I don't really care at this point - Julien

Julien betragtede Gabriel, der ikke så ud til at kunne finde ud af, om han skulle tro på ham eller ej. Han holdt et suk inde og flyttede langsomt blikket. Han vidste ikke lige, om han burde sige mere, for at prøve at overbevise Gabriel. Lige nu valgte han at tie stille og lade sine korte udtalelse synke ind.

Gabriel skubbede sig tættere på ham, så deres skuldre rørte hinanden. Det gjorde ikke Julien noget, så han blev bare siddende stille og roligt. Han overvejede kort, om han skulle lægge armen om ham, men lod være. Det virkede ikke som om, at det var medlidenhed Gabriel var efter. Mere bekræftelse i, at han var noget værd.
Julien kunne ikke rigtigt sætte sig ind i det behov. Han havde næsten altid stolet på sig selv, det havde været meget få situationer, hvor han havde tvivlet. Så at Gabriel gerne ville vide, at Julien ikke så ham som svag..

Julien besluttede sig for, at han godt kunne sætte lidt flere ord på det. Om Gabriel havde brug for det eller ej, det vidste han ikke, men ellers måtte drengen jo bede ham om at tie stille.
"I don't see you as weak. To have a mental illness doesn't mean that you're weak. You can perish or live with it, and you live with it. That makes you strong to me." Hans stemme var stadig neutral, men han så på Gabriel med et lidt mildt blik, der ikke var helt påtaget. Han kunne godt føle med ham på et eller andet niveau.
"And with all you have been through, it is very impressive that you're still alive. I saw the wooden stake in your apartment today. You had the opportunity to end it all and you didn't. You don't have to ask if you're weak. If you were weak, you wouldn't be sitting here with me." Han rakte ud og rodede kort rundt i Gabriels hår som en form for kærlig gestus. For lige at få en slutning på sine trøstende ord.

Gabriel lyttede i tavshed til hvad Julien fortalte. At han faktisk ikke så ham som svag, og at han var stærk for overhovedet at kunne overleve de ting han gik igennem. Det var noget han var stolt over normalt, for han havde overlevet nogle vilde ting, både fysisk og psykisk. Det var grunden til at han ellers ikke havde nogle problemer med at fortælle folk at han var sindssyg, for det var en af de ting, som gjorde ham stærkere end de fleste.

Men det at få det at vide af en anden person, og især Julien, det hjalp alligevel lidt. Man kunne næsten se det lille bitte håb i hans øjne, og så snart det var inde for rækkevidde, hæftede han sig fast til det, og lod det bære ham indtil det bristede. Han vidste godt at det var en tur op ad bakke, når han skulle tilbage fra sådan et dybt dyk, men nu hvor der for første gang var nogen, som tjekkede op på at han ikke slog sig selv ihjel, så kunne det være at det lykkedes ham lidt hurtigere end normalt.

Det var lidt en underlig tanke at Julien var den, som hev ham ud af sin depression, taget i betragtning af at han var skyld i det her sammenbrud, men Gabriel tog hvad han fik. Og et lille smil nåede også hans læber, da dæmonen rodede ham i håret for at sætte en afslutning på sine ord.
Lidt tøvende lænede han sig op ad Julien, og hvilede sit hoved imod hans skulder. Højdeforskellen i mellem dem gjorde at det ikke var ubehageligt for ham, men faktisk faldt ret naturligt. Nogle gange bandede og svovlede Gabriel over sin lille størrelse, da det hverken var noget som blev set som intimiderende eller maskulint, og oven i det så tiltrak det meget ubehagelige typer om natten. Men lige nu var det rart. Han følte sig utroligt tryg ved siden af dæmonen, hvilket igen virkede underligt taget i betragtning af hvad Julien ellers havde gjort ved ham. Men hans reptilhjerne mindede ham om at det var smart at alliere sig med folk, som var stærkere end sig selv, og efter hvad han havde været igennem, kunne man roligt sige at Julien var et rimeligt godt bud på sådan en person.

