Hmmm.. hvor er alle?

Tid: Omkring 12 tiden
Vejr: Solskin og varmt
Sted: Skaterparken

Påklædning Han er iført dette

Han havde aldrig været den bedste inde for det sociale. De fleste fandt ham oftest irriterende, enten fordi han ville snakke deres øre af, eller fordi hans til tider generte attitude, gjorde dem tæt. Han var derfor vant til, at de fleste af dem han kaldte venner, ikke var nogle han havde for lang tid. Om ikke andet, havde det været med et lille smil, at han havde accepteret deres invitation, det var trods alt ikke hver dag han blev inviteret med til noget. Han havde de første sekunder stirret overrasket på dem, som den ene af de tre snakkede til ham, specielt fordi han på ingen måde havde forventet det. Han var per beskrivelse klassens nørd, ikke fordi han var overdreven intelligent, men mere fordi han var den som gik lidt for meget op i små ting.
Om ikke andet var han nu på vej imod parken, hvor de alle havde planlagt at mødes. Spørgsmålet var her om han ville ende ud som den yngste, eller om der ville være nogen som var ældre end ham. Hans moder forventede altid det bedste fra ham, og hun blev altid skuffet når hun hørte han ikke havde mange venner. Så det var til dels, hvorfor han gjorde dette, netop fordi han hadet hendes konstant brokken omkring ham.

Da han endelig var kommet derhen, forventede han halvt om halvt der ikke ville være nogen. Måske de havde drillet ham, spurgt ham om at han ville komme til en sammenkomst, uden de andre rent faktisk ville dukke op. Dette blot for at få ham til at se dum ud. Dog lagde han mærke til en skikkelse, en skikkelse han hurtigt fik regnet ud var en kvinde, som han kom tættere på. Hun så ung nok ud, til at skulle være en del af denne gruppe venner. På trods af han aldrig havde fundet sig selv tiltrukket af andre, skulle han være blind hvis han ikke kunne se hvor meget skønhed, denne kvinde besad over sig. Der var noget graciøst ved hende, og skulle hun være noget guddommeligt, kunne hun halvt minde lidt om Freya eller Afrodite.
Med sine hænder i lommerne, bevægede han sig imod hende. Der var noget bekendt ved hende, som havde han set hende før og få minder om hende dukkede op. Han havde dog halvt regnet med hun havde glemt alt om ham. Som han nåede ned til hende, smilede han og trak sin ene hånd ud af lommen, hvor han rakte den frem imod hende "Hej! Du er Bailey ikke? Jeg hedder Nathan" sagde han smilende. Hun så fin ud og han forventede hun ville bede ham skride væk, også selvom de havde mødt hinanden før. "Det ser ud til vi er de første som er kommet" hans blå øjne vandrede hen over den åbne plads, hvor de fleste burde havde været dukket op, som dog var helt tom foruden hende og ham selv.

Det er godt at se dig igen...du ser godt ud" han prøvede med sit bedste, at agere som man normalt ville. Han prøvede med de ting, hans mor ofte fortalte gæsterne, fra dengang han boede hjemme hos dem. Om ikke andet var der et venligt smil på hans læber, som han betragtede hende "Mon de er holdt tilbage af et eller andet? Trafik? Eller andet lig dette" han rynkede undrende øjenbrynene, alt i mens han tænkte på hvor mon de kunne være henne. Selvfølgelig lå tanken lidt i baghovedet, at det hele var med vilje og dog forsøgte han virkelig at være blot en smule positiv. I det mindste var vejret godt, så det var ikke et problem.
Han nikkede, det kunne sagtens være en mulighed. Men så igen, de var to om dette...så hvor stor var muligheden lige netop for dette "Måske", men så igen hvor stor er sansynligheden når vi er to om dette" pointerede han med hovedet på skrå. Om ikke andet, så havde Bailey aldrig virket som den værste person, så i det mindste forventede han ikke noget slemt fra hende. Da hun med et tilbød ham noget af sin sodavand tog han smilende imod den "Mange tak, det var sødt af dig" han havde altid været en smule "timid" af natur, det var hvad man kunne forvente, af en som kom fra en kontrollerende familie. Han prøvede dog sit bedste, med ikke altid at vise det frem, men heldet var ikke altid på hans side.

Han tog en tår fra den læskende drik, og som kulden ramte hans tunge, kom der et lille smil frem på hans læber. Havde han været hjemme, var dette næppe sket, men nu var han jo ikke hjemme og det gav ham blot en smule mere frihed end normalt. Han rakte hende sodavanden igen, hvorpå han lagde sine hænder i lommerne. Da endnu et spørgsmål kom fra hende, hævede han øjenbrynet spørgende, dog syntes noget andet at fange hendes opmærksomhed. Det hele forklarede hvorfor de ikke var der, han havde været heldig at han havde fået dagen fri, så i det mindste var han ikke selv holdt tilbage.
Han hævede øjenbrynet "Så ser det ud til, at det blot er dig mig, jeg tror heller ikke de andre kommer" han fik et tænkende udtryk frem i sine øjne som han betragtede hende "Hvis du ikke skal lave noget, så kender jeg den her cafe vi kunne smutte forbi? Hvis du har lyst til selvfølgelig" han sendte hende et lille smil, alt mens han betragtede hende. Han forventede halvt om halvt hun ville sige nej, men hvis hun sagde ja, så havde han i det mindste nogen at tilbringe eftermiddagen med. Han skulle alligevel forbi caféen, så hvorfor ikke invitere hende med?

