You're in deep deep trouble my friend

Tid: Det er eftermiddag og mørket bevæger sig langsomt over Di Morga som tiden går
Sted: Uden for Abbaddons høje ydermur
Vejr: Det blæser sagte, imens solen daler ned
Omgivelser: Væsner og mennesker bevæger sig op og ned ad gaden, begravet i deres tanker

Som mørket ramte det øverste spir af Abbadon, og langsomt bevægede sig ned over bygningen, for at give denne et mørkebelagt skær. Man havde fornemmelsen af at det var mange år siden, at dette sted havde stået i sin fulde bragt.
For den rødhårede kvinde, der med lange elegante skridt imod hovedporten, var det kun ganske få dage siden hun huskede stedet. Det havde engang været hendes hjem, men som hun vendte tilbage til stedet fra en quest, havde dette været øde, forladt.. Hun var blevet forladt.

Som hun brasede igennem den åbne hovedport uden at tage sig af om der var vagter eller andet på muren, som der engang havde været, lagde hendes blege fingre sig imod døre, der ville åbne op ind til Abbadons formidable indretning.
Hænderne tavng dørene op med et brag, der rungede igennem værelserne, og ville ryste murene en anelse, inden de bare fødder trampede hårdt over det falmende røde gulvtæppe, som hun havde retning direkte imod rummet, der engang havde været en detaljeret prydet tronsal.

Håret fløj efter hende, som hun bevægede sig, med et rasende hav i de blå øjne. Ved indgangen til tronsalen stoppede hun op, og satte begge hænder i siden, studerede omgivelserne, for at tage yderligere et par skridt og plantede sig selv på den trist udseende tronestol, svang benene over det ene armlæn og ventede.. Tålmodigt, stadig hidsigere.. Rygterne havde været der. Hun vidste det.. Det var såå typisk ham, men denne gang var han gået for vidt.

Hvis han ikke var kommet frem fra skyggerne af hans gemme, inden hun havde ventet i et par minutter, ville ANgelie tage en dyb, dyb indånding, inden stemmen vil raserer imod murene, "ZANE!!" .. Råbet var krævende, irriteret, vredt.. Fuld af had denne gang.

Skyggesmedjen havde stået uberørt siden han havde brugt dens utrolige, magiske kræfter til at smede sine to lange sværd. Et tyndt lag af støv dækkede den sorte ambolt og det massive, lillasorte fyr.
Takket være de mange fælder og labyrinten under Abbadon, var smedjen uberørt. Ingen havde kunnet klare turen herned... undtagen skaberen selv.

Nu stod han der, midt i alt støvet, og betragtede det ældgamle artefact, som han engang havde hentet op fra de legendariske grotter under Asien...

Zane D'tarion kørte en hånd hen over ambolten og fjernede derved en del af støvet.
Det matsorte metal var uskræmmet, på trods af mange tusinde års brug - en fordel ved den urgamle magi som lå over smedjen.

Pludselig... en lyd... et sagte genkald af en stemme som han ikke havde hørt meget længe...

Zane blinkede en enkelt gang med øjnene, og forsvandt så i skyggerne.

Øjeblikket efter, trådte han ud i midten af den falmede, støvede tronsal.
Hans lilla blik var rettet direkte imod kvinden i tronen, og uden at tøve begyndte han at gå op imod hende.

Hendes åndedrag ventrilerede, som hun utålmodigt trommede fingrene imod tronens armlæn, hun så let havde indtaget som var denne hendes retmæssige plads. Engang ville hun aldrig have overvejet overhovedet at placere sig i denne, men det var en anden tid nu, en ny tid.

Tankerne drejede sig omkring hvor fanden den forbandede sortelver nu befandt sig. I et kort øjeblik overvejede hun at rejse sig for at bevæge sig ned i dugeon regionerne, hvor han førhen havde brugt mange hemmelighedsfulde timer, men tanken blev øjeblikkeligt afbrudt da skygger begyndte at forme sig midt i tronsalen, og hans fulde figur tog form fra disse, med de lillae flammende øjne og hvide hår.

