I don't really care at this point - Julien

De første par dage alene var gået okay for Gabriel. Han havde ringet til Julien når han skulle, været forbi ham en enkelt gang, og der havde ikke rigtigt været nogle problemer. Selvom det var hårdt kæmpede han sig igennem, og med den nylige forøgelse af husstanden, nemlig hans kat; Marshmallow, havde det gjort hans liv lidt lettere. Det hjalp virkeligt at have et andet væsen man kunne tage sig af, og som var afhængig af ens hjælp - og at hun så var utroligt blød samtidig, var bare en bonus.

Men nu havde han fået et tilbagefald i stor stil. Han sad i sin seng, pakket ind i sine dyner og tæpper, med den helt hvide kat siddende i skødet. Regnen trommede på vinduet i en rytme som selv den bedste trommeslager ville have svært ved at efterligne, men ellers var der helt stille omkring Gabriel. Sådan føltes det dog ikke. Stemmerne var tilbage, værre end normalt, og de havde generet ham non-stop de sidste par dage. Han vidste at han burde ringe til Julien, for det havde han ikke gjort i et stykke tid, eller måske bare skrive for at vise at han stadig var i live, og ikke bare ignorerede ham, selvom det nok kunne virke sådan. Hans blik hvilede på mobilen, og han overvejede det kraftigt. Bare så han ikke bekymrede sig

He doesn't care if you're okay though.
"..."
Nobody does
"I know"

Et dybt suk lød fra Gabriel, mens han kørte sine fingre igennem Marshmallows fine pels. Hun var efterhånden vant til at han snakkede med sig selv, så hun reagerede ikke rigtigt på det, udover at hun spandt fordi at han nussede om hende. Kort gled hans blik over imod træpælen, som lå ovre i hjørnet af stuen. Selvmord havde været op til overvejelse. Flere gange havde stemmerne drevet ham tættere og tættere på i løbet af det sidste par dage, indtil han tidligt om morgenen havde taget fat i den, men med sin sidste viljestyrke havde han kastet den tværs igennem rummet, velvidende om at han ikke ville bevæge sig derover så længe han var så langt nede.
Forsigtigt løftede han Marshmallow op til sit bryst og krammede hende ind til sig, indtil hun fik nok og vred sig ud af hans greb, fornærmet over at blive brugt som krammebamse, og gik i stedet over og satte sig på hans hovedpude. "Sorry" mumlede han, med et lille smil om læberne. Dog falmede det ret hurtigt igen, hvorefter han lagde sig ned i en klump på midten af sin seng og lukkede sine øjne.

Pathetic.
"Please leave me alone"
You know there's only one way to get rid of us.

Julien kørte ned igennem Terra, på vej ud mod det område, hvor Gabriel boede. Han havde ikke hørt fra drengen i et par dage, hvilket ikke var godt. Julien var både en smule nervøs, men også irriteret. Det var aftalen, at Gabriel skulle ringe hver aften. Enten valgte han at ignorere det krav eller også havde han besluttet sig for ikke at ville være Juliens.. ja, hvad end det nu var, han var. Det kunne også være, at han var død, det kunne vel sagtens ske i den branche han havde valgt sig.

Lige meget, hvad det var, kørte Julien ud for at tjekke hans lejlighed. Det var dag, så han burde være hjemme. Og så måtte han tage den derfra. Han var forberedt på at blive vred. En skam han ikke kunne slæbe vampyren hjem lige nu, siden solen var fremme. Men han kunne også afstraffe ham i lejligheden. Han var også forberedt på, at vampyren slet ikke var der. At han enten lå død et eller andet sted eller at han var stukket af.

Endeligt parkerede han på parkeringspladsen ved boligblokkene. Han låste sin bil og gik den snoede vej op til den blok, Gabriel boede i. Han havde ikke planer om at melde sin ankomst, hvilket heller ikke var nødvendigt. Gabriel havde givet ham sin ekstranøgle, så Julien kunne bare låse sig ind og gå op af trapperne op til tredje etage, hvor Gabriels lejlighed lå.

Han bankede ikke på, men stak bare nøglen i låsen og låste sig ind. Selvom han godt kunne respektere Gabriels privatliv, var dette ikke situationen at gøre det i. Drengen havde begået en fejl ved ikke at ringe til ham, og det gav ham ikke ret til noget som helst.

Lyset var slukket og lejligheden sort, så Julien fik tændt for lyset.
"Gabriel?" Han fik øje på vampyren, der lå krøllet samen på sin sovesofa. Julien gik ind og lukkede døren bag sig.

Gabriel sank bare dybere og dybere ned, til han knapt nok opfattede hvad der foregik i sine omgivelser, og ærligt var han også ret ligeglad. Lige nu var stemmerne alt hvad der gav mening at lytte til, selv hvis det de sagde kun gjorde det hele værre. Han kunne virkeligt ikke huske hvornår han sidst havde haft det så dårligt med sig selv, og det fik ham kun til at få det værre. Hvis han havde haft det bedre end det her, og alligevel endte ud med at gøre noget dumt, hvad ville der så ske den her gang?

I starten panikkede han, da han mærkede depressionen snige sig ind på ham. Det første han havde gjort var at opsøge Seelie igen, men i det han stod foran hendes lejlighed, talte stemmerne ham fra det. Ikke fordi at de sagde at hun var ligeglad, for det vidste han godt at hun ikke var, men fordi hun ikke fortjente at blive udsat for hans problemer. Nu var de endeligt sammen igen, og det ville han ikke ødelægge. Det næste var at han prøvede at gøre andre ting for at distrahere sig selv. Påtaget sig små jobs med ting han vidste ville være lette at gøre, men alligevel var tidskrævende, samle blod ind til at han kunne klare sig i et godt stykke tid, alt sådan noget. Men når det så var dag og han ikke længere kunne være ude af sin lejlighed, knækkede han.

