Maybe I should be a little bit more careful (Constantine og Julien)

---

Man kunne ikke sige at det var den mest interessante aften i Gabriels liv, for endnu en gang var han arbejdsløs. Efter at have tortureret en eller anden vampyr for et par uger siden, så havde der ikke været så mange jobs at tage rundt omkring, og det betød for Gabriel at der ikke rigtigt var noget at tage sig til. Der var ikke nogen specifik grund til det, det var bare sådan den her branche var. Det ene øjeblik havde man intet at lave, og det næste skulle man på fire jobs i løbet af en aften, hvilket gjorde at man knapt kunne nå hjem inden solen begyndte at titte frem i horisonten.

Men grundet den her mangel i aktiviteter, var han på vej hjem til Julien, og skød genvej gennem parken for at det kunne gå lidt hurtigere. Egentlig havde de bare aftalt at han skulle komme forbi inden solen stod op, men når han intet havde at lave, kunne han lige så godt smide sine ting hos Julien. Så behøvede han heller ikke at slæbe rundt på dem i tilfælde af at han valgte at tage ud og jage, eller noget andet i den stil.

Gabriel bar en mørkegrå tanktop, som hang løst på hans overkrop, med endnu løsere sort hoodie ud over, et par mørkeblå jeans, som selvom de passede i livet, var alt for lange, og sine sorte sneakers. Omkring hans hals hang hans grønne hovedtelefoner, hvor ledningen hang ned til hans lomme i sin hoodie, og spillede noget musik, som han sagtens kunne høre uden at have dem på hovedet, og han havde en sort sportstaske smidt henover skulderen. Selv hvis der havde været andre væsner i parken end Gabriel selv, så havde de næppe lagt mærke til ham, da han virkede mere normal end de fleste i den her by. Med undtagelse af hans højde var der intet iøjnefaldende omkring ham. Hvis nogen havde pointeret at han var lejemorder, var der ingen som havde troet dem, og det var Gabriel vel egentlig ret tilfreds med. Udenfor sit job, ville han helst ikke have alt for meget opmærksomhed fra andre.

Der var gået et par uger siden Constantine var blevet sluppet fri fra to ugers tortur. Han havde brugt den første uge på at sove og jage, det var som om, at han ikke kunne få blod nok. Hans krop havde været øm og træt, og han havde en voldsom lyst til at myrde alt der trak vejret. Efter en lille uge var han taget ud til den adresse, hvor manden, der havde hyret Gabriel, boede. Det havde vist sig at han havde familie. Kone og to børn. Da Constantine forlod huset, var han smurt ind i blod og når nogen kom ind i huset, ville de se noget, der mindede om et hus i en splatterfilm. Blod op og ned af væggene. De to børn var meget nådigt og hurtigt dræbt, men både man og kone var flået i småstykker. Der var ingen tvivl om, at Constantine havde ladet sin vrede efter al torturen få frit spil.

Efter at have fået hævn over manden, der havde sørget for de to ugers helvede, gik Constantine i gang med at opspore den yngre vampyr, som havde tortureret ham. Constantine havde ikke behagelige planer for ham. Gabriel havde haft meget sjov med at undersøge anatomi og dissekere Constantine levende, så Constantine havde planer om en hævn, der ville minde lidt om. Når han havde banket drengen sønder og sammen, ville han flå ham, centimeter for centimeter, og derefter skære hver eneste lille knogle ud af ham, én af gangen.

Det havde ikke været let at finde ud af mere om Gabriel. Han var åbenbart lidt af et spøgelse, selvom han var ret nem at genkende. Nej, i stedet havde han hurtigt fundet djævlen Elizabeth, som åbenbart ikke tog samme forholdsregler som Gabriel. Constantine havde taget sig god tid med hende, ikke så meget fordi hun havde fanget ham, som så meget, at han stadig var rasende. Hun havde fortalt ham, hvor Gabriel var til at finde. Constantine havde endeligt fundet Gabriel og havde fulgt efter ham rundt, han fandt endda ud af, hvor han boede. Men han ville ikke angribe Gabriel på drengens eget territorium. Nej, i stedet havde han holdt lidt øje med ham på afstand, selvom tålmodighed ikke ligefrem var Constantines største dyd. Set om han havde nogle vaner, der første ham et sted hen, hvor der var lidt privat. Og af en eller anden grund gik han igennem en park på vej ned til et pænere villakvarter, hvor han forsvandt ind bag en stor låge og ind i et stort hus, man lige kunne skimte for enden af en lang indkørsel.

I dag gik han samme vej, så Constantine havde taget en omvej og var skåret ind foran ham. Lydløst var han kravlet op i et træ og han sat sig på en stor gren, der gik ind over stien. Her sad han, gemt en smule væk bag blade, næsten usynlig i sit sorte tøj, der bestod af hans halvlange frakke, sorte bukser og en sort t-shirt, og fuldstændig lydløs. Han bevægede ikke en muskel, mens han ventede på at den yngre vampyr kom ned af stien. Som Gabriel gik ned under grenen, hoppede Constantine ned bag ham, greb fast i hans skuldre, kastede ham i jorden og satte sig hurtigt over ham med et ben på hver side af hans mave, så han kunne bruge sin kropsvægt til at holde ham nede. I det samme knyttede han hånden og slog den hårdt ned i Gabriels ansigt.

"Hey Tiny Tot, do you remember me?" Han grinede ned til ham, men der var intet sjovt over hans ansigtsudtryk. Det var fyldt med vrede, had og viste tydeligt den lyst han havde til at give Gabriel en lærestreg for det, han havde gjort. Hævnen ville blive sød. Meget sød.

Gabriel var som altid opmærksom på sine omgivelser, men når der ikke var noget hverken at høre eller se, kunne han ikke rigtigt reagere. Han havde som altid en stikkende fornemmelse af at nogen holdt øje med ham, men det var relativt normalt for ham at føle paranoia... Dog måtte han indrømme at det, det sidste stykke tid, havde været værre end det plejede. Det gjorde ham faktisk lidt bekymret, men når han endelig var sammen med nogen, som han kunne tale med om sådanne ting, fik han enten at vide at han burde tage sig sammen, eller i Juliens tilfælde, blev det slået hen som en del af hans efterhånden store samling af sindslidelser.

Men i det at han blev væltet ned på jorden og slået i ansigtet, kunne han sige 'hvad sagde jeg' næste gang han mødte nogen af dem - hvis han da fik chancen igen. Stemmen, som mødte ham bekræftede blot at det her kun var et hvis, for han genkendte det meget hurtigt som værende Constantine.

