I'm sorry (Gabriel)

Nøglerne klirrede i Juliens hånd, som han besværligt fik skilt hoveddørsnøglen fra de andre, kun i stand til at bruge sin venstre hånd. Med en usikker bevægelse lykkedes det ham at få nøglen i låsen og låse døren op. Da han trådte ind af døren, måtte han støtte sig til dørkarmen, da hans venstre knæ var lige ved at give efter under ham. På en eller anden måde lykkedes det ham at humpe hen til alarmen og få tastet koden ind og slå alarmen fra. Efter at have hørt det lille godkendende bip, satte han hånden mod væggen og lænede sig træt mod den. Han trak besværligt efter vejret og hver vejrtrækning smagte af blod og gjorde vanvittig ondt. Han var ikke i tvivl om, at han havde punkteret en lunge, sikkert på grund af nogle af de brækkede ribben, som han tydeligt kunne mærke i venstre side. I et forsøg på at få mere luft, trak hans mellemgulv sig sammen i en smertefuld hosten, og han slap væggen for at tørre blod af læberne. Han kunne ikke bruge sin højre hånd, da hele hans højre arm var ubrugelig. Skulderen sad i en uhyggelig skæv vinkel under skjortens stof, der ikke længere var hvidt, men gråt af støv og skidt. Armen hang slapt ned langs hans side. Hånden så ud til at være skæv, da han havde brækket underarmen.

Det hele var startet med, at han skulle mødes med en djævel, der ville sælge ham nogle varehuse. Så han var kørt ned på havnen for at mødes med manden og se stedet. På en eller anden måde var det eskaleret. Og da Julien ville forsvare sig selv, viste det sig, at djævlen var immun overfor ild. Samtidigt med, at den fysisk var en del stærkere end Julien, der var endt med at blive et stykke legetøj i mellem djævlens hænder. Han huskede tydeligt lyden, da hans skulder blev hevet af led, da djævlen samlede ham op i armen og slyngede ham af sted ind i en mur, hvor han havde brækket underarmen i et forsøg på at tage fra sig. Mens han lå på jorden, konfus efter at have slået hovedet, havde djævlen sparket til ham, så hårdt at hans ribben var brækket og sikkert havde prikket hul i hans lunge. Hvad der var sket derefter kunne han ikke helt huske.

Hvordan han i det hele taget havde kunne køre hjem, var lidt af en gåde, og han kunne egentligt heller ikke rigtigt huske, hvordan det var lykkedes. Det var som om, at hans tanker var dækket af en tyk tåge. Han burde gå ind i sit hjem og få kigget på sine skader. Blive i sengen i et par dage, indtil hans krop havde helet alle skaderne. Som ved eftertanke rakte han op og rørte ved sit baghoved. Hans hår var klistret og da han tog hånden ned igen, var hans fingre våde af blod. Måske det var derfor, at det var så svært at samle sig? Med en hæs lyd trådte han et par skridt frem, men han var så svimmel. Åh så svimmel. Så han stoppede op igen og lukkede sine øjne. Hans ansigt gjorde ondt. Han havde set sig selv i bakspejlet og det havde været et grimt syn. Slagene var faldet over hans ansigt, og alting var ved at være hævet, han havde haft næseblod og der var løbet blod ned over hans tinding og kind fra et sted oppe i hovedbunden. Nej, han kunne ikke blive stående her. Han blev nødt til at gå ind og lægge sig.

Usikkert fik han gået endnu et par skridt, inden benene gav efter under ham og han lidt for hårdt gik i gulvet. Med et støn kom han om at ligge på ryggen. Hvorfor var han taget hjem? Hvorfor ikke på sygehuset? Han var ikke sikker. Måske slaget i hovedet havde forvirret ham. Hans tanker var så usammenhængende, og det blev værre og værre. Hvorfor var han så svimmel? Han åbnede øjnene og fik løftet hovedet nok til, at han kunne se ned af sig selv. Åh. Derfor. Hans skjorte var rød af blod. Ikke bare hans skjorte, men hans bukser. En stor flænge i skjorte afslørede et langt dybt sår, der gik fra hans side og stoppede lidt hen over hans navle. Han havde mistet en masse blod. Det havde han slet ikke bemærket. Overrasket så han lidt på såret, inden han blev nødt til at lægge hovedet ned igen. Igen hostede han og han måtte gispe efter vejret.

Pludseligt vidste han, at han var ved at dø. Hvis han ikke fik hjælp, ville han dø. Selvom han helede hurtigere end almindelige mennesker, ville han dø af blodtab og sikkert også indre blødninger i løbet af ikke ret lang tid. Langt før hans krop kunne nå at følge med. Tanken om døden var både skræmmende, men også befriende. Lige nu var han bare så træt. Og livet var alligevel trivielt. I det slør, der havde lagt sig over hans hjerne, gik det op for ham, at han egentligt ikke nød sit liv mere. Det var blevet kedeligt og forudsigeligt. Det eneste nye havde været Gabriel. Gabriel, som havde svigtet ham, og som han havde smidt ud. Sendt på gaden som en ulydig hundehvalp. Den dårlige samvittighed fór igennem ham. Måske han skulle sige undskyld. Undskylde sin behandling af ham. Som den sidste ting han gjorde, inden han døde. Om Gabriel i det hele taget ville svare på et opkald fra ham, vidste han ikke. Drengen måtte hade ham. Men han blev nødt til at prøve. Han blev nødt til at undskylde.

Julien begyndte at røre lidt på sig og var næsten ved at gå i panik, da han kom i tanke om, at han havde mistet jakken til sit jakkesæt, men så kom han i tanke om, at han havde lagt sin mobil i bukselommen. Selvfølgelig i højre side. Det tog ham lidt tid, men endeligt fik han fat i mobilen og fik skærmen tændt. Et par tryk og han kunne høre den velkendte lyd af telefonen, der ringede op. Da han kunne høre, at den blev taget, hviskede han næsten uhørligt ”Gabriel”, inden telefonen gled ud i mellem fingrene på ham og ned på gulvet og hans arm fulgte efter. Mørket havde lagt sig over hans bevidsthed.

Gabriel var faktisk begyndt at få det bedre. Ikke godt men bedre. Det at han havde Constantine som støtte - hvor underligt det end lød - det hjalp en del, da han virkede til at forstå de tanker, som gik i gennem Gabriel. Det var stadig næsten kun diskussioner de havde, og når de endelig blev enige om noget, fandt de noget andet, som var relateret til det de var enige om, og blev uenige om det i stedet. Men det hjalp. Gradvist fik han det bedre, til et punkt hvor han begyndte at arbejde lidt igen.
Men den dag havde han taget en fridag. Ikke af nogen særlig grund, andet end, at han havde fået en ubeskrivelig lyst til at have en afslappende dag, med nogle film og spil til at holde ham med selskab. Så hyggeligt som det var, at være sammen med andre, var det nu stadig rart at kunne være alene, og lade lidt op igen. Så lige nu, lå han i en tilfældig sort t-shirt og mørke joggingbukser på sin seng, og så en eller anden dokumentar om seriemordere.

Derfor blev han ret overrasket da hans mobil ringede. Han havde ikke nogle jobs, og Constantine havde ikke nogen mobil... Så hvem var det? Han kiggede ned på skærmen og kunne mærke sin mave slå knuder på sig selv, da han så navnet, der stod henover skærmen. Julien. Han vidste ikke om han skulle tage den. Enhver anden havde nok ignoreret det, eller taget den kun for at svine dæmonen til. Men han var ærligt talt ikke kommet nok videre til at gøre sådan noget. Som sagt, han havde det bedre, ikke godt. Han sank en klump, og trykkede på den grønne knap, inden han førte sin mobil op til øret. Han sagde ikke noget, og egentlig var han glad for ikke at have gjort det, for ellers havde han nok ikke nået at høre hvad der blev sagt i den anden ende, inden mobilen blev tabt. Måske burde han sige noget ind i telefonen, eller lade som ingenting, men i det han hørte braget fra at mobilen faldt på gulvet, lagde han på, og skyndte sig ud, så han kunne få sine sko og trøje på.

Gabriel løb alt hvad han kunne igennem Terre, for at komme hjem til Julien, hvilket tog meget kortere tid, end det nok burde. Han sprang henover muren ude foran dæmonens hus, og løb op til hoveddøren, som han kunne se stod åben. Han nåede knapt ind i huset, før han så Julien ligge lydløst på gulvet. Straks tog han sin mobil op og ringede op til alarmcentralen. Det var svært, at sætte sig for at forstå eller tale fransk, men det lykkedes ham at få fortalt hvad han umiddelbart kunne se af skader, og tjekkede også for nogle helt basale ting, som om nogle af hans nakkevivler umiddelbart var brækkede, om hans luftveje var frie - hvilket de ikke rigtigt var, da han jo lå på ryggen, så han vendte dæmonens hoved til siden, så blod eventuelt kunne flyde ud, i stedet for at kvæle ham - og alt sådan noget, mens sygeplejersken på den anden side fik sendt en ambulance afsted. Han var næsten professionelt rolig, lige indtil der blev lagt på, og panikken satte ind. Men alligevel satte han sig ved Juliens side, og holdt konstant øje med hans puls og vejrtrækning. Før der var andre til at holde øje, kunne han ikke efterlade dæmonen.