Gabriel havde rigeligt poser med blod i sit køleskab, men de blev ikke rørt. Han skrev til sine arbejdsgivere at der var kommet nogle nye ting op, som var vigtigere. Og nu sad han jo så her, hvor han havde været i et par dage. Man kunne også se det efterhånden. Han var en anelse blegere end normalt, med mørke render under øjnene, og hans øjne virkede nærmest blanke efter at have grædt så meget. Han havde sår på armene, lavet med en sølvkniv for at de ikke bare forsvandt, og måden de var lavet gjorde det ret tydeligt at det ikke var efter en slåskamp.
Det gjorde ham også sløv. Sløv nok til ikke at kigge op da en eller anden kom ind i hans lejlighed og sagde hans navn, selv efter at have genkendt stemmen. Faktisk krøb han bare mere sammen, og trak sin dyne tættere op om sig.

Julien rynkede panden og gik længere ind i stuen, mens han lod blikket glide rundt. Selvom der ikke havde været ordentligt, da han havde været her første gang, så der værre ud nu. Her føltes værre, hvis man kunne sige det sådan. Hans blik stoppede ved en træpæl, der var smidt ind i hjørnet, og han vidste straks, hvorfor den var der. Selvom det havde været kort, havde han mærket den depression, der havde ligget inde i Gabriels sind, så han forstod, hvad der foregik nu.

Han gik hen og satte sig ved siden af Gabriels sammenkrøllede krop. Vampyren var bleg og havde sår på armene. Julien rystede kort på hovedet af det. Det måtte være virkeligt slemt. Til at starte med sagde han ikke noget, men sad der bare og kiggede på Gabriel. Han spekulerede over, hvordan han skulle håndtere denne situation. Det var første gang, at han havde skulle gøre noget ved en person, der var så deprimeret, at personen havde overvejet selvmord. Hvad gjorde man ved det?

Til sidst lagde han en hånd på Gabriels skulder.
"Gabriel. What's wrong?" Han gav hans skulder et blidt klem.
Selvom han ikke havde de helt store følelser, var det alligevel ubehageligt at se nogen i denne situation. Fysisk smerte gjorde ikke Julien noget, men psykisk havde han svært ved at håndtere, mest fordi han ikke selv kendte ret meget til det. Så han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. I hvert fald ikke før, han vidste, hvad der var galt. Hvorfor Gabriel var så deprimeret.

Normalt havde Gabriel nok panikket og undskyldt om og om igen for ikke at have gjort som Julien sagde. Han ville være bange for at blive straffet, og måske endnu mere for at blive kastet ud i sollyset. Men nej. I stedet blev han hvor han var, uden at åbne øjnene, og ventede blot på hvad dæmonen ville gøre ved ham. Det var lige før at han håbede på at blive straffet, bare for at kunne tænke på noget andet i et stykke tid, eller måske at han faktisk ville blive dræbt. Lige nu føltes det som det bedste valg.

Desværre var det ikke hvad der skete. Julien satte sig ved siden af Gabriel, og sad der egentlig bare i noget tid. Han undrede sig nok over hvad der foregik, eller hvad han skulle stille op med en depressiv og selvmorderisk vampyr.
Gabriel åbnede sine øjnene da han mærkede en hånd på sine skulder, og vendte blikket imod dæmonen uden at rykke sig, inden han blot kiggede frem, uden at fokusere på noget bestemt. Et suk lød fra ham, da Julien endeligt spurgte hvad der var galt, og han satte sig op, mest af alt for ikke at virke så ynkelig.

Too late for that.

"I don't know" mumlede han. "I just want to disappear." Hans ansigt var blottet for følelser, og det var nok noget som så underligt ud på en person, som normalt var så ligeglad med at skjule sine følelser, at man skulle være fuldstændigt blank for ikke at kunne aflæse ham. Selv når han prøvede at skjule ting, så kunne han ikke gøre det, og især ikke overfor Julien.

Marshmallow kravlede op på skødet på ham og æltede huden på hans lår lidt, inden hun lagde sig ned, med forventningen om at blive nusset. "I got a cat" mumlede han så, mens han roligt nussede hende bag ørene med begge sine hænder. "I found her on the street. She lost her eye in a fight I think, so I considered naming her after a pirate, but then it turned out she was a girl. So I named her Marshmallow instead. Fluffball was second on the list though, and Elizabeth was third. Y'know, like Elizabeth Swan from Pirates of the Caribbean"
Julien havde nok opdaget at han var god til at tale udenom, især når det kom til hans problemer. Han adresserede det kort, og så talte han om noget andet lige bagefter. Ikke fordi at han ikke ville snakke, men bare fordi at han ikke brød sig om at tale om følelser.

Julien flyttede hånden fra ham, da han satte sig op. Det var underligt at se Gabriel sådan. Han var for det meste som en åben bog, og man kunne næsten altid fornemme en hvis energi over ham. Men der var intet at spore i ham. Bare tomhed. Selvom Julien ikke havde nogen følelser for ham, var det alligevel forkert. Som at se en regnbue uden farver.

Julien svarede ham ikke med det samme, men betragtede katten, der kravlede op i skødet på Gabriel. Julien havde heller ikke noget forhold til dyr, men han kunne godt lide katte. Han havde faktisk haft en, engang. Men som alle andre dødelige væsner døde de for hurtigt, det var næsten ikke energien værd.
Han vidste godt, at Gabriel snakkede udenom, og han svarede ikke på det, han fortalte om katten. I stedet rakte han ud og tog ved Gabriels hage, så han kunne tvinge ham til at se på ham. Han betragtede hans øjne lidt, forsigtigt i forhold til vampyrens evner. Han havde ikke ligefrem lyst til at få et skud af det, som Gabriel følte lige nu.

