Are you going to kill me? //Zak

Efter deres lidenskabelige kys,stod han med den ene arm omkring hende imens den anden hånd hvilede mod hendes kind ganske stille.
"Jeg ser det ikke som en svaghed at elske dig...... Og hvis der nogensinde skulle være nogen der er dumme nok til at tage dig fra mig.... Så gør jeg det ikke af med dem hurtigt..... Jeg vil kun kæmpe med endnu mere målrettede intentioner for at få dig tilbage...."
Så satte han sig roligt på en stol og gjorde så der var plads til hun kunne sidde der også. Så satte han sig til rette og smilede til hende med en brændende intensitet

"Du kommer ikke til at miste mig..... Prøv at tænke på hvor meget man vil kæmpe for dem man holder allermest af.....Jeg lod dig gå en gang..... Det var min største fejl nogensinde..... Det lader jeg ikke ske igen...."
Hun havde betydet alt for ham selv i den tid hvor hun var tilbage i himlen. Det at hun ikke var ved ham gjorde bare at han kom ud af kontrol. Men nu var hun hos ham igen

Som han stod overfor hende og snakkede, smilte hun stille. Hans arm om hende, var en nærhed hun sagtens kunne vænne sig til.. han betød så meget for hende.. hvis ikke alt. Uden ham, havde hun jo aldrig valgt at komme tilbage til jorden.. hun ville aldrig have oplevet følelser på denne måde før.
"Men stadig.. du ved jo godt hvor farligt det er for dig.. jeg er ligeglad med hvad de gør ved mig.. men hvis der sker dig noget, fordi jeg ikk er hurtig nok.. vil jeg hellere i helvede end at undvære dig" hviskede hu stille.

Som han satte sig, gik hun hen og satte sig på hans skød. Sad med den ene arm om hans nakke og så ham længe i øjnene. Hvem skulle have troet at hun ville falde for en der egentlig skulle have myrdet hende?
"Lover du det?.. at jeg aldrig vil miste dig igen?" Hviskede hun forsigtigt og bed sig en kende i læben.

Han lukkede kort øjnene nydende som hun satte sig på hans skød hvorefter han lagde den ene hånd på hendes lår og den anden om ryggen på hende. Verden var egentlig et forunderligt sted.... Egentlig skulle han have dræbt hende. Og nu sad de og nød hinanden og havde en fred og ro Zakaroff nærmest havde glemt.
"Det lover jeg..... Hvis ikke du kan se mig.... Så bare kig mod skyggerne.... Du slipper ikke bare sådan for mig igen...."

Lidt drilsk kildede han hende lidt inden han kyssede hendes hals ganske blidt og så derefter hende i øjnene. Her sad han som den mest koldblodige snigmorder byen længe havde set. Og alligevel kunne hun gøre ham blød som smør ved bare et enkelt blik.
"Og nu er du jo min bedste elev..... Du var så dygtig...."
Så tog han en kastekniv frem, rakte hende og pegede på maleriet med en gammel mand. "Lad os se hvor meget du husker..... Hvis du rammer hans venstre øje, så må du få lige præcist hvad du vil have"

Dana virkede tænkende ved hans ord og smilte lidt forsigtigt. "Lover du det?.. jeg vil ikke leve uden dig Zak.. det er kun fordi du er her, at jeg kom tilbage.. selvom jeg ingen minder rigtigt har, kan jeg huske dig" hviskede hun smilende og lod hovedet glide på skrå.
Det var en underlig tanke.. at hvis han havde gjort det han skulle, så havde hun været død nu. Lidt skræmmende, men samtidig også en bekræftelse på at han havde set noget ingen andre så.
Stille flettede hun deres fingre og så ham længe i øjnene.

Da han så kyssede hendes hals smilte hun en smule. "Er du sulten?.." hviskede hun smilende og havde ikke noget imod at han bed hende, selvom det gjorde ondt.
Da han så lagde kniven til hende, grinte hun og tog den langsomt. Sad lidt med den i hånden, inden hun rejste sig. Lukkede øjnene og drejede en omgang, inden hun smed kniven ind og ramte billedet præcist hvor han havde bedt om.
"Tilfreds?" Spurgte hun legende.

"Sulten? Nej jeg elsker bare at kysse dig.... Også på halsen....."
Så kiggede han meget nøje med da hun rejste sig og gjorde klar til at kaste kniven. Da hun så lukkede øjnene og kastede, voksede hans smil. Stolt og nærmest kærligt. På et splitsekund rejste han sig og stillede sig lige op af hende med armen fast om hende. Med en brændende intensitet så han hende i øjnene og hviskede nærmest:
"Jeg er ikke kun tilfreds..... Jeg er også stolt... Du kan jage selv uden dine øjne.... Du har hørt godt efter....."