"You're a lot more sappy and nice than when I first met you" mumlede han overvejende, men uden at gøre mine til at flytte sig. Han havde flere gange frygtet for sit liv da han først mødte Julien, og nu hvor Gabriel tænkte tilbage på hvad han var blevet udsat for, følte han sig lidt stolt over ikke at knække sammen før han gjorde. "I don't mind though. You're a lot more fun to be around when you're nice"

Selvom Julien ikke havde de store følelser for Gabriel, var det nu alligevel rart nok at se det lille smil på hans læber, da han rodede rundt i hans hår. Det måtte give en indikation af, at det Julien sagde, havde en effekt. Og selvom han ikke var følelsesmæssigt involveret i drengen, var det nu meget beroligende at kunne gøre noget positivt for ham. Det måtte ikke være rart at have det så skidt, at man ligefrem overvejede selvmord.

Han mærkede Gabriels hoved mod sin skulder, men reagerede ikke på det. Der var godt nok meget fysisk kontakt i den dreng. Det havde han ikke regnet med, da han havde fanget ham. Selvom han var lille og ikke så ud af meget, havde Julien fanget en rebelsk og stædig udstråling, der ikke havde haft noget spor over sig, at Gabriel virkede afhængig af bekræftelse. Men han havde selvfølgelig heller ikke vidst, at han havde en depression liggende et sted inde under det hårde ydre. Havde han stadig valgt at lave sit lille eksperiment på ham, hvis han havde vidst, at Gabriel var deprimeret? Sikkert ikke. Nok så Julien det ikke som en svaghed, men det var alligevel en brist, han ville have tænkt som en fejl i sit forsøgsobjekt. Om det så var godt eller skidt for Gabriel, at han ikke havde vidst det, kunne man sikkert diskutere.

Julien så ned på Gabriel, da han begyndte at snakke. Sappy?
"Excuse me?" Han hævede øjenbrynene. Han var ikke vred, faktisk morede han sig lidt. Sappy. "Of cause I'm nice. I'm not some kind of monster, you know." Der var en smule humor i hans stemme, for well, han var vel lidt monsteragtig. Og kold. Men han kunne da også være rar. Hvorfor skulle han ikke kunne være det? Han løftede armen og lagde den om Gabriel. Med den anden hånd rodede han rundt i hans hår igen.
"You just have to behave."

Gabriels lille smil voksede en smule, da Julien lagde armen om ham og rodede ham i håret. Ingen af dem havde været særligt touchy-feely mens Gabriel havde boet der, hvis man ellers udelod de to sammenbrud han havde haft, og de gange Julien havde slået ham. Det havde måske været at hans fødder havde strejfet Juliens ben på sofaen, eller lignende småting, så på en eller anden måde føltes det som et ret specielt øjeblik. Ikke at han havde tænkt sig at blive sentimental, men en gang i mellem var det nu meget rart.

Han kunne heller ikke lade være med at grine lidt over hvad Julien sagde, selvom det viste tilbage til nogle knapt så sjove stunder, fra når Gabriel selv ikke havde opført sig ordenligt, og dæmonen havde valgt at give ham en straf for det. Særligt da han havde prøvet at stikke af. Men lige nu virkede det langt væk, for som sagt var Julien utroligt flink, så længe man var på hans gode side. "Hey, I've been really nice lately! Aside from not calling you which... Well, I'm still sorry about that... But other than that, I haven't done anything wrong" sagde han så med et bestemt nik.
Måske var han ikke helt kommet sig endnu, og der gik nok lang tid før han ikke ville få tilbagefald, men lige nu føltes det knapt så intimiderende at skulle igennem. Han var stadig ikke dum, han vidste godt at han næppe betød lige så meget for Julien, som dæmonen var begyndt at betyde for ham... Men det var alligevel rart at have noget opbakning, som om ikke andet tjekkede op på ham når han valgte ikke at give tegn på at være i live. Selv hvis grunden var selvisk, så var al hjælp velkommen lige nu.

"But on a more serious note, thanks for taking care of me. I... I know I'm not that easy to be around. Especially not like this" sagde han så, og sænkede sit blik imod sine hænder. Der var oprigtig taknemmelighed at spore, og smilet fra før var stadig ikke falmet, trods emnets seriøsitet.

Julien lod armen blive liggende rundt om Gabriel og betragtede ham, mens han grinede lidt. Julien kunne ikke lade være med at smile. Det smittede åbenbart at se et grin på Gabriels ansigt. Havde han set det før? Måske mens de så film, men han mente ikke at kunne huske, at han selv havde fået Gabriel til at grine. Det føltes et eller andet sted meget godt, hvilket var underligt. Han havde ikke nogen følelser for drengen, hvorfor skulle han så have det godt med at få et smil på hans ansigt?

