We'll be counting stars.

”Fffffffuck...” Der var ikke meget andet at gøre, end at klage over det lige nu. Over smerten. Over skæbnen der var hent hende. Gyngen svang stadig lidt frem og tilbage ved siden af hende. Hængslerne knirkede skærende på grund af mange år uden det store brug. Der kom vel ikke så mange til legepladsen længere. Og det var da klart, at hun nok også skulle have holdt sig væk. Bare denne aften. Hun støttede sin arm så godt som hun nu kunne. Men ved bare den mindste lille bevægelse blev pinefulde jag sendt igennem hele hendes krop. Som elektriske stød til hjernen. Hun gjorde alt for at forholde sig stille. Hun havde næsten ikke lyst til at røre en eneste muskel.
Dog var det ikke hende uvant. Hun havde oplevet det før. Hørt knækket af knoglen, der bristede. En brækket arm var ikke noget nyt. Men hun ville nu helst have, at det havde været hendes ben, der havde lidt. Hun havde svært ved at forestille sig at gå igennem den langsomme helende proces uden muligheden for at stryge fingrene ordentlig over guitarens faste strege. Og nu hvor varmen havde indtaget Di Morga noget så gevaldigt, ventede hun bestemt ikke spændt på gipsen, hvilket forhåbentlig ikke skulle være nødvendig. Stedet var fyldt med magiske væsner. Og hun krydsede fingre for at nogle kendte bare lidt til at hele brækkede knogler, nu hvor hun ikke selv var så heldig.

Hun sukkede tungt og lænede både ryggen og hovedet godt tilbage mod metal-stativet, der holdt gyngerne over jorden. Hun strakte sit ene ben, men lod det andet være bøjet en smule. Det hjalp til med, tyngdekraften hev længere ned i hendes skadede arm. Hun så så bare mod himlen. Bare for at finde noget nyt at fokusere på. Noget lidt mere behageligt.
Det havde været noget tid siden, Venus havde taget tid af til at betragte nattehimlen. Hun huskede stadig dagene i hendes yngste år, hvor hun havde ligget med sin far og set på stjernebilleder. Men det så ikke ud til at, der var helt så mange stjerne fremme. Der var trods alt en del mere lys fra byen, end der var på Islands idylliske områder. Hun ville nok have et bedre udsyn, hvis hun drog væk fra civilisationen. Dog så hun ikke den største mulighed til det. Så hun måtte nøjes med det, hun havde. Lidt alene tid på legepladsen.
Som hun så vendte sig blik rundt omkring sig - studerede omgivelserne - virkede det hele ret øde. Det var da småbørn i Di Morga. Hun havde set dem af og til. Men krattet var begyndt at gro godt til. Og diverse ting og sager trængte enten til en omgang maling eller et lille smør med olie. Det var lidt trist at se på. Det var nu først nu, hun lagde mærke til det. Da hun var ankommet, havde stedet lignet et drømmeland for en barnesjæl som hende. Og hun havde skam også været dum nok at udføre sine åndsvage stunds. Hvem havde troet, at en fuldvoksen ung kvinde som hende kunne falde af en gynge og knuse sin arm i sammenstøder med den hårde jord. Ved den indrømmelse af stupid aktion, kom hun desværre i tanke om armen igen, ved at den gjorde opmærksom på sig selv.
Hun fór sammen. Strakte det andet ben lidt mere ud og bøjede sig fremover. Hendes øjne var klemt sammen og hun bed tænderne godt mod hinanden. Hun burde ikke blive siddende. Det ville ikke lappe sig selv sammen. Dét var hun godt klar over selv. Men hospitalet var ikke ligefrem tæt på. Og hun havde virkelig ikke lyst til at rejse sig op lige nu. En noget halvkvalt lyd kom fra hende. Hendes læber var presset godt sammen og det var tydeligt, at hun forsøgte at overkomme smerten. I det mindste sad hun ikke og tudede over det. Hvilken tragedie det ikke ville være..

Det var næsten en tand fór varmt... Gentagende gange forsøgte han at skille læberne lidt ekstra ad og trække vejret ekstra langsomt, for at få en større mængde luft ind i lungerne. Alligevel var det som om varmen havde drænet luften fra netop dén kølighed som han søgte i dette øjeblik. Værre var det, at nærmest ikke en eneste vind, foruden et par få briser, rørte på sig, og at det ikke havde regnet i dagevis, hvilket fik luften til at virke mere tør end normalt. Adriel huskede dog sig selv på, at mange sikkert var stærkt uenige med ham: Varmen havde trods alt sine fordele, selvom den fik ham til at savne den engelske kystlinje og den dertilhørende saltede blæst noget så kraftigt. Dénne aften, havde det dog været mere ulideligt, at sidde fanget i lejligheden i Terre bymidte. Stedet var klaustrofobisk. Især  efter hans latterlige forsøg på at samle ting og sager, eller finde nye hobbyer, der er pladskrævende. Når den klaustrofobiske fornemmelse så endelig blev for meget, søgte han ud til specifikke flugtsteder i Di Morga. Den sekskantede, begroede pavillion, der lå tæt ved den forladte park der grænsede op til legepladsen - var ét af disse steder. Pavillionen var lille og gammeldags. Taget, der engang havde været rødt, var dækket af ranker, som mest af alt mindede englen om tropiske lianer. Blomsterne sprang først ud i efteråret, og dækkede det grønne, med blålige nuancer. Stedet var vel blot et lille kikhul tyve år tilbage i tiden. Dengang parken havde været mere besøgt; Og større. I takt med Di Morga's udvikling, var stedet blevet mere og mere indskrænket. Nu, lignede det intet andet end en forhave, til legepladsen lidt derfra. Et svundet minde.

