En dejlige træning i skoven....

S: Forêt-Skoven
T: Kl. 15:45.
O: Træer træer og atter træer.
V: Skønt vejr, en smule blæst, ellers lunt.
D: Dejlige sommer dag 20/6 2010.

Noget raslede på trætopperne. Så grønne blade var sprunget ud på trækronen og der sprang der en rødhåret pige ud fra trækronen og lande på en anden træ, hun lande på en gren og pustede og stønnede. Hun vendte sig om mod den træ hun lige havde sprunget fra. Et smil plantede på hendes læber "Ha, mine ninja evne er ikke væk endnu, må bare træne mig lidt mere" sagde hun muntre og så på træerne, da en brise ramte træet hviskede bladene. HUn forstod dem på en måde og nikkede og sprang væk, mod nogle tørre grene. Hun svævede på en måde. Hun lande på jorden blødt, som en fjer. Hun så på træet, den var dødt. Hun bukkede lidt og var væk pludselig. Hun var som lynet og sprang mod træet og sparkede den og lavede en baglæns salto og lande igen på jorden. På træet bark kom der en bule, og noget af barken var faldt af. Pigens navn var Ting chan, hun smilede og bukkede itl sig selv. Så længe siden hun havde brugt sine fysiske krafter....

Ranma kom stille gående igennem skoven med et blik der nærmest automatisk var plantet oppe i trækronerne, for kort at skimme himmelen som lå bag bladenes grønne silhuetter. Han smilede kort og lod vinden tage i hans sorte hår. Det var vel blevet sommer? Han løftede kort hånden og lagde den over sin pande så lyset ikke forstyrrede de blå øjne synderligt. Han rettede sit blik ned imod stien han gik på derefte. Han havde hørt et eller andet. Han lagde hovedet lidt på skrå og begyndte at gå imod lyden med et tænkende blik. Var der mon andre i skoven end han selv lige nu? Det ville undre ham hvis der ikke var.. det var en ret stor skov åbentbart. Han sukkede opgivende med et irriteret udtryk da han vendte blikket og fandt sig selv væk fra stien igen. Han sukkede endnu engang.
Hans stedsans var slået til sans og samling her. Helt ærligt. Normalt var han sådan en talentfuld stifinder, men her, hah! Her var han værre en Ryoga i en telefonboks.

Hun tørret lidt af sin pande af sved og sprang mod træet igen. Som lynet selv, havde hun hugget alle grenene fra træet, de dumpede ned i sådan en larm. Det lyd som tusinde sten som lande på jorden. Hun sad på hug, pludselig midt i det hele hvor alle grene stumper lande. Hun nikkede og så på kun stammen tilbage "Liv vel, Undskyld jordens kraft, men du er jo dødt ik" talte hun til træet, hun kunne nemlig jordens element, hun kunne faktisk alle elementer. Lynet, Vindet, Ilden, Vandet og Jorden. Hun sukkede lidt, hun hadet at se et dødt træ, men godt man kunne bruge det. Det mindede hende om de døde og sjælene. Hun rystede tankerne og så sig omkring, søen burde hver her et sted. Hun knipsede og grene stumperne var lagt pænt op ad hinanden, hun skulle nemlig sove her i skoven, som en dejligt skovtur. En brise ramte hende, hun drejde hoved, nogle var her i skoven. Men hvem, ikke et meneske nej, men et magisk væsent.

Ranma placerede stille armene foldet og med hænderne imod baghovedet i en afslappet stilling. Han spidsede kort ører da han hørte træ falde til jorden. Jep. Træ. Han fortsatte ind i skoven og kom ud til området hvor Ting Chan var. Han kiggede stille på bunken med træ med et lettere ligegyldigt udtryk inden han langvarigt gabte og forsøgte at skjule det med sin håndryg. "Ghya.. jeg får ikke nok søvn." mumlede han irriteret til sig selv inden han rettede blikket op imod hende. "Ohayou!" sagde han og hævede stille en hånd som gestus til hende. Han gabte kort igen og ænkede hånden for igen at skjule gabet. "Sikke en larm du laver."

Hun så direkte på ham og et smil kom frem "Nihao. Sikke en dejlig dag... Du må være død træt siden du gaber...." sagde hun venligt og betragte ham *Niks, ikke et meneske, men hvad så... Ham kan jeg ikke se hvad han er.. Men man kan da se han dyrker sport* tænkte hun og tog et bar grene stumper og smed den ind i lysningen af trætopperne og knipsede. Der gik ild i det og hun satte sig til rette "Ja, jeg træner, det er længe siden jeg har brugt mine kræfter. Jeg komme fra en ninja by i asien" fortalte hun og havde sin hoved på skrå og betragte ham "Mit navn er forresten Ting chan" *Pigen med leen, men det er sgu da lige meget. Jeg må bare holde den lidt nede* tænkte hun, hun ville helst ikke skræmme ham... Hvis man kunne skræmme sådan en dreng....

