When the Raven Screams (Moira)

Rummet var mørkt og tørt. Luften var underligt varm og det var som om en svag incense brændte et sted i nærheden, som fik luften til at dufte ganske svagt af et eller andet ukendt. Noget mystisk. Noget man ikke helt kunne sætte fingeren på... krydret og blødt...
Var det ikke for de mørke stenvægge og tilhørende gulv, ville man næsten kunne tro at rummet befandt sig i en af de gamle pyramider, sådan var luften derinde.

Det var oplyst af varme, flakkende fakler på hver af de fire vægge, og resultatet var en morbid, nærmest overnaturlig dans mellem skyggerne i hele rummet.
En lilla trappe førte op til  en massiv, stålbeslået trædør, hvor han stod og betragtede det, som befandt sig midt i rummet.

Han var iført en simpel, men elegant, sort skjorte, et par mørkegrå bukser og tunge, sorte læderstøvler.
Det hvide hår hang løst ned over hans skuldre, og de svagt lysende, røde øjne brændte i halvmørket.
Et lille smil bredte sig på hans ansigt mens han betragtede det, som befandt sig midt i rummet:

En høj briks lavet af massiv, mørk og poleret træ stod midt i det underlige rum. Den var udstyret med læderremme som var beregnede til at holde en person fast med hænderne over hovedet, samt binde dem ved anklerne.

Og det var da også præcis den stilling den unge kvinde lå i...

Den klamme intense varme kunne mærkes gennem den sparsommelige påklædning og stanken af blod og sikkert så meget andet kildede irriterende i hendes næse, trods der ikke var nogen kontakt med omverden udover sanserne. Følelsen af noget der strammede om håndleddene og anklerne, var blot indikator på at dette væsen var begyndt at komme mere og mere til bevidsthed.

Langsomt missede hun med øjnene og så rundt i det mørke rum så godt hun nu kunne, eftersom hun lå bundet. Hendes hjerte begyndte at hamre i brystet på hende og den paranoia hun i forvejen havde forstærkedes blot yderligere. Havde de rent faktisk indfanget hende? Nej det kunne ikke passe de latterlige dæmoner ville ikke komme op på jorden alligevel, men hvem ville ellers gøre dette?

En fremmed lugt kildede i hendes næse og det var bestemt ikke dæmon. Hun så op og spottede et sæt røde øjne og det hvide hår. Hun havde en lyst til at bryde fri og flyve lige i flæsket på denne person, hvilket der ikke var noget tvivl om sådan som hun vendte og drejede sig, i forsøg om at komme fri af læderremmen. Et hvæs kom fra hende inden hun fik fremanet nogle ord.

" Hvad fanden er dit problem dit klamme møgdyr... Slip mig fri, ellers sørger jeg for du bliver splittet op i to... " hele hendes krop sitrede mens hun afventede på denne persons næste træk.

Han betragtede hende roligt mens hun langsomt kom til bevidsthed... og da hun var vågen nok til at komme med trusler, gik han ned ad trappen med faste, rolige skridt, mens han fortsat holdt blikket på hende.
Hans støvler gav genlyd i rummet, selvom det ikke var så stort.

"Splittet op i to...? Interessant ordvalg, min kære." sagde han.
Hans stemme var kold og blottet for alt hvad der mindede om følelser, men hans øjne udviste en skjult, mørk triumf.

"Tru du bare... alt det du vil." fortsatte han mens han gik over imod briksen - og hende.
"Pudsigt nok, er det dig som er i en dårlig situation her..."
Han smilese koldt og lagde en hånd roligt på hendes ene lår.

"Hvad er det med Di Morga's unge kvinder...? De tror altid de kan true mig, besejre mig.. eller endda forføre mig. Lidet ved de, at jeg er min egen herre, og at jeg intet har at frygte af deres latterlige, svage, nymoderne evner..."
Han lod hånden glide langsomt op over hendes lår, og op over hendes bare mave, hvor han lod den ligge tungt...

Han smilede igen, og sagde med en næsten sukkersød stemme:
"Og du... er ingen undtagelse, er du vel?"

Hun skulede efter ham og mærkede en afsky ved han kaldte hende kære. Hvordan kunne en elver få sig selv til det! Hvis bare hun kunne komme fri, så skulle hun... Hans efterfølgende ord fik hende til at vride sig igen, i endnu et forsøg for at komme fri, men det hjalp intet. Hele hendes krop stivnede da hun mærkede hans hånd på hendes lår " Du skal slet ikke så meget som tænke på at røre mig!" hvæsede hun og vred sig igen.