"Why do you want to disappear?" Hans stemme var rolig og hans blik fast. Der var ikke noget medlidenhed at spore, bare nysgerrighed og det sædvanlige ulæselige blik. Han havde ikke planer om at smide en masse omsorg og medlidenhed i hovedet på Gabriel, men han ville vurdere situationen og agere i forhold til den.

Gabriel lod blot Julien tage ham ved hagen, og rykke hans ansigt, men hans øjne var ikke rettet direkte op imod ham. I stedet flakkede hans blik lidt rundt. Nogle gange så han rundt i rummet, måske på Juliens næse eller hans hage, men han kiggede ham ikke i øjnene. Han vidste godt at når han var sådan her, var hans evner ikke særligt stabile, så han ville ikke risikere at gentage sit sidste uheld.

Ærligt talt ville Gabriel ikke rigtigt snakke om hvad der foregik i sit hoved. Det ville sikkert hjælpe, men han brød sig ikke om det, for han hadede at vise sig som svag, især overfor Julien. Dæmonen behøvede ikke at få flere grunde til at han burde efterlade ham hvor han var, så han ikke blev trukket ind i hvad der virkede som et bundløst hul af selvhad og angst. Men han ville nok gøre det alligevel. Selvom han var selvisk og helst ikke gav slip på hvad der end kom tæt nok på til at tage fat i, så mindede stemmerne ham om, at måske var det smartere at give slip inden han blev for afhængig af Julien. Om det så var for sent eller ej, var jo så bare spørgsmålet.

"I don't know. The voices said I should" mumlede han så forsigtigt, efter lidt overvejelse. Hans hænder stoppede med at nusse om Marshmallow, og hvilede blot ved hendes hals i stedet. Ikke at hun havde noget imod det, for hun spandt alligevel.

Julien betragtede ham lidt mere, inden han slap hans hage. Så stemmerne var synderne.
"And why would they tell you that?" Han så stadig roligt på Gabriel. Der var intet fordømmende i hverken hans stemme eller blik. Julien tog det meget alvorligt, at Gabriel døjede med sin psykiske sygdom. Efter at have levet i så mange år, som Julien havde, var der ikke tvivl om, at psykisk sygdom var et reelt problem og ikke bare noget, folk fandt på.

Julien så heller ikke psykiske sygdomme som noget, der gjorde en svag. Faktisk havde han stor respekt for de mennesker, der kunne klare at leve med de sygdomme. Det bevidste en meget større styrke, end hvad mange andre kunne udvise.
At Gabriel havde problemer var ikke noget, Julien ville skubbe til side eller dømme ham for. Han følte ikke det store behov for at hjælpe. Hvis han havde mødt Gabriel på gaden uden at kende ham, ville han havde været fuldstændig ligeglad, men nu følte han et vist ansvar for ham. Stadig uden følelser, men rent moralsk. Hvilket måske var sært for en mand, der havde tortureret en ung mand til at lyste ham.

Gabriel trak på skuldrene ved Juliens spørgsmål. "I dunno. They keep saying that it would be better that way, and I guess it's true. If I actually died, my cat might have a hard time finding another owner, but that'd be about it. Most people would be glad that I was gone, or be neutral towards it. No one would really miss me." Han lukkede sine hænder omkring sin kats pels, men ikke hårdt nok til at det ville gøre ondt på hende, og hun gjorde heller ikke mine til at ville rykke sig væk på grund af det.

Det gjorde ondt at indrømme det, især overfor nogen, som ikke bare var i hans hoved. I det mindste vidste han hvad der ville ske der. De ville blive mere stille, fordi at han indrømmede at de havde ret. I virkeligheden var det lidt mere usikkert. Nogle folk ville direkte lyve for at få ham til at få det bedre, mens andre måske ville give ham ret. Den sidste var nok den han frygtede mest. Mest fordi at det var en ting at få det at vide af stemmerne i sit hoved, noget andet var at vide, at andre var enige med stemmerne.

Derfor prøvede Gabriel også at trække sig lidt væk fra Julien igen. "Please don't say you disagree. Both of us would know you'd be lying if you did"

Julien rynkede panden en smule. Selvom Gabriel skjulte det godt, kunne han alligevel fornemme den smerte, der måtte være bag sådanne ord. Drengen måtte være utroligt ensom, når han kunne føle sådan. Julien fik alligevel lidt ondt af ham. Han havde ingen problemer selv med ensomhed, for ham var det naturligt og nemt. Men han kunne godt se, at en som Gabriel havde brug for nogen tæt på sig.
Et kort stik af dårlig samvittighed skød igennem ham, men han skubbede det hurtigt til side. Han kunne ikke give Gabriel det, som han havde brug for. For Julien havde ikke følelser for ham. Han ville ikke savne ham, hvis han blev væk. Ikke rigtigt. Julien knyttede sig ikke til nogen.

Han overvejede, hvad han skulle svare. Selvom han ikke havde nogen følelser for ham, så han nødigt, at han gjorde det af med sig selv. Hvilket ikke passede sammen. Han burde være helt ligeglad. Spørgsmålet, der fulgte denne tankegang, skubbede han væk, så han kunne koncentrere sig om sit svar. Han havde en fornemmelse af, at det var vigtigt, at det blev et rigtigt svar.

"I would not lie to you." Han flyttede lidt på sig, så han vendte mere mod ham. "I can't say, I would miss you. I'm not that type of person. But I do like having you around. And I feel responsible for you." Han overvejede kort sine næste ord. Hvad kunne han sige, som ville hjælpe Gabriel? "I did not take you home just to throw you out again. And I doubt your creater, of whom you talk about very fondly, would shrug her shoulders and not miss you. To me it sounds like she loves you as much as you love her." Der var stadig intet ynkende eller medfølende over Julien, selvom hans stemme var blevet en smule blidere.

