You will return

Han smilede ved synet af hende. Hun havde en ualmindelig skønhed, og selvom den havde skinnet igennem snavset og det ildelugtende hobo-tøj hun havde haft på før, var det nu rart at se hende sådan her. Ren, pæn og i et miljø hvor hun hørte hjemme.

"Bedre... hah, jeg synes skam heller ikke at dit er heeelt så slemt... det går an." svarede han, også i et drillende tonefald.

Hans smil blev en anelse bredere da hun fløjtede imponeret over de våben, han havde smedet.

Hvert af dem var elegant og elveragtigt, men samtidig med noget ildevarslende over sig - sand sortelver-stil.

Han lo kort over hendes kommentar om den grumme daggert, og rystede så på hovedet mens han satte sig ned og samlede den op.

"Den er ikke lavet til tortur, selvom den ville være god til det hvis man er en dygtig healer. Den er lavet til at slå ihjel... stik en i brystet med den her, og hiv den ud igen... jeg lover dig, du kommer til at skære et ribben over i processen. Og forestil dig hvor ødelæggende den er at få i maven."
Han betragtede kort daggerten, og lagde den så ed på tæppet igen.

"Kasteknivende er vægtede og testede, så de flyver så godt som muligt. Knivene er lette og skarpe nok til at gå igennem selv menneskenes kevlar. Hvert af disse våben er blevet kælet for under smedeprocessen og oppudsningen bagefter... jeg har gjort mit bedste, uden at bruge magi."

Og hvad han ville have ud af pigebaret...? Det var ganske simpelt.
Zane smilede igen til hende, og en sadistisk ondskab lyste roligt i hans lilla øjne...
"Jeg tror hun er meget loyal... så du må vise at du kan dit kram. Få hende til at fortælle dig hvordan han ser ud, hvilket navn han går under, hvor han holder til... og hvad hans planer er. Vær så ond ved hende som du er nødt til - eller som du har lyst til. Bare få de oplysninger før hun dør."

Fnyset var let at høre fra hende over hans kommentar. "Går an.. mimimi... Du får mig ikke i en kjole uden kamp" mumlede hun for sig selv, inden hun fascineret lyttede til hvad han havde at fortælle om den ondt udseende daggert på gulvet.

Som han kommenterede våbnets brug i maven, skar hun ansigt over hans måde at fortælle dette på. "Glem det!" Hvis han allerede haft tanken inden. Ligegyldigt hvor meget hun holdt af ham, så ville han ikke få lov til at kaste den i maven på hende, heller ikke selvom han var ganske glimrende til at hele hendes skrammer.

Hendes smil blev barnligt, som en pige der fik sin første julegave nogensinde, da han snakkede om knivene. Hun var lige ved at klappe i hænderne a ren iver, da hans sidste kommentar kom. "Uden.. magi?" hendes stemme var halvt spørgende, som hun nysgerrigt betragtede ham for at høre den forklaring. I så falde skulle hun måske overveje noget.. ekstra.

Et kast med hovedet, tvang de stadig smådryppende lokker af hår om på hendes ryg, inden hun betragtede scenariet i hendes hoved, hvordan det ville udspille sig. "Got it" hviskede hun langsomt, inden hun tænkende begyndte at gumle lidt på sin venstre pegefinger.

"Jeg skal bruge den der magibog.. Min hukommelse er en anelse sløret" tilføjede hun lidt efter, da hun havde bemærket, at den endnu ikke lå blandt våbnene.
"loyalitet er en farlig ting". Hvis kvinden gik hen og viste sig at være ligeså loyal som hende selv.. Ville alt dette forarbejde og udførelse vise sig at være spildt.

"Må jeg bruge dungeonen til det?" hendes blik vendtes igen imod ham, håbende, eftersom det ville være rarere end at skulle improvisere sig frem hvorend hun fandt pigebarnet. Instrumenterne hun ville få brug for, befandt sig allerede dernede.. Ellers ville hun være tvunget til at slæbe en taske med sig, hvor alt dette ville være i den, hvilket hun ikke var synderligt interesserede i.

"Eller" Hendes smil blev stort, som hun så ganske uskyldigt op på ham, inden hun fortsatte.. "Vi kunne vente på dragemanden kommer her.. så slipper jeg for det beskidte arbejde!" Angelie mente bestemt, at det virkede som en langt mere passende idé.
Hun vidste dog godt, at det nok ikke var en mulighed at komme efter.