Det var efterhånden blevet mørkt. Så mørkt det altså kunne formå at blive om sommeren, under en stjernehimmel. Adriel strakte snart armene frem for sig, og rejste sig fra bænken der indrammede indersiden af pavillionen. Dernæst trådte han ud fra sit lille skjul - dét sacred place, hvor han vidste, at han var alene. Det var vel bedst, at komme hjem, så han kunne være frisk til morgendagens arbejde. Ved den blotte tanke, løftede han venstre arm og tog et kig på armbåndsuret, der bestemt var en ældre model. Digitale ure, såvel som megen anden teknologi (udover et 'overkommeligt' TV med tre kanaler) var ikke just hans krop thé. Klokken var omtrent 11. Han sukkede lydløst, og forsøgte at tage sig sammen, med al sin - ret så vaklende - viljekraft. Dernæst satte han kurs mod bymidten. Husene tronede sig op lidt derfra. Det var ikke just de mest charmerende omgivelser, efter hans mening; Men det var dét han måtte leve med, nu hvor netop dette sted, var der hvor han skulle leve, ifølge sin 'kære himmelske far'.

Snart nærmede han sig legepladsen. Stedet var, efter hans erfaring, oftest fuldstændig forladt. Foruden de junkies der sommetider troppede op for at benytte toilettet, for at tage stoffer dér, nu hvor stedet ikke just blev patruljeret længere. Generelt var det vel for let at finde et sted hvor ordensmagten ikke rækkede, eller for svært at undgå et sted hvor ingen tog stoffer, solgte blod eller... Ja, drak af andre.
Derfor overraskede det ham ikke synderligt, da han så en silhuet, lidt krøllet sammen på jorden ved gyngestativet. Faktisk forsøgte han med al sin magt, at se væk, så han ikke blev fyldt med skyld og tanken om at hjælpe. Men det var måske at gå imod sin natur... Der var dog noget så deprimerende ved at se dette foregå på et sted som var ment til at være beregnet til børn og deres glæde. Et fristed for dem vel og mærket.
Som han nærmede sig, bemærkede han dog hvor lille skikkelsen virkede. Måske fordi denne krængede sig sammen. Det var en pige... Eller en ung kvinde. Adriel kunne ikke lade være med at fæstne blikket mod hende som han nærmede sig. Det var umådelig svært at lade være, og det bekymrede udtryk var bestemt fremmet i det uskyldige ansigt. Han mærkede ingen mørk energi. Tværtimod - jo tættere han kom på skikkelsen, desto mere fyldtes han med en form for lys fascination. Som om han var i selskab med noget overnaturligt. Noget... Perfekt og rent. Da han passerede indgangen til legepladsen, kunne han derfor ikke afholde sig selv fra at dreje derind. Det var som om han reagerede fysisk, uden rigtig at tillade sin fornuft til at tage del i beslutningen, før kroppen traf den for ham. Med varsomme skridt nærmede han sig. Som om han var bange for at bevæge sig for pludseligt. Græd hun? Han kunne ikke se hendes ansigt. Ikke fra denne vinkel.
"U-undskyld. Er du okay?" Lød det fra ham, med en svag stemme. Han ville nødigt forskrække skabningen. Han vidste, at han selv ville sætte pris på det, hvis nogen 'listede sig' tæt på ham.

//Sorry! Jeg har ligget syg, så har først genfundet energien til at få svaret nu! Forgive me. T.T//

Det havde ikke taget mange sekunder for hendes fantastiske hørelse at opfange lyden af skridt. Den måde skosålen blev slebet hen over de ru sandkorn, der var blevet kastet rundt af små børn, som de havde leget i sandkassen. Det var en ret skarp lyd, og det gjorde der tit meget svært at bevæge sig frem og tilbage uden at fremkalde lyde. Men af hvad hun kunne høre, virkede det ikke til, at denne person valgte at liste sig ind på hende, som var hun føde for et rovdyr. Også selvom hun sad og var et relativt nemt offer lige nu.
Til trods for at hun havde hørt personen, gjorde hun ikke meget ved det. Hun havde ikke rigtig energien til at fokusere på meget andet omkring sig end sin arm. Det var ikke engang sikkert, at denne person ville tage kontakten til hende. Måske var det bare et belastende fuldt væsen, der så legepladsens buske som det perfekte sted til at bruge som et toilet. Hun kunne lugte det nu, hvor hun kom til at tænke over, hvor mange der egentlig gjorde den slags i det fri. Og hun rynkede automatisk lidt på næsen. Hvor var det rart at pludselig kunne fokusere på noget andet i lidt tid.

Dog kom det hele tilbage til Venus, da en stemme nåede hende. Hun var ret sikker på, den var rettet mod hende, eftersom hun var den eneste til stede. I hvert fald den eneste, der så ud til ikke at have det alt for godt. Ganske hurtigt løftede hun sit hoved en smule og rettede øjnene mod den unge mand nær hende. Okay, hun tog det hele i sig. Han virkede langt fra som den person, hun havde forestillet sig i sit hoved. Han var hverken krumrygget eller havde et enormt rødt fuldskæg. Han så lidt sjusket ud, men hun lugtede ingen alkohol omkring ham. Det eneste hun rigtig kunne få fra ham af lugte var svage spor af renlige kemikalier, der mindede hende om et hospital.
”Ser det ud til..-” Hun stoppede hurtigt sig selv midt i sin vrissende tone. Man kunne se fortrydelsen i hende ansigt og den måde, hun meget hurtigt fik presset sine læber sammen. Hun så også væk et kort øjeblik for at samle sig lidt. Men hun vendte så ellers tilbage. Kastede bevist med håret for at få det væk fra sit ansigt. ”Undskyld.” Hun var ikke en utrolig velopdragen person, som levede hun det rige og adelige liv. Hun var vel mere som typisk ung kvinde, der havde lært, hvornår man havde gjort noget forkert. ”Jeg er ikke altid god til at slappe af i smertefulde situationer.” Hun trak svagt på skulderne og skød øjenbrynene en smule op, mens et skævt smil formede sig.
Hun rettede roligt sit blik ned mod sin arm, som hun for alt i verden stadig forsøgte ikke at rykke for meget rundt med. Hun tog en dyb indånding, hvor efter hun prøvede at sætte sig lidt bedre op. Det lykkedes hende lidt, men hun holdt stadig ryggen godt støttet på ad gyngestativet. Hun kastede så igen med hovedet. Lidt kraftigere denne gang, eftersom håret tydeligvis var begyndt at irritere hende en smule. Og denne gang fik hun en smule af det om bag det ene spidse øre, der indikerede hendes væsen. ”Jeg genlevede min barndom, men jeg landede forkert, da jeg hoppede af gyngen.” forklarede hun og gjorde sig lidt umage med, at få det til at lyde ligegyldigt. Hun så tilbage på manden med et lidt ynkeligt blik. Ubevist selvfølgelig. ”Min arm gør helveds ondt, men det er sikkert ikke noget alvorligt.” Hun vidste ikke helt, hvorfor hun løj. Hun vidste godt selv, hvad der var galt. Men noget ville ikke helt fortælle det. Som var hun flov over det. Så igen - Det var ikke helt en almen historie for en ung kvinde som hende. Faldt af en gynge og brækkede armen. Hun burde vel vide bedre. Det var ikke fordi, hun var sytten længere. Eller halvtreds for den sags skyld.

