Aftentur på havnen

Tid: hen imod aftentimerne
Sted: på havenmolen, ved enden.
Vejr: blæsende vejr, men tørt
Omgivelser: skibe, der kommer og går samt fiskere, der gør klar til fyraften.

Bølgerne ramte hårdt imod molen, og et højt 'hooh' hørtes fra et skib, da denne kom ind og skulle lægge til kajen. Det var nu ellers en enorm båd tænkte hun for sig selv, som hun så til med de lysgrønne, let glødende øjne og et stort smil på læberne. Det lyse hår flagrede vildt omkring hende i vinden, mens vingerne, der var næsten lige så lange som hendes egen krop, der målte 160 cm, kæmpede en kamp med vinden, og var foldet sammen, tæt ind til kroppen, ganske enkelt for at hun ikke ville ende med et flyve væk i den hårde blæst.

Den lange hvide frakke var foldet tæt ind om kroppen på hende, som hun hoppede let på stedet, inden fødderne satte hende i småløb ned imod den nærmeste fiskerbåde, der netop nu var igang med at hive en firkantet tønde op fra dækket, fyldt op til randen med fisk.
Hendes hånd vinkede ivrigt til de hårdtarbejdende mænd, der skønt hendes underlige opførsel, valgte at hilse igen på hende. Hun rejste sig let op på tæerne, for st kunne se ned i tønden, da den endelig blev stillet på jorden, inden munden formede et imponerer 'oooh', hvilket tydeligt viste hendes forbløffelse og st hun var imponeret, selvom der ikke kom så meget som en lyd fra hende. De kunne virkelig noget med de både. Fange mad, og mad var praktisk!

Bjørn var ud på en af sine lang tur igen, den her gang var han kommet ned på havnen, han var glad for at han havde, tager en trøjen med, for det blæste en del her ved vandet, i forholdet ind i by hvor det var læ, udover sin trøjen var han klædt i nogen cowboy bukser og en t-shirt ind under trøjen, på fødder havde han nogen rimelig normal sko på, ellers var han 190cm højt, brunt hår og brune øjne, er godt veltræner selvom man ikke kan ser det på ham lige nu på grunde af trøjen, lige nu stod han halv op af en bygning og kiggede udover havn.

Han lag godt mærke til at der kom en kvinde småt løb ned mod en fiskebåd, som næste lige havde lagt til og var nu i gang med at kom af med dags fanges, det var enlig lang tid side han havde spist fiske, det var ikke det han fange mest af ud i skov, det var andre dyr eller æbler, og hvad han nu ellers kun finde der ud, han gik ned til fiskebåd og smiler svagt til kvinde da han gik forbi hende og videre over til bådet, hvor han fik fat i en af dem og begynde at snakke, frem og tilbage med person og betale til sidste person nogen penge, hvor han fik en bærepose med nogen fiske i.

Vingerne vippede muntert under frakken hun havde på, som hun strakte sig et ekstra stykke for at indsnuse den tinge luft, der var fyldt med vand og fiskelugt. Det var spændende og nyt for hende, hvilket fik hende til at småklukke indeni sig selv, inden hun mærkede at vinden lagde sig en anelse bag hende.
Nysgerrigt vendte hun blikket for at se hvorfor, hvor hun så en høj høj mand passere hende, let smilende til hende.
Nysgerrigt spærrede hun øjnene en anelse op, inden hun ivrigt sendte ham et stort smil og en vinkende hånd, inden hun så at han stoppede op ved mændene der var kommet ind med fiskene.

Hastigt småløb hun efter ham, for at stå ved siden SF og se til, som han rakte manden nogle besynderligt udseende mønter og papirer. Hvad mon der var? Hun så hvordan han fik en pose fisk i stedet. Så papiret gav mad? Besynderlige mennesker. Let rynkede hun undrende på næsen, som hun prøvede at forstå hvordan papir hang sammen med mad, men uden held.
Penge var trods alt ikke noget hun behøvede at gøre brug af. Hendes hjem var betalt for og hun havde intet at gøre med noget af det. Køleskabet blev jævnligt fyldt uden hun anede hvordan eller hvorfor. Alt hvad hun vidste var at sådan fungerede sådan et jernskab. Det var genopfyldning og hjem var gratis i hendes hoved.

