Hunt for a Daughter (Kanieh)

Tid: 02:25
Sted: I de mørkeste afdele af gyderne
Omgivelser: Ikke en sjæl udover rotter og byens fjerne larm

"Mødet optil"
Zakaroff var blevet kontaktet om en mulig opgave og sad derfor iklædt et helt sort jakkesæt dog stadig med sin bedemandshat på en noget afsides café hvor han ventede på klienten. Som sædvanlig var de blevet udstyret med et sikkerhedsord så Zakaroff vidste det var dem han skulle snakke med. Og som altid var Zakaroff klar på klokkeslettet der var blevet aftalt. En ældre herre i nålestribet jakkesæt og bowlerhat gik hen til tjeneren og gav et sikkerhedsord hvorefter han blev vist hen til Zakaroffs bord. Den ældre herre bukkede for ham og satte sig imens han sagde meget alvorligt:
"Zakaroff Dumitrejsko formoder jeg? Mit navn er Robert Marrows... Jeg repræsenterer den herre der vil hyre deres noget særprægede og dystre talent.... Jeg kan forstå de er blevet betalt?"
Zakaroff nikkede til ham og rejste sig hvorefter han ildevarslende sagde: "Det er mit navn jo... Og ja jeg er blevet betalt.... Hvis de lige vil have mig undskyldt....." Med en serie af bevægelser umuligt for menneskeligt øje at opfange, begyndte de 3 gæster og to ansatte at klynke i intens smerte hvorefter de faldt livløse om. Så vendte Zakaroff tilbage til bordet og en meget skræmt Robert. Med en stemme kold som graven smilede Zakaroff til ham og satte sig igen. "De var så.... kort for hovedet at bruge navne imens der var vidner.... Jeg sikrede bare at vi ikke ville blive kædet sammen i tilfælde af ændringer....." Robert måtte tage et par dybe indåndinger og skubbede et billede over til ham imens han bævrende sagde: "Min... Herren jeg repræsenterer ønsker at de finder hende..... Det er hans datter der er blevet.... Ja forvandlet til vampyr....."
Zakaroff nærstuderede billedet og nikkede en gang. Normalt set ville sådan en opgave være for triviel... Men der var et eller andet bekendt over hende han ikke kunne placere så derfor sagde han:
"De vil blive kontaktet når der er fremskridt i sagen....... Indtil da.... Hvis navne bliver brugt igen... Vil jeg være mere grundig med at fjerne eventuelle vidner..... Godaften hr. Marrows...."
Zakaroff rejste sig og bukkede inden han forsvandt i mørket.

To dage senere var jakkesættet skiftet ud med praktiske sorte bukser og sort t-shirt med praktiske sorte støvler og trenchcoat udover. Selvfølgelig med den bedemandshat der var hans varetegn. Efterforskningen havde ledt ham på sporet af denne 'Kanieh' der efterhånden var endt i de mørke gyder hvor hun åbenbart fandt hendes bytte. Det var også netop sådan en situation han fandt hende i lige nu. Hun lod til at være klynget op af en væg af en stærk mand men mon ikke det var et led i hendes jagt. Han holdt sig på tagene i mørket og listede tættere på for at kunne følge bedre med. Heldigvis var det en smal sag når man kunne blive en del af mørket

"Dancing bears...
Painted wings.. 
Things I almost, remember..
And a song.. 
Someone sings. 
Once upon a December. "

Sådan lød stemmen der tilhørte en kvinde, som gik alene rundt i de mørke gader. De fleste kvinder ville sikkert have en med sig, eller i det hele taget ikke bevæget sig ud i gaderne overhovedet, men nu var denne kvinde heller ikke som alle andre. Hun havde ingen problemer med at kunne forsvare sig selv. Lyden af de høje hæle gav næsten ekko i gydernes ro, hvis man så bort fra de enkelte skrig og beklagelser der kom fra tid til anden fra de væsener der var blevet lokket der ind af et af nattens væsener.

Et tilfreds smil spredte sig på hendes røde læber som hendes blik fangede et muligt offer. Det var som om smilet blev mere dystert end før og hun gik ind i en af de mange skygger der lå ind over vejen i gyderne. Svagt kunne man antyde hvordan hendes menneskelige krop begyndte at se mere og mere deform ud, til der til sidst stod en ulv i skyggerne. Langsomt sneg hun sig ind på byttet og med et, sprang hun ud fra sit skjul og hev manden ned på jorden og begravede hendes tænder i armen på manden til at starte med, inden hendes krop igen begyndte at forme sig som et menneske. Hun sprang atter på sit bytte og begravede sine tænder i halsen på ofret. Et tilfreds støn undslap hende. Hun havde ikke spist i godt 24 timer, hvilket gjorde at hendes i forvejen store trang til blod.. Blot blev endnu større. 

" One.. Two... Kanieh come for you..
Three.. Four... Better lock your door..
Five... Six... Grab your crucifix...
Seven... Eight... Better stay up late...
Nine.. Ten.. Kanieh's back again!"

