Heart of the Dragon - Part II (Shado)

Solen var dejlig... næsten bagende på hans bare skuldre og arme. En helt speciel varme, som han var kommet til at holde meget af igennem de sidste par år.
Denne dag var han ikke klædt i sit sædvanlige jakkesæt, men et praktisk sæt tøj bestående af en sort tank-top, et par grå, taktiske bukser med masser af lommer, samt et par solide vandrestøvler.
Han bar dog den sædvanlige læderklap for øjet.

Grunden til dette noget anderledes outfit, var en tur til Nain Des bjergene dagen før - en tur som han havde valgt at tage til fods.
Han kunne have brugt sin magi, og have gjort rejsen på mindre end en time, inklusive det ærinde han havde haft i bjergene... men vejret havde været fantastisk, og han havde ønsket at udfordre sin menneskelige krop lidt.

Dog havde det næsten været for let, med hans overvældende styrke og gode fysik... men det havde stadig været sjovt!
Og endnu vigtigere... han havde fået det ud af det, som han havde ønsket.

Så nu var han vendt tilbage til Terre, med en glad længsel efter en vis, ung kvinde hængende i tankerne.

Da Zuresh trådte indenfor i Shadowsun Tower, nikkede de to vagter ved indgangspartiet til ham, og han nikkede tilbage - en gæstus som han ikke normalt var kendt for.
Men meget havde ændret sig på det sidste...

Fem minutter senere stod han foran døren, som førte ind til hans private gemakker. Lejligheden med træningsområdet, den store dobbeltseng og maleriet a Yé Lòng.
Han åbnede døren og trådte indenfor, for at se om hun var der... hvis ikke, ville han blot gå hen og stille sig på det dojo-agtige trægulv foran det store maleri af den sorte drage, for at betragte det for en tid...

Han smilede ved synet af hende. Hun var smuk som altid, og så endda klædt i intet andet end hans skjorte... hun vidste bestemt hvordan man var både sød og sexet på samme tid.

Zuresh lukkede døren bag sig, og gik målrettet hen over gulvet, greb fat om hende, løftede hende op, og lod dem begge dumpe ned på sengen, så han lå over hende - og hele bevægelsen blev toppet af med et hedt kys, og hans højre hånd mod hendes ene lår.

Han havde ikke været væk længe... men han måtte indrømme at han virkelig havde savnet hende.
"Hey..." hviskede han imod hendes læber.
"Har du sovet godt?"

Åh, han havde noget at fortælle hende... men lige i dette sekund, skulle hun nydes.

Da hun hev ham ned i endnu et kys, forduftede tankerne om de nyheder hun skulle have at vide... og blev erstattet af en flammende, hed lyst blandet med ømme følelser, som han slet ikke kunne tøjre igen.

Hans hånd gled op langs hendes lår, og ind under skjorten, hvor den fandt vej op over hendes silkeagtige maveskind og op til hendes ene bryst.
"Jeg har tænkt mig at tage dig nu..." hviskede han og smilede udfordrende til hende, før han med en enkelt bevægelse rev skjorten op, så knapperne fløj rundt - og så hendes smukke, slanke krop var blottet for ham.

På trods af den umådelige tiltrækkelse de følte for hinanden, havde Zuresh ikke givet efter ret mange gange - men nu, hvor han ikke havde set hende i noget tid, var det svært at modstå hende.
Helt utroligt svært.

Zuresh lo lavmeldt, men med ægte glæde, da hans tanktop røg i samme retning som skjorten...
Han gengældte det blide kys, og lod blikket glide ned over hendes dejlige krop... men hans blik blev dog ved med at vende tilbage til hendes smukke, brune øjne. Øjne som han kunne fordybe sig i til hver en tid - og især når de havde dette udtryk.

Zuresh' hænder begyndte blidt at udforske hendes krop, samtidig med at han lænede sig helt ned og gav hende det hedeste kys... blidt, men hedt...

Det hele gentog sig, igen og igen, og hver gang det gentog sig, gjorde han noget en smule anderledes - og lidt hurtigere og mere fast, i takt med at lysten steg til uanede højder.