Gabriel måtte indrømme at det gjorde lidt mere ondt end han havde regnet med, da Julien sagde at det var rigtigt nok at han ikke ville savne ham hvis han døde. Men forklaringen bag blødede slaget lidt op igen, selvom han nok et eller andet sted havde håbet på et andet svar. Måske havde stemmerne ret. Han var ynkelig. Han håbede at en person som havde tortureret ham, ville savne ham hvis han døde. Det blev nok ikke meget mere ynkeligt, og stemmerne udtrykte hurtigt at de var enige.

Dog ændrede Gabriels følelsesløse udtryk sig ikke. Dog blødede det lidt op, da hans skaber blev nævnt. Et øjeblik kunne man godt fornemme at der stadig var lidt håb i ham. Hun havde været bekymret for ham da han forsvandt, som den eneste. Han havde ikke haft andre at komme tilbage til end hende, og da han endeligt fandt hende, så tog hun imod ham med åbne arme, trods hvor ødelagt han var efter alle de år.
Forsigtigt begyndte han at nusse Marshmallow bag ørene igen kort, inden han rykkede hende over ved siden af sig, så han kunne trække sine ben op til sit bryst, og hvile sin hage mod sine knæ. "She missed me when I was captured" mumlede han så, ikke så meget til Julien, som til sig selv, og stemmerne. Det havde de alligevel ikke noget at sige til. Det var aldrig noget de satte spørgsmålstegn ved, for hun havde vist ham at hun holdt af ham om og om igen.

"I'm sorry that I didn't call you the last few days. It wasn't on purpose." Han så op på Julien, forberedt på at dæmonen ville få et skuffet ansigtsudtryk over at han havde opført sig på den måde. Det var hvad der skete sidst, og det var grunden til at han undskyldte. Julien skulle ikke tro at han var ligeglad, og gjorde hvad han kunne for at gå imod ham, for det var virkeligt ikke tilfældet. Nogle gange kunne han bare ikke rigtigt fungere på grund af sin depression, og det var ikke noget han gjorde med vilje.

Julien vidste godt, at hans ord måske ikke var de bedste at give drengen, men han havde bedt om sandheden. Og Julien ville ikke komme til at savne ham.
Han vidste stadig ikke, om det han havde sagt, ville hjælpe noget, men der skete alligevel noget, da han nævnte Gabriels skaber. Julien havde ingen anelse om, hvem den person var, andet at det var en kvinde og Gabriel var glad for hende.
Det svage glimt af noget, der ikke var dyb depression gav Julien en fornemmelse af, at det måske kunne lykkes at få Gabriel muntret lidt op.

"And I'm sure she would be very sad if you disappeared." Han overvejede at tilføje, at det ville han også, men lod være. For igen, han var uden følelser. Ligegyldig. Så han ville lyve, og det havde han lige lovet ikke at ville. Han valgte at sige det på en anden måde.
"I wouldn't be happy either." Han ville ikke være glad, hvis Gabriel slog sig selv ihjel. Bare heller ikke ked af det. Skuffet måske. Han rakte igen ud, denne gang lod han hånden glide over hans hår i en påtaget kærlig bevægelse.

Da Gabriel nævnte, at han var ked af ikke at have ringet, tog Julien hånden til sig igen. Skulle han give ham en reprimande eller?
"I'm not happy about that, but I see how you are right now. And I can't get mad. But it should not happen again. Next time I won't be this understanding." Han så lidt tænksomt på ham og gav så hans skulder et blidt klem.
"I don't like seeing you like this. Is there anything I can do? Do you want to come home with me, when the sun goes down?" Han tøvede lidt, mens han så på katten. "You can take.. what did you call it? Marshmallow? You can take the cat with you, if you want to." Man kunne godt høre på ham, at det ikke var noget, han var helt glad for, men han mente det nu, når han sagde det. Som sagt, han kunne godt lide katte. Han havde bare ikke lige planer om at have et dyr rendende rundt i huset.

Gabriel lukkede sine øjne da han blev nusset i håret, og trak sine ben tættere ind imod sit bryst. Han vidste godt at Julien havde omformuleret hvordan han selv ville have det, hvis det skulle ske at han forsvandt. Nej, han ville nok ikke være glad, men den måde han sagde det på, gav ham en ret god idé om at han ikke nødvendigvis ville være ked af det heller. Alligevel, så hjalp det lidt at vide, at manden om ikke andet syntes godt nok om ham til ikke at ville gnide salt i såret, ved at sige at han var ligeglad.

Men på trods af det, var han lidt nervøs for hvordan Julien havde det med at han ikke havde ringet de sidste par dage. Gabriel havde ikke set den mørkere side af manden i et godt stykke tid, og lige nu havde han absolut ikke lyst til at se den. Faktisk var det noget han generelt gerne ville afholde sig fra. Derfor var det også noget af en lettelse at få at vide, at dæmonen godt kunne se at han ikke havde det godt, også selvom han sagde at han ikke ville være lige så forstående næste gang det skete. Forhåbentlig kom der ikke en næste gang imens det her med nærmest konstant kontakt foregik.

Da hans skulder fik et klem så han over på manden igen, med sine øjne rettet imod Juliens næse, inden han igen lagde sig ned, men denne gang med hovedet på hans skød. Det var ikke særligt tit at han selv initierede fysisk nærkontakt, og især ikke med Julien. Men lige nu var han træt og deprimeret, så det der med at tænke over tingene kom han ikke så langt med. Nej, man måtte godt være lidt selvisk når man ikke havde det godt. Desuden var han ikke ligefrem nogen trussel lige nu, og han lignede absolut heller ikke en. Når man sad i en sweater, som man praktisk talt svømmede i og et par boxers var man ikke den mest intimiderende person derude, især ikke når man var på Gabriels størrelse, eller overfor en som Julien.
"I'd like that" mumlede han så, som svar inden han lukkede sine øjne. Ikke for at sove, men bare for at hvile sig lidt. "Do you have work tomorrow?" spurgte han så ret pludseligt, uden nogen egentlig opfordring eller noget formål. Egentlig ville han bare gerne snakke om noget andet, selv hvis det var noget så kedeligt som dæmonens arbejde. Gabriel kunne stadig ikke rigtigt se manden som business-guy, selv hvis han lignede en. De sider han havde set af ham, hang ikke rigtigt sammen med at skulle arbejde sammen med andre væsner om at gøre... ting??? Meh. Det var ikke interessant nok at sætte sig ind i.

