Counting Bodies like Sheep

Åbent Emne
Tid: 00:40
Vejr: Gråt med støvregn.
Sted: Ude på gaderne i Terre's midtby.


De røde stilletter var et dårligt valg over de glatte brosten. Men det havde i et mindre fordrukkent sind været et meget mere upraktisk valg end det syntes at være nu. Hendes hår dryppede med små vandperler der faldt fra spidserne af det korte hår. Hun følte sig let som en fjer i kroppen men tung i hovedet. Det havde varet et stykke tid nu; hun havde fundet den forbandede blomst, været igennem helvede for den forgiftede lille plante, men viste den sindssforvirrede alf sig, nej? I et ulogisk øjeblik overvejede hun hvorvidt en remse af navnet tre gange kunne fremtrylle den mandlige modpart til hendes egen race. Måske, men hvad hed han igen? "Salamon, Saaalem, Sarisisss?", hun mumlede prøvende for sig selv, imens den røde korte kjole blev skubbet ned over hendes lår, selvom det virkede en smule forgæves. Hendes sorte læder jakke skærmede ikke særlig godt for kulden eller regnen. Forbandet osse!
Hun trådte tilbage på fortovet. En vandpyt lå i kanten og truede med at gennembløde de røde stiletter. Kulden bed i den nøgne hud, men alkohollen varmede indefra og bedøvede hendes sanser nok til ikke at tilskrive det større relevans. Hendes blå øjne spejdede fra side til side i søgen efter en taxa der aldrig kom, der var ingen biler og hun begyndte at tvivle på om hun gik den rigtige vej.

"Sansiss." lød det møgirriteret og højlydt fra en nærliggende gyde.
Lyden af et knivsblad der skar igennem kød kunne svagt høres gennem den silende regn, og kor efter kom han gående ud fra gyden.
Hans mørkegrå skjorte var plettet af varm blod, ligeså hans mørke bukser - og han havde en simpel daggert i den ene hånd.

Hans lange, hvide hår hang løst og klistrede mod hans hoved på grund af regnen, og da han rakte en hånd op for at fjerne håret fra de røde øjne, kom han til at smørre en smule blod ud i ansigtet.
Det så dog ikke ud til at røre ham det mindste... og han virkede mest af alt som en gemen barbar.

"Du har drukket igen." sagde han igennem regnen, og sendte hende et stort smil.
"Burde du ikke passe bedre på? Du var ganske heldig sidste gang..."

Hun fortsatte lettere disorienteret, før hun passerede tomrummet imellem to murstens bygninger. På den første bygning var en metal plade skruet ind i murværket et godt stykke opppe. En aflang kvadrat der i sin tid havde været malet i en dyb blå farve, som nu krakkelerede og viste det rustne metal nedenunder. En hvid tekst der var lige så falmet som den blå baggrund, oplyste hende kort om at hun gik i den rigtige retning før en velkendt stemme lød fra det mørke rum imellem de to ældre lejligheds komplekser. 'Sansiss?', gentog hun i tankerne, før hun i sin berusede tilstand havde fået sat ansigt på navnet og tildelt navnet et ansigt; den familiære stemme fik hende til at rynke de plukkede bryn svagt inden hun løftede tasken op for at give et bedre usyn og skåne hendes vipper for regnen.

Den våde - genkendelige - lyd af kødets dødelighed blev opfanget hurtigt af de spidse ører, kamufleret under det tykke lyse hår. Et kort årvågent vrik med dem forekom som en instinktiv krampehandling da den uhyggeligt velkendte lyd sendte minder af nostalgi frem. Hun fulgte den høje skikkelse hun ganske let kunne udforme inde i mørket, indtil denne stod foran hende med et utæmmet hår og krigsmaling i form af udtværet blod i ansigtet. Hun kunne ikke lade være med at smile lettere triumferende tilbage, som gav hans barbariske udseende hende en overlegen beskæftigelse. Og så påstod han ikke at være en slave, men hvad var han så? En streeaka droc’'uh? Hele optrinet med den del af deres møde var stadig noget der ikke syntes rigtigt.

