Are you going to kill me? //Zak

T: omkring midnat, lidt over.
O: ingen andre end hende.
S: kirkegården.
V: køligt men stjerneklart.

Dana havde ikke været længe tilbage, hun havde brugt tiden på at skabe et navn for sig selv, så han før eller siden ville komme efter hende. Og nu gik rygtet alsa på at han var efter hende.
Hun havde brugt mange af de ting han havde lært hende, havde kun lagt spor ud som hun ønskede at han fandt, gik under et andet navn.. havde ikke nogle specefikke mønstre at gå efter. Hendes lange sorte hår sad i en stram knold, og som hun stod her gemt i skyggerne fra et mouseleum, havde hun udsyn over hele kirkegården.

De lyseblå øjne gled rundt på omgivelserne hele tiden, hun vidste at hun ikkr ville se ham, så hun lyttede istedet. Havde hullede sorte jeans på, en lille mavetop og en lang sort jakke, samt sorte støvler med knivskarpe hæle.
Det at have givet sig selv et andet navn, kunne komme til at koste hende livet, hvis han ikke opdagede det. Derfor var hun meget forsigtig som hun stod her. Et enkelt fejltrin og hun ville have tabt. Uanset hvad der skete ville han altid være meget stærkere end hende.
Roligt hvilede hun hænderne mod muren bag sig.

Zakaroff havde igennem et stykke tid hørt om en ny Engel der rendte rundt og skabte en hel del røre rundt omkring så flere overnaturlige væsner var bange. Og der gik da heller ikke længe inden han fik opgaven om at stoppe Englen. Egentlig var det mest af nysgerrighed at han tog opgaven da manden der bestilte opgaven bare ville passe sin formue.
Første skridt var at se et mønster hvilket hurtigt var noget rod. Men der gik heller ikke længe inden han konkluderede at det var med vilje lavet sådan.
Der gik ligeledes heller ikke længe inden han fik styr på alle sporene.

Da han ankom til kirkegården var det selvfølgelig helt lydløst og med skyggernes hjælp. Hendes duft var anderledes men alligevel havde han en idé om hvem det var. Dog ville han ikke trække det kort endnu. Så han dukkede op i mørket ovenpå en gravsten et stykke foran hende og sagde koldt: "De må være hende der skaber så meget frygt..... Sikke et stykke arbejde.... Nærmest kunst jo....."

Dana havde lært at være tålmodig, og hun havde derfor stået i et par timer og afventet ham, uden at rykke på sig. Den mindste bevægelse kunne afsløre hende og hun var ikke intresseret i at give ham fordelen at kunne bruge skyggerne bag hende. Kort smilte hun og sukkede ganske stille.
Da han omsider dukkede op, kunne hun til at starte med ikke se ham, før skyggerne forsvandt. Ganske roligt bed hun sig i læben, og rettede en kende på sig. Så det havde virket, det havde også virkelig taget mange evner at starte så meget ballade på så kort tid.

Roligt trådte hun frem ved ham. "Jeg har haft en god lærer.." svarede hun let og blev stående i et par meters afstand fra ham. Uden at kunne se hans ansigt ordenligt, var det svært at bedømme hans humør.
Han kunne ligeså godt vælge at slå hende ihjel, alene for morskabens skyld. "Så.. hvad lyder dusøren på?" Spurgte hun let og lagde hovedet på skrå. Spørgsmålet var om han overhovedet kunne genkende hende.. om han overhovedet ville tale med hende hvis han gjorde.
Hendes blik hvilede hele tiden på ham, hun vidste hun ikke kunne slippe ham af syne, før hun havde fundet ud af hvad han egentlig ville stille op med hende.

Uden den mindste lyd så hoppede han ned fra gravstenen hvorefter han tog et par skridt tættere på hende inden han sagde: "Dusør?.... Det er skam ikke nødvendigt i det her tilfælde..... Jeg tog opgaven fordi jeg synes den lød spændende..... Men ud fra de ting du har gjort..... Hvad laver du her?...."