Det varede ikke længe før de blev ét, og selve akten varede i en helt vidunderlig time - og det mest besynderlige, som Zuresh ikke engang tænkte over lige nu, var at han ingen lyst havde vist til at ville gøre noget, som kunne gøre ondt...

Når han var sammen med hende, var sadisten i ham som tæmmet.
Som var den mørke del af ham spærret inde i et bur, som ikke kunne åbnes...

Da de var færdige, rullede Zuresh lettere forpustet om på ryggen, med et lille smil på læberne.
"Endnu... bedre end første gang..." hviskede han, og famlede efter hendes ene hånd med sin egen.

Hans hænder, men ikke mindst også hans kys, de var alle med til at give hende nydelser. Dette gav sig ved udtryk i form af de mange støn hun kom med, eller de gange hun vred sig rundt i nydelse. Hun nød det hele, nød alt hvad han kunne give hende. De mange berøringer, men ikke mindst følelsen af hans krop imod sin egen. Som menneske havde alting føltes så unikt, hvorimod nu hvor hun var vampyr, så kunne hun mærke det hele. Som menneske kunne hun måske føle lidt af gangen, men nu kunne hun føle alt! Hun kunne føle hver berøring, hvor folder der gled imod hendes hud, hans hænders ruhed og alt det andet. Hun kunne føle det og det gjorde blot det hele det mere intenst. Den lange time havde føltes som en evighed, men udelukkende kun på den gode måde. Hun havde været heldigt, at tiden havde føltes så langsom, fordi hun nu fik chancen for at føle alting det mere intenst.
Da det hele var overstået, sukkede hun og vendte sig om på siden. Hun nikkede, men sagde dog intet. I det hans hånd fumlede efter en af hendes egne, smilede hun kærligt og lod sin hånd glide ind i hans "Det er jeg enig i, det var helt igennem perfekt" hun gav hans kind et kys, før hun puttede sig ind imod ham. Det havde været perfekt, og en helt anden oplevelse end hvad hun havde forventet. Hun havde haft en mindre tanke til det, men i sidste ende havde selve akten ikke været til at beskrive "Jeg elsker dig" hviskede hun i hans øre

Han lagde armen om hende, da hun puttede sig ind til ham.
Hvor var det fantastisk at hun var der... hun gjorde noget ved ham, som han aldrig havde troet ville være muligt.

"Og jeg elsker dig." svarede han, og drejede hovedet for at give hende et let kys på panden.
Aldrig havde han følt som han gjorde nu...

"Shado..." sagde han så, mens han lod fingrene på den ene hånd danse roligt op over hendes bare ryg.

"Jeg har noget at fortælle dig... jeg har lavet en lille handel med en engel."
Hans stemme var rolig og fattet, men han var meget spændt på om hun ville tage imod det, som han havde forhandlet sig til...

"Ønsker du at føle hjertet slå i dit bryst igen? At mærke solen mod din hud? Men uden at du behøver at dø af menneskets alderdom?"

Hun smilede og nød hans nærvær. Hans arm omkring hende, fik hende til at sukke og lukke øjnene. Dette var et ømt øjeblik, nok havde deres sex været intenst, men dette var ømt. Når man så på Zuresh, så skulle man ikke tro dette kunne ske, at han kunne vise denne slags øjeblikke. Men for hende, så var dette en ganske normal ting, og noget hun virkelig holde af. Hun smilede og nød blot lyden af hans hjertes banken, men da han med snakkede, rynkede hun brynet og åbnede igen øjnene.
Hun var nysgerrig på hvad pokker han ville fortælle. Hun strøg ham hen over brystet, alt i mens han fortalte hvad der var sket. Fortællingen om hvordan han han havde lavet en handel med en engel, fik hende til at løfte sin overkrop op. Hun lagde sig hen over hans bryst, således hun kunne ham direkte ind i øjnene "Okay så" hun lod ham ikke desto mindre fortsætte med sin fortælling. Dog da han spurgte om hun ville føle sit hjerte banke igen "Hvis det er muligt, samtidig med jeg kan være sammen med dig, så vil jeg gerne. Den eneste grund til jeg ikke gjorde noget imod min vampyrisme, er fordi dette gør mig uddødelig også behøver jeg ikke bekymre mig om at blive gammel, mens du stadigvæk forbliver uændret" Hun kyssede ham kærligt "Men jo det vil jeg gerne" hun smilede kærligt til ham

Han så op på hende, og var glad for at have fanget hendes opmærksomhed på denne måde... men okay, det føltes nu som om at han kunne fange hendes opmærksomhed når som helst han ville.