På endnu et splitsekund stod han bag hende og holdt om hende med begge arme hvorefter han sagde: "Du ramte perfekt...... Så hvad ønsker du min elskede?..... Du kan få lige præcis det du ønsker...."
Hun havde brændt sig fast i hans indre på en måde der burde være umuligt for vampyrer specielt for en vampyr med hans arbejde. Før havde følelser bare været en hæmsko, men sammen med hende var det som om han blev langt mere end han før var. Han havde lige pludselig noget endnu vigtigere at kæmpe for. Hende.

Dana virkede overvejende og smilte så ganske let da han stod ved hende. "Jeg har haft en god lærermester.." hviskede hun drillende og kunne ikke undgå at blive glad.
Det betød altid rigtigt meget for hende når han var stolt af det hun havde gjort. Faktisk vidste hun ikke noget bedre end det.
"Jeg har øvet mig meget.. siden jeg forlod jorden.. det var det eneste jeg rigtigt havde lyst til, i et håb om at komme tilbage hertil.. du er den eneste jeg husker" hviskede hun smilende.

Rødmede som han stod bag hende med armene om hende og smilte for sig selv. Hvem skulle have troet at en vampyr og en engel kunne finde sammen.. især når nu han skulle have dræbt hende i første omgang.
"Hvad jeg ønsker?.. at du aldrig forlader mig" hviskede hun og vendte sig om imod ham med et intenst blik i de blå øjne. Uden ham ville hun ikke vide hvad hun skulle stille op mere. Hun elskede ham.. mere end livet selv.. ville opgive sine vinger hvis han bad hende om det.
"Du må altid bide mig.. det ved du godt.. oz selvom du ikke vil.."

Han blinkede til hende som tegn på hun skulle følge med samtidig med han stadig holdt om hendes hånd. Så ledte han hende hen til sit skrivebord hvor han drejede på nogle forskellige ting indtil der afsløredes et hemmeligt rum. Der tog han en lille æske frem til hende hvor der i var en ring lavet af sort metal og med en lille klar sten i.
"I gamle dage fik alle de bedste snigmordere sådan en.... Havde du ringen, havde du magten over snigmorderen.... Den her gælder for mig.... Det er en aftale man indgår..... Jeg vil gerne have du har den..... For du har allerede magten over mig...."

Selvom det ikke var noget man egentlig gjorde mere så var Zakaroff gammeldags og holdt stadig fat i nogle af de traditioner der var faset ud. Så det var også en meget stor ting at hun fik den ring af ham. Noget han længe havde overvejet med hende og nu besluttet. Han var hendes og den beslutning kunne ikke laves om

Dana rødmede en smule og holdt kærligt om hans hånd. Fulgte så forsigtigt med ham hen mod hans skrivebord og virkede en kende undrende.
"Hvad er det?" Grinte hun genert. Hun vidste ikke helt hvad han havde planer om, men hun glædede sig over at han havde åbnet sig så meget for hende som han havde. Selvfølgelig var der ting de stadig var enige om.
F.eks. at hun aldrig skulle ned i kælderen og det var hun meget glad for.. at uanset hvad hun hjalp ham med, var det en del hun ikke ville.

Da han fandt en æske, i en hemmelig skuffe, så hun forundret på ham. Smilte genert som han rakte hende ringen. Så længe på den inden hun tog imod den, og holdt den op i lyset så hun kunne se stenen.
"Zak den er virkelig smuk.. er du sikker på at jeg skal have den?" Spurgte hun forundret og tog den langsomt på. Smilte lidt for sig selv og betragtede den for en stund. Kunne ikke gøre andet end at være glad for at han ville dele den med hende.
Så følte hun sig virkelig speciel, over at han ville være sammen med hende og samtidig ville dele noget så specielt med hende.

Han smilede brændende intenst til hende som hun tog ringen på og der herskede ingen tvivl om hvor meget Zakaroff lagde i sådan en handling. Selv andre snigmordere ville nok kalde ham gammeldags men han var jo blandt de absolut bedste hvilket han holdt fast i var delvist på grund af gamle traditioner. Noget der ikke tillod folk at sløse.
"Ja jeg er meget sikker..... Ellers havde du ikke fået den..... Hvem bedre til at bære den end min absolut bedste elev og den kvinde der stjal mit hjerte..... Et kup jeg altid vil nyde i fulde drag....."

