Det skulle du ikke lige se (C.C.)

Der var gået noget tid, hvor Max ikke havde set C.C.. Det var lidt som om, at han ikke rigtigt var interesseret, han var i hvert fald ikke rigtigt til at få fat på. Max havde omkring et par måneder før lært, at C.C. var en varulv, hvilket have givet god mening for Max. Ikke at C.C. ligefrem var, hvad Max forventede af en varulv til at være, men så igen, det var den høje vampyr, der var C.C.s ven, heller ikke, altså af en vampyr at være. Så de passede nok meget godt sammen.

Det havde været fuldmåne ugen før og Max gav C.C. plads til at have det træls både før og efter, selvom det gjorde lidt ondt, at han ikke havde sagt okay til, at han kunne komme over og putte i dagene efter. Men Max ville ikke trænge sig på og havde trukket sig tilbage. Ikke så mange fjollede sms'er eller billeder. På de par uger var han næsten røget tilbage til tingene, som de havde været før. Fester i byen, lidt stoffer og lange dage ude i byen, hvor han forsøgte at underholde sig selv. Ikke at hans grimme vaner var stoppet, efter han havde mødt C.C., men der var alligevel kommet lidt mere ro på. Måske fordi der var nogen, der gad at bruge tid sammen med ham, uden at han skulle have sin maske på.

Det der var stoppet mest, var de tilfældige hookups, som han ellers svømmede rundt i. Sex og fysisk nærkontakt var det bedste, han vidste og han havde siden sine tidlige teenageår ikke holdt tilbage på den front. Men efter at ham og C.C. var begyndt at have det fysiske sammen, var blevet venner med fordele, var Max næsten stoppet med at have sex med hvem end der gad. Det var da sket et par gange, han kunne simpelthen ikke lade være. Og han og C.C. havde ikke nogen aftale om at det ikke måtte ske. Vel? Så var det vel godt nok? Det kunne ingen vel have noget i mod.

Selvom Max godt vidste, det han og C.C. havde, ikke var mere end venner, så gjorde det alligevel lidt ondt på ham, at C.C. havde været så svær at få fat i. Det var blevet for meget for ham aftenen før, hvor han var smuttet i byen. Dog havde han ikke være der ret længe, før han havde fundet en tøs med en lille pose med hvidt pulver. De var endt hjemme i hans lejlighed, selvom han normalt afholdt sig fra at tage folk med derhjem, det hvide pulver delt i mellem dem og så var resten af aftenen forsvundet i kokainens tåger, men den var ikke gået stille for sig.

I stuen var sofaen væltet om på ryggen, en pizzabakke lå på gulvet, det samme gjorde resterne, et par af skabslågerne i køkkenet stod åbne, beskidte glas, tallerkener og bestik var spredt over køkkenbordet og på sofabordet lå et spejl dækket i hvidt pulver sammen med et knækket kreditkort og et sammenrullet stykke papir. Samtidigt var der tøj spredt ud over hele rummet, sammen med Max's utallige hatte. Ikke al tøjet var hans.
Max selv lå inde i sengen, på maven, nøgen og uden noget over sig, ud over den bowlerhat han på en eller anden måde havde beholdt på hovedet under søvnen. Hans ene arm lå henslængt om livet på en køn slank blondine, der ligeledes var nøgen uden noget til at dække sig. Hun lå på siden med ansigtet vendt i mod ham og med benene trukket lidt op. Begge sov tungt efter nattens udskejelser.

Fuldmåner var det værste. Dagene op til og bagefter var altid et helvede for C.C., hvis knapt så sunde fysik gjorde at det altid tog hårdt på ham. Han blev temperementsfuld i dagene op til fuldmånen, til et punkt hvor han snerrede og skubbede selv Diana og Jas væk, når han også blev syg af det. Derfor lagde han sig altid syg i fire dage inden fuldmånen, hvor han blev i sin lejlighed og barikaderede sig der indtil han måtte tage ud i skoven om aftenen. Og uanset hvor lidt eller meget han kom til skade, så meldte han sig også syg tre dage efter. Det var en uge om måneden hvor han simpelthen ikke kunne fungere med andre. Og denne fuldmåne var ingen undtagelse.
Han var ikke kommet slemt til skade denne gang, han havde kun et enkelt sår på sin højre kind efter en anden varulv havde revet ham... Hvad der havde taget på ham denne gang var at den varulv der rev ham, ikke længere var levende. Som født varulv vidste han godt hvad han lavede, han kunne bare ikke styre det. Den varulv han var oppe imod var ung. Måske 18 hvis han var heldig, men nok yngre end det, og det havde været en af hendes første fuldmåner, hvis han skulle bedømme ud fra hendes styrke. Hun havde sikkert en familie som ikke anede hvor hun var, og da de endelig fandt hende? C.C. var ikke blevet til at se hende blive til et menneske igen, men det behøvede han heller ikke for at vide at hun så skrækkelig ud med halsen bidt i stykker.