"Yes, you have been very good. I'm very proud." Han gav ham et klem. "And I have told you, it is okay." Han fortsatte med at se på ham. At han sad med armen rundt om ham var forkert, men igen, det virkede til, at drengen havde brug for det. Og det var jo kun lige nu, det ville ikke gentage sig. Forhåbentligt ikke. Det fik Julien til at føle sig blød, hvilket han ikke brød sig om. Men lige nu lod han armen ligge.

Gabriels ord passede ikke helt sammen med det smil, der stadig var om hans læber. Julien overvejede lidt, hvad han skulle svare. Det var ikke decideret besværligt, bare en smule irriterende, for han havde bedre ting at tage sig til, end at være babysitter for en deprimeret vampyr. Men han var selv skyld i det.
Selvom han ikke havde følelser for Gabriel, var hans samvittighed alligevel så stærk, at han ikke bare ville smide ham på gaden. Han skulle tage ansvar for sine handlinger, også selvom det ikke passede ind i hans liv. Han skulle have tænkt det hele bedre igennem, inden han havde mishandlet Gabriel til at være afhængig af ham. Det var ikke ofte, at Julien kunne sige til sig selv, at han burde have tænkt mere over tingene, men han havde ikke regnet med, at det ville blive så intenst. Det behøvede Gabriel dog ikke at vide.

Han sukkede dæmpet.
"I didn't take you in, because it should be easy. I took you in, because I saw something interesting in you. I still do. That taking in included a depression, well, that's just too bad. And nothing any of us can do anything about. I do take the responsibillity it gives me towards you. I will take care of you, when you are down." Han gav Gabriel et beroligende smil.

Man kunne nærmest se julelysene i Gabriels øjne, da Julien fortalte at han var stolt af ham, og hans gode opførsel, efterfulgt af det lille klem om hans skuldre. Havde nogen sagt til ham at han ville blive så afhængig af en anden persons mening om ham for bare et par måneder siden, havde han nok set meget underlig ud i ansigtet, tæt efterfulgt af at han nok ville stikke personen ned i ren fornærmelse. Men her sad han, sammen med Julien, og lod dæmonens mening om ham styre hans liv.

Da det hele pludseligt blev meget mere seriøst, hvilede Gabriel sit hoved mod Juliens skulder, og det lille smil falmede langsomt. Selvfølgelig hadede han sin depression som pesten, især når den ødelagde hans hverdag. Men noget han hadede endnu mere var, når det gik ud over andre. Det var ikke så meget skyldfølelsen over at skubbe det over på andre, men nok nærmere idéen om at hans depression havde et så godt tag om hans liv, at det påvirkede andre end ham selv. Selvom hans andre sindslidelser også påvirkede folk omkring ham, så var det da i det mindste fordi at han valgte det.

Dog fandt det lille smil hans læber igen, da Julien fortalte at han nok skulle tage sig af Gabriel, og tage det ansvar der fulgte med at han havde valgt at gøre med Gabriel som han nu en gang havde gjort. "Thanks" mumlede han, hvorefter han krøb lidt tættere op ad Julien. Ikke så meget han ligefrem sad på skødet af ham, men bare så han lænede sig lidt op ad dæmonen.
Men der gik alligevel ikke længe, før det begyndte at blive underligt. De to havde jo ikke gjort sig så meget i nærkontakt, og Gabriel var ikke typen som hele tiden skulle nusses og pusses om. Så efter at have siddet sådan lidt, rykkede han sig lidt væk, hvorefter at han rejste sig. "I'm gonna go check on Marshmallow" Og med det, tøffede han lidt rundt i huset, indtil han fandt sin kat dovne på sofaen i stuen, hvorefter han sluttede sig til hende, ved at lægge sig så han kunne hvile hovedet på hendes mave.

Det var ret.. akavet.. for Julien, da Gabriel puttede sig ind til ham. Det var meget uvant og fuldstændigt forkert. Han var på ingen måde den puttende type, der ville have fysisk nærkontakt. Men lige nu måtte han finde sig i det. Heldigvis gik der ikke længe, inden Gabriel selv afbrød det og forsvandt ud af bryggerset.

