I do like how it started, maybe not how it ended (XXX)

Det havde været skønne tre måneder. Efter mødet med Mei begyndte tingene også at gå godt på det punkt. Hun fik også stillet sin sult inden for mord, så som tingene så ud, så kunne det faktisk ikke gå bedre. Han var som altid en gentleman, altid der for hende når hun havde brug for ham og hun forsøgte selv det samme. Hun kunne finde på at dukke op på hans kontor, specielt hvis hun kedede sig og her ville hun enten hygge sig med ham eller sige hun tog Mei ud på frokost. Dog manglede hun også noget, hun manglede den sidste ting der forenede dem. For selvom de sagde de ville tage tingene langsomt, så var det skam gået langsomt og hun ville gerne gøre det. Hun ville gerne nyde hans krop imod sin egen, og på en lidt anden måde end hvad de normalt gjorde. For normalt var det mest bare putten, også måske en smulen kælen og ellers intet andet. Han havde været respekterende, og det var hun ham taknemmeligt for, men nu følte hun sig også bare mere end klar.
Stående ude på badeværelset, gjorde hun sig klar. Hun gjorde sig klar på hvordan hun ville gøre, hvad hun ville sige og hvordan hun håbede han ville reagere. Hun håbede selvfølgelig han ville reagere positivt. Hun bed sig i læben, han havde jo altid sagt hun havde en god krop og dette var på trods af hendes utallige ar. Ar som han dog ikke syntes at have noget imod. Hun rystede på hovedet, og gik til sidst hen til døren som hun åbnede. Hun forventede at finde ham liggende på sengen, præcis hvor hun efterlod ham da hun sagde hun skulle på toilettet. Dog modsat da hun gik ind, var hun nu iført en badekåbe. Hun lod kåben falde til jorden, og smed elastikken som holde hendes lange hår oppe "Jeg er klar" hvis han ikke ville reagere, ville hun nok dække sig selv til, mest af alt fordi han ville være den første person hun nogensinde havde vist sin nøgne krop til

Tre måneder med hende, med en sjælden glæde... og stadig med hemmeligheder, som ikke var blevet afsløret.
Tre måneder med selvkontrol ud over det sædvanlige - både på det sadistiske plan, og på det seksuelle.
For nok var han tiltrukket af hende... både hans lyse side, og hans mørke... men han havde givet hende et løfte.
Og han havde holdt det.

Denne aften havde der dog været en speciel spænding i luften mellem dem, og han havde en fornemmelse af hvor det ville føre hen...
Især da hun under deres ophold på endnu et hotelværelse, forsvandt ud på badeværelset.

Han smilede lidt for sig selv og satte sig op i sengen... ventede tålmodigt...
Og da hun så endelig kom ud fra badeværelset, iført en badekåbe som hun lod falde til jorden, lod han endelig sit blik glide ned over hendes krop for alvor.
Hun var smuk... slank, ingen kæmpebryster (Som de begge havde talt om på deres første date!), slanke, pæne ben og en mave som han næsten ikke kunne få blikket fra igen.

Han hørte hendes ord, og rejste sig roligt op.
Med bestemte, men rolige skridt, gik han hen til hende, mødte hendes blik... og gik så om bag hende, hvor han placerede begge hænder på hendes skuldre, mens han gik helt tæt på, så han kunne dufte hendes hår...
Den ene hånd slap hendes spinkle skulder, gled blidt ned langs hendes ryg, hen over hendes ene side - og over på hendes bare mave.
Huden var endnu blødere her... og hun havde ikke stærke, stenagtige muskler, hvilket ville have været noget af det mindst tiltrækkende han kunne forestille sig.

Roligt lod han hånden glide hen over hendes mave, kærtegnende og udforskende...
Den anden slap nu også hendes skulder, og dansede let ned ad hendes ene arm, for så at flette deres fingre...

"Shado..." hviskede han blidt, "Aldrig har jeg set så smuk en kvinde..."

Hun bed sig i læben, betragtede blot ham, samt hvordan han selv betragtede hende. Hun stod helt stille, vidste ikke hvad hun skulle sige, eller for den sags skyld gøre. Hun forventede vel i bund og grund en reaktion fra ham, dog var det først efter en god stykke tid, at han rent faktisk gjorde noget. Dog var hans manglende ord, med til at gøre hende en smule usikker. Hun havde jo intet kontrol, hun kunne ikke kontrollere hvad der skete eller for den sags skyld hvad der ville ske. Hun gøs ved følelsen af hans hænder imod sine skulder, og et lille smil formede sig på hendes læber, da hun hørte hvordan han trak vejret ind. Selvom han ikke stod tæt på hende, så stod han alligevel så tæt, at hun kunne fornemme varmen fra ham, hun kunne fornemme ham stå der.
Hun gøs, sukkede og lukkede øjnene, som han kørte sin hånd ned langs hendes ryg. Hans varme hud imod hendes egen, hans hænder imod hendes krop. Hun lagde selv sin egen hånd imod hans nakke, hvor hun kørte den op i hans hår. Her greb hun fat i en fin mængde hår, dog rev hun ikke i det. Hun sukkede, men greb blidt fat om hans hånd, gav den et glem og smilede over hans ord. Havde enhver anden sagt dette, ville hun havde kastet ordende væk og nok også gjort en del ved vedkommende, men fordi det var ham så betød det så meget mere. Hun vendte ansigtet og så op på ham over sin skulder "Du gør mig åndeløs" hviskede hun og bed sig i læben

Han kunne fornemme hvor meget hun nød hans berøringer, og da hun hviskede, smilede han og pressede en flad hånd mod hendes bare mave, så hun dermed blev trukket helt hen til ham.
"So soft..." hviskede han, mens hans hånd fortsatte lystigt hen over hendes perfekte midtersektion...