En smule ubalanceret satte hun den modsatte hånd på hoften og gav ham et hilsene nik, før hun svarede med al mangel på ærefrygt, delvist på grund af sin beruselse: "Heldig? Der findes ikke held. Kun bevidste valg. Og jeg... Jeg valgte at drikke.", hun nikkede selv bekræftende. Hun så sig kort til siderne før hun gjorde han til at gå tættere på ham. Hånden på hendes skulder greb fat om den korte kjole for at holde dem nede som hun gik.
"Men du kommer jo som kaldet!".

"Du valgte at drikke dig så fuld at jeg kunne have sprættet dig op i dit eget soveværelse - og du ville kun halvvejs have opfattet det." sagde han og brugte det ene ærme til at tørre det meste af blodet væk fra hans ansigt.

Han vendte det flammende, røde blik mod hende og smilede køligt.
"Jeg var faktisk tæt på at gøre dig ondt den nat... men hvad fanden... vi fik os en underligt hyggelig sludder i stedet."

Han lod den blodige kniv forsvinde på magisk vis, som om skygger havde grebet den og konsumeret den, for så selv at forsvinde.
"Hvad vil du mig, lille tøs?"

Hun stoppede foran ham med et uændret blik imens han forklarede et scenarie der kunne være sket. Så travlt med at demonstrere hvor destruktiv han var, så travl med at bevise hans såkaldte ondskab? Hun skimtede kort knivens forsvinden inden hun så tilbage på ham med en svag trækning i mundvigen, et skævt hovent smil.

"Vi havde en aftale?", hun hævede øjenbrynene ved sine næste ord. "Kan du huske det? Eller har du også drukket dig skamberuset?".

Han smilede skævt ad hendes reaktion. Typisk denne unge kvinde...
"Jeg ser at du ikke har ændret din attitude, tøs... den minder helt utroligt meget om dine kvindelige artsfællers. Undtagen dem i den groteske D'tarion klan." sagde han.

Et interesseret glimt spillede i de røde øjne, og han trådte lidt nærmere...
"Åh, jo... vi havde skam en aftale... fandt du den?"

Det var ikke nødvendigt at tage et skridt, da Laele allerede stod tæt ved siden af den høje artsfælle. Hans ord var forfaldne, ganske vist passede det til hans væsen - men der var alligevel en følelse af noget rebelsk i den unge kvindes blik, idet han talte. I hendes fuldskab var der ikke megen plads til at skjule intentioner eller motiver, og det gjaldt også i stor grad følelser. Han fejede hans ord væk med et letsindigt vift med hånden og lagde den bagefter på hans bryst med et triumferende skævt smil. "Jeg har den, og det var ikke besværet værd... ikke helt i hvert fald.", regnen sivede ned og fik det lyse hår til at klistrer sig til de skarpe kindben. Hun hævede drilsk et øjenbryn til den hvid hårede alf, inden hun fortsatte. "Girl gotta get out of this rain ~", nynnede hun nærmest imens hendes fingrer immiterede en gang op af Sansiss's brystkasse der endte ved begyndelsen af hans hals. "Og jeg har glemt en paraply.", hintede hun med et skævt smil.

Hendes berøring fik ham til ganske let at hæve det ene øjenbryn. Hans blik blev en anelse mistroisk... hvad var hun ude på?
Han var helt klar over at denne unge sortelver var snu - ellers havde hun heller ikke overlevet så længe på overfladen.

"Jeg husker vores aftale. Da vi indgik den, syntes du bestemt at mene at det var det hele værd." sagde han.
Han blinkede langsomt da hun på højst flirtende (eller yderst provokerende) begav sine fingre op over hans brystkasse.

"Det var dog en skam..." sagde han roligt, hvorefter han lagde en blodig hånd på hendes skulder.
I det øjeblik han rørte hende, blev de kastet ind i det samme mørke som første gang, og sekundet efter befandt de sig lige uden for trappen som førte op til hendes dør.

"Lotusen, Laele... så holder jeg ord, og lader dig være i fred." sagde han med et halvt smil.