Han lad godt mærke til at kvinde kiggede på ham end han var gået forbi hende, og vinkende til ham, som han enlig synes er mærke, da det vil være nemme at bare sige hej, men han var høflig og vinkende tilbage til hende, han så også godt at hun gik med over til fiskebåd, han lad dog ikke mærke til at hun kiggede lidt underlige på penge som han betale med for fisker, han vende sig om for af gå men kom til at skubbe til hende, da han ikke regne med at hun stod så tæt på ham, ”det må de undskylde” sagde han og smiler rolig til hende.

Hvis der ikke var sket hende noget vil han gå videre, han skulle nok overvej at kom tilbage til skov, da den er sent i forvejen og han havde ikke spist aftensmad i nu, så det skulle han også bruge noget tid på når han kommer tilbage, hvis der var sket noget med hende vil han selvfølgelig bliv og hjælp hende, hvis han kun hjælp hende med noget.

Hun nåede ikke st flytte sig tids nok til st han ikke stødte ind i hende. Det lydløse skrig kom fra en halvåbne mund, som hun viftede armene hurtigt rundt i et forsøg på at blive stående på benene, hvilket lykkedes, dog ikke særlig elegant, skønt hendes race.
De store øjne skiftede fra den lysgrønne og over i en let lysende nuance, som hun, efter st have genfundet sin balance, stirrede op indvejet, for at kunne se hans ansigt. Det var her hun opdagede hans brune øjne, og egentlig var han ufattelig høj i forhold til hende.
Et muntert grin kom på,hendes ansigt, så man kunne se perlerækken af hvide tænder bag hendes læber, inden hun viftede med hånden, for at vise at det ikke gjorde noget. Engle var trods alt robuste væsner.

Uheldigvis havde frakken dog fået en revne i ryggen, hvor de hvide fjer let stak ud fra, der hvor vingerne var sammenkrøllet under den.
Hun rejste sig op på tæerne for først at holde en hånd over hendes eget hoved, og derefter forsøge at nå op i højden, hvor hans ville befinde sig, hvilket lige kunne lykkes, når hun strakte sig helt op. Hvis han selvfølgelig ikke blot var gået videre.

Han smiler svagt af hende, da det så sjov ud da hun genfinde sin balance, hvorefter han kiggede lidt underlig på hende da hun vifte med hånd som tegn på at hun var okay, eller så tog han det, han bliv dog stå og kiggede undersøg på hende, da hun begynde at måler eller hvad man skulle kalder det, det hun nu havde gang i lige nu, man han lod hende gør det selvom han godt vidste at han var høj, især overfor hende var han høj, han smiler rolig til hende da han begynde rolig at gå men stoppe op kort efter, da han synes at han lad mærke til noget på ryggen af hende.

Han vendt sig halv om mod hende for at ser hvad det var, hvor han fik øje på fjer der stak ud af en revne på hendes frakke, mærkelig at hun ikke har trukket sin vinger ind i ryggen, for det skulle han mener at engle kun men det kun han være lige meget, ”de frakke er gået i stykke” sagde han og kiggede ned på hende og kiggede kort på fjer.

Han virkede da ganske venlig syntes hun umiddelbart, som han lod hende måle højde og ville hjælpe hende, hvilket fik hende til at sende ham et næsten trist blik, da han begyndte at gå forbi hende. Så han var slet ikke interesseret i at snakke med hende, hvilket var meget anderledes, da den sidste hun var stødt ind i, havde været ganske ivrig efter at se hendes fortællinger.

Hun vendte sig ikke, men da hans stemme gav genklang i vindens dirren, prøvede hun ivrigt st kigge sig selv ned over ryggen, for st se hvad han dog snakkede om. Uheldigvis var det ikke fysisk muligt for hende, hvilket bragte frakken et skuffet og stædigt udtryk, som hun brummede af den.
Hun vippede let med vingerne under frakken, inden hun mærkede luften flyde igennem hullet. Dette fik hende dog blot til at trække ligegyldigt på skuldrene som et pyt med det.
Under alle omstændigheder var han trods alt stoppet op igen, hvilket fik hende til at dreje imod ham, så hun kunne betragte ham nysgerrigt, dog uden at gøre tegn til at sætte sig i bevægelse. Hun var trods alt godt klar over, at nogle havde mere behov for deres personlige rum end andre.