Julien havde ikke lige regnet med, at Gabriel ville kræve kropskontakt, så først så han lidt overrasket på ham, inden han tøvede aede ham over håret igen og denne gang fortsatte han med blide bevægelser. Han ville aldrig selv have begyndt på noget som dette, men det virkede til, at det var det, Gabriel havde brug for. Lige nu kunne han minde om katten, der sad og kiggede på Julien med sit ene øje.
Det var ikke nusserier, der havde været mest af i Juliens liv, og det sagde ham ikke noget. Men han fortsatte med at ae på Gabriel alligevel.

"Good. Your room is as always ready for you." Det var det. Julien havde givet sin rengøringsdame besked på at skifte sengetøj på værelset og som sædvanligt sørge for, at der var rent. Det var ikke meningen, at Gabriel skulle sove der hele tiden, men han ville nok komme til at sove der en gang i mellem. Det var ikke meningen, at Gabriel skulle blive ved med at tjekke ind hver aften, men lige nu ville Julien gerne have det. En måneds tid mere, måske. Derefter kunne de kontakte hinanden efter behov. Hvis Gabriel i det hele taget ville kontakte ham.

Julien havde stadig ikke besluttet sig for, hvad han skulle bruge Gabriel til. Han havde stadig planer om at spørge ind til hans evner, men havde ikke haft muligheden for det endnu. Og lige nu var heller ikke tidspunktet

Da Gabriel spurgte, om han havde arbejde dagen efter, nikkede han.
"Yes. Not much, but I have a couple of meetings." Han overvejede kort, hvor meget han skulle fortælle, men han havde en fornemmelse af, at Gabriel bare ville have ham til at snakke, så han fortsatte med at fortælle lidt om, hvad han skulle, hvorhenne og hvorfor. Det fik også tiden til at gå, der var nogle timer til, at det ville blive mørkt.

Gabriel trak sin dyne godt over sig, mens Julien fortalte hvad han skulle dagen efter. Det var som sagt ikke fordi at han var forfærdeligt interesseret i hvad dæmonen gik og lavede, for den slags arbejde havde aldrig interesseret ham, men det var nu rart at sætte sig ind i noget så normalt som hvad han skulle i løbet af dagen i morgen.

En gang i mellem åbnede Gabriel selv sin mund for at sige noget, men det var mest for at få Julien til at fortsætte med at tale, så han kunne fokusere på noget andet end sin depression. Han var ikke selv i så meget humør til at tale lige nu, og det var nok ret tydeligt på de korte kommentarer han kom med.
Det var de mest banale hverdagsting han spurgte ind til til sidst. 'Do you know what you're gonna do with dinner?' 'Where's Marshmallow gonna be during the day, can she be in my room?' 'Has your cleaning lady found the dead rat I left yet?' tæt forfulgt af 'Just kidding, I didn't kill a rat. It was a mouse, and I threw it in the garbage'. Til sidst løb han tør for spørgsmål, men det passede også med at det var ved at være mørkt. Derfor satte han sig op, strakte sig, og kørte dernæst sin hånd igennem sit hår.

"I'm gonna go find some clothes really quick. I'll be right back" brummede han, inden han rejste sig op, og tøffede ud på sit badeværelse, hvor han hurtigt fik skiftet ud af det tøj han havde haft på de sidste par dage. Han burde nok gå i bad, men det var at strække den smule energi han havde fået lidt for langt. Så han nøjedes bare med at tage noget deodorant på, skifte undertøj, tage en ren t-shirt på, et par semi-rene bukser og nogle sokker på. Da han kom ud igen, tog han sin hættetrøje på, og lignede nok lidt mere sig selv end han havde gjort resten af dagen. Han var stadig blegere end han plejede at være, og de mørke render var der også stadig, men han kunne da i det mindste overskue sit liv lidt mere.

Julien fortsatte med at snakke og svare på Gabriels spørgsmål. Han talte normalt ikke så meget og var ved at være lidt hæs og tør i halsen, da Gabriel endeligt virkede til at have fået nok. Han rømmede sig og så efter vampyren, da han gik ud på badeværelset. Det virkede til, at han havde fået det bare en lille smule bedre. Godt nok.
Han rejste sig og gik hen til køkkenet, hvor han tog et glas og drak noget vand. Det var tiltrængt. Hans ryg knagede, da han strakte sig, det havde egentligt været lidt hårdt at sidde i samme stilling så længe. Han skyllede glasset af og satte det på plads og nåede tilbage til sovesofaen, da Gabriel kom ud igen. Han lignede stadig lort, men var da i det mindste oppe at stå.

"Well. Do you have a pet carrier for the cat? And cat litter and a litter box?" Hvis Gabriel ikke havde noget af det, måtte Julien ud at skaffe noget. Det endte nok med, at han skulle alligevel, hvis Gabriel havde planer om at tage katten med igen en gang. Ikke at Julien ville opmuntre ham til det, han ville helst være fri, men det kunne jo ske, at han skulle overnatte i flere dage. Men lige nu ville det være nemmest, hvis han havde tingene i forvejen.

Julien lod blikket glide ned over Gabriel.
"And if you need to get some clothes washed, bring it." Han var hverken sur eller mild, men fast. Forretningsmæssig og praktisk. Det ville være nemmere for Gabriel at få vasket tøj ved Julien. Om det skulle være Julien selv, der fyldte maskinen, eller om det kunne vente til hans rengøringskone kom på arbejde dagen efter.