Så i det, at ambulancefolkene var der, og tog sig af Julien, kunne han få ordnet nogle småting, som var vigtige at få med. Han fandt sin gamle sportstaske, som han ærligt havde regnet med var blevet smidt ud eller brændt, og pakkede nogle nødvendige ting ned, såsom rent tøj, til når Julien forhåbentligt snart blev sendt hjem, tandbørste og tandpasta, den bog, som han var i gang med at læse, hans mobil og alle sådan nogle småting, og det passede fint med, at de var igang med at bære Julien ud, da han kom tilbage. Naturligvis tog han med i ambulancen, mest så han var sikker på, at ambulancefolkene vidste hvad de skulle vide, eftersom at Julien ikke selv kunne fortælle det. Som at han var en ilddæmon, og at det formentlig var noget work gone wrong, som havde fået ham i denne situation. De fik også hans navn, og cirka-alder, og andre ting i den stil. Det føltes som evigheder før de var på hospitalet, og Gabriel blev sendt i venterum, mens de forhåbentlig formåede, at få dæmonen i en mere stabil tilstand.

Julien var bevidstløs det meste af tiden. Han kom kort op til overfladen, da der var nogen, der begyndte at røre ved ham. Han åbnede kort øjnene, men havde svært ved at fokusere. Alting var så sløret. Dog fik han alligevel genkendt Gabriel. Gabriel. Hvad lavede han der? Julien var pludseligt sikker på, at nu var han dødsens. Han var så svag, at han på ingen måde ville kunne forsvare sig selv, hvis Gabriel skulle beslutte sig for at slå ham ihjel. Og hvorfor skulle han ikke det? Sådan som han havde behandlet ham, både med torturen, men også bagefter, burde han være hævngerrig.
Inden han nåede at tænke videre over det, gled han ind i bevidstløshedens tåger igen.

Næste gang han kort var ved overfladen var, da en eller anden kvinde sagde noget. Han havde ikke styrken til at åbne øjnene, men han havde en fornemmelse af, at han bevægede sig og at der var folk omkring ham. Stemmerne kom langvejs fra.
"Hvilken race er han?" En eller anden kvinde.
"Fire demon." Gabriels stemme. Der blev lagt en hånd på hans pande. Den føltes alt for varm.
"Han er alt for kold. Gør klar til at give blod! Han har mistet for meget." Kold.. ja, han frøs.. og mørket kom igen.

Langsomt vågnede han op. Det tog sin tid, men fornemmelsen af virkeligheden begyndte at dukke op. Han havde ondt, men det var slet ikke så slemt, som det havde været. Faktisk var det ganske udholdeligt, sikkert på grund af en god mængde smertestillende. Han lå i en seng, siddende en smule op, med højre arm i gips og bundet ind til overkroppen, sikkert for at holde skulderen i ro. Han kunne mærke forbindingerne omkring sin overkrop og liv. Alting lugtede sterilt og han vidste allerede, at han var på et sygehus, inden han åbnede øjnene. Hvad var der sket? Minderne om djævlen væltede ind over ham, og han slog øjnene op. Det første han fik øje på var Gabriel. Den unge vampyr sad på en stol ved siden af sengen, lænet ind over sengen med hovedet hvilende på armene. Han sov sikkert.

Synet af den sovende dreng gav Julien et stik i maven og han kunne ligefrem mærke sine øjne blive blanke. Havde han reddet ham? Han kunne ikke huske, at han havde haft ringet til ham, faktisk kunne han ikke huske noget, fra han parkede bilen ude foran sit hjem, så han vidste ikke, hvorfor Gabriel var der.
Om han havde reddet ham eller ej, sad han der. Julien havde behandlet ham som om han intet var værd, og alligevel var han her på sygehuset med ham. Passede på ham. En bølge af følelser væltede ind over Julien og en enkelt tåre løb fra hans øjenkrog og ned over hans kind, mens han så på ham med ægte kærlighed i sit blik. Forsigtigt løftede han sin venstre hånd og rakte ud og lagde den ovenpå Gabriels hoved i en kærlig berøring.

Da Gabriel havde fået at vide, at Julien var i live og stabil, skyldede lettelsen ind over ham, og han kunne trække vejret normalt. Selvom dæmonen ikke var vågen, havde han det bedre, og af en eller anden grund syntes det, at være det vigtigste lige nu. Han burde vel egentlig have taget sin chance, og slået ham ihjel, men det havde slet ikke været en tanke. Det eneste han havde tænkt, var at han skulle have Julien på hospitalet, og at det skulle gå hurtigt. Selv nu ærgede han sig ikke over ikke at have gjort det, selvom det var atypisk for ham. Men det her var også et underligt tilfælde. Uanset hvad han tænkte eller gjorde, kunne han ikke få sig selv til at tænke at det var dæmonen, som var galt på den. Han kunne godt sige det til Constantine, for at den ældre vampyr lod ham være, men det var ikke helt rigtigt. Han havde en dybtliggende respekt for Julien, som han ikke kunne slippe af med, selvom han gerne ville.

Derfor kunne han heller ikke få sig selv til at gå. Selvom dæmonen havde det godt, kunne Gabriel ikke forlade ham der. Ikke endnu. Han blev ved med at sige til sig selv, at han bare blev fem minutter mere. Men fem minutter blev til ti, som blev til en halv time, som blev til en hel, og før han vidste af det, havde han brugt en hel dag og en hel nat på at våge over Julien. En gang i mellem havde han snakket med nogle sygeplejersker, og havde fulgt med dem rundt, da de tog temperatur og målte blodtryk på patienterne. Han fortalte at han faktisk havde været i praktik på hospitalet, og derfra begyndte de at snakke medicin. Det var underligt, men på en eller anden måde nostalgisk og rart. Han fik at vide, hvor mange sygdomme de nu kunne kurere, og hvordan de konstant forbedrede sig, til at kunne tage sig af mennesker såvel som væsner. Både gode og dårlige minder stak i ham, fra sin tid i praktik, og sin tid, som indlagt op til at han til sidst blev forvandlet. Alle de minder, som han svagt kunne erindre, men ikke følte noget for, betød lige pludseligt mere af at være der.

Men når alt kom til alt, endte han altid tilbage på stuen med Julien. Ikke at han ville blive der til dæmonen vågnede men... ja, han ville vel bare have lidt mere tid, inden han skulle forsvinde ud af dæmonens liv igen. Det var dumt, det vidste han godt, men han kunne ikke få sig selv til at gå, for han havde prøvet. Han burde allerede være gået, men i stedet var han faktisk endt med at falde i søvn indover en smule ekstra plads på Juliens seng. Han lå med sit hoved hvilende på sine arme, og i løbet af tiden hvor han havde ligget sådan, var der kommet en sygeplejerske ind, som havde lagt et tæppe henover hans ryg.

Men han sov let, så i det han mærkede Juliens hånd nærme sig hans hoved, åbnede han straks øjnene og fór op, og stå, og dernæst tilbage, så stolen bag ham væltede bagover, ned på gulvet med et brag. Man kunne sagtens se frygten i hans øjne, da han indså, at han ikke var kommet væk, før dæmonen var vågnet, og at han nu skulle tage konsekvenserne af ikke at være forsvundet helt ud af hans liv. Alt i ham skreg, at han burde løbe. Selvom Julien var hårdt såret, så kunne han sikkert stadig brænde ham op, om han var på et hospital eller ej. Angsten vældede op i ham, og han kunne ikke bevæge en muskel. Han var som frosset til stedet, men i en stilling, der tydeligt sagde, at hvis Julien kom for tæt på, ville han forsøge at stikke af.

Julien var for træt til at blive forskrækket, da Gabriel trak sig væk. Han blev ikke engang overrasket, for han havde vel næsten heller ikke regnet med andet. Med alt det, han havde gjort ved drengen, var det utroligt at han i det hele taget var her.
Det svage smil, der havde været over Juliens læber, da han havde kigget på den sovende Gabriel, forsvandt med det samme og kærligheden i hans øjne blev skiftet ud med et trist udtryk, blandet sammen med skam. Langsomt lagde han armen tilbage på sengen. Det var som om alle bevægelser fik hans krop til at skrige.

Han flyttede ikke blikket fra Gabriel, selvom han havde svært ved at se på ham. Hvad havde han gjort? Den dårlige samvittighed, som ellers aldrig var der, gav ham en knude i maven og det tog et par sekunder, inden han kunne sige noget. Hans stemme var tør og hæs.
"I'm sorry." Han holdt en kort pause, for at få styr på sig selv. "I understand if you want to leave. I won't stop you." Han rømmede sig. "But I'm sorry. For everything." Hans stemme knækkede og han drejede ansigtet væk fra ham og lukkede øjnene. Det kildede, som endnu en ensom tåre løb ned over hans kind. Han græd. Det var så mange år siden, han havde grædt, at han havde glemt følelsen.

