En skam, du ikke genkender ham.. Han var trods alt din redningsmand. ”
Stemmen kom fra Titan der stod bag den vaklende engel. Blød og kælen var stemmen, som slangeskind.
Hvis hun vendte sig, hvilket med sikkerhed ville være det klogeste, ville hun se den vampyr, hun åbenbart så alle steder. Hun ville se Titan, indhyllet i skumringsskygger og kulde. Sorte øjnene ville møde hendes, og et glimt, som ikke skyldtes gadelygten, ville ligge gemt deri.
”Du troede vist at det var mig, var? Jeg er beæret! Det var heller ikke nemt, at sætte ham op på den gynge må du forstå.. Drabet var nemt.. men gyngen! ” Han ville smile til hende, betragte hende, som forventede han at hun ville blive glad. Glad for overraskelsen, og alt det besvær han havde gjort, kun for at underholde hende.

Fear forstod nu. Efter de ord der nu overtog hendes øregang og lammede igen hendes krop. Men blot for en kort stund. Så hun kunne se mod manden der lå død ikke langt fra hende. Blodets røde farve der bare havde misfarvet hans hud ved halsen og det blege ansigt som blot var dødt. Hun havde aldrig rigtigt set sin rednings mand ordenligt så hun var havde ikke været sikker på hvem det var. Han var jo forsvundet igen efter at have efterladt hende på hospitalet. Og han havde været her i samme by som hende. Hun havde jo blot troet han var en forbi passerende. Hun spærrede sine smukke øjne op og fik ført sine hædner op foran munden af skræk og afskum. Hun kunne ikke klare synet af den døde mand. Et lettere skrig kom fra hende strube. Men så fik hun vendt sig om og mødte endelig denne vampyr hun aldrig havde haft lyster til at møde igen. Men hun var ikke lammet som før. Som havde hendes krop vist forskelsbehandling på de to mænd. Hun så nærmere mere overrasket ud på ham der stod helt foran hende. Og han var ikke mere død en han havde været hele tiden.
Han var for tæt på. Og hun kunne mærke hans kulde på deres afstand. Uden at de rørte hinanden. Endnu en klump blev sunket. Hans ord var tomme i hendes hoved. Forsvandt igen da hun forstod deres mening. Og det gjorde at hun havde ingen interesse i at svare eller sige noget igen til det. Nej der kom helt andre ord ud af hendes formelle mund. Hun fik så løftet begge sine arme lidt op og satte pludselig meget hårdt begge sine håndflader mod vampyrens brystkasse eller hvad det nu var hun ramte. "VÆK!!" lod hendes hæse men engleblide stemme i det hun skubbede ham væk fra sig. Hun gik selv flere skridt bagud. Så underligt nok endnu på ham. Med de dybe øjne hvis farve ville sende poetiske folk i en svømmetur i havets dyb. "Hvorfor har du ikke bare kunne lade mig være i fred!!" kom det så ud af hende. Ordene var hårde og kontante. Som havde hun mere at sige og mere mod en sidst. Eller sidst var det bare kommet for sent i hendes tilfælde. Hun gik længere bagud og var ved at vælte over liget men fik vundet sin balance hurtigt nok til at sætte en fod på den anden side af den tomme skal ad en krop. Så der stod en på hver side. Som beskyttede hun det for at blive mere skadet. Ved det hurtige syn af bidemærkerne på Arch's hals mindede hende kort om at den unge mand der ikke ville stoppe en leg kun han ville lege havde smagt på hendes blod. Hendes rene og hellige blod. Hun gav det ikke ud bare sådan. Hun væmmes ved tanken og endnu et stik af smerte lod sig strejfe hendes venstre skulderblad. Det gjorde ikke direkte ondt men det var blot for at minde hende om tingene. Og det var som om at det kun reagerede i vampyrens nærvær. Det var derfor det havde irriteret hende før. For det plejede egentligt ikke at være sådan. Det var blevet bedre og forbindingen var der kun af hendes sikkerheds skyld. "Skrid! Der er ikke mere at komme efter!" Hun tav igen. Hun havde snakker over sig.