Lament of the Dark One (Åbent Emne)

Vinden var isnende denne aften. Det føltes mest af alt som om den skar direkte igennem alt kød, borede sig ind i knoglerne som syle, og drak af den sårbare benmarv...
Selv dette var han i stand til at føle på denne nat. Denne isnat... Denne frustrationernes nat.

I timevis... nej... det var ikke rigtigt... i dagevis havde han vandret hvileløst rundt.
Han havde ikke spist, han havde ikke sovet, han havde ikke engang angrebet nogen, på trods af den sadistiske lyst som pulserede i hans krop, som en voldsom sygdom der truede med at dræbe ham.

Et sted i hans sind var der konstant en lille stemme, som skreg på at han var nødt til at gøre noget ved trangen... ellers ville alt gå galt.
Men han var ikke i stand til andet end at ignorere stemmen... for den blev overdøvet af den flodbølge af menneskelige følelser, som skyllede brutalt ind over ham.
I starten havde det været irriterende... og så var det gradvist blevet værre. Og nu... nu var det uudholdeligt. Det var for meget. Det var frygteligt!

Hvordan han var endt i byens store kamparena, anede han ikke, men han sad lige nu foroverbøjet, midt på sandet, kun iført et par lasede, mørkegrå bukser.
Hans lange, hvidehår var filtret og hans svagt lysende, røde øjne helt matte.

Han ventede... ventede... men på hvad?