Han kun godt lide at hun tog det så rolig som hun gjort, for det vil han ikke være sikker på at han vil være, hvis det var ham som gik rundt som engle og med synlig vinger, så han havde få fortaler var vampyr rimelig glad for blod fra en engle, men det var kun noget han havde hørt, vidste ikke om det var sandt, han kiggede på hende da hun vend sig om mod ham og smiler svaret til hende, ”er du stum” spurgte han og smiler svagt til hende, han havde en ide om det da han ikke havde hørt hende sige et ord i nu.

Han smiler svagt af hende da hun prøvet at kig sig på ryggen for af ser revet som der var kommet, men ud held, han stod rolig og afventer et svar fra hende eller en form for svar, nu hvis hun var stum, så måtte han bare bruge sit tegnsprog, som han havde lært der hjem på grunde af en som havde mister sin tunge under en kamp, han kiggede sig kort rundt end han rakte sit blik mod hende og smiler svagt.

Ar englens blod var eftertragtet var endnu ikke noget hun havde oplevet, faktisk havde hun slet ikke haft chancen for at støde ind i nogle ubehagelige typer, så derfor fandt hun ingen grund til at skjule hendes sande identitet, hvilket også var umuligt, da engle i forvejen besad en hellig gløden omkring dem, fordi de var hellige væsner, hvilket hun stadig havde selvom hun befandt sig på jorden.

Da han spurgte ind til om hun var stum, hoppede hun ivrigt et par gange på samme sted, inden hun hastigt nikkede for at bekræfte hans spørgsmål. Det var så sandelig præcis hvad hun var, eftersom hun havde fået frataget stemmen, så hun ikke kunne tale løs om himmeriget, efter hun var blevet smidt ud af det.

Hastigt satte hun sig i bevægelse, for st nå op foran ham, for endnu engang at kunne kigge op op op, på hans ansigt, inden hun muntert rakte en hånd imod ham. Sådan havde hun set mændene på gaden hilse på hinanden, så det ville hun da bestemt også gøre. Det virkede som en smart måde at sige Hej på.

Han smiler rolig af hende da hun gad sig til at hop på sted, efterfulgt et nik som svar på at hun var stum, så havde han gætte rigtig på det punkt, han lod hende kom op foran ham og kiggede ned på hende og smiler svagt, han kiggede på hendes hånd da hun rakte den frem, han rakte sin hånd frem for at hils på hende, han gad hende et fast og stærk håndtryk men uden at det gjort ondt på hende, ”navnet er Bjørn og deres” spurgte han og smiler rolig til hende, han vidste jo godt at hun ikke kun sige det men han gik ud fra at hun kan tegnsprog, nu hvor hun jo er stum.

Eller det håber han at hun kan, for ellers vil det være svært at følge en samtale med hende, ellers må han finde på noget andet, måske kan hun skrive det ned eller på en mobiltelefon, hvis hun ikke har en så har han og han har den også på sin, han lukke kort sine øjne end han kiggede rundt, han skulle også snart få lavet noget mad ud af de fiske, da de ikke kan holde sig så længe når de ikke er på is.

Hun mærkede hvordan han gav hende det faste håndtryk, der blev gengældt af hendes eget blide, inden hun hørte ham udtale sit navn. Bjørn, det var da et dyr! Et let skeptisk og undersøgende blik gled over hans person, som hun startede ved jorden, og helt op til toppen af hans hoved. På den anden side var det meget passende, da manden bestemt var lige så stor som en Bjørn.

Som han spurgte om hendes navn, slap hun let hans hånd, inden hendes fingre lavede to tegn, der ville være hendes eget navn på tegnesproget, hvis der var en chance for at han forstod dette. Engle kendte trods alt alle sprog, og tegnesproget, hvilket var ganske nyttigt for sådan en som hende, men hun havde endnu ikke mødt en, der ville kunne forstå disse tegn, ergo måtte hun improvisere.
Under alle omstændigheder faktede hun navnet Lavi til ham, inden et forventet blik lagde sig på ham, som hun stod og afventede om han kunne forstå det.