Langsomt rejste hun sig op, inden hun omhyggeligt begyndte at placere knivene i bæltet, så hun havde dem på sig. Derefter bevægede hun sig forbi ham, lod hendes negle blidt kradse over hans nakke, for derefter at følge samme procedure med pisken.
Måske hun skulle overveje at dyppe knivenes blade i gift af en eller anden art. Hun tvivlede på, at pigebarnet ville være uforberedt næste gang, men på den anden side.. Det ville Angelie heller ikke være.

I første omgang forvirrede hendes pludselige udbrud ham... men efter blot et par sekunder, gav det hele mening.
Zane slog en latter op, og rystede så på hovedet,

"Åh, nej Angelie... nok kan jeg lide det hårdt, og på en særdeles særpræget måde... men den kniv ville totalt ødelægge din mave, og det ville være en stor skam. Selvom jeg ville kunne heale det, ville det ikke være tilfredsstillende for mig på nogen måde." sagde han - og på trods af hans noget sadistiske natur, var det sandt.
Daggerten var simpelthen for voldsom for hans smag...

"Du skal bruge en magisk bog, for at uskadeliggøre en menneskepige på hvad... sytten år? Angelie..." sagde han og smilede sarkastisk til hende.
Han mente det dog ikke... enhver som det monster havde hvervet, var en potentiel farlig modstander.

Zane knipsede en enkelt gang, og et skyggevæsen kom spænende med den store, læderindbundne bog højt hævet over hovedet.
Væsenet rakte ivrigt bogen hen imod Angelie med sine lange, tynde arme.

"Den er din. Tag dig al den tid du skal bruge, eller tag den med dig." sagde han og sendte bogen et næsten kærligt blik.

Hendes forslag om at vente på Zureshalon, fik ham til omgående at ryste på hovedet og hæve hånden for at lægge de på hendes skulder.
"Hvis han har sendt sin lille menneskeluder for at give dig min sjæl... så tror jeg han har noget for. Han kommer heller ikke vadende herind i Abbadon, hvor jeg har alle fordele imod ham... undervurder ikke en modstander som ham."

Zane smilede let ved hendes berøring, før han gik et par skridt bagud og lod sig dumpe ned i tronen, næsten dovent.
"Har jeg nogensinde fortalt dig, at du er sexet når du får nyt legetøj...?"

Hun kunne ikke lade være med sukke lettet, da han forsikrede hende om, at det ikke var legetøj for ham. Det ville hun i hvert fald ikke have deltaget i.

Hans sarkastiske tone, fik hende til at sende ham et trodsigt blik, som hun langsomt tillod sig selv at tage imod bogen fra skyggevæsnet. "Hvem sagde jeg skulle bruge den til hende!" påpegede hun lettere surt, inden hun rystede let på hovedet. hvis det ikke havde været for det sensitive blik, som han sendte den, ville hun have kastet den direkte i ansigtet på ham af ren trods.

"Prøv i stedet at nyde, at jeg faktisk forbereder mig for en gangs skyld" tilføjede hun lidt efter, inden hendes hånd langsomt gled over læderomslaget, som var det en killing hun kælede for.

Hendes øjenbryn løftede sig hurtigt i vejret. Han havde taget hende seriøst? En kort latter lød fra hende, inden hun rystede let på hovedet af ham. "Det kaldes ironi, kære" bemærkede hun, da hun var klar over det ikke var nogen mulighed.

Som hun hørte hvordan han placerede sig i tronen, og kommenterede hendes sexappeal, slog hun en pirouette midt på gulvet, inden hun sendte ham et oplysende smil. "Jeg husker ikke, at du nogensinde har kaldt mig sexet" svarede hun med en ganske munter tone, som kunne ville høres i ANgelies stemme, når hun var i hans selskab.
"Men fortsæt endelig.. jeg vil let kunne vænne mig til det."
Han havde nu en pointe. Hun kunne godt lide nyt legetøj! Andre ville måske foretrække blomster og chokolade, men ikke hende. Et skarpt blad og et smukt genskær var hvad der slog benene væk under hende.

Efter hendes pirouette, nejede hun let for ham, som en 'rigtig' dame ville gøre det, selvom det let kunne ses, at hun kun gjorde dette for at fjolle en anelse omkring, nu hvor hun havde tiden til det. Hvem vidste hvornår hun ville have muligheden for et sådant øjeblik igen?

