En kølig aftentur

Daelyn lagde armene over kors, da en isnende vind slog imod ham. Brr. Det var faktisk forår nu, så han forstod ikke, hvorfor det skulle blive ved med at være så koldt udenfor. Han ville meget hellere sidde indenfor foran pejsen, men der var bare et problem... han havde ikke nogen pejs - han havde ikke engang et hjem.

Halstørklædet, han havde viklet rundt om sin hals, slæbte efter ham på jorden, da han gik, fordi det var så langt. Udover halstørklædet havde han et par skinny jeans på og en langærmet men ikke særlig tyk sort trøje. Hans fødder var bare, hvilket måske virkede lidt mærkværdigt. Men ikke for ham. Han var en isdæmon og sansede derfor ikke kulden på samme måde som normale mennesker gjorde, men en kølig vind, den kunne han sagtens mærke. Vinden rev i hans hår og stikkede i hans kinder, der var blevet helt lyserøde af kulden.

Robby los sig stille glide ned af en træstamme med en bog i hånden. Den kolde vind fik ham til at ryste en smule, men han kunne dog holde varmen. Han havde et par sorte jeans på der foldede lidt over de grønne converse. En stor mørkegrå dunede jakke, lod ham forblive varm inden under den. Han vendte bogen på hoved og begyndte at læse. Inden længe blev hans øjenlåg mere og mere tunge, og han var et splitsekund fra at besvime, da en tidlig aftenugle tuede i et træ over ham.

Han tog sin taske som han havde lagt ved siden af sig og, tog en marsbar frem. Han havde faktisk ikke brug for den, da han kun skulle bruge føde, en gang om måneden, men han kunne ikke lade være med at spise dem. Han sukkede, og så op på de mørke skyer, og de raslende trækroner.

Daelyn strakte sine arme over hovedet, idet en ugle tudede et sted oppe fra træerne af. Han kiggede opad og overvejede, om man mon kunne tage en lur i et af de træer… der var masser af tykke grene, man sikkert mageligt kunne ligge på, og træerne var så høje, at man ikke ville kunne se ham nede fra jorden af. Heller ikke oppefra, da træernes kroner ville dække himlens udsyn til ham – ikke at han troede, at nogen ville angribe ham oppefra, men man kunne aldrig være for sikker…

Han udvalgt sig et træ, som han satte kursen imod. Han var næsten nået helt derhen, da hans blik faldt på en dreng, som han ikke havde set før. Der lød et højt gisp fra ham, idet han vaklede flere skridt bagud og faldt over en samling brombærbuske. Buskene var gået i hi for vinteren, men deres torne kunne stadig stikke, og det fandt Daelyn hurtigt ud af. ”Nnngh,” lød det fra ham, idet han fjernede en tornet gren fra sit hår. ”Av.”
I et kort sekund havde han glemt alt om drengen, men da hans blik landte på ham, kom han straks i tanker om ham igen. Sikke en forskrækkelse han havde fået... han havde troet, han var helt alene.

Robby lod sig langsomt glide ned på jorden, men rejste sig hurtigt da han hørte et højt gisp, og derefter en masse raslen. Han rejste sig, og så sig omkring. Et par ben stak op fra jorden henne ved nogle brombærbuske, og Robby løb hurtigt derhen.

Han så forsigtigt ned på Drengen der var landet i buskadset. "Øhh" sagde han, og kradsede sig i hovedbunden. "Er du okay?". Han tog hurtigt fat i drengens ankler, og med en flydende bevægelse svang han drengen op fra buskadset, over sit hoved, og videre ned på jorden. Han stilte sig hurtigt op i stående stilling da han havde været nød til at sætte sig på hug, så drengen ikke ramte jorden med hoved først. Han sendte drengen et nervøst smil, og så derefter ned på sine sko.

Daelyn fik sig noget af en flyvetur, da han blev svunget over den fremmedes hoved på den måde. Han var en smule omtumlet, men fik hurtigt begge fødder placeret på jorden igen. Han kløede sig i nakken, mens han tog sin redningsmand i øjensyn. Han placerede sine hænder bag ryggen og lagde hovedet let på skrå, mens han holdt afstand til den fremmede. Han mindede lidt om en nysgerrig hund, der prøvede at placere en artfælle i boksen som ven eller fjende.

”Jeg er okay…” lød det fra Daelyn. ”Du forskrækkede mig bare.” Han fik det til at lyde bebrejdende, næsten som om det var den fremmede skyld, at han var faldet, og ikke hans egen.
Fyren var en del højere end Daelyn selv, så han måtte kigge op for at få øjenkontakt med ham. Lige nu kiggede den fremmed nedad, men Daelyn forsøgte alligevel ivrigt at fange hans blik.