Han var overrasket over det, for det havde han ikke troet om sig selv. At græde over tabet af nogen. Ikke mere. Den del burde han have været ovre for mange år siden, for han knyttede sig ikke til nogen. Det havde han lært for lang tid siden, at det gjorde man ikke, det var hårdt og unødvendigt. Men tanken om at Gabriel var tabt, gjorde mere ondt end han havde regnet med. Måske var det derfor, at han havde været så ustabil det sidste stykke tid?

Frygten i Gabriels blik havde næsten været som en kniv til hans hjerte. Det var ham, der havde skabt frygten i drengen. Han havde mishandlet ham, tortureret ham for sit eget mål. Han fortrød sine handlinger og han mente det, når han sagde undskyld. Ikke at et undskyld kunne gøre det, men hvad andet kunne han gøre?
Julien kunne stadig ikke forstå, hvad Gabriel i det hele taget lavede der. Hvorfor han ikke var ligeglad, endda ikke frydede sig. Kvælte ham med en pude mens han sov. Synet af Gabriel, sovende ved hans side, fik det til at gå op for ham, hvor meget han havde påvirket ham. Og hvor meget den yngre vampyr havde påvirket ham. Han holdt faktisk af ham. Tanken fik hans gode hånd til at knytte sig om sengetøjet og han drejede hovedet en smule mere, som for at skjule sine følelser for Gabriel.

Gabriel anede ikke rigtigt hvad han skulle gøre med situationen i det øjeblik. Han kunne ikke finde ud af hvad det var for noget, som lå I Juliens blik, for det var ikke rigtigt noget han havde set før. Han vidste godt hvordan vrede og irritation så ud, og det her var ingen af dem. Det virkede mildere, og det var underligt. Burde han ikke være rasende over at Gabriel havde trodset ham igen? Burde han ikke tage chancen og brænde ham op på stedet? Eller som det mindste, råbe efter en sygeplejerske, og få smidt ham ud af rummet? Hans blik flakkede rundt efter et eller andet, som kunne vise hvornår at vreden kom frem, eller noget som fortalte ham, hvad han ville gøre som det næste.

Så da han fik en undskyldning, kunne man se tvivlen komme frem under angsten. Burde Gabriel ikke være den der undskyldte? Han havde gået imod en direkte ordre, som absolut ikke kunne misfortolkes på nogen måde. Og tvivlen blev hurtigt til forvirring, da Julien... græd? Først troede han ikke sine øjne, for dæmonen var nok en af de mest følelseskolde personer han nogensinde havde mødt. Det gav ham det fysisk dårligt at se det. At han, på en eller anden måde, var skyld i at en så stærk person begyndte at græde... Han gik forsigtigt nærmere, men holdt godt øje med dæmonen.

It's a trap, get the hell out of there!
Gabriel rystede svagt på hovedet.
He'll kill you, don't you dare do it.
Han var tæt nok på, til at dæmonen kunne tage fat i ham, hvis han ville nu.
Gabriel Phillip Moreau, you stop that this instant, or I will personally murder you in your sleep.


Forsigtigt lagde han sin ene hånd over Juliens raske, der var knyttet om lagnet under, og gav den et blidt klem, inden han rakte sin anden hånd op op, og lagde den lige så forsigtigt på Juliens kind, for at tørre tårene væk, som dæmonen før havde gjort det på ham. Hans hænder rystede en smule, i en blanding af den smule frygt, som stadig lå i ham, og noget han ikke helt vidste hvordan han skulle beskrive, udover at det vel var en rar følelse.
I swear to god, this has got to be the most stupid thing you've ever done, and if- no, when we die, I want you to know that this moment was entirely your fault.

Julien kunne høre Gabriel bevæge på sig og regnede med, at han var på vej ud af rummet. Han kunne ikke bebrejde ham. Det var lige før, at han ønskede, at Gabriel gik. Det ville være meget lettere at håndtere, både i forhold til at drengen så ham så svag, som han var lige nu, ikke bare fysisk, men også mentalt, men også fordi hvis han gik, ville Julien skulle håndtere følelserne af tab, som ville gå væk igen, og ikke de mere komplicerede følelser, der hang ved Gabriels nærvær.

Så da Gabriel rørte ved hans hånd, gav det et svagt sæt i ham og han var lige ved at trække hånden til sig. Det blide klem, som Gabriel gav hans hånd, var næsten for meget og han knyttede hånden endnu hårdere. Til hans store overraskelse rørte Gabriel ved hans kind, for at tørre den enkelte tåre væk. Julien åbnede langsomt øjnene og drejede hovedet, så han kunne se på ham. Hvad skete der? Hvorfor var han der stadig? Træt og dopet på smertestillende, gav det slet ingen mening for Julien. Han så på Gabriels ansigt og kunne ikke helt læse, hvad han kunne se.

Efter en kort tøven, løftede han hånden og rakte op for at røre ved Gabriels ansigt. Hvis Gabriel lod ham, kærtegnede han det blidt med fingrene.
"I'm sorry for everything I have done to you. I didn't think it would ever matter to me, but it does." Han lod hånden falde igen. "I have realized you matter to me." De sidste ord hviskede han ud, stadig hæs. Pludselig var han meget træt igen og han kunne ikke holde øjnene åbne, så han lukkede dem. De smertestillende og hans krop, der kæmpede for at hele hans skader, gjorde ham udmattet og pludseligt ville han egentligt bare gerne sove. Sove og slippe for at skulle finde ud af, hvad det var der skete i hans indre.

Han vidste ikke, hvordan Gabriel ville reagere på hans ord og han kunne heller ikke se det, nu hvor han havde lukket øjnene. Han vidste ikke, hvad han skulle forvente. En latter? Vrede? At han gik? Han forventede næsten det hele.
"I'm going to sleep." Han sagde det i en lidt højere tonefald, der angav at sådan var det bare. Lige nu kunne han ikke overskue at skulle forholde sig til Gabriel.

Gabriel anede ikke hvad han skulle gøre med den information han fik. Jo, han havde da et eller andet sted haft et lille bitte håb om, at han ikke var helt ligegyldig for Julien, men deres sidste møde havde gravet det håb i jorden. Og efterfølgende havde han kunne tænkt tilbage til alle de gange, hvor det havde været tydeligt, at han var ubetydelig. De gange hvor Julien havde set mildt på ham, men at han nåede at få et glimt af, hvordan det straks gik over til at være ligeglad, når han vendte sig, eller hvor Julien havde reageret meget... mildt i forhold til hvad en, som faktisk bekymrede sig for hans velbefindende, ville have gjort. Han vidste ikke om det her var nogle egentlige følelser, som manden havde for ham, eller om det bare var et trick, for ikke at blive slået ihjel. Det sidste lød mest realistisk, men han håbede vel stadig, selvom han ikke burde. Hvis Constantine så ham nu, ville han enten dø af grin, eller blive utroligt vred på ham, over at han bare godtog en undskyldning så let. Men følelser var svære, og Gabriel ville vel bare gerne have Julien tilbage, så han ikke skulle prøve at komme videre igen.

Gabriel trak forsigtigt sine hænder til sig, men blev ved Juliens side, og nussede sin kind blidt imod dæmonens hånd, nærmest som en kat. Var det dumt det han gjorde? Ja. Burde han skride mens Julien sov? Ja. Ville han gøre det?... Formentlig ikke. "Do you..." Gabriels stemme døde ud i, hvad der lød som at være på grænsen til gråd, og derfor rømmede han sig for at få den lidt mere tilbage. "Do you want me to be here when you wake up?" Han vidste ikke om han håbede på et ja eller et nej. Et nej gjorde det hele mere simpelt. Det betød bare at han skulle tilbage ud af dæmonens liv, så selvom det ville være hårdt bare at gå hjem efter alt det her, så kunne han komme videre. Et ja... det betød at de skulle have sorteret ud i nogle følelsesmæssige ting, som aldrig syntes at være helt nemt - og da slet ikke for en ellers følelsesforladt dæmon og mentalt ustabil vampyr.

Igen blev Julien overrasket over Gabriel. De negative følelser, som han havde forventet at få fra drengen udeblev. Han gik ikke engang. Nej, han spurgte ham, om han skulle blive. Om Julien ville have ham til at være der, når han vågnede. Endnu en gang slog det Julien, hvor meget han psykisk havde ødelagt Gabriel. Han havde mishandlet ham til at være afhængig af ham og hans billigelse. Den dårlige samvittighed gav ham en grim smag i munden. Aldrig havde han haft det sådan her med noget før, noget der havde med andre at gøre. Det var lige før, at han vendte det til vrede, men han var for træt og for påvirket af det smertestillende.

