Kølig aftensvind - Alexander

S: Di Morgas biograf
O: Forbipasserende folk - filmen er gået igang
T: aften.. kl 20?
V:Overskyet og en kølig vind
D: efterår

___________________________________________

En skikkelse kom vandrende hen ad gaden og prøvede - forgæves- at få ild på en smøg. Denne kvindeskikkelse, kaldet Silver - men som i virkeligheden, hed Nanna - var iklædt et par (meget) lavtaljede) militærprintede bukser, med vige bukseben. De hang skævt så i den ene side kunne man skimte det grå stof fra hendes undebukser. Et løst kædebælte hang i bælteremmen og hjalp egentlig ikke rigtig med at holde bukserne oppe. Hun havde et par sorte snørrebåndsstøvler på og en lukket sort lynlåstrøje med gule citroner på. Hun gik egentlig ikke spor op i sit tøj, og gik i det hun fandt behageligt.
Pigen - for det var hun jo stadig- bandede lavmælt og prøvede at holde en hånd op, så vinden ikke kunne blæse flammen fra lighteren ud, hvilket ikke virkede. Hun stoppede kort op og så sig omkring. Fik øje på biografen og dens udendørsloft hvor der var læ for vinden. Hun drejede ind til siden og stillede sig ind i læ ved åbningen til byens biograf. Flammen var urolig, men det lykkedes hende alligevel at få ild på cigaretten. Hun tog et længselsfuldt hiv og pustede langsomt ud, efter at have holdt røgen, så længe som muligt, i hendes ætsende lunger. En lettet følelse skød gennem hendes krop og hun sank ligsom mere afslappet sammen - som havde hun været stiv og forfrossen før, og nu blev tøet op. Hun lænede ryggen op ad den ene væg og placeret baghoved mod den kolde betonvæg. Hun havde været på arbejde hele dagen - på den lorte'cafe hun arbejdede på - hvor det IKKE var tilladt at ryge. Eller jo - det var det. Men (selvfølgelig) IKKE for de ansatte. Hun banede lavmælt og forbandede de skide regler. Hun havde fri fra arbejdet på diskoteket idag... underligt nok da det var lørdag. Måske fordi hun først var sluppet kl. 7 i morges. Det var tydeligt at se. Hun havde sorte rande unde øjnene og et gab undslap i ny og næ hendes blegrøde/orange læber. Hun tillod sig i et kort øjeblik at lukke øjnene. Hvile øjenlågene, bare for et øjeblik.

En ny og fremmed skikkelse kunne nu ses længere hende af gaden. Mellem den store og mulrende folkemængde. Den spinkle men også en lille smule muskuløse kropsbygning afslørrede strakts at dette var af hankønsvæsnet. Han så en smule duster ud men det var egentligt kun fordi at skyggerne havde lagt sig over ham som en masse grådige dyr der ville absobere alt lys fra ham. Men det passede jo selvfølgelig ikk. Sådan så alle ud på gaden. Hans hår var en smule langt og helt igennem pjusket så man kunne sagtens se at det ikk ahvde været en tur ved frisøren længe. Men han så ikk ud til at have taget sig af det. Han var faktisk en af dem dette så godt ud til. Og så hans afslappede aura gjorde det bare endnu bedre. Resten af hans udseende kunne ses når han gik forbi en af de lugtepæle der nu var på hver side af gaden med kun 4-5 meter fra hinanden. Han var nok heller ikk ligefrem sådan en person som man ville pege fancineret af. Han var ikk iført de nyeste nyeste mærkevare og cap som så mange andre drenge i hans alder. Nej, han var iført et par helt almindelige sort-grå cowboy bukser der hverken var for stramme eller for luftige men bare helt normale..og utrolig stildte. Der var nogle få flænger i stoffet og 'hjemmelavede' slidmærker rundt omkring. Hans bluse var eller ikk lige noget man råbte hurra over. Den var en smule kedelig ud over en smule ødelagt print som om at han ahvde haft et eller andet nervøst anfald og bare siddet og kraset i det. Og så var den mat blå. Lidt mørkere end kongeblå. Hans sko kunne man sagtens se at han ahvde haft dem længe eller bare slæbt sine fødder med sig i stedet for at løfte dem. Begge dele var rigtige. Det var et par gamle røde converse. Den gamle model. Sålen var slidt helt ned og var gået op flere steder. Men han så ikk ud til at tage sig af det. Hænder var var dybt begravet i lommerne hvor at en sorte ledning startede og førte op i to høretelefoner som dækkede næsten hele hans øre på hver side. Han tog så sin ene hånd op fra lommen og afslørrede hvor de var sat til. Hans mobil. Han tastede noget kort og lagde igen både den og sin hånd ned i lommen. Han blik var rettet mod jordet indtil at han så kort så op og fik hen mod en lille madbod. Han så lidt på havd man nu kunne få og starkte sin ryg lidt. "Sådan en.." lød det fra ham og han pegede da han ikk kendte navnet helt. Så trak han sin pung op af lommen og betalt hurtigt hvor efter at han igen lagde den ned i lommen sammen med sin ene hånd. Han vilkede posen som den anden og lagde derefter også den ned i lommen og forsatte ubevist hen mod biografen.