Som han halvvejs havde forventet, fik følelsen af hendes sårbare mave ham til at tænke i den gamle, sadistiske bane - men med blide tanker om følelser så varme, at solen blegnede ved siden af dem, fik han jaget tankerne bort.

Så vendte han hende rundt, så de stod med fronten mod hinanden. Hans blik mødte hendes, og der var så meget i hans, at det virkede umuligt at læse det hele...
Samtidig var det som om et grønt skær lyste roligt i hans ellers brune øje.

Zuresh tog hende ved hænderne, og gik roligt fremad, så hun var nødt til langsomt at gå baglæns, indtil hendes ben stødte mod sengen - og her lagde han armene om hende, løftede hende op som om hun absolut intet vejede - og så lagde han hende blidt på sengen, på ryggen, og med ham over sig.

Han havde lyst til at sige noget... men han vidste ikke hvad.
Aldrig havde han haft det sådan her før...

Hun sukkede, nød den pludselige følelse af hans krop imod sin egen. Dog manglede hun nu følelsen af hud imod hud, for modsat sig selv var han vel ikke den mest nøgne. Hun havde rådført sig hos hende, spurgt hvordan sex var og efter en mere grafisk forklaring, kom det endelig svar om det rent faktisk var godt. Hun havde ikke givet et endegyldigt svar, blot sagt hun ikke skulle danne for mange forbindelser i Di Morga, for hun vidste jo ikke hvor længe hun skulle befinde sig i landet. Dette var dog ikke tanker Shado havde, mest af alt fordi de mest handlede om Zuresh og op til denne dag, hvordan dette sekund ville føles. Hvordan det ville føles det sekund de endelig kom ned i sengen.
Hun blev kastet tilbage til virkeligheden, da han vendte hende om. Hun lagde hænderne imod hans bryst, hvor hun knyttede sine næver. Hendes pupiller var udvidet, hvilket helt klart tydet på hvilket humør hun var i. Hun bed sig i læben, men fulgte med, da han tvang hende baglæns. Dog da sengens blødhed ramte hendes nøgne ryg, smilede hun op til ham. Hun strøg ham ned over kinden, lidt ligesom på deres første date, hvor hun udforskede hans ansigt "Jeg føler mig så underpåklædt i forhold til dig" hviskede hun drillende, og med et smil på sine læber. Dette var intimt, men også sårbart. Hun lå der nøgen under ham, alle ar var synlige. Alle de ar hun var blevet pålagt af andre, igennem sit korte liv havde hun oplevet ufattelige mange smerter og de oplevelser havde efterladt en del mærker på hendes sind

Han smilede til hende, og gav hende et blidt, men sensuelt kys på munden, før han rejste sig op.
"Ikke længe..." hviskede han mens han betragtede hende. Lysten var tydelig i hans øjne... men selv den blev overskygget af de mange følelser.

Zuresh tog fat i sin t-shirt og trak den af, hvorefter han også hev underbukserne af.
Han var nu lige så nøgen som hun var...

Endnu en gang bøjede han sig ned over hende.
Han lagde sin pande imod hendes, mens hans ene hånd fandt vej til hendes ene ben.
Med tydelig lyst, lod han den glide op over hendes slanke lår, op over hoften og op over maven, hvilket så ud til at ophidse ham mest, for så endelig at lægge sig til rette om hendes ene bryst.

Der var kun én rigtig ting for ham at sige lige nu... og det var den fantastiske andhed, som han måtte erkende:

Så han mødte hendes blik, og sagde de tre magiske ord: "Jeg elsker dig."

Synet af ham og hans krop, det var fantastisk. Den bløde hud der strakte sig over de hårde muskler. Som hun førte sine hænder op langs hans bryst, kunne hun mærke hvordan musklerne gav sig under huden, hvordan de arbejde. Det var så velkendt, mest fordi hun allerede havde følt det før, hun havde allerede på sin vis udforsket hans krop. Hun kendte følelsen af hvordan hans muskler bevægede sig, hvordan det føltes under huden. Det var egentlig underligt, hvordan følelsen af en andens person krop kunne blive så trygt, det at genkende bevægelserne, men for hende var dette trygt. Hun lukkede sine øjne, og lod sine arme glide om hans hals, hvor hun strøg ham igennem håret.
Følelsen af hans hånd imod sin ben, gav som altid en følelse af nydelse. Han kunne give hende nydelse, men også behag ved så lidt. Han skulle blot nusse hende ned over kinden, og hun følte sig i behag, eller også ville hun nyde det. Han kunne så meget mere end hvad han troede. Hun lagde hovedet tilbage, sukkede og lukkede øjnene. Dog var hans ord, de tre ord hun ikke havde troet at skulle høre, det var nok til at få hende til at skyde øjnene op. Hun stirrede direkte på ham i overraskelse, men så kom kærligheden og til sidst bøjede hun sig blot op imod ham. Hun trykkede sine læber kærligt imod hans "Jeg elsker også dig, så meget mere end du skulle tro" hviskede hun imod hans læber.