Han sendte hende et lille smil, som hun sagde tak. Han havde aldrig haft noget imod, at fortælle andre at deres skønhed var der. Han vidste folk ofte ville nyde komplimenter, de fleste gjorde det for at få bekræftet hvad de selv troede og andre fandt det egentlig blot behageligt. Selv vidste han ikke hvad han syntes, så da hun gav komplimenten igen, formede der sig svagt en rødme på hans kinder. Det var her tydeligt at se, han ikke just var hvad man ville beskrive som den dominerende type, i hvert fald ikke i øjeblikket. Hans til tider ret tydelige submissive væremåde, var sikkert takket være en ret så aggressiv faderrolle, som ikke just lagde skjul på hvor stor en fiasko han mente hans søn var, og det var endda uden den viden om hvilken seksualitet han havde. På trods af ikke at være glad for opmærksomheden rettet imod sig, smilede han mod hende Mange tak"
I den forventning om Bailey ville sige nej, overraskede hun ham fuldkommen da der kom et ja fra hende. Han vinkede hende i retningen af, hvor han vidste caféen lå. Han havde efterhånden været der så ofte, og det var et af de bedste steder han kendte. Det var roligt, og på trods af det var en relativ brugt cafe, så var der en hyggelig aura omkring den. Som de gik, vendte han til tider sin opmærksomhed imod Bailey ved sin side "Det er rigtigt, plus de laver gode kage" denne cafe var hans "safe place", så med andre ord et sted han kunne føle sig rolig og behagelig tilpas. Han var ikke kigget ned over med dømmende blikke, og han kunne lave hvad han havde lyst til. Hendes spørgsmål om Emily fik hans kinder til at bryde i brænd, det var ikke fordi Emily ikke var smuk, for det var hun virkelig, men han havde aldrig fundet sig tiltrukket af hende. Så igen han havde aldrig været tiltrukket af nogen. Han bed sig i læben og fjernede sit blik fra kvinden ved siden af sig "øhm...nej, nej det er vi ikke" han mødte endelig Bailey's blik, modsat før med lidt mere overbevisning.
Efter de havde gået i noget tid, stødte de på en lille hyggelig cafe. Den var ikke noget stort, og man ville måske ikke bemærke den, medmindre man rent faktisk kendte stedet. Han åbnede døren for Bailey, før han selv gik ind. Han havde på trods af sin generte attitude, nok manere til at kunne bevæge sig rundt omkring. Selve caféen bestod af det som alle andre, der var et sted hvor man bestilte, fik sine ting og betalte for dem. Rundt omkring var der borde, men i det ene hjørne var der også sofaer. Der var en lille scene, hvor enten indie bands eller andre kunne optræde. Med et lille smil på sine læber, førte han Bailey ned til et af bordene. Inde længe kom en tjener hen til dem, hun smilede til dem begge "Hvad skulle det være?" spurgte hun, og i stedet for at bestille først, pegede han imod Bailey, således hun kunne fortælle hvad hun ville have.

Han rynkede brynet, som hun sagde Emily var vild med ham. Dog rødmede han samtidig også. Han forstod ikke hvorfor, han havde aldrig gjort noget tegn, på at ville mere end et venskab. Han forstod virkelig ikke hvorfor hun skulle kunne lide ham. Han kløede sig i nakken, og bed sig i læben "øhm, det tror jeg nu ikke, jeg har jo aldrig....jeg har aldrig sagt" han kiggede væk og vidste hverken hvad han skulle sige eller gøre. Det var altid akavet, når man hørte nogen kunne lide en, specielt hvis man ikke havde set det komme.
Han smilede dog, og vendte sit blik imod Bailey, da samtalen kom imod stedet "Yeah, jeg kommer her ofte" indrømmede med et stort smil "Nej det er ikke så nyt, det har været her i nogle år" han trak på skulderne, og betragtede stedet. Det havde været der i nogle år nu, men det var vel ikke altid man lagde mærke til steder, hvis man ikke kiggede efter dem.
Han betragtede Bailey, som hun skulle vælge sin bestilling, som det kom på ham vendte han sit blik imod tjeneren Et espresso shot" sagde han med et smil, og som tjeneren forlod dem, vendte han sin opmærksomhed tilbage mod Bailey. Hendes spørgsmål fik ham til at hæve øjenbrynet "Der er ikke meget at sige, mit navn er Nathan Johnson, jeg tilbragte det meste af min barndom i Dublin, og er i øjeblikket i gang med mit sidste år" han hadet at snakke om sig selv, specielt fordi der var så meget han egentlig ikke gad snakke om "Hvad med dig? Fortæl lidt om dig selv" forslog han, samtidig med han satte sig bedre til rette i stolen

//sorry for det sene svar :)