Den dejlige luft og den dejlige skov=Robin

Tid. 20.34
Sted. Forêt skoven
Omgivelser. Hvad der nu er i en skov
Dato. 6 Juni
Vejr. Dejlig vind og dejlig sol

Ester gik rundt i skoven. Hun var lidt for pustet. HUn havde løbet hele vejen fra børnehjemmet og til skoven hvor der så var et langt stykke vej.
Hun stoppede op og satte sig ned med et bump. Hun kunne ikke få luft. Var de mon stadig efter hende? Ja, mon ikke... man kunne høre en masse biler og folk der løb og råbte på hende.
Hun ville ikke med dem og håbede nu bare på at der kom en og kunne hjælpe hende. Hun sad der og kune ikke få luft. Det var forfærdeligt...

Robin gik lydløst gennem skoven. Sort tåge (hendes anden evne) svævede efter hende, da hun gik. Hendes hale vippede stille frem og tilbage. Hendes ører var oppe, fuldstændig klar over at der var en jagt igang. Hendes sorte pels lyste næsten op i solen og hun havde valgt at lade hendes vinger være inde (altså, kunne man ikke se dem). Hendes grå øjne skannede området omkring hende. Hun så en skikkelse sidde midt i skoven.
Robin stoppede brat op og stirrede på skikkelsen. Hun mærkede hvordan skikkelsen foran hende havde en noget faretruende puls - dette kunne hun jo mærke, pga. hendes Dødsengle evner.
Robin's skikkelse nu, var en stor sort ulv, med en tyk pels. Hendes ulve skikkelse var ret stor og hendes krop var spinkel, men stadig utrolig stærk, da Robin jo trænede hver evig eneste dag, for at holde hendes evner i topform.
Robin blev ved med at kigge hen på skikkelsen foran hende, for at se om er skete mere. Robin hørte lyde fra en masse biler og en masse råb.

Ester kiggede rundt og faldt om på jorden. Hun lå og svedte og trak stadig vejret meget hurgtigt.
Hun kunne høre de vilde råb og de mange biler. Hun lukkede langsomt øjnene i. Hun var ikke bevidstløs. Hun var det bare snart. Hun bevægede ikke andet end sin mave. hendes vejrtrækning var stadig hurtig, men ikke lige så hurtig som før.
Ester lå snart ubevægelig på jorden...

Robin reagerede hurtigt. Hun løb hen til skikkelsen, som snart viste sig at være en elver. Hvad lavede hun her alene?
Selvom Robin var en Dødengel, var hun ikke lige så 'hård' i facaden som alle andre. HUn var selvsikker, stærk og havde en utrolig kontrol over hendes evner, men klart, hun havde et mere mørkt sind end alle andre.
Robin skiftede til sin engle skikkelse, der lignede et menneske meget. Hun havde sine sorte englevinger fremme nu, og hendes blodrødemærke (en slags medfødt tatovering) henover højre øje så helt utrolig ud i solens lys.
Robin bukkede sig ned til elveren og lagde en finger på hendes hals, for at mærke hendes puls.
"Åben øjnene." Sagde Robin bestemt til elveren.

Ester åbnede svagt sine øjne og så på Pigen der var kommet. "Hvem er du?!" spurgte hun svagt.
Råbene kom nu tættere på. Det gav et lille spjæt I Ester der nu havde fået sat sig halvt op.

"En Dødsengel," svarede Robin og kiggede op. Tre mænd, klædt i hvidt, stod og stirrede på dem: den ene mere forskrækket end den anden.
"Er de efter dig?" spurgte Robin og kiggede ned på elveren igen. En kølig brise svang sig ind over dem og Robin mærkede, hvordan hendes 'forsvarssystem' begyndte at reagere. De mennesker stod for tæt på.

"Ja, det er de vist," sagde Ester og kiggede på Robin.

//har ikke ret meget krea//

Robin kiggede på dem, med en hæs knurren. Hun rejste sig op og kiggede på mændene.
"Det kommer de jo så til at fortryde." hurtigt, var der tåge overalt og mændene skreg. En efter en, nedlagde Robin mændene i form af en hvid tiger (som dog bare var sort med grå striber/sølv striber).
Robin slikkede sig om munden og lidt efter lidt, forsvandt tågen. Nu var der kun de kedelige rester tilbage.
Robin kiggede på elveren. Hun var stadig i sin hvide tiger form.