Robby så nu direkte på drengen. Han lignede en der var nogle år mindre, men dog, noget ved dennes træk gjorde ham mere voksen. Der var mange mennesker som var lavere en Robby. Måske var det også fordi han var udsædvanlig høj af sin alder. Robby kiggede ned på Den fremmede, og smilede. Robby havde dog ingen tanke om at Den fremmede var ond. Og Robby ville kunne mærke det vis han var. Nej, ingen dårlige vibrationer derfra. Men selv Robbys medfødte talent som Clairvoyant kunne jo slå fejl.

Robby så lidt på Den fremmede og pegede så op i hans hår. "Du har nogle kviste i håret" sagde han, og kunne næsten ikke holde et grin tilbage. Han skrabbede lidt i jorden med sin fod, og så over på sine ting. "Jeg hedder Robby" sagde han pludseligt og så på drengen.

Da den fremmede påpegede, at han havde nogen kviste i håret og endda grinede af ham, rynkede Daelyn lidt på næsen.
"Det ved jeg da godt," lød det fra ham. Han lod sine fingre glide igennem sit halvlange sorte hår, før han fandt et par stykker. Han gav sig til at hive til, for at få dem ud, men det var dumt. De var viklet helt ind i hans hår, så med et suk måtte han give sig til vikle dem ud igen.

Han kiggede op, da drengen præsenterede sig. "Robby...?" gentog han lavmælt. Så, med en lidt højere stemme, sagde han; "Jeg hedder Daelyn."
Han smed de kviste, han allerede havde fået ud, ned på jorden, hvorefter han gav sig til at hive den sidste ud, der havde sat sig fast bag hans øre.

Robby kunne ikke holde et lille fnis tilbage. Han så ned af drengen, og kløede sig lidt i håret. Han så igen tilbage på sin taske. Den lå bare der. Det var da en smule synd! At den bare lå og flød. Han gik hen, puttede den ned i rygsækken, og tog den med tilbage.

"Hyggeligt at møde dig Daelyn" smilte han, og vidste ikke helt om skulle give ham hoved eller bare et venligt nik. Han rakte hånden frem, og så afventende på Daelyn, som bare stod og prøvede at få en sidste kvist ud af sit hår. Det så lidt komisk ud.

Daelyn kiggede undersøgende på den fremrakte hånd, før han tøvende tog imod den. Han gav den et let klem, før han slap den igen og lod sine egne hænder hænge slap ned langs siderne.

”Det er da også… hyggeligt… at møde dig.” Han fremtvang et lettere forpint smil, og det var tydeligt at se på ham, at han var meget i tvivl om, hvorvidt han virkelig syntes det var hyggeligt at mode Robby eller ej. Ikke at han havde noget imod ham, men han kunne bare ikke se det hyggelige i at blive forskrækket, falde ned i en brombærbusk og få håret fyldt med små, stikkende kviste.

Robby slog hoved ned, og så lidt skamfuld ud. Han havde hørt Daelyns tonefald, og forstod nu at han faktisk havde gjort noget forkert. "Undskyld jeg forskrækkede dig" mumlede han, og skrabbede igen lidt i jorden med sin fod. Han Tænkte sig lidt om. Hvordan kunne han gøre det godt igen? Han fik en ide, og lyste op. Han stak hele sin hånd ned i rygsækken, og fremdrog en lettere ruineret bamse. Det var en blå blæksprutte som han havde haft siden han blev født. Han gik ingen steder uden den. Han rakte den frem, og så i et kort øjeblik lidt trist på bamsen.

Daelyn kløede sig i nakken og vidste ikke helt, hvad han skulle sige som svar på Robbys undskyldning. Han valgte bare at holde sin mund, da han ingen geniale indskud fik, og vendte lige så sit blik ned mod jorden for at slippe for at kigge på den anden. Han hadede, når folk – eller ham selv, for den sags skyld – blev nødt til at undskylde. Det endte altid med at udvikle sig til at en meget akavet situation, lidt ligesom denne. Det gjorde det ikke meget bedre, da han nærmest fik stukket en medtaget blækspruttebamse lige op i hovedet. Han rykkede et par skridt bagud med øjnene fæstnet på bamsen.

”Hvad… er det?” spurgte han og pejede på det blå tøjdyr med en mime som var det et udstoppet miniature monster og ikke et børnelegetøj. Det var tydeligt at se på ham, at han ikke vidste, hvordan han skulle reagere på dette nye fænomen. Jo, selvfølgelig vidste Daelyn hvad en bamse var – han havde da set små børn rende rundt med dem på gaden – men han havde aldrig selv haft en rigtig barndom, der inkluderede legetøj, så tøjdyr skræmte ham faktisk en smule. Han kunne ikke se idéen med at rende rundt med ting, der fuldstændig forestillede levende dyr – bare i en mindre og ikke nær så levende format.