Han smilede da hun gav ham sit svar.
"Det er muligt... for englen kan give dig livet tilbage, og når han har gjort det, vil han give mig en genstand som jeg kan fokusere min magi igennem... og som kan gøre dig lige så hurtig, stærk og stort set udødelig som en vampyr, mens du stadig vil være levende."

Han satte sig op i sengen og tog hendes hænder i sine, mens han mødte hendes blik.
"Det er en gave, jeg gerne vil give dig, Shado... for jeg ved at du har lidt under din vampyrisme. Og jeg ved hvor meget du ville nyde, at tage tilbage til St. Lucia's strand på en solrig dag."

Hun hævede øjenbrynet "Virkelig! Wow" hun vidste han kunne gøre fantastiske ting, men dette var helt igennem fantastisk. Hun smilede kærligt "Det er fantastisk" hun kunne leve evigt med ham, men stadigvæk være stærk og samtidig også kunne mærke solens skær. Hun kunne igen mærke solen, mærke dens varme og det var helt igennem fantastisk! Hun havde lysten til at bære ham børn, men grundet sin vampyriske gen ville dette nok aldrig være muligt! Det ville ikke just være den bedst mulige ting. Hun rystede tanken væk, og som han satte sig op, gjorde hun det samme.
Hun gav hans hænder et klem "Hvor er du sød, men jeg vil med glæde gøre dette!" hun kyssede ham kærligt, og hun flettede samtidig sine fingre ind i hans "Hvornår gør vi det?" spurgte hun nysgerrigt. Hun vidste ikke hvornår det ville ske, eller om det ville gøre ondt. Hun vidste heller ikke hvad hun ville være i stand til, hvordan hun ville ende op for den sags skyld

//Hvilken race skal hun være når dette sker?

Hendes reaktion gjorde ham lykkelig, og han viste det med et smil, samt at man kunne se det i hans blik.
"Jamen i så fald... lad os tage op til hans hjem når der bliver mørkt. Vi kan-"
og mere nåede Zuresh ikke at sige, før døren ind til værelset blev flået op og én af de to vagter, der plejede at stå ved indgangen til bygningen, trådte forpustet ind.

Zuresh vendte et stormende blik mod vagten, og trak dynen op over Shado for at skjule hendes nøgne krop.
"Hvad er meningen!? Forklar dig, med det samme!" sagde han højt, og hans hæse stemme var tyk af vrede over den pludselige afbrydelse.

Vagten trak forpustet vejret, men han formåede dog stadig at tale:
"Sir, deres assistent er dukket op..." sagde manden og trak vejret dybt i et forsøg på at få styr på sig selv.

"En sortelver smed hende udenfor indgangen til bygningen... hendes tilstand er kritisk." fortsatte vagten - og Zuresh stivnede, mens han følte hvordan det løb ham koldt ned ad ryggen.

"Mei..." hviskede han, knap nok hørligt.
Så sprang han ud af sengen og hev bukserne på så hurtigt, at han næsten rev dem i stykker.
"Shado, tøj! Og dig!" han pegede på vagten og stirrede på ham med et bekymret og rasende udtryk i ansigtet,
"Ud!"

Vagten nikkede og bakkede ud på gangen igen,
"De har bragt hende ind på værelse to syv to, sir. Det er indrettet som medic område..."
Så forsvandt vagten, og Zuresh vendte et underligt, nærmest ulæseligt blik imod Shado.