Med et forsvandt han ind i mørket tæt på hende hvorefter man kunne høre hans latter et eller andet sted. Dog var det umuligt at sige helt præcist hvor henne det kom fra.
Lige pludselig kom han frem fra mørket på toppen af muren lige over hende hvor han tog hatten af og kiggede ned på hende.

Det er længe siden..... kære Danayela......"

Dana holdt blikket på ham med en rolighed, der ikke havde været der før. Stille lod hun hovedet glide på skrå og blev stående som han kom hen imod hende.
"Åh jamen jeg er smigret.. du vil ikke engang have penge for at slå mig ihjel denne gang? Blod måske.. ligeson sidst" hun trak kort på skuldrene. Det var virkelig svært at vide hvor hun havde ham henne, for uanset hvad han sagde, var han svær at læse for hende.
Selvom hun håbede at han ikke gjorde hende noget, måtte hun stadig være klar.

Da han så dukkede op bag hende oppe på muren, så hun let op på ham. "Hvad jeg laver her?.. jeg har da ventet på dig.. jeg er ikke helt dum, så det tog mig lidt tid at få folk til at henvende sig til dig" sagde hun roligt.
Hun vendte ryggen til ham og begyndte at gå lidt væk. "Det er længe siden.. men jeg havde svært ved at slippe ud igen da han først havde kaldt mig hjem.." svarede hun let. Gik stadig med ryggen til ham.

Med et meget elegant spring, landede han foran hende et par meter fra hende og kiggede på hende med nysgerrrige øjne som han tog hatten af.
"Det var nemt at finde ud af det var dig.... Du er den eneste jeg har trænet jeg ikke har dræbt.... Den eneste der var så vidunderligt talentfuld..... Så at se de spor du med vilje have efterladt ..... Men en ting undrer mig...."

Så strakte han meget hurtigt armen og en hvislende lyd kom hvorefter en underlig rallen og en mand faldte død ned fra væggen bag dem. Så lagde Zakaroff hovedet lidt undrende på skrå og virkede fuldstændig ligeglad med at der var en bevæbnet mand.
"Det jeg til gengæld ikke forstår.... Er hvorfor ville du have fat i mig?....."

Dana smilte let og trak på skuldrene. "Hvad skal jeg sige.. jeg er lærnem.. og jeg vidste jo du ville være nødt til at følge de spor jeg lagde, fordi det var de eneste jeg lagde" svarede hun drillende. Lod let blikket hvile på ham, inden hun så hen imod manden der faldt død ned.
Hendes blik gled tilbage på ham med en intens styrke. Selvom han måske var stærkere end hende på mange måder, var hun egentlig ikke bange for ham. Havde han villet dræbe hende, havde han allerede gjort det.
Zak var ikke en mand der spildte sin tid, det vidste hun.

"Hvorfor jeg ville have fat i dig? Tja.. det var den eneste måde jeg kunne, du lod mig aldrig se hvor dit hjem lå, derfor kunne jeg ikke bare tage hjem til dig.. desuden havde du ok oz slået mig ihjel for det" svarede hun tænkende og satte sig på en gravsten.
"Men jeg ville finde dig fordi.. fordi jeg gerne ville fortsætte hvor vi slap?.. jeg er ked af jeg ikke sagde noget, men jeg vidste ikke engang selv at han ville kalde mig hjem" sagde hun stille og så kort ned.
Omsider kunne hun ligge lidt af sin facade, det lå slet ikke til hende at være så hård.

Han gik lidt tættere på hende og kredsede nærmest omkring hende uden på noget tidspunkt at fjerne sit blik fra hende. Samtidig med var hans hånd klar ved et våben men samtidig var det tydeligt at det ikke var på grund af hende.
"Hvor vi slap?.... Det kan jeg kun blive glad og smigret over du siger.... Du er langt den bedste elev jeg har haft.... Og den eneste jeg ville beholde....." Men hvorfor kom du så tilbage? Hvorfor valgte Han at sende dig ned igen?...."

