So... You're back

”What was your name again?” hans ånde stank af sprit. Han lænede sig tættere på, med et smil der sikkert havde været charmerende hvis han havde haft styr på motorikken I sit ansigt. ”Does it really matter?” lød det tørt fra halvdæmonen, der lagde en hånd på brystet af den blåøjede idiot og skubbede ham tilbage på en passende afstand. Han blinkede og stirrede på hende i et langt øjeblik. ” ’course it does” snøvlede han. ”For the fifth time, it’s Riley!” snerrede hun, og rakte ind over bordet efter endnu et shot. Væsken blev tippet ned, og hun stirrede irriteret på ham. Uden varsel lænede den unge mand sig frem med intentionen om at kysse hende. Hun lavede en grimasse, før hun lænede sig væk fra ham. ”Back off, dude! You’re killing my buzz!” Han blinkede langsomt, inden han uden videre vendte sig imod sin kammerat på den anden side af ham.

Måske hun ikke skulle være taget i byen alene. Måske hun i virkeligheden bare burde finde sig noget bedre selskab. De to fyre ved siden af hende sad lænet ind imod hinanden og snakkede fransk. Over for hende sad fyren der til at starte med havde fanget hendes øje, han havde nu tungen langt nede i halsen på et blondt tøsebarn, der ihærdigt prøvede at kravle op på skødet af ham. ”Eww…” mumlede Riley og kiggede væk. Hun behøvede ikke at bekymre sig for om de hørte hende. Som altid var musikken inde på Salles de Banquets ufattelig høj. Bassen pumpede igennem hendes brystkasse. Dansegulvet var pakket med mennesker og mørkelagt. Det eneste der gjorde de dansende i stand til at se, var de farverige lys der syntes at komme fra alle retninger, og konstant var i bevægelse.
”Hey, Riley!” hendes blik gled væk fra dansegulvet, og landede på den unge mand over for hende. Han havde befriet frøken blond, der nu ikke var nogen steder at se. ”At least you remember my name” sagde hun og sendte ham et strålende smil, som hun lænede sig ind over bordet imod ham. ”You want some?” han lagde ikke en gang mærke til at hun flirtede med ham. I hans udstrakte hånd lå en håndfuld små piller. ”Sure” lød det fladt fra hende. Hun havde brug for et kick, hvis aftenen overhovedet skulle have en chance for at blive bedre.

Hvor længe havde hun danset? Hvem dansede hun egentlig med? Hun grinede højt da det gik op for hende, at hun dansede med sig selv. Lyden druknede i den høje musik. Det var lige meget. Hendes hår fløj rundt til alle sider, det samme gjorde hendes arme. Hendes fødder havde ikke kontakt med gulvet særlig længe ad gangen, hun hoppede konstant. Til trods for det tætpakkede dansegulv, havde hun fået en lille plet midt i mængden med masser af plads. Hun kunne frit sprede armene, og hoppe rundt om sig selv. Hendes blik var rettet opad. Det farverige lys farede over hovedet på hende i høj fart. Hun kunne knap nok skelne dem fra hinanden. Det var et smukt virvar af farver der legede tagfat med hinanden. ”So pretty” åndede hun, og hævede armene over sig, i et forsøg på at fange de pæne lyskilder.

Den lette regn gjorde ham i godt humør, og han tog sig i at smile mens han med rolige skridt vandrede ned ad en af Terre's mange gader.
De tunge, sorte læderstøvler gav en karakteristisk lyd når de ramte de glinsende, våde brosten - og på trods af regnen kunne man ganske le høre ham på afstand.

Han var bedøvende ligeglad.
De få dusørjægere som havde haft modet til at forsøge at fange ham, var 'forsvundet sporløst'... og deres lig ville aldrig blive fundet.

Den lange, mørke frakke dansede roligt om hans ben mens han gik, og de farlige, røde øjne lyste svagt i nattemørket.
Han gik, gik og gik... nød blot vejret... indtil han nåede frem til det store, berømte diskotek.
Salles de Banquets...

Han kastede et blik på neonskiltet udenfor, mens musikken inde fra diskoteket sneg sig ind i hand spidse ører.
'Sansiss' smilede og begav sig hen til indgangen.
Indenfor var der som forventet fyldt godt op med unge folk, som festede, drak og... horede, så det ud til.

Han lod blikket glide rundt på forsamlingen. Måske kunne han finde sit næste offer blandt dem...? Det ville bestemt ikke gøre noget... han var begyndt at mærke den sadistiske trang igen...

Hans søgende blik stoppede ved den unge, meget påvirkede kvinde på dansegulvet, og han blinkede lettere overrasket over at se hende... og især i en sådan tilstand.
Et par rolige skridt senere var han blot en meter foran hende.
"Riley..." sagde han, højt nok til at hun ville kunne høre det.