Han lad godt mærke til at hun kiggede på ham igen fra bund til top, det var vis anden eller tre gang at hun gør det, han smiler svagt da hun begynde på tegnsprog og forstå det godt, "hyggelig at møde dig Lavi" sagde han og smiler rolig til hende, han kiggede sig kort rundt og lukke kort sine øjne end han åben dem og kiggede ned på hende og smiler svagt, "hvad er så grunde til af en engle, en af god børn har mister sin stem" spurgte han og kiggede på hende, det virker forkert at en engle ikke har nogen stem, men stadig har sine vinge, men det kun han ikke gør sig klog på, da han jo bare er et normal menneske som kender til den overnaturlig verden og ikke meget mere end det, "vil du spise med" spurgte han og løfte kort op i pose, som tegne til fiske han havde lille ned i den.

(Undskylde det senere svaret, fik første set at du havde svaret her i dag)

Hvis det var muligt st få øjne på størrelser med tekopper, var det præcist sådan Lavis grønne øjne så ud. Nuancerne spillede i magiske farvelag, som overraskelse, forhåbning og glæde spillede i hele ansigtet. Endnu engang hoppede hendes krop på stedet, ivrigt for at udtrykke glæden ved at han kunne forstå hende. Selvfølgelig havde det improviserede tegnesprog virket glimrende, men hun havde bestemt ikke samme mulighed for at udtrykke sig, som denne gav hende.

Hun undertrykte lysten til at omfavne ham i ren glæde, inden hun nysgerrigt lagde ører til det næste spørgsmål. Et hun havde haft problemer med at kunne forklare ordentligt, men denne gang ville det ikke være svært. Hele kroppen og især hænderne satte sig i hurtige bevægelser, der lavede det ene tegn efter det andet. Engang imellem stoppede hun for st give ham muligheden for at følge med. Tegnene ville danne sætningen: 'jeg blev udstødt fordi jeg ikke ville straffe mennesket engang for længe, længe siden..jeg blev sendt til jorden og frataget stemmen for ikke at kunne fortælle de dødelige om himmeriget'.
Dette var selvfølgelig den korte version, eftersom hun ikke regnede med, at han var interesseret i at høre om hundrede års oplevelser og erfaringer. Hun sørgede dog for st holde det store smil på ansigtet under hele fortællingen, for at gøre det udtrykkeligt, at hun var glad for hvad der var sket. Ellers havde hun aldrig oplevet på nært hold hvordan verden fungerede, eller fået chancen for at genvinde sin plads i himlen.

Øjnene faldt langsomt væk fra hans ansigt og imod posen, som han løftede den og inviterede hende til mad. Munden formede den lydløse 'oooh' lyd, inden hun nikkede ivrigt og klappede let i de små, tynde hænder, som tegn på at hun mægtig gerne ville spise sammen med ham. Menneskers mad smagte så anderledes end hvad hun havde været vant til, og alt der var nyt var dermed spændende for hende.

Trippende på samme sted, ventede hun på at han ville tage føringen om hvilken retning de skulle i, da hun trods alt ikke havde den fjerneste anelse om hvor dette måltid fisk skulle indtages.

Han nikke kort til hende og kun godt forstå hendes tegnsprog og kun også godt følge med selvom det gik hurtigt, han nikke kort efter hun havde fortale færdig og smiler svagt af det hun havde fortale, "men selvom du er blevet fra tager din stem, kan du jo stadig fortælle om det med tegnsprog eller ved at skrive det ned på noget" sagde han og kiggede ned på hende, det kraver selvfølgelig bare at man kan tegnesprog for at kun forstå hende eller at hun kan skrive for andre kan læse det, han smiler svagt af hende over at hun hoppe på stede som tegn på at hun godt vil spise med.