Nej, følelsen der kom efter den dårlige samvittighed var svær at beskrive.
"I don't know." Han tvang sine trætte øjne til at åbne og se på Gabriel. Det tog ham et par åndedrag, før han kunne svare. "Yes. Yes, I would like you to be here. But only if you want to. It is your decision." Han undertrykte en trang til at række ud og røre ved Gabriel igen. Det var som om, at han havde behov for fysisk kontakt. Ikke at han var bange, men.. måske som et behov for at føle sig i live. For at kunne stole på, at han vitterligt ikke var død. I stedet lukkede han øjnene igen, de var så tunge, at han næsten ikke kunne holde dem åbne, og trak hånden op at ligge på sin mave, så han i stedet kunne mærke sin egen vejrtrækning.

På en måde havde han lyst til at forsøge at forklare Gabriel, at han skulle gøre som han ville. Han var ikke underlagt Julien mere. Julien havde smidt ham ud. Desuden kunne Julien, godt påvirket af det smertestillende, meget tydeligt se, hvor forkert det egentligt var, det han havde gjort. Samtidigt med at han regnede med, at Gabriel var skyld i, at han var kommet på sygehuset, hvordan havde han ingen anelse om, og det skabte følelser i ham, følelser der blot pustede til den dårlige samvittighed. Skammen over at have ødelagt den yngre vampyr til at være afhængig af ham. Alt for mange følelser på én gang. Nu ville han bare sove og glemme det hele for et øjeblik. Det kunne være, at han havde det bedre, når han vågnede igen.

Gabriel nikkede til hvad Julien sagde, og trak sig dernæst tilbage, så dæmonen kunne få noget ro. Han rettede stolen op, og gik ud af rummet, måske også lidt for at have lidt tid til at tænke over hvad der var sket. Han havde fået en undskyldning, og Julien var umiddelbart ikke vred længere. Der var egentlig ingen grund til at blive, for han havde hvad han havde brug for, for at kunne komme videre i sit liv. Men alligevel blev han på hospitalet. Det var dumt, og måske en smule barnligt, men han ville ikke efterlade dæmonen i den tilstand - eller helt generelt for den sags skyld.

Der var ikke meget at lave på et hospital, om man så var indlagt eller besøgende, men Gabriel fandt alligevel en måde, hvor han ikke kedede sig ihjel. Efter at have ledt lidt, fandt han den sygeplejerske, som han havde snakket med tidligere, og fik hende overtalt til at han måtte følge med hende rundt på hendes vagt igen. De fleste indlagte havde ikke noget imod at han var der, da han egentlig bare var der, og nogle gange hjalp sygeplejersken når hun skulle bruge noget, som var han en assistent eller noget. Det var hyggeligt, og egentlig havde han glemt, hvor meget han egentlig kunne lide, at hjælpe syge væsner. Men han vidste også godt at det ikke ligefrem var en dans på roser, da nogle væsner var så syge, så det kun var et spørgsmål om tid, før de stillede træskoene.

Derfor satte Gabriel sig for at snakke med nogle af dem, mens sygeplejersken tog blodtryk og temperaturen på dem. De fortalte ham historier, om ting de havde oplevet, eller ting de gerne ville have oplevet før de blev fanget på hospitalet. De fortalte om deres familie, eller de succesoplevelser, som deres liv havde bragt dem, og et par stykker af dem sagde, at han skulle nyde sin ungdom så længe den varede. De personer anede ikke at han var vampyr, og hver gang, der var nogen i rummet, som godt havde gennemskuet ham, og hørte hvad der blev sagt, kunne man nærmest se medlidenheden i deres øjne. Når det skete, skyndte han sig som regel videre med sygeplejersken.

Det meste af natten gik på den måde, men til sidst måtte Gabriel gå tilbage, så han ikke blev fanget i solen. Han bankede forsigtigt på, og åbnede døren ind til Juliens stue.

Julien faldt i søvn ikke længe efter Gabriel havde forladt rummet. Det var næsten en koma-lignende søvn, hvor der kun fór få forvirrede billeder igennem hans sind. Det var ikke behagelige billeder, så da der var nogen, der rørte ved hans arm, vågnede han med et sæt. Smerterne fra hans brækkede ribben fik ham til at stønne dæmpet.
Det var en sygeplejerske, der havde vækket ham. Hun smilede forsigtigt og venligt til ham, sikkert ikke helt sikker på, hvordan han ville reagere. De fik nok nogle væsner ind, som ikke tog det specielt pænt at være indlagt. Julien skyndte sig at smile et svagt, men beroligende smil til hende.
"Undskyld jeg vækker dig, men jeg tænkte, at du nok gerne snart ville have noget smertestillende. Og vi vil meget gerne have noget væske i dig."
Julien rømmede sig og lod blikket glide rundt i rummet. Gabriel var der ikke. Han var nok taget af sted, tilfreds med at have fået sin undskyldning. Skuffelsen væltede ind over Julien, men han viste det ikke. Til sidst så han på sygeplejersken igen. Smertestillende lød som en god idé, hele hans venstre side skreg i smerte.
"Det ville være meget dejligt."
"Jeg blev nødt til at vække dig. Vi kan ikke stikke nåle i dig. Du har allerede smeltet tre drop, efter din kropstemperatur steg." Hun begyndte at hænge en pose med saltvand op i et stativ. Det gik op for Julien, at det egentligt var utroligt, at de i det hele taget havde kunne få givet ham smertestillende. Selvom han var bevidstløs reagerede hans krop stadig på fremmedlegemer, der blev stukket ind i under hans hud. Som sygeplejersken havde læst hans tanker, fortsatte hun.
"Du havde mistet så meget blod, da du kom, det tog en del timer inden du blev så varm, at vi ikke kunne gøre mere. Og derefter svingede det lidt, så vi havde mulighed for at give dig lidt mere blod og væske ind i mellem." Hun smilede til ham og gjorde klar til at stikke droppet i hans hånd. "Du har været meget heldig. Hvis der var gået meget længere, var det ikke sikkert, at du havde overlevet."
Julien rakte sin hånd frem og sørgede for at styre sin evne sådan, at hun kunne stikke nålen ind i blodåren uden at den smeltede. Det ville kræve lidt konstant koncentration at holde området i en mere normal temperatur, men det kunne lade sig gøre. Han rynkede panden.
"Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom herind." Der kom et prik i hans hånd, da hun stak nålen ind.
"Din unge ven ringede efter ambulancen. Kørte med ind og var en god hjælp. Ambulanceføreren sagde, at han havde gjort et godt stykke arbejde på stedet." Hun satte et stykke tape over nålen og fandt et stykke net frem, som hun hev over hans hånd. "Åh, og din ven er vist taget med Serena med rundt for at tilse patienter."
Julien så lidt på sin hånd uden at se den. Så det var Gabriel, der havde reddet ham. Men hvorfor? Hvordan vidste han, at Julien var kommet til skade.
"Utroligt. Jeg kan intet huske."
"Du havde slået hovedet rimeligt hårdt. Du må være hårdfør, de fleste ville ikke have kunne holde til den behandling." Hun smilede til ham uden at stille spørgsmål. Julien gættede på, at de nok var vant til at folk kom ind, godt forslåede i et område som dette.
"Nå, jeg giver dig lige noget smertestillende." Hun tog en kanyle og en lille flaske fra bordet.
"Vær venlig ikke at give mig så meget. Jeg bliver lidt for ør i hovedet. Og det varer nok ikke så længe, inden jeg er ved at være helet." Hans stemme fik en snert af den typiske bestemmende tone han altid havde. Hun så lidt overrasket på ham, men trak så på skuldrene.
"Som du vil. Jeg kan give noget mere, hvis du fortryder." Hun gav ham det smertestillende, mens han stirrede lidt ud i luften. Gabriel var her stadigvæk. Han forstod det ikke. Og så dog. Han havde fået Gabriel til at føle sig som en hund med en ejer. Den loyalitet der lå i det, var stærk. Julien var knapt så påvirket af smertestillende og knapt så træt, så han havde det bedre og havde lettere ved at tænke over tingende. Og knapt så meget i følelsernes vold, selvom det stadig sejlede i hans sind.
Sygeplejersken blev færdig.
"Jeg tjekker lige dit sår." Hun trak dynen lidt ned og Julien kunne se, at han havde fået et par af hospitalets bukser på. Hans overkrop var bar, bortset fra, at den var pakket godt ind i hvide bandager. Hun løftede lidt forsigtigt op i de bandager, der sad om hans liv.
"Åh, det ser ud til, at det allerede er væk. Der er kun et rødt ar." Hun virkede lidt overrasket. Julien smilede en smule.
"Hvor længe har jeg været her?"
"Omkring halvandet døgn." Hun lagde bandagerne på plads igen. Julien nikkede.
"Så passer det meget godt." Mens han snakkede bankede det på døren og Gabriel kom ind. Synet af ham fik alt muligt til at røre sig i Julien, og han vidste ikke lige, hvordan han skulle reagere. Det endte med, at han sendte et svagt smil til ham, inden han så op på sygeplejersken igen.
"Tak."
Hun smilede til ham og tog sine ting.
"Der er morgenmad om en times tid. Der kommer en sygeplejerske og hører, hvad du vil have."
"Det lyder godt." Det gik op for Julien, at han var sulten. Meget sulten. Men hvis han heller ikke havde spist i halvanden døgn, var det vel heller ikke så sært.
"Der er et toilet bag den dør der, hvis du har brug for det. Der er også plastikkopper til vand." Hun så fra Julien til Gabriel og forsvandt så ud af døren med et "god bedring".