Hvis hun nu hoppede lidt højere, så ville hun kunne fange et af de pæne lys. "Riley..." hendes navn lød henover musikken. Hendes blik gled ned ad, og hun stoppede med at dreje rundt, og hoppede nu kun på stedet.
Han tårnede op over de andre gæster. Det hvide, lange hår, hans mørke hud, de røde, stirrende øjne. "It's you!" hviskede hun åndeløst og plantede endelig fødderne solidt på gulvet. Rummet snurrede stadig rundt, da hun vaklede et par skridt hen imod ham. Hun havde svært ved at fokusere som hun kiggede op på ham. De farverige lys spillede henover hans lyse hår. Kombinationen var smukkere end de farverige lys i sig selv. De grønne øjne fangede hans røde efter et langt øjeblik. "Who are you again?" råbte hun, for at være sikker på han kunne høre hende over musikken. Kort efter grinede hun, da hun kom i tanke om fyren fra tidligere, der ikke kunne huske hendes navn. Nu var hun ikke meget bedre selv. Hun vidste godt at hun kendte ham. Men hvorfra? Hendes blik landede på hans påklædning. "Why are you wearing a jacket? It's really hot in here" hun kørte en hånd henover sit ansigt, og fik fjernet et par lokker hår, der havde klistret sig fast til hendes svedende pande. "It's really hot in here" sagde hun igen, som om det først nu var gået op for hende. Hun kiggede ned ad sig selv. Den sorte t-shirt klamrede sig til hende. Hun glemte dog snart alt om varmen, da hun indtog den gule Nirvana smiley midt på maven af hende. Den lyste op i diskotekslyset. Hun kørte sine fingre henover det selvlysende print, imens et stort smil spillede på hendes læber. "Isn't it pretty?" hun rev modvilligt øjnene tilbage imod sin ven. Vent... Ven? Det virkede ikke rigtigt. "Are we friends?" spurgte hun med rynkede bryn, og forsøgte ihærdigt at genkalde hvor og hvordan hun havde mødt denne mand.

Hendes plabrende ord og hendes pludselige fascination af smiley'en på hendes mave, fortalte ham at hun var ramt af mere end blot alkohol.
Han blev en smule stram i ansigtet... var det her virkelig den unge pige som han havde forsøgt at lære den ældgamle Hellfire-kunst...?

En rolig, flammende vrede blussede op i ham, og i mere end et enkelt øjeblik havde han den største lyst til at tage hende med til sit hjem, binde hende fast til det massive bord han havde i kælderen, og lære hende nogle manérer. Straffe hende på en smertefuld måde som han vidste at han selv ville nyde - for derefter at se om hun kom til fornuft.

Trods lysten, gjorde han det dog ikke - lige nu.
"Friendship is not something I know... and if I did, I would not befriend a junkie girl like you. Good night, little girl." sagde han køligt og gjorde omkring for at forlade diskoteket.
Han havde med vilje talt i samme toneleje som første gang de havde mødtes, og han havde endda brugt de to ord hun tilsyneladende brød sig mindst om...

Det tog hende lang tid, at sætte mening til hans ord. Venskab var ikke noget han kendte til? Trist. Stakkels mand. Hans sætning spillede i hendes hoved igen, og medlidenheden forduftede hurtigt. "I'm not a junkie!" snerrede hun og stirrede vredt op på... Ingenting. Han var allerede forsvundet. Hun nåede at tage to skridt i hans retning, før hans resterende ord fandt vej til hendes forståelse. Little Girl, Little Girl, Little Girl... De to ord var et langt ekko i hendes sind. Hendes hænder var knyttet, og tænderne bidt hårdt sammen, da hun fik gang i benene igen. Hans hvide hår var let at spotte i mængden af dansende individer. Desværre lod han til at stryge let igennem menneskemængden, hvor hun stødte ind i hvert eneste person hun maste sig forbi. Han var næsten nået udgangen da hun endelig fangede ham. "Sansiss!" næsten skreg hun, i et forsøg på at få ham til at stoppe. Et par løbende skridt senere stod hun foran ham. De grønne øjne stirrede op i hans med en intens vrede.
Hun kunne huske det nu. Skoven. Hendes oplæring. Det der stod allermest klart var, at han havde efterladt hende uden så meget som et ord. Uden at færdiggøre hans lektioner. "You left me in the woods" spyttede hun, og viftede en anklagende finger i hans retning. "No warning, no goodbye, not even a direction to find my way back to Terre!" hun var ikke sikker på, hvor hun ville hen med hendes ord. Hun ledte stadig efter sin pointe. Alt hun vidste var, at hun var rasende på sortelveren foran hende, og at han ikke kunne få lov til at gå, før hun havde skældt ham godt og grundigt ud.