Hun skulle lige til at tale da han lagde den blodige hånd på hendes skulder og de blev slynget ind i et familiært mørke. Endnu engang gjorde den lille tidsrejse hende utilpas og lænede sig disorinteret imod murværket inde i den lille gang med trappen der førte op til værelserne over hendes butik, der udgjorde hendes egentlige hjem. Han talte og hun smilte som om ordrende forekom hende morsomme, imens en hånd bevægede sig op for at skubbe det våde hår væk fra det slanke ansigt. Hendes make-up var ikke ødelagt til trods for regnvejret, og de sorte streger der indrammede hendes lyse øjne, formåede endnu at gøre dem fængslende og katte-agtige med deres afsluttende spidser for enden af øjnenes yderste kant. En let lille latter kom fra hende imens hun skubbede sig selv tilbage en balanceret position, og lagde hånden på skuldered af ham. Den lille kjole havde krøbet sig op af hendes lår og dækkede en uanstændig lille del af de slanke ben. Hun lod ikke til at ænse det, før hun bevægede sig i den anden retning, ikke op til hendes private hjem, men imod bagdøren der ledte ind til hendes butik. Hun begyndte at rode rundt efter nøglerne, der klirrede ved hendes berøring. "Der er du.. din frække lille nøgle!", hviskede hun hoverende og låste døren op.

Som forventet, blev pigebarnet skidt tilpas af skyggeturen - lidt ligesom sidste gang.
Det fik ham til kort at smile.
Det var ganske morsomt...

Han betragtede hende blot mens hun fumlede rundt, og da hun rodede rundt efter sin nøgle, lod han da naturligvis også blikket glide ned over de uanstændigt 'påklædte' ben.
Han lod blikket vende tilbage til noget nær hendes nakke, og lagde så armene over kors mens han ventede.

Hendes korthår gjorde det let at spotte det lille bløde stykke hud ved nakke hvirvlerne, idet hun osse bøjede hovedet. Men udover det blev ryggen dækket af den sorte korte læder jakke hun bar. Hun åbnede døren der knagede med den karakteriske lyd af gammelt træ og tørre hængsler. Og hvilket verden at træde ind i:
De kom ind fra om bag den disk som hun utvivlsomt ville stå og ekspediere fra. På hylderne under den, var der noget der lignede et smykke skrin. Krukker med dyr der forlængst var mumificerede af den tykke væske der lå omkring dem som gelé. Fra loftet i forretningen hang fugle fødder og slange skind, tørrende planter, nogle giftige andre med prositive virkninger. Der var hylder med bøger, nye som gamle, bordrer i lokalet med terraria med giftige slanger, edderkopper og insekter. På den væggen ved indgangen hang der udspottede hoveder af noget der ikke lignede mennesker men havde menneskelige træk, skønt deres muterede knogler gav dem horn og dobbellagte tænder. Knogler hang i en perfect cirkel imellem alt det andet. Lugten var fugtig og jordet, og snart ville man se hvorfor; for hele væggen til venstre for deres indtræden var der planter som stod som var de stillet som ofringer på et alter.
Hun bevægede sig imod disse mange frodige planter imens læder frakken gled af hendes skulder og afslørede en åben ryg i hendes lille kjole.

Han fulgte med indenfor, og hævede nu begge øjenbryn lidt ved synet af de mange sjældne ting...
Han lod blikket glide rundt i hele lokalet, mens han nøje bed mærke i hvilke ting og sager hun havde.

Hans blik standsede kort ved de udstoppede hoveder, men fløj så videre til planterne, hvor hun nu bevægede sig hen...
Lyden af frakken der landede tungt på gulvet fik ham til igen at se på hende.
Sortelvere... evigt og altid gik de udfordrende klædt!
Han smilede og rystede på hovedet.

"Interessant sted du har her..."