Hans hjerte galloperede afsted, og en lykke som før i tiden havde været ham totalt ukendt fyldte ham, som om solen skinnede ind i hans hjerte og sjæl...
Aldrig havde han været så glad for en anden person... aldrig havde han følt sig så voldsomt knyttet...

Han havde endnu ikke fortalt ham om det magiske bånd, som hans slags ufrivilligt skabte til den, som deres hjerte valgte - men han mærkede det nu.
Båndet, som før havde bragt ham ufattelig sorg og smerte, bandt nu hans og Shado's sjæl sammen, og han kunne mærke hvordan hendes følelser skyllede igennem ham... han kunne mærke den nydelse han gav hende lige nu..

Følelsen slog alt.
Alt.

Han gengældte hendes kys, med passion og med al den følelse han kunne mønstre.
Hans hænder bevægede sig hen over hendes slanke krop, lystigt og varmt og fulde af beundring... og efter en tid, skete der det, som der må og skal ske, når to personer elsker hinanden;
De blev ét... og intet i denne verden føltes mere rigtigt for ham, end den ultimative nærhed, som de følte mens det stod på.

Hun følte så meget, hun følte alt for ham og det var noget hun aldrig havde prøvet. Hun havde aldrig prøvet at føle så meget, hun havde aldrig prøvet at elske i denne form og dette var helt klart det bedste. Som ung elskede hun følelsen af at dræbe, men nu elskede hun ham og han elskede hende. De havde måske ikke kendt hinanden længe, men hun vidste hun elskede ham. I den tid de havde kendt hinanden, havde de formet en dyb forbindelse til hinanden, hun kunne føle den nu og havde svagt kunne føle den tilbage for to måneder side. I løbet af månederne blev båndet stærkere, og det var nu stærkest.
Hun havde aldrig i sin vildeste fantasi troet hun ville havne i denne situation. At elske en anden person, som hun elskede ham. Det virkede underligt, men også fantastisk på samme tid. At elske nogen fjernede kontrol, men det gav på samme tid også noget kontrol igen. Men hvis det at være sammen med ham betød mangel på kontrol, så tog hun det med glæde. Han var i virkeligheden det værd, han var det hele værd. Hun var så blændet af nydelsen, af kærligheden for ham, at da de var færdige lå hun åndeløst ved hans ved hans side. Hun havde fået ret, sex var godt, men hun havde nu opdaget en ting. Sex var sikkert tusinde gange bedre hvis man var med en man elskede. Nøgen og svedig, vendte hun sig om på siden. Hun smilede kærligt til ham, strøg ham blidt ned over kinden "Jeg elsker dig"

At han, Zuresh, kunne blive udmattet... og så af sex... det havde han ligegodt aldrig troet.
Den logiske forklaring var, at det psykiske og følelsesmæssige stormvejr de lige havde været igennem, havde udmattet ham.
På en vidunderlig måde.

Han åndede tungt og roligt, og vendte blikket imod hende, som hun vendte sig imod ham.
Hendes lette berøring fik ham til at smile, og han vendte sig selv om på siden, så de havde fronten mod hinanden.
Så rakte han en hånd ud, strøg hende ned over den ene kind - og fortsatte ned langs siden af hendes hals, ned over kravebenet, hendes ene bryst, og så til sidst ned over maven...

"Og jeg elsker dig..." svarede han, mens det mystiske, grønne skær i hans øje langsomt forsvandt, som om det trængte til hvile efter alt denne kærlighed og nærhed.
"Altid."

Hun smilede kærligt til ham "Du er så smuk" han havde kaldt hende smuk så mange gange, men han glemte vel også hvad hun mente om ham. Nogle ville mene man ikke kunne kalde en mand smuk, men i hendes øjne var det lige præcis var han var, han var smuk og endda mere end dette. Hun bevægede sig tættere på ham, og hun stoppede først op, da hun var omkring få mm fra ham. Hun lå med sig ansigt udfra hans, men samtidig lå hun ind imod hans krop. Hun lukkede øjnene, sukkede ved hans ord. Hun kunne ikke blive træt af at høre dem, det var de mest fantastiske ord. Som de lå der, faldt hun i søvn. Hun faldt i søvn i hans nærvær og hans sikkerhed som gav hende tryghed.
I løbet af natten dog, blev de bedøvet og her smidt ind i en bil. Hvordan de mænd havde kunne transportere to kroppe uset igennem et hotel, det var vel et mysterium. Om ikke andet, vågnede hun op til den kolde følelse af en lænke omkring sin hals. Hun havde en stor bluse på, og et par boxershorts. De havde givet dem en smule tøj på, mest fordi de nok ikke gad se på to nøgne folk. Hun var stadigvæk en smule rundt på gulvet, så alting var sløret. Dog kunne hun se sin elskede foran sig. Modsat hende selv som havde en stor lænke om sin hals, så var han godt og grundigt lænket til en stol. Hun forsøgte rejse sig op, men hendes hoved føltes underligt og rundtosset "jamen godmorgen, jeg er glad for i endelig vågnede" en mand, sikkert en Zuresh kendte dukkede op. Han gik direkte forbi Zuresh selv og hen til Shado, hvor han greb fat om hendes hage "Det er en køn en du har fundet dig, en skam virkelig" han rystede på hovedet, men gav dog slip efter noget tid

Mørket svandt langsomt ind og gav plads til et køligt lys.
Hans hoved dunkede smertefuldt, og han stønnede en enkelt gang... hvad fanden var der sket?