Det gav et ryk i hende, da hun, uden rigtig at tænke over det, kom til at slippe støtten omkring sin skadede arm. Hun pev med det samme, og krøb en smule sammen. Hvis hun ikke havde iført sine fødder i et par sko, ville man kunne se, hvordan hun krummede sine tæer. ”Auw!..” mumlede hun kortvarigt og satte tænderne ned i underlæben. Bare lidt tid, før hun tvang sit blik tilbage mod manden, som hun egentlig havde forventet ville begynde at gå sin vej igen.
”Hør. Kan du måske ringe til skadestuen for mig? Jeg hader at vente i venteværelse og ved den tid, jeg kommer op at stå og får slæbt mig derhen, vil jeg nok være ret langt fremme på ventelisten.”

//Jeg er ikke meget bedre selv- so you'll have to forgive me this time :)//

Det var empatien der umiddelbart gjorde ham villig til at blive. Behovet for at hjælpe andre, lå så dybt i hans natur - engel eller ej - at han umuligt ville kunne vende ryggen til den unge kvinde og kategorisere situationen som 'hendes problem' frem for hans. Sommetider ønskede den naive engel dog, at kunne slukke for empatien i blot et øjeblik. For hvér gang han så på nogen der led, følte han nærmest sin mavesæk krænge sig sammen, og hjertet stikke. Bare en lille bid af deres smerte, syntes han at opleve på egen krop hver gang, og af netop dén grund var hans arbejde så ufattelig smertefuldt. For trods han hjalp individer, så han trods alt sjældent nogen komme i bedring. For hans job var jo blot, at bringe dem hospitalet: Og når de nåede dertil - var det ude af hans hænder. Ansvaret blev lagt over til lægerne, og Gud. Det var også de to instanser der oplevede taknemmeligheden. Adriel havde måske aldrig, i sit liv som engel, ønsket at svælge sig i andres beundring, eller få et øjeblik i rampelyset. Alligevel var det nemt at føle sig overflødig, når man aldrig kunne høste den mindste frugt af  sine handlinger og bedrifter. Men sådan var livet som engel vel... Uselvisk... Man havde aldrig helt  fri.
Det gjorde ondt at se den stakkels skikkelse i smerte. Han havde mest af alt lyst til at træde tættere på, og hjælpe hende. Men at oprette kontakt uden han var blevet bedt om det, virkede som en nærmest absurd tanke for ham. Han var sky på mange måder, og derfor holdt han en vis afstand, indtil han havde fået en accept på, at han måtte handle. Lige i denne situation var han blot glad for, at det var ´ham der var kommet forbi legepladsen, og ikke et af mørkets væsner. Denne unge kvinde virkede så sårbar nu; og hvis hán så hurtigt havde kunne mærke renheden af hendes race - hvad end den var - så ville 'rovdyrene' nok kunne lugte hendes blod på lang afstand.

Det var netop da den unge kvinde strøg håret bag øret, at Adriel fik bekræftet at kvinden langt fra var menneskelig. En elver... Han havde én gang plejet et sådant væsen, men havde aldrig snakket med én af dem. Måske fordi de virkede så... Perfekte. Ligesom fuldblodsenglene... Og når nogen havde noget så perfekt og rent over sig, kunne det næsten virke faretruende at komme tættere på og rent faktisk socialisere med dem. Adriel fangede sig selv i, bare at stirre på den unge elvers øre. Som om han lige skulle få det til at synke ind, at det rent faktisk var et af dé væsner, han nu stod overfor. Han fandt det umådelig fascinerende. Der var noget uspoleret over racen... Sikkert fordi de var så stærkt forbundet med naturen.
"Huh? Jaerh, selvfølgelig." Han rystede tankerne af sig. Han ville helst ikke stå og stirre på væsnet som en eller anden idiot, trods det sikkert var for sent at afgøre nu. Derfor rømmede han sig med en akavet mine og begyndte at finde sin - temmelig håndværker-inspirerede mobil op af lommen på sine bukser. Dernæst begyndte han at fumle lidt med tasterne. Nej, han havde ikke én af de smarte modeller hvor man kunne gå på nettet, og grave numre frem. Uheldigvis havde han heller ikke et direkte nummer på skadestuen indkodet i den rimelig robuste telefon. Derfor gik der lidt ekstra tid, før han endelig satte mobilen mod øret. En skotte, der arbejdede på skadestuen, var nok det tætteste som han ville kunne komme på, at foretage opkaldet. Englen krydsede fingre for, at han da ville have taget telefonen med sig på arbejdet. Der gik kun et par sekunder, før der var svar i røret.
"Frank? - yeah, it's me. Can you do me a favor? A young woman has hurt her arm, and is in pain. Can you make sure..-" Det undrede ham, at skotten ville tage et opkald på sin private mobil, mens han var på job. Hvis det dog havde været på sygehuset og der var direkte menneskeliv på spil, ville han nok være langt mere dømmende. Frank forstod heldigvis hurtigt, hvad det var Adriel ville, og snart begyndte 'spørgerunden' omkring elverens tilstand. "Wha? I  dunno. Haven't looked at it yet. I'll make sure she gets there." Adriel skrabede let i den lidt sandede/grusede jord under sine fødder. De bronzeagtige øjne var rettet ned mod de temmelig nedslidte sko, som han oftest også arbejdede i. "Yeah. Sounds superb. I'll text you the information okay? Thanks mate." Englen lagde på, og smuttede telefonen tilbage i sin lomme. Først dér begyndte han at træde lidt tættere på. Snart satte han sig på hug, godt en halv meter fra den unge kvinde.