Lige pludselig hurtigere end man kunne blinke, stod han foran hende med hans kolde hånd blidt om hendes hage imens han kærtegnede hendes kind med en negl. Dog ikke så der gik hul. Samtidig så han hende dybt og intenst i øjnene inden han sagde:
"Danayela..... Jeg har savnet dig....."

Dana så en kende afventende på ham, ikke fordi hun regnede med at han ville angribe hende, men mere fordi hun lidt håbede at han havde tænkt sig at gøre eller andet, så hun vidste hvor hun stod hende.
Som han begyndte at kredse om hende, fulgte hun ham usikkert med øjnene. Hun brød sig ikke om når han gjorde det, for på en eller anden måde følte hun sig som et simpelt stykke kød.
"Fordi jeg ikke ville hjælpe ha. Fordi jeg havde fundet ud af at mit liv var her.. hos dig.. og ikke deroppe.. jeg gør mere nytte her" sagde hun ganske stille.

Desuden ville hun meget hellere være hos ham, livet sammen med ham var et, hun ikke ville undvære. Hun nød virkelig at kunne være sig selv, og det var hun sammen med ham, selvom han havde det job han nu engang havde.
"Jeg har oz savnet dig.." hviskede hun ganske stille og smiltw kort som han tog om hendes hage. Bed sig svagt i læben og lod forsigtigt armene hvile om ham, som hun gemte sig imod ham.
"Jeg ville ikke være taget afsted.. men han gav mig ikke valget.."

Han blev lidt overrasket da hun pludselig holdte om ham og gemte sig ind mod ham, men der gik kun et øjeblik hvorefter han lage armene om hende og mærkede lidt pludselig en følelse han egentlig troede var væk. En følelse han troede forsvandt da hun forsvandt. Følelsen af oprigtigt at holde af en anden. En følelse hun havde givet ham.

Som de stod der, holdt han om hende og nussede hende blidt på ryggen imens han nærmest hviskede:
"Det er også ligemeget nu.... Du er her nu.... Vi er her..... Og hvis nogen prøver at tage dig fra mig igen.... Får de med mig at bestille...."

Så trak han hovedet lidt tilbage så han kunne se hende i øjnene. "Du er stadig lige så fortryllende som altid...."

Egentlig havde hun været meget nervøs for om han ville tilgive hende, for hun kendte ham efterhånden ganske godt, og var der noget han ikke bare gjorde, var det at tilgive nemt. Havde du først misbrugt hans tillid, var den så godt som umulig at få igen.
Da han lagde armene om hende og gengælde hendes kram, sukkede hun kort lettet. Det betød virkelig meget for hende at han holdt om hende.. hun havde virkelig savnet ham, og han var jo faktisk grunden til hub var vendt tilbage.

At stå her sammen med ham, var på mange måder et rigtigt ømt øjeblik. De delte lige nu, nogle følelsr ikke alle behøvede at se.
"Jeg forsvinder aldrig igen Zak.. det lover jeg.. jeg vil aldrig skulle undvære dig igen.. og tak for komplimenten.. " mumlede hun en kende genert. Han havde altid gjort noget helt særligt ved hende. Noget ingen andre kunne gøre faktisk, hvilket måske i sig selv også var godt.
Stille slap hun ham og.smilte lidt forsigtigt.

At stå sammen med hende som de gjorde nu, var Zakaroff i et øjeblik de fleste ville dø en pinefuld død for at se. Men lige nu tænkte han slet ikke på om nogen så dem. Lige nu nød han bare et øjeblik han aldrig troede ville komme igen. Så smilede han og gjorde noget han aldrig havde gjort før hende. Han lænede sig stille ind og kyssede hendes kind hvorefter han så hende dybt i øjnene.

"Kan du se hvad jeg sagde for så længe siden?..... Ikke en gang Herren selv kan holde os adskilt?.... Jeg forlader heller ikke dig igen nogensinde..... Om det så betyder jeg skal komme til Himlen efter dig...."