Han hørte godt at hun skreg hans navn et sted bag ham, men han fortsatte bare. Først da han næsten havde nået udgangen, lykkedes det for den påvirkede pige at indhente ham.
Han stirrede køligt på hende mens hun på yderst rasende vis anklagede ham for at have efterladt hende.

Hendes vrede var forståelig nok, og den var så intens som en flamme lige nu... men hun var ikke ved sine fulde fem, og at påvirke sig selv på den måde...
Han fnøs.

"I had an important matter to attend to, Riley. And really... " han smilede og rakte ud efter hende. Hvis det lykkedes, ville han blot tage om hendes hage med to fingre og stirre hende ind i øjnene, mens han sagde:
"...if you cannot handle simple pathfinding by yourself, then what on earth do you think makes you worthy of learning such powerful magic? Not that I would teach it to one such as you, now that I know how you spend your free time!"

Hendes blik var fyldt med trodsighed og vrede. "What does that have to do with anything?" snerrede hun og slog hans hånd væk. Det lykkedes hende først i hendes andet forsøg. "At least I use my spare time better than you, Mr. Ladykiller!"
Hvor vovede han at stå der og dømme hende, når han selv var endnu værre. "What gives you the right to judge if I'm worthy of the Hellfire or not? Why do you deserve it? You're nothing but a cold, insane murderer!" skreg hun, og hævede sine knyttede næver for at skubbe til ham. Hendes balance samarbejdede ikke, og hendes skubben havde ikke den store effekt. Hænderne faldt opgivende ned langs hendes sider igen.
"Maybe if you weren't so uptight you could gain some social skills. It's called having fun!" Hun lavede en klodset armbevægelse der indikerede hende selv og hendes tilstand. "You should try it sometime. All you do now, is drain the life out of everything with your stupid presence!" hendes stemmeleje var så højt, at det truede med at få hendes stemme til at knække. "And that is not a compliment!" tilføjede hun efter at have stirret rasende på ham i et langt øjeblik. Det ville ikke undre hende, hvis han tog hendes fornærmelse som en kompliment.
Et par sekunder passerede før hun satte kursen imod baren. Hun stødte med vilje ind i ham med ordene "fucking freak!" inden hun bevægede sig væk fra ham. Hun havde skældt nok ud nu. Hun gad ikke se mere på ham. Hun gad ikke engang at høre om han havde noget at sige til sit forsvar.
Hun trængte til en drink.

Han lyttede til hendes ord, og hans vrede ulmede mere og mere for hver lille ting hun fik sagt... et eller andet sted burde han ikke spilde sin tid på hende, men på den anden side...
Da hun skubbede til ham, var han utroligt tæt på at slå hende.
Men noget fik ham til at vente... han ville først se hvad der skete...

"You should not question my worthiness, girl... especially not when you are spending your free time getting yourself killed by alcohol, drugs and probably sexual diseases as well. It is nothing but pathetic... and you talk about me having to do this!?"
Han snerrede let, som var han et vildt dyr, og fortsatte mens han stirrede intenst og vredt på hende.

"You call me a freak... you call me a cold-blooded murderer... and you are right, Riley. So tell me now..."
Han smilede ondskabsfuldt til hende. Dette var interessant.

"...what should stop me from making you my next victim?"

Hun vidste ikke hvorfor hun stoppede op, da hans ord nåede hende. Han irriterede hende grænseløst. Det gik hurtigt op for hende, at hun ingen vegne ville komme med denne diskussion. Sortelveren nægtede at se indad. Ligemeget hvad hun sagde, var det ifølge ham uendeligt meget værre at tage en enkelt lille pille, i forhold til hvad han rendte rundt og lavede. Verden ville sikkert være et bedre sted, hvis denne massemorder blev byttet ud med en junkie.
Hun vendte sig om imod ham. Vreden syntes at være dulmet ned til irritation. Hun smilede et tilfreds, koldt smil inden hun bredte armene ud til siderne. "Sex, drugs and rock 'n roll, baby!" råbte hun entusiastisk, som om det var det bedste argument i verden. Det var det også i halvdæmonens hoved.
Hendes alarmklokker virkede ikke længere. Hvis hun ikke havde været påvirket, ville hans ord have rendt hende koldt ned ad ryggen. I stedet blussede ordene igen op for hendes vrede. "I don't know. Wouldn't you have dragged me out of here already, if I was your next victim?" spurgte hun udfordrende. "Maybe when you left to "attend to your important matter" you went looking for your long lost conscience" hendes ord var hånende og sarkastiske. Hun var godt klar over, at der var en stor chance for, at han netop ville hive hende ud af diskoteket og gøre hende til hans næste offer. Hun var dog i øjeblikket sikker på, at hun ville kunne slå denne åndssvage sortelver til plukfisk, hvis han prøvede på noget. "There's no need to be so dramatic about it" sagde hun koldt og hånende. "If you don't like my way of life, all you have to do is leave and never look back" hun krydsede armene foran sig, og ventede på at han tog imod hendes råd, gik sin vej og lod hende være i fred.