"Hmm, not quite, I think you have the wrong guy"
Why the hell are you shit-talking, we should definitely not be provoking this guy.
No, shit-talk that asshat to the moon
I thought you liked him!
He just hit us in the face! I do not like anyone who hits us in the face!
HE'S GONNA KILL US YOU ASSWIPE
OH YOU DID NOT JUST CALL ME AN ASSWIPE
"Uh, guys, can we focus on the situation here?
SHUT THE HELL UP
WHAT HE SAID
"No need to be rude. Sheesh and people call me childish"

Constantine havde forberedt sig på en masse modstand fra drengen, men det skete ikke. I stedet begyndte han åbenbart at snakke med sig selv igen, hvilket næsten ødelagde Constantines øjeblik. Men nej, ikke alligevel.
"Nope, I have the right guy. The ass who had fun torturing me for two weeks. But guess what. Now it's my turn." Han trak sin pænt store kniv frem fra dens gemmested på ryggen og drejede den en gang i luften, inden han lagde spidsen mod det bløde stykke lige under Gabriels øje.

"I have been waiting for this. Thinking of what to do with you. I don't think, you'll like my idea." Han drejede kniven rundt uden at flytte den fra Gabriels ansigt. Smilet havde ikke forladt hans læber. Åh, hvor havde han glædet sig til dette øjeblik. Han trak hurtigt kniven væk og slog Gabriel med den anden hånd. Nok var han højrehåndet, men han slog også pænt hårdt med venstre.
"First I'm gonna beat you to a pulp, then I'm gonne use this knife to skin you. After that.. You'll just have to wait and see." Han slog ham igen.

Et eller andet sted gik det ham på, at Gabriel ikke kæmpede mere i mod. Han havde regnet med en kamp. Ikke at det ikke var dejligt, at det gik så nemt, det var bare.. forkert.
"Revenge is just the most sweetest thing." Han løftede hånden for at slå ham igen.

Gabriel lå musestille under Constantine, og viste hverken frygt eller noget andet. Nej, han betragtede ham bare mens han snakkede, og ventede på det rette øjeblik til at reagere - og det rette øjeblik var absolut ikke mens Constantine havde sin kniv under hans øje. Men trods sit kølige ydre, var han lidt i panik, noget der var tydeligt på det skænderi, som foregik i hans hoved. De holdt absolut ikke deres kæft, og det tilføjede unødig larm til Constantines monolog.

Og fordi at han sad så stille, nåede Gabriel at se Constantines hånd på vej imod sit ansigt, før den faktisk nåede ham. Det gjorde det muligt for ham at rykke hovedet - om ikke andet så bare nok til at han ikke fik et slag midt i ansigtet. Det ramte ham, men det var ikke så slemt som det kunne have været. Men Gabriel blev nødt til at være tålmodig, selvom han var en anelse bange for at se præcist hvad Constantine havde i tankerne. Han blev nødt til at vente på, at den ældre vampyr følte at han havde overhånden, og derfor ikke tog det seriøst. Hvis ikke det lykkedes, havde Gabriel ikke en chance overfor Constantine, med mindre han kunne få fat i noget ud på ham igen, og han regnede ikke med at han kunne få lov til at lave det trick endnu en gang.

"It is, but we're in a very public place at the moment. Think of the children, Costa. Do you really want to scar their poor incompetent minds with the image of my skin being all over the place? What if you scare the cure against cancer out of some kids mind? That would make you a very horrible person"

Constantine drejede kniven lidt rundt i hånden og snurrede den også en enkelt gang. Det var en ting, han altid gjorde, en dårlig vane så at sige. Han så lidt overvejende på den yngre vampyr, der af en eller anden grund ikke virkede bange for ham. Well, det skulle han nok komme til. Han skulle nok komme til at skrige som han havde fået Constantine til at skrige. Tanken sendte en kuldegysning igennem ham. Selvom han var mentalt stærk, var det stadig en del at håndtere og lige nu havde han ikke håndteret det. Ikke andet end at få vreden ud af kroppen. Og nu kom vi til hadet. Han hadede den lille myre, der lå under ham. Constantine kunne forstå tortur, han kunne forstå, at Gabriel var blevet betalt for det, at han bare havde gjort sit arbejde, men han syntes også, at han var gået langt over grænsen.

Gabriel brugte det forhadte kælenavn, hvilket fik Constantine til at læne sog frem og holde kniven ud foran hans ene øje.
"Don't call me that. Next time I'm gonna cut your eye out. Got it?" Denne gang lod han ham slippe med en advarsel. Han kørte spidsen af kniven ned over hans kind, skar igennem det bløde hud. Ikke mere end en rids, det sjove var ikke startet endnu. Bagefter stak han kniven i jorden ved siden af Gabriels hoved.

"Let's start out lightly. There's kids here, if there were, I would suck them dry. Don't worry. They wouldn't live long enough to get any long lasting trauma." Nu lod han de knyttede hænder slå mod Gabriels hoved. Hvert eneste slag sendte et stik af tilfredshed igennem ham. Og selvom han slog hårdt nok til at huden på hans knoer flækkede, helede det med det samme. Han var så fyldt op med blod, han var en ren energibombe. Efter at have slået ham en del gange, trak han sin kniv og satte den på plads i skeden på ryggen.
"This is fun, but let's move on. I'm gonna bring you to that shitty warehouse, you had me locked up in for those two weeks." Han greb fat i Gabriels krave og hev ham op sammen med sig, da han rejste sig. Han vejede jo ingenting, den bette lort.

Gabriel forholdt sig fuldstændigt roligt, selv da der var en kniv lige ude foran hans øje. Ganske vist følte han sig ikke helt rolig, for han havde ikke ligefrem lyst til at blive tortureret - eller miste et øje for den sags skyld - men Constantine behøvede ikke at få tilfredsstillelsen af at at vide præcist hvor nervøs Gabriel var. Men alligevel undlod han at sige noget med Costa igen, selvom det var fristende, bare for at genere den ældre vampyr en lille smule mere.
Og da slagene faldt, kom der nogle ganske vist nogle støn af smerte fra ham, men han så blot op på Constantine, som var det ingenting, trods at det gjorde fanden ondt, og at han efterhånden var ret sikker på at hans næse var brækket, og yup. Han kunne mærke en løs kindtand, som han spyttede ud, sigtet direkte efter den ældre vampyrs ansigt, med blod og hele molevitten. Var der en ting han havde lært efter at blive tortureret, så var det at tænder kom tilbage igen. Det tog sin tid, men det kunne sagtens lade sig gøre.