Ranma tav kort og betragtede at der gik ild i træet. "Mhm.. Du burde passe bedre på med det ild der, men hvis du ved hvad du laver, så vil jeg ikke blande mig, medmindrer der selvfølgelig går ild i hele svineriet." sagde han med et roligt smil og vendte blikket op imod hende. "Ting Chan huh? Jeg ser dig nu ikke som en der bør omtales som yngre, så.. ville 'san' være i orden for dig?" sagde han så og smilte stille. "Mit navn er Saotome. Fornavn Ranma." sagde han og smilte endnu engang inden han vendte en tommelfinger imod sig selv med en lettere kæk bevægelse.
"Og.. tag dig ikke af at jeg gaber." sagde han derefter med endnu et roligt smil inden han bevægede sig lidt tættere på med et skruppelløst blik.

Hun tænkte sig om "Ej, 'San'. Det er så første gang nogle kalder mig.. Ting san. Sejt. Men 'Chan' er faktisk min navn, den høre til mit navn" grinede hun og legede lidt med ilden, som om det var et lille dyr "Saotome kun, må jeg godt kalde dig det..?" spurgte hun og så på ham, med et voldsomt ryk, så hendes røde hår svajede med hende. Hun smilede venligt til ham og så ned på ilden. "hmm jeg kan ikke helt finde ud af dig.... Jeg kan mærke at du har.... Ej glemt det" mumlede hun, hun syntes lidt der var noget ved ham hun ikke kunne læse.

"Det er ikke din fejl. Der er aldrig nogen der kan læse mig på øjenmål." sagde han med et kort smil. "Saotome-kun er fint." sagde han så. "Men du må også gerne bruge den vestlige metode. Bare kald mig Ranma, hvis det er." sagde han med endnu et kort smil, hvorefter han satte sig ned i græsset og knejsede nakken imod himlen med et stilfærdigt udtryk.
Han var ny her. Det faktum var dog tydeligt som bare pokker. Han var ikke klar over hvad byen indebærede endnu og så det egentlig bare som en kedelig lille flække indtil videre. "Mhm.. Ting Chan san lyder ikke så tiltalende endda, mere som om der er nogen der gør grin med sproget. Jeg tror jeg nøjes med at kalde dig Ting Chan så." sagde han roligt og nikkede for sig selv idet han gentagede 'ting'chan'san' som var det et børnerim. Når man sagde det på den måde, kunne det godt virke sådan, kunne det ikke?

Hun fnisede "Helt i orden, bruger ikke så tæt den østlige sprog, mest den vestlige sprog Ranma" sagde hun varmt. Det var faktisk ikke så længe siden hun var i asien, men hun havde aldrig været i sit hjemland før. Hun gik lidt "Vil du med... Jeg skal nemlig fange mad til frokost" grinede hun og gik lidt "Ps, du er en demon ike" sagde hun uden at se på ham. En mørk skygge gled over hendes hoved, så man ikke kunne se hendes øjne. HUn tænkte *Hvis han er.. Hvorfor var det så svært at læse det* tænkte hun.

Ranma begyndte derefter kort at grine. "Hehe. jo jo det er jeg." sagde han og rejste sig for at følge med. "Lige nu ihvertfald..." mumlede han derefter lydløst til sig selv. Hun ville ikke kunne høre det og heller ikke kunne læse det på hans mund på grund af de meget små bevægelser. "Så? Fange din mad? Du er jæger?" sagde han så og smilte kort inden han lagde blikket fremad med et tænkende udtryk. Fange. Fange.. fange??
Han bed sig kort i læben over tanken, men sagde ikke noget. Han vippede hovedet halvmuntert på skrå, men med et neutralt ansigtsudtryk.

Hun rystede "Jeg er en demon med en le.. Eller man kalder mig faktisk Pigen med leen" sagde hun med et smil og så søen for sig. HUn havde den bedste stedsans. Hun så på vandet, det var klart, hun håbede self på der var fisk "Min far er Manden med leen, som også kaldes 'Døden' Min mor er en Ninja demon, en sindsyg snigemorder" forklarede hun og rørte vandet lidt. Det var klart, så kunne hun vel springe i og fange fisk. Hun så på Ranma "Hvis du vil, må du godt hjælpe mig, hvis du vil være våd" grinede hun, hun håbede på at han ikke hørte efter det hun fortalte. HUn sprang i og så sig om under vandet.