"Hvordan .. var det?" spurgte hun langsomt, som hun lod hovedet falde til siden, og nikkede imod tronen, for at vise at hendes kommentar hentydede til hans døde tilstand. Hun var nysgerrig for at vide, om han havde sanset hvad der skete, om han havde set noget i mørket. Hun manipulerede trods alt sindet hos andre, gad vide om han havde oplevet det på den måde.

"Ah..." sagde han og lo kort. Ironi... men hun kunne nu godt have ment det, et eller andet sted - for normalt ville det ikke have været en dårlig idé.
Men deres modstander var ikke normal...

"Åh, jeg nyder skam at du forbereder dig. Jeg kan kun forestille mig de ting du vil gøre ved den stakkels pige... og ja, brug du endelig Abbadon's dungeon. Jeg sørger for at skyggevæsnerne gør det rent og klart dernede." sagde han, og det var meget tydeligt på hans øjne, at hans mørke sjæl virkelig var tilbage nu - for der var en ondskab og sadistisk fryd i dem, som kun han havde det.

"At jeg kalder dig sexet, er kun en sjældenhed fordi det er unødvendigt. Du ved det jo godt selv." sagde han og smilede til hende, "Dog... kunne jeg godt lokkes til at fortsætte med sådanne ord en gang imellem."

Da Angelie spurgte hvordan det havde været at være sjælløs, rystede han let på hovedet.
"Jeg husker meget lidt... men jeg husker en enorm, helt absurd tomhed. Hvis skærsilden virkelig findes... så var det dér jeg var."

Hun kunne ikke lade være med at være yderst tilfreds over, at have lov at bruge kælderegionerne. Det ville blive sjovt, faktisk var hun næsten sikker på, at dette ville give hende morskab nok til de næste mange år.
Hun nikkede let, som for at vise at hun stadig hørte efter, imens hun gav bogen, i hendes favn, et klem, for derefter at træde hen ved hans side og læne sig op af ryglænets side.

"Du burde gøre det oftere" bemærkede hun inden et smil langsomt mødte ham. "Jeg Harboøre, at puger der ikke høre det ofte nok, søger andet sted hen" ikke at det var en tanke hun nogensinde havde haft, og heller ej ønskede at føre ud i livet.. Mænd var simpelthen for kedelige.

Som han kort fortalte så hun næsten skuffet ud. Så han huskede kun tomhed, det var ikke hvad hun havde håbet på. Et mmh kom frakende, for at fortælle at hun ikke havde i sinde til at spørge mere ind til dette.

I stedet satte hun sig på armlænet, for at åbne bogen op på en af de første sider. Hendes finger gled over de fremmede ord, velvidende at hun stadig manglede at lære at læse det. "Dervar stadig ikke en engelsk version" bemærkede hun langsomt, ansigtet bøjede sig i en opgivende grimasse, som hun kneb øjnene sammen.

"Måske... men komplimenter er noget, man skal gøre sig fortjent til." sagde han og blinkede til hende.
Han kunne se glæden i hendes øjne, da han gav lov til at hun måtte bruge kælderen i Abbadon... en kælder som var indrettet til smerte.

Han havde næsten ondt af menneskepigen... men på den anden side, fandt han tanken om hvad Angelie ville gøre imod hende ganske tiltalende.

Da hun afslørede at hun stadig ikke havde lært Sortelvisk, sukkede han let og vendte blikket imod bogen.
"Du kunne let have lært det, kære... du har haft tid nok til det, også før det hele gik galt. Men alright... hvilke spells vi du have genopfrisket, eller lære?"

Som hun kiggede på ham, halvt undrende, måtte hun forhindre sig selv i endnu engang at banke bogen imod hans ansigt. " jeg taler det okay!" Stemmen var pibende, som hun pegede ned på ordene. "Læsningen.. Deter altså svært!"
Måske skulle han en dag prøve aflære et helt nyt sprog, endda så fremmed et. Hendes øjne lyste en anelse,som hun rystede let på hovedet til at der havde været tid nok..
"Zane.. Tid er noget vi aldrig har haft.. Ikke før.. Ikke nu" med disse ord ventes hendes blik imod tronsalens hoveddør uden at kommentere hvilket af bogens indhold det var, som hun havde lyst til at vide mere om.