Så dansede han nærmest om bag ved hende og lagde armen om hendes mave imens hans holdt sit hoved lige ved hendes øre og kyssede det ganske blidt. Han stillede sig helt op af hende så han rigtigt kunne mærke hende som hun betragtede ringen. Egentlig havde han ikke haft den ring fremme i et par hundreder år men han var fast besluttet på at det var sådan her det skulle være. Den skulle være lige der på hendes finger

Dana rødmede ved hans ord og så kort genert væk fra ham. Det var meget smigrende for hende at få lov til at bære ringen, når hun godt kunne se hvor meget det betød for ham.
Der var jo ikke nogen der sagde at han skulle give hende ringen, det var et valg han helt selv havde taget, hvilket var en rigtigt sejlig fornemmelse.
På en eller anden måde fortalte det bare hvor meget hun betød for ham. "Jeg er rigtigt glad for du ser det på den måde.." hviskede hun smilende og så op på ham med et intenst blik.

Hendes blå øjne hvilede længe på ham, inden hun trådte lidt væk fra ham og gik hen til pejsen. Tiden her sammen med ham, var noget af det hun holdt mest af. Hun elskede ham, og elskede at være tæt på ham.
"Jeg er glad for du ville have mig her igen.. jeg har virkelig savnet dig.." hviskede hun forsigtigt og så ham i øjnene igen.
Det hele kunne ikke blive bedre nu.. de var sammen igen og han elskede hende stadig.. det var det eneste hun kunne bede om. "Lover du at vi altid skal være sammen?" Spurgte hun kærligt og vendte sig om imod ham.

Som hun stod ved pejsen og kiggede på ham, gik han meget langsomt hen mod hende og lagde hænderne på hendes skuldre, og for en stund lod han sig bare fortabe fuldstændig i hendes øjne. En som Zakaroff ville aldrig nogensinde indrømme eller anerkende en svaghed. Zakaroff var absolut ingen undtagelse, mest fordi han ikke så kærlighed som en svaghed. Ikke længere... Før i tiden gjorde han, men efter hun var kommet ind i hans liv, vidste han at han havde fået et endnu større formål at kæmpe for. Hendes lykke. Og hvis hun på noget tidspunkt krævede det, så ville han lægge karrieren som snigmorder på hylden. Hun var på alle måder det vigtigste i hans verden.

"Jeg lover ved alt jeg har og er..... At vi skal altid være sammen.... Og hvis Han har bare den mindste smule respekt for hvad vi føler så vil han aldrig tage dig fra mig igen.... Og hvis han gør, kommer jeg op efter dig....."
Så smilede han stille inden han lænede sig ind og kyssede hende intenst.

Danayela så smilende på ham og lod hovedet glide en kende på skrå som han stod der, og så på hende. Han havde et bestemt blik når han kiggede på hende som nu, t der gjorde hende blød i knæene.
At være sammen med ham var det eneste der rigtigt hjalp hende, det eneste hun rigtigt havde lyst til at bruge sin tid på.
Men han vidste jo godt hvor meget han egentlog betød for hende, også selvom de var meget forskellige. For hans job gjorde jo, at de ikke så tingene ens. Hvilket var derfor hun hjalp ham.

Da han lovede de altid ville være sammen, rødmede hun en smule og bed sig hårdt i læben. Det gjorde hende virkelig glad.
"Du ved godt.. at hvis du prøver at hende mig ned, så dør du" hviskedr hun og gengælde hans kys ømt. Lod armene glide op om hans nakke og nød kysset til fulde. Folk ville sikkert undre sig, over at hun blev hos en som ham, men hun elskede ham.
Også var det ligegyldigt hvad andre sagde eller gjorde, det var her hun hørte til.

Netop som hun lagde armene om hans nakke, lagde han hænderne på hendes bagdel og løftede hende op. Så kiggede han dybt i hendes øjne og sukkede en gang.
"Det kan godt være..... Jeg er det jo egentlig i forvejen..... Og jeg har ikke nogen grund til at være her nede alligevel hvis ikke du er her..... Nogle bånd er stærkere end liv og død..... Den troede jeg ikke på..... Men så kom du..... Og nu er der ikke et eneste gram af tvivl.... "
Så smilede han endnu mere og gik længere ind i stuen sammen med hende hvorefter han lod sig falde ned i sofaen så hun endte med at sidde ovenpå ham.

Der var nu noget helt særligt og smukt over verden når han kiggede op af hende og ind i hendes helt vidunderligt klare øjne. Skønhed kom jo i rigtig mange afskygninger men den allerstørste form for skønhed sad lige oven på ham