Han stirrede bare koldt på hende mens hun talte. Så provokerende den tøs dog kunne være... var hun virkelig så påvirket at hun havde glemt hvad han var i stand til at gøre...? Hvem han var...?
Det skulle være løgn... det var på høje tid at hun fik sig en lærestreg.

"My lost conscience, you say... oh, but has it ever existed?" sagde han, og greb lynhurtigt ud efter hende.
Hvis han fik fat, ville han klemme til om hendes hals med den ene hånd, og de ville begge to forsvinde ind i skyggerne, omgående.
Verden ville hvirvle omkring dem i et hvirvar af total mørke, og øjeblikket senere ville de befinde sig på taget af en af Terre's højeste bygninger.
Han med fødderne solidt plantet på kanten, og hende, dinglende i hans greb om hendes hals - ude over kanten, med et fald på over tredive meter ned på en stengade.

Hans øjne lyste grønt nu, og vreden var så ulmende og intens i dem, at det ville få de fleste til at stikke af fra ham.
"Do you care about your own life at all, girl?" hvislede han og strammede grebet om hendes hals ganske let.

Hendes hånende kommentar nåede ikke ud, før hans hånd var placeret omkring hendes hals. De farverige diskotekslys forsvandt og alt hun så var mørke. Den høje musik var ligeledes væk, og den pludselige stilhed var øredøvende. Det var kun et øjeblik hun snurrede rundt i det totale mørke, inden hendes syn vendte tilbage. Verden syntes dog stadig at snurre, og det tog hende et par sekunder at opfange den kolde natteluft imod hendes hud. Hun kunne knap trække vejret. Han havde stadig et fast greb i hende, og hans stærke hånd pressede om hendes luftrør. Hun tog fat i hans arm med begge sin hænder. "Let go of me!" snerrede hun besværet. Hun begyndte at sprælle, i et forsøg på at lande et spark, men hendes ben var ikke lange nok. Vent... Hun havde ingen jordkontakt. Først nu indtog hendes øjne omgivelserne. De var på et tag. Det stramme greb om hendes hals, forhindrede hende i at kigge ned, men hun var godt klar over at hun var højt oppe.
Ganske svagt fornemmede hun den fare hun var i. Hvis han slap hende, ville hun uden tvivl falde imod sin død. Først da han snakkede kiggede hun ind i hans nu grønne øjne. Vreden hun spottede deri gjorde hende mundlam i et øjeblik. Hun reflekterede meget kort over hans spørgsmål. Havde hun sit liv kært? Svaret var nej. Hvis hun døde nu, var det ligemeget. Sagen havde måske været en anden, hvis ikke den lille pille havde forsynet hende med et enormt overmod. Alt der betød noget for hende lige nu, var at sortelveren ikke skulle have tilfredsstillelsen i at høre hende tigge og bede for sit liv, se hende bange. Hvilket hun heller ikke var.
"Why don't you try me?" spyttede hun trodsigt. Ordene lød anstrengte, og knap så hvæsende som hun gerne ville have dem til, men det var svært at betone sine ord rigtigt, når man knap kunne trække vejret. "I'll have a thrill on my way down" tilføjede hun, og skød hagen frem, så meget hånden omkring hendes hals tillod det, i en trodsig bevægelse.

Så evigt trodsig... Det var både godt og skidt, for på den éne side kunne han godt lide den kvalitet ved hende... men på den anden side...
"A thrill on the way Down, huh? Well, will you also have thrill..."
Han rakte sin frie hånd op så hun kunne se den.
Skygger syntes at samle sig i den, og sekunder senere stod han med en blank, sort kniv i hånden - en kniv som han nu lagde ind imod hendes blottede mave.

"...if I gut you? I assure you, it will be a most painful death... and I will enjoy it more than you can imagine." hvislede han og pressede den flade side af kniven ind mod hendes mave, så den ikke gjorde skade, men blot truede...

Han løsnede grebet en smule så hun kunne trække vejret bedre.
Der var ikke meget sjov i hvis hun mistede bevidstheden...