Hendes stilletter gav svagt genlyd idet hun gik hen imod planterne som stod en smule afskåret fra resten. Et par sorte handsker var påført hendes hænder inden hun begyndte at rode rundt i blandt dem. Hun lænede sig ned og som hun gjorde afslørede det lille skørt begyndelsen på den runde kurve der udgjorde hendes bagdel, og et stykke af det sorte stof som holdt en mere intem del af hende hemmelig for øjnene stadig. Hun svarede imens hun lugede den sorte lotus op af sin trygge muld. "Det siger de alle sammen.", hun satte planten i en potte ved siden af og rettede sig op igen, imens hun lod handskerne glide af. "Så!", udåndede hun afsluttende, og vendte sig om. Hun togfat i pottens kant og satte den på disken, som hun med et velplaceret sving, satte sig op på med benede overkort. Den øverste fods stilet hang faretruende svajende kun med tippen over hendes tæer. Hun placerede hænderne imod diskens overflade og smilede stort, som havde hun vundet et slags vædde mål. "Der har du din præmiere, oh-farlige-alf.".

Han himlede kort med øjnene ad hendes bemærkning. Det sagde de alle sammen? Han forestillede sig nu ellers at de fleste ville finde butikken umådeligt creepy...

Som mand, var det dog naturligvis hans pligt at betragte hendes velformede rumpe mens hun ledte efter lotusblomsten.
Da hun så fandt den, fløj hans blik omgående over på de sorte blomsterblade.
Han fulgte potten med blikket, og da hun satte den fra sig, trådte han hen til disken for at studere den nærmere.

"Ja..." lød det lavmeldt fra ham efter et par sekunder.
"Den er som den skal være."
Han kastede et enkelt blik på hende, grabbede den magiske, møghamrende giftige plante, og vendte sig for at gå.
"Vores handel er afsluttet, Laele... og som lovet, vil jeg nu lade dig være i fred."

Hun sad med det triumferende smil let plantet over hendes ansigtstræk, imens hendes blålige øjne gled ned over hans høje krop, med et lettere vurderende blik. Hun vippede let med den yderste fod hvor stillettens spids hvilede over tæerne. Idet han talte og vurderede om planten var som den skulle være, løftede hun et øjenbryn som om det var et spørgsmål hun blev stillet før hun sank en smule i sin position og skimtede over på de krutter der stod tomme henne ved den bagerste reol. Ved hans sidste ord vendte hun sin opmærksomhed imod ham igen.
"Ikke så hurtigt ~", hun rakte ud:
En fingerspids gled ind imellem buksens kant og den nøgne hud nedenunder. Med et let ryk, gestikulerede hun ham tættere på op foran hende. Gjorde han som hun ønskede ville han stå foran hende imens hun sad på bordet stadig. Lille i forhold til ham ganske vist, men ikke desto mindre kæphøj. Med et hovent smil lænede hun sig svagt tilbage og lod neglen imod det bløde stykke imellem navlen og kønnet på ham, spidde ind imod huden i et udforende stik. Hendes ben spredte sig let til hver sin side, for at give plads til at han kunne stå imellem dem.

"Jeg er ikke tilfreds med vores aftale.".

Han skulle lige til at forlade butikken og glemme hendes lille eksistens, da hun fangede ham på sin egen, underlige (og ganske grove) måde.
Han endte med at stå foran hende, nærmest mellem hendes ben. Af en eller anden grund var han bare fulgt med - måske af frygt for at tabe den perfekte lotusblomst?

Han blinkede kort med øjnene, og lod sit kølige, røde blik bore sig ind i hendes blå.

"Aha... jeg mener ellers at kunne huske en vis sortelvertøs, som var umådeligt træt af vores lille samtale sidst." lød det fra ham.

Med en bevidst pludselig glemsomhed trak hun teatralsk på brynene som om hun ikke forstod hvad han mente. "Virkelig?", hun legede 'harmløst' med bælte spændet eller metal knappen der var i vejen for det fuldkomne syn af artsfællen foran hende. Hun mimikede et tænkede udtryk hvorefter hun med den største drilske overlegenhed talte igen: "Se det husker jeg ingenting om ~".

Hans blik gik fra at være køligt, til at være hårdt som stål, og et meget tydeligt glimt af vrede dukkede samtidigt op i dem.
Han hvislede ud mellem tænderne, nærmest som en slange - og så, uden at han havde bevæget sig, stod han pludselig med kniven i hånden igen.
Han hævede den langsomt...