Hun nikkede og skulle netop til at kysse ham, da døren blev flået op. Hun gemte selv på sig, som de trådte ind. Hun skulle selv til at komme med en kommentar, da hun hørte ordende. Mei var kommet til skade, hendes elskede søster var kommet til skade. Hun bed sig hårdt i læben, og som Zuresh skyndte sig op for at få tøj på gjorde hun det samme. Hendes bevægelser var dog det hurtigere, da hun jo var vampyr og derved kunne bevæge sig hurtigere end normale folk. Hun skyndte sig at tage skjorten på, hvorpå hun også fik et par trusser på.
Hun nikkede da hun fik af vide hvilket værelse hun var lokaliseret. Hendes hjerne opfangede ikke meget, ikke andet end hun gerne ville se sin søster og helst hurtigt. Hun gav ham et hurtigt kys, før hun med sin vampyriske fart løb hele vejen ned til det sted Mei var. Hun var ligeglad med den smerte hun følte som solen ramte hendes hud, hendes hjerne var kun sat ind på hun skulle nå det værelse. Det første hun gjorde da hun kom frem, var at lukke gardinerne, og derefter satte hun sig på en stol ved sengen. Hun greb fat i sin søsters hånd, og her gav hun den et kys "Min elskede Mei!" hun pev og strøg blidt sin tvilling hen over kinden

Værelse to syv to var beklædt med hvide klinker og fliser. Styålskabe med diverse medicinske redskaber indrammede lokalet, og i midten stod der en briks med en stol på hver side.

Det syn der mødte Shado da hun trådte indenfor, var forfærdeligt;
Dér, på briksen, lå hendes søster livløst og med en svag, lettere rallende vejrtrækning.
Indtørrede tårer spottede det ellers kønne ansigt - men det var skaderne, der var allermest gruopvækkende...

Mei's ene øje manglede, og den ene side af hendes ansigt var voldsomt skrammet efter at Angelie's nihalede, beklingede pisk havde ramt hende der.
Den unge kvindes stiksikre kampvest var lynet op, og hendes tøj flået op, både top og bh.
Hendes hænder og ene fod så ud som om de var blevet splittet med en skarp klinge, og hun havde et dybt stiksår i det ene lår.

En smule frisk blod var løbet ud af hendes mundvige, og Mei var ikke ved bevidsthed.

Den vagt, som havde båret hende ind i lokalet, stod i det ene hjørne og stirrede stift ud i luften. Han var tydeligt chokeret over den unge kvindes tilstand.
"Det var... sortelverne. De tog endda hendes tunge..." sagde han med skælvende stemme.

I samme øjeblik trådte Zuresh ind ad døren, og stoppede op med et trist udtryk i ansigtet, da han så Shado sidde med Mei's hånd i sine egne.
"Åh nej..." hviskede han og gik over for at lægge en hånd på Shado's skulder.

Synet af hendes elskede søster, det skræmte hende. Hun havde i starten ikke rigtig taget chancen for at se hvad der var sket hende, virkelig betragtet de skader var forvoldt hende. Dog nu kunne hun mærke hvordan der var et eller andet inden i hende der knækkede. Hun rystede, og hun var nød til at give slip på sin søsters hånd, i frygt for hvad der ville ske. Hele hendes krop var i fuldkommen uro, hun kunne ikke kontrollere noget som helst. Det var som om det sted inde i hendes hoved hvor der var ro, ligeså stillet knækkede væk. Det var som første gang hun mistede sin søster, første gang hun følte tabet.
Hun trak sig væk og skreg. Hun kastede stolen fra sig og rev sig selv i håret. Det var hendes skyld, havde hun ikke været så travlt optaget af sig selv, så ville hun havde været der for sin søster. Hun kunne havde beskyttet hende, hun kunne måske havde forhindret dette i at ske. Blodige tårere gled ned af hendes kinder, og hun faldt til sidst ned på sine knæ. Hun kunne ikke tage hvad der var sket, hendes hjerne kunne ikke acceptere den smerte der blev følt, den skyld hun følte inden i og ikke mindst sorg. Hun ville aldrig have dette skulle ske for sin søster. Hun ville hellere end gerne tage smerten på sig selv, hvis dette betød hun kunne redde sin elskede søster.

Det gjorde langt mere ondt på ham at se Mei sådan her, end han nogensinde havde forventet det ville... men at se Shado bryde sammen... det flåede hans hjerte ud, det fik hans sjæl til at skrige... og det tændte op i et had, som var så mørkt at selve natten ville forekomme helt lys.