Julien sukkede dæmpet og lettet. Slut med det. Han blev siddende i et par minutter, mens han kunne høre Gabriel tulle rundt. Han skulle lige samle sig lidt, mest fordi det hele lige havde været så touchy-feely, hvilket havde hylet ham lidt ud af den. Til sidst rejste han sig og kastede et blik på sit armbåndsur. Klokken var ikke super mange endnu. Han kørte en hånd igennem sit hår og overvejede, hvad han skulle lige nu. Et stik af irritation over at skulle tage hensyn til Gabriel løb igennem ham, men det var der ikke så meget at gøre noget ved. Det varede forhåbentligt ikke så længe, så Gabriel kunne blive sendt hjem i løbet af et par dage.

Han gik ud af bryggerset og ind i sit hjem. Han fandt Gabriel liggende på sofaen med sin kat. Åha, det skulle nok blive godt med kattehår ud over det hele.
"Is there anything you want to do right now? Watch a movie or?" Julien var ikke som sådan i humør til film, så det kunne godt være, at han satte sig til at læse. Eller kigge på noget arbejde, selvom han burde vente til i morgen. Han arbejdede stadig for meget. Halvdelen af det han lavede, kunne han sætte andre til, men han kunne godt lide at have styr på tingene. Så vidste han, at det hele var, som det skulle være.

Gabriel havde lukket sine øjne inden Julien besluttede sig for at slutte sig til ham og Marshmallow. Han åbnede dem ikke igen, han løftede ikke en gang hovedet for at vise at han havde hørt at han var trådt ind i stuen, for det var han stadig for udmattet til. Folk der mente at depression ikke tog fysisk på en, skulle seriøst til at få sig en high five i ansigtet med en stol lavet af metal.

"Mmmh you can just watch a movie if you wanna. I'm probably just gonna listen to some music... or I might be too lazy to get my headphones, and listen to my cat purring instead. Whichever one works" brummede han som svar, uden rigtigt at flytte sig. Indtil videre virkede det som om at det blev hans sidste idé, som blev ført ud i livet. Men hvem vidste, måske fik han ubeskriveligt noget energi til at rejse sig.

Dog trak han sine ben op til sig, så der også var plads til Julien. Det her var efterhånden blevet en ret typisk opstilling for de to. Gabriel i den ene ende af sofaen, oftest liggende, og Julien i den anden ende af sofaen, siddende og for det meste med en bog i skødet. Det var vane og det var en rar lille ramme at have, selv hvis de ikke rigtigt lavede noget sammen. Men det gjorde de generelt ikke. Udover når Gabriel havde problemer, så var de egentlig bare to personer som levede under samme tag. De snakkede lidt hist og her, men de lavede ikke rigtigt noget sammen, og det var heller ikke ligefrem planen at begynde på det. Selvom Gabriel stolede rimeligt meget på Julien, og var lettere afhængig af hans accept, så var deres forhold til hinanden stærkt nok til at han blandede sig i dæmonens liv alt for meget. I hvert fald ikke endnu. Julien havde sit liv, og det samme galt for Gabriel selv.

Julien betragtede ham lidt og rystede så på hovedet.
"I'd rather read." Han satte sig i sofaen i den ende, hvor han normalt sad, og greb sin bog, som han åbnede og ret hurtigt blev suget ind i. Han var blevet vant til at have Gabriel liggende i sofaen. Selvom de ikke havde ret meget at gøre med hinanden, mest på grund af deres forskellige døgnrytmer, var han alligevel ved at vænne sig til at have en stille Gabriel i huset. Det var stadig en smule anstrengende, mest fordi han var vant til at være alene, men det var ikke så irriterende som til at starte med. Faktisk havde han taget sig selv i at tænke, at der var for stille, når Gabriel ikke var der. Derfor var han egentligt mest tilpas med ikke at have ham på besøg hele tiden. Det skulle absolut ikke blive for stor en vane at have nogen i huset. Han havde aldrig haft nogen boende sammen med sig. Selv i de tider, hvor det havde været normalt med tjenestefolk eller slaver, havde han altid sørget for, at de havde deres egne kvarterer, de kunne bruge mest tid i.

Julien brugte en halvanden times tid til at læse, inden han rejste sig og ryddede lidt op, som han plejede. Det varede ikke længe, inden han var klar til at gå ovenpå og gøre klar til at sove. Han stod i døren ind til stuen og så på Gabriel.
"I'm going to bed. Are you alright for the night?" Han ville nødigt have, at Gabriel valgte at slutte sit liv midt i Juliens stue. Det ville både være et nederlag for dæmonen, men det ville sikkert også svine en hel del. Gabriel kunne ikke forlade huset, alarmen var sat til som sædvanligt, og han havde stadig ikke givet koden til ham. Det var måske snart på tide, så han kunne rende på jagt om natten. Der var ikke længere nogen grund til at have ham lukket inde. Måske når Gabriel var klar til at komme hjem til sig selv om et par dage. Indtil da ville Julien nu gerne have, at han blev her, så han ikke rendte ud og slog sig selv ihjel.