Nanna stod fortsat lænet op ad den kolde betonvæg og tog i ny og næ et hiv af hendes cigaret. Hendes øjne var dog åbne og de store sorte pupiler - som var omgrænset af den gule iris med det orange skær - betragtede plakaterne på væggen over for hende. Der var nye flotte plakater med eksplotioner i baggrunden og alt det dersens tjuhej folk gik efter... og så var der de slidte, afskaldede plakater som de andre byggede på. Hun betragtede én med årstallet 1990 på. Det var også dét eneste der var tilbage af den.. og så et par bogstaver som nok skulle være navnet på én eller anden skuespiller. En vind fik forvildet sig ind i åbningen til biografen, dét hvor Nanna stod placeret og virvlede op i hendes mørke, bløde hår som gik hende til lige under brystet. Det var altid pjusket og man kunne lige ane slangekrøllerne i hårets ender. Hun hadede de slangekrøller. Det var sq da kun små søde blondiner som kun gik i lyserød som havde slangekrøller. Men det havde hun altså også.. Hun havde dog reduceret dem så meget som muligt, men vinden havde rodet op i dem og gjorde dem atter synlige. Vindend fejede det skæve pandehår til side og gjorde hendes lyse kønne ansigt synligt. Det var egentlig ret kært. Det var nok dén betegnelse som passede bedst. Hun brød sig ikke om sit udseende, ligesom alle andre piger.. men samtidig var det ikke på samme måde. Alle andre piger sagde at de var for grimme, havde for store ditten og for små datten. Nanna synes bare at hun var én stor fed misforståelse for det første. Hun var en modsigelse af sig selv. Hun hadede sit lorteliv og knoklede for at få det vendt. Hun havde trods alt stukket af hjemmefra i vinters.. Hun hadede sin eksistens - at være født som det laveste, mest arrogante, hovmodige, ussle og svage væsen i hele verden. Hvilken fiasko... En bevægelse fra gaden fik hende til at vende hoved og vende det åndsfraværende blik ud mod folkemængden. Der var ikke noget specielt at se. Et kærestpar på den ene bænk, forbipasserende, en madbod hvor én eller anden blev betjent. I samme nu, om hendes blik fæstnede sig på madboden, lød en overdøvende rumlen fra hendes mave. Hun havde godt nok ikke fået aftensmad denne aften... Hun sukkede og trådte ud fra væggen og stak cigaretten i munden og gav sig til at rode rundt i de store bukselommer. De eneste penge hun fandt var nogle småpenge. Bestemt ikke nok til at købe dén mad for. Hun sukkede mellem det lille mellemrum som nu var mellem hendes læber, dét hvor smøgen sad fastspændt. Nå ja... så måtte hun jo gå sulten i seng idag.. Eller finde på et eller andet. Hun lænede sig atter mod væggen og lod sig glide ned ad den, til hun til sidst sad på cementgulvet, lænet op ad betonvæggen.