Ranma havde nu godt hørt det, men havde forholdt roen, selvom han måtte indrømme at ideen med at tale for meget med selveste døden nok ikke var en fed ide. Han trak på skuldrene og kiggede på vandet med et overvejende blik. "Øhm. Ne.. Nej jeg klarer mig. Jeg kigger bare på." sagde han og viftede kort med armene inden han bevægede sig en smule længere væk fra vandet og satte sig på en stub. egentlig kunne han godt tænke sig at svømme, men det ville bare ikke være det værd. Han rystede kort på hovedet og bedømte afstanden mellem han selv og søen. Ingen unødige bølger ville kunne rulle så langt op vel. Han smilede kort triumferende og kløede sig i nakken med en hovederende stemme inde i sit hoved. Han tav kort da han mærkede det ikke var drengestemmen der hoverede.

Hun havde hoved på skrå under vandet *Hmm, så må jeg bare bruge lidt magi* tænkte hun og sprang op. Hun var kun 10 cm over vandet, men forblev sig i luften. Hun så på Ranma og smilede "Her får du lige en glimt af min trofaste ven og makker" grinede hun og rakte hånden ud. Ud af den blå luft, kunne man pludselig se en 2 m lang le. Den var sort. "ok, lad os se, hvor er fiskende henne..." mumlede hun til sig selv og brugte leen som en fiske stang, forsjovt. Hun svævede lidt tættere på vandoverfladen og smilede. Hun svingede leen og ramte vandet med en plask. En strøm, under vandet kunne mærkeligt, der kom små bølger mod hende. Under bølgerne var der nogle dejlige fersk vand fisk. "Ok, fisk i sigte" sagde hun og sprang i vandet, imens leen forsvandt igen.

Ranma sad nu bare og kiggede roligt på det. Våben havde aldrig lige været ham. Han foretrak sine næver og hvad de nu kunne præstere frem for at bruge knive og spyd. Han trak kort på skuldrene og kiggede på vandet der skvulpede rundt. Han blev kort fristet til at sætte lidt gang i sine indre værdier også selvom han frem for alt helst ville forholde sig fysisk. Han løftede kort en finger og lod en bobbel vand forme sig fra et plask og flyve hen til ham, hvorefter han pustede til den, så dem, som en iskulge, faldt til jorden. Han smilede kort og sparkede til iskuglen kort og vendte derefter stille hovedet igen. Hun var ikke den eneste med sit kram på naturens side... tværdigmod.
Ranma pillede lidt ved sin hårpisk og rettede kort på den faste tråd der holdt det hele samlet.

Hun sprang op og så surt ud "Sorry jeg bander... Men P*s. Jeg fangede kun to fisk. (fladfisk og en torsk, ps, vi siger lige hun fangede dem ;P) hun så på iskuglen og smilede "Hey,du kan også elementerne" sagd ehun inponerret og skulle lgie til at klappe, men kom til at støde de to fisk sammen, "Ups undskyld mine fine venner" grinede hun, men fiskende sprællede bare "Grib" sagde hun og kastede de to fisk mod Ranma og dukkede igen *Tænk tænk, en som kan elementer ligesom mig, hvor cool* tænkte hun glad. Men det var hammer svært at svømme i en kjole, Asiatisk tøj. Typisk...!

Ranma knejsede kort nakken, da fisken fløj en anelse for langt til at han kunne gribe den imens han sad der. På under to sekunder havde han støt begge ben imod sin siddeplads og væltet sig bagud og samtidig på en måde hoppet opad og greb fisken imellem to fingre. Han væltede sig om bagover, lod sig dreje om en omgang og landede på benene lidt derfra med fiskens hale fastspændt imellem de to fingre. Det havde set så let ud, men samtidig forfærdelig kompliceret og næsten for hurtigt for det blotte øje at se. Hans krop var vel i stand til at være spontan på alle tænkelige tidspunkter. Han smilede kort og rettede sig op.
"Grebet.." sagde han og nikkede til fisken, som havde han vundet over den i et spil.

Hun kom op med et stort smil, fire fisk denne gang. Og de tp var tynde men store og dejlige. De sidste to var sådan fed. Men let at bære. Hun havde lidt besvær med at holde dem alle tre så hun brugte sit tøj, som net. De to fede fisk var hvirklede rundt i hendes kjole, imens hun holde de to tynde. "Så er jeg her igen. Kom, lad os gå tilbage" sagde hun med et smil og puttede de to tynde fiske i sin kjole og holde den. Hun så på Ranma "Du må træne meget. I den form du er..." sagde hun og mærkede en stød i hoved, hun betragte ham lidt igen og tænkte *Hmmm, mærkeligt. LIge før troede jeg der var to, men der er jo kun Ranma..?* tænkte hun

"Eh.. Tja.. en hobby er vel en hobby. Det er sådan set det eneste som jeg er god til." sagde han og smilede kort og betragtede kort fisken i sin hånd inden han ligeså begyndte at gå ligeså stille ved siden af hende. Derefter var han stille i et stykke tid.
"Men... jeg er faldet lidt af på den på det sidste." sagde han med et kort smil idet han ikke havde trænet sådan direkte i en uges tid nu. For mange lød det ikke af noget, men hans normale hverdag var ofte meget præget af hans kropslige udvikling. Ranma stoppede kort op og kiggede frem for sig. En lille grå kat passerede inde i buskene.