Han havde da også noget af et talent for at skabe en entre. Hendes øjne kneb sig med det samme sammen til små sprækker, som hun skulede hårdt imod ham. Ikke så meget som et ord, i stedet så hun blot hvordan han nærmede sig elegant.
Hendes fingres trommen imod tronen stoppede, benene vippede over det modsatte armlæn, og Angelie gjorde ingen mine til at rejse sig fra denne, mens hun blot ventede på at han nærmede sig.

"Jeg burde sprætte dig op denne gang" den hvislende stemme var giftig, da hun sendte ordene imod ham, som han kom tæt nok på til at være inden for hørevidde.
"Her sidder du og indlogere nye uskyldige piger, og lader som om alt er som i gamle dage" kommentaren var mindst ligeså faretruende som hendes forrige, og flere ville med sikkerhed komme i løbet af den samtale, der ville tage form.
"Her sidder du.. Igen.. Efter du tog klanen, og forlod mig uden et eneste ord!" hendes stemme var råbende imod ham nu, mens hun trak benene væk fra armlænet, rejste sig op fra sædet, og pegede anklagende på ham, med raseriet lysende ud af de blå øjne.

Der var en kølig ro i hans holdning og i hans blik, mens hun råbte ad ham.
Han betragtede hende blot mens hun rasede, og han stoppede op ganske få skridt fra hvor hun var.

"For det første..." sagde han, stadig med rolig stemme,
"Den pige var blevet flået op af en varulv. Hun ville have lidt en modbydelig død hvis jeg ikke havde reddet hende... og intet, intet, er som i gamle dage. Klanen har jeg støvet af vejen i vort hjemland, indtil jeg har fået styr på den krise som er opstået her."

Han trak vejret dybt, og blev ved med at se på hende.
"Jeg har ikke forladt dig, Angelie... jeg blev tvunget væk, og da jeg kom tilbage, var du ingen steder at finde. Jeg troede du var død."

Noget ved ham var forandret... før i tiden ville han mindst have givet hende en syngende lussing og bedt hende te sig ordentligt, eller måske endda banke en næve i maven på hende og nyde det noget så grusomt - men han havde ikke rørt hende. I stedet havde han valgt at bruge ord... uden at være intimiderende.

En halvt hånlig latter slog op i hende, som han prædikede over at være an barmhjertig samaritan. Inden han overhovedet nåede at færdiggøre hans sætning, skreg hun ud imod ham. "..Og hvad så!?" Siden hvornår påvirkede det ham om et eller andet lille udskud ville blive flået op indefra. Den person hun kendte og huskede, ville formegentlig have stået i et hjørne og nydt showet med et tilfreds køligt smil.

Hans næste ord fik hendes blod til at koge helt op, som hendes hænder knyttede sig, og den venstre satte i et halvbuesving med retning direkte imod hans kæbe, som denne ville kollidere imod, hvis han ikke afværgede slaget.
"Du.. Vidste!.. Du Vidste jeg ville komme tilbage efter ØStrig!" hendes stemme knækkede over fra raseriet, der brusede inden i hende. "Du vidste præcis hvor jeg var!" .. End havde han ikke engang sendt hende en eneste besked, et eneste tegn på hvorfor eller hvor han var taget hen i hendes fravær.

Død.. Ja det var typisk. Han ville altid tro hun var død, når det var ham der forsvandt. Selvfølgelig.. Havde han overhovedet prøvet at lede efter hende? hun tvivlede.. I stedet var han blot her, i fuld selvkontrol over sig selv..
Det var her hun opdagede forandringen. Han havde ikke engang lagt en finger på hende, hvilket var uvirkeligt. De havde altid haft et mere.. besynderligt forhold... En blanding af kærtegn og sadisme.
Øjnene nedstirrede ham søgende, inden hendes hænder ville skubbe ud fra hendes krop, og ramme hans brystkasse, i håb om at skubbe ham en anelse bagud, for at kunne bruse forbi ham med stampende skridt, som hendes bare fødder kolliderede imode overfladen af gulvet.