Alexander, som denne fe så fint hed, gik roligt forbi biografen og betragede eller måske merebare studerede plakterne der nu var sat op i en rækkefølge han ikk forstod. Måske hadve de også bare hængt dem op. Han havde aldrig tænkt mere over det end som han gjorde nu. Det var jo bare et offentligt sted hvor folk kom og sad i en eller anden stor sal for at se en film som ville udkomme på DVD den næste måned og så igen en måned frem ville man kunne låne den på bibloteket. Og så sank der af sved, sukker, salt og parfurme. Eugh! Bare tanken gav ham kvalme. Et suk drog over hans læber. De var en smule smalle men alligve havde de en saftig fylde. Som han valgt at kalde dem. Normale. Nogle troede nok at han ikk gik så meget op i sit udseende. Og de havde så sandelig ret. Han havde det også på den måde at han købe noget og han smed det ikk ud før at de var blevet slidt op til ukendelighed. Og siden af han ikk voksede mere så kunne han vel være ligeglad med om han ville vokse ud af det. For det ville han jo aldrig. Han gik så videre men stoppede så op. Hans ene øre, som var en smule mere spidst end menneskers og mindre end elvers sitrede kort eller vrikkede bare en smule som en kat når den opfangede en lyd. Han begyndte så at gå baglæns og fik så lidt efter øje på denne unge pige. Menneske. Nok ikk mere en 16 år. Køn. Ja. Ret køn. Han studerede hendes mørke hår der havde hvivlet i vinden og havde derfor en smule mere fylde og de små slangekrøller der faldt ned over hendes skulder. Han kunne svagt skimme hendes øjne. Gule. Selv var hans skinnede blå/turkis agtige med et snert af brun. Havde han lige hørt hendes mave rumle. Han stoppede igen op og stod nu bare i en afslappet stilling og så over mod hende. Han stirrede ikk. Han vidste selv hvor irriterende det var men faktisk tog han sig ikk af det. Han fugtede kort sine læber med tungespidsen og så sig så lidt rundt. Der var ingen der så hen mod hverken ham eller hende. Så så han igen over mod pigen. Hun så da faktisk ud til at være sulten og så så det også ud til at hun intet hjem havde. Eller også var hun bare ude i byen for at feste og så ventede hun på nogle venner. Men hun så ikk ligefre ud til at være klædt på til hverken fest eller diskotek. Så satte han atter bentøjet igang igen. Men han gik ikk væk. Han fulgte vinden hen mod hende. Ik fordi at vinden sagde han skulle. Han ville blot sikre sig at hun var okay. Man kunne vel sagtens høre hans slæbende skridt hen af astfaldten, selv for et menneske. Så satte han sig roligt op hug foran hende dog et stykke fra men ikk mere end en armlængde. "Hey..Er du okay?" spurgte han med sin rolige og afslappede stemme som godt kunne lyde lidt cool for nogen. Han prikkede hende blidt i panden for at få hele hendes opmærksomhed. Så tog han fat i den lille hvide pose der lå ved siden af ham og rakte den hen mod hende. "Her! Du ser ud til at have brug for det" Posen indeholdt faktisk bare en sandwisk med kylling-bacon men han havde stadig en vande med at sige "Den der" eller "Sådan en".

Nanna tog et hiv af sin cigaret og lod røgen sive ud igennem hedes fine smalle næsebor, som en drage ville gøre det - eller altid gjorde i film og i bøger. Hun holdt smøgen fastspændt mellem hendes pegefinger og langemand og lod let tommeltotten vrikke til filteren, uden hun tog særlig notis af det. Det var egentlig noget åndssvagt noget at kalde hver eneste finger for et navn.. Hvor plat - nu når hun tænkte over det. Hun slog hårdt og kontant tommeltotten ned på cigaretfilteret, og slog på dén måde aksen af, i den modsatte ende af smøgen. Det var et helved - nu når de var steget så fandens i pris - cigaretterne. Hun havde dårligt råd til dem. Hun havde kun én pakke tilbage og hun fik først udbetalt løn i næste næste måned. Hun brummed lavmælt og irriteret. Hun vidste udemærket at hun måtte spare på dem og bruge resten af pengene - som ikke var sat til side til bolig - på mad. "Lort.." mumlede hun og bed sig ærgende i den bløde, blegrøde underlæbe.
Nanna hørte et par slæbene skridt og vendte åndsfraværende hoved i retningen af lyden og fæstnede blikket på et par nedslidte sko. De var i meget værre tilstand end hendes egne snørrestøvler som manglede meget af det ene snørrebånd og på den måde sad løst på hendes fod. Sålen var også snart opslidt...
Hun lod sine store øjne - som fik hende (imod sin vilje) til at se noet så nuttet og sød ud - hvilket gav hende kvalme at tænke på - lod blikket klatre op ad resten af drengens krop som han nærmede sig, med et (underligt nok) nysgerrigt blik. Hun var egentlig ret ligeglad med hvem han var og hvad fuck han ville hende. Hun hævede let skeptisk og undrende det ene øjenbryn som drengen satte sig på hug foran hende og talte. Om hun var okay?... så hun da ikke'okay ud? Hvad fuck ragede det egentlig ham? Han kunne da være fuldstændig ligeglad med hvordan hun havde det og hvordan det stod til med hendes lorteliv. Hun førte cigaretten op til munden, placerede filteret mellem læberne og tog et laaaangt hiv, så gløderne åd sig langt op ad cigaretten. Hun holdt røgen i et kort øjeblik i lungerne, hvorefter hun sendte 2 røgringe lige i hoved på drengen. "Fiiiint" svarede hun og lod røgen sive ud mellem hendes læber som hun udtalte 'iiiii'erne. Hun pustede resten af røgen i hoved på ham. Det var gengæld for at han havde siddet og prikket hende i panden - hvad fanden var der galt med dén knægt?.
Hun sænkede blikket på posen som tydligvis indeholdt mad og hendes mave begyndte straks at rumle. Kaldte på maden. Hun virrede kort med hoved og så derefter væk. Skulle til at sige hun ikke var sulten, men det havde maven jo allerede modbevist. Hun ville ikke tage imod mad fra en fremmed, som var hun en ussel tigger. Hun skulle skam nok SELV arbejde for føden. hun skævede til ham med et smule 'ondt' blik "Du skal ikke komme her og have ondt af mig.." sagde hun dystert og førte endnu engang smøgen (som snart var færdigrøget) op til munden og tog endnu et hiv. Bare for at beskæftige sin krop med ét eller andet og forgæves, prøve at få tankerne væk fra den gratis mad han holdt frem mod hende.