"Jeg har brug for dit navn, så de kan registrere dig og skrive dig ind på listen. Så sender jeg det til skadestuen." Fortalte han roligt, og sendte hende et mildt smil. Der var noget uskyldigt over hele hans udtryk og måden hvorpå han bevægede sig. Der var ikke meget selvtillid over hans måde at føre sig på; men der lå noget godhjertet over hans ansigt, og de lidt store, naive øjne.
"Ville du have noget imod at jeg lige ser på din arm?" Han nikkede ned mod den beskadige arm, før han igen så på kvindens ansigt. Det var langt rarere for ham, at være nogenlunde på 'niveau' med hende højdemæssigt nu. Der var intet værre end, konstant at se ned på folk. Især ikke dem der var i smerte.
"Jeg er..-" Han stoppede sig selv, og diskede snart op med et lidt fjoget, akavet smil: "Jeg er ikke direkte læge, men skader som disse ligger heldigvis i mit felt." Forklarede han, og forsøgte at få en betryggende klang frem i sin stemme, så han kunne berolige hende. Det var ikke just fordi hun virkede bange; Men det var måske lidt forsikrende at vide, at man rent faktisk sad med én der havde styr på det.  "Jeg bliver nødt til at se om din arm er brækket, så vi kan finde ud af en måde du kan støtte den på, indtil du er på skadestuen. " Han begyndte allerede at betragte armen lidt med øjnene. Ikke fordi der var meget man kunne bedømme på dén måde - men hvis der var en skade på huden, ville det forandre behandlingsmetoderne.

Venus havde ikke forventet, at han ville gå til sådanne retninger at ende ud med at eskortere hende til skadestuen. Det var i hvert fald sådan, det lød, da hun overhørte hans samtale i telefonen. Hun havde forholdt sig selv stille. Hun havde næsten ikke engang rørt på sig. Bare for at give denne mand ro til at få færdiggjort opkaldet i fred. Han lød så sikker, som om han tit havde med disse situationer at gøre. Og det fascinerede hende lidt. Hun var trods alt vokset op i en kultur, hvor alt der hed hospitaler eller lignende, kun var en plan B. Så hun kunne ikke helt lade være med at se på ham med store studerende øjne. Normalt var det ikke engle, der fandt interessant frem i hende. Måske var det også mere hans opførsel. Den måde han fik styr på det meste uden at trække en minde væk fra det alvorlige.

Hun havde det pludselig meget bedre, da han kom ned i øjenhøjde. Ikke fordi hun følte sig lille eller glemt, men det var altid nemmere at tale med en person, når der ikke var en meters forskel mellem dem. Hun smilede forståeligt ved hans spørgsmål og tøvede skam ikke med at sætte tungen på gled. ”Venus Kinglsey, at your service..-” Hun forsøgte virkelig at holde humøret oppe, men armen syntes at gøre mere ondt, lå længere tid hun holdt den i én bestemt stilling. Lidt lige som når man havde siddet på en bestemt måde i længere tid og så skulle rykke sig lidt. Så ubehageligt!
Derfor var hun ikke yderligere glad for at skulle give slip på sin arm og rakke den ud mod ham. Men efter et par sekunders overbevisning, om at det nok skulle gå, fik hun meget forsigtigt gjort sit. Hun slap ikke selv sin arm, men førte den langsomt ud fra sig. Strakte den ud. Det var ikke så meget overarmen der var i smerte. Eller albuen, selvom den havde fået et slag. Det var underarmen den var gal med. Og hun kunne ikke engang bevæge sin hånd. Eller måske kunne hun, men hun turde virkelig ikke prøve.
”Så må det være min heldige dag, huh?” kommenterede hun tilbage på, at han fortalte hende, hvad han lavede ud over at gå ture om natten. Det betryggede hende faktisk. At han vidste, hvad han lavede. Hun havde haft indtrykket af det før, så det kom ikke som en stor overraskelse. Blot en lettelse. Hun skar gang på gang nogle grimasser, hver gang der skete det mindste med armen. Hun bed tydeligvis sine tænder hårdt sammen. Og hver gang hendes øjne næsten ente ud med at gå i vand, fik hun blinket det væk.

Men til trods for smerten, virkede hun til at finde en form for distraktion bare ved at se på denne mand overfor hende. Han lagde ikke skjul på hendes betragtende brune øjne. Det sad klart i hele hendes ansigt. Og den måde hun lagde hovedet på skrå. Hun scannede ham fuldstændig, men gang på gang vente hun tilbage til hans ansigt. Og hans øjne. De var nok det ved ham der fascinerede hende allermest. ”Jeg undrede mig lidt.. Dine øjne. Har de altid været så umådelig blide? Eller er det noget der er kommet, efter du døde?” spurgte hun pludselig midt ud af ingenting. Hvem kunne dømme hende? Man fik ikke svar uden spørgsmål. Hun strakte så sit ene ben helt ud, mens det andet blev trykket en smule længere op, så hun kunne støtte sin anden arm lidt. ”Jeg kender ikke meget om engle, så jeg ved ikke helt så meget om ændringerne og sådan.”
Hun havde aldrig rigtig gået igennem ændringer. Hun havde altid været af elver-gruppen. Hun var født ind i den. Ham her kunne selvfølgelig snildt også være født med et par vinger på ryggen, men han virkede for menneskelig til det. ”Hvad hedder du egentlig? Siden du kender mit navn, kan jeg vel også få lov til at kende dit. Også selvom mit mere var for at få de rigtige oplysninger.” Hun lå kortvarigt, men stoppede brat, da et nyt jag af smerte skød igennem hende. Hun burde nok ikke tale eller gøre for meget lige nu. Hun burde slappe af. Hun kunne lige se det for sig, at han ville komme op med den form for prædiken, inden de overhoved ville nå skadestuen. Det lå til hans person, hvis altså hun havde analyseret ham korrekt.