"Fiske skal varme over et bål eller i et køkken, og jeg har ikke noget køkken da jeg bor i natur" sagde han og kiggede på hende, han kun godt ser på hende at hun vil gå men han vidste ikke i nu hvor de skulle gå hen, om de skulle hele vej ud i skoven eller om hun har et sted de kun være og hvor der var et køkken, da det gå meget hurtigt at få fiske gjort klar i et køkken frem for over et bålet.

Som han begyndte at snakke om, at hun jo blot kunne sige det ved hjælp af tegnesproget eller skrive det, begyndte hun energisk at ryste på hovedet. Stemmens brug gjorde at nogle havde tendens til at tale over sig, hvilket sjældent skete når det skulle blandes med enten skrivning eller Fakter. Desuden.. Hvordan mon hun forklarede ham det nemmest..
Blikket stirrende intenst på ham, inden hun rankede ryggen en anelse, for at begynde en forklaring om hvordan himmeriget var. Hun nåede ikke mere end blot at lave to tegn, inden hænderne begyndte at ryste ukontrolleret og lave ren volapyk af sætningen.
Håbende ventede hun på at se om han forstod hvad der var sket. Hendes kontrol var blevet bundet det øjeblik hun havde tænkt sig at forklare om det forbudte sted, hvilket ville ske hver gang skulle hun forsøge.

Det næste fik hende til overvejende at glide en finger fraværende over kinden, som hun overvejede om de skulle finde hendes magiske køkken, eller om det skulle være skoven. Vinden var trods alt stadig ret voldsom, så hun løftede den ivrigt i vejret, inden hun ved hjælp af tegnesproget forklarede at hun ikke boede langt fra havnen.

Hendes fødder satte sig i hastig bevægelse ned ad fortovene og vejene, indtil de ville nå et lejlighedskompleks, hvis han var fulgt efter hende.
Hendes hånd ville lægge sig imod en dør i stueetagen, spm hun skubbede op. Hun låste den aldrig, da hun ikke havde oplevet at nogle kunne finde på at stjæle fra hende.
Indenfor ville der befinde sig tre ganske simple rum, hvor en stue bar en enkel lysbeige sofa, et sofabord og intet andet. Således var soveværelset også. En seng, et klædeskab og det var alt. Køkkenet besad de nødvendige hvidevarer og et lille køkkenbord. Intet i hjemmet bar præg af personlighed eller stil, da hun sjældent brugte det til noget som helst udover at sove.

Hendes finger ville pege imod køkkenet, for at vise ham, at det var den der vej, hvor han formegentlig kunne finde hvad han skulle bruge til at forberede maden.

Han kiggede på hende da hun begynde på at forklar sig angår himmel, og forstod de første to tegne og derefter forstod han ikke noget, han smiler svagt af hende og lukke kort sine øjne, "du kan stadig ikke fortælle om det, da gud stoppe dig i det lige meget hvad" sagde han og kiggede ned på hende, han sagde det ikke som noget hun behøver at svar på, han nikke da hun fortælle at hun ikke bor så langt væk, han gik efter hende da hun begynde af går, han gik lidt bag hende ikke fordi han var bange for at hun vil overfalde ham, han gjorte det bare uden nogen rigtig grund til det.

Da der kom et lejlighedskompleks til syn gætte han sig til at hun bor der i en af lejlighed, og det viser sig at det var rigtig nok, hun bor endda i stue etage men ikke den større lejlighed kun han ser da han var kommet indfor, udover det havde hun heller ikke rigtig nogen møbel, han gik uden i hendes køkken og fandt de ting han skulle bruge efter lidt tid, hvorefter han begynde at gør fiske klar og derefter laver mad ud af dem, han vidste ikke om hun havde noget der vil pas til fiske, da han ikke havde købet noget til det, han havde selv planer om af kun at skulle spise fiske, hvis han havde spist alene uden i skov, men det gjort han nu ikke og hvis han var heldig kun han også overnatten her til i morgen.

Hun blev stående lidt ved døråbningen inden hun lukkede hoveddøren efter ham. For derefter at se til som denne begav sig ud i køkkenet.
Fingrene lagde sig om dørkarmen til køkkenet inden hun tog den revne frakke af, for at hænge den over en spisestol.
Vingerne spredte sig let ud og strakte sig, som hun vippede lidt med dem, før hun lænede sig imod bordkanten og så nysgerrigt til. Han virkede til at vide helt hvordan køkkenets maskineri fungerede hvilket var mere end hvad man kunne sige om hende selv.