"Jeg synes skam jeg fortjener komplimenter" bemærkningen kom med et kvalt smil, som hun fraværende gnubbede håndryggen imod sit venstre øje. Hun havde trods alt gået igennem det mest utænkelige og var her stadig..

Men for at vende tilbage til dermed tiden.. Hendes blik faldt langsomt på ham. "Hvornår ser du den tid skule havet været der ? Imellem kampe, trontilragelse, klaner, spøgelser... Karl.. Pligter.. Der var ingen tid."

"Godt... jeg indrømmer det. Sortelvisk er meget svært, skriftligt." sagde han. Og det var jo også sandt...
Taget i betragtning af at Angelie ikke altid havde været elver, var det nu også ganske imponerende at hun havde lært det talte sprog!

"Tid..." han sukkede, og kiggede lidt på hende.
"Du har valgt et liv som ikke giver meget tid - ud over pauserne mellem de store ting, der nu engang sker. Jeg indrømmer det, Angelie... vi har ikke haft meget tid. Kampene... Ma'lakel... Karl van Richter... og nu Zureshalon. Du har valgt en mand som måske gør livet en anelse for spændende."

Han rakte over og lagde en hånd på hendes ene knæ, mens han smilede roligt.
"Men jeg må sige at du klarer tingene helt fantastisk... meget få kvinder ville kunne klare det her liv."

Det var vel en kompliment fra hans side, og Angelie tog den til sig trods alt. Hun havde skam prøvet, men selvom der havde været år til det efterhånden, så var det ikke noget hun havde haft muligheden for at sætte sig ned og nærstudere, dette fascinerende sprog.

"Det siger du ikke" mumlede hun mest af alt for sig selv, som hun lettere frustreret, lod fingrene køre igennem håret, der var tlt på at være tørret på nuværende tidspunkt, og lå i fine krøller for at indramme det blege ansigt. "Nej.. Jeg har valgt en mand, der har et naturligt talent for at rode sig ud i problemer" rettede hun ham, inden hun mærkede hvordan hans hånd lagde sig imod hendes knæ, og sendte et behageligt gys igennem hendes krop.

Hendes ansigt vendte sig, for at betragte ham, som en kompliment igen nåede hendes spidse ører. "Så længe der er en ende.. Så.." hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det helt. Det var svært at finde ordenene til at beskrive denne situation. "Så går jeg igennem helvede igen.. Og dette vil også få en ende.. en dag.." *håber jeg* tilføjede hun i sine tanker, så han ikke ville kunne fornemme hendes tvivl på dette område. År var gået på denne måde, og år ville blive ved således.

Hendes blik drejede over i noget ængsteligt, som hun lagde en hånd over hans og klemte den. "Lov at det ender" hviskede hun håbefuldt, inden hun klemte læberne sammen til en smal streg, for ikke at bide dem i stykker.

Derefter ville hun langsomt bladre et par sider frem i bogen, forsøge at huske hvad de forskellige ord betød, for at finde noget i denne, som balancerede i hendes skød, mens hun sad på armlænet.
Side treogfyrre stoppede hun, og pegede på overskriften. "Den der". Hendes stemme var halvt beslutsom, selvom hun kun fornemmede at det var en brugelig besværgelse for hende.

"Du kunne selvfølgelig også bare lære mig de der lilla flammer. De virker så effektive" tonen var halvt drillende og ironisk, som hun forsøgte at forstå ordene, uden at se på ham.

Han lukkede øjnene, som hun bad ham om at give hende et løfte - som han ikke vidste om han overhovedet kunne få chancen for at holde.
"Angelie... jeg vil gøre hvad jeg kan for, at det her ender efter Zureshalon's død. Men jeg kan ikke love dig det uden at lyve... og at lyve for dig ville være forkert."

Hun havde gjort så meget for ham, og for hans planer og hans klan. Og hun havde gjort det udelukkende fordi hun elskede ham.

Zane åbnede øjnene og greb hende om hagen med sin frie hånd, for så at presse læberne mod hendes i et dybt kys.
"Hellfire er ufatteligt farligt, kære... læringsprocessen kan slå dig ihjel." hviskede han mod hendes læber...