Hendes stemme lød nærmest forvredet, dyb og hæs som om hun var blevet besat. men dette var blot sådan hendes stemme var når hun var på killingspree. Et kærestepar kom gående hånd i hånd og drejede af ved en gyde. Hun vidste allerede at dette blev for nemt, men om ikke andet var der mere blod til hende. med et kækt smil på læberne gik hun efter dem, men forholdt sig dog i skyggerne blot for at se hvor længe der gik før de så hende. Der gik fem minutter og så havde kvinden spottet hende. Hun havde virket nervøs og havde sendt manden over i skyggen for at bevise der ikke var nogen, men ikke andet end et knæk kunne høres og derefter et bump. Kvindens skrig fik hende til at springe frem fra skyggen og gribe hende omkring halsen og lænede sig ind mod hendes hals før hun fjernede sin hånd og borrede tænderne i kvindens hals. Hun lod den livløse krop falde til jorden før hun med rolige skridt gik over til mandens allerede døde krop og satte sig hen over ham på alle fire og borrede så sine tænder i hans hals, uden så meget at tænke på hun var blottet for alle farer, da hun sad med ryggen til udgangen af gyden.

Han fulgte ivrigt med som hun jagede og hendes ord fik ham kun til at tænke endnu mere over at hun virkede bekendt på den ene eller anden måde. Og den sang havde han ikke hørt længe. Ikke siden han arbejdede for en mand i Rusland et sted.
Det måtte være længe siden hun havde taget føde til sig siden hun var så glubsk så han lod hende fortære det hun nu ville. Da hun så sad over den livløse mand, blev Zakaroff endnu en gang en del af mørket så han forsvandt for sanserne.
På denne måde lød hans stemme som om den kom alle steder fra da han spurgte til hende:
"Sikke dog en appetit.... Er det derfor jeg skulle finde dig?.... Skammer farmand sig over sin lille pige? Sådan et rovdyr?.... Velbekomme"

Ganske kort efter trådte han ud af skyggerne lidt nede i gyden så han var nemmere at se. Dog var det ikke helt til at se hans ansigt på grund af hatten. Men det var som sagt hans varemærke han havde båret i ca 400 år.
Han stod fuldstændig roligt og nærmest majestætisk som han betragtede hende æde staklen.
Egentlig skulle han jo slå hende ihjel men hans nysgerrighed bød ham at vente lidt. Der var mange muligheder for at deres møde kunne blive spændende. Lidelse.... Kamp..... Ja mulighederne var mange

Hun havde bemærket at der var en eller anden der holdt øje med hende, men hun var ikke så nervøs, da duften af vampyr hang god ved denne person. Lyden af mandens stemme fik hende til at se op i et ryk og hun skulede ud i mørket. Der var noget over den stemme, den virkede bekendt på en måde, men hun kunne ikke sætte en finger på hvem stemmen skulle tilhøre, da hun efterhånden havde lært en masse at kende med sine ekstra år på bagen. Svagt kneb hun øjnene sammen over spørgsmålet og sukkede " Har min far virkelig sendt -dig- efter mig... Det viser bare hvor meget den idiot ved omkring os" sagde hun inden hun frygtløs rejste sig op og begyndte at bevæge sig over mod denne skikkelse for at få et bedre syn på hvem det var.

Det mørke tøj, stemmen og mest af alt... Hatten. Hun stivnede nogle meter fra ham og stod blot og stirrede på ham. Kunne det passe? Hun troede ikke sine egne øjne, manden foran hende var en hun havde kendt siden hun var en lille pige, siden dengang hun stadig var aspara, inden hun stak af for hundrede og halvtreds år siden da hun blev bidt og forvandlet til vampyr. Hvordan vidste hendes far hvor hun var.. Og hvorfor var det den store frygtløse vampyr der skulle sendes efter hende? 

" Za... Zakaroff..." sagde hun med et knæk i stemmen. hun troede ikke sine egne øjne. Hun havde ikke set ham i over hundrede år. Han vidste slet ikke hun var blevet til vampyr, med mindre hendes far selvfølgelig havde fortalt ham alt. Hendes krop begyndte at ryste som hun stod der og så på den person hun længe havde set som en bror, der blot var flere hundrede år ældre.

Han kiggede nærmest fristet på hende som hun kom tættere på da sådan en nærmest bange reaktion altid havde tiltalt ham meget. Men efter som hun kom tættere på og nærstuderede ham, begyndte det også at dæmre stille om hvem hun måske kunne være. Det kunne da ikke?..... Eller kunne det..... Men der var selvfølgelig gået meget længe.
Ganske langsomt kredsede Zakaroff rundt om hende imens han tog alle sanseindtryk til dig for at se om han kunne finde ud af mere om hvem hun kunne være. Det irriterede ham at den fornemmelse var der men der var en duft over hende han svagt kunne erindre fra en lille pige han passede på en gang, men hun var Aspara. Måske var det sådan en forandring der gjorde Zakaroff blev sendt.