Han tog imod slaget, som drejede hans hoved godt og grundigt, og da hun skubbede ham, tog han også blot imod...
"Angelie... jeg har gjort dig uret. Men du må forstå at der er en grund. Jeg forsvandt i en sindstilstand som var... yderst besynderlig. Og da jeg endelig kom tilbage, var jeg i tvivl om alt! Jeg kunne ikke huske hvad der var sket i ganske lang tid."

Han vidste hvordan det lød... ganske meget som en dårlig undskyldning - og da slet ikke noget den gamle Zane ville have sagt!

"Du kan vælge at gå nu... og du vil være i din fulde ret ti at gøre sådan. Men du kan også vælge at blive, og så vil jeg forklare denne underlige situation, og grunden til at alt dette er gået skævt." han slog ud med armen, mod den støvede, forladte tronsal.

Han kiggede efter hende, og vidste at han havde løbet en stor risiko nu.
Hvis Angelie gik til klanen og fortalte at dens Valshar var blevet blødsøden, ville han blive slagtet.

Hendes mistanke blev kun begrundet, som han bare stod der og tog imod alt hun kastede efter ham. Han var forandret og bestemt ikke i en positiv retning. De spidse ører lyttede ufrivilligt til hans forfærdelige undskyldning for at lade hende i stikken med Karl fucking von Richter, imens han var ude og nyde sin såkaldte besynderlige sindstilstand.

Som hun passerede ham, fnøs hun halvt hånligt over hans bløde opførsel. En hersker var ikke blødsøden, som Zane var nu.
Aligevel stoppede hendes fødder, da han snakkede om hendes muligheder. Opgivende gnubbede hun hånden imod hendes pande, inden hun drejede rundt og nedstirrede den mand, hun engang havde holdt så meget af, men han var en anden mand nu.. Uden tvivl.

"For .. gamle dages skyld.. Har du præcis femten minutter til at forklare dig selv, og du må hellere håbe til at det er nok".. Den underminerede trussel var ikke til at tage fejl af. Hun ville gå til klanen.. Hun ville befale en stærk og mægtig Valshar.. Ikke en blødsøden bamse, der følte ynk for ethvert opsprættet menneskebarn.

Hendes arme lagde sig afventende over kors, men hun snerrede ad ham, ventende.. på forklaringen han sikkert var ved at trylle sammen. Endelig var hun af med alle hendes egne problemer, og så blev det hele ødelagt.. Hun skulle aldrig være taget afsted.. Tingenene ville være anderledes, hvis hun havde været der til at beskytte hand dovne bagdel.

Han forstod udmærket truslen... og han vidste at hvis hun virkelig gik til klanen, ville de jage ham. De ville, som den mægtigste Sortelverklan, lægge landet øde for at finde ham, ganske simpelt fordi han var den han var: den første mandlige leder i hele folkets historie.
Han skulle være et forbillede. Et symbol på magt, snilde og styrke.

Zane tøvede kun et øjeblik for at samle tankerne, hvorefter han begyndte at tale:

"Husker du den amulet jeg fandt i de gamle, undersøiske ruiner ud for Miami's kyst? Den der gav mig evnen til at forvandle mig til en drage..."
Han huskede hvordan han triumferende havde taget den ældgamle amulet fra dens piedestal, og hvordan han var vendt tilbage til Di Morga, endnu mægtigere end før på grund af dens urgamle, mytiske kraft.

"Den indeholdt ikke bare magi... den indeholdt en sjæl. En dragesjæl." fortsatte han,
"Jo mere jeg brugte amuletten, jo mere løsnede jeg sjælens lænker, og i sidste ende brød den ud af sit fængsel. Den fusionerede med mig for at overleve - og det var i det øjeblik at jeg tog væk, for dens indflydelse på mit sind var... ufatteligt stærk. Jeg rejste i et forsøg på at finde en mulighed for at slippe af med den, og for at den ikke skulle kunne gøre dig og klanen noget."

