This is a fight that I might not survive! (Alexander)

En tung vejrtrækning blandet med en irriteret knurren fyldte Jupiters sind idet han endnu engang blev kastet i jorden under en af sine stærke modstandere. Måske havde han gabt over en for stor omgang. Kampen havde holdt ham igang længe, hvor længe havde han ikke selv styr over men længe nok til at han efterhånden var rimelig udmattet og ikke længere så sin sejr ligefor. Der var simpelthen for mange.
Vampyrer havde været noget han var trænet til at slå ihjel lige fra han kunne tage sine første skridt så denne situation burde være noget han ikke skulle se som en trussel, noget der burde ligge i hans natur at kunne klare. Men han var trods alt ikke lavet af metal og disse vampyrer havde fået ram på ham et par gange hvilket helt sikkert gjorde en del i at han ikke længere var helt i sit højeste gear.

Regnen der stod ned fra himlen hjalp heller ikke på det, jo - det var afkølende og dulmede de sår der indtil videre havde fundet sig til rette på hans hud, men anden gavn havde den ikke. Hans tøj var gennemblødt, få steder med blod men ellers fra vandet der fossede fra himlen. Han lod sit blik spejde omkring i gyden han var placeret i, hvis det ikke havde været for hans gode nattesyn havde det ikke været let at bevæge sig rundt her, jorden var fyldt med skrammel og ikke en eneste gadelygte spredte lys herned. Der var godt og vel 8 vampyrer, det var ikke barnemad, selv ikke for en jæger. 5 stadig stående i live, hidsige. Der var ikke mange flugt muligheder andet end op over tagende - hvilket Jupiter havde forsøgt sig med en enkelt gang men var blevet trukket tilbage ned i gyden og havde indset at den eneste mulighed for at komme ud herfra var at nedlægge dem alle. Natten var stadig ung så solen var heller ikke noget han kunne se sig reddet af indenfor den nærmeste fremtid.

Han bed tænderne sammen, rullede om på siden og kom på benene, før han satte af på jorden med de bare tæer og løb mod en vampyr mens han trak en kniv fra sit bælte, i et spring forbi vampyren fik han snittet siden op på den og et hyl lød ned gennem gyden - dog vendte han hurtigt rundt og satte af endnu engang for så at komme komme med en af sine trætrykker han havde siddende i den anden side af sit bælte. Det galt om at ramme rigtigt, han plantede træet i ryggen på bæstet, velvidende om at det skulle dybt for at nå hjertet nærmere den anden side så han skubbe til og lod vampyren vælte under sig " Shhhh... " mumlede han så bare kort for sig selv med et kort lille smil om læben. Men at koncentrere sig om kun en vampyr af gangen kunne være en farlig handling eftersom de andre også var hurtige på fødderne og i deres bevægelser.