Efter lidt tid tog Gabriel sig sammen og tøffede ud og hentede sine høretelefoner, inden han kom tilbage, og lagde sig tilbage i nogenlunde sammen position som før, med hovedet liggende på Marshmallows mave. Han satte en tilfældig playliste på, med ekstra mange melankolske sange, og lukkede ellers sine øjne. Det kunne nok godt ligne at han sov, men det var nu mere for at hvile sig. Ikke at det var smart, for han ville ikke kunne sove i løbet af dagen, men så igen, han havde heller ikke rigtigt fået sovet i et par dage efterhånden. Hvad gjorde en dag til eller fra?

Men alligevel gjorde det noget at han havde Julien i sin fodende. Hvis stemmerne blev for meget, eller hallucinationerne kom for tæt på, kunne han altid krybe hen til ham. Men det så umiddelbart ud som om at dæmonens nærvær holdt dem på afstand. Der kom i hvert fald ikke nogle skygger alt for tæt på, og stemmerne kunne overdøves med musik, om ikke andet så bare et lille stykke tid endnu. Gabriel vidste skam godt at det blev værre i det at han var ladt alene igen, men det var et problem han kunne tackle til den tid.
Dog tog han en af høretelefonerne ud af sit øre, da Julien rejste sig, og lod den blive ude, så han kunne høre hvis der var brug for ham til noget... Selvom han lidt ville ønske at han havde faket sin rævesøvn lidt længere, så han ikke skulle svare på om han kunne klare sig.

Really? Do we look like someone who will be okay for the night?
Probably not, but knowing us we probably won't admit that

Gabriel rynkede lidt på panden. Stemmen havde sådan set ret, han var ret god til at lyve om den slags når det lige galt perioder som denne, og det var sådan set også det han havde tænkt sig at gøre denne her gang... Men tvivlen var alligevel til at se i et øjeblik, inden han bestemte sig for sit svar. "I'll-" han rømmede sig kort, da hans stemme lød underlig efter ikke at have brugt den i et stykke tid. "I'll be fine. Marshmallow's got me covered" han klappede sin kat på maven, men i det øjeblik syntes hun ikke helt at ville som han ville, da hun hoppede af sofaen i det hun så chancen. "Or not. Either way, I'll survive. I'm guessing you don't have any wooden stakes around, and even if you do, I don't know where it is. It's fine"

Julien betragtede ham, ikke i tvivl om, at han forsøgte at lyve. Julien valgte dog ikke at reagerede mere på det.
"If you feel the need, you're welcome to wake me up. I won't be mad." Han vendte sig for at gå, men kastede et sidste blik på ham. "I mean it. Come and wake me up, if you get worse." Han fortsatte ned af gangen, op af trappen og ind på sit soveværelse. Han håbede ikke, at Gabriel ville komme og vække ham, men hellere det end så meget andet. Nattesøvn kunne Julien få en anden dag. Det var vigtigere at Gabriel ikke gik helt nedenom og hjem.

Han tog tøjet af og hang sirligt det op, som skulle bruges igen, så han bare havde boxershorts på. Sådan sov han altid, alt andet var for varmt. Han smed for det meste også dynen om natten, i hvert fald halvt. Hans indre temperatur gjorde, at han kunne sove udendørs om vinteren uden ly. Hvilket før havde været nødvendigt. Han satte sig på sengekanten, satte sit vække ur og lagde sig under dynen, inden han slukkede lampen på sengebordet. Han havde sjældent svært ved at falde i søvn, de fleste ting, der skulle tænkes igennem, havde han vendt i hovedet inden sengetid og bekymringer havde han ikke nogen af, så hans hjerne gik ret hurtigt ud. Det samme i dag, selvom han brugte minutterne til at tænke på Gabriel og dagens oplevelse med ham. Han vidste stadig ikke helt, hvordan han skulle forholde sig til det. Nu måtte han se, hvad der var behov for de næste par dage.

Med den tanke faldt han i søvn.