"EN fuld tøs, som vover at fornærme mig for derefter at blive skånet og sendt ud efter en lotus er én ting... men når den samme, fulde tøs pludselig tror at hun kan charmere mig... så er sagen en helt anden. Fortæl mig Laele... hvad skulle forhindre mig i at sprætte maven op på dig, lige nu og her?"

De hårde ansigtstræk i artsfællens ansigt, skabte ikke det naturlige retræte i Laele som man måske kunne have forventet. Men ville det overraske? Hun havde gang på gang bevidst sin ligegyldighed overfor den vold han verbalt havde lovet hende, op til flere gange.
Kniven der blev trukket sendte ikke et gip op igennem kroppen på hende, tvært imod betragtede hun den med en dyrisk nostalgi - kort og legesygt. Derefter vendte hendes blålige blik sig imod hans, de blå kontaktlinser blev mærkeligt neon at se på fra den sprudleene lilla iris der pulserede nedenunder. Hendes smil falmede kun ganske svagt og den afmålte kontrol kunne stadig fornæmmes i hendes blik. Med en velkendt lyd fra metal knappens flugt fra hullet i stoffet i front stykket af artfællens bukser, og den velkendte hvislen fra et bælte der blev trukket fra hofterne, svarede hun ham med et voksende smil. En djævelsk forførende hvisken uden ord; der bød beskueren at synke til synd.
"Af samme grund du ikke gjorde det første gang.", hun rettede sig op, lænede sig frygtløs imod hans overkrop og derved knivens spids. Hun kiggede op imens hendes frie hænder gled ind under den blodige og våde jakke, ind til huden, hvor hendes lange negle pirrede den sorte hud med deres skarpe spidser.
"DU kan lide mig ~", sagde hun med et forevigt udfordrende smil.

Hverken hendes ord eller handlinger - ufatteligt tiltrækkende som de var - fik hans blik til at vige eller ændres det mindste.
Knappen i bukserne var åbnet, den unge kvindes hænder var på hans krop. Pirrede ham med sine lange negle på en delikat måde, som ville få lysten til dyb, dyb synd frem i hvem som helst...

Hun lænede sig endda ind mod ham - og mod knivens slarpe spids.
Nu smilede han, og selvom hendes berøring sendte en svag gysen gennem hans krop, mistede han ikke selvkontrollen.
Han lænede sig selv en anelse frem, og placerede spidsen af kniven imod hendes sårbare mave, lige under hendes navle...

"Og måske... bare måske... er det netop én af de ting jeg gør ved de kvinder jeg kan lide." hviskede han ildevarslende, mens han langsomt, nærmest kærtegnende førte kniven op over hendes mave.

Idet han lænede sig ind over hende, svajede hun i ryggen så den lavede en sensuel bue. Hendes hænder gled længere over midten af hans ryg, holdt fast om ham imens hun let blev presset tilbage over ekspeditions desken. Hun løftede det ene ben og lod siden af foden vandre op af hans. Indbydende og fristende, idet hun var afhængig af hans balance og derved under hans nåde fra ikke at falde ned over bordets hårde overflade.
Kniven der kælent kærtegnede stoffet over hendes mave, virkede til ikke at anfægte hende. Hun fortsatte med at se ham dybt i øjnene og talte så:
"Og de kvinder du elsker?", spurgte hun med et løftet bryn? Nysgerrig i sin fuldskab.
Spørgsmålet virkede lettere retorisk idet hun strakte sin krop så deres næse spidser rørte hinanden ganske svagt.
"Så megen selv diciplin, men du er ikke skabt til egenrådighed.", hun nussede forførende deres næses spidser imod hinanden, udfordrede ham til at tage hendes læber. Til at vove det. Imens hendes hænder gled fra hans ryg og ud til siden; som de gjorde efterlod hun svigende kradse mærker der var overflødige men stadig efterlod et kødeligt stik af ubehag. "Ikke denne krop, nej. Dit sind, måske. Men kroppen..", hun kneb øjene sammen som for et understrege kødets svaghed. ".. kroppen er en lidenskabelig ting. Og det var fået mig til at tænke..", fortsatte hun pludselig lettere filosofisk. ".. om du måske er min? Min Rothe?".