Hun stod i stilheden, og indsnusede duften af fisken, som maden nærmede sig afslutningen. Det duftede ganske glimrende måtte hun indrømme.
Selvom hun ikke havde behov for mad for st overleve, så var det alligevel en rar fornemmelse at smage menneskets mirakler.
Hendes krop flyttede sig langsomt hen til køkkenbordet, for st lægge hænderne imod det, rejse sig op på tæerne for bedre at kunne følge med i hvad han foretog sig. Nysgerrigheden lyste ud af hele hendes krop, som hun trippede på tåspidserne, storsmilende.

Han tog sig ikke rigtig af at hun blevet stået ud ved hoveddør, Han regne ikke med at hun havde noget de kun spise til fiske, så de måtte klar sig med det, som de nok også vil kun gør, da der var meget fiske til to personer, selvom han selv spise en del men han vidste ikke med hende, da udseende kun snyd og derfor kun hun også godt kun spise meget, han smiler svagt af hende da hun stille sig på tæer for af kun ser hvad han laver, han tørre hurtigt sine finger i et viskestykker, end han tog fat om hendes hofter og løfte hende op på bordet, så hun sat på det og fortsætte derefter på mad, som snart var færdig.

Han ledet efter nogen tallerken og noget bestik, da han endelig fandt det dække han bord til dem og stille to glas, han fyldet sit eje med vand, end han lad en fiske på hver tallerken og tog derefter plads, "du skal lige pas på, da der stadig kan være ben i, er ikke sikker på at jeg finde dem alle prikke ud" sagde han og smiler rolig til hende, end han begynde af spise, og drak lidt vandet til det engang imellem.

Hendes blik fulgte automatisk hans hænder, som han tørrede dem i viskestykket, inden hun mærkede hvordan han let løftede hende op på køkkenbordet. Hendes hænder lå imellemtiden imod hans skuldre, inden hun slap grebet, som hun satte sig til rette og foldede hænderne imod hendes lår. Fra denne vinkel kunne hun let følge med i hvordan han farede rundt og åbnede køkkenlåger for at finde tallerkner og bestik.

Hun skjulte et lydløst grin bag hånden over synet, eftersom han jo bare kunne have spurgt. Hun havde trods alt selv været igennem alle lågerne, selvom hun sjældent brugte noget i dem. Hun var ganske enkelt for nysgerrig til at lade dem være, men på den anden side var det her ganske underholdende for hende.
Hendes finger pegede imod det magiske køleskab, som for at vise at hvis han manglede noget mad af en art, kunne det trods alt være at det befandt sig derinde.

Hun blev siddende på køkkenbordet, indtil hun så at han satte sig til rette ved spisebordet. Hendes hænder klappede imod hinanden et par gange, inden hun halvt hoppede ned fra køkkenbordet, for derefter at trippe over og plante sig på stolen overfor ham.
Hun skubbede det blonde hår om bag øret, så dette ikke ville ramme ned på tallerkenen, inden hun indsnuste duften fra den varme fisk, inden nydelse malede sig i hendes ansigt.

Da han talte, øffede hendes blik sig fra tallerkenen, inden hun kiggede muntert over på ham og nikkede. Hun var ret sikker på, at det ville være en anelse ubehageligt at spise, så da hun løftede gaflen, tjekkede hun kødet omhyggeligt for de små fine ben, inden hun ville putte det ind i munden.
Ivrigt løftede hun hånden og gav ham en tommel op, der let forklarede, at det havde han skam klaret ganske fortrinligt.

Han kun selvfølgelig bare havde spurgte hende om hvor hun havde de forskellig ting hen frem for at leder efter tinger, men det kun nu også godt være at hun ikke selv vidste det, han smiler svagt af hende da hun gav ham tommel op for sit stykke arbejde med mad, han fandt selv nogen ben i sin fiske som han spiser op og havde drukket sit glas vand, han rejse sig op og fylder sit glas med vand igen end han stille det fra sig på bordet, hvorefter han tog en sin tallerken og lad en fiske over på den, end han også stille den på bordet, hvorefter han tog plads igen og begynde af spise af den anden fisk.