Hurtigt stod han foran hende igen og studerede hende som hun rystede. Hans navn udtalt på den måde rørte klart ved nogle gamle minder. Med et intenst blik så han dybt i hendes øjne og blev mødt af en glød fra en lille pige der for så mange år siden sad på hans knæ når hun var bange. Det var hende.....
"Kun en siger mit navn på den måde...... Lille Charlie..... Tænk sig at det virkelig er dig..... Du er blevet en stor pige....."
Hun var den eneste pige han altid havde svoret at passe på med sit liv

Hun rystede mere end nogensinde før som han kredsede rundt om hende, som var han en grib omkring et ådsel. Hun så på ham med et skævt smil da han atter kom foran hende igen og blev fanget af det intense blik som han altid havde givet hende. Hvis hun havde et hjerte havde det siddet i halsen af hende lige nu. 

" Lille Charlie... Jeg er ikke den Charlie du kender Zakaroff... Tvært imod." sagde hun og hævede den ene arm for at tørre sig om munden, for at fjerne eventuelle rester af den mængde blod hun netop havde indtaget. Jo der var nogle få ting hun havde taget med sig fra da hun var aspara. Hendes skønhed som hun havde fra sin mor og hendes usikkerhed omkring Zakaroff ville ikke forsvinde, bare fordi hun var blevet til et helt andet væsen. 

"Så min far har sendt dig? Jamen... Be my guest og tag mit liv... Det er sikkert bedst for resten af menneskeheden og for den sags skyld for min far" sagde hun og så på ham med et smil. Aldrig havde hun været bange for at dø, grundet hun var den der fandt sin mor myrdet. Døden har altid været tæt på hende og at Zakaroff havde været så meget omkring hende, var jo også en form for død.. Hun vidste godt han havde en kontrakt som lejemorder og at han var vampyr, men han havde ALDRIG spurgt efter blod fra hende eller hendes far på noget tidspunkt, hvilket sikkert var derfor hendes far nu havde hyret ham endnu engang.. 

" Så hvad fik du for det?" spurgte hun og fnøs. Hun ventede bare på han overfaldt hende og stak den træpæl direkte i brystet på hende, men alligevel var der et eller andet inden i hende, der vidste han ikke kunne.. Eller hun håbede.

Inden hun fik tørret blodet fra sin mund, var han allerede ved at tørre det væk med et tørklæde af sort silke imens han underligt roligt smilende sagde:
"Lille Charlie dog..... Jeg lovede dig for længe siden da jeg holdt vagt ved din seng at jeg aldrig ville gøre dig ondt... Og det holder jeg da..... Din far får sin betaling tilbage og en straf han aldrig vil glemme... Nok går jeg ikke tilbage på en opgave.... Eller et løfte.... Men det allerførste løfte var til dig....."

Han pakkede tørklædet væk igen og stod ganske roligt nærmest som den gang han vågede over hende så hun kunne være bare lidt tryg. De ting der skete i det hjem da hun var lille var absolut ikke noget et barn burde opleve. Og specielt når han tænkte på hendes far var ham der havde hyret Zakaroff, var en ganske særlig straf på vej.
Zakaroff havde dræbt folk i alle aldre men når en far ville have skaffet sit eget barn af vejen og så kun på grund af egen stolthed. det gjorde Zakaroff kogende af raseri. Men som sagt havde han gladeligt accepteret sin opgave at passe på hende den gang så det ville han blive ved med.

"Prisen er ikke længere relevant..... Den vil blive betalt tilbage på en måde så din far forstår hvor meget han har dummet sig... Gamle Zakka vil da ikke gøre dig noget.."
Det var det hun som regel kaldte ham da hun var lille

Hun fjernede sin arm og stirrede direkte på Zakaroff der tørrede blodet væk med silke tørklædet. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, for han havde altid passet på hende, men nu kunne hun godt selv, eller kunne hun? " Det er mange år siden nu.. Der er sket en del som du nok kan se.. Nu er det ikke længere planter jeg kan manipulere, men skyggerne... Jeg er blevet til et barn af natten som du" sagde hun og bed sig usikkert i læben. Et eller andet sted havde hun en inderlig lyst til at lade Zakaroff straffe sin far, men alligevel ikke, for det var trods alt hendes far.. 

" Den sjoveste straf ville nok være at det var mig der dukkede op... og havde din hat i hånden. Mhm bare tanken om udtrykket på hans ansigt får det til at sitre i min krop" sagde hun og sendte ham et kækt smil. Tanken om hendes far der så Zakaroff's bedemands hat i hænderne på hans datter ville sikkert skræmme ham fra vid og sans, men det ville være det hele værd og hun ville blot kaste den efter ham og derefter gå uden et ord. 