Alexander tog sig ikk det mindste af røgringende der blev sendt lige i ansigtet på ham. Han blev bare siddende. Og så på hende. Betragede hende. Studerede hende. Ja nærmest åd hende med de blå-turkise dybe øjne. Men stadig. Han stirrede ikk på hende. Han hørt på hendes stemme. Selv om at ordene var hårde og barske var stemmen blid og roligt. Lige som alle andres pigers. Sådan hadve det altid været. For ham i hvertfald. Han flyttede sig heller ikk da hun åbenbart ikk ville have maden. Han lod så sin arm slappe af igen og den hang nu ned af hans side. Han lyttede skam til hendes ord og han vidste godt hvad han ville svare hvis han ville svare igen. Men han lod en stilhed komme over dem som dalene sne. En faktisk behagelig stilhed. Han lod så sine øjne kørte lidt rundt omkring på hende. Men ikk som det så kaldt 'Elevator-blik'. Eller måske lidt men det var ikk det slags blik som sagde "Hvis du ikk ser godt nok ud vil jeg simpelthen ikk snakke med dig". Ikk overhoved og det var nemt at se. Så rettede han til sidst sit blik mod hendes ansigt igen og et smil voksede frem på hans læber. som havde en let lyserød agtig farve. Et mystik men stadig en smule venlig eller imødekommende smil. "Ha.. Så jeg skal ikk have ondt af dig? Så siger vi det. Men det bliver lidt svært da jeg ikk engang startede på det.." sagde han helt roligt og ubekymret mens at hans smil stadig var fremme og nærmest voksede en smule. "Kom nu bare tag det..Du har jo ikk ligefrem tigget efter det, vel" Han rakte så igen posen frem foran hende og lagde sit hoved let på skrå. Han lod et meget kort øjeblik sig selv kigge ind i hendes gule øjne med den sorte pupil. Det var ret smukke nu hvor han tænkte efter. De passede da til hendes kønne ansigt. Med de ansigttrak som gjorde hende nuttet. "Eller du kunne selvfølgelig også bare gå hjem og finde noget i køleskabet, ikk.. Du gider jo ikk have noget fra en anden.. Eller hvad? Ved du hvad? Jeg tror ikk at du er en af de åndsvage drankere eller hvad man nu kalder dem som ingen hjem har og ingen job har så hvorfor går du egentligt ikk bare hjem?" Han lod faktisk ret barsk i det men alligevel var hans stemme helt afslappet ligesom hans stilling og opførsel. "Men så kan du jo prøve at lade være med at være sådan en idiot og kaste alle dem der vil dig noget god fra dig..eller hvad?" Han var ret ligepå og hård med tingene og af og til kunne de virke skræmmende eller måske bare en del køligt-

Nanna sad uberørt og stirrede ud til siden - men mærkede dog ganske rigtig hans blik imod hende. Hvor var han dog bare irriterende. Kunne han ikke fatte en hentydning og skride ad helveds til og beholde sin åndssvage mad!? Hun tog en dyb indånding og lod et dybt suk, sive ud fra hende. Hun orrrkede næsten ikke at blive irriteret på ham. Det var spild af kræfter, et spild hun ikke gad gå ud over denne lal'idiot. Hun sad nu med rynkede øjenbryn og stirrede sammenbidt ud i luften, så man næsten kunne se på hende, hvad der gik gennem hendes hoved. Hun havde et let læselig kropssprog og det var normalt også dét som holdt folk på afstand. Men åbentbart ikke denne jubel'idiot.
Hun vendte sløvt blikket tilbage på den - ellers kønne- dreng som han talte. "Fint!" sagde hun og lagde hoved let på skrå og kneb øjnene bitterligt sammen "Så er vi jo enige om én ting.." sagde hun lavmælt og så dystert på ham. Hun fastholdt hans blik, da han rakte posen yderligere frem imod hende - insisterende på at hun skulle tage imod den. Hun lyttede til hans lange og ret så provokerende prædiken og hun måtte bide sig selv svagt i tungen på ikke at sende en spytklat ret i fjæset på ham. Hun vidste godt hvad han prøvede på, så hvorfor ikke bare give ham sin vilje så hun kunne få fred. "Hvad rager det dig?!" hvæsede hun - ikke overdrevent men ret så lavmælt og huggede den skide madpose ud af hans hånd. Var han glad nu?! Sikke et cirkus over en skide 'god gerning'. Jaja, han fik sin vilje og hun -håbede på- at få fred. Hun placerede den snart udbrændte smøg i mellem læberne, tog et sidste hiv og rakte armen ud ved hendes side og slukkede den på cementgulvet. Hun sørgede dog for at puste røgen ud til side denne gang. Lod som om det var en tilfældighed at hun pustede røgen væk fra ham denne gang. Hun vendte atter sine store øjne hen på ham og så ham en smule mistroisk an. Hun var ike vant til at blive behandlet 'pænt'. Især ikke efter hun havde spyttet et par spydige kommentare i hoved på folk - på ham. "Tak.." fik hun fremsagt som en lavmælt mumlen, som ville hun ikke rigtig have at han skulle høre det.