"Yeah, sure" Gabriel havde ingen hensigter om at vække Julien, eller at rykke sig fra sofaen før det blev morgen. Det var et fint tilbud, men han følte sig som et pattebarn, så nej om han ville komme og pive til dæmonen fordi at det blev lidt uhyggeligt. Lidt værdighed havde han vel tilbage!... Men ikke overfor Julien åbenbart. For godt som han tænkte det, begyndte skyggerne at bevæge sig tættere på, og stemmerne blev for høje til at han bare kunne overdøve dem med musik.

Dog var han lidt for stædig til det, og blev liggende i et godt stykke tid på sofaen. Han var krøbet sammen, med hætten trukket næsten helt ned i ansigtet, og sine hænder trukket ind i ærmerne på sin hoodie så der ikke var noget synlig hud for skyggerne at røre. Det var ubehageligt nok at mærke dem udenpå sit tøj, men så kunne han i det mindste ikke mærke at de 'føltes' kolde.
Men da klokken var tre kunne Gabriel ikke holde det ud længere. Det hele kom for tæt på, og han kunne mærke angsten sætte sig i kroppen. Så han løb alt hvad han kunne op til Juliens værelse, med tårer i øjnene, men da han satte hånden på håndtaget, kunne han ikke lade være med at tøve. Bare fordi Julien havde givet ham tilbudet, behøvede det jo ikke at betyde at dæmonen faktisk havde lyst til at tage sig af problemet. Og i modsætning til Gabriel havde han faktisk brug for sin søvn, for han skulle op og på arbejde.

Gabriel stod et godt stykke tid ved døren, og skyggerne havde for længst nået ham igen. De stod lige bag ham, og hviskede i hans øre. De sagde at han bare var til besvær, og blot var en hindring for Julien, for hvad var han værd, når han knapt nok kunne udføre sit eget job, bare fordi at han var deprimeret? Hvordan skulle Julien få respekt for ham, når han kom pivende ind til ham om natten, bare fordi han syntes at mørket var uhyggeligt?
"No, he asked me to come if I needed it" hviskede han til sig selv, inden han åbnede døren, forsigtigt. Gabriel havde faktisk aldrig været inde på Juliens værelse før, for han havde aldrig rigtigt haft en grund til at gå derind.

"Julien?" spurgte han forsigtigt, inden han krøb op ved siden af sengen, og ruskede forsigtigt i Juliens skulder.

Julien var faldet i søvn og sov godt, som sædvanligt. Dog knapt så tungt, som normalt, netop fordi han var forberedt på, at Gabriel måske ville komme. Han hørte døren gå et sted langt væk og satte sig op med et lille ryk ved Gabriels berøring, da han alligevel var overrasket over at blive vækket.
"Hm?"
Han soveværelset var stort, men lige så dæmpet møbleret som resten af huset. Der var skabe i den ene side af rummet, den store seng med et natbord på hver side og en kommode, hvor der lå småting, som et par armbåndsure, manchetknapper og andre ting, han brugte så ofte, at det ikke røg på plads i skuffen.

Han kunne ikke se noget i mørket, så han rakte ud og fik tændt for lampen på bordet, hvorefter han med missende øjne så på Gabriel. Drengen var tydeligvis hylet ud af den. Julien drejede sig og fik skubbet sig længere op på armen. Han havde fået dynen skubbet ned, så hans overkrop var bar.
"What's wrong?" Egentligt et dumt spørgsmål, det vidste han jo godt, men han var ikke helt vågen og hvad skulle han ellers sige?

Trætheden fik åbenbart åbnet lidt for ståldøren, der holdt følelser inde, for han nåede at føle et stik af bekymring, hvilket også kunne høres i hans søvndrukne stemme. Det kunne jo også være andet end drengens psyke, der fik ham til at se så panisk ud. Katten kunne for den sags skyld være faldet i wc'et og være druknet, hvad vidste han.

Da Julien spurgte hvad der var galt, tøvede Gabriel lidt. Det var jo ikke som sådan depressionen, det var jo bare at hans andre lidelser blev påvirket af at han var deprimeret. Så måske galt det slet ikke som noget, han kunne gå til Julien med? Men nu havde han vækket ham, så han måtte hellere fortælle hvad der var galt.