Da hun ikke fik at vide hvad den opgave var værd trak hun blot på sine skuldre, inden hun igen fik et flashback fra fortiden da han tiltalte sig selv som Zakka. Hun havde været omkring fire dengang Zakaroff kom ind i hendes liv og blev hyret til at passe på hende. Hun havde den gang ikke lært at snakke ret godt, da hendes far havde for travlt med alt andet end Kanieh, så det første hun lærte at sige var Zakka, som siden den gang havde været hans kælenavn. " Zakka... Jeg husker som var det igår jeg sagde det første gang." et svagt fnis undslap hende som det eneste.

Han smilede stille og nikkede til hende som hun sagde hvad hun var blevet til hvorefter han tog billedet han havde fået af hende imens han sagde: "Barn af Natten..... Jeg har altid holdt af det navn..... Det er så dejlig poetisk....."
Som lidt en refleks tog han sin hat af og gav hende på selvom den var lidt for stor. Det var også noget han gjorde da hun var helt lille som endnu en måde at give hende tryghed når hendes far ikke gjorde. Sandt at sige så Zakaroff aldrig sig selv som en vagt men derimod en personlig vogter.

Han tænkte lidt over hendes idé til en straf hvorefter han strøg hendes kind ganske kort og sagde: "Hmm..... Det var måske ikke nogen dårlig idé.... Det synes jeg faktisk vi skal gøre... Han skal have lov at mærke man ikke trodser mig på den måde..... Man skal da ikke af med min lille Charlie..."
Det var ganske vist længe siden de havde set hinanden men Zakaroffs løfte var ikke blevet mindre af den grund. Og havde han fundet ud af hvor hun var, havde han også gjort alt for at komme hen til hende.

Zakaroff kunne tydeligt huske hvordan det kom til at hun kaldte ham Zakka. Selvfølgelig var hun nervøs omkring ham i starten, det var de fleste. Han havde aldrig sagt det til nogen men hun fik smeltet hans hjerte da hun så lille og uskyldig sad og prøvede at sige hans navn.
"Ja du var meget ivrig efter at sige mit navn..... "

Hun så op på ham og smilede kort " Det var hvad far kaldte os.. Børn af natten, blodsugere... You name it" sagde hun og himlede med øjnene over de ord. Blodsuger lød som en virkelig dårlig parodi på en vampyrfilm, hvor det er ene af komikere der havde hovedrollerne. Da hans hat blev placeret på hendes hoved forsvandt hendes ansigt næsten. Den havde altid været for stor, specielt da hun var en lille pige, men nu passede den i det mindste bedre end den gang. 

Da han strøg hendes kind ville en svag rød farve blusse frem og hun stivnede igen " Men det kræver jo at jeg tager... Hjem igen.." sagde hun og så kort ned i jorden. Hun havde så mange forfærdelige minder fra det sted... Hendes mors død, massere af unge mænd der ihærdigt forsøgte at få hendes opmærksomhed når Zakaroff ikke var i nærheden... Hendes far der ikke gav hende opmærksomhed når hun bad om det. Ganske enkelt hadede hun sit hjem, men hvis denne idé skulle i hus... Måtte hun bide idet sure æble og tage afsted. 

" Det var dengang... Nu kan jeg rent faktisk dit navn... " sagde hun og grinede inden hun så op på ham, mens hun hold fast i hatten så den ikke faldt af.

Da hun stivnede på stedet, stillede han sig så hun kunne se ham i øjnene imens hans blik var helt roligt og hans stemme ligeledes.
"Det gør det ja.... Men denne gang har du mig med... Jeg passer på dig fuldstændig som da du var lille.... Og jeg gør ikke nogen noget før du giver signal til det..... Bare hele tiden husk på at du er sikker....."
Hendes far havde taget hende væk fra Zakaroff en gang før, det var ikke noget han havde i sinde skulle ske igen. Det eneste der ville gøre at Zakaroff ikke længere passede på hende var fordi hun selv skulle ønske det sådan.

Så grinede han lidt og nikkede til hende imens han tænkte tilbage på da hun prøvede at sige det første gang. "Det var nu ganske sødt da du prøvede at sige det.... Jeg har faktisk stadig den tørrede blomst du gav mig på din fødselsdag...."
Nogle ting var man ikke altid klar over hvorfor man passede på men den blomst var et minde fra da hans tid ikke var så blodig. Da han havde nogen at passe på

Hun så ham i øjnene som hun havde gjort tusind gange før " Du skal nok ikke med hele vejen... " sagde hun og bed sig i underlæben. Hun regnede ikke med at hendes egen far ville angribe hende, trods hun ikke var en aspara mere " Så længe du er i nærheden så jeg kan kalde hvis jeg får brug for det, så er det fint" sagde hun og sendte ham et kækt smil. Hun havde det som blommen i et æg med ham omkring sig, for hun vidste der ikke var en eneste sjæl der fik lov til at ligge hænderne på hende. 