Alexander slap med det samme posen da han huggede fat i den med en vild bevægelse. Hans smil voksede igen. Ikk fordi at han fik sin vijle..eller jo men også fordi at det faktisk beviste at hun hørte hvad han havde sagt. Han havde det tit med at snakke for meget syntes nogen. Eller plejede han at være en meget stille type der holdt sig for sig selv. Men han kunne faktisk godt lide selvskab hvis altså lige at det var det 'rigtige'. Han kunne ikk klare de snoppede blondiner og bruntter der kun ville hænge ud med de klamme prettyboys. De lignede jo nærmest bøsser men selvfølgelig vidste han ogdså at bøsser kunne se anderledes ud også. Men alt den perfurme og fnider fnader var bare ikk lige ham. Han havde fået opbygget utålelgehed for diverse ting rundt omkring her i byen og han kunne med det samme fornemme hvis det nærmede sig. Nogle mente at det var snobbet men han havde da lov til at gørehvad han nu ville, ikk. De levede jo i et frit land. Så da han opfangede hendes lille svage ord som han hørte som 'tak' sitrede eller vrikkede hans ene øre igen. Meget dikret under den sorte pjuskede manke med de helt slidte spidser. Han nikkede roligt og hans smil voksede endnu en gang men alligevel så det hele tiden ud til at være på samme level som det startede på. Det var stadig mystisk og en smule charmerende nu men det var ikk noget han gjorde med vijle eller noget han gjorde fordi at han ville. Han var vel bare en af de få der havde det lige fra starten af. Hans arme havde han støttende lagt på sine bøjede ben. Det var utrolig hvordan han holdt balancen på sine fødder og tæ'r. Han rettede sit hoved op igen og knejsede kort med det så et knæk kunne høres svagt. Så så han ud til at være mere afslappet og et tilfreds suk kom fra ham. Så så han igen på hende. Men undgik øjenkontakten. Han vidste at han ville have svært ved at se væk igen hvis deres blikke mødtes nu. Så løftede han sin ene hånd og lagde den blidt på hendes hoved som han kort aede. "Sådan..Det var jo ikk så svært vel?" sagde han med en rolig og stadig afslappet og kølig stemme som også vidste en smule charme. Så fjernede han roligt sin hånd igen med at lade den glide ud af hendes hår igen. Han rejste sig så igen og strakte sin ryg lidt efter at have siddet i den stilling så lang tid. "Nåeh men nu vil jeg skride og lade dig være i fred som du nok helt vil ikk" Han vendte sig om og begyndte at gå hen mod gaden igen. Den ene hånd var i lommen allerede mens at den anden var løftet som en form for vinkende hånd bare at den blev holdt stille. Så kom den også ned i hans lomme.