Ikke den mindste del af ham overvejede muligheden for at lade den unge elver vandre alene mod skadestuen denne aften. For hvornår ville hun overhovedet være i stand til det? Og tænk hvad der kunne ske hvis han lod hende gøre det? Adriel anså ikke sig selv som værende den bedste beskytter. Han kunne vel knapt nok beskytte sig selv når det virkelig galt. Alligevel var der ikke den mindste celle i hans krop der ønskede at flygte nu hvor han rent faktisk havde konfronteret individet og set hendes smerte. Fra øjeblikket han havde spurgt om hun var okay, havde han derved taget opgaven på sine skuldre. Måske havde han fri fra arbejdet i ambulancen, men som engel og empat, var der ikke en eneste fridag i hans liv. Og den største grund til dette var ikke nødvendigvis Gud. Det var fordi han følte skyld, hvis han tillod sig selv, at lukke omverdenen helt ude bare én dag i sit liv, selvom det kunne virke voldsomt appellerende at isolere sig selv i lejligheden, hvor han ikke kunne se andres smerte, og føle sig nødsaget til at hjælpe dem.

Så snart elveren strakte sin arm ud, lod Adriel sin ene hånd støtte sig roligt under den. Berøringen var så uendelig blid, eftersom han var bange for at gøre det mindste for at sende smerten gennem hende. Alligevel vidste han, at han ikke ville kunne undgå, at sende endnu et par stik gennem hende, hvis han skulle undersøge hendes arm. Hvis blot han havde det mindste af sit grej med fra arbejdet, eller den mindste medicin på sig, der kunne lindre smerten, ville det måske gøre arbejdet lettere. Men det var aldrig let. Og en brækket arm var i virkeligheden ingenting i forhold til det han blev konfronteret med i ambulancen hver dag. 
"Jeg vil ikke just kalde det held frøken Kingsley." Lød det fra ham, mens han satte sig lidt bedre til rette, og kom en anelse tættere på. Han sad på sine knæ, så han stadig var en anelse løftet over hende. Stillingen tillod ham, at se på hendes arm, så den stadig var i en vinkel, der nok ville være langt mere behagelig, end hvis han sad i skrædderstilling og skulle undersøge det eventuelle brud. Der var noget ved måden han talte på, der viste at han var fra en anden tid. En tid hvor høflighed var langt mere inkorporeret i individerne. At kalde folk 'du', var dog én af de ting han have vænnet sig mere eller mindre til. Måske fordi hans forhenværende modvilje havde skilt ham ud af mængden. Noget der var farligt for en engel, der i forvejen - via sit rene væsen - pådrog sig unødvendig opmærksomhed. "En hvilken som helst anden ville sikkert kunne gøre det samme som jeg i denne situation. Jeg har trods alt ikke noget med mig, der just kan lindre smerten." Lød det fra ham. Et venligt smil var plantet om hans læber, og snart lod han øjnene glide ned mod hendes arm, "Og alle ejer en mobil nu til dags." 

Koncentrationen formede sig snart i hans ansigt, og syntes at adskille ham helt fra alt andet end selve undersøgelsen. Med blide fingre, og en støttende arm under hendes - trykkede han forskellige steder fra hendes overarm, albue og ned mod underarmen. Han forsøgte at registrere trækningerne, spændingerne og måden hvorpå hun ømmede sig på, indtil han fandt stedet hvor smerten syntes at være stærkest. Her strøg han nærmere fingrene, uendelig blidt over området, for at mærke knoglen. Huden syntes ikke at have påtaget sig megen hævelse eller farve endnu; Men hvis dette virkelig var et brud på knoglen, ville det nok ske inden længe. Især når han ikke havde noget koldt at lægge mod skaden. Der var ikke et bekymret udtryk i hans ansigt. Koncentrationen kreerede tværtimod noget mere fredsommeligt over hans udtryk: Som om han udadtil sagtens bare kunne se dette som en opgave han skulle løse. Et par lokker af det korte lyse hår, hang ned i panden, eftersom hagen var bøjet lidt ned. De nærmest rav-brune øjne gled mekanisk frem og tilbage over specifikke punkter på Venus' arm, før han endelig lod sit blik møde hendes, da hun begyndte at tale. Det var først nu, at han egentlig registrerede hvor tæt han egentlig var på hende. Noget han aldrig havde været synderlig komfortabel med, men måtte bide i sig. Energien føltes dog så kraftig så tæt på. Energien som sikkert havde ligget i hendes race i tusinde år. Den var så fascinerende, men på en eller anden måde fyldte det ham også med ærefrygt. Han forsøgte ikke at vise det for tydeligt, og derfor sendte han hende blot et venligt smil, før hans øjne igen gled ned mod hendes arm, som fingrende fortsat gled over, og trykkede mod; "Jeg må indrømme, at jeg faktisk heller ikke er helt klar over hvordan det fungere." Sagde han, "Jeg filosoferede ikke meget over den slags, før min død... Hvordan mine øjne så ud... Det er der ikke mange unge mænd der gør, vil jeg tro... Men jeg kan tage fejl" Han talte roligt og fattet. Som om det var hans måde, forhåbentligt at få Venus til at fokusere på noget andet på. Måske ville det gavne hende, som det gjorde visse af patienterne i ambulancen, som ikke ville tænke på deres skader eller smerten de medførte.
"Min far sagde altid at jeg havde så naive øjne. At krigen ikke havde spoleret dem, og at der stadig var håb i dem." Det skæve smil der snart gled over hans læber, blev erstattet af noget sørgmodigt. Måske var det tanken om hans far, eller det liv han havde mistet... Faktisk var han ikke sikker. Det hele gled sammen, når det kom til stykket.
"Adriel Wharton." Lød det endelig fra ham. Han havde helt glemt at præsentere sig selv. Noget der måske ikke just var ulig ham, i situationer hvor han måske rettede opmærksomheden mere mod andre individer. Da han bemærkede smerten der snart gled over elverens ansigt, så han igen på hende. "Frøken Kingsley, du burde nok fokusere din energi på at slappe af. Den mindste bevægelse kan både koste dig energi og smerte." Der var ikke just noget bebrejdende eller belærerende i hans udtryk. Der var dog en fredelig tone i de allerede bløde ord. Autoritet var ikke just noget han var god til at få frem, og dette var bestemt heller ikke noget han følte han kunne tillade sig at benytte sig af. 
"Jeg kan mærke en fraktion i din underarm, men før vi får dig hen på skadestuen og du bliver scannet, kan jeg ikke sige dig om knoglen er brækket eller forskudt. Hvis du havde fået medicin, kunne jeg måske fastlå det nu, men det vil simpelthen gøre for ondt nu. Uanset hvad, skal du nok have en skinne på." Det var vel det han umiddelbart kunne sige nu. Der var ingen grund til at bekymre hende med muligheden for indre læsioner eller noget i den stil. Ikke når han alligevel ikke ville kunne gøre noget, før hun kom på skadestuen, og vel i grunden så var ude af hans 'varetægt'. "Jeg slipper lige din arm i et par sekunder." Informerede han hende om, før han langsomt lod hende støtte sin egen arm fuldt ud igen. Dernæst begyndte han at hive sin langærmede trøje over hovedet. En grå trøje af noget halvtykt, blødt materiale, som han brugte mere eller mindre som en jakke på denne tid af året. Han gav sig til at binde enderne af ærmerne sammen bag Venus' nakke. Man måtte vel være kreativ... Snart støttede han igen hendes arm med sine, og fik den gennem den netop formede lykke af trøjen, og begyndte så at justere ærmernes ender i nakken indtil armen var nogenlunde i dén vinkel han formodede gjorde mindst ondt for hende.
"Hvordan føles det?" Spurgte han så, og så vurderende mod sin meget alternative slynge.