"D'tarion..." hvislede han, gennem hårdt sammenbidte tænder.
Han vidste, at det var dem... det kunne kun være dem...

Raseriet i ham voksede, og blev blandet med den knusende sorg, det bragte ham at se Shado så ude af den. Hun var blevet hans ét og alt, og han kunne slet ikke bære at se hende sådan her.
Så Zuresh tog en beslutning...

Hans øje forandrede sig, og blev grønt, lysende og reptilagtigt - samtidig med at luften i lokalet ændrede sig.
Luften blev tung og tyk af den rene energi, der lige nu kom fra ham, og da Zuresh et par sekunder senere havde samlet nok kraft, lagde han den ene hånd trøstende på Shado's skulder, og holdt den anden hen over Mei's torturerede, smadrede krop.

"Jeg vil redde hende..." hviskede han hæst - og så blev hele hans krop øjeblikkeligt omdannet til ulmende, sort, røgagtig energi - energi som omsluttede Mei, og henlagde hende i total mørke...

Der gik omkring et minut før røgen forsvandt, og afslørede en Mei, som nu var helt uskadt og blot sov meget tungt.
Hendes øje var tilbage, hendes sår var væk, og i stedet for at virke afkræftet og dehydreret, så hun helt sund ud.

Zuresh var væk, og der hvor han havde stået, lå der nu et lille, ynkeligt væsen og hev efter vejret.
Det havde form som en lille, sort drage med matte, sprukne skæl og en filtret, løveagtig manke.
Dens små øjne lyste meget, meget svagt.
"Hun er... okay nu..." lød Zuresh' hæse stemme pludselig, men kun i Shado's sind.

Hun hørte intet, hele hendes krop rystede. Hun kunne ikke fatte hvad der skete, hun kunne ikke fatte nogle ville gøre dette imod hendes elskede søster. En lyst til at dræbe vedkommende kom op, hun kunne føle et had vokse i hende, et had større end noget hun ellers havde følt før. Det var helt skræmmende, for hun havde aldrig følt noget i denne kaliber før. Hun havde været irriteret, men dette var direkte kvælende. Hun kom dog en smule til sig selv, da hun følte hans hånd imod sin skulder. Hun lod sit blik glide op, og her opdagede hun hvordan Zuresh ændrede sig.
Hun betragtede hvordan hans krop forandrede sig fuldkommen. Hun havde aldrig set noget lignende, det var skræmmende men smukt. Da han sagde han ville redde hende, bed hun sig i læben, for ville dette ikke være farligt for ham? Synet af hendes søster, helt okay fik hende til at græde igen. Hun krammede sin søster. Dog da hun så sin elskede, skyndte hun sig hen til ham. Hun løftede ham op i sine arme. Hun strøg ham igennem den filtrede manke "Mange tak min elskede" hun gav hans pande et kys.

Det lille væsen var omtrent på størrelse med en kat, og det så både gammelt og sygt ud lige nu.
Gløden i de grønne øjne var meget svag, og dragen trak vejret langsomt.

"Aìrén..." lød hans stemme igen, svækket af de enorme kræfter det havde kostet, at heale Mei.
"Jeg har genskabt hende... og jeg har gjort hvad jeg kunne... for hendes sind..."

Det lille væsen, Zuresh, smilede meget let da hun kyssede det på panden, og forsøgte så at rulle sig sammen i hendes favn - men det var for afkræftet, og blev i stedet liggende som det nu engang blev holdt.

"Jeg er fanget... i denne form... du må tage op i bjergene... find englen... Khá..." lød stemmen igen, før dragen lukkede sine små øjne... og derpå mistede bevidstheden.

Mei lå roligt på briksen, uskadt som aldrig før, og med et lille smil på læberne. Hendes drøm lige nu, var behagelig, og glemt var omverdenens ondskab og det, hun havde været udsat for.

Vagten, som stadig stod i hjørnet, stirrede på Shado og den lille, svækkede drage i hendes favn.
"Mr... Zuresh?" sagde han, med utrolig overraskelse i stemmen.

// Aìrén er kinesisk, og er en betegnelse for 'min elskede'. //