Hendes næste handlinger formåede at tænde lysten i ham. Både lysten til at synde sammen med hende, til at udnytte dette åbenlyse tilbud om rå sex... men også lysten til at lade kniven synke dybt ind i hende, igen... og igen... indtil hendes liv endte.

Hendes sidste ord slog ham dog ud af denne drømmeagtive verden, som en hammer ville slå en tand ud af kæften på en mand.
Vreden i hans øjne blev omdannet til et sydende, hvidglødende raseri, og han trak sig et enkelt skridt væk fra hende.
Havde han tænkt en anelse mere rationelt, havde han guttet hende på stedet.

"Rothe... rothe!? Du har set hvad jeg er, tøs... og selvom denne krops kødelige lyster er mig en hindring, kan du ikke binde mig med din skønhed, ej heller din forførende kunst. Jeg er ingen elver, og mit sind kan ikke bringes i fordærv på så ynkelig vis! Og at kalde mig for rothe... det vil du aldrig, aldrig gøre igen!"

Hendes higende hænder måtte desværre skille sig fra den sorte hud og dens varme, idet han trådte et skridt væk. Hun så til imens hans raseri lyste i det vilde blik og hans ord slyngede imod hende med en klar sans for uretfærdighed, i hans bitterhed over hendes betegnelsen af ham. Hun satte håndfladerne imod bordet og betragtede ham med stilnede øjne, og det lettere filosofiske blik fortsatte imens hun langsomt blinkede. En befaling for enden af hans ord, fik hende til at vågne op:
"Jeg tror ikke du forstår...", hun gled ned fra bordkanten og bevægede sig hen til ham. " Hvad jeg mener når jeg siger 'rothe'.", hun lagde hovedet på skrå og virkede yderst betænkelig i sin fuldskab, som om hun ikke kunne finde den korrekte måde at forklarer hvad hun mente når hun sagde dem. Åh, der lå meget i dem. Så uendeligt meget at han knap kunne skelne det fra det moderne negative syn på ordret. Hun forsvandt i sin egen verden for et øjeblik, fraværende og indadvendt, før hun så tilbage på ham med et indbydende føjende smil, til at stilne vreden i hans blik. "Allright, jeg kalder dig ikke 'rothe'.", sagde hun afklaret, før hendes hånd lagde sig over den af hans som holdt kniven. "Hvis du ikke kalder mig 'tøs'.", hun trådte imod ham for sanseligt at lade deres kroppe mødes. "Agreed? ~".

"Rothe betyder slave. Jeg er ikke under nogen eller noget..." hvislede han faretruende.
Hans farligt glimtende blik fulgte hendes bevægelser, og da hun kom tæt på, fik han den største lyst til at hugge kniven i hende, så smertefuldt som overhovedet muligt - men han gjorde det ikke.

I stedet stod han bare som forstenet, mens ubudne tanker hvirvlede rundt i hans hoved.
Han vidste hvad der var ved at ske med ham... med hans sind...

"Lad være med at forsøge mere, Laele... jeg er ikke en mand som elsker."
Nej... han var en mand som dræbte når nogen fik prikket hul på hans følelser. Når nogen fik hans sind til at opføre sig menneskeligt...

Når nogen gjorde ham svag.

Hun fornæmmede at øjeblikket var blevet misset på grund af hendes ord og langsomt sank hendes positur en smule. Hånden på hans der holdt kniven lod sig langsomt glide ind imellem hans fingrer og derved løsne grebet om våbnet indtil at det ville ramme imod jorden og han stod ubevæbnet med kun hendes fingre imod hans håndflade, hvis det lykkedes. Hendes anden hånd bevægede sig under jakken igen og rørte let den varme sorte hud, i flirterende små bevægelser. Alt imens hun igen ville forsøge at traldebinde ham med hendes blik.

"Er du helt sikker?", spurgte hun med en prøvende lystighed i stemmen.