Venus havde nær kommenteret på den måde han tiltalte hende. Hun blev kaldt Kingsley af og til af sine venner, der mente at det lød sejere end at bruge hendes fornavn. Men hun var dog sjælendt blevet kaldt frøken nu til dags. Det var som regel noget, der lå til hendes forældre. Og kommunen. Det blev ikke brugt helt så meget i hverdagen i nutiden. Alt den formalitet, der var at finde i de tidligere dage af hendes liv, var ikke at finde i den verden, hun lavede i nu. Hun fandt det dog ikke som en skam. Hun havde vokset op med udviklingen. Hun havde ikke haft pauser, hvor hun var blevet frosset ned for så at blive tået op 50 år senere. Hun havde ikke boet i en skov lige som alle andre elvere i hendes familie. Hun havde levet ganske almindeligt og flydende. Hun havde bare set lidt mere end det almene menneske. Så hen ad vejen havde hun også bare efterladt formatiliterne på en bænk i det smukke Island. Af den grund - og det korte tilbage kig - holdt hun sin mund lukket og smilede blot en smule, som var hun blevet husket på noget længere tid tilbage. Han mindede hende om hendes barndoms dage. ”Ja. Alle har en mobil. Min ligger bare der hjemme. Sikkert sat til opladeren.” sagde hun i stedet for. Igen bare fore at løfte stemningen en smule. Hun var virkelig ikke god med at have alt for ondt. Og inderst inde tudbrølede hun ved tanken om at få armen i gisp, så hun ikke ville kunne spille på nogen som helst af hendes instrumenter i et stykke tid.

Hun bed stadig tænderne sammen. Hun holdt godt ud, selvo det gjorde ondt, når han rørte bestemte stede på hendes arm. Eller det gjorde faktisk ondt over det hele, der var bare en højere smerte på nogle af punkterne. Hun gjorde sit for at holde øje med, hvad han lavede. Tog ikke blikket væk fra sin arm og hans hænder, der kredsede omkring den skadede arm. Også selvom det var umådeligt ubehageligt, at se på armen, der bare hang mere eller mindre slapt. Det at kunne mærke sine fingre, men ikke rigtig kunne bevæge dem ordentligt, på grund af problemerne ved nerverne. Som om det var en falsk arm, der var blevet hæftet fast til hendes albue. Forhåbentlig skjule hun bekymringen relativt godt. Men så igen - hans koncentration lå nok mere på selve skaden, end hendes ansigt lige nu.
”Du har nok ret i, at det ikke liiige er normallen for unge mænd - eller mænd i det hele taget - som studere sine egne øjne. Men du må da havde haft andre, der kommenterede på dem.” Hun så undersøgende mod ham. Hun fandt hans øjne smukke. De havde ikke den default farve, som størstedelen af jordens befolkning havde. De var ikke bare brune som hendes. Og de var da langt fra blå.
Efterfølgende lyttede hun lidt til hans råd. Hun burde virkelig bruge tiden på at slappe af. Og han havde måske allerede opfanget hendes svage form for panik. Når hun udøvede kampsport, vidste hun, hvor hun skulle ramme og hvordan. Hun vidste hvor hun skulle lande blokeringerne. Så det var langt fra samme form for smerte, hun blev udsat for lige nu. Hvilket måske skræmte hende en smule. Plus det faktum at hun ikke var så stabil, som hun ellers troede. Og som hun gav udtryk for. ”Din far havde ret, hr Wharton.” mumlede hun lige hørligt nok, samtidig med at hun lænede sig længere tilbage. Hun støttede ryggen godt mod gyngestativet bag sig og et kort øjeblik, lænede hun også sit hoved tilbage. Bare for at se mod himlen endnu engang, før hun nok snart skulle stadere af sted til hospitalet. Det var vel lidt af en lorte aften. Også selvom den var så fredelig og pæn. Ikke noget man altid oplevede i en by som Di Morga. ”Den eneste påvirkning, jeg kan lægge mærke til, er udtrykket i sine øjne. En sørgmodighed, som ligger i alle efterladte efter krigen.” Hun havde været heldig. Hendes liv havde ikke været præget så meget af krigen. Hun havde ikke været meget andet end et barn, da 2. verdenskrigen varede.