"The shadows" mumlede han, inden han lavmeldt tilføjede "... And voices." Det føltes ikke særligt voksent at komme klynkende ind til Julien midt om natten, og han tvivlede virkeligt på at dæmonen nogensinde ville se ham som ligemand, uanset hvor gammel han så blev. Meeeeen det var der ikke så mange der ville, udelukkende baseret på hans udseende, så det gik nok. Håbede han. Forhåbentlig fik han ikke midtvejskrise når han var 700 år og folk stadig ikke respekterede ham, fordi at han altid ville ligne en knægt i midten af sine teenage år.

"Can I stay with you until sunrise? I'll be out of your hair before you wake up again" spurgte han, og mødte så Juliens blik sådan rigtigt. Han koncentrerede sig om ikke at påvirke dæmonen med sin evne, stadig ikke panikken nok til at den bare automatisk gik af, ligesom sidste gang synerne var blevet slemme.

Julien ventede tålmodigt på, at Gabriel fik sagt, hvad der var galt. Han brød sig tydeligvis ikke om det, men han skulle ikke bekymre sig om Juliens tanker om det. Som sagt, så så han ikke den psykiske sygdom som en decideret svaghed. Det var en sygdom, ikke en karakterfejl.

Det overraskede ham ikke, at det var skyggerne og stemmerne, der havde fået Gabriel til at komme. Han huskede stadig alt for godt det korte glimt af Gabriels indre, han havde set, da Gabriel ved et uheld havde brugt sin evne på ham. Han havde i flere dage efter ment, at der var noget i kanten af hans synsfelt. Det havde været forstyrrende, men han havde ikke kunne ignorere det. Og det var bare efterdønningerne efter få sekunder af det, som Gabriel måtte døje med hele tiden.

Gabriel stillede sit spørgsmål, om han kunne få lov til at blive. Inden Julien nåede at tænke over en beslutning, så Gabriel ham direkte i øjnene. Det var sket et fåtal af gange, i den tid de havde kendt hinanden, sikkert fordi Gabriel var bange for ikke at kunne styre sin evne. Julien mærkede et eller andet røre på sig i sit indre og pludseligt var der slet ikke noget at tænke over. Han sukkede.
"Alright. You can take the other side of the bed, if you want to." Han dumpede helt ned at ligge, stadig ikke helt vågen. At skulle have Gabriel til at ligge i den anden side af sengen, var ikke ligefrem et scenarie han overhovedet kunne have forestillet sig. Dog var det heller ikke et problem, Julien skulle nok falde i søvn igen.

Han ventede til Gabriel var kommet på plads, inden han så på ham med halvt lukkede øjne, allerede ved at falde i søvn igen.
"I'm gonna turn of the light." Som sagt, så gjort. Han lagde sig til rette og lukkede øjnene.
"Just wake me up, if you need to. Just don't expect me to hug you." Det sidste blev mumlet ud, som han var ved at falde i søvn.

Et lille smil fandt vej til Gabriels læber, da Julien gav ham lov til at blive, og sågar også tilbød at han kunne ligge i den anden side af sengen. "Thank you" sagde han forsigtigt, inden han gik over ved den anden side af senge, og krøb op og ligge der. Det føltes lidt underligt at ligge i samme seng som Julien, men hellere en lidt underlig situation, end at ligge og være bange hele natten.

Han krøb dog ikke ind under dynen eller noget, da han ikke rigtigt havde i sinde at sove. Lige nu var planen bare at hvile sig lidt, mens han havde Julien i nærheden, så han havde noget, som han vidste var virkeligt. Noget som kunne ses og høres, og forhåbentlig gik det ikke så langt at han blev nødt til at røre. Se det ville blive for underligt.
Gabriel nikkede da Julien sagde at han ville slukke for lyset, og lukkede også øjnene, da det blev gjort. Stemmerne var der stadig, men da han havde nogen i nærheden, var det til at holde ud, og skyggerne holdt sig på afstand nu hvor Gabriel ikke var alene længere.

Heldigvis var der intet slemt i løbet af natten. Det hele var der stadig, men det var udholdeligt, og han kunne klare sig med tanken om at hvis der virkeligt skete noget, var Julien der til at beskytte ham. Og oven i det, kunne han se silhuetten af dæmonen hver gang han åbnede øjnene, og når han koncentrerede sig, kunne han også høre hans vejrtrækning.
Det gjorde at det ikke var lige så uhyggeligt at rejse sig og gå op på sit eget værelse, da solen begyndte at titte frem på horisonten. Han var så stille som han nu en gang kunne være da han kravlede ud af sengen, og lukkede også døren bag sig, inden han tøffede ind på sit eget værelse og lagde sig der