Lige såvel som hun altid kunne give ham en varm fornemmelse indeni, tog han altid en chance for at få ham til at smile. Stille begyndte han at gå ud af kirkegården imens han sagde: "Er det ikke på tide du får mit hus at se?..."

Danayela nød virkelig at stå sammen med ham, bare nyde øjeblikket til fulde. Selvfølgelig havde det aldrig været planen hun skulle få følelser for ham.. det havde aldrig været et led i en eller anden kosmisk plan, men det var sket. Hun havde fået følelser for ham, og hun var mere end lykkelig for at han stadig ville se hende, selv efter det.
Hans læber mod hendes kind, fik hende til at smile en kende genert. Han havde aldrig kysset hende på kinden før, hvilket hun valgte at tage som en god ting, at han så gjorde det nu.

"Mener du virkelig det? Ville du komme til himlen og hendte mig, velvidende det ville koste dig livet?" Hviskede hun ganske lavt og så forsigtigt på ham.
Hun ønskede ikke at han ville dø for hende, men at han ville gå så langt, viste hvad han følte. At han havde brug for hende, hvilket var en dejlig ting at vide. "Det er ikke nok du vil dø for mig.. du skal leve.. for mig" hviskede hun blidt og så ham i øjnene.

Dana var nok en af de få personer der kendte ham indeni, og hun vidste at i hans mørkeste nætter, hadede han livet. Det vidste hun, fordi hun havde set det.. fordi hun havde holdt øje med ham. "Mener du det? Må jeg se hvor det er denne gang?" Smilte hun glad.
En lyd fik hende til at se mod en der skød direkte mod Zak, hun skubbede ham væk, og mærkede smerten da den borede sig gennem ryggen på hende. Den blev siddende i højre side, og sad direkte i den ene vinge. Hun havde fået fat i en af hans knive, og kastede den i halsen på manden der faldt om.
"Man kan ikke engang.. snakke i fred" sukkede hun og tog sig svagt om skulderen.

Zakaroff havde godt registreret at en skød efter am og ville egentlig gøre noget. Men samtidig kunne han mærke hvor oprigtig hun var så inden han fik besluttet sig for at gøre noget, så havde hun dræbt manden.
Stille drejede han hende rundt imens han sagde roligt:
"Tak.... Det har ingen gjort for mig før..... Lad os se....."
Så undersøgte han stille hendes sår og heldigvis var hun engel så hun var sejlivet men det var alligevel noget der skulle ordnes.

Så gik han om foran hende og kyssede hende blidt. "Nej det er noget værre noget.... Kom så skal du se... Jeg skal også have ordnet det sår...."
Efter en rolig gåtur gennem mærkelige gyder og gange, endte de ved et smukt victoriansk hus hvor han hjalp hende ind. Huset var indrettet i smukke mørkerøde farver og let dystert træ men alt sammen han utrolig godt sammen.

Så hjalp han hende hen til en sofa og sagde: "Jeg skal lige hente et par smååting.... Så får vi hurtigt ordnet dit sår..."

Dana ømmede sig og bed sig hårdt i læben..det gjorde faktisk rigtigt ondt.. og hun kunne ikke huske hun havde prøvet noget lignende før.
Som han kom hen til hende, så hun ham i øjnene. "Jeg ville bare.. jeg mener.. jeg kunne jo ikke bare lade dem.. gør det uden at hjælpe dig" sagde hun ganske stille og virkede usikker på om han var vred over det. Hun havde ikke ønsket at gøre ham vred i hvert fald, faktisk ville hun bare gerne gøre ham glad. Kort sukkede hun og mærkede en irriterende form for svimmelhed.

Da han pludselig stod foran hende og kyssede hende, rødmede hun og gengælde det blidt. Bed sig en smule i læben efter at have sluppet hans læber, og hold om hans hånd som hin fulgte med ham.
Han havde altid betydet meget i hendes liv, men lige nu virkede det som om, at hendes tanker var en kende slørede af smerten fra skuddet.
Det kunne godt være at hun måske virkede sejlivet og som om hun havde styr på det, men det havde hun ikke nødvendigvis. Faktisk var hun lidt i tvivl om hvad hun skulle stille op.