Dog kunne man godt se et eller andet rykke sig i Gabriels blik, da Constantine nævnte at han ville slæbe ham tilbage til varehuset for at torturere ham der. We're boned. Alligevel fik han en lille, men ret risky idé til hvordan de muligvis kunne slippe fri. Enten det, eller pisse Constantine yderligere af, hvilket lige nu virkede som en win-win situation. Så da han blev hevet op og stå, tydeligvis uden de største anstrengelser, vendte han sig lynhurtigt og hvis ikke han nåede at blive stoppet, bed han sig fast i Constantines underarm. Han var ligeglad om han fik fat i pulsårer, knogler, muskler eller om han smadrede nervebaner, lige nu galt det bare om at forskrække den ældre vampyr.

Hvis det lykkedes ham, at få Constantine til at give slip, eller i hvert fald løsne sit greb nok til at Gabriel kunne vriste sig fri, så ville han løbe så hurtigt som muligt, med alt hvad han havde i sig. Det var som sagt meget risky, for Constantine kunne i og for sig sagtens være forberedt på den slags, men det var et forsøg hver, for at slippe for at blive tortureret og formentlig dræbt senere hen.

Constantine undgik tanden, der kom flyvende mod hans ansigt. Han vidste, som Gabriel, at tænder kom tilbage. Ikke at han havde fået rykket nogen ud med vilje, men med den måde, han jagtede på, røg der en gang i mellem en tand. Mest en af hjørnetænderne, hvilket var frustrerende i forhold til at spise. Og det charmerende udseende, selvfølgelig.

Da han nævnte, at han ville tage drengen med tilbage til varehuset, kom der endeligt en smule reaktion fra ham. Ud over lyde af smerte, var der ingen følelser at spore i ham, som Constantine slog løs på ham. Det irritererede ham, hvilket bare fik ham til at slå hårdere. Måske den yngre vampyr var hårdere end man lige skulle tro ud fra det uskyldige udseende. Nå, ja, det skulle Constantine nok få pillet af ham. Hvad han havde af planer for Gabriel ville ikke slå rollingen ihjel, men efterlade ham som en klump kød uden hud eller knogler. Og sådan kunne han få lov til at ligge i så lang tid, det behagede Constantine, inden han slog ham ihjel. For dø, det skulle han. Efter voldsom lidelse.

Fordi Gabriel virkede så slatten og uden kampgejst, havde Constantine ikke lige været forberedt på, at han ville bide. Så han blev lettere overrasket, da han drejede sig i hans greb og satte tænderne i Constantines underarm. Selvom Costa som sædvanligt havde sin uldjakke på, gik Gabriels tænder igennem og ind i kødet. Ikke dybt, men han ramte heldigt, og Constantines hånd løsnede sit greb. Straks var Gabriel væk, mens Constantine hev sin arm til sig og lagde hånden over bidsåret.
"You bit me, you little prick!" Hurtigt ville han sætte efter Gabriel, men var lige ved at falde over rollingens taske, der stadig lå på jorden, hvilket gav Gabriel en smule mere forspring.
"For helvede." Constantine sprang over tasken og satte i løb efter den yngre vampyr. Den lille vampyr var satans hurtig, men Constantine var både stærkere og havde længre ben, så han halede ind på ham, som de løb igennem parken.

"Oh, you just run, shithead. I'm gonna catch you and then I'm gomma make you howl for your mother!" På den ene side var han stadig rasende, hvilket bare var blevet værre efter at Gabriel havde BIDT ham, men samtidigt gjorde det ham ikke noget med en lille jagt. Få lidt mere sjov ind over det. Han skulle nok fange ham. Og få ham til at fortryde alt.

Gabriel var nok lige så overrasket som enhver anden person, da hans beskidte trick faktisk virkede for en gangs skyld. Dog blev han ikke hængende i det, men spurtede ellers afsted i modsat retning af hvor han kom fra. Lige nu havde han ingen plan, udover at slippe afsted levende, så han løb bare afsted af den rute han ellers havde planlagt. Men Constantine virkede mere end bare lidt fyldt op med blod, så tanken om at kunne køre ham træt var ikke noget han dvælede ved. Han kunne heller ikke slippe af med vampyren, for Constantine var allerede ved at indhente ham, og han ville absolut ikke prøve at løbe fra vampyren hele natten, for det havde han ikke indtaget nok blod til at gøre nu.

"Thanks for the offer, but Imma say no. My mom didn't raise me to accept things from strangers" kaldte han tilbage, netop som han fik en idé. Julien. Muligvis ville Julien ikke hjælpe Gabriel med arbejde, men hvis han nu fik Constantine ind på Juliens grund, ville dæmonen være tvunget til at reagere, for at undgå at vampyren smadrede hele huset. Med Constantine i hælene var det den bedste idé han havde fået indtil nu, så han pressede sig selv yderligere, så han brugte alle de kræfter han havde i sin krop til at slippe afsted med den her plan.

Gabriel var lille og let, så han prøvede at tage diverse smutveje, med skarpe sving, og spring over diverse hegn, indtil han så muren, som skilte Juliens ejendom fra resten af vejen. Med det sidste han kunne, sprintede han over imod muren, løb tre skridt op ad den, inden han sprang over på den anden side, og spurtede imod huset. Med håb i kroppen, flåede han døren op og smækkede den bag sig, hvorefter han lænede sig op ad den for at holde Constantine ude længere end hvad døren alene ville kunne holde til.

"JULIEN, THERE'S A VAMPIRE TRYING TO KICK DOWN YOUR DOOR AND I WOULD LIKE SOME ASSISTANCE"

Constantine fulgte efter Gabriel, som denne spurtede af sted. Ind og ud af små smutveje, over hegn og igennem haver. Constantine vidste ikke, hvor han var på vej hen. Måske hen i mod det hus, han havde set ham gå ind til før. Constantine gav sig ikke tid til at tænke nærmere over det, han halede ind på rollingen. Det var godt, at han havde så meget blod i kroppen, hans muskler arbejdede hårdt, men blev ikke trætte. Han følte sig som et nyopladet batteri, fyldt med ren råstyrke.

De løb igennem en have, hvor en hund først var blevet forstyrret af Gabriel, men som nu kunne springe frem mod Constantine. Uden nåde sprang han over den og lossede den i hovedet, inden han uden at miste et skridt løb videre. Constantine havde som sådan ikke noget i mod dyr, men han kunne ikke lide hunde. Det var nok katten i ham, for han havde ikke haft problemer med dem som menneske.

