First moon ~ Seelie

Sted:: De Recherche i et aflåst lokale.
Tid:: d. 09/02 2014 klokken 6:30.
Vejr:: Det er ikke noget man ligger mærke til eftersom de er under jorden.
Omgivelser:: Kedelige beton vægge med blodrester her og der og Damian.
Påklædning:: Intet, eftersom det lige har været fuldmåne.

____________________________

Dette var på ingen måde hvordan hun havde forestillet sig sin nat skulle gå, men så igen var det nu alligevel nødvendigt. Selvom hun aldrig rigtig viste det, så var hun ikke just god til det med venner og de få hun havde, dem holde hun tæt og ville så gøre alt for. Dette betød så også hun ville hjælpe en god ven igennem hans svære forvandling. Hun kunne selv huske sin egen forvandling, det var ikke just kønt og de mange år efter dette var heller ikke så kønne, man kunne vel sige at der var ret så meget død og ødelæggelse. Minder om den stærke sult, så ny og uvant, de gled nærmest forbi hendes øjne som hun sad op af væggen. Kulden omkring hende var stærk, og dog kunne hun ikke rigtig selv fornemme dette. Hun sad op af en kold dør, en dør der mere eller mindre kunne fungere som en mur da der skulle meget til for at få den ned. Hun lod sin håndflade ligge fladt imod den kolde dør, alt i mens hun lyttede til hans klagen. Hun kunne aldrig i sine nærmest fantasi forestille sig hvad han gik igennem, det måtte være så smertefuldt. Bare lyden af knoglerne der knækkede og herpå fandt en ny plads. Hun kunne høre det hele, og alt dette gjorde ondt i hendes hjerte. Hun ville egentlig ønske hun kunne havde været derinde med ham, være der mere for ham end hvad hun var nu. Men bidet fra en varulv var direkte giftigt for en vampyr, så det eneste hun kunne gøre var at støtte ham fra den anden side. Til hans held, havde hun taget tøj med, så han ville have noget at kunne tage på som morgnen ville glide ind. For en sikkerhedskyld, var der også våben og noget blod til hende selv hvis hun nu skulle blive træt.

Som regel brugte hun altid sin nat i selskabet af en anden, og selvom hun i teorien også holde fast i denne tradition, så var det ikke just i denne forstand. Dog var der intet hun ikke ville gøre for dem hun holde af, og Damian var skam blandt dem hun holde af. Hun stolede mere på ham, end på sin kendte chauffør, en mand som havde været hos hende igennem de sidste 10 år, men hende og Damian kendte hinanden på en helt anden måde. Deres venskab var unikt, og et hun holde af. Som natten gled forbi og der blev stille inde ved siden af var det blot at vente, vente på det rette øjeblik. Et øjeblik der heldigvis ikke kom lang tid efter, for her opfangede hun lyde inde ved siden af og det bankende hjerte af en forvirret mand. Hun lagde den tomme flaske fra sig, hvorpå hun tog tøjet og åbnede døren. Ved synet af den stærke mand, nu fuldkommen trukket sammen op imod væggen, fik hun et trist blik frem. Hun løb hen til ham, hvor hun smed tøjet i nærheden, men her faldt på sine knæ og holde ham imod sin krop "det er okay, jeg er her hos dig" hun blev ved med at sige de samme otte ord, mens hun strøg ham igennem hans svedige hår

Hun strøg ham blidt igennem håret "Du behøver ikke takke, selvfølgelig ville jeg være her for dig" hun smilede blidt til ham, forsøgte med alt i sig at opmuntre ham, men hun vidste det ville være svært. Hun ville dog om ikke andet være der for ham, han var en af de få personer hun holde af og derfor ville hun helst gerne hjælpe ham og om ikke andet på bedste vis. Da han med et snakkede om mad, nikkede hun og netop som han bevægede sig væk blot for at kaste op, skyndte hun sig ud for at hente den mad hun havde gemt til ham, på samme tid med at hun rev noget af sin bluse af for at hun kunne tørre ham om munden. Hun lagde boksen med mad tæt ved ham. Hun smilede til ham "Du skal ikke undskylde, du kan ikke selv gøre for det" han kunne ikke selv gøre for hvordan hans krop reagerede, eller for den sags skyld hvad der foregik med ham.

Hun lod ham tage tøj på, samtidig gjorde hun maden klar til ham "jeg tog noget kød med, og forsøgte at finde noget du godt kunne lide" hun holde øje med ham, han var svag og derfor ville hun hellere end gerne made ham hvis dette var hvad der skulle til.