" Det tog også sin tid! Men til sidst lærte jeg det i det mindste. Kun på grund af dig" sagde hun og sendte ham et smil. Da han nævnte blomsten hun havde givet ham bed hun sig kor ti læben " Jeg var hvad... Tolv?" sagde hun og grinede svagt. Hun kunne tydeligt huske den fødselsdag, eftersom hun brugte den sammen med Zakaroff, fordi hendes far havde travlt som altid. Det var på samme tid også den fødselsdag hun hadede mest, eftersom hendes far ville have hende i en anden skole... Væk fra hjemmet, væk fra Zakaroff... Hun var blevet så vred at hun havde fået flere planter omkring hende til at visne. Men hun blev aldrig sendt til den skole, takkeværet den store vampyr.

Han grinede lidt og gjorde tegn til hun skulle gå med ham lidt. De havde før i tiden tit bare slentret lige så stille afsted imens de havde snakket om alt. Hendes far havde jo altid været fraværende så på mange punkter var Zakaroff også blevet hendes fortrolige i den tid.
"Du må altid gerne kalde mig Zakka hvis du vil.... Men ja du var 12....... Jeg nænnede simpelthen ikke at smide den ud.... Det var et minde fra en tid hvor jeg..... Ja knapt så morderisk....."

Selv den gang havde hun godt vidst hvad han lavede, men det var blevet holdt skjult for hende hvor berygtet til sit arbejde han var. Og selvom hun vidste hvad han lavede, så hun ham som 'Zakka' der passede på hende.
Efter lidt, nikkede han en gang og sagde noget mere bestemt men så hun vidste at han ville hende det bedste.
"Du vil slet ikke vide jeg er der.... Ikke før det bliver nødvendigt eller hvis du kalder på mig.... Men lad os nu se hvad hatten gør ved det...."

Hun smilede kort til ham inden hun vendte sig for at gå med ham ” Der er noget jeg ikke forstår.. Du har gemt den blomst så længe… Men hvad med alt det andet lort jeg har givet dig?” spurgte hun og hævede et øjenbryn. Hun regnede bestemt ikke med han havde gemt ALT hun havde givet ham for nu hvor hun var blevet ældre kunne hun godt se der havde været en masse crap imellem… Men blomsten.. Eller nærmere blomsterne hun havde givet ham havde hun brugt lang tid på at finde, da en almindelig marguerit ikke passede til Zakaroff.. Han skulle have noget med mere ynde, så som en rose, men hvor hun boede, var der ikke nogle roser omkring, så hun havde udsat sig selv for fare for at få fat i den blomst. Da hun kom tilbage fra sin dagdrøm fniste hun ” Om du så har slået tusinde folk ihjel ville du stadig ikke skræmme mig Zakka” sagde hun og bed sig kort i læben. Jo til at starte med var den store glubske vampyr skræmmende, men da han nærmest overtog faderrollen var det som om hun så igennem den morderiske psykopat som alle andre så ham som.
 

”For at være ærlig… Tror jeg ikke min far gør mig noget, men hans vagter der imod…” sagde hun og så ned i jorden da hun kom i tanke om den dreng hun altid havde leget med da hun var lille, hvordan vagterne nærmest fodrede ham til –hundene- som de selv kaldte dem… Blot fordi han havde plukket en rose til Kanieh fra de forbudte haver… Hun havde været så fyldt med had at hun i en alder af sytten havde gået over og set hvad der skete med sin ven. Kanieh havde set så meget død i sin barndom at hun efterhånden var så hærdet og alligevel ikke… Hun så på Zakaroff og smilede kort ” Jeg skal nok kalde hvis jeg får brug for det” sagde hun og rettede på den store hat, så hun kunne se hvor hun gik.

Han gik med hende hen til hans bil der var utrolig flot men samtidig en meget gammeldags bil. Ja det var selvfølgelig noget nyt at Zakaroff havde lært at køre bil. Der henne vendte han sig om og så hende direkte i øjnene og sagde mærkelgit betryggende:
"Hvis de så meget som tænker på at lægge hænder på dig...... Så mister de dem.... Men som lovet vil jeg være ude af syne indtil andet skulle blive nødvendigt...."
Bagefter hjalp han hende ind og sidde hvorefter han selv satte sig ind og startede bilen.
"Og omkring alle de ting jeg har fået af dig.... Besøg mig en dag og så vil du måske finde ud af det...."
Vanen at drille hende lidt på den måde var en ting han stadig gjorde. Samtidig med gav det dem en lille fornemmelse af at være tilbage

Så begyndte han ellers at køre stille og roligt hvor han så parkerede hvor hun ville så de ikke holdte lgie foran bygningen. Bagefter steg han ud og knækkede fingre en gang inden han sagde: "Når vi er færdige her..... Så tager vi hjem til mig så har jeg nogle ting du skal se...."

Hun fulgte han og da de kom til en bil spilede hun øjnene op ”Siden hvornår?”  sagde hun og grinede ganske kort inden hun blev fanget i hans blik. Usikkert bed hun sig i underlæben og hendes øjne flakkede fra side til side i usikkerhed. Nej hun var ikke bange for ham, men tanken om at denne dræber maskine bare skulle ligge hånden på hende og så ville hun nærmest være død på stedet. Hun nikkede kort til ham som tak for hjælpen da han hjalp hende ind i bilen og så på ham ” Med glæde” sagde hun og tog hatten af og lagde den på sine lår, så hun kunne se hvor de kørte, da det efterhånden var længe siden hun selv havde siddet i en bil.
 