Endnu et smut ind i mellem et hus og en mur og igennem endnu en have. Han så Gabriel elegant løbe op af en mur og hoppe over den. Muren var ikke et problem for Constantine, der sprang op, greb fat om kanten og svingede sig over. Han landede på græsset på den anden side. Gabriel var på vej hen i mod det store hus, hvor der var lys i vinduerne. Hvem end der boede derinde, ville ikke kunne hjælpe ham. Constantine satte af efter den yngre vampyr, men indhentede ham ikke, før han var væltet ind i huset og havde smækket hoveddøren bag sig. Han stoppede op og så på døren. Som om, at en lille dør kunne holde ham ude.

"Gabriel, you can't escape the inevitable. Just come out here and let me kill you, you little rat." Han begyndte at kaste sig i mod døren for at få den op. Det var sværere end han lige havde regnet med. Gabriel stod nok på den anden side og holdt den lukket.

Julien havde haft en helt almindelig dag. En dejligt almindelig dag. Dem havde der heldigvis været mange af. Gabriel kom på besøg en gang i mellem, men det var ikke oftere end at Julien havde tålmodighed til det. Faktisk havde han helt vænnet sig til at have ham i huset. Det var ikke fordi de snakkede så meget sammen, men der var da begyndt at komme lidt små-snak ind over deres forhold. Hvad går du og laver for tiden-snak. De så stadig film sammen en gang i mellem og Julien var endda begyndt at fortælle små historier fra sin lange tid på jorden. Ikke meget, men en gang i mellem.

Men ellers var alting vendt tilbage til det normale, hvilket passede Julien fint. Han passede sit arbejde, skaffede sig flere forretninger og bygninger. Startede nye ting op. Det store spillested, han havde fået købt en bygning til, var ved at gå fra planlægningen ud i virkeligheden. Det hele gik faktisk godt.

Lige nu sad han med en bog i sofaen og et eller andet dæmpet stykke klassisk musik på anlægget. Gabriel ville komme forbi på et tidspunkt inden solen stod op. Julien havde det bedst med et fast tidspunkt, men så længe, at han ikke larmede, når han kom, hvis Julien var gået i seng, overlevede han nok. Gabriel havde fået en nøgle og koden til alarmen, så han kunne komme ind. Ikke at han bare kunne komme som han ville, men det var noget nemmere.

Lige som han sad der, fordybet i sin bog, blev hoveddøren flået op og smækket hårdt i igen, mens Gabriel råbte højt. Julien havde nær tabt bogen. En vampyr? Et brag, fra da en eller anden bankede ind i døren, fik Julien til at smide bogen og skynde sig ud i gangen. Han så med et overrasket udtryk på Gabriel.
"What is going on? Who's that?" Der lød endnu et brag. Julien rynkede panden, da en eller anden råbte noget med at slå Gabriel ihjel. Julien lagde armene over kors og virkede ikke til at have travlt. Han ville have en forklaring på, hvad der foregik.

Gabriel åndede lettet ud, da Julien kom. I det mindste havde han ikke lagt sig til at sove endnu, for så havde der nok været problemer. Julien var en drama queen når det kom til sin skønhedssøvn, i hvert fald i Gabriels øjne. Dog kunne man godt se at han blev lidt små-irriteret da dæmonen ikke gjorde noget, men blot blev stående, trods at man tydeligt kunne se at Gabriel kæmpede for ikke at lade Constantine komme ind, og spurgte hvem det var.

"Oh that? It's just some guy who clearly doesn't appreciate my loving friendship, and now he wants to kill me, because apparently the kind of friendship I've picked up from you, where you show your love through torture, is frowned upon by normal people. Weird huh? Now can you please do something before he breaks your door in, and splatters my blood all over your expensive furniture? Like, right about now would be great" Normalt nævnte Gabriel ikke rigtigt til hvad Julien havde gjort mod ham, og da slet ikke efter de begyndte at snakke bedre sammen, men lige nu var Gabriel også væsentligt mere stresset end normalt, og derfor langt mere irritabel end ellers. Tanken om at blive flået fra hinanden var ikke så tiltrækkende som man skulle tro.

Julien lyttede til, hvad Gabriel sagde. Han mærkede et stik af vrede over drengens flabethed, men ikke en eneste smule dårlig samvittighed. Han havde det ikke dårligt over, hvad han havde gjort. Men Gabriels ord gjorde ham vred. Hvis det ikke var fordi, at der var en eller anden meget vred vampyr, der forsøgte at brage igennem hoveddøren, havde han sat Gabriel på plads.

"So you have tortured someone and now he want's revenge. I told you not to bring your work to my home." Han sukkede og så på døren, der var begyndt at blive løs i hængslerne. Der var vel ikke så meget andet for, end at tage sig af Gabriels problem og så tage sig af Gabriel bagefter. Han betragtede Gabriels ansigt lidt. Han havde godt nok fået nogle slag. Måske det kunne være en lærestreg for.. ja, hvad end han havde gjort forkert, siden denne vampyr var så ivrig efter at få fat i ham.

Julien trådte helt ud i gangen og lod armene glide fra hinanden igen.
"Step away from the door and move behind me. Unless you want to get your ass burned off." Da Gabriel havde flyttet sig, bankede den anden vampyr ind i døren igen, så den fløj op og han væltede ind. Julien tøvede ikke et sekund, men lavede en pæn ring af ild omkring ham, som han havde gjort ved Gabriel to gange. Med et køligt blik så han på ham. Åh gud. Endnu en relativt ung vampyr. Julien havde en fornemmelse for den slags, men denne gang var det så let at se på vampyrens fremtoning. Der var ingen stil, ingen klasse. Bare rod. Der var dog ingen tvivl om, at vampyren var vred. Meget vred. Gabriel måtte åbenbart ikke have været sød. Julien gik ikke op i, hvad Gabriel gjorde som arbejde, men han havde dog fået fat i, at det både var alt snigmord og tortur.

Inden den fremmede vapyr kunne nå at begynde at brokke sig, løftede Julien en finger og pegede på ham.
"Du bliver der og tier stille, ellers er det ikke kun mit gulv, der er ild i, forstået?" Hans stemme var kølig, lettere vred og meget bestemt. Tonefaldet efterlod ingen tvivl om, at han ville brænde Constantine af, hvis han forsøgte på noget. Heldigvis for ham havde Julien ikke planer om at slå nogen ihjel i sit eget hjem, ellers havde Constantine allerede været blevet brændt til aske.
Julien lod sit blik glide over til Gabriel.
"Now tell me who this fellow is and what he has done to you."