Han kiggede på hende med øjne der brændte af indre smerte nu. En smerte som hos en person der mangler noget helt vitalt... og så:

"Jeg fandt intet, og sjælen havde nu samlet kraft nok til at gøre det utænkelige. Den splittede min sjæl i to, og tog min mørke side som sin egen, hvorefter den brugte sin magi til at skabe en komplet kopi af min krop, som den indtog. Så efterlod de mig, slagen og døden nær efter at min sjæl var blevet revet itu... og senere fandt jeg den her, i Di Morga, hvor den spreder død og frygt. Det lader til at idet den har taget den mørke side af min sjæl og bruger den for at få livskraft til sin egen, har den fået meget af min viden - og al min sadistiske grusomhed."

Det var sagt.
Sandheden var kommet på bordet for allerførste gang... og Zane havde nu lagt sin skæbne i Angelie's hænder.

Som sagt så lovet. Hun havde aldrig brudt sit ord, hvilket også satte hende i en ubehagelig situation nu. Ligegyldigt hvilket valg hun træffede om et øjeblik, ville betyde enten at bryde hendes løfte til Zane.. Eller til klanen. I modsætning til ham var hun præcis som hun var før alting var gået helt galt.

Hendes hoved nikkede samtykkende for at bekræfte, at hun tydeligt huskede Miami og den amulet, hun havde set ned på, da han havde fremvist denne.
Hendes øjne himlede da han nævnte han havde brugt den flere gange end den ene, og i to skridt var hun henne foran ham. Hendes fingre viklede sig om hans skjorte, hvor hun begyndte at ruske i ham, som for at banke fornuft ind i ham. "Hvorfor!?" skreg hun ind i ansigtet på ham, inden hun ruskede igen.. "Hvorfor skal du absolut lege med kræfter større end dine egne!? Har du ikke selv lært mig, at man skal respektere magi man ikke forstår?"

skriget kom fra hende, som hun slap sit greb i ham, og drejede rundt igen, for at lytte videre.. Hun blev ved med at gå frem og tilbage med tre skridts mellemrum, imens hendes ører sitrede over hvert eneste ord han kom med.
Efter han var færdig stirrede hun op på ham, opgivende, med et ryst på hovedet, så de røde lokker fløj omkring dette.
"Du er blevet svag.. Du er blevet delt.. Og har du tænkt dig at gøre noget ved det?" spurgte hun irriteret. og satte bestemt hænderne i siden, imens hun målte ham.

"Måske denne anden del af dig vil være værd at møde.. Måske denne ville kunne være den hersker, vi engang havde". Hun vdste allerede nu, at alt var forandret.. Han var forandret.. Det var tydeligt at det pinte ham, at mangle den del af sig selv, men uden den var han omvandrende menneskeføde.

"Jeg var ikke klar over at det rent faktisk var en drage. Jeg troede det var stærk forvandlingsmagi... jeg opdagede først sandheden da bæstet havde slået kløerne i mig." lød det fra ham.

Et eller andet sted ønskede han selvfølgelig at dræbe sin dobbeltgænger og tage sin halve sjæl tilbage. Det ville gøre ham til sig selv igen, og han ville atter tage Di Morga som sit eget rige.
Men på den anden side... blidheden da han havde healet den unge pige og lukket de dybe flænger i hendes krop... han havde følt noget godt i det øjeblik.

Han stod ved en skillevej nu.

"Jeg ved ikke hvad jeg vil gøre, Angelie... jeg er forvirret ad helvede til! Og hvis du opsøger ham... så er jeg bange for at du vil blive hans næste offer."
Tanken om monsteret som D'tarion klanens Valshar var yderst foruroligende. Han havde ikke tænkt tanken før nu.