Hun smilede blidt til ham "Damian du skal ikke være bange, mit syn på dig har ikke ændret sig, uagtet om du lige nu lugter værre end noget andet" hun klukkede blidt af sin egen joke, men ikke desto mindre kom det blide ansigtsudtryk frem igen "Da jeg gik igennem min forvandling var der ingen til at hjælpe mig, jeg....jeg gjorde en masse dumme ting, og det var nok nogle af de mest forfærdelige år i mit liv. Du kunne ikke selv gøre for hvad der skete, og jeg vil aldrig nogensinde lade nogle jeg holder af gå igennem det jeg gik igennem. Jeg vil med glæde sidde med til hver enkel fuldmåne, give dig efterplejer når solen står op" hun strøg ham blidt ned over kinden. Hun kunne være en ufattelig farlig kvinde, forførende og som et mareridt forklædt i en drøm. Men overfor dem hun elskede og holde af, var hun alt andet end farlig. Her ville hun hellere end gerne give guld og grønne skove, hvis dette betød de var i sikkerhed.

Hun hævede øjenbrynet ved hans underlige spørgsmål "Jeg bekymre mig ikke just om hvad andre tænker, det er rigtigt normalt er jeg selv ikke den største fan af varulvene, men du er ikke alle andre! Jeg er pænt ligeglad hvad de har at sige til mig, plus jeg er ikke svag, jeg har en del hundrede år på bagen og mange års erfaring. Du skal ikke bekymre dig om mig, du skal snarer bekymre dig om dig selv og hvad du har tænkt dig at gøre. For modsat vampyrerne, så er varulve packdyr og lige nu er du ene ulv. En ensom ulv er i stor farer, specielt i en stor by som denne, hvor der kan være mange packs rundt omkring" hun var ikke dum, og hun havde en hel del viden omkring ulve. Som menneske havde hun en stor interesse for ulve, man kunne sige de var hendes yndlingsdyr, så ved hver mulig legelighed ville hun læse op på dem. Hun ville finde fakta om dem "Vampyrer er enspændere af natur, medmindre vi finder en mage, men du burde kende mig nok til at jeg ikke tager mig af andres meninger" Hun satte sig om bag ham, hvor hun lukkede sine kolde arme omkring hans varme krop. her lagde hun sin kind ind imod hans ryg, lige over hjertet så selv fra ryggen af kunne hun høre dets banken

Hun trak på skulderne, det kom vel an på den enkelte vampyr og vedkommendes holdning "Det er vel rigtigt, men det kommer vel an på personen og vedkommendes holdninger. Nogle vampyrer og ligesom mig ret ligeglade, og andre er ret fanatiske. Ligesom med varulve, så er det forskelligt fra person til person" varulve var også kendt for at jage vampyrer, her ville de ofte vendte til månen stod på sit højeste, hvor de ville jagte dem igennem natten. Hun klukkede, selvfølgelig havde han ret, hun ville nok næppe finde en mage, og hvis det skete ville det ikke være i den nærmeste fremtid "du har ret, det er nok ikke just noget for mig. Hvorfor også binde sig, når man kan have det så meget sjovere med alle mulige andre personer" hun havde ikke noget imod at se flere på engang, det betød jo kun mere sex for hende, og det var derfor ikke noget hun holde sig tilbage på. Hun udtryk altid hun aldrig rigtig gik ind for det med forhold, og da slet ikke at skulle holde sig til én person ad gangen, hun var mere typen der vandrede omkring til alle mulige andre.

Hun strøg ham ned over maven. Hun kunne mærke hvordan varmen steg fra ham, dette var højst tænkelig givet han næsten lige havde været igennem en forvandling, og derved var hele hans krop ved at vænne sig til at være menneske igen. Hun lukkede øjnene, og nød egentlig blot hans varme. Hun havde sin kind imod hans ryg, hvilket gjorde hun havde øret næsten lige udefra der hvor hans hjerte var. Selvom hun havde øret imod hans ryg, kunne hun sagtens høre hans hjerte banken. Hans pludselige spørgsmål, fik hende til at rynke brynet "Tilbyder du da kære" hun fik hurtigt sat sig om foran ham, hvor hun kravlede op på hans skød. Hun lagde en hånd imod hans kind, hvor hun blidt strøg ned over den varme kind "Jeg har aldrig smagt blodet fra en varulv før" hun vidste ikke hvordan det ville smage, så hun kunne da være nysgerrig efter at prøve