BANG. Endnu en gang kastede Constantine sig i mod døren. Hængslerne var begyndt at rasle, så snart var det kun Gabriel, der holdt den stående. Han burde ikke være så svær at vælte.
Hvis Constantine havde taget gjort sig den anstrengelse at lytte til, hvad der foregik indenfor, ville han måske have fundet ud af, at Gabriel havde fundet en til at hjælpe sig. Men hans ego var så stort, at han ikke forventede, at der lige var nogen, der var stærk nok til at overvinde ham. Så han kastede sig ufortrødent i mod døren igen. Han var vred, men der var også et smil om hans læber. Det her var ganske underholdende, måske han skulle jagte sine ofre noget mere.

Endeligt gik døren op, lidt overraskende, da Gabriel åbenbart havde flyttet sig, og Constantine væltede ind i en eller anden stor gang. Han nåede knapt nok at få balancen, før han måtte kaste sig et skridt tilbage, da en mur af ild dukkede op foran ham. Nej, ikke bare foran ham, hele vejen rundt om ham. Han snurrede rundt for at se efter en vej ud af ilden, men der var ingen.
Som Gabriel havde opdaget, var en af de få ting, Constantine virkeligt var bange for, ild. Og Gabriels tortur med en lighter under fingrene og afbrænding af hans fødder havde ikke ligefrem hjulpet på det. Så der gled kort et udtryk af frygt over hans ansigt, men det forsvandt hurtigt igen for et udtryk blandet mellem vrede og surmuleri. Han havde været så tæt på at fange den lille lort!

Constantine så på manden, som Gabriel havde søgt om hjælp ved. Hvad var han? Han kneb øjnene sammen og så igennem ilden. Ildmagi. Hans første gæt ville være en dæmon. Ikke at det var en selvfølge, der var mange væsner, der kunne håndtere ildmagi, men det mest logiske ville være en ilddæmon. I hvert fald af, hvad Constantine havde fået at vide.
Manden gav Constantine en ordrer, hvilket ikke faldt i god jord. Han hadede autoriteter. Han var lige ved at åbne munden for at sige noget, men lod være i første omgang. Ilden var hed og han havde ikke lyst til at brænde op. Det havde han prøvet lidt for meget på det seneste.

Dog gik der ikke mange sekunder, før han alligevel ikke kunne holde kæft.
"Hvad jeg har gjort ved ham?! Det er da mere, hvad han har gjort ved mig! Jeg er bare ved at få min hævn på den lille mide!" Han ville slå ud med armene, hvis han kunne, men måtte nøjes med at stirre surt på de to, der stod uden for den alt for lille ring af ild. Heden var intens inde i cirklen.

Man kunne tydeligt se på Gabriel, at snart ville blive mere end bare lidt småirriteret, hvis Julien ikke snart trådte ind og hjalp ham. Uden nogle egentlige våben på sig, havde Gabriel ikke den største chance overfor Constantine, og det var nok ret tydeligt, når man tænkte på hvor mange kræfter han brugte på at holde døren lukket. Det havde vist sig en gang, at Gabriels egen vægt ikke gjorde det store i forhold til Constantine, så det var ren styrke han måtte bruge for at holde ham ude.

Dog valgte Julien hurtigt nok, at ville hjælpe ham, så i det at Constantine netop var begyndt at trække sig væk fra døren, spurtede Gabriel om bag Julien. Grundet sin ikke særligt bemærkelsesværdige højde og generelle størrelse, kunne han let skjule sig bag dæmonen inden Constantine brasede ind i gennem døren. Han tittede dog lidt frem med hovedet, da Julien beordrede Constantine til at være stille, og rakte kort tunge, af ham i bedste børnehave stil, inden han hurtigt trak den ind igen, før Julien kunne nå at se det. Han skulle til at svare på spørgsmålet, da Constantine kom ham i forkøbet.

"I said it wasn't anything personal, I was just doing my job just like every other law abiding civilian! I'm just trying to get food on the table for me and my child. Do you know how difficult that is?" Selvfølgelig havde Gabriel ikke noget barn, hverken som menneske, og da slet ikke som vampyr, men han havde en kat, og det var vel tæt nok på. Han behandlede hende i hvert fald langt bedre end de fleste mennesker han mødte.

Nah, who're we kidding, we treat Marshmallow better than anyone we've ever met.
Touché.

"And besides that, I was very nice to you, I never once let you die, and when I was done with you, I gave you the name and address to the guy who hired me, and trust me, I've heard what you did to him and his family. So when you sit down and think about it, I'm just a nice person"

Julien kunne mærke en hovedpine melde sin ankomst, allerede da den fremmede vampyr åbnede munden. Det her ville ikke blive sjovt. TO unge vampyrer, der begge lød som et par sure børnehavebørn. Hvad havde han dog gjort, for at fortjene dette? Han havde bare siddet og nydt en stille aften med sin gode bog. Hvorfor i alverden havde Gabriel dog ikke bare slået anden vampyr ihjel til at starte med, hvis den anden var så opsat på hævn?

Han så igen på Constantine og løftede advarende fingeren.
"Jeg sagde, at du skulle tie stille." Ilden rundt om vampyren blussede kort op som advarsel. Lige nu ville Julien kun høre på Gabriel, få lidt styr på, hvordan og hvorledes og derved forhåbentligt finde ud af, hvordan han skulle håndtere situationen. Om det ville være nødvendigt at dræbe den anden vampyr, slæbe ham med ned i kælderen, gud forbyde, eller om han bare kunne skræmme ham og lade ham gå. Han satsede på det sidste.

"Gabriel, I don't like to repeat my self. Who is this and what did he do to you? You look like a punching bag." Julien lagde armene over kors igen. Det burde han jo vide, siden han faktisk havde brugt ham som boksebold. I længere tid. Men bare fordi han gjorde, behøvede det ikke at betyde, at han skulle synes om, at andre gjorde det. Well, egentligt var han lidt ligeglad, så længe Gabriel forblev i live. Den anden vampyr var tydeligvis ikke tilfreds med bare at slå lidt på ham, hvilket Julien måtte få styr på. Siden det ikke så ud til, at Gabriel var stærk nok til at kunne klare den anden vampyr.

"Fuck you, when you poured boiling oil over me, you made it very personal! I'm so gonna tear you apart!" For et øjeblik overvejede Constantine, om han kunne springe igennem ilden. Han var stadig utroligt rasende, trods de to uger, hvor han havde gjort en masse for at få vreden ud af kroppen. Så lige nu var det ligefør at selv en mur af ild ikke kunne stoppe ham. Grunden til hans vrede stod lige der. Den lille lus, som havde haft ham spændt fast i en stol og taget ham igennem helvede i to uger.