" Hvad ved du om jeg er en kvinde!!! Jeg kunne sagtens have noget andet mellem mine ben.. Og tænk hvis den var større end den du render rundt med... Hvis du overhovedet har en" sagde hun spydigt og mærkede hvordan hans hånd bevægede sig længere op af hendes lår og op til hendes mave. Hun følte en vis ubehag, men alligevel sitrede hele hendes krop under hans berøring, dog havde hun stadig en ustyrlig lyst til at komme fri og slagte denne mand foran hende

Den sukkersøde stemme gav hende nærmest brækfornemmelse.. " Der er aldrig nogen der har sagt jeg vil besejre dig.. Det vil jeg ikke bruge min tid på... Ikke på en fucking elver" sagde hun og spyttede ud efter ham, hvilket hun først bag efter kom i tanker om nok var det dummeste hun havde gjort, sådan som hun lå der.

"At 'splitte mig i to' ville nu være at besejre mig. Så jo... det har du faktisk sagt. Og din attitude viser det samme-" hans ord blev afbrudt af spytklatten, som landede let på hans skjorte.
Han var tavs i et par sekunder, og så brugte hans sin frie hånd til at tørre spyttet af, mens han fortsat lod den anden ligge på hendes mave.
Så rakte hanned og tørrede hånden i hendes bukser.

Så vendte han blikket imod hendes eget - hans blik var roligt og køligt.
"Hov... det var ikke smart." sagde han så - og så fjernede han hånden fra hendes mave.
Han smilede, knyttede den hårdt, og gav hende to hårde, dybe slag midt i maven, lige efter hinanden.
Sadismen lyste nu i hans øjne, og med et enkelt grin placerede han sin anden hånd mellem hendes ben.
"Nåda! Der var sgu ikke noget! Lyver du nu også for mig, tøs?"

Hendes øjne lyste nærmest i afsky før hun bed sig selv i tungen for ikke at sige yderligere " Min attitude? Det er sådan jeg er overfor idioter" sagde hun og så ned på hans hånd der tørrede spyttet af i hendes bukser. Remmene omkring hendes håndled var begyndt at føles stramme, hvilket sikkert var hendes egen skyld så meget som hun havde forsøgt at komme fri, så hun havde sikkert fået rykket lidt på sig selv.

Da hans blik fangede hendes stivnede hun og mærkede hvordan hendes hjerte hamrede mod hendes ribben. Da hånden blev fjernet fra hendes mave, åndede hun nærmest lettet op, hvilket bestemt var en fejl, for kort efter mærkede hun to knytnæveslag direkte i hendes mave, som fik hende til at mærke pusten. Hun ville så gerne krølle sig sammen, men hun var bundet og mærkede så slag nummer to og hev efter vejret.

Da hun igen fandt sin vejrtrækning fandt hun igen hans blik. Hans øjne lyste af lyst. Ikke den lyst som mange folk havde, men lysten til at misbruge og gøre skade på hende. Hun var ikke i tvivl om at denne mand havde evnen til at skade hende på måder hun ikke havde oplevet før.. Og hun havde på fornemmelsen at hun var godt på vej til at finde ud af om det passede.

Hans ene hånd blev placeret mellem hendes ben, hvilket fik hende til at vride sig " Få dine hænder til dig selv dit svin! hvæsede hun og vred sig i smerter efter slagene hun havde taget til maven.

"Ja da... bliv ved med at fornærme mig. Det er en fantastisk idé." sagde han sarkastisk og smilede ondskabsfuldt til hende.
Han fjernede hånden fra hendes skridt, og gik med rolige skridt rundt om briksen, så han til sidst stod på den anden side af hende.
Han holdt hele tiden blikket på hende, og hans øjne viste et mørkt begær, som de fleste var foruden...

Ganske forsigtigt førte han nu fingrene på højre hånd hen over hendes bare mave, mens han smilede ondt og sagde:
"Ganske blød og sårbar... hvad skal vi dog gøre?"
Det var tydeligt at det var de to slag i hendes mave der havde tændt den sadistiske, ondskabsfulde lyst.

"Hvad synes du selv...?" spurgte han så, drillende, halvt hånende...