"Okay.. hvad.. skal jeg gøre?" Spurgte hun ganske stille og så efter ham. Satte sig på kanten af sofaen og hvilede igen hånden svagt mod sin skulder. Hendes vinge gjorde virkelig ondt.

Han smilede kærligt som han nussede hendes raske skulder og sagde:
"Det er også en rigtig sød ting min kære.... Lad os komme ind så kan jeg rent faktisk gøre noget for dig...."
Da hun var kommet ordentligt ned og sidde, hjalp han hende med at fjerne hendes top så meget hun tillod så han kunne komme til skudsåret.

Så rejste han sig og fandt lidt forskelligt imens han sagde: "Hvis du kan sprede din vinge så meget din smerte tillader dig... Så kan jeg ordne den også. Skuddet burde desværre have ramt den.... Men jeg kan godt ordne det bare rolig...."
Egentlig kunne han godt lide smerte normalt men han kunne ikke lide tanken om hun led. Så da hun havde sat sig klar, begyndte han først at vaske såret ganske nænsomt

Danayela virkede en smule overvejende mens han snakkede og strøg hans arm en smule da de kom indenfor igen. Det var rigtigt dejligt at han ikke var vred på hende over det.
"Jah det vil være dejligt.. det gør virkelig ondt.." sagde hun ganske lavt og sukkede opgivende. Satte sig ganske langsomt ned der hvor han viste hende hen, og smilte så glad for sig selv. Det var virkelig dejligt at være hjemme igen, selvom det ikke var under de bedste onstændigheder. Alligevel virkede han glad for at se hende.

Ganske tænkende tog hun toppen helt af så han kunne komme til. Virkede ikke til at være generet over at han var nødt til det, for det var jo for at hjælpe hende at han gjorde det.
Roligt så hun på ham ved hans ord og lod ganske let blikket glide væk igen. "Hvis du er sikker" sagde hun smilende og strøg let håret væk fra ryggen, inden hun lod de sorte vinger blive spredt, og sttakte den ene så langt hun kunne, dog var det ikke særligt langt.

For at sørge for hun ikke var så nervøs over hvad der skulle ske, valgte han også at komme med et kærligt drilleri ved at læne sig lidt tættere på og hviskede nærmest:
"Jamen dog.... Klæder du dig ligefrem af for mig?... Jeg driller blot... Du er smuk som altid...."

Da såret var blevet renset, holdt han kort om hendes mave og kyssede hende forsigtigt i nakken inden han sagde roligt: "Jeg skal nok skynde mig.... Men det skal gøres ordentligt... Specielt din vinge kommer til at gøre meget ondt... Men jeg lover at gøre det så nænsomt som overhovedet muligt... Stol på mig min egen....."

Så gik han meget forsigtigt i gang. Først blev skuddet fjernet og såret lukket og forbundet. Derefter gik han i gang med at stabilisere vingen og smurte en speciel salve på der ville hjælpe med at hele vingen hurtigere. Så forbandt han vingen så hun også kunne gemme vingen væk igen uden det blev ubehageligt.
Da han var færdig, nussede han hende på hendes bare ryg og hviskede: "Sådan min egen..... "

Hans ord fik hende til at grine ganske blidt. Han kunne altid finde ud af at gøre hende rolig. Måske han også prøvede at fjerne hendes fokus, på det der nu skulle ske. Det var sødt af ham, og det hjalp oz lidt, selvom hun faktisk var en smule bange.
"Ja da.. jeg håber du nyder synet?" Hviskede hun drillende og så kærligt op på ham. At han lod hende komme hjem igen, var virkelig dejligt. Hun elskede at være sammen med ham.. at være den han stolede mest på.