Robby så lidt fornærmet ud da Daelyn gik væk fra ham og sin bamse.
"Det er Imo" sagde han. "Min bamse som jeg har haft siden jeg var lille". Han tog bamsen op til sit hoved og hviskede noget til den. Der var noget der tydede på at Robby ikke var helt normal i hoved. Han havde været alene for længe. I et helt år havde han ikke kommunikeret med nogen. Robby som var vant til at snakke med nogen var hurtigt bukket under for den lidt halvsindsyge adfærd. Men han var faktisk normal. Bare ensom. Derfor betød det meget for ham at han gav Imo væk.

”O… okay.”
Hvad skulle han sige?
Daelyn sank en klump og blev ved med at bakke bagud, langsomt og tøvende. Fyrens opførsel skræmte ham lidt. Det var, som om han ikke var helt normal… ikke at Daelyn selv var det, men det afholdt ham ikke fra at blive mere eller mindre skræmt af andre unormale mennesker.
Hans blik flakkede skiftevis fra Robby til bamsen i hans favn. Dens tomme glasøjne syntes at stirre lige tilbage på ham, og han kiggede hurtigt op på Robby.

Robby rakte tunge til bamsen, og proppede den ned i tasken.
"Imo siger at den hellere vil være hos dig en hos mig så jeg går bare hjem og brænder den senere" sagde han, med grådkvalt stemme. Han pressede tårerne tilbage og fremtvang et smil.
"Hvad laver du så herude?" spurgte han, og kløede sig på næsen. Han kiggede på en tudse der hoppede nogle meter bag Daelyn, og kunne høre dens hjertesalg. Dens puls. Han var blevet pludseligt sulten, og slikkede sig om munden. Hans hugtænder begyndte at vokse, men han rystede hurtigt på hoved og glippede med øjnene. Han kunne få føde senere.

Daelyn spærrede øjnene op. Brænde den…? Selvom bamsen skræmte ham, kunne han ikke lade være med at tænke på den som et levende væsen. Den havde jo trods alt øjne og lignede en blæksprutte ret godt.
”Så giv den til mig!” lød det fra ham. ”Bare… bare du ikke dræber den. Det er mord.”
Han rakte krævende begge hænder frem imod Robby.

Noget der kom bag på ham var, at Robbys humør pludselig bare skiftede. For tre sekunder siden var han på grådens rand; nu snakkede han helt normalt og spurgte Daelyn om noget så neutralt som hvad han lavede herude.
”Jeg var bare ude… og… g… å…” Daelyn gik mere og mere i stå, da han fraværende gav sig til at betragte Robbys tænder. De var spidse. Han var en vampyr – ligesom Heath. Daelyn gøs. Han havde aldrig brudt sig om vampyre. De var som kæmpestore myg, der kun var ude efter ens blod. Han kunne kun håbe på, at Robby ikke var sulten i dag.

Robby Så fornærmet ned i sin taske, og tog Bamsen frem. Dog kunne han ikke lade være med at skælve lidt da han rakte den til Daelyn. "Farvel Imo" hviskede, og uden han kunne forhindre løb en meget lille tåre ned af hans kind.
Han så lidt på bamsen, der bare lå der. Livløs, og uden nogen grund til at eksistere. Han kiggede væk, og lod som han kiggede på et pindsvin der kom valtsende over jorden. Han så igen på Daelyn, og grinte.
"Det samme her" sagde han, og lod til at være kommet fuldstændig over Imo. Han satte sig ned på hug, og kiggede lidt på en snegl der møjsommeligt kæmpede sig over den kolde jord.

Daelyn tog imod bamsen og forsøgte så vidt muligt at ignorere Robbys reaktion. Fyrens underlige opførsel skræmte ham faktisk lidt, og det var normalt ikke så lidt der skulle til for at skræmme ham. Han knugede bamsen, eller Imo, som Robby kaldte den, ind til sig og lignede mest af alt et lille barn, selvom han jo i virkeligheden var en dæmon, en af de mest frygtingydende væsner, der fandtes – han var bare et meget dårligt eksempel på en. Hvis der fandtes en eksamen i at være dæmon, ville ha være dumpet på stedet.

Robby satte sig på hug, og Daelyn lod sig dumpe ned på jorden i skrædderstilling. Mens vampyren kiggede på en snegl, der langsomt men sikkert bevægede sig hen over skovbunden, rettede dæmonen sit blik opad, op mod himlen. Den var allerede ved at ændre farve fra blå til en rødliggylden farve.

Robby prikkede lidt til den lille snegl, og dens følehorn, blev straks trukket tilbage. Nogle sekunder efter kom de frem igen, og bevægede sig lidt i luften, hvorefter den begyndte sin hårde tur over skovbunden. Robby kastede sig ned på jorden, tog et ur op af lommen og tjekkede tiden. *Så mange?* tænkte han og undrede sig lidt over at klokken gik så hurtigt. Han tog sin hund op til munden og uden han lagde mærke til det begyndte han at gumle på uret.
"Men øøh" sagde han med munden fuld af ur. "Hvor gammel er du?". Han tog endnu en marsbar op af lommen og flåede papiret af, og begyndte at spise af den. Uret lå på jorden, smadret og oversavlet.