Lokalet dukkede langsomt op for hans syn - og da det blev klart nok til at han kunne se hende, blinkede han overrasket med øjet.
Hvad fanden?

Så kom stemmen...
Zuresh drejede hovedet og fik øje på manden, som gik lige forbi ham.
Han var klædt i sort; cargobukser, militærstøvler og en kortærmet skjorte af god, robust kvalitet.
Han havde en pistol i bæltet, og en skarp kniv spændt fast i et hylster på det ene lår.
Hans mørke hår var karseklippet, og hans ansigt var kantet og hårdt.

"I sandhed en skam..." sagde den fremmede, mens han holdt ved Shado's hage.

En mørk, mørk vrede bredte sig i Zuresh' indre, og med en stemme som ville få de fleste til at skælve, sagde han: "Jeg ved ikke hvem du er, eller hvad jeg har gjort dig... men lad hende gå, så kan du gøre med mig hvad end du vil."

Manden rystede på hovedet, og så sig over skulderen.
"Åh nej dog, det kan jeg ikke gå med til... ser du, Sansiss, der er nogen som har udlovet en klækkelig dusør på dit hoved. Den snupper jeg... samtidig med at jeg får hævn for det, du gjorde mod min søster."

Zuresh fnøs, og spændte musklerne for at springe de latterlige kæder, som holdt ham bundet til stolen. En handling, som ville være ekstremt nem for ham... bortset fra, at lænkerne ikke gav sig.

Forvirret vendte han blikket mod dem, og til sin store overraskelse så han, at de lyste ganske svagt da han prøvede at knække dem.
"Nej..." hviskede han. Hvordan vidste de det!? Og hvordan kendte denne mand hans tidligere navn?

"Glem det... jeg ved hvad du er. Og jeg ved at den slags lænker er noget af det eneste, som kan holde din slags, darastrix." sagde lejesoldaten, før han igen vendte opmærksomheden mod Shado.

"Nå, hvor kom vi fra... nå jo! Min søster... som du sikkert ved, bæst, så fandt de hende død i en gyde... hvilken syg mand slår en ung kvinde tredive gange i maven, for så at stikke hende igen og igen, indtil lyset forlader hendes øjne...? Jeg overvejer næsten at gøre det samme med hende her... bare så du kan opleve det selv."

Det lod til denne mand kendte Zuresh, men hun havde selv aldrig set ham. Hun hade ikke sin elskede for dette, at det var hans skyld de var havnet her. Det kunne havde været sket for den bedste og hun så det ikke direkte som værende hans skyld. Hun betragtede situationen, betragtede hvordan de to snakkede til hinanden. Hun havde lysten til at hamre en kniv ind i hoved på ham og det vidste sig svagt i hendes øjne. Hun forsøgte at komme fri, hun forsøgte med sin bedste at komme fri og dog gav kæden sig ikke. Hun var ikke overmenneskelig stærk, så kæden behøvede ikke være lavet af noget magisk, for hun ville ikke være i stand til at knække den.
Hun så hen på Zuresh, smilede til ham og forsøgte at opmuntre ham. Dog som manden med et begyndte snakke om at ville stikke hende ned, dukkede der en anden mand op "Hvorfor dog gøre det? Hvorfor ikke drukne hende foran ham?" forslog han, samtidig med at han trak en fjernbetjening op af lommen "tryk på knappen, og hun vil blive spærret inde. Herpå vil der blive fyldt vand op i den boks hun befinder sig i. Han vil være tæt på hende, men ude af stand til at redde hende" manden trak på skulderne, og gav fjernbetjeningen til lejemorderen, før han igen forsvandt ud fra det sted han var kommet fra.

Lejemorderen smilede ondskabsfuldt da han tog imod fjernbetjeningen.
"Det er ikke nogen dårlig idé... det er om muligt en endnu værre død end den, svinet gav min søster. Men først... lidt hygge!" sagde han, hvorefter han stak fjernbetjeningen i lommen og knyttede næverne.

Det første slag ramte Shado i ansigtet, og blev efterfuldt af et hårdt slag i maven.
"Nej! Lad hende være!!" brølede Zuresh og kæmpede desperat imod lænkerne. Men lige meget hjalp det...

Lejemorderen ignorerede ham, og brugte nogle få minutter på at banke den forsvarsløse, lænkede kvinde foran ham.

Raseriet kogte i Zuresh, og han brølede i desperation over ikke at kunne gøre noget. Det var frygteligt at være tvunget til at se på, mens kvinden han elskede blev tæsket for øjnene af ham.

Og så... efter gentagne slag og spark, stoppede det.
Lejemorderen vendte sig mod Zuresh, storsmilende, og trak fjernbetjeningen op ad lommen.
"Firs millioner euro... og en lille smule hævn... det er hvad jeg får nu." sagde han.

Og så trykkede han på knappen.