Julien kunne allerede mærke det smertestillende begynde at virke og han begyndte at kunne trækket vejret lidt bedre. Han gættede på, at det ville tage en dags tid mere, inden han var helet nok til at de ville slippe ham ud herfra.
Hans blik lagde sig på Gabriel, lidt mere tilbage til sit gamle jeg med det følelsesløse udtryk. Og dog, der var stadig noget varmt i hans blik og udtryk, men også noget usikkert. Hvordan skulle han håndtere det her?
"I heard you were the one to call the ambulance. Thank you. I would have died, if you haven't done that." Han rømmede sig og skubbede sig lidt bedre op at sidde. "You saved my life."

Gabriel gik musestille ind, mens sygeplejersken stadig snakkede, og ventede til at hun var færdig med at snakke, før han bevægede sig over og sidde ved Juliens side igen. Han var lidt træt efterhånden, da han, udover den lille times tid han fik inden dæmonen vækkede ham, ikke rigtigt havde fået noget søvn siden han blev ringet op. Det, sammen med at han ikke havde drukket så meget blod i et godt stykke tid var begyndt at blive synligt på ham, men ikke så slemt at det var noget at bekymre sig om. Han var bare lidt blegere end normalt, og mørkere rundt om øjnene, men ellers var der ikke noget voldsomt galt.

Roligt trak han på skuldrene, da Julien takkede ham for hvad han havde gjort. "I wouldn't be able to if you hadn't called me, so you have yourself to thank for that." Gabriel gav ham et lille prik i siden, hvor han var sikker på, at der ikke var noget sår eller nogle brækkede ribben, inden han fortsatte: "But for future reference, you should call for an ambulance instead. I might've been a medical student, but I never got my degree, and I sure as hell never learned what to do with a dying demon." Han lød lidt mere striks og alvorlig, end han nogensinde havde gjort i den tid, han havde kendt dæmonen, men det var kun fordi at det var rent hel, at Gabriel havde kunne komme hen til ham så hurtigt som han gjorde. Hvis han var kommet bare et par minutter senere, kunne det sagtens have været for sent at ringe efter hjælp. Det var ikke noget han havde lyst til at tænke på, og nu var det jo gået fint nok alligevel, men det var stadig uansvarligt at reagere på den måde.

Julien betragtede Gabriel, der var begyndt at se godt træt ud. Han kendte vampyrens fysiske reaktion på mangel på blod, og han mærkede et kort stik af bekymring. Som han dog skubbede til side, for Gabriel burde være voksen nok til selv at holde styr på at spise, når der var behov for det. Men han lignede nu også en, der kunne bruge en ordentlig nats søvn. Julien fulgte ham med øjnene, som han gik hen og satte sig på stolen ved siden af sengen.

"I called you? I have no memory of doing so." Han så meget overrasket på Gabriel. Havde han ringet til ham? Hvornår? Det måtte være efter at han var kommet hjem, for det var ikke noget, han havde gjort hverken mens han kørte eller ved varehusene. Men den viden om, at han havde valgt at ringe til Gabriel som noget af det sidste, gav ham en underlig fornemmelse i maven. Der var alt for mange følelser involveret i dette.. forhold.. de havde til hinanden. Han lod Gabriel prikke til sig og rystede svagt på hovedet over sig selv. Vampyrens næste ord og tonefald fik dog et svagt smil frem på hans læber.
"I'll try to remember that." Lidt tøvende rakte han ud og tog Gabriels hånd for at give den et klem. "But still. Thank you. You could just as easily had chosen to let me die." Han slap hans hånd igen og fik et lidt mørkt udtryk i ansigtet. "I must admit, I don't know why you didn't." Han rømmede sig og flyttede blikket ud i rummet.

Alt det her påvirkede ham i en grad, han ikke havde troet noget ville. Måske var det bare det smertestillende, men han tvivlede på det. Han havde været tæt på døden og det gav ham et nyt syn på det hele. Det var ikke første gang, at det havde været tæt på, men aldrig havde det været så tæt på. Han kunne mærke, at det fik ham til at tænke på en anden måde, i hvert fald for nu. Der var ingen tvivl i hans sind om, at han ville blive påvirket af dette fremover. Måske endda ændre på sit liv. Kliché, men det føltes meget rigtigt lige nu. Om det faktisk ville ske, det vidste han ikke. Det kunne også være, at han gik herfra i morgen, tilbage som sig selv. Noglegange overraskede han sig selv i forhold til sin psyke.

"Well, it's not like we had a conversation anyway, it was more that you called, I picked up, I think you said my name and then you dropped the phone, and I figured that you were probably in trouble and... well, you heard the rest." Gabriel kunne godt mærke hvordan atmosfæren blev trykkende, da Julien kom over på, at han ikke forstod hvorfor Gabriel ikke havde slået ham ihjel, da han havde chancen. Det forstod han heller ikke selv, men det var der ingen grund til at fortælle ham lige nu, hvor det hele stadig var lidt for tæt på dem begge.

Så i stedet valgte han at prøve på at joke situationen lidt på afstand. Så i stedet for at fortsætte i den dur trak han blot på skuldrene. "It doesn't matter, I got to see you high on medication instead, I think that's plenty revenge, when it comes to super serious people like you. You were almost a little bit adorable for a moment there." Han lagde sine arme over kors, på et stykke af sengen, som Julien ikke selv brugte, og hvilede sit hoved over dem, som da han havde sovet tidligere. Et lille smil fandt vej på hans læber, som han betragtede Julien. Det var underligt at han lå i hospitalstøj, det måtte han altså indrømme. Han så knapt så intimiderende ud på den måde, men det var måske meget passende lige nu? Det gjorde det i hvert fald lettere for Gabriel ikke at reagere på sin angst.

"Did you know that I used to be an intern at this hospital? I know I told you I was reading medicine, but I don't think I've told you, that this place is the reason why I moved to Di Morga in the first place." Der var meget, som var sket på grund af at han var flyttet til området, og han vidste ikke helt om han fortrød, eller var glad for at han tog det valg han havde taget. Måske havde han ikke været en vampyr den dag i dag? Men der var ingen grund til at tænke for meget over det, for med mindre han fik evnen til at rejse i tiden, så var det lidt ligegyldigt.

Julien lyttede til, hvad Gabriel fortalte om hans opkald. Det lød til, at det var noget han havde gjort på kanten af bevidstløshed, så der havde nok ikke været noget logik bag. Bare et ønske om at snakke med Gabriel. Det var stadig lidt svært at forstå for Julien, at det var det sidste, han havde tænkt på. Men hvad ellers, ud over hjælp? Der var ikke noget i hans liv, der betød ret meget. Der var ikke nogen tæt på ham, ikke noget af specielt følelsesmæssigt værdi.

Som Gabriel jokede, valgte han at stoppe tankerækken. Det var ikke noget, han havde overskud til at spekulere på nu. Det kunne han gøre senere. I stedet tænkte han tilbage på sidst han var vågen, hvor det var gået helt galt for ham. Et dæmpet suk undslap hans læber.
"I'm not used to painkillers, not as strong as these. I think they gave me plenty." Han flyttede lidt på sig og så på Gabriel igen. De smertestillende, som sygeplejersken lige havde givet ham, virkede, men han havde ikke fået så meget og han kunne godt mærke, hvor meget tæv han havde fået. Heldigvis var hans krop godt i gang med at hele sig selv. Af en eller anden grund var den ret god til at kaste sig over det vigtige først, så hans lunge var helet som noget af det første, sammen med, hvad han havde haft af andre indre skader.

Da Gabriel begyndte at snakke om sin fortid, greb Julien muligheden for at snakke om noget helt andet. Det virkede lettere lige nu, selvom han ikke var helt sikker på, at de var færdige med at snakke situationen igennem. Måske når han var mere frisk.
"No, I don't think you have told me that. I must admit, I haven't thought much of the hospital, I usually don't need one. Is there something special about this one?" Det var rart at se smilet på Gabriels ansigt og igen måtte Julien stoppe sig selv i at række ud mod ham. Det var en sær trang han havde, at røre ved drengen. Som at sikre sig, at han var der. Som noget.. kærligt. Lidt uroligt begyndte han i stedet at pille lidt ved forbindingen om sin mave.