Et dybt suk lød fra hende, som han forsøgte at lave et halvt løfte. Hun forstod godt hvad han mente, og hun vidste inden i sig selv, at det aldrig ville ende. Der ville altid være en ny idiot, der skulle ødelægge tingene for hende, ham og Terre.
Alligevel kunne hun ikke lade være med at håbe på det modsatte. Uden håbet ville det trods alt se alt for sort ud i fremtiden.
"Du ved godt, at jeg vil følge dig ikke?" hviskede hun næsten, som hun kort lukkede øjnene, indså og mente hvert et ord hun sagde, inden hun kiggede ned i bogen igen, ikke for at læse denne, men blot for at undgå at se på ham. "Også selvom der altid vil være en mere.."

Hans pludselige greb om hendes hage, fik hende til at miste balancen af bogen, som faldt til jorden med et blødt bump. Hun mærkede hvordan hendes hoved blev drejet en anelse, for så at mærke hans læber imod hendes, dybt. Sukket af nydelse brummede igennem hendes halsrør, som hun gengældte det, inden han afbrød dette med endnu flere ord.

En svag latter lød fra hende, som hun rystede let på hovedet over hans beskyttende bemærkning. "At gå på gaden er for mig, ufatteligt farligt" påpegede hun over for ham, inden hun gav hans hånd endnu et klem under sin. "Men jeg forstår skam godt.. Desuden finder jeg mine egne evner ganske brugbare" tilføjede hun langsomt, med svag stemme, eftersom han var så tæt på hendes. Det svage gys fra tidligere sendte endnu engang en kort rysten igennem hendes krop, uden at trække sig tilbage eller væk fra ham.

Netop det emne måtte også vise sig at være et ømt område for ham, da det trods alt havde slået fejl før.
"Jeg sætter nu pris på at du er ærlig.. I hvert fald over for mig". Hendes tanker kunne ikke lade være med at dreje sig omkring denne person. Hun havde kæmpet imod denne Zureshalon inden han overhovedet havde haft sin egen form endnu, og det havde vist sig langt mere udfordrende end planlagt.

"Men.. Hvordan.." Ærligt så hun ikke nogle store muligheder for at slå ham, medmindre han trods alt allerede havde underlagt sig de menneskelige 'fejl', som hun så fint havde prikket til under deres samtale i skoven. Sådan virkede mænd åbenbart.. Alle havde en svaghed, men hvad mon dennes ville være.

Han så hende i øjnene, mens han lyttede til hendes ord.
Et eller andet sted ville han gerne forsikre hende om, at dette var den sidste modstander... at dette var toppen - eller bunden, om man vil. Og det var der også en vis sandhed i...

"Karl van Richter... Ma'lakel... Damia... alle har de været ufatteligt stærke modstandere. Umådeligt farlige, på hver deres måde. Men vi har overlevet... vi har vundet over dem... og nu står vi over for den ultimative modstander, Angelie. Hvis vi besejrer ham... hvis vi dræber ham eller spærrer ham inde for evigt... så er næste niveau en gud."

Der var en uhyggelig alvor i hans øjne mens han sagde dette, og da han var færdig, smilede han ganske let til hende, for at få dommedagsfølelsen til at forsvinde lidt...

"D'tarion klanen var i sin tid dragebetvingere. Selvom den viden gik tabt for tusindvis af år siden, efter dragerne uddøde, beviser det stadig at der altid er noget at gøre. Og Zureshalon har endnu ikke opnået sin originale form, for det kan han ikke bare. Han har gjort noget andet... han snylter på noget for at overleve... og måden at besejre ham på, er at tæske sandheden ud af menneskepigen. Hvis hun ved det, så finder du ud af det."
Hans stemme skiftede til lettere opmuntrende, og han smilede da han sagde det sidste.
Angelie ville ret sikkert få let nok ved at tvinge sandheden ud af tøsen...

"Jeg har tiltro til dig, min kære. Torturer hende indtil hun ikke kan mere... og heal så hendes sår og lad hende komme sig. Og gør så det hele en gang til. Og en gang til. Og en gang til... indtil du har vredet alt ud af hende. Indtil hun er en skal af sig selv... indtil hun tigger og beder dig om at lade hende dø."

"Zane.." hun prøvede at afbryde hans enetale, som han snakkede om at det var gudeniveau næste gang. Hendes hænder lagde sig imod hans kinder, for at fange opmærksomheden. "Du bliver uforsigtig af at tale sådan!" hendes stemme var advarende, inden hun holdt fast, for at være sikker på, at han forstod præcis hvad det var hun talte. "Bliv ikke uforsigtig" gentog hun igen, som var det en ordre fra hende. Hun nægtede at tabe en gang mere på grund af sådan et grundlag, det var sket for mange gange før.