Hun rynkede brynet, det kunne ikke være sandt. Hun så direkte imod manden, og da han med et knyttede næverne, vidste hun hvad der skulle ske. Hun havde set det for mange gange, og derfor kom det ikke som en overraskelse. Hun trak vejeret dybt og gjorde sig klar på slaget, og endda de slag som skulle komme efter. Dog ved slaget i maven, blev alt luft slået ud af hende. Hun gispede efter vejret. Hun forsøgte at beskytte sig selv, forsøgte at blokere nogle af hans slags og nogle gange lykkedes det endda også. Det lykkedes hende at blokere de få slag, men så mange af dem kom ind og efterlod mærker. Hun blødte fra sin mund, og fra et par flænger rundt omkring i ansigtet. Hendes mave og brystparti bar mærker, og hun var ør i kroppen. Det hun ligenu havde mest lyst til, var bare at ligge i sengen med Zuresh også glemme alt om dette.
Hun kunne tage slagene og sparkende endda, tanken om at dø var vel også kun skræmmende fordi hun ville miste ham. Men tanken om at han skulle se hende, skulle se hende dø...det var nok det værste. Så da væggene omkring hende med et voksede op, lagde hun hænderne imod de gennemsigtige vægge. Hun så direkte imod ham, der var kun kærlighed at se i hendes øjne. Vand begyndte at hæve sig fra bunden, og hun forsøgte nu langt mere desperat at bryde kæden. Hun forsøgte endda at bryde boksens vægge, men intet hjalp og vandet steg kraftigt. Da det gik hende til skulderne, gled tårerne ned af kinderne på hende "Jeg elsker dig! Husk det, husk at jeg altid vil elske dig" hun vidste hun ikke ville komme ud af dette i live, så hun ville helst have ham til at huske dette. Panikken steg i hende, som vandet dækkede hende og til sidst kunne hendes lunger ikke holde til mere. Som refleks forsøgte hendes krop at trække vejret ind, dog var det kun vand der kom kom med ind. Hun spjættede og kæmpede, men til sidst lå hun stille i vandet

Alt gik i stå, da vandet begyndte at fylde den dødstank, som hun var blevet spærret inde i.
Han sad bare der, helt stille, og stirrede på hende.
Det her kunne ikke ske... ikke nu, hvor han langt om længe havde det godt... ikke nu, hvor han havde fundet en at elske, som også elskede ham.

Det måtte ikke være sandt.
Men det var det.

Han så hendes tårer, og hørte hendes ord. Ord som skar sig ind i hans hjerte, og frembragte hans egne tårer.
Hans brune øje ændrede sig nu... det blev lysende grønt, og pupillen blev aflang og reptilagtig.

"Jeg elsker dig, Shado..." hviskede han, mens han så hende kæmpre desperat inde i tanken, for så til sidst at måtte give op imod de nådesløse vandmasser der omsluttede hendes spinkle, forslåede krop.

Hun døde, og han mærkede hvordan det magiske bånd imellem dem blev gråt af sorg... og mørkt af had.
Zuresh trak vejret dybt og skælvende, mens han så på Shado's livløse krop.

"Shado..." hviskede han hæst, mens lejesoldaten vendte sig imod ham og trak sin pistol for at gøre arbejdet færdigt.

"Shado...!"

Magien samledes i ham... han kunne mærke hvordan den enorme sorg der lige nu omsluttede ham, gav hans urgamle kræfter energi til langt om længe at vågne af deres dvale.

Han bed tænderne sammen, og flyttede blikket til lejesoldaten, som nu satte pistolens munding for Zuresh' pande.
Vreden... sorgen... raseriet... den urgamle magi.

Lejesoldaten trykkede på aftrækkeren. Pistolens hammer slog til og sendte patronen imod sit mål - og så lød det forfærdelige, øresønderrivende brøl.
Ikke fra pistolen, men fra den skygge, der nu havde rejst sig bag Zuresh.
Brølet var så dybt og så højt, at lejesoldaten skreg og holdt sig krampagtigt for ørerne.
Glasset i dødstanken revnede, men knustes ikke.

Patronen, som var blevet sendt imod Zuresh, prallede nytteløst og umuligt af, og faldt til jorden... og med endnu et øresønderrivende brøl, spændte Zuresh musklerne, og den magiske kæde splintede og blev sendt tvers gennem lokalet.

Skyggen, som nu omsluttede Zuresh, langede ud efter lejesoldaten med en formløs klohånd, og manden var død før han ramte jorden.

Så vendte han det nu lysende, grønne blik mod tanken.
Mens skyggen omkring ham langsomt opløstes, gik han med tunge, beslutsomme skridt hen imod det ondskabsfulde værktøj, som havde taget hende fra ham.

Han knyttede næven, hævede den, og med en kraftanstrængelse, hamrede han den direkte ind igennem den tykke glasrude.
Ruden splintredes, og vandet fossede voldsomt ud - men han blev stående, og han greb Shado's livløse krop før den ramte jorden.

Han knugede hende ind til sig, mens han forsøgte at få styr på de mange følelser, der lige nu tordnede igennem ham.
"Shado..." hviskede han og begravede ansigtet i hendes gennemblødte hår.
"Tilgiv mig..."

-

En time senere, stod Zuresh iført et par tørre bukser og en armygrøn tank top og betragtede Shado's livløse krop, som lige nu lå på et metalbord, i et lokale dækket af metal fra gulv til loft.
Han rakte en skælvende hånd ud og strøg hende ned over kinden.
Hun var så kold nu...

Han lukkede øjnene og bed tænderne sammen.
"Gør det..." sagde han lavmeldt, hvorefter en høj, tynd mand iført jakkesæt trådte frem imod bordet.
"Som de ønsker, sir..." sagde vampyren - og så gik han i gang.