"Hvis det er, er der en mere" sagde han og kiggede på hende og smiler svagt, end han genoptager sit spiserig, og drak lidt vand engang mellem, han var ikke sikker på af han kun spise denne fiske færdig, derfor kun hun nem tager en mere som også var den sidste, han læser sig tilbage på stol efter noget tid og lukke kort sine øjne, nu var han mæt og havde også spist to hele fiske og kun klar sig til imorgen på et eller andet tidspunkt, han kiggede over på hende for at ser hvor langt hun var kommer med af spise.

Hun spiste langsomt, og brugte egentlig mere tid på at nærstudere denne kæmpe, der befandt sig i hendes hjem, frem for at få fyldt munden. Dette resulterede i at han var længe færdig før hende selv, og som han rejste sig efter mere, fulgte hendes blik ham, imens hun fraværende tyggede på det møre kød inden hun sank dette.

Som han venligt tilbød hende en fisk mere, rystede hun dog på hovedet med et smil, inden hun lod hånden bevæge sig i cirklende bevægelser over maven, der vill forklare at hun var mæt. Hendes krop dannede ikke forandringer så ofte som et menneskes, ergo havde hun heller ikke brug for den samme mængde næring. Der var trods alt ingen grund til at spise mere end det nødvendige, når der nu var så mange andre, der havde langt mere behov for det end hende selv.
Dog var det lykkedes hende, at komme igennem en hel fisk, inden hun med et lydløst suk, lænede sig tilbage imod stolen, for at blive mindet om, at hun trods alt stadig havde vinger i ryggen, så det blev kun et strejf mod træet, inden hun trak benene op under sig, for at hvile dem imod stolekanten og lod armene omfavne de samlede knæ.

Hendes intense blik genoptog iagttagelsen af ham, som han sad der og kiggede tilbage på hende, inden hovedet faldt en anelse til den ene side. Hvad mon han fordrev tiden med, når han ikke lavede mad i andres hjem.. Tankerne begyndte at drive i hendes hoved, imens hun prøvede på at beslutte hvilken hun skulle vælge først.

Hendes hænder begyndte langsomt at bevæge sig i tegnesproget bevægelser for at stille spørgsmålet: 'hvad laver du så til hverdag?' Hun gik ikke ud fra, at han bare fordrev tiden ligesom hun selv gjorde, hvilket ikke altid var lige morsomt. Faktisk var dagene ensformige og nogle gange kedsommelige, hvilket tvang hende til at lave spontane ting.

"Ikke det vild, træner og prøver at overlever som gå fint med lige pt, er arbejdes løs og hjemløs, derfor bor jeg uden i skov" sagde han og smiler rolig til hende, da han kun ser at hun var færdig med at spise, rejse sig op og tager af bordet og pakke den sidste fisk ind og ligger den derefter ind i køleskabet, så havde hun noget mad til en anden dag, han overvejet af vaske tinge op men lod være, det måtte hun dog selv gør, nu havde han laver mad til dem også betale for den, "er det så at jeg må overnatten her til imorgen" spurgte han og kiggede over på hende, han havde set af hun har en sofa, den kun han sove på.

Da han ikke ved om hun vil del seng med ham eller om hendes seng var stor nok til dem begge, han stod og læner sig op af køkken bordet og kiggede kort ud af et vindue og rette derefter blikke tilbage på hende, så han var klar til af læse hendes tegnesprog, det var nu nemme når folk kan snakke, for så behøver man ikke af ser på dem hele tid, ikke fordi hun var grim at ser på, det var ikke det som var problem men var bare ikke vende til af skulle ser på en person hele tid.

Hendes øjne spærrede sig overrasket op. Det lød ikke som nogen rar tilværelse i hendes øre på nogen måde. Hjemløs og forsøge st overleve. Intet væsen burde eller kunne leve på den måde over længere tid. I hvert fald ikke efter hendes mening. Alle burde have det godt, og selvom det måske så ud til at han havde det fint, kunne hun ikke lade være med at føle stikket af medlidenhed, eller medmenneskelighed ville nogle vel kalde det.