Nanna holdt posen i sine små hænder og begyndte at gumle på sin underlæbe. Overvejede om hun skulle hugge maden i sig nu eller vente... Egentlig kunne det vel være ligemeget... hun ville alligevel synes at den smagte grimt - som en dårlig smag i munden. Ikke på grund af maden, eller ham... bare fordi hun havde været så ynkelig at tage imod den. Det havde nu mere været for at han kunne få sin skide vilje og flytte sig fra hendes åsyn. Havde han brug for briller eller hvad? Siden han absolut SKULLE sidde helt oppe i hende. Hendes tanker splintredes med ét da han lagde sin hånd på hendes hoved. Aede blidt hendes bløde, fyldige hår som straks lod hans hænder køre igennem det. Hun sad med opspærrede øjne og stirrede ned i gulvet foran sig som var hun blevet frosset til is. Hvad fanden havde han gang i? Roste hende som var hun en fucking køter?! Hvad var der galt med ham? Hun løftede blikket op på ham, men rørte ellers ikke på sig. Overvejede først at fjerne hans hånd, da den allerede var på vej tilbage til dens retmæssige ejer. Hun gloede blot dumt på ham, som han rejste sig igen og strakte sig. Han var underlig ham... Ham drengen hun stadig ikke havde fået sat navn på. Hun lyttede til ham og vendte blikket op på han ryg, som han roligt vandrede afsted - væk fra hende og havde løftet en hånd som et farvel. Hun åbnede befippet munden, som skulle hun sige et eller andet - men hun anede ikke hvad. Hvad skulle hun også sige? Det var jo ikke fordi hun ville have han skulle blive...var det?
"Hvad hedder du?" Spurgte hun i et akavet forsøg på at få ham til at blive bare en smule længere. Fuck hvor lød det dumt i hendes øre og hun bed sig fortrydende i den bløde blegrøde/orange underlæbe. Nå ja... hun ville da gerne sætte et navn på drengen som hun ville tænke på når hun endelig gav sig tid til at spise maden... Hans mad. Ét navn at være muggen på og anklage i sit stille sind, istedet for brug af øgenavne og 'ham drengen'.
Hun vidste ikke rigtig hvor hun skulle kigge hen og lod i et kort øjeblik øjnene flakke rundt. Hun valgte dog til sidst at fæstne blikket på hans fødder, og håbede svagt - ikke rigtig men... at han ville vende sig om. Hvor var hun dog åndssvag. Lige nu ligned ehun sikkert en hundehvalp som var blevet efterladt udenfor et indkøbscenter af ejeren, spændt fast til snoren og peb ynkeligt efter dens 'forældrer'. Hun skulle da også evig og altid være til besvær for sig selv... Men sket var sket..

Alex stoppede ikk op med det samme at hendes spørgsmål nåede ham. Men han stopepde så. Ikk brst men helt roligt og afslappet. Han så ikk ligefrem overrasket ud. Som om at han vidste at hun ville spørge lidt ind til ham og at det havde været hans plan. Men alligevel kunne mna godt se og fornemme at han bare havde ville hjælpe hende en smule eller hvad man nu for fanden ville kalde det. Han var ikk ligeglad med alting og hende her hadve altså fundet hans interesse og taget den som om om at det var et stykke legetøj på den midterste hylde. Så nemt som ingenting. Og det blot ved at lade sin mave rumle lidt og lade ham høre det. Så da han stoppede op stod han lidt før at han trådte et skridt til siden og vendte sig halvt om mod hende. Hans hænder var stadig dybt begravet i hendes bukse lommer og han stod lidt og lænede sig bag ud i en afslappet stilling. Sådan ville andre dog ikk helt få det til at se ud. Man kunn af og til gå tro at han var en form for hippie med hans afslappede atitude men det var han ikk. Ikk det mindste. Han så så sig mere som den over i emo-style'en eller sådan noget eller også var han bare helt normal. Han stod lidt og betragede hende igen før at han så skilte sine læber for at svare på hendes spørgsmål.
"Alexander Evans.." sagde han på sin helt egen og dejlige rolige og charmerende måde. Han sagde så ikk mere. Og hvis man havde håbet på et "Hvad med dig?" skulle man da vente lidt. Han ville drille hende en smule med det hvis det nu var det hun ventede på. MEn så fandt han ud af at hun fatkistk bare ahvde håbet på at han ville svare og vendte sig om eller noget i den dur. Det kunne han se på hende. Hendes kropsprog sagde alt hvad han lige behøvede at vide om det. Lige ud over de ting han faktisk gerne ville vide om hende. Hun var ret facinerende af en almindelig menneske tød at være. Han smilte ikk rigtigt men han var heller ikk vred eller irriteret. Men bare...neutral. Så lagde han sit hoved lidt på skrå. Så godt han nu kunne gøre det i den stilling ahn stod i men det så lige godt ud på ham. "Nåeh..hvad så med dig? Kan jeg få sat et navn på din person?? Eller ønsker du at have det anonymt?" Igen sagde han det lige ud. Lige på og hårdt. Han havde det ikk med at holde sin mund om sådan nogle ting og han gav heller ikk de forskellige ting specielle navne som kun en selv forstår noget af. Så kom det frem. Smilet. Et mystisk og venligt smil som vidste en smule charme.