Det hele var mørkt, og alligevel var hun ikke alene. Det var som helvede og alligevel ikke. Hun kunne ikke bevæge sig, alt var mørke og hun kunne ikke komme ud. Der var intet i denne verden, og alligevel var der. Det var ikke til at kunne forklarer, man skulle nærmest selv havde oplevet det, set det. I den virkelige verden, var alting ved at blive klargjort. Af ukendte årsager, skulle vedkommende som skulle forvandles altid begraves, så efter at havde været blevet drænet for blot, samt givet blodet af manden blev hun begravet. I et helt døgn lå hun under jorden, her ville det vise sig om det ville virke eller ej.
Dog efter 24 timer, slog hun øjnene op. Som et gammelt urinstinkt der var blevet pålagt på hende, gravede hun sig vejen ud. Hun gravede, og det var først da hendes hånd endelig nåede ud af mørket hun slappede af. For modsat det af en normalt person reaktion på at blive begravet, så skulle hun ikke trække vejret. Det gamle behov for at fylde lungerne med ilt...det var væk. Da månes lys ramte hendes ansigt, og her også kulden fra natten, så hun sig forvirret omkring. Med en direkte dyrisk piven, tog hun sig til munden da smerten brød ud. To hugtænder formede sig, et tegn på hendes nye natur og samtidig også sult "Zuresh" hviskede hun hæst og søgte efter ham

Graven var blevet placeret langt fra Terre, langt fra de normale kirkegårde, og langt fra andre mennesker og væsener; nemlig dybt inde i skoven, midt i en lysning hvor månens sølvskinnende lys kunne bade jorden, græsset og træerne omkring.
Han havde nægtet vampyren at begrave hende på en kirkegård, som ellers var skik.
Det chok ville han skåne hende for... hvis dette altså lykkedes.

Så efter at vampyren havde givet hende det blod, der skulle til for at starte forvandlingsprocessen, havde Zuresh personligt taget hende med.
Han havde løftet hende op i sine arme, ømt og forsigtigt, og rejst gennem skyggerne med hende, som han havde gjort det dengang de tog til St. Lucia sammen.

Så havde han selv gravet hullet, og uden et eneste ord, havde han begravet hende.
Intet af det havde været med et smil...
Hun var blevet tæsket og slået ihjel på grusom vis foran øjnene på ham - og Zuresh kunne ikke andet end at give sig selv noget af skylden.

Nu havde han så våget over Shado's grav i de sidste fireogtyve timer. Søvn var ikke noget han behøvede, så han havde bare siddet på jorden, med ryggen op ad et træ, og kigget på den nygravede grav... ventende.

Da hendes hånd dukkede op, gravende og søgende, mærkede han hvordan hans hjerte hamrede afsted.
Det havde virket...

Han var hos hende øjeblikket efter, at hun havde kaldt på ham.
Her greb han fat om hende, og trak hende roligt det sidste stykke op af graven og den tunge jord, der dækkede hende.
Han faldt tilbage så han sad på jorden med hende i sine stærke arme.
"Det er okay... du er okay..." hviskede han...

Det havde føltes helt elektrisk, bedre end noget andet. Hans hud imod hendes egen, hun kunne ikke beskrive det. Det var som alle hendes sanser var forbedret, som om det hele var bedre. Som hun faldt til rette i hans arme, vendte hun sit blik imod ham og hun så ham fuldkommen klart. Hun så hver enkelt hår, hver enkel detalge og i hendes øjne kunne han ikke være smukkere. Hun lagde sine hænder imod hans kinder, strøg sine fingre hen over den bløde hud og modsat før, så kunne hun fornemme langt mere nu "Min elskede" hun kyssede ham, i dette øjeblik var hun ligeglad med alle lydende, ja endda sulten. Det at have ham ved sig igen, det var bedre end noget andet.
Dog da hun endelig var faldet ned over det hele, begyndte hun at bemærke den stikkende sult i halsen. Det brændte, og hun tog sig til halsen "Sulten" hendes stemme var hæs, det var tydeligt sulten var der og den havde en effekt på hende. Hun kunne høre hans hjerte, høre blodet pulsere i hans åre og endda dufte den. Dog ville hun ikke drikke fra ham. I nærheden kunne hun høre hjerteslag, hun kunne høre dem og som om hendes egen krop kontrollerede hende, løb hun i den retning. Hun var hurtig, og selvom det ikke var langt væk, så føltes det alligevel som en evighed. Da hun endelig var kommet frem, tog hendes dyriske instinkt over. Hun angreb, gik direkte efter halsen, hvor hun flåede huden op. Hun sukkede nydende, stønnede direkte og slubrede løs af deres saftige røde blod

Bare det at mærke hendes bevægelser igen, var en befrielse... en lettelse så stor, at intet kunne måle sig med den.
Han mærkede hendes læber imod hans, og den uundgåelige kulde i hendes krop var næsten ubærlig for ham - men samtidig var han så taknemmelig over igen at føle hendes kys...

Hun havde bevist for ham hvor ægte hendes kærlighed var.
Hendes sidste ord som menneske, havde været fulde af følelser... og de havde været rettet mod ingen andre end ham.

"Af sted..." hviskede han, da hun hæst hviskede at hun var sulten.
Hun måtte jage... det første måltid var uhyre vigtigt for hendes overlevelse.