Venus skulle lige til at lukke øjnene i, da Adriel talte igen. Hvilket fik hende til at rette blikket mod ham igen. Det var ren refleks. Høftlighed. Hun var blevet lært at holde en hvis form for øjenkontakt med den person, hun talte til. Eller som talte til hende. Med mindre det kom til en kedelig lektion. Der prøvede hun altid at undå øjenkontakten til sine lærer. Men hvilken studerende gjorde ikke det.
Hun sagde heller ikke noget til, det havde fortalte. Han vidste trods alt mere om det end hende. Hun havde aldrig været klog inden for den slags. Medicin og health care. Det lod hun ham tage sig af. Af samme grund adlød hun hans ordre, og tog forsigtigt sin arm til sig igen. Hun kunne bedst lige, når den var i hans hænder. Hun sitrede for meget. Men hun sagde ikke noget om det. Forhåbentlig skulle hun ikke havde kontrollen meget længere. Og ganske rigtigt. Selvom hun var blevet lidt overrasket, da han pludselig trak sin bluse af, var hun evigt taknemmelig for den måde, han fik den i brug. Og hun fik hurtigt rusket sig selv tilbage i den virkelige verden. Hun havde bare ikke set det komme.
”Bedre. Meget bedre.” Hun slap roligt den skadede arm og lod den hænge i slyngen, hvor efter hun rettede hovedet op igen. Og endelig kunne hun bruge sin frie hånd til at få fjernet håret, der konstant ville ned foran hendes ansigt. ”Tak. Nu kan min skulder også slappe lidt mere af.” Hun sendte ham et bredt smil og kørte endnu en gang en hånd igennem håret. Nyvasket og ukontrollerende.

Efter englens mening, tacklede væsnet smerten ganske godt. Det var beundringsværdigt hvordan visse individer var i stand til at holde modet oppe, på trods af deres lidelser. Hvorvidt elveren ville holde fronten oppe, hvis ikke Adriel havde været ved hendes side; vidste han ikke. Det var vel også ganske ligegyldigt. For han mærkede smerten, trods hun måske ikke viste den meget udadtil: Han mærkede en brøkdel af det hun følte. Det var både en forbandelse for ham, men det gav ham også indsigt og drivkraft. Uanset hvilket væsen han så måtte have siddet med, ville empatien herske i ham, hvis han mærkede at de var i smerte. Det lå til hans natur. I hvert fald dén natur han var blevet genfødt med ved årtusindeskiftet. Det gjorde hans tilværelse umådelig farlig, men også ganske tilfredstillende. For han vidste, at han gjorde mere nytte sådan her, end han havde gjort i sit menneskelige liv, hvor han havde set på verden med langt mere naivitet i øjnene. Jovist bar han en byrde, der tyngede skuldrene og som syntes at bortvaske hans personlige drømme og mål - men han var i det mindste en del af det store billede. Han havde en funktion... Og han ville nødigt skuffe Gud, nu hvor han havde fået en chance som de fleste måtte drømme om. En chance for at få dé år tilbage han havde mistet.

Han lyttede fredsommeligt til elverens ord, mens blikket gled over den lyse hud, som han undersøgte. Jo, der var folk der kommenterede på hans øjne, men det var sjældent at han gav mange en chance for virkelig at se på dem; og komme tæt nok på til at betragte dem. Faktisk var det kun i situationer som denne, at folk fik muligheden. For Adriel var en person der slog blikket i jorden, hvor end han gik. Han så ikke op, når folk prøvede at møde hans blik, og han forsøgte inderligt ikke at bukke under for fristelsen til bare at tage et kig ind i andres øjne. 'Øjnene er sjælens vinduer', havde hans far engang sagt. Og med dét mørke der eksisterede i verden, var Adriel bange for hvad han ville se. Når han havde med patienter at gøre, følte han sig mere tryg ved, at lade sit blik møde andres. Måske fordi han følte, at de var ligeså svage som ham selv, og at det ville give en form for tryghed og nærvær, som kunne lindre en del af deres bekymring. Og det var hér, at folk virkelig kunne se hvad der gemte sig i de brune øjne. For de var ikke blot brune. Nej, der var stænk af rav- og honningnuancer omkring pupillerne. Noget som måske afspejlede det lys der herskede i hans sjæl. Havde nuancerne været der før? Adriel tvivlede. Men igen... - Ville han have bemærket det som et ungt, naivt menneske?
"Visse ting forandres måske når man betræder jorden efter en tid i himlen." Kommenterede han, med en let trækning på skulderne. Han havde set engle hvis hår, hud og øjne var blevet lysere end i deres menneskelige liv. Men efter hvad han havde erfaret, bevarede de fleste 'genfødte' de større træk fra deres menneskelige liv: Hvis ikke alle detaljer. Fuldblodsenglene derimod havde et udseende der var centreret om Gud's lys. En renhed som dén, havde Adriel aldrig før set hos andre væsner i sit liv.

Endelig løftede han blikket, og så på hende med en opmærksomhed i øjnene, da hun fulgte op på hans kommentar om faderen. Der var noget interesseret i hans ansigt. Det lod virkelig til, at han havde med et væsen at gøre, der vidste hvad hun snakkede om. Måske havde hun mange år bag sig: Langt flere end han selv havde - med eller uden en tid i himlen, som han ikke huskede.
"Jeg er en af de heldige, Frøken Kingsley." Begyndte han roligt: Jovist var jeg i krigens hede, og mistede mit liv, før jeg så os vinde den. Men tiden efter krigen skulle have været grufuld. Og den del af mit håb jeg mistede i mine sidste leveår, var noget der blev genopbygget en smule i min tid i himlen." Koncentrationslejren havde ødelagt ham. Om han havde været et rigtigt menneske da han forlod den, vidste han ikke. Han tvivlede på, at det havde været tilfældet. Han havde været en skygge af sig selv: Udmagret, syg og lidende.
Et lille, forsigtigt smil, fandt vej til hans læber: "Jeg kom hjem til en anderledes, men helende verden." At han så skulle ende et sted som Di Morga, var måske ikke noget der havde fyldt ham med optimisme. Det var som at blive sendt fluks tilbage til krigen. Og med sin viden om det overnaturlige, og mørket i verden - kunne han måske endda ønske sig tilbage til sin uvidenhed; "Og jeg fik et formål." Tilføjede han.