Gabriel kunne ikke lade være med at grine lidt, da Julien fortalte at han ikke var vant til så stærkt smertestillende medicin. "Doesn't surprise me. I didn't mind too much though, as I said, you were almost a little bit adorable. The only drawback was how gruesome you looked. It's getting better though, I don't think your face will give me nightmares this time around." Med vilje prøvede han at holde deres samtale let, i hvert fald for nu. Hvis der skulle tales om nogle lidt ømme emner, ville Gabriel foretrække at de gjorde det privat, og at Julien ikke stadig var påvirket af medicin og smerter. Sjovt som det var at drille ham med, at han havde sagt nogle søde ting, så var der stadig nogle følelser i klemme, og andre ting der skulle sorteres ud, og når de skulle det, skulle dæmonen helst være nogenlunde ved sig selv igen.

Gabriel trak på skuldrene ved Juliens spørgsmål. "Most of the larger things, I only found out after moving here, but it's a pretty big hospital, known for being busy because of Di Morga's... incidents. Y'know, people getting beaten to the brink of death and are attacked by "vicious animals" and whatnot. They also have quite a reputation for having really effective treatments, which I later found out, was due to a lot of magic being involved." Han havde tydeligvis intet imod at snakke om hospitalet, da han trods alt havde været utroligt interesseret selv, og især da han fandt ud af at de ikke bare hjalp mennesker.
"But my favorite thing has got to be, when I was shown, how they have equipment especially for certain races, and that the building is made to accommodate as many as possible. For example, that all the rooms are made, so a vampire, like me would be able to not only visit or be hospitalized, but also work here. I know there was a vampire here who, at the time I was an intern, was an amazing surgeon. I dunno how he did it, because I sure as hell would be tempted to just drink the patients blood, but no, he held back, and because of his speed, he was able to cut most surgery-times in half. Man, if I knew I'd become a vampire at the time, I would've begged him to let me be his assistant after graduating. Well, if life - or I guess in this case, afterlife didn't decide to ruin that before I got the chance" Man kunne godt se at Gabriels gode humør falmede en smule, da han nævnte sin egen forvandling til vampyr, men han rystede det hurtigt af sig.

"I'm sorry for talking so much, I just... Medicine, ok? It's really cool, once you get through all the boring parts, and especially if you get the chance to be somewhere like this, where everything isn't as it seems... Y'know?" Han smilede fåret, og løftede sit hoved lidt igen.

Julien undlod at række op og røre ved sit eget ansigt, da Gabriel sagde, at han havde set forfærdeligt ud. Ja, han kunne godt huske at have set sit spejlbillede i bakspejlet, da han kørte hjem. Og det var sikkert kun blevet værre, som blodet havde samlet sig. Men efter halvandet døgn burde det værste være væk. I stedet for at svare på det, som Gabriel sagde omkring Julien på smertestillende, smilede han bare svagt og lod Gabriel tale videre om hospitalet. Han følte ikke ligefrem for at blive ved med at tvære rundt i det. Ja, han ville stå bag det, han havde sagt, men derfor var det nu stadigt ubehageligt at have vist en så svag side.

I stedet betragtede han den unge vampyr, da han ivrigt begyndte at fortælle om sygehuset. Julien kunne næsten ikke lade være med at smile lidt over ham, for han lyste helt op. Der var ingen tvivl om, at han havde brændt for at studere medicin. Da han nævnte, hvordan sygehuset var indrettet til forskellige racer, lod Julien blikket glide rundt i rummet. Han havde ikke haft tid til at undersøge sine omgivelser. Han kunne konstatere, at han åbenbart også var en race, hvor der blev taget foranstaltninger. Døren var uden tvivl en sikkerhedsdør, der var en del sprinklere i loftet og han var ikke i tvivl om, at væggene, loftet og gulvet var ekstra forstærket, så de kunne håndtere en kraftig brand. Fornuftigt. Nu var Julien en meget samlet mand med meget selvkontrol, men selv han kunne vågne op efter en ulykke og få et panikanfald, hvilket kunne ende ud i en masse ild. En yngre, mindre kontrolleret ilddæmon kunne sikkert være direkte farlig at indlogere på et sygehus.

Gabriels lidt triste tonefald fik ham til at se på ham igen. At drengen var ked af, ikke at være blevet læge, vidste Julien godt.
"It's alright, it's nice to see you so excited about something. And it is very interesting."
Der lød en banken på døren og en sygeplejerske kom ind med et venligt smil.
"Jeg vil høre, hvad du vil have til morgenmad." Hun kom hen og rakte Julien en menu. Åh glæde, det berygtede hospitalsmad. Han var så sulten, han kunne nu spise hvad som helst.
"Noget yoghurt og et rundstykke ville være dejligt. Måske med noget juice." Han rakte menuen tilbage og sygeplejersken forsvandt ud af døren igen, da hun havde noteret, hvad han bad om.

Julien sukkede og begyndte at røre på sig, for at komme helt op at sidde, hvilket ikke var specielt nemt, med én arm bundet ind til kroppen, en slange i den anden og en side, der begyndte at brokke sig. Men det lykkedes da.
"I need to go to the bathroom." Forsigtigt skubbede han benene ud over kanten på sengen og satte de bare fødder på det kolde gulv. Langsomt skubbede han sig op at stå med et fast greb i stangen til droppet. Det gik da fint. Hans knæ var ikke i orden endnu, men det var knapt så slemt, som det havde været, så han kunne godt humpe ud på badeværelset selv, mens han støttede sig lidt til droppet.

På badeværelset fik han forrettet sin nødtørft, trods handicappet med kun at have én hånd. Da han var ved at vaske denne hånd, kiggede han på sig selv i spejlet. Hans ansigt var kommet langt med at hele, han var stadig lilla rundt om det ene øje og på den ene side af kæben var han stadig hævet og sort. Det kunne jo være meget værre. Han så sig selv lidt i øjnene og var ikke sikker på, at han kunne lide det, han kunne se. Til sidst rystede han på hovedet og forlod toilettet for at gå tilbage til sengen.
"Could I get you to get a glass of water for me? I'm a bit helpless with only one hand." Han satte sig med et suk i sengen. Det gjorde ondt. Hver eneste bevægelse gjorde ondt. Selvom han var glad for at have et klart hoved, kunne han godt fortryde ikke at have fået mere smertestillende, nu han havde muligheden. Han fik svinget benene op i sengen og lænede sig tilbage med lukkede øjne.

Gabriel rettede sig op, da sygeplejersken kom ind igen og trak sine arme væk fra sengen også. Det nyttede alligevel ikke at lægge sig sådan, for før han vidste af det, ville han nok bare falde i søvn igen, hvilket ikke ville være helt fair overfor Julien. Hvis der var nogen, som vidste hvor kedeligt det var, at være indlagt på et hospital, så var det nok Gabriel. Ikke nok med at han havde set folk kede sig til hverdag da han arbejdede på hospitalet, han havde også selv kedet sig halvt ihjel i over en måned mens han var indlagt. Det var som om, at efter den første uge, blev det hverdag for folk, at man lå på hospitalet, og fordi at de også skulle videre i livet, blev man ret hurtigt glemt. Især hvis man boede i et helt andet land, end resten af sin familie. Ikke at Julien ville være indlagt så længe endnu, for hvis Gabriel ikke tog meget fejl var det nok højst en dag mere, da han godt ville kunne klare sig nogenlunde hjemme, hvis der bare var nogen til at holde øje med ham. Normalt ville det være ens romantiske partner eller familie, men eftersom at Julien ikke rigtigt havde nogle af delene, ville det nok ende med at blive Gabriel. Yay.

Gabriel kom med et stille "Mhm" da Julien sagde at han ville gå på toilettet, hvorefter han trak sin mobil op, og tjekkede op på hvilke katte han var blevet besøgt af i Neko Atsume, og fyldte om med mad, så der kunne komme flere. Normalt var han ikke så interesseret i spil til mobilen, da de fleste ikke var store nok til at fange hans interesse, men det var en sjov lille ting, som ikke rigtigt krævede så meget, andet end at man lige tjekkede ind en gang i mellem.
Det passede også fint med, at da han havde ordnet de ting han skulle i spillet, kom Julien tilbage. Så han lagde sin mobil tilbage i lommen, og betragtede blot dæmonen bevæge sig. Han overvejede lidt halvt at begynde, at kalde ham bedstefar, grundet hvor langsomt han bevægede sig, men besluttede at han nok havde drillet Julien rigeligt. Desuden, der var ingen grund til at bruge alt sit materiale på en gang. Han havde nok nogle dage endnu til at fyre dumme kommentarer af.

"Hm? Oh, sure." Gabriel rejste sig op, og gik over til vandhanen, hvor der var nogle engangskrus til patienterne. Han tog et krus, og ventede til at vandet blev koldt, før han hældte noget op, lukkede for hanen og bevægede sig tilbage over til Julien. "Here ya go. How're you feeling by the way?" spurgte Gabriel så, mest for at få en ny lille samtale kørende, så han ikke ville falde i søvn ovenpå dæmonen.