//Må logge//

Hun smilede lidt "det er vel sjovt. Jeg er ikke særlig god til kong fu, men jeg er god nok til at slås. På ninja måden" sadge hun stillede og gik lidt. HUn lyttede til ham, han var lidt stille. Hun blev lidt uroligt over hvorfor, og hvrofr han har faldet lidt af...? Hvad var det mon der plagede ham.. Hun så på ham og nikkede kort "Ranma, du er da en..." hun noget ikke at sige sætningen færdig da hun så katten. Hun tabte fiskene, men de var jo døde, så det var ligemeget. Hun sprang til katten og katten sprang forskrækket op, men hun var hurtigt. Hun krammede katten og hviskede "rolig nu, min lille ven" Katten slappede af og hun smilede glad og så på Ranma "Er den ikke nuttet" sagde hun kært.

//sees//

Ranma stod fuldkommen stille og stirrede på katten med et sammenbidt udtryk. "ah-ha-ha-ha... jo... nuttet." sagde han med en lettere psykotisk udtryksform. Der gik ikke længe før han havde formået at hoppe op i et træ og kigge usikkert ned. "He-he.. jeg kigger bare på den heroppe fra.." sagde han og viftede kort med armene for at sætte en dæmper på hans nuværende paranoya over katten.
Han kiggede dog stadig på den, og syntes at den skulede ondt til ham. Den kom med et kort hvæs og han var væk bag træstammen.
"Men..ehm.. bare sæt den ned igen?"

Hun tyssede på katten og gik hen til ham "Ranma, uhm hvad er der" spurgte hun usikker, hun havde glemt at lægge katten fra sig. Hun gik tæt på træet og prøvede at se hvor han var på træet. Hun fandt ham, hun så op til ham og pludselig sprang katten fra hende "Hey slemme kat" sagde hun drilsk til den, imens katten sprang op på træets stamme og klatrede hen til Ranma. "Hey, jeg tror den vil kæles med dig" sagde hun sødt og smilede sødt til både katten og Ranma. Det var dog utroligt, ligefør hvæsede den ad ham, nu klatrede den på til ham. Hvor sødt.

"Gah!! Hold dig væk!" Ranma veg tilbage og begyndte febrilskt at få den af sig, men den kravlede bare væk fra hvor hans hænder endelig kom.
Han fik flået katten af sig med resultatet af tre røde kradsemærker i hver kind. Han trådte et skridt tilbage da katten igen fik øje for hans hårpisk som bevægede sig, efter dens mening, som om den ville lege.
Katten begyndte igen at gå imod ham, hvilket resultede at Ranma smed fisken og løb i modsatte retning med katten i hælene. "Jeg hader kaaaaaatte!!!!"
Søen brød dog hans løbebane, så han sprang atletisk op og fangede grenen med hænderne og svang sig op på den og kiggede hånefuldt på katten. "HA-HAH!" sagde han stadig rystende og febrilskt, men pegede dog fingre af den.

Hun så med store øjne det hun lige havde set.... Hun ville ikke grine, det det minede hendes om noget.. Hendes frygt, et smil kom frem og hun gik hen til Ranma og katte. Hun tog katten blidt i sin favn og hviskede i dens øre, med roligt åndedræt. Katten nussede sig ind til hende, imens hun gav den en fisk. Den sprang ned fra hende og gik mod en busk og forsvandt "Katten er væk Ranma. Tehe" sagde hun med et kært smil og gik hen til ham. "Uhm, pas nu på du ikke falder ned ok.. Den gren ser tyndt ud" mumlede hun usikker, hun var jo let som ingentind, når hun brugte vinden... Men hvis Ranma selv brugte vinden gik det jo, så han kommer ikke til skade.

Ranma kiggede kort ned og tav kort da han opdagede den våde overflade under sig. "Eh-heh.. det går nok." sagde han og begyndte at bevæge sig ind imod stammen igen. Han kiggede stadig med et tænkende udtryk på stedet hvor katten var forsvundet hen før, gjorde ham lettere usikker på hvad der skete lige foran ham. Katten sprang ud fra træets krone og landede på hans ansigt, hvilket resulterede i at han faldt bagover, med katten, og dannede såvel et kæmpe plask imod den kolde vandoverflade. *DAMMIT!!*
Katten kom op med det samme med et forpint udtryk og pelsen slikkende imod kroppen inden den for alvor forsvandt ind i skoven. Kun få bobler syntes hvor ranma var forsvundet i det blå. Han holdt sig nu dernede med vilje.
*For pokker da!*

//Da fik du det i bedste ranma-stil xD hehe//