Vreden stod ud af hver pore i hans krop og hvis øjne kunne dræbe, ville Gabriel være sendt af helvede til igen. Han havde næsten taget beslutningen om at forsøge sig med ilden, mens han svarede Gabriel tilbage, men pludseligt blussede ilden op og manden bad ham tie stille igen. Hans kontrol over ilden fik Constantine til at få hold på sig selv og blive stående.
"Well, he deserved it," mumlede han for sig selv, da Gabriel nævnte, at han havde hørt, hvad der var sket med manden der havde hyret ham til at torturere Constantine.

Det virkede åbenbart til, at den høje mand ville have Gabriel til at forklare, hvad der foregik, så Constantine lod kort blikket glide rundt over sine omgivelser. Det var en eller anden gang i et større hus. Her så fisfornemt ud, selvom det ikke var synderligt specielt. Der var ikke noget spændende at se, så han rettede igen sit vrede, hadefulde blik tilbage mod Gabriel. Og forsøgte at nedstirre ham. Constantine var sjældent så alvorlig som han var i det øjeblik, trods de lidt smarte kommentarer. Vreden var simpelthen så stor, at han ikke havde lyst til det pjat, han normalt godt kunne give sig i kast med. Nej, selv ikke frygten for ilden fik ham på andre tanker end den smerte, Gabriel skulle føle. Der var ikke plads til angsten. Selvom der sad en lille stemme og forsøgte at forklare ham, at lige nu var han på røven, Gabriel havde åbenbart en, der besad ildmagi på sin side.

"Your skin looked dry, so that my reason for doing it. And then some bugs came, so I decided to pour boiling water on them to kill them. It's not my fault that they just so happened to be on you" svarede Gabriel surmulende, selvom det naturligvis ikke var det tanken bag det var. Tanken bag det var, at det skulle gøre helvedes ondt, og få Constantine til at fatte, at man ikke skulle genere de forkerte personer - og ærligt, så var Gabriel nok en ret forkert person at genere, og det var kun blevet værre efter han havde mødt Julien.

Dog vendte han blikket tilbage på Julien, da han blev bedt om at forklare hvad der var sket, og svarede med et dybt, dramatisk suk. "It's Costa. He got the name, 'cause his ego is as big as Costa Rica, but his real name is Constantine. And he's a stupid vampire who I had to torture for my employer, and now he's getting butthurt, even though he got his revenge on the guy. So he hit me. A lot. And I lost a tooth. 's not fun. I do not recommend it" Han trak ud i sin mundvig for at vise hvor han havde mistet en kindtand, hvor en lille hvid spids af en ny tand allerede kunne ses i såret, som var det bare en mælketand han havde mistet. Han stak spidsen af sin tunge ud af hullet for at vise at den altså var væk, inden han slap sin mundvig og lukkede munden helt.

"But yeah, he's a butt, and he's being dramatic. I wasn't that bad, I could've done stuff to him, that would be a lot worse"

Julien løftede et øjenbryn, da Constantine sagde, at Gabriel havde hældt kogende olie ud over ham. Han kunne pludseligt godt forstå, hvorfor vampyren var vred. Det kunne umuligt være specielt behageligt. Og Gabriels forklaring om hvorfor, og at han så havde hældt kogende vand ud over ham bagefter.. Julien måtte indrømme, at Gabriel havde en god fantasi, hvad angik tortur. Det var ikke noget, han havde lært af Julien. Selvom han havde været hård ved Gabriel, havde han nu ikke været så hård. Men han ville da skrive sig det bag øret. Og hvis han en dag havde brug for at torturere nogen igen, kunne han vist godt ringe efter Gabriel.

Han blev nærværende igen, da Gabriel begyndte at forklare på sin lidt nørklede, billedelige måde. Den anden vampyr hed Constantine, Gabriel var blevet hyret til at torturere ham og nu var han sur og havde slået på Gabriel. Som havde mistet en tand.
"You poor thing." Der var et strejf af sarkasme i hans stemme og i hans blik. At miste en tand var ikke så slemt for en vampyr, der voksede en ny ud. Julien var ikke sikker på, at han ville vokse en ny tand, hvis han mistede en. Han havde ikke prøvet og havde nu heller ikke lyst til at prøve. Hans evner inden for heling var ikke specielt stærke, i hvert fald ikke på niveau med en vampyr, ung eller ej.

Nå, nu vidste han, hvad der var sket. Hvordan skulle han så håndtere det? Der var vel ikke så meget andet for end at forklare Constantine, at han skulle holde sig væk fra Gabriel.
"I don't care, what you did or didn't do to him." Han gik over til ilden og så ind på Constantine. Der var et eller andet ved det navn og det ansigt. Det lå lige i kanten af hans bevidsthed.
"You there. Constantine. I do not care about you wanting revenge. You do not hurt Gabriel, understand? Or you'll have to deal with me. And I'm not a very nice person."

Constantine havde virkeligt svært ved at tie stille, hvilket fik ham til at åbne og lukke munden igen et par gange. Selvom han var mere end vred, havde han ikke lyst til at provokere manden mere end højest nødvendigt. Han var af en eller anden grund skræmmende. Måske fordi han havde ildmagi. Men der var også noget over ham, hans fremtoning. Den var modsat Gabriel, som bare så lille og nuttet ud. Manden virkede hård, streng og alt for voksen. En ægte autoritet, hvilket Constantine på den ene side kunne mærke lidt respekt for, men også tændte helt af over. Han hadede autoriteter. Der var ikke nogen, der skulle bestemme over ham.

Da Gabril sagde, at det ikke havde været så slemt, var Constantine splittet mellem at modsige ham, men det ville næsten også lyde som at pive. Og det ville han ikke. I stedet lagde han armene over kors og fokuserede på den nuværende situation, i stedet for billederne af sin afsavede arm, solens stråler og insekterne, der fór igennem hans sind.

Endeligt var de to færdig med at snakke og manden kom hen og så på ham igennem ilden. Constantine gengældte ufortrødent hans blik. Mandens ord fik ham til at rynke på næsen og han fnøs.
"Yeah sure. As if I'm scared of you. That little shit is going to get what he deserves. A very slow and painfull death, screaming like a little girl." Constantine flyttede kort blikket til Gabriel og så på ham med et blik fyldt med had. "I'm gonna kill you. Be sure of that!" Han lavede et ryk fremad, men vidste godt, at han ikke ville kunne komme igennem ilden, der bestod af mandshøje flammer. Alt hvad han kunne se igennem dem, var forvrænget af varmen i luften.