Svagt nikkede hun til hans ord og bed sig hårdt i læben. "Det ok.. jeg stoler på dig.. jeg ved du bare vil hjælpe mig.. og du ved hvad du gør" smilte hun ganske stille og så kort på ham inden hun lod ham gå igang. Selve det at han rensede såret gjorde egentlig ikke som sådan ondt, det føltes bare irriterende.

Da han nåede til hendes vinge, gispede hun smertefuldt ig lukkede hånden hårdt om sofaens puder hun sad på. Det var en smerte hun ikke rigtigt syntes hun havde prøvet før, og det gjorde virkelig utroligt ondt.
Det virkede som en evighed mens han var igang, men da han så endelig var færdig sukkede hun lettet. Vingen forsvandt langsomt igen. "Tak skat.." hviskede hun smilende. Elskede når han rørte hende på den måde.

Han grinede nærmest kærligt og kyssede hendes kind ganske blidt inden han hviskede:
"Du kan tro jeg nyder synet.... "
Som de sad der bagefter, tænkte han på alt de egentlig havde været igennem på kort tid. Man kunne sådan set sige at hun havde lært ham at elske. Samtidig havde hun også lært ham hvor langt han ville gå for en han holdt af. Det var noget han dybest set aldrig havde tænkt på før. I starten da hun blev kaldt tilbage, havde han tænkt rigtig meget hvor om hvor vidt det overhovedet havde været en god ide at han vidste hvad følelser var for noget. Men som hun var hos ham igen, var han klar over at det var det hele værd.

Så satte han sig lidt tættere på hende og kyssede hendes skulder et par gange inden han hviskede: "Det var så lidt..... Alt for dig skat..... Vil du have tøj på igen eller noget at drikke eller spise? Eller skal vi bare sidde og nyde vi er her begge to?...."
Sært som man kunne sætte pris på noget simpelt som at røre en anden eller blive rørt. Når hun rørte ham, følte han sig helt varm indeni.
I hele hans levetid, havde han gennemgået og gjort ting der ville få de flestes blod til at fryse til is. Men samtidig var han helt sikker på at det hele havde ledt ham hen til lige hvor han skulle være. Hos hende

Dana rødmede tydeligt ved hans ord og så genert ned. Han havde altid kunnet gøre noget ved hende, om ingen andre kunne. Hun kunne ikke forklare det, men det var bare sådan hun havde det.
"Det er jeg glad for du siger" hviskede hun smilende og rødmede en smule. Lod kort hånden glide igennem sit hår og så frem for sig. Lod kort hånden hvile mod skuldereb der stadig gjorde ondt. Hun var nu ikke ked af det hun havde gjort, det havde virket rigtigt for hende.
Lige nu kunne tingene ikke blive meget bedre.

Som han satte sig hen til hende og kyssede hendes skulder rødmede hun, og skævede om imod ham. "Hvad jeg har lyst til.. alt.. jeg har lyst til alt lige nu.. mad.. drikke.. dig.." hun tav da det sidste ord forlod hendes mund.. tænk at hun lige uden videre havde sagt det.
Hun havde jo ikke været sammen med nogen.. det måtte man slet ikke før ægteskab, og hun var faktisk meget i tvivl om hvordan det ville blive set, hvis hun havde sex før ægteskabet.. også med en vampyr.. på den anden side, var hun lidt ligeglad.
"Det lyder virkelig dumt.. undskyld jeg.. jeg ved ikke hvad der går af mig.." sukkede hun ganske stille og rejste sig. Gik lidt væk fra ham.

Han fik en smule store øjne da hun sagde det så direkte men det var mest fordi at det egentlig gjorde ham glad. Man måtte være noget helt specielt når han kunne få hende til at have det sådan. Så rejste han sig helt stille og gik hen bag ved hende og lagde hænderne meget forsigtigt på hendes skuldre inden han kyssede hende ved kæben og sagde:
"Det er helt i orden..... Alle tingene kan klares..... Jeg har også lyst til dig..... Du gør en så mørk verden lys..... Du kærtegner mig selvom du ved hvad jeg er og har gjort..... Lyst er ikke nogen synd..... Ellers var man jo ikke blevet skabt til at kunne føle det.... Man blev jo skabt i Hans billede ikke? Men hvorfor lyder det dumt da?"