Et smil kom frem på hendes læber, eftersom hun genkendte dette sted som var det hendes egen baglomme. Hun var.. Hjemme… Hun var på ingen måder klar på dette, men nu var de her, så kunne hun lige så godt. Hun åbnede bildøren og steg ud. Kort knækkede hun nakken og så på Zakaroff ” Hvis vi kommer her fra…” sagde hun med et grin. Selvfølgelig kom de der fra, ganske vidst var hendes far og de andre asparaer, men det var ikke fordi de var udødelige. Langsomt nærmede hun sig det gigantiske hus og var forberedt på det værste allerede, for hun havde set hvad hendes fars vagter kunne præstere.
 
Hun forsvandt ind i en skygge og langsomt kunne man se hvordan hendes humane krop langsomt forvandlede sig til en lille flok fugle der lettede højt over vagterne og omkring huset for at finde et åbent vindue eller en dør på en altan. Det lykkedes hende og den lille flok fugle samlede sig igen og blev til menneske. Langsomt sneg hun sig indenfor. Ud af alle værelser var det hendes eget hun var endt i. Hun kiggede på de mange ting og på gulvet lå der en tegning af en farlig vampyr. Hun fniste lavt inden hun samlede den op og foldede den sammen så den passede i hendes baglomme. Langsomt gik hun mod sin fars stue, for hun vidste at den mand nærmest aldrig sov..
 

” Far…” sagde hun med en barnlig stemme. Hun kunne se hvordan hendes far så fortvivlet rundt og endda mumlede hendes navn ” Faaaar” sagde hun og gik ind i stuen med et smil på læberne og kastede bedemands hatten mod ham ” Du skuffer mig… Har du virkelig sendt Zakaroff efter mig? Tja, det er hvad der er tilbage efter ham” sagde hun og stod ved døren uden så meget som at trække en mine. Hendes far så fortvivlet på hatten og derefter på Kanieh ” Kanieh…. Du kommer til at fortryde dette… Va…!” skreg han og i det begyndte på ordet vagt fløj hun nærmest over til ham og satte hånden for hans mund ” Shhh…  Vil du høre en hemmelighed? spurgte hun og fjernede hånden fra hans mund inden han igen råbte efter vagterne. Hun vendte sig mod døren og forventede med det samme det værste.

Netop som hun forsvandt som en flok fugle, blev han en del af skyggerne og fandt sin egen rute indenfor. Det var egentlig ikke så svært da der var masser af muligheder. Så gik han egentlig bare efter lyden som hun kom ind i sin faders stue. Faderens forsøg på at tilkalde hjælp havde været nok så de fleste vagter var på vej der op og faderens personlige livvagt var klar til at bryde gennem døren ind til dem. Denne gang havde Zakaroff dog ikke tænkt sig at være alt for diskret men nok til vagterne ikke så ham komme.
Hun ville kunne høre en kort rumsteren hvorefter døren gled op og livvagten stavrede ind med smertestårer trillende fra øjnene og han havde heller ikke nogen hænder. Livvagten faldt død om med et sværd i ryggen hvorefter Zakaroff trak det ud og slikkede klingen ren.
"Du har været meget meget slem..... Jeg skulle jo passe på hende ikke sandt?......"

Meget hurtigt blev han omringet af 10 vagter der stod klar med nogle ubehageligt udseende skydevåben. Zakaroff smilede bare til dem og sagde: "Jeg passer på dig Charlie...."
Hurtigere end selv en vampyrs øjne kunne opfange var det som om hans sværd glimtede og han forsvandt i ca et sekund. Så stod han samme sted som før med et meget blodigt sværd og ti vagter der faldt døde om. Zakaroff smilede stadig til hende og sagde til hendes far:
"Få mig ALDRIG..... Til at bryde et løfte..... Og vær bedre forberedt...."

Hele hendes krop sitrede da hun hørte vagterne nærme sig i en hastig fart. Hun var klar, men hun havde ikke noget at kæmpe med udover hendes dårlige forsøg på slag og spark. Lyden af døren der gik op og en vaklende vagt kom ind fik hun et dystert smil på læberne. Zakaroff… Da han slikkede klingen ren, bed hun sig kort i underlæben af fortvivlelse. Hun havde sådan en trang til blod allerede og det hjalp ikke ligefrem at hun vidste der lå en masse vagter ude i gangen der sikkert blødte ihjel lige nu. Hun rystede tanken om blodet af sig og sendte hendes far et dystert smil ”Havde du glemt løftet papa? ” sagde hun med en hånlig stemme.