Nanna stirrede stift mod drengens fødder og spærrede øjnene op da de ikke stoppede lige med det samme. Følte dog en vis lettelse skyde ind over hende da han så endelig stoppede op og vente sig imod hende. Hun lod sine gule øjne klatre op ad hans krop til hendes blik til sidst fæstnede sig på hans ansigt. På hans noget så kønne ansigt - hvilket irriterede hende en del. Hun anede godt nok ikke hvorfor - men det kunne vel egentlig også være fuldstændig ligemeget. Hun hævede svagt undrende det ene øjenbryn - ikke i sit sædvanlige provokerende ansigsudtryk - men bare... sådan lidt utålmodigt. Hun var i det hele taget meget utålmodig, når det kom til stykket. Hun lyttede til ham og hans navn. "Alexander...Evans" gentog hun og kom faktisk til at lyde som en lille pige, hvilke ikke var meningen. Hun smagte ligesom på hans navn. Lod bogstaverne rulle henover hendes tunge som hun udtalte det.
Hendes blik klarede en smule op da han kastede hendes spørgsmål tilbage til hende. Han havde ret, hun havde mest af alt lyst til at forblive anonym. Forblive hende den uhøflige og sultne pige, selvom det nok ville komme til at lyde lidt underligt i længden. Hun skævede en smule utilfreds ud til siderne og kom - ubevidst- til at spidse læberne en anelse betuttet, da hun i bund og grund ikke brød sig om sit navn. "Nanna.... Silverina" Mumlede hun lavmældt - kun lige akkurat højt og tydeligt nok til at han kunne høre det. Hun hadede navnene. Nanna - det lød sq da som en eller anden bondepige med kyse på hoved. Det var også nordisk og oldgammelt. Og Silverina, hvad skete der lige for det?! Det lød lidt som ballarina, nu når hun tænkte over det. Hvor idiotisk. Hun havde lyst til at kværke den person som havde opfundet og viderført disse navne og i sidste ende have forbandet hende med dem.
Hun skævede op til ham "Men kald mig Silver..." Ikke en opfordring, mere en odre.
Hvorfor snakkede hun overhoved med ham? Det var ikke let at få Nanna's fulde opmærksomhed og interesse for det første... så hvorfor spildte hun overhoved sin tid på ham, og ikke bare vandrede hjemad?... "hjem", den faldefærdige ruin af et hus med huller i taget og væggene, som kunne styrte sammen hvert øjeblik, hun havde bosat sig i. Dét var hendes midlertidige "hjem". I hvert fald indtil hun havde tjent nok til sit eget sted, som hun så hårdt knoklede for nu... Dét var det første stadie til at nå hendes fulde mål i hendes lorteliv...

//Må logge :'{ Men svare imorgen når jeg vågner og for tændt com'en ^^'' Skrives ved//

//oki doki, sov godt når du når dertil xD//

Alexander stod lidt og hørte på hendes stemme. På hvordan hun ventede med at svare på hans spørgsmål. På hvor meget hun hadede sit navn. Så trådte han lidt på det sted han nu stod op så han ikk stod med siden til hende men med ansigtet mod hende. Han havde stadig sine hænder i sine bukse lommer og betragede hende blot med øjnene. De isblå-tyrkise øjne han havde fået tildelt. Det var ikk kontaktlinser. Dem forstod han ikk nogen gad gå med. Gemme sin rigtige øjenfarve var noget pjat. Han sukkede lydløst ved denne tanke. Men han vidste ikk helt hvorfor han kom til at tænke på dettet nu. På grund af at han nu havde fået et navn på denne pige med det smukke gule øjne? Måske. Det vidste man jo ikk vel.
Han begyndte så stille og roligt at gå hen mod hende igen. Han smagte på hendes navn - Nanna Silver - imens for at kunne huske det ordenligt. Han sagde ikk rigtigt noget de førate 5-6 skridt men så skilte han smile læber ad for at sige noget. "Nej! Det vil jeg faktisk ikk gøre for at være helt ærlig.. Jeg vil kalde dig Nanna og det kan ingen ændre" lød det fra ham med hans normale afslappede stemme. Og igen var det lige på og hårdt. Han stoppede op igen en halvmeter fra hende hvor han satte sig på hug igen. "Du skal da være stolt af sit navn. Det er jo smukt og det passer sikkert godt til dig" Denne gang var det stadig ikk meget blidere. Han sagde jo også bare sin mening uden at tage sig af hvad andre tænkre om det.
Han scanede hende igen med øjnene. Egentligt for at skimme hende for skader. MEn det havd ehun jo sikkert ikk. Man fik jo ikk skader af at sidde for sig selv. Endnu en dum tanke. Eller også var det bare en undskylding for at han så kunne betragte hende. Hendes sorte hår som svagt genspejlede månens blege lys. De gule øjne som gav hende et katteagtigt look og som gjorde hende anderledes fra andre mennesker. Hendes ansigts udtruk og hendes træk. Det hele. Men alligevel kunne man ikk se det på ham. Men kunne ikk se at han gjorde dette. "Nåeh, Nanna. Vil du så fortælle mig hvad du så laver her på denne tid. Er det ikk lidt sent for en ..hmm 16 årig pige at traske rundt? Eller stod du måske og ventede på en som du skulle i biograffen med??" Han så spørgende på hende og lagde sit hoved en lille smule på skrå mens at han ventede på hendes svar.

