I'm sorry (Gabriel)

Forsigtigt holdt Julien som Gabriel og han kunne mærke drengens krop ryste, som han hulkede. For et kort øjeblik, vidste Julien ikke, hvad han skulle gøre. Hvad var det, han havde gang i? Hvorfor stod han her med en grædende vampyr i sin favn? I noget, der kunne minde om en kærlig omfavnelse? Hvorfor havde han en knude i brystet, en knude der var skabt af dårlig samvittighed, varme for den unge vampyr og et stort rod af følelser? Hvornår var det gået så galt?!
Men i stedet for at forsøge at finde svarene på alt dette, klemte han i stedet en smule hårdere om Gabriel.

Drengens hænder fandt om på ryggen af ham og han kunne mærke, hvordan de rystede. Rystede af angst, det var Julien ikke i tvivl om. Endnu en bølge af dårlig samvittighed væltede ind over ham og han fik en klump i halsen. Blidt strøg han vampyren ned over ryggen med en hånd, inden han lagde den mod hans hoved og holdt ved ham.
"I'm so very sorry." Hans stemme var mere hæs end han brød sig om, den afslørede, hvor tæt på gråden han selv var. "I'm ..." Han ville gentage sig selv, men hans stemme knækkede og han gav op på at sige mere. I stedet hvilede han sit hoved mod Gabriels.

Hvorfor var han ked af det? Han havde ikke været ked af det før. Ikke på denne måde. Han vidste ikke, hvorfor han havde så stort et behov for at undskylde for, hvad han havde gjort mod Gabriel. Han havde haft sine grunde, grunde som måske ikke var specielt gode for et almindeligt følsomt væsen, men for Julien havde de været gode nok. Måske var det fordi, at han havde lært Gabriel at kende. Det var ikke meningen, at han skulle knytte sig til ham. Han havde bare været et forsøgsdyr. Noget, der kunne smides ud. Men sådan var det ikke mere.

Efterhånden som Julien fik tænkt over, hvor meget den unge vampyr egentligt betød for ham, blev han endnu mere påvirket og til sidst kunne han mærke den kildende fornemmelse af en tåre, der løb fra hans øjenkrog. Snart fulgte endnu en efter.
Påvirket af sin nærdødsoplevelse og Gabriels loyalitet i mod ham, var alting blevet rodet rundt i hans indre og han følte sig så fortabt og forvirret i det øjeblik, som han stod der med Gabriel i favnen. Fortabt, forvirret og træt. Udmattet. Ja, han var så frygteligt udmattet. Og han havde stadig ondt i sin krop.

Gabriel kunne ikke rigtigt tænke logisk lige i det øjeblik. Han kunne ikke sætte sig ind i hvad der kunne gå igennem Juliens hoved, og han kunne absolut ikke forklare hvorfor han selv reagerede som han gjorde. Lige nu var det angsten, som styrede ham, og fik ham til at græde, selvom der ikke var nogen egentlig grund. Det fik ham til at føle sig lille og svag, og krammet intensiverede blot de følelser. Men det var ikke nødvendigvis en dårlig ting. For det betød blot at der var en større og, om ikke andet, psykisk stærkere person, som holdt om ham, og passede på ham, selvom det bare var indtil han kunne klare sig selv igen. Julien var høj i forhold til Gabriel, så han kunne let stå, med sit hoved under dæmonens hage, og selvom han ikke var den bredeste, eller mest muskeløse mand, så havde han stadig et fast greb om Gabriel, hvilket syntes at være det eneste, der holdt vampyren nede på jorden, trods sin angst.

Men trods sine tågede tanker, som knapt nok gav mening med alt den støj, som foregik i hans hoved, kunne han alligevel også fornemme, at det ikke kun var ham, som havde brug for dette kram. Julien var nok ligeså psykisk omtumlet, og det var nok endnu sværere, når man normalt havde styr på sine følelser, uanset situationen. Det var ikke noget, som Gabriel kunne sætte sig ind i, da hans følelser næsten altid lå på overfladen... Men alligevel rørte det noget i ham.
Som han mærkede sin huklen gradvist stoppe, snøftede han svagt, inden han trak sig lidt tilbage. Men det var kun for et øjeblik, da han trak sine hænder til sig, og derefter rakte op, og lagde dem om Juliens skuldre. Han var nødt til at stille sig på tæer, men det lykkedes ham alligevel at få sin hage over mandens skuldre, og kramme ham på samme måde, som dæmonen selv havde gjort det for et øjeblik siden. Gabriel var ikke særligt stor i forhold til Julien, men han ville alligevel prøve at videregive lidt af den tryghedsfornemmelse, som han selv havde fået tidligere. Han var forsigtig med ikke at lægge for meget vægt på dæmonen, men nussede alligevel sin kind imod siden af Juliens hals, nærmest som en kat ville gøre det... Måske tilbragte han for meget tid med Marshmallow.