Gabriel var ikke helt sikker på om han skulle give Julien ret i at han ikke var en særligt sød person, eller om han burde sige ham imod, så i stedet valgte han for en gangs skyld at holde sin kæft. Dog blev han tydeligvis ret fornærmet over at få at vide, at han ville skrige som en pige. Den del med Constantines trussel, så ikke ud til at røre ham, da han blot rakte tunge ad ham som svar.

"It's gonna be hard to kill me, if you get burned to death first" svarede han blot, men veg ikke væk fra Julien. Ikke at han var bange for at Constantine ville få fat i ham, for han tvivlede på at Julien ville lade den ældre vampyr gøre det.. Det var nærmere fordi at han ikke bare havde respekt for dæmonen, men også at han stadig var lidt nervøs omkring ham, og ilden gjorde det ikke meget bedre. Det fik Gabriels tanker tilbage til den tid han brugte i Juliens kælder, hvor de selv samme evner havde været med til at knække ham igen. Og nu havde Julien igen det kølige ansigtsudtryk, som Gabriel aldrig kunne gennemskue, og ærligt fik det, det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, så han ville absolut ikke være den, som det blev vendt imod igen. En glad Julien var langt bedre for Gabriels helbred, end en vred Julien.

Julien var som sådan ikke overrasket over, at Constantine ikke virkede bange for ham. Han virkede alt for dum til at fatte den fare, han var i. Dum og, typisk for en ung vampyr, med et alt for stort ego. Julien var dog ikke i tvivl om, at ilden havde sin effekt på vampyren, men hvilken vampyr ville ikke også være bange for at være omgivet af en af de få ting, der kunne slå den ihjel?

Så det overraskede ham heller ikke, at Constantine fortsatte med at true. Dog, selvom det ikke overraskede ham, blev han irriteret over ikke at blive taget seriøst. Ikke at blive anset som den autoritet han var. Så da Constantine valgte at true Gabriel direkte, rynkede Julien panden og gik igennem ilden, der som sædvanligt ikke rørte hverken ham eller hans tøj. Cirklen udvidede sig en smule, så de begge kunne stå derinde uden nogen af dem var i kontakt med flammerne. Hurtigt gik Julien helt op til Constantine og greb fat om halsen med den ene hånd. Han var en smule højere end vampyren, nok til at skulle se ned for at se ham i øjnene med sit kolde, vrede blik, er indholdt en tydelig advarsel.

"Jeg sagde, at du skal lade Gabriel være. Hvis jeg så meget ser et blåt mærke på ham, vil jeg regne med, at det er dig. Og så vil jeg opsøge dig og få dig til at fortryde, at du nogensinde tænkte en eneste negativ om Gabriel. Hvis du synes kogende olie er slemt, så vent at se, hvad jeg kan finde på." Huden under hans hånd begyndte at blive varm, som han brugte sin evne. Constantine ville kunne mærke sin hals begynde at blive varmere og varmere. Julien lænede sig ind og hviskede ham i øret, så lavt som muligt, så Gabriel forhåbentligt ikke kunne høre det.

"Jeg husker dig, Constantine. Jeg kendte din skaber, Michael. Jeg ville sikkert kunne finde frem til ham igen, så stor er verden heller ikke. Hvis du så meget som rør Gabriel igen, ringer jeg efter din skaber, når jeg er færdig med dig. Han vil sikkert ikke blive specielt glad for at få at vide, at hans afkom skaber problemer for hans gamle ven. Hvor længe var det nu, du tilbragte i den kasse under jorden? Fire måneder? Eller blev det til et helt halvt år?" Julien lod spørgsmålet hænge lidt i luften, inden han trak sig tilbage. Der sad et sjældent, men yderst uhyggeligt smil om hans læber. Han slap Constantine igen og trådte et skridt bagud.

"I give you ten seconds to get of my property. If you're not gone, I'll burn you to ashes. Understood?" Ilden forsvandt så brat, som den var kommet. Kun heden og lugten af røg var tilbage. Julien lagde armene over kors.
"One.."

Constantine nåede ikke at svare Gabriel, før den fremmede mand trådte igennem ilden. Det så vildt ud, for ilden rørte ham overhovedet ikke, den smøg sig bare omkring ham, som var han en del af den. Selv ikke hans tøj viste tegn på at være i kontakt med flammerne. Dette, sammen med udtrykket i mandens øjne og ansigt, fik Constantine til at træde tilbage, selvom det fik ham til at nærme sig flammerne lidt for meget. Vreden blev alligevel overdøvet af den lille stemme, der nu skreg, at det her var en virkelig skidt situation. Måske han kunne have forsvaret sig selv, hive kniven frem eller slå ud efter ham, men tanken om alt det ild, der omgav dem, fik ham til at lade være.

Manden greb hårdt fat om Constantines hals. Hvis han havde haft behov for luft i lungerne og blod til hjernen, ville han helt sikkert have været i problemer, men heldigvis var ingen af delene nødvendige. Styrken i grebet forstærkede hans fornemmelse af, at manden var dæmon. Manden var lidt højere end Constantine, hvilket trang ham til at se lidt op ad, for at møde hans blik. Det var som om, at han kunne se flammer inde bag mandens øjne. Okay, helt sikkert ilddæmon.

Mandens stemme gav Constantine gåsehud. Selvom den var meget rolig, var den fyldt med kølig vrede og en fasthed, der slog fast, at han helt sikkert ville gøre Constantine ondt, hvis han gjorde Gabriel noget. Constantines blik fór kort til Gabriel, inden det vendte tilbage til Juliens. Pludseligt begyndte mandens hånd at udstråle varme. Nej, ikke hans hånd, den havde samme temperatur. Det var som om, at det var Constantines egen hud og kød, der blev varmt. Og det blev meget hurtigt meget varm. Han begyndte at vride sig lidt, men mandens næste ord fik ham til at fryse til stedet.