Lyden af flere vagter der kom løbende fik hende til at se sig over skulderen mens hun nikkede til hans ord om han passede på hende. Hun rettede igen blikket mod sin far og mærkede hurtigt hvordan hendes trang til at begrave sine tænder i halsen på ham voksede. Ikke fordi han havde forrådt hende, men fordi han var aspara og deres blod var noget af det bedste hun vidste. Med en hurtig bevægelse trak hendes far en kniv og stak i maven på Kanieh.
 

” Zak… ka..” hun greb sin far om nakken og langsomt faldt på knæ, stadig med kniven i maven. Hun rystede, både af had men også i smerter grundet kniven. Man kunne så sige det ikke var noget der ville slå hende ihjel, men det ville uden tvivl efterlade et ar til samlingen. Bevidstløs faldt hun til jorden og kunne intet gøre, hun var sårbar som et nyfødt gazellekid på savannen.

Med det samme da han så hun faldt til jorden, blev hans øjne rødglødende og med et blink med øjet stod Zakaroff med hånden om faderens hals og sagde: "Det var det dummeste du har gjort nogensinde..... Se på hende....."
Med en voldsomt bevægelse tvang han hendes far til at se på hende imens Zakaroff skar et lille hul i faderens hals så han blev lammet af Zakaroffs smertegift. Zakaroffs stemme var hård og kold som han knurrede: "Se på hende..... SE PÅ HENDE!! Hun bliver det sidste du nogensinde ser.... Jeg vil ikke slå dig ihjel..... Det lærer du ikke noget af....."

Zakaroff tog sin kniv og skar tungen af hendes far i en brutal bevægelse hvilket gjorde han prøvede at bevæge sig i intens smerte men uden held. "Den skal du ikke bruge mere..... Det er sidste gang du nogensinde har sørget for nogen blev såret....."
Så stillede han sig så han holdt faderens ansigt mod hende hvorefter Zakaroff brutalt klemte hans øjne ud. Zakaroff så rødt og ønskede hendes far skulle lide som hun havde gjort.
"Det er op til hende om jeg skal lade dig leve eller bare dræbe dig nu..... Eller..... Om hun er sulten....."

Det ville også hjælpe hende med at helbrede såret fra kniven

Hun kunne stadig opfange bare lidt af hvad der skete omkring hende og hørte Zakaroffs ord. Hendes far havde stukket hende ned… Som hun lå der gik hun igennem sit liv som aspara. Nej hendes far havde ganske vidst ikke været der ret meget for hende, men dette? Nogle tårer faldt ned af hendes kinder som hun langsomt kom til sig selv igen, grundet såret på hendes fars hals. Hun kunne lugte det kostbare asparablod, hvilket gav hende ganske få kræfter. Da hun slog øjnene op var de røde. Ikke den normale røde de plejede, men disse skinnede nærmest af had og fortvivlelse over hvad hendes far havde gjort mod hende. Man kunne tydeligt se hvordan hendes tænder begyndte at tage form og   gro sig lange.
 

” Undskyld” sagde hun kort inden hun hev kniven ud af maven af sig selv og kastede den til siden ” Jeg gjorde alt hvad jeg kunne… Undskyld… Far” hendes stemme knækkede og hun satte sig op dog ikke uden kamp imod smerterne. Tårer trillede ned af hendes kinder i det hun lænede sig ind mod hendes far og lod sine tænder begrave sig i hans hals. Hendes pupiller spilede sig ud og fyldte næsten hele øjet et kort sekund før de igen blev små og den mørke røde farve kunne ses. Hun rystede og havde det uendeligt dårligt med det hun gjorde, men hun var heller ikke i tvivl om det var det bedste. Da hun havde fået den mængde blod hun vidste var nok til han alligevel ville dø trak hun sig tilbage og så på ham.

” Tænk at et menneske af din kaliber skulle være så svag… ” hvæsede hun nærmest ud mellem sammenbidte tænder inden hun fyrede en blodig spytklat efter hendes far ” Du er din art uværdig! ” skreg hun i det hun kom op på alle fire og kravlede over mod vagterne blot for at begrave sine tænder i dem ” Du ved hvad du skal gøre Za… Karoff..” sagde hun inden hun begravede sine tænder i vagterne en efter en.

Zakaroff holdte bare hendes far og lod hende gøre som hun følte for hvorefter han nikkede til hende og løftede hendes far op i luften. Her bed han sig fast og drak en smule af det blod der var tilbage hvorefter han flåede halsen på faderen op med en meget voldsom bevægelse.
Så vendte han blikket over mod hende som hun bed alle vagterne.

Inden hun var nået til den sidste vagt, var Zakaroff henne og ligge hånden på hendes skulder hvorefter han roligt sagde: "Det er nok nu..... Hvis du fortaber dig for meget i sulten, kan du ikke vende tilbage... Det er ok Charlie.... Det er ovre..... Din far kan ikke gøre dig noget mere....."
Zakaroff knælede ned så han kunne se hende i øjnene så hun kunne have i hvertfald et fast holdepunkt i en verden der blev revet rundt lige nu. Hans blik skulle give hende tryghed. Imens rakte han ned og knækkede hurtigt og effektivt vagtens hals uden at vige sit blik fra hende.