"Hvilket er grunden til du ikke leger med genstande du ikke kender!" hvinede hun og hendes hænder begravede sit i hendes røde hår, rykkede i det af ren frustration imens hun klemte øjnene sammen, som for at tvinge mareridtet væk.. Når hun vågnede ville han være sig selv igen, alt dette ville være væk, og de kunne have et helt almindeligt skænderi over hvorfor helvede han var skredet fra hende.. Alting var altid så kompliceret med ham.

Hendes øjne blev flået op da hans sætning nåede hende, rykket tilbage til virkeligheden stod hun var og stirrede på ham. "Du.. ved.. det.. ikke" gentog hun langsomt og ville have taget fat og rusket ham endnu engang, hvis ikke det var fordi hænderne var optaget af at rykke i hendes eget hår igen.
"Hvem fanden er du!? Hvor er den person jeg elsker!! den person der vidste alt?" Hun forventede et svar. Hvor var den stærke person, der ikke lod sig hundse rundt med.. Den person der bad hende stoppe med at være så barnlig og tænke inden hun talte igen.. Den person, der satte respekt og rang over alt andet.

"ha" latteren var kort og fnysende, inden hun rynkede irriteret på næsen. "Jeg er ikke noget offer.. Hverken hans, dit eller nogen anden.. Jeg kan fuldt ud passe på mig selv, som jeg har passet på dig.. og for hvad!?.. Det HER!?" Det var langt nemmere at lære en sjæl at være barmhjertig frem for at være sadistisk i hendes øjne.

Han lyttede til hendes ord, og da hun havde talt ud, rystede han blot på hovedet.
"Jeg er ikke længere den samme som før. Jeg gør ikke folk ondt... jeg redder liv i stedet, og det er der ikke noget at gøre ved. Ikke med mindre nogen dræber min dobbeltgænger - og det ville ikke være let." sagde han, hvorefter han vendte rundt og begyndte at gå op mod tronen igen.

"Opsøg ham ikke... han vil vide hvem du er, og han vil nyde at lege med dig, indtil du tigger og beder ham om at stoppe. Og når du så endelig når dertil, vil han måske gøre en smertefuld ende på dine lidelser - ganske enkelt som jeg havde gjort det, ved at stikke dig gentagne gange i maven med en kniv. Ikke nogen behagelig død..."

Han fortsatte forbi tronen.
Han måtte lægge en plan for sin egen overlevelse nu...

"Oh der er altid noget at gøre ved det!" svarede hun hidsigt tilbage til ham, som hun så hvordan han bevægede sig imod tronen, vendte hende ryggen.. Hende af alle vendte han ryggen nu. Halvt målløs ude at stand til at fortsætte en kort stund, tvang hun sig selv til at fortsætte.. "Problemet er, at du ikke VIL gøre noget ved det!" påpegede hun efter sin pause, inden hendes blik vendte sig væk fra ham.

Tankerne formede sig i hendes hoved.. Langsomt formede en typisk overilet plan sig.. Som altid bestod hendes planer af at finde personen.. Resten blev improviseret.. Det var ikke noget under hun ikke var en del af strategiplanlægningen.
"Engang ville en anden have gjort det ved mig, og vi ville begge have nydt det" hviskede hun stadig uden at kigge imod ham.

Hun mærkede hvordan hun havde mistet den person, som altid havde været der for hende. Han ønskede ikke længere at være med hende, hun mærkede det.
"De vil opdage det tids nok.. Jeg har ikke i sinde at fortælle klanen noget som helst" ordene var stadig hviskende, som hendes øjne langsomt begyndte at brænde og blive blanke, som hun holdt tårene tilbage.
"Jeg er ikke længere medlem.. Jeg var der for dig.. Nu hvor du ikke vil have mig længere.. forlader jeg den"

Med de ord, drejede hun langsomt rundt, og bevægede sig imod de døre hun tidligere havde slået op...