Julien lå lidt med lukkede øjne, indtil Gabriel rakte ham plastikkruset, hvoreter han åbnede øjnene og tog i mod det og så lidt træt på det. Han hadede de der plastikkopper, men det var der ikke så eget at gøre ved. Han tømte glasset i en mundfuld, da han var ved at dø af tørst. Nok fik hans krop væske igennem droppet, men hans mund, hals og mave skreg efter væske. Og mad.
"Thank you." Hvad han lige skulle gøre med kruset, vidste han ikke. Han kunne ikke nå bordet, der praktisk nok stod på hans højre side, så han endte med bare at lade armen ligge ned langs sin side og holde kruset i hånden. At blive ved med at bede Gabriel om latterlige små ting, som han burde kunne klare selv, det kunne hurtigt gå ham på nerverne.

"Fine. Tiret and very sore, but it's getting better." Øm var måske ikke udtrykket, men han havde ikke decideret ondt, nu hvor han var kommet tilbage i sengen. "It's been a long time since I've been beaten this bad. Or almost this bad, I don't think I have ever been so close to death." Der var ingen følelser i det han sagde, det var bare en konklusion. Det var ikke sket ret mange gange i Juliens lange liv, at han i det hele taget havde fået tæv. For det meste havde han kunne vige udenom ved brug af magt eller sine evner, men der havde været en enkelt gang eller to, hvor han havde oplevet ikke at kunne benytte sig af noget. Et enkelt minde dukkede op, men det skubbede han meget hurtigt væk. Det var nok den eneste gang, hvor han havde været næsten lige så tæt på døden som nu, og det var et meget ubehageligt minde.

Han betragtede Gabriel med et træt, men meget mindre følelsesladet blik i forhold til tidligere. Ikke helt følelsestomt, der var stadig et enkelt glimt af noget i hans øjne, som ikke plejede at være der. Han havde ikke tænkt så langt, at han nok havde brug for hjælp, når han kom hjem - når han en gang begyndte at spekulere på at komme hjem, ville det ikke være med tanken om at få hjælp. Han skulle nok kunne klare sig selv. Dog, hvis han skulle indse, at han havde brug for hjælp, ville han ikke regne med, at Gabriel ville melde sig, men nærmere at han måtte ringe efter sin rengøringskone, der sikkert ikke ville have noget i mod at lege mor i en dag eller to.

Gabriel nikkede til hvad Julien fortalte om, hvordan han havde det. Det gjorde ham et eller andet sted utroligt vred, at nogen person derude, havde forsøgt sig at gøre det af med Julien - og at det havde lykkedes dem, hvis ikke Gabriel havde besluttet sig for at skynde sig over og tjekke op på dæmonen. Han vidste ikke hvorfor, for et eller andet sted burde han vel opsøge personen og give dem en high five, og dernæst dræbe dem i forargelse over at de gjorde det før ham, men han var mere sur over at de gjorde sådan noget ud af det blå. Det undrede ham ikke at Julien nok havde sig nogle fjender - alle havde nogen - og det havde nok gået, hvis han nu bare havde fået lidt tæv, men at de rent faktisk forsøgte at dræbe ham? Det pissede ham af. Måske var det derfor, at han spurgte som han gjorde, efter lidt tids overvejen.

"Who did it anyway? I have a feeling that is wasn't just some random person sneaked up on you with the intend to kill, since, well, demons are kind of annoying to get rid of." Han prøvede ikke at lyde alt for irriteret over hvem det nu end var, men Gabriel havde aldrig været godt til at skjule sådan noget, og når Julien var så god til at læse folk som han var? Der var ingen chance for at han ikke blev afsløret. Hvordan dæmonen så valgte at tolke hans irritation, det var så bare spørgsmålet.
Uanset hvad, så ville Gabriel godt have det at vide, for så snart at Julien kunne klare sig selv, ville han nok smutte en tur ud og besøge den person - hvis altså det ikke var en anden ilddæmon. I det tilfælde, ville han nok snigmyrde personen inden de opdagede ham. En død person var trods alt en død person. Om Gabriel så fik chancen for at sige det var payback, det var så noget helt andet.

Julien rynkede kort panden, da Gabriel spurgte ind til, hvem der havde skadet ham. Der var noget i både hans stemme og ansigtsudtryk, som begyndte at få alarmklokker til at ringe i Julien. Hvorfor ville han vide det? Hans pande rettede sig ud igen, da det slog ham, at Gabriel lignede en, der ville tage ud og få hævn. På den ene side overraskede det ham meget, for lige som med troen om, at Gabriel hellere ville se ham død end levende på grund af deres forhold, ville Julien mere tro, at Gabriel så positivt på, eller i det mindste var ligeglad med, at en nær havde slået Julien ihjel. Og så dog, nu havde Gabriel reddet ham, han var her endnu og lignede en, der havde taget det på sig at sørge for, at han blev passet på. Så måske hans loyale følelser overfor Julien rakte længere end Julien troede.

Fordi han havde den mistanke om, hvad Gabriel ville med den information, tøvede han lidt med at svare. Men Gabriel ville sikkert finde ud af det alligevel, om han sagde det eller ej.
"It was a man who wanted to sell me some warehouses. It turned out to be a very unstable devil. I must have made him angry somehow, because he suddenly attacked me. Ufortunately he turned out to be immune to fire. And pretty strong." Julien sænkede blikket til det dumme lille plastikkrus og rynkede panden en smule. Det var ikke det hele, han kunne huske og han ville sikkert ikke komme til det, men det han kunne huske, var smertefuldt og også ret skræmmende. Det var ikke sket ret mange gange, at han havde følt sig så forsvarsløs. Det var ikke en følelse, han brød sig om.

Pludseligt følte han sig alt for utilpas, så han flyttede lidt hurtigt på sig, hvilket fik smerten fra hans ribben til at skære ind over hans tanker, og han hævede blikket til Gabriel igen.
"He was a very strong devil. Don't go out and do something stupid. I don't want you to get hurt trying to do something for me, I don't want you to, do you understand?" Hans tonefald og blik var lige så bestemt og hårdt som det normalt var, når han gav Gabriel en ordre. Et glimt af hans normale jeg.
De følelser, som ikke ville slippe ham, varmen for Gabriel, den dårlige samvittighed, den angst som han havde haft under overfaldet, de gjorde ham vred. Han ville ikke slås med alle de fremmede følelser. Han var for træt til at kunne håndtere det lige nu. Samtidigt havde han ondt og han var sulten.

Vreden fór igennem ham, men meget hurtigt fik han styr på den. Nej, det gik ikke at blive vred her. Det gik ikke at lade det gå ud over Gabriel, som kun havde hjulpet ham. Med en kræftanstrengelse skubbede han vreden ned og den kunne kun kort ses i hans øjne. Dog fik den ham til at miste koncentrationen i forhold til sin evne og nålen i hans hånd smeltede på et splitsekund, så vandet fra droppet begyndte at dryppe ned over hans hånd i stedet.
"Shit." Han løftede hånden og så opgivende på den. Han burde vel tilkalde en sygeplejerske.

Gabriel lyttede nøje. En djævel, som var immun overfor ild, og havde nogle varehuse, med et voldsomt temperament? Han havde fundet folk med mindre information end det, så det var faktisk okay information. Så var det bare hvordan han skulle slippe af med den djævel. Djævle var et helvede at komme af med, i hvert fald hvis de ikke bare skulle komme tilbage, så han måtte sætte sig over i sin tænkeboks og finde ud af hvad han kunne gøre imod den djævel, som en form for pay-back, men som ikke ville indebære at djævlen bar nag når han en gang kom tilbage, og derfor prøvede at finde hverken ham eller Julien.

Han blev dog hurtigt trukket ud af sine tanker, da Julien afbrød dem, ved at sige, at han ikke skulle prøve på at gøre noget dumt. Men det var ikke så meget det han sagde, der gjorde at Gabriel reagerede som han gjorde. Det var nærmere måden han sagde det på, som faktisk lød alt for hård i forhold til hvad han havde regnet med, og et kort øjeblik kunne man se at han fysisk veg en smule tilbage, og ligesom at dæmonens vrede kortvarigt kunne se i hans øjne, så kunne man i et øjeblik se den angst, som stadig lå inde i Gabriel fra alle de gange, hvor Julien havde ladet sin vrede gå ud over ham.
Der gik et par sekunder før at Gabriel opfattede hvad der var sket bed droppet, og yderligere et par sekunder, som han brugte på at samle sig, inden han gjorde noget. Det første han gjorde var at stoppe strømmen fra posen til droppet. Dernæst rakte han ud, og fjernede forsigtigt nettet, som Julien havde om hånden uden på droppet, og efter at havde rodet lidt rundt i nogle skuffer, fandt han et plaster, som han gjorde klar til at han kunne få på bagefter. "I'm gonna take it out, and then I'll go and ask some nurses if you still need it, or if you can take your medication without it now." Det gik ret hurtigt derfra, da han trak røret ud af Juliens hånd, fjernede de rester der var rundt som såret og puttede et stykke plaster over. Der var ingen grund til at han mistede blod igen.