Michael. Hans skaber. Manden han allerførste gang havde set, da han lå under broen, ødelagt, blødende og døende mens hele verden fejrede slutningen af krigen i Vietnam. Manden, der havde siddet og kigget på ham, mens han døde i store smerter. Og som havde givet ham livet tilbage, givet ham mulighed for at blive et nyt væsen.
Man ville aldrig få Constantine til at indrømme det, men han var bange for sin skaber. Michael havde vist sig at være en fair mand, men også en mand med en kort lunte. Og Constantine havde ikke været et specielt.. let.. afkom. Især fordi han ikke havde det godt med autoriteter. De havde haft mange sammenstød og Michael havde somme tider mistet tålmodigheden. Hvilket ikke havde udmundet sig som et dask over hånden, men i hårde afstraffelser, især efterhånden som tiden gik og Constantine ikke ændrede sig. Selvom han nogle gange forsøgte. De seks måneder begravet i en kasse i jorden havde været en straf for at have haft en lidt for sjov uge, der havde trukket lidt for meget opmærksomhed på den skjulte verden, som væsnerne levede i. Det havde både været en god måde at få ham af vejen på og samtidigt give ham en lærestreg. Og han havde da lært det, han ville ikke have så sjov en uge igen.

Så da Julien nævnte Michael, vidste Constantine godt, at han aldrig ville få sin hævn over Gabriel. Dæmonen kunne gøre med ham, hvad han ville, men han ville ikke have, at han tog kontakt til hans skaber. Måske var forskellen ikke så stor, smerte var smerte, straf var straf, men af en eller anden grund havde det altid været værre, når det havde været hans skaber, der havde stået bag.

Smilet på mandens ansigt var slet, slet ikke lige så skræmmende som hans ord. Selv smerten i hans hals, der hurtigt forsvandt, da han slap ham, var ingenting. Constantine sank en gang og så med usikkerhed og frygt i blikket på Julien, der bad ham om at smutte.
Det tog ham lige et par sekunder at registrere, at ilden var væk, men i det samme som Julien begyndte at tælle ned, vendte han om på hælen og spænede ud af døren.

Så hurtigt som muligt spænede han ned af indkørslen. Da han kom ned til den store låge, skiftede han til kat midt i et skridt og sprang igennem tremmerne. Han skiftede i luften på den anden side og trillede en gang rundt, som han landede på jorden. Her blev han liggende, hvilende på albuerne, og så ind af lågen og ned af indkørslen. Hverken dæmonen eller Gabriel fulgte efter ham, så han dumpede helt ned på ryggen med et støn.
"For fuck sake.. Hvorfor er jeg så fandens uheldig for tiden?" Han mumlede surmulende og stirrede op i nattehimlen, der stadig sendte en fin støvregn ned over verden.

Gabriel så tavst til mens det hele foregik, og rørte sig knapt fra hvor han stod. Heldigvis var det ikke ham som Juliens vrede gik ud over denne gang, men det betød ikke, at han ikke ville passe på. Han ville nødigt komme ud for at vreden vendte sig imod ham, den måtte Constantine gerne beholde for sig selv så længe det nu varede.
Det var ikke meget af samtalen, som Gabriel fik fat i. Han kunne sagtens forstå en god portion af hvad der blev sagt, men det var tydeligvis noget indforstået imellem de to. Noget med en der hed Michael, og en kasse, men resten forstod han ikke helt. Fransk var virkeligt ikke Gabriels stærke side, og det havde det heller aldrig været. Det var noget af en lettelse, at han endnu ikke var stødt på nogen, som ikke forstod ham.

Men tydeligvis behøvede han ikke at sætte sig ind i det, for snart forsvandt flammerne, og i det dét skete, stak Constantine halen mellem benene og spurtede ud derfra. Et lettet suk lød fra Gabriel, da han om ikke andet var sluppet af med Constantine i lidt tid. Men med det kom opstod der et andet problem. Gabriel havde brudt sit og Juliens aftale om ikke at tage sit arbejde med sig hjem til Julien, eller noget andet, som dæmonen ejede. Det var en ret skidt detalje, så han måtte nok lige sige undskyld eller noget, så Julien ikke ville blive alt for sur.
"I-uh, I'm sorry for bringing him here. I didn't think he'd actually manage to find me when I was asked to let him go. I should've been more careful" mumlede han og gned sin arm lidt. "Anyway I lost some stuff earlier when he chased me, so I'm gonna go see if I can find it"

Julien så tilfreds efter Constantine, der styrtede af sted. Han forventede ikke, at der ville blive problemer med ham igen, ikke med det udtryk han havde haft i øjnene, da Julien slap ham.
Julien havde genkendt ham, lige så snart han kunne se hans ansigt uden flammerne imellem. Det var vigtigt for Julien at kunne huske de personer, han stødte på på vej igennem sit liv. Det var altid positivt at kunne hilse på folk ved navn, så gav man et godt indtryk. Constantine havde måske ikke været en af de personer, der ville være vigtige at huske, men hans skaber, Michael, havde været en person, som Julien havde haft et tættere forhold til i en periode. Måske ikke et decideret venskab, men de havde brugt en del tid sammen, snakket lidt om historie, udvekslet oplevelser og gjort lidt forretninger med hjælp fra hinanden. Det var i 80'erne så Constantine havde været en meget ung vampyr, der havde voldt mange problemer for Michael. Han havde i hvert fald fortrudt at have omvendt ham, havde han betroet Julien den aften, han havde begravet den unge vampyr. Julien kunne godt forstå hvorfor.

Gabriel trak ham ud af sine tanker. En undskyldning for ikke at have været mere forsigtig. Det var ikke godt for Gabriel, at han havde taget sit arbejde med hjem til Julien, men Julien måtte indrømme, at det var bedre end at han sikkert ikke havde kunne gøre så meget andet selv og var endt med at blive slået ihjel.
Nej, det der gjorde, at Julien stadig var vred, var hans ord og det tonefald, han havde snakket til Julien med. At være stresset var ikke en undskyldning, ikke for Julien.

Han vendte om på hælen og gik med et par lange skridt hen til Gabriel, som han greb i kraven og simpelthen løftede op fra jorden. Drengen var ikke så stor og Julien var stærk. Med et vredt blik stirrede han ham i øjnene.
"Yes, you should be more careful. This will never happen again." Han modstod en trang til at ryste ham som en lille hundehvalp. "But I could forgive you for that, if it wasn't for your disrespect towards me. I will not tolerate that tone in my own home, do you understand? You will never talk to me like that again." Hans tag i Gabriels tøj blottede ret naturligt vampyrens mave og Julien lagde sin hånd i mod den. Han kunne ikke lade dette gå ustraffet hen. Julien var vred. Så for første gang siden tiden i kælderen, lod han sin evne trænge ud i Gabriels krop og varme hvert eneste led op, som han havde gjort så mange gange før. Varmen ville blive mere og mere intens, men dog ikke så slem, som den kunne blive. Det ville dog stadig føles som om, at leddene blev brændt indefra.