Alt det her kunne måske give en fornemmelse af, at Julien var blødhjertet, men han gjorde det bare, fordi det ville hjælpe ham med at få Gabriel til at føle, at han skyldte ham noget. At han ville ham det godt. Det var ren manipulation fra Juliens side.

"I don't have a pet carrier, since I just kinda... carry her around? But I have everything else" Gabriel trak på skuldrene. Marshmallow, som i mellemtiden havde holdt afstand til Julien, hoppede ned på gulvet og smuttede over til sin ejer, hvor hun begyndte at gnide sit hoved op af hans ben. Han bukkede sig ned og tog den store kat op til sig, hvor han holdt hende nærmest som en baby, med sit hoved ovenpå hendes, inden han så begyndte at finde ting frem, som han skulle have med sig, stadig med katten hængende på sin ene arm.

Gabriel fandt sin sportstaske frem, og tog den med ud på badeværelset, hvor han greb det vasketøj han nu en gang fik øje på, og smed det ned i. Derefter tøffede han ind i køkkenet med tasken, og smed nogle ting ned i til Marshmallow. Blandt andet to skåle, en til at putte mad i og en til vand og posen med kattemad... Og ved nærmere eftertanke, tøffede han ind i stuen, og tog en pistol, som han også lagde i tasken. Bare for en sikkerheds skyld. I tilfælde af at ting skete... og så gik han ud i køkkenet og tog en pose med blod som han også lagde i. Han havde ganske vist stadig ingen appetit, men det var nok bedre at have noget med for en sikkerheds skyld, end at han valgte at overfalde Julien for at få noget.
Marshmallow miawede utålmodigt, stadig liggende på hans arm, mens han overvejede hvad han ellers skulle have med, hvortil hans eneste svar var at give hende et kys på snuden, og så fortsætte sine overvejelser.

"I dunno. Should I bring anything else?" spurgte han så, og så over på Julien, lidt i tvivl om hvor længe han skulle være hjemme hos dæmonen.

Julien betragtede Gabriel, der samlede katten op. Han holdt tydeligvis af den, og den virkede også glad for ham. Det var nok sundt nok for Gabriel, at have lidt ansvar.
"As long as it doesn't use my car as a toilet. It's way to expensive for that." Ordene kunne tolkes som lidt sjov, men der var intet i hans stemme, der angav, at han syntes det var morsomt. Han ville højest sandsynligt vride halsen om på dyret, hvis den pissede i hans bil. Han elskede den bil.

Han blev stående, mens Gabriel pakkede sin taske. Da han lagde en pistol i den, hævede Julien et øjenbryn. Men han sagde ikke noget. Hvis drengen havde det bedre med at have en pistol med, så kunne han da sagtens det. Så længe den blev i tasken hjemme ved Julien. Det var ikke våben, han havde lyst til at have liggende rundt omkring. Ikke at han ikke havde et skydevåben eller to gemt omkring i huset, men det var af gammel vane. I blandt mennesker var det bedre at skræmme indbrudstyve væk med en pistol end magiske evner. Her i Di Morga var hans evne nok det bedste våben. Medmindre der kom nogen, som ikke blev påvirket af ild.

Julien trak på skuldren, da Gabriel spurgte, om han skulle have mere med.
"It's up to you. I dont know, how long you're planning on staying." Julien havde ikke nogen planer om, hvor længe Gabriel skulle blive. Indtil han var frisk nok til at klare sig selv, vel. Bare det ikke tog alt for længe.

Hvis Gabriel ikke skulle have mere med, ville Julien tage hans sportstaske og begynde at gå ned til bilen.

"Hey, Marshmallow is a pretty lady, and she wasn't raised to be a filthy animal... Maybe... I dunno, she caught on really quickly, so I think she's had an owner before me" Gabriel tak på skuldrene og aede katten på maven, hvilket blot fik den til at begynde med at spinde. Det var af en eller anden grund lettende at kunne tale om sin kat, frem for sig selv, ligesom det havde været at høre på Julien tale om sig selv. Måske fordi at han fokuserede på noget andet, mere positivt for hverken Marshmallow eller dæmonen var deprimerede, så behøvede han jo ikke at være nede når det var dem man talte om.

Han kiggede overvejende på sin taske og hvad han havde stoppet i efterhånden, mens han overvejede hvad Julien sagde. Han ville helst ikke være der for længe, for han savnede at have sit eget liv igen, men der var nok til at være der et par dage, hvilket passede ham fint. Han skulle ikke blive der en måned til, det var helt sikkert, både fordi at han som sagt gerne ville være sin egen person, og oven i det kunne han godt mærke at Julien ikke var helt glad for at bo sammen med andre, hvilket han godt selv kunne forstå. Han havde det lidt på samme måde.

"Not for that long. I might go home again in a day or two. Three if it gets worse" konstaterede han så, inden han gik over for at hente kattebakken til Marshmallow, og begyndte at tøffe udenfor igen. Han låste døren bag dem, men i stedet for at lade nøglen ligge, tog han den med sig for en gangs skyld.
Lige nu havde han ingen planer om at arbejde, eller løbe vildt og voldsomt omkring, springe rundt eller slås med nogen, så han ville egentlig hellere have dem på sig. Bare så han ikke skulle være nervøs for om nogen fandt dem.

Julien trak skuldrene en smule op. Den voldsomme regn, der havde været, da han kom, var stilnet af til støvregn. Han brød sig ikke om regn, alting blev så.. vådt. Det var svært at sætte ild til ting, der var våde, så hans ene evne var handicappet omkring vand. Den anden virkede fint, hvilket var grunden til, at han holdt sig fra store mængder af vand. Det ville være uheldigt at hoppe i en pool og få hele baljen til at koge, hvis der skulle ske noget.