Hun stillede elegant og hurtigt det beskidte service ind i opvaskemaskinen og startede den, selvom den ikke var mere end kvart fuld, inden hun lyttede til hans spørgsmål.
Blikket lagde sig imod ham, lige tids nok til at se hvordan han kiggede ud SF vinduet. Hun ventede tålmodigt på, at han vendte blikket tilbage imod hende, inden hun nikkede ganske let. Det var trods alt det mindste hun kunne gøre, når han ikke havde et andet sted at være. Det lå ganske enkelt i hendes natur, at hjælpe andre, hvilket også gjorde at hun på ingen måde ville kunne sige nej til så enkel en forespørgsel.

Hendes krop satte sig i bevægelse, inden hun hastigt småhoppede ind i soveværelset, for at finde ekstra dyner og puder frem, eftersom det var gemt godt væk i klædeskabet, da hun selv kun havde behov for en enkelt og trods alt boede alene.
Som hun stod med favnen fuld, overvejede hun hvor hun overhovedet kunne gøre af så enorm en mand, eftersom han formegentlig ville blive krøllet sammen i sofaen, der var kortere end ham.
Undrende stirrede hun skeptisk rundt i den lille lejlighed, for at finde et område, der ville være langt nok, inden hun måtte overgive sig, da sengen ville være den eneste mulighed.

Favnfulden blev kastet over sengen, inden det magisk lagde sig selv til rette, pænt og foldet uden hun behøvede at gøre noget særligt for det. Det var ganske praktisk med noget husmagi indimellem, hvilket trods alt gjorde hendes livsstil ganske nem og medgørlig.
Blikket lagde sig endnu engang på klædeskabet, inden hun trak et Hvidt håndklæde frem, for derefter at stille sig hen foran ham, hvad end han var blevet i køkkenet, eller fulgt med hende.
Spørgende rakte hun det frem, for at tilbyde ham at tage et bad. Som hjemløs tvivlede hun trods alt på at han havde muligheden ofte, så mon ikke han ville finde det rart?

Han kiggede på hende da hun stille det hele i opvaskemaskine og starte den selvom den ikke var fyldet, han kiggede efter hende da hun gik ud af køkkenet og gik derefter efter hende lidt efter, hvor han fandt hende i soveværelse igang med at finde puder og en dyne til ham, hvor han små grine af hende da hun gå forvride rundt i hendes lejlighed, for at finde et sted hvor han kun lige og sove i natten og ende med at bliv i seng kun det ser ud til, han tog imod håndklæde da hun rakte et til ham, han smiler rolig til hende end han gik ud på badeværelse, hvor han lukke dør efter sig men lås den ikke, da hun jo ved at han er her ud.

Han tog sit tøj af og lad det på toilet og tænde derefter for vandet, hvor han venter lidt ind han gå ind under det, han havde godt nok været i bad igår med det var i sø uden i skov, den var kold da varme ikke rigtig var slå igennem i nu, han tog et lang bad synes han selv man var nok omkring 7min om det, han slukke for vandet og tog så håndklæde og begynde af tørre sig, da han havde tørre sig færdig, tog han sit tøj på og åben dør og kiggede rundt for af finde hende, og for af ser hvad hun havde gang i, hvis hun havde gang i noget.

Hun hørte med lethed hvordan vandet blev tændt efter han havde taget imod det håndklæde hun havde rakt ham. Vippende med hovedet, småhoppede hun hen imod sofaen, hvor hun satte sig til rette med korslagte ben, for at stirre ind på et akvarium, hvor nogle forskellig farvede fisk baskede rundt imellem hinanden.
Hun kunne med lethed sidde der det meste af dagen og bare glo på fiskene, der svømmede rundt imellem hinanden.

Hendes øjne lukkede sig et kort øjeblik, inden hun hørte lyden af vandet, som blev slukket. Det halvdovne blik vendte sig imod døren til badeværelset, og ganske rigtigt kom han ud, nyvasket.
Smilet, der denne gang var roligt, bredte sig inden hun vinkede ganske let til ham, for derefter at læne sig afslappet tilbage i sofaen.