Da hun var væk, rejste han sig op og stirrede på den nu tomme grav foran sig.
Han knyttede langsomt næverne, mens en uhyggelig kulde dukkede op i hans mørke blik.
Hans fjender havde været en pestilens og en fare i al den tid han havde været 'menneskelig'... og endda lang tid før det.

Men nu... nu var de gået for vidt.

Med sin magtfulde, hæse stemme, sagde han til natten:
"Di Morga will burn... I will cleanse it with my fury, and those who have wronged me and mine, shall know no salvation, no mercy and no forgiveness. By my will as a Darastrix, death shall not even release them from the torment I will unleash..."

Som han talte, vendte det uhyggelige, grønne skær tilbage til hans øjne - men kun for et øjeblik.
Så knælede han ned og dækkede graven til igen, for så at vente på at Shado skulle vende tilbage.

Siden dette ikke kun var hendes første jagt, men også hendes første gang, hvor hun indtog blod...så var det ikke just særlig kønt. Da hun var færdig, lå der to lig omkring hende. Hendes mund, hage og lidt af tøjet, var vådt af blod. Hun frygtede nu hvor hun var vampyr, at han ikke ville elske hende på samme måde. Hun var ikke længere varm, og måske var der også langt flere effekter af hendes forvandling og dette var måske ting han ikke ville kunne lide. Hun så op imod månen, betragtede dens skønhed og det evige minde om hun aldrig ville se solen igen, hun ville aldrig mærke dens varme og aldrig opleve glæden ved dagen igen. Med et suk, gik hun hen til en mindre sø i nærheden. Her vaskede hun sit ansigt, hun tog dog sig selv i at betragte sit nye udseende. Modsat før var hendes træk langt mere fine, de var fremhævet og perfekte. Hendes hud bar stadigvæk det gyldne skær, men var dog langt blegere end førhen.
Hun rystede på hovedet og forlod både ligene, men også søen. Hun vidste ikke hvordan livet nu ville være, hvordan det ville være at være omkring levende. Ville hun komme til at angribe Mei eller andre hun holde af. Selvom hun muligvis ikke var den mest elskværdige person, så havde hun ikke desto mindre folk hun elskede og holde af. Hun vidste ikke om Zuresh i virkeligheden hellere elskede hendes menneskelige jeg, eller om han stadigvæk ville have disse følelser for hende. Hun forsøgte stærkt at smide tankerne væk, som hun vandrede igennem skoven og gik tilbage til det sted hvor hun havde forladt ham, tilbage til det sted hvor hendes grav befandt sig. Hun bed sig i læben, betragtede manden hun elskede og selvom hun mest af alt havde lysten til at være i hans arme, så var frygten der. Alle hendes følelser var forøget, de var over det hele og hun kunne ikke koncentrere sig om en enkel en "elsker du mig stadigvæk" det var en dumt spørgsmål, men igennem de sidste godt over 33 timer var der sket mange ting. Selvom hendes hjerne fungerede bedre end nogensinde, så kunne den ikke finde hoved og hale i det hele, alle de minder og alle de følelser. På samme tid var der også de forøget sanser, og alle de indtryk hun fik ind. Så for hende, var dette et vigtigt spørgsmål, det ville vise hvorvidt han stadigvæk elskede hende eller om hendes forvandling havde ændret det hele.

Han hørte hendes skridt da hun vendte tilbage til den måneoplyste lysning, og han vendte sig langsomt om imod hende, da hun spurgte, om han stadig elskede hende.
Spørgsmålet overraskede ham ikke... på trods af de ting hun havde gennemgået i sit korte liv, og på trods af den professionalisme som han havde anet ved hende... så var Shado en følsom pige. Og at gå igennem det, som hun lige havde oplevet, måtte skubbe til alt inde i hende.

Hans blik fangede hendes med det samme, og fastholdt det.
Så gik han hen over lysningen, helt hen til hende, så de stod ganske tæt, med fronten mod hinanden.
Han så ned på hende, og hævede så den ene hånd for at stryge den ned over hendes ene kind.

Det smertede ham at hendes hud var kold... at de havde formået at gøre noget så modbydeligt imod hende...

Så lagde han armene om hende, og trak hende ind i en tæt, varm omfavnelse.
Han bøjede hovedet og duftede til hendes hår, som kun en elskende kan gøre det.
"Du og jeg er bundet til hinanden, Shado... for evigt. Det spiller ingen rolle for mig, at du ikke er menneske. Det er jeg heller ikke selv... så svaret er ja. Intet kan forhindre mig i at elske dig."