Han ventede ikke på Gabriel, da denne låste døren, men gik direkte ned til bilen, som han hurtigt låste op. Han åbnede bagagerummet, smed tasken ind og lod Gabriel stille kattebakken ind ved siden af tasken. Efter at have smækket klappen satte han sig ind i bilen og sukkede dæmpet over at være kommet ind i tørvejr igen.
Da Gabriel havde sat sig ind med katten, startede han bilen og kørte dem hjem til sig selv uden at sige noget. Det var distraherende at snakke, når man kørte bil, og han ville hellere koncentrere sig.

Endeligt åbnede den store gitterport sig og han kørte bilen ind i garagen.
"Put the litterbox in the utility room, I don't want the whole house to smell." Han fik sin lange krop ud af bilen og lod Gabriel om at få sine ting ind i huset. "Put your clothes out there too. The housekeeper is comming tomorrow." Uden at vente på Gabriel, gik han ind i sit hjem og fik overtøjet af. Han kastede et blik på sit armbåndsur. Det var ved at være tid til aftensmad, så måske han skulle gå i køkkenet. En smule træt gned han en hånd ned over sit ansigt. Han havde ikke lige regnet med at skulle have Gabriel med hjem igen. Eller, jo måske, men ikke med en kat, vasketøj og en depression.
Julien tog habitjakken af, hev slipset op og gik i køkkenet for at lave mad. Det blev noget hurtigt og nemt, og det tog ham eller ikke lang tid at spise det. Bagefter ville han finde Gabriel, for at se, om han var okay.

Da Gabriel havde låst af, sørgede han for at Marshmallow var under hans hoodie, så hun ikke blev alt for våd, inden han småløb ud i regnen, for at indhente Julien. Han havde ikke noget imod regn eller vand generelt, faktisk elskede han det, men Marshmallow var en elegant dame, som ikke brød sig om at blive våd, så da han nåede bilen, fik han hurtigt lagt sine ting ind bag ved, og satte sig ind ved siden af Julien.

Men da han så sad der, og kunne nusse om sin lettere utilfredse kat, kunne han godt mærke at det var som om at alting gik lidt i stå. Uden at skulle koncentrere sig om at snakke, lytte eller holde en kat tør, havde han ikke rigtigt noget at distrahere sig selv med, og det gjorde at han faldt lidt hen i sine tanker. Han havde ikke regnet med at det her var hvad hans beslutning om ikke at ringe til Julien, ville føre til. Ikke at han havde tænkt så meget over det generelt, for der havde været en del andre tanker i hans hoved, men nu hvor han sad ved siden af manden, var det svært ikke at overveje.
Hvis noget ville han have regnet med en eller anden form for straf. Enten ved at blive smidt ud i sollyset, indtil han var på grænsen til faktisk at brænde op, eller blive slæbt ned i Juliens kælder. Han havde godt nok sagt at det her var sidste gang han ville være så sød, men alligevel kunne Gabriel ikke lade være med at tænke over det, og have det lidt skidt over at tænke sådan om ham.

Marshmallow miawede utålmodigt da Gabriels hænder stoppede med at nusse hende, men han genoptog alligevel ikke bevægelsen. Gabriel ville ikke nægte at Julien havde tortureret ham, eller at det havde været et helvede nede i hans kælder, men dæmonen havde aldrig skubbet ham længere, end at han kunne vende tilbage med sin fornuft nogenlunde intakt. Der var nogle grænser som var blevet rykket, ja, men ikke så meget at Gabriel ikke længere kunne fungere. Så måske burde det ikke overraske ham, at Julien ikke ville skubbe ham når han allerede var så tæt på at begå selvmord.
Og selvom han havde undskyldt allerede, fik han det dårligt af at tænke på at det hele var selvforskyldt og hvordan Julien måtte se ham efter det her. Stemmerne mindede ham om at dæmonen nok allerede så ham som svag og ynkelig efter at han havde søgt omsorg fra ham så mange gange, trods at det her var manden der havde tortureret ham. Han måtte virke så desperat efter anerkendelse, at Julien havde ondt af ham, og bare tog ham under sin vinge, fordi at alt andet ville være ligesom at sparke en hundehvalp.

Tankerne fløj rundt i hans hoved, og Gabriel faldt hurtigt tilbage i sin lille pøl af selvhad og fortvivlelse. Derfor blev han også siddende i bilen et øjeblik, inden han gjorde, som han blev bedt om, og fik tingene ind i huset. Men igen da det var gjort stod han lidt uden et formål i bryggerset, med sin kat i armene, inden han satte sig ned i hjørnet af rummet, med sine ben trukket lidt op til sig og holdt Marshmallow ind imod sit bryst. Lige nu lignede han nok mere en patient på en galeanstalt end han ellers gjorde, med et tomt blik, der var rettet lige frem, fuldstændigt ubevægelig, og krøbet sammen på en nærmest umenneskelig måde, og den blege hud, med svagt synlige blodårer, det lettere fedtede hår, og de mørke render under hans øjne, hjalp heller ikke ligefrem på billedet.

Julien stillede det sidste ind i opvaskeren og rettede dig op. Gad vide, hvor Gabriel var henne? Han havde været stille. Julien regnede med, at han var gået op på sit værelse med katten, så han gik op på første sal og hen til værelset. Der var tomt. Han rynkede panden. Var han alligevel gået ind i stuen? Julien havde ikke set ham gå forbi køkkendøren. Han kastede et blik ind på det store badeværelse, der også var tomt, nu han var deroppe alligevel, men han regnede nu ikke med, at det var der, Gabriel havde gemt sig.
Nede af trappen gik han ind i de to stuer, men der var vampyren heller ikke. Var han overhovedet kommet ud af bilen?