Da det var gjort, rejste han sig op, og gik over til døren, hvor han stak hovedet ud. Der var lidt sollys, som skinnede igennem fra andre værelser, men heldigvis var der en sygeplejerske på vej ind med noget mad. "Julien melted the tube in his hand. I already removed it, but does he need a new one?" Sygeplejersken så ud til at overveje hans spørgsmål lidt, inden hun rystede på hovedet. "No, I think he'll be fine without it now that he can eat and drink on his own again. Now get back inside, we don't want you to get burns all over your face!" Hun skubbede halvt Gabriel ind, som allerede var begyndt at få nogle røde plamager på sine kinder, og hun lukkede døren efter sig. Hun gik roligt over, og placerede noget mad på det lille bord han havde ved sin side. "Er der ellers noget du kunne tænke dig?" spurgte hun med et venligt smil.

Julien fortrød sin hårde tone i samme øjeblik, som han så Gabriels reaktion. Det var ikke meningen, at han ville skræmme ham, bare forklare ham, at han ikke skulle forsøge at gå op i mod djævlen. Han lukkede øjnene, som han blev træt igen. Han burde vel undskylde overfor vampyren, men han orkede ikke. Ikke lige nu. Der gik et øjeblik. Nogen rørte ved hans hånd og han åbnede øjnene igen. Gabriel var begyndt at tage det lille net af hans hånd og bagefter begyndte han at rode rundt i nogle skuffer. Julien fulgte ham med øjnene.

Hvad skulle han gøre ved ham? Hvordan skulle han håndtere det hele? Hele den her oplevelse havde gjort det klart for ham, at Gabriel ikke bare var et forsøg. Ikke et eller andet ligegyldigt. På en eller anden måde, var han komme til at betyde noget for Julien, og Julien havde ingen anelse om, hvordan han skulle håndtere det. Og hvordan Gabriel gerne ville have, at han håndterede det. Det var svært at gætte, for han virkede til gerne at ville være ved Julien, men var tydeligvis meget bange for ham, hvilket Julien ikke kunne bebrejde ham. Han var ikke så påvirket af de smertestillende, at den dårlige samvittighed hamrede ham ned som tidligere, men han havde det dog stadig dårligt over det, han havde gjort. Hvorfor? Han havde aldrig haft det sådan før. Men måske det netop var fordi, at han havde knyttet sig en smule til Gabriel, at den dårlige samvittighed kom til live..

Gabriel talte til ham, men Julien svarede ikke, lod ham blod gøre som han ville, mens han betragtede vampyrens bevægelser. Selvom han på den ene side godt kunne forvente, at Gabriel kvalte ham, mens han sov, stolede han nu alligevel på ham. I hvert fald nok til at lade ham rode rundt med droppet.
Gabriel gik ud for at finde en sygeplejerske, som kom i samme øjeblik med mad til Julien. Han skubbede sig lidt bedre op at sidde. Gud, hvor var han sulten.

"Nej, ikke lige nu. Mange tak." Han sendte et venligt, og dog lige så følelsestomt som altid, smil tilbage til sygeplejersken, der gik over for at se på det ødelagte drop. Nu havde Julien et mindre problem, for bordet stod på hans højre side. Med et suk begyndte han at skubbe sig op at sidde, selvom hans side gjorde ondt og hans ben sikkert ville have bedre af at ligge stille. Men han hadede at føle sig hjælpeløs og ville hellere have ondt end at bede om små dumme ting. Han trak bordet ind til sig og så på skålen med yoghurt, det smurte rundstykke og glasset med juice. Ikke ligefrem den kvalitet, han selv havde derhjemme, men det gik fint for nu. Hvilket hans mave var enig i, den rumlede dæmpet. Et stik af irritation over sin indbunde og brækkede arm løb igennem ham, men det var der ikke noget af gøre noget ved. Han skubbede sig en smule længere ud og greb skeen til yoghurten med sin venstre hånd. Døren lukkede bag sygeplejersken, som hun gik.

Efter at have spist et par skefulde, drejede han hovedet og så på Gabriel.
"I'm sorry about that. I didn't mean to snap at you." Han flyttede blikket til skålen igen og spiste endnu en mundfuld. "I just don't want you to get hurt. This devil was very strong." Af en eller anden grund, havde han ikke lyst til at se på vampyren, mens han snakkede, så han fortsatte med at koncentrere sig om at spise.

Gabriel var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre af sig selv, eller den milde ubehag, som havde sat sit i hans krop. Det var lidt en blanding af den kortvarige angst, som havde ramt ham, og lugten af blod i luften, som generede ham, men han kunne ikke rigtigt gå udenfor og det gjorde kun situationen værre. Normalt gjorde han hvad der passede ham, når det passede ham. Hvis han havde brug for blod, så ville den første person, som gik forbi blive offer for hans tørst, og hvis han følte angst, så gik han væk fra situationen, uanset om det virkede logisk eller ej. Men han var fanget et offentligt sted om dagen, med en meget svag dæmon. Fantastisk.

Han trak sin t-shirt op over sin næse, og rykkede sig over i den anden ende af rummet, mest for ikke at blive fristet til at gøre noget dumt. Men det var svært, når han i lang tid kun havde drukket lige netop Juliens blod, og forbandt lugten med at blive "fodret" af manden. Se, det var lige præcis situationer som denne, der afholdt ham fra at have et normalt liv med et normalt job. Ville det være upassende at slå sig selv ud, med et skud i tindingen på et hospital? Det var det nok.
Endnu en gang var det Juliens stemme, som trak Gabriel ud af sin tankestrøm, og han lod sin t-shirt falde på plads igen. "Don't worry about it, public spaces makes me anxious- or, well, more anxious." svarede han med et fåret smil. "Besides, I was the one to flinch away, so I should probably also be the one to apologize." Det var efterhånden vane for ham, at sige hvad end Julien nok ville have af svar, og lige nu ville han nok ikke foretrække at føle sig som den onde, for det var han jo ikke. Han var den fornuftige af de to, hvor Gabriel, trods sine forbehold, godt kunne gøre dumme ting ind i mellem. At han så nok alligevel gik efter djævelen, det var jo så noget andet, men det var fordi at det føltes som et slag på Gabriels stolthed, at en person, som var stærkere end ham, blev slået fuldstændigt ud af en anden person, for det ville betyde at der var to personer over ham lige pludseligt, hvilket han ærligt talt ikke brød sig om. Og så var der de underlige følelser for Julien, som også spillede en rolle, så chancen for at djævelen ikke ville blive dræbt var meget lille.

Julien sank endnu en mundfuld, inden han svarede Gabriel.
"No. No you shouldn't." Hans stemme var flad, og han kastede kun et kort blik på ham. Han var ikke i tvivl om, at Gabriel lige nu forsøgte at sige det, som han regnede med Julien ville høre. Normalt ville det enten tilfredsstille eller irritere ham. Tilfredsstillende, fordi det var et tegn på, at Gabriel var psykisk afhængig af ham, irriterende, fordi det enten var den lette løsning for vampyren eller fordi Julien faktisk gerne ville høre sandheden.
Lige nu var det mere af den dårlige samvittighed, blandet med en smule irritation, der kom ved drengens svar. Han overvejede lidt, om han skulle snakke med ham om det, men valgte at lade være. Lige nu ville han koncentrere sig om sin mad og derefter hvile sig igen. Det virkede ikke til, at trætheden ville forlade ham.

Så han tømte langsomt skålen og tyggede sig igennem rundstykket. Juicen smagte godt, sikkert hans krop, der gerne ville have frugtsukkeret. Det var lige før, at han savnede en kop kaffe, men han regnede ikke med, at det ville være specielt smart at hælde koffein på hans trætte krop, der i stedet burde koncentrere sig om at hele. Og han regnede nu heller ikke med, at kaffen her på sygehuset var ret meget værd. Han sagde ikke mere til Gabriel. Drengen så ud til at være ubehageligt tilpas med at være på sygehuset. Der lugtede sikkert en del af alt muligt. Julien kastede et blik på sin hånd, hvor droppet havde siddet. Den lille smule blod, der var kommet ud, da Gabriel fiksede droppet, lugtede sikkert også, selvom Julien ikke kunne lugte det.

Endeligt kunne han begynde at skubbe sig op at sidde i sengen igen. Han fik hevet tæppet op til livet og sad så og så lidt på Gabriel.
"You look tired. You should sleep." Han tøvede lidt, men skubbede sig så ud til den ene side af sengen. "You're welcome to sleep in the bed, if you want to. There's room enough." Han vidste ikke, om Gabriel ville sige ja eller nej, men han skulle have tilbuddet. Hvis han havde været her i det halvandet døgn, som Julien havde været her, måtte han være godt træt. Julien regnede selv med at lukke øjnene lidt igen, nu hvor hans krop havde fået mad, kunne han mærke trætheden komme væltende igen.
Han brød sig ikke om at være så usikker i forhold til Gabriel, han havde virkeligt brug for at vide, hvor han havde ham henne. Så han kunne finde ud af, hvordan han skulle bearbejde alt, hvad der var sket og noget af alt det kaos, der huserede inden i ham. Åh, han håbede, at der snart blev ro i hans hoved igen.