Der var noget beroligende ved at stå der med Gabriel i sin favn. Selvom han var kold og uden hjertebanken, var det stadig en, næsten, levende person. Noget der var et bevis på, at verden stadig var i live omkring Julien. At Julien stadig var i live. Så selvom det var så ulig ham, var det lige, hvad han havde brug for. Nærhed.

Langsomt holdt Gabriel om med at hulke og da han trak sig tilbage, regnede Julien med, at det var det. Men inden han kunne nå at træde væk, lagde drengen armene om nakken på ham i endnu et kram. Overrasket stivnede Julien for et kort øjeblik, men lagde så atter armene om ham og bukkede sig en smule forover for at gøre det lidt mere behageligt for dem begge. Det var en underlig følelse at være den modtagende ende af et kram, især fra en, som Julien egentligt mest så som en, han skulle være den stærke over for. Det var ikke Gabriel, der skulle passe på ham, men ham, der skulle passe på Gabriel. Eller i hvert fald ham, der skulle være den stærkeste. Den bestemmende.

Han lod dog Gabriel kramme ham, han følte, at han havde brug for det. Det var passende at lade Gabriel udtrykke, at det hele nok skulle blive okay.
Følelsen det gav ham, var næsten ved at få ham til at græde. Ikke bare med tårer ud af øjnene, men med mavesammentrækninger og det hele, og det skræmte ham lidt. Og fik ham til at knuge lidt hårdere om Gabriel for et øjeblik, mens han fik styr på sin krop. Til sidst slap han ham og trak sig selv ud af krammet. Det måtte være nok.

Det første han gjorde var at gnide begge hænder ned over ansigtet for at fjerne sporene af de tårer, der havde trillet ned over hans kinder. Herefter sank han et par gange og endte så med at rømme sig. Han blev nødt til at gøre noget. Sige noget.
"I'm very tired, so I'm probably going to bed straight away." Han måtte rømme sig igen for at klare sin stemme. "I don't know if you want to stay here or go somewhere. If you want to sleep here, you'll have to make your bed. If you want to find something to eat, you're welcome to come back afterwards. I haven't changed the code for the alarm, as you just noticed."

Efterhånden som han snakkede, følte han, at han fik lidt mere styr på sig selv. Det var noget praktisk, han kunne forholde sig til. Han håbede at Gabriel havde lyst til at blive. På en eller anden måde havde Julien en følelse af, at stilheden i det store hus krøb sig ind på ham og det var en ubehagelig følelse. Tanken om at være alene i det tomme hus var underligt trist. Det var næsten lige før tanken om at være alene i soveværelset var tryggende, men han skød det fra sig. Så slemt kunne han umuligt have det.

Gabriel nussede forsigtigt Julien på ryggen i håb om at berolige ham, og lod sig ikke rigtigt genere af at blive knuget ind til dæmonens krop på den måde. Han var ikke ligefrem lavet af glas, så med mindre at Julien brækkede hansribben eller noget, så klagede han ikke.
Men det varede alligevel heller ikke længe, før Julien trak sig fri igen, og Gabriel lod ham blot gøre det. Han trådte ned på flad fod igen, og fulgte dæmonens fodspor, ved også hurtigt at tørre tårene væk fra sine kinder. Ikke at man ikke kunne se at han havde grædt, for hans kinder var rødere end normalt, og hans øjne var stadig ret våde.

Det var først, da Julien sagde noget, at Gabriel så op på ham igen, og lyttede. Et lille smil brød frem på hans læber, da det så ud til at dæmonen var kommet lidt tilbage til sig selv, ved at fortælle hvad der skulle ske, og derefter forklarede hvad Gabriel måtte gøre, mens det fandt sted. Nu var han ikke så træt, som Julien så ud til at være, men han var stadig tørstig, og at jage, for at komme lidt på andre tanker, og dermed også komme væk fra den trykkende stemning mellem ham og Julien, lød meget rar. Men alligevel tøvede han lidt. Ville dæmonen være okay, hvis han var alene? Han skulle nok ikke blive væk for længe, især ikke, hvis han risikerede at djævelen havde fundet ud af hvor Julien boede, og ville færdiggøre arbejdet. Det var måske ikke så sandsynligt, men var der en ting, som Gabriel havde lært i sin tid som lejemorder, så var det at forvente det uventede.

Men en lille pause gjorde vel ikke noget? "I'll probably go out and hunt for a few hours. Hospital blood is almost as gross and boring as hospital food." Hans stemme var stadig tynget af at have grædt tidligere, men lidt sjov formåede han alligevel at lave. "I'll be back in a bit though, and you can call me if you need me. I'll be there in like... let's say 30 seconds after you hang up." Han nikkede, tydeligvis overbevist om, at det var noget han kunne. Hvilket ikke var helt løgn, for da Julien sidst ringede, havde det at løbe fra sin egen lejlighed og hjem til Julien, taget ham en tredjedel af den tid det normalt tog at køre. Han tvivlede dog på, at han kunne gøre det igen, selv når han var helt mæt, med mindre at dæmonen eller Seelie var kommet slemt til skade.