Hun bed sig i læben, hun vidste ikke hvad hun skulle sige til Mei og da slet ikke hvordan. På den korte tid de havde kendt hinanden, så følte hun at hun havde fået sin søster igen. Hun følte den manglende del i hende endelig var fyldt ud, en plads som kun kunne tages over at hendes kære tvillingesøster. Hun stod helt stille som han gik hen til hende, hun kunne fornemme varmen fra ham. En varme hun også engang ejede i sin krop, men nu ikke kunne producere. Som han strøg hende ned over kinden, vendte hun kinden ind imod hans berøring. Hun kunne endnu ikke forklarer hvordan det føltes, hans berøringer var elektriske og hvor hun som menneske blot havde elsket dem, så kunne de nemt være noget hun kunne blive afhængige af.
Dog ved hans omfavnelse lukkede hun øjnene, hun lagde selv sine arme om ham og hvilede sin kind imod hans bryst. Dette var en så vant position, en der gav tryghed og varme. Hun sukkede og smilede, mest af alt fordi nu havde hun fået løst et problem, hun vidste at han endnu elskede hende. Hun så op på ham med kærlige øjne, før hun puttede sig ind imod hans bryst "Jeg elsker også dig...kan vi ikke tage hjem, eller bare et andet sted hen" at se den grav hun for kort tid siden befandt sig i, det var ikke just den bedste følelse i hele verden. Hun ville hellere tilbage, eller bare et eller andet sted hen også kunne finde ud af hvad pokker hun skulle gøre for fremtiden

Hendes nærhed var lige så fantastisk som før... ja, faktisk var den endnu vigtigere for ham nu, hvor han for en tid havde mistet hende til døden selv.
Han havde set mange dø... folk som var loyale overfor ham, hans fjender, sågar hans ofre...

Men aldrig havde han følt som han gjorde, da Shado druknede for øjnene af ham.

En stille vrede var blevet tændt i ham, og den brændte som en rolig, men stærk flamme... en flamme, som truede med at blusse op og fortære alt omkring sig.

"Jo, naturligvis..." hviskede han og gav hende et kys på håret.
Det var meget muligt at de skulle tale om alt det her, og at de skulle tale om hvad fremtiden ville byde dem.

Zuresh fokuserede, og verden forsvandt omkring dem.
Skyggerne omsluttede dem, og de var i frit fald - han holdt ende stadig tæt ind til sig.
Sekundet efter, stod de i hans personlige værelse i Shadowsun Tower.

Det var enormt, og indrettet på en meget speciel måde:
Midt i lokalet stod der en stor dobbeltseng med sorte puder, dyner og tæpper. Bag den, et panoramavindue med udsigt over det meste af Terre - og med den sorte fæstning, Abbadon, i horisonten.
Ruderne var tonede, så det ville være umuligt at se ind.

Til højre for sengen var der en sektion med et sort flisegulv, hvor der stod et stort, mørkt træskab fyldt med tøj, samt en dør som førte ud til et moderne badeværelse hvor hele den ene væg var et spejl, og hvor der stod et enormt badekar.

Til venstre for sengen var der en sektion på størrelse med en mindre gymnastiksal.
Gulvet var af træ, og sektionen var indrammet af fire, røde søjler med gyldne afbildinger af kinesiske drager, som snoede sig op ad dem.
Forskellig træningsudstyr og forskellige våben stod i holdere imellem søjlerne, ude til siden, og for enden af denne personlige træningssal, stod der et metalskab med lås på.
Bag skabet var der et enormt vægmaleri, som forestillede en mægtig, sort drage i kinesisk stil. Dens øjne bestod af skinnende smaragder, og det virkede næsten som om den vågede over hele lokalet.

Det var første gang Zuresh nogensinde havde taget nogen med hertil...

Hun stod helt stille, nød blot hans nærvær og igennem hele turen sagde hun intet. Hun var efterhånden så vant til disse turer, så der var egentlig intet nyt i dem. Dog var deres landingsted ikke just velkendt. Hun rynkede brynet, men betragtede om ikke andet stedet nysgerrigt. Udsigten var vidunderlig, smuk og ikke lig noget hun havde set. Ganske vist blev hun kastet tilbage til minderne om deres første date, den smukke udsigt havde været perfekt. Hun smilede til ham "Jeg vil tage et bad, jeg har stadigvæk jord i mit hår. Jeg tænkte om jeg måtte låne noget af dit tøj, jeg har ikke just noget med mig" hun smilede, gav ham et kys på kinden før hun forsvandt ud på badeværelset.
Varmen fra vandet var intenst og selvom det ikke gjorde ondt, så kunne hun føle det. Blot som hun stod under den varme stråle af vand, forsøgte hun at holde sin opmærksomhed imod de små ting og alligevel blev den kastet hen til alt muligt andet. Der var hjertebanken, bygningen der gav sig og alle mulige andre sanseindtryk. Lydende og duftene, men også synet af alt omkring sig var nok det værste. Hun skulle vænne sig til at hun kunne se alt nu, hun kunne høre så meget og lugte endnu mere end nogensinde før. Dette var ikke just nemt, men dog for at holde det en smule nede, fokuserede hun i stedet på hans hjertebanken. Hun lyttede til hvad han lavede, hvordan han bevægede sig og ligeså stille døde det andet ud.

Efter godt fem minutter forlod hun badet. Med et håndklæde omkring sig gik hun ind til Zuresh "Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til Mei" hun kørte hånden igennem håret og sukkede. Hvordan ville hendes søster reagere? Hvordan ville hun selv reagere? Ville lysten til at dræbe, til at indtage blod dukke op? Ville hun have lysten til at dræbe sin egen tvillingesøster? Alle de spørgsmål, og de var kun få blandt mange andre. Der var spørgsmål som hvad pokker hun skulle gøre? Hun kastedet dog spørgsmålene væk, som hun satte sig hen på sengen og lod sig falde tilbage. Lige nu var hun ligeglad med, at hvis det ikke havde været for håndklædet, ville hun havde været nøgen. Hendes hjerne bearbejdede andre ting, så det kom vel i sidste ende ret langt ned på listen