//Argh!! Sorry at jeg først svare nu men nettet har været nede og mit liv sucks -__-"//

// kender det godt... men godt du er tilbage! :D... jeg svarer senere på dagen ^^..//

//Fint fint :D Det lyder dejligt.. *Sætter sig roligt og glæder sig til 'senere idag'* x3//

Nanna fulgte ham nøje med sine solgule øjne og sad nærmest urokkelig på det kolde betongulv. Betragtede bevægelserne han gjorde sig imens han nærmede sig hende.. Gad vide hvad han var for en... Hun havde aldrig mødt én som ham... Alexander. Han var meget... speciel. Om det var godt eller dårligt, kunne hun ikke helt bedømme.
Nanna hævede en smule forbavset begge øjenbryn i det han tale - måske en smule fornærmet. Hvad? Det kunne han da ikke bare bestemme? Han kunne da ikke bare tillade sig at kalde hende hvad han ville?... Eller i dette tilfælde hendes rigtige navn, og ikke en forkortelse af efternavnet, som hun havde bedt om. Måske skulle han bare være på tværs. Åndssvage knægt. Hun fnyste kort og lagde småirriteret armene over kors og så skeptisk på ham... Havde egentlig tænkt sig at brokke sig, men droppede det. Det kunne hun vel egentlig ikke byde ham, efter at han havde givet hende sin mad. Som var hun én eller anden fattig gadetøs. En fucking køter han fik ondt af... Men næsvis skulle han åbentbart være.
Endnu et fnys kom fra hende da han opfordrede hende til at være 'stolt' af sit navn og at det sikkert 'passede' til hende. Det vidste han jo intet om... Nanna... Hvordan skulle dét kunne passe til hende? Det var desuden også fuldstændig ligemeget om det gjorde eller ej. Hun lod blikket klatre op ad ham og lod det fæstne på hans ansigt. "Du er måske stolt af dit navn?" spurgte hun, i en anelse provokerende tonefald... Ikke at det var hendes mening... det var vel bare blevet en vane. Egentlig... hun lænede sig helt op ad væggen, så langt væk fra ham som nu var muligt. Hvorfor skulle han egentlig så tæt på hende?.. Hun studerede ham en smule mistænksomt. Især da han gættede sig til hendes alder, og dernæst spurgte ind til hendes erinde på dette sted. Var hendes alder så tydelig? Hun studerede ligeledes ham og prøvede at gætte sig til hans alder... men det fandt hun umuligt. Han så meget ung ud - måske en smule ældre end hende selv... men hans øjne... De sagde noget helt andet. Hun overvejede let om hun overhovedet gad svare på hans spørgsmål, men endte i sidste ende at gøre det. "Skulle bare have ild på en smøg.." Sagde hun i et roligt og afbalanceret tonefald. Hun nikkede mod åbningen ud mod gaden "Det blæser jo lidt..." mumlede hun dernæst som forklaring - at hun ikke havde kunnet få ild på en smøg i blæsten. "Og nej... Jeg venter bestemt ikke på nogen" Svarede hun en anelse hårdt. Desuden kendte hun ikke særlig mange på dette sted. Var kun flyttet... eller hvad man nu kunne kalde det, dertil for et par måneder siden, og holdt sig meget for sig selv. Hunsad tavs for en stund og lod tankerne tage over... Hendes blik blev fjernt, som skyllede en tæt tåge indover hende og lod billeder tage form på hendes nethinde.. minder. Sådan sad hun for en stund. Tavs og ubevægelig - indtil det gik op for hende at hun var faldet i staver og virede kort med hoved, for at 'våge' op igen. Hun så på ham "Og du?... Hvad gør du her?" Spurgte hun - eller kastede hans eget spørgsmål tilbage på ham selv. Dét at han havde nævnt hendes alder, undrede hende stadig en smule... Men hun valgte at ignorere det. Det slog hende slet ikke at han måske kunne være anden race end hende selv... Han virkede bare så.... menneskelig.. Prøvede ikke på at slå hende ihjel og vise ikke sine kræfter for hende... Var der bare, levede bare. Det var nok også meget godt

//Hahaha! :D.. nå, så fik jeg endelig svaret ^^... håber du kan bruge svaret til noget xD//