Julien lyttede til Gabriel og kunne mærke sit hjerte synke for et kort øjeblik. Drengen ville på jagt. Hvilket var helt forståeligt, Julien kunne stadig se på ham, at han havde brug for mere blod. Men tanken om at være alene... han trak langsomt vejret ind igennem næsen og irettesatte med en begyndende irritation sig selv. Det her var fjollet. Han forstod godt, at hans ubehag var en naturlig reaktion på det, der var sket, men derfor behøvede det ikke at løbe af med ham. Så lige nu skubbede han følelsen fra sig og fokuserede på nuet.

"It's okay, you don't have to hurry. I'll be fine." Han fik fremtvunget et beroligende smil, inden han ville gå hen til trappen, der ledte ovenpå. Men han stoppede midt i et skridt, som hans blik fandt på blodpølen, han havde efterladt på flisegulvet. Synet fik ham kort til at skære ansigt, som et af de glemte minder rørte sig i hans baghoved. Noget med følelsen af opgivelse. Det sendte et umærkeligt gys igennem ham og han tog en dyb indånding.

Igen dukkede irritationen op. Han brød sig virkeligt ikke om at være så påvirket over det, der var sket. Det var aldrig sket før. Eller, næsten aldrig sket før. Han havde været tæt på døden før, og han forstod ikke sin reaktion på denne oplevelse. Der var noget, der var anderledes. Han kastede et hurtigt blik på Gabriel, inden han tog et skridt til siden for at gå uden om blodet.
"I should probably clean that up before the house cleaner comes," mumlede han dæmpet og fortsatte så hen mod trappen. Lige nu var han for træt, han havde ondt i sin brækkede arm, eller, han havde faktisk ondt i hele sin krop og selvom han egentligt drømte om et bad, ville han helst bare gerne i seng.
Han så ikke på Gabriel, men regnede med, at han selv fandt ud af at tage ud at jage og komme tilbage igen. Hvis det var det, han ville. Sengetøj til sengen burde Gabriel vide, hvor var, ellers måtte han vel sove uden. Det kunne Julien ikke rigtigt tage sig af lige nu. Nu skulle han bare... sove.

Han gik ind på soveværelset og var ved at lukke døren bag sig, men endte med at lade den stå på klem. Herefter fik han hevet tøjet af, lidt besværliggjort af den indbundne arm, men det lykkedes. Endeligt kunne han kravle ned under sin dyne og lade øjnene glide i. Trods alle følelserne og tankerne, der rodede rundt i hans hoved, faldt han i søvn næsten med det samme, stadig totalt udmattet og med en krop, der krævede hvile for at hele. Han hørte ikke Gabriel liste rundt og sov alligevel et godt stykke ind i næste dag.

Gabriel nikkede til hvad Julien sagde, men regnede med at de begge godt vidste, at han stadig ville skynde sig alligevel. Nok var Gabriel ikke den mest kærlige og omsorgsfulde vampyr i hele verden, men lidt bekymret var han nu alligevel, i hvert fald overfor Julien. Havde det været enhver anden, var han nok vendt om og smuttet så snart de var blevet smidt på hospitalet, hvis ikke han havde ignoreret deres opkald til at starte med. Men sådan var det vel, når man faktisk bekymrede sig for andre personer. Det var en lidt underlig følelse, hvis han skulle være helt ærlig.

"Don't worry about it, I'll get it off when I get back. Believe it or not, I'm actually pretty okay at removing blood stains." Gabriel rynkede lidt på næsen over det han selv sagde. Det kunne godt lyde... forkert. "You know what, how about you don't think too much about what I just said, and appreciate the gesture."

Og med det vendte han over til hoveddøren, nuppede Juliens nøgler, og var egentlig på vej ud, da han gentog hvad han havde sagt tidligere, bare for at være sikker på, at den var sunket helt ind hos Julien. "I'll be back in a few, but if anything happens, you call me before doing anything else, aight? Sleep tight." Derefter lukkede han døren efter sig, og låste, inden han begav sig ud for at finde en person, som kunne blive offer for hans umådelige tørst.

Det gik ud over en kvinde, der snakkede i telefon med en alt for skinger stemme, et godt stykke væk fra det kvarter Julien boede i. Hun blev til et hurtigt og let måltid, og da han var færdig skubbede han hende blot lidt væk fra stien så hendes lig ikke lå i vejen, inden han smuttede tilbage igen. Der var ikke gået meget mere end tyve minutter da han kom hjem til Julien, men da han tjekkede op på manden, var han allerede faldet i søvn, og så ikke ud til at have nogle problemer. Efter at have overvejet sine muligheder, fandt han et blankt stykke papir og en kuglepind, og skrev så en lille note til Julien, som han lagde på spisebordet.

Come up to my room if you feel like it.
I can't sleep.


Det var måske lidt tidligt at finde ud af om han kunne sove eller ej, men hvis der skulle være nogen chance for at Julien ville komme op til ham i løbet af dagen, i stedet for at lukke sig selv inde med alle de underlige følelser han nok havde lige nu, var han nok nødt til at invitere ham til det. Så måtte han bare håbe på, at han kunne tyde hans kragetæer til den tid.