Efter at have 'konstruet slyngen' begyndte han at glatte sin T-shirt ud, som han havde båret under den langærmede trøje. Det var næsten rart, at mærke de enkelte kølige briser mod huden, og i et par sekunder lod han blot til at sende et par enkle taknemmelige tanker mod det dejlige sommervejr. I et kort sekund, blev smilet en smule større, men også en anelse forlegent.
"Det er det mindste jeg kan gøre." Og det var det virkelig. Hans evner kunne han ikke tage i brug for at hjælpe hende. Hvis skaden havde været mindre, og udelukkende på huden, kunne han måske have været til mere nytte. Nu var han blot en mand med en mobil, en langærmet trøje og et sæt fødder der kunne følge hende op til skadestuen. Han fik mobilen op ad lommen og sendte en opfølgende besked til Frank på skadestuen, med navnet på elveren. Dernæst begyndte han langsomt at bakse sig selv op på fødderne, og stryge lidt snavs fra jorden af sine jeans.

"Skal vi prøve at få dig på benene, frøken Kingsley?" Foreslog han med en blid stemme, før han rakte en hånd ned mod hende, så hun ville kunne tage fat i den med sin raske arm: "Hvis altså du ikke vil side og sunde dig i et øjeblik?"

Der var noget lettende at se denne engel smile. Han virkede deprimeret i hendes øjne. Som om han ikke helt følte sig hjemme, men at han i stedet stod på veje han ikke kendte. Faret vild i den nye verden, han var endt i. Det var meget muligt også derfor, at hun fandt hans smil endnu mere strålende, når det kom fra et oprigtigt sted i hjertet på ham. Det fik selvfølgelig hende til at smile lidt mere selv, men det kunne sikkert ikke ses. Hun havde trods alt haft den optimistiske udstråling lige fra starten. Og i modsætning til Adriel var hun vist ikke så bange for at vise det frem.
Venus rettede kortvarigt blikket ned mod slyngen igen. Det var virkelig en skam, men hun ville forhåbentlig ikke igennem gå en alt for lang helings proces, så snart knoglen var blevet sat på plads. Hun rettede lidt på slyngen, så den ikke skar så meget omkring nakken. Og hun justerede ganske forsigtigt på selve køje-delen, så hendes arm ville ligge lidt mere behageligt. Hun kunne ikke have at den ville falde ud af slynget, det øjeblik hun rejste sig op. Derefter landede opmærksomheden tilbage på sin redningsmand, som han hentydede til, at de nok skulle videre. Hun nikkede blot bekræftende - egentlig kun fordi hun glemte at sige sit svar højt. Hun rettede sig lidt op, før hun rakte sin ene hånd op for at mødes med hans. Hun lukkede sine fingre godt omkring den hjælpende hånd, hvor efter hun kom på benene selv. Det var lidt besværligt uden den normale balance, der kom fra at have begge arme i brug, men med hans støtte undgik hun at vælte eller ende i et øjebliks usikkerhed. ”Det er vel bedst, at bare få det overstået. Jeg tror, jeg har sundet mig nok for nu. For hvad jeg har af erfaring med brækkede knogler, kan jeg se frem til at blive rykket lidt i.” kommenterede hun med et lille komisk grin som afslutning.
Som noget af det første, hun gjorde, da hun stod oprejst igen, var at slå spidsen af sine sko ned i jorden for at få dem til at sidde ordentligt igen. Efterfølgende fik hun hurtigt trykket ned i sin bluse og børstede lidt sand af sin bagdel - så godt hun nu kunne med en hånd. Alt dette mens hun tvang sig selv til ikke at vise den smerte, der blev sendt igennem den skadede arm som elektriske stød. Det eneste der vel viste det frem, var de små sammentrækninger imellem øjenbrynene og ved øjenkrogene, samt den blussende kinder. Der var bare noget der fik hende til at skjule det. Som ville hun egentlig ikke vise svaghed overfor denne person. Eller nogen for den sags skyld, for hun gjorde det hele tiden.

Til sidste drejede hun sig pludselig en smule og rakte den raske hånd hen mod hækken nær legehuset. Hun behøvede ikke at koncentrere sig meget, før den firkantede boks af metal kom flyvende igennem luften og landede i hendes hånd. Og som var dét det mest almene, der kunne ske i verdenen, vendte hun tilbage til Adriel og viftede med mobiltelefonen foran sig med et undskyldende smil. ”Jeg er inderligt taknemmelig for at du havde en på dig. Jeg var lidt for aggressiv med min tidligere..” forklarede hun om de mange revner, der var at finde på hendes mobiltelefons stakkels skærme. Hurtigt kom den ned i lommen på hendes jeans, før hun begyndte at bevæge sig fremad mod lågen til legepladsen. Og før han ville begynde at stille spørgsmål til, at hun havde løjet om, at hendes mobiltelefon havde ligget der hjemme. Bare en dum undskyldning.
Elveren havde forventet en del mere ustabilitet i sine ben men overraskende nok, fandt hun ingen problemer med at gå. Dog holdt hun tempoet nede. Bare så armen i slyngen ikke ville hoppe for meget rundt. Hun tog dybe rolige indåndinger for at fokusere smerten lidt væk. Og som et plus, faldt hendes skuldre igen ned. Hun så kort hen mod englen for at sikre sig, at han var med på at komme af sted, hvorefter hun tillod sig at sende samtalen videre til et tidligere emne. ”Du har egentlig ret. Du var ret heldig. Nu oplevede jeg ikke krigene så meget, men jeg hørte altid om dem i radioen. Min far kunne godt lide at holde sig opdateret, så det var sjælendt, at radioen var slukket hjemme hos os.” Hun så lidt mod himlen og sukkede tungt, før hun endnu engang rakte den raske hånd mod lågen, da de nærmede sig den. Atter brugte hun nærmest ingen energi på at få den til at svinge op med knirkende lyde. Det var en ganske praktisk evne hun havde sig, især nu hvor hun var mere nødsageligt til at bruge den. ”Nu.. Nu lever vi blot i en verden, hvor krigen holdes skjult i skyggerne her i de trygge lande.” Hun trippede hurtigt ud igennem den åbne låge og lagde sin hånd på den, for at holde den åben for Adriel. Hun beholdte sine brune øjne mod ham, som han passerede hende og trippede efterfølgende op på siden af ham igen. ”You know.. Konstant kriminalitet. Asociale personlighedstræk. Politik. Dog er det vel altid bedre end før i tiden.”