Så drejde han hende stille så han kunne se hende i øjnene. Når hun så ham i øjnene forsvandt alt forsvar nærmest fra ham og han kunne mærke hvordan det kun var hende der nogensinde ville komme så tæt på ham. Det var også sådan han ville have det.

Dana bed sig hårdt i læben mens hun prøvede at tænke over noget at sige, så det ikke lød så dumt. Dog var det faktisk sværere end man skulle tro, at finde på noget der dækkede over det hun lige havde sagt.
Han måtte sys hun lød dum.. men det var jo bare fordi hun var glad for ham.. fordi hun stolede på ham.. fordi hun elskede ham.
Det ville hun naturligvis ikke fortælle ham endnu, for på den ene side ville han sikkert ikke forstå det og på den anden ville han sikkert dræbe hende for at sige den slags. Hvilket jo egentlig var forståeligt nok, da hun jo så ville give ham en svaghed, i form af hende.

Som han lagde hænderne mod hendes skuldre og kyssede hendes kæbe så hun kort genert om imod ham. Smilte lidt ved hans ord. "Fordi jeg.. fordi at... jeg jo kkk har været sammen med nogen før.. og.. jeg vil gerne sammen med dig.." sagde hun stille.
Lod ham vende hende rundt og lod forsigtigt armene hvile om hans nakke. Hun var ikke i tvivl om hvad hun følte for ham, men ville himlen virkelig acceptere hendes kærlighed til en vampyr?
Der var vel kun en måde at finde ud af det.

Som hun stod der med armene omkring hans nakke, lagde han hænderne på hendes lænd og så hende meget dybt i øjnene. Gløden i hans øjne var klar og smaragdgrøn til et punkt hvor hans øjne nok ville lyse i mørke. Sådan var hans øjne når der var en følelse i ham der blev mere intens end normalt.
Så trak han den ene hånd og strøg hende ganske blidt over kinden hvorefter han sagde:
"Det er der heller ingen der forbyder dig.... Hvis kærlighed var forbudt, ville han aldrig tillade at du kunne føle det.... Og på trods af alle de frygtelige ting jeg har gjort..... Så er jeg her stadig..... Det må jo betyde at jeg gør et eller andet rigtigt i Hans øjne.... Og hvorfor skulle det være forbudt at føle sådan som vi gør..... Og som jeg gør overfor dig..... Jeg føler jo kærlighed...."

Egentlig var det en følelse han aldrig troede vampyrer nogensinde kunne føle kærlighed men hun havde virkelig havde vist ham andet. Så han kyssede hende blidt og spurgte stille:
"Er det da forbudt at jeg elsker dig Danayela?....."

Som han lod armene glide om hende, sukkede hun kort opgivende for sig selv. For en som hende, var det virkelig svært at kunne give sig hen til de her følelser, for hun ønskede ikke at han kom i problemer, pågrund af hende. Han havde jo et job i et fag, der gjorde det nærmest dumt for ham at finde kærligheden.. men alt dette vidste han sikkert godt, og alligevel havde han valgt det.
"Men.. Zak.. hvorfor giver du dig selv denne svaghed.. hvorfor.. du ved jo at hvis de får fat i mig, vil de gøre alt for at få fat i dig oz.. jeg vil ikke være skyld i at du dør.." sagde hun stille og så længe på ham.

Lod ham kysse hende og gengælde det intenst. Nussede hans nakke svagt imens og smilte lidt mod hans læber. Var ikke i tvivl lm at hun elskede ham.
Og det at han så nemt viste følelser for hende, måtte betyde at han også virkelig mente det. "Neij.. det er ikke forkert Zak.. jeg elsker oz dig jo.. men derfor er jeg jo bare endnu mere bange for at miste dig" sukkede hun ganske lavt.