Som historietimen startede, nikkede hun langsomt. Hun havde fået dette at vide, hvilket var grunden til at dragemanden nu havde så forbandet ondt i røven, og åbenbart ville gøre livet surt for hende. "vær ikke så bekymret.. det klæder dig ikke.. Jeg skal nok få hendes tunge på gled" hviskede hun lavt, for så at sende ham et opmuntrende smil.

"og hvis ikke.." et let skuldertræk kom fra hende, eftersom Angelie blot vil have et mord mere på samvittigheden. Det var ikke nogen hun lå søvnløs over alligevel. De havde alle været nødvendige ofre.. Næsten da.

"Du passer blot på dig selv, og jeg ordner det beskidte arbejde" endnu en ordrelignende kommentar, som hun nikkede bestemt. Måske ville hun ikke kunne redde ham næste gang, og på denne måde, ville verden trods alt ikke lide det værste tab. Han ville stadig kunne herske og husere Di Morga, præcis som det havde været planen altid.

En skal skulle menneskepigen nok blive, og at komme levende derfra, ville hun under ingen omstændigheder. Hun kunne slet ikke forstå hvordan nogen kunne være på den Satans side.
"Alt dette postyr på grund af en smule nag over episoder tusindvis af år gamle". Det teatralske suk kom endnu engang som hun himlede med øjnene, for at trække hænderne tilbage fra hans ansigt, og lade dem folde sig i hendes skød, afslappet.

Kun Abbadon gav denne ro for hende. Her behøvede hun ikke være på vagt over for mulige farer, eller fjender. Der var kun ro og tid til at tænke over hvordan fremtiden ville forme sig.
"Vi klarer det" ordene var ment til hende selv, som en overbevisning. Hun var nødt til at tro på at dette skulle lykkes, på enten den ene eller den anden måde, og hvis ikke.. Så var helvedet trods alt ikke så slemt, efter hvad hun huskede.

Han sukkede let og smilede til hende... hun havde ret. Det var blevet bevist flere gange... men det far også et faktum at hans evner langt oversteg den normale krigers.

"Vær ikke bekymret, kære... jeg ved hvad vi står over for, og jeg har ikke tænkt mig at være uforsigtig. Det er derfor jeg sender dig ud for at finde tøsebarnet, så vi kan være bedre forberedt, og lægge en plan." sagde han med overbevisning i stemmen, Han havde fuld tiltro til at Angelie kunne klare denne mission. Absolut.

"Jeg håndterer klanen... og du skærer mennesket op tyve gange hvis det er det der skal til. Selvfølgelig klarer vi det, Angelie. Denne gang vil vi ikke storme ind i det uforberedte."

Han lagde en hånd på hendes ene lår og smilede opmuntrende til hende, mens han blidt kærtegnede det.
Ikke så meget for det seksuelle, som for nærheden...
"Jeg lover det..."

Som han snakkede om ikke at være uforsigtig, kunne Angelie allerede for sit indre,mse Zane sparke døren op, for derefter at sætte flammer til hele bygningen, i ren iver for kamp.. Det var nok meget godt, at det var hende der skulle efter mennesker alligevel..

Hendes smil kom forsigtigt frem, som hun mærkede de nære kærtegn på hendes ben, inden hun brummede et par sekunder før hun hørte de tre ord. Lovede..
Hendes blik drejede sig langsomt imod ham, rettede ryggen en anelse, for st kunne vippe fødderne frem og tilbage lige over gulvet, i hendes siddende stilling på armlænet,

"Vi burde hvile.. Imorgen bliver en lang, lang dag" hviskede hun, som hun kort lod sig fordybe i de lilla øjne, som han besad. hendes krop hældte let imod hans, som hun lod sig hvile op af hans, lade hovedet hvile imod skulderen, for derefter at lukke øjnene..

"Skynd dig tilbage" hun var ikke klar over hvor længe det ville tage at få styr på tingene for ham, men forhåbentlig ikke alt for lang tid. Hendes legeme kunne mærke trætheden langsomt glide over sig, for at fortælle hende, at det ville blive værst for hende selv, hvis ikke hun fik en anelse søvn snart.