På vej ned til døren ud til garagen, gik han forbi bryggerset og nåede lige at fange Gabriel ud af øjenkrogen, så han vendte om og kiggede ind. Drengen sad krøllet godt sammen i hjørnet med sin kat i favnen. Han så ikke specielt godt ud. Af en eller anden grund, gav det Julien et stik i hjertet. Måske fordi han faktisk havde en fornemmelse af, hvordan han havde det. Forbandede evne, som Gabriel havde brugt på ham. Den gjorde det.. kompliceret. Julien kunne ikke lide kompliceret.
Han blev stående i døren, mens han spekulerede på, hvad han skulle gøre. Han regnede ikke med, at han kunne give Gabriel det, som han havde brug for. Han kunne ikke sætte sig ned og fortælle drengen en rosenrød historie med kærlighed og killinger, det ville være en fed løgn og selvom det måske netop var det, han havde brug for, var det ikke noget, Julien ville gøre. Han løj da gerne, men ikke på den måde.
Men igen, Julien vidste vel ikke rigtigt, hvad Gabriel havde brug for at vide, andet end at han var ønsket. Og det havde Julien forsøgt at vise ham. Hvis han nu bare vidste, hvad han kunne sige eller gøre. Det frustrerede ham, ikke fordi han som sådan var ked af ikke at kunne hjælpe ham, men fordi det alligevel lagde et pres på ham. Julien var virkeligt splittet i forhold til, hvad han skulle gøre, og hvor meget han egentligt ville gøre.

Det endte med, at han gik ind i bryggerset og satte sig på gulvet ved siden af Gabriel med ryggen i mod muren, knæene trukket lidt op og armene hvilende på knæene. Han sagde ikke noget og kiggede kun kort på Gabriel, inden han selv flyttede blikket til ud i luften. Så måtte Gabriel selv tage første skridt.

Gabriel sænkede blikket ned på sin kat da Julien kom ind i bryggerset, sikkert fordi at han havde ledt efter ham. Ved siden af dæmonen følte Gabriel sig utroligt svag. Ikke bare fysisk men også psykisk. Julien var ikke bare større og stærkere, men han var også ældre og alligevel var han langt mere stabil en Gabriel nogensinde havde været. Måske lidt socialt handicappet, men i det mindste kunne han gå rundt og nyde sit liv uden at få et psykisk sammenbrud i den her kaliber.

Han trak sine ben længere op imod sig, hvilket fik Marshmallow til at hoppe væk fra ham og i stedet tage ud og se hvor hun befandt sig. Og nu da hun ikke var der, kunne Gabriel trække sine ben helt op til sig, så det gjorde han, og han lagde også armene om dem, og hvilede sit hoved på sine knæ.
I et godt stykke tid efter at Julien havde sat sig ved hans side, sagde eller gjorde Gabriel ikke noget. Han blev blot siddende hvor han var i stilhed, mens han overvejede sine muligheder. Men efter at have siddet sådan i noget tid, åbnede han endeligt munden. "Julien? Do you think I'm weak?" Han kiggede ikke over på dæmonen, for han havde ikke rigtigt lyst til at se hans ansigtsudtryk, i tilfælde af at han ville se ud som om at han havde ondt af ham, fordi at nu var han tvunget til enten at sige ja, det syntes han faktisk, eller at lyve for at gøre ham glad.

Julien betragtede katten, der først sneg sig lidt rundt i bryggerset, inden den tog på eventyr i huset. Måske var det meget godt, at han ikke var typen, der havde mange dyre ting til at stå, den kunne vælte ned. Bare den ikke begyndte at kratte i møblerne. Julien undertrygte en trang til at løbe efter den og holde øje med den, men blev siddende og skævede til Gabriel, der havde krøllet sig helt sammen.

Det var ikke mest spændende at sidde der og kigge ud i bryggerset, men Julien var rimeligt god til at lave ingenting i korte perioder. Han lod bare sine tanker gå hen til noget, der havde behov for hans opmærksomhed, for det meste arbejde. En gang i mellem flyttede han lidt på sig for at få blodomløbet i gang, men ellers var han stille og ventede på, at Gabriel selv tog initiativ til at sige noget.

Han var langt væk i sine tanker, da der endeligt kom lyd fra Gabriel. Det tog ham et par sekunder og fange, hvad det egentligt var, han have sagt. Om han mente, at Gabriel var svag? Julien så lidt overrasket på ham, men rynkede så kort panden, inden hans ansigt lagde sig i de sædvanlige neutrale folder.
"No. No I don't." Hans stemme var alvorlig, stille og sandfærdig. Han løj ikke, han sagde faktisk sandheden. Han mente ikke, at Gabriel var svag.

Da Gabriel fik sit svar, sagde han ikke rigtigt noget, men blev bare siddende lidt, og overvejede det som Julien havde sagt. Han anede ikke om dæmonen løj overfor ham, eller om hans tidligere 'don't lie' stadig var gældende, men det trøstede ham alligevel lidt, selvom han følte sig svag.

Selvom han ikke var den stærkeste vampyr i verden, så var hans styrke en af de ting han var stolt over. Ikke bare fysisk, hvor han sagtens kunne overmande et menneske, men også psykisk, da han trods alt havde overlevet grov tortur to gange nu, uden at bryde helt sammen. Altså udover lige nu, og det var nok også derfor at han ville sikre sig at han ikke blev set som svag, bare fordi at han havde problemer lige nu.

Han krøb lidt tættere på Julien, så deres skuldre rørte hinanden, men ellers gjorde han ikke noget i et godt stykke tid. Lige nu ville han ikke rigtigt snakke om det, eller noget andet for den sags skyld, så enhver form for nærkontakt var hvad der hjalp lige nu. Og selv hvis det bare var at sidde tæt på nogen, så var det bedre end at sidde helt alene for sig selv. For det var når han sad alene med sine tanker, at det hele gik galt. Det var der stemmerne havde lettest ved at manipulere ham til at gøre dumme ting, for der var ikke så mange andre sanselige inputs til at holde ham beskæftiget.