Bagefter rejste han sig langsomt imens han stadig fastholdt hendes blik hvorefter han rakte ned for at hjælpe hende op. Gad vide om de mange minder de to havde fra den gang kunne hjælpe hnde til bedre at kontrollere sig selv? Han havde jo stadig en hel del liggende

Lyden af knogler der blev fået fra hinanden fik hende kort til at smile inden hun atter stak tænderne i en af de hjælpeløse stakler. Hånden på hendes skulder fik hende til at se op og trække sig væk fra hendes bytte, Han havde ret og hun vidste det godt.. Hvis hun først var gået fuldkommen på blodrus ville hun ende som en af de vampyrer der ikke gjorde andet end at slå ihjel, blot fordi deres trang var alt forstår og de ikke kunne få tilfredsstillelse på andre måder.
 
” Je.. Jeg ved det” sagde hun og så på ham med et lettere nedtrygt blik inden hun hørte vagtens nakke knække ” Mhhm ikke dårligt for en gammel mand” sagde hun og grinede ganske kort. Kommentaren var vendt mod ham. Det var jo ikke fordi han var ældre end hende kropsmæssigt, men eksistens var han uden tvivl ældre, da han også var vampyr for hundrede og halvtreds år siden, hvor hun den gang var femogtyve. Hun så mod sin mave og smilede ganske kort. Såret var mere eller mindre helet grundet den mængde blod hun havde indtaget på den korte tid.
 

Hun så op på ham og tog ud efter hans hånd og kom på sine ben og holdt stadig blikket fast. Hun var tryllebundet. Hvorfor var det hele hendes krop begyndte at sitre lige så snart han så på hende? Måske var det fordi hun vidste hun havde gjort noget forkert, i hvert fald når hun tænker tilbage på da hun var aspara kontra nu.

Han gengældte hendes blik med et intenst smil og kiggede rundt.
"Sikke et griseri vi har lavet.... Bare rolig jeg har pillet ved sikkerhedssystemet.... Men vi må nok hellere smutte imens vi stadig kan begrænse opmærksomheden om stedet.... Lige som da du var lille...."
Så tog han hende ganske let op i sine arme og gik ud af bygningen og hen til bilen. De havde gået mange ture på den måde da hun var barn for den gang mente hun at det allersikreste sted var hos Zakka.

Han kunne stadig ikke lade være med at grine lidt for sig selv når han tænkte på det navn hun havde givet ham. Hun var også den eneste der som sådan måtte kalde ham den slags.
Henne ved bilen satte han hende ned og tog et tørklæde frem og så drilsk på hende.
"Skal jeg fjerne det eller vil du selv?"

hun så omkring sig og grinede ganske kort. Jo de havde lavet et svineri af den anden verden, men det var også det de begge er kendt for... Zakaroff fordi han var lejemorder og hende selv fordi hun havde en kæmpe trang til blod som ikke var specielt god til at styre. Hun rettede igen blikket mod ham " Vi burde nok komme ud her fra, eftersom jeg kender panserne her omkring og finder de mig smurt ind i blod smider de mig bag tremmer" sagde hun og skulle lige til at gå inden hun mærkede Zakaroff fjerne benene under hende og løfte hende op. Hun kunne godt gå selv, det var jo ikke fordi hun var døende og såret var næsten helet fuldkommen, men det vidste hun at han var fuldkommen ligeglad med. Hun tog omkring hans nakke for at være sikker på hun ikke faldt, trods hun stolede blankt på ham og vidste hun ikke burde andet. 

Da de kom ind i bilen og kørte mod hans hus. Det slog hende pludselig at hun aldrig havde været hjemme ved ham, så det blev lidt af en oplevelse for hende. Da han rakte hende lommetørklæde skævede hun til ham " Jeg gøre det selv" sagde hun og tog lommetørklædet for at tørre det resterende blod væk fra hendes ansigt.. Tøjet var der nok ikke så meget at gøre ved, men et eller andet sted kunne det også gøre lige gyldigt. Hun rakte det blodige lommetørklæde tilbage til Zakaroff og sendte ham et kækt smil " Nu har du noget der dufter af mig som du kan snuse til når du længdes efter mig" sagde hun og grinede inden hun rettede sit blik mod vinduet ved sin side.

Han grinede stille og tog imod tørklædet hvorefter han låste bagdøren op.
"Jeg glemmer aldrig dig eller din duft... Men mange tak.... Kom indenfor...."
Så ledte han hende hen til en væg, trykkede på nogle bestemte sten og gik så ind med hende hvorefter han trykkede en anden sekvens på væggen.
Derefter ledte han hende op af en vindeltrappe op til hvad der viste sig at være en let dyster stue der alligevel virkede hjemlig i en gotisk agtig indretning.

Så smed han nøglerne fra sig og rakte hen i en kommode hvor han tog et par natbukser der kunne snøres ind og en skjorte. "Velkommen.... Her.... Hvis du vil have noget andet på imeens vi får styr på det der..."