Men nu hvor han var kommet sig lidt, rent mentalt, havde han det dårligt med ikke at have set Max så længe. Selvom mennesket havde det godt igen, så ville C.C. stadig gerne holde øje med ham og passe på ham. Det var bare svært, når man knurrede af alle der bevægede sig ind på ens territorium, menneske eller ej. Så nu ville han gøre det godt igen. Han havde en indkøbspose i hånden, som han bevægede sig hjem til Max med, samt beslutningen om at ville lave ham morgenmad på sengen. Eller i stuen, hvis han allerede var vågen, hvilket virkede ret sandsynligt, da det ikke var alle som fandt det naturligt at sove til klokken 4 om eftermiddagen.
Han vidste ikke hvor meget Max havde derhjemme til at lave mad af, så han havde været forbi en købmand, hvor han havde fået noget æg, bacon, syltetøj og brød, og han havde nogle pandekager tilovers fra aftenen inden, da han endelig var sig selv nok til at lade Diana og Jas komme ind i hans lejlighed, og Diana satte sig for at fede ham op. I løbet af sådan nogle fuldmåner, tabte C.C. sig som regel en del, og denne gang var ingen undtagelse. Selvom han altid havde været ret tynd at se på, var det blevet en anelse værre nu, selvom han var på rette vej igen. Nu havde han en stor sweatshirt på, som han muligvis havde hugget hjemme hos Max, så det var ikke så tydeligt, men under den ville man faktisk godt kunne se skyggerne af hans ribben og rygsøjle. Det var ikke noget han var stolt af, men sådan var det altså nogle gange.

Da han nåede lejligheden overvejede han halvt at ringe på, for at advare Max om at han kom ind, men besluttede sig for at lade være. Det var ikke så meget en overraskelse, hvis nu Max rent faktisk lå og sov, og han kunne overraske ham. Så han trak sine nøgler frem og åbnede døren til lejlighedskomplekset, og gik ind. Dog stoppede han op, tøvende da han nåede hoveddøren.
Han kunne lugte kvindelig parfume, ikke bare i opgangen men ved døren. Havde Max...? Han rystede på hovedet. C.C. kunne vel være ligeglad om Max havde kvindeligt besøg, de var jo bare venner. Men alligevel stak det lidt i ham, på en måde der fik hans skuldre til at synke. Hvis han nu var heldig var hun gået... Skulle han forsøge..? Med en klump i halsen låste han døren op, så lydløst som han nu kunne, og trådte ind i lejligheden, der var mindst lige så rodet som sidst han var der. Lugten af parfume blev stærkere, og hans skuldre sank da han så en kvindes tøj ligge i rodet.

Hvem end hun var, så var hun altså ikke gået. C.C. overvejede halvt bare at gå igen, låse efter sig og lade som om at han ikke havde set noget. Så kunne han gå hjem og deale med de ubehagelige følelser det frembragte. Han havde lidt halvt erkendt at han ikke bare havde venskabelige følelser overfor Max, og heller ikke kun seksuelle. Men han havde ikke sagt noget, så han måtte minde sig selv om at Max ikke havde gjort noget galt. De var kun venner, godt nok med nogle fordele, men det var også det. C.C. havde ikke krav på noget.
Måske var det de underlige følelser han havde, eller også var hans hormoner ikke faldet på plads efter fuldmånen, men han følte sig pludselig trodsig. Max skulle vide at han havde været der.
Uden nogle ord, lukkede han døren bag sig, og gik ud i køkkenet. Han stilte æggene, syltetøjet, pakken med bacon og tallerkenen med kolde pandekager i køleskabet, og fandt hurtigt en papirlap i sin baglomme sammen med en blyant. Normalt brugte han dem til at skrive idéer til tegninger ned, men nogle gange brugte han dem også til at skrive noter til folk. Med lidt mere pres på blyanten end han behøvede skrev han med sin genkendeligt snirklede håndskrift;

Jeg har lagt noget morgenmad i køleskabet til dig
Håber du har haft en god nat
- C.C.

Lyden af hoveddøren, der blev lukket, trængte langsomt ind i Max's sovende sind og sløvt slog han øjnene op. Hele hans krop føltes sløv og stiv efter nattens sjov og efterveerne af den virkning kokainen havde haft, havde stadig fat i ham. Langsomt drejede han hovedet og fik øje på den unge kvinde, der lå i hans seng. Shit. Inden han nåede at tænke så meget over det, kom han i tanke om, hvorfor han var vågnet. Var der nogen i lejligheden? Forsigtigt fjernede han sin arm og fik skubbet sig ud af sengen, stadig med lidt stive bevægelser og trætheden lysende ud af sig. Uden at tænke over det, holdt han fat i hatten, så den blev siddende.
Var det María? Det faldt ham ikke lige ind at tage noget om sig, så han gik splitternøgen ind i rummet, der både indholdt hans stue og køkken. Næh, der var tomt. Han skulle lige til at dreje af og gå ud på badeværelset, da han skimtede et stykke papir på køkkenbordet. Måske ikke så sært midt i al rodet, men han gik nu alligevel hen og samlede det op. Et smil spredte sig og jagtede lidt af trætheden væk, som han fik øje på C.C.s krummelurer. C.C. havde været forbi! Med morgenmad! Som han kiggede på ordene mærkede han dog et stik i kroppen og smilet forsvandt langsomt. Hvorfor havde han ikke vækket ham? Han havde savnet ham og ville have elsket at sige hej.

"Er der noget galt." En træt, men køn stemme lød bag ham og et par arme gled rundt om hans liv, mens han kunne mærke kvindens nøgne krop mod sin.
"Nej... min ven har været forbi med morgenmad, mens vi sov." Max forsøgte at tvinge smilet frem igen, men af en eller anden grund gjorde det bare ondt at vide, at C.C. havde været der. Kvinden nappede ham i øret med sine tænder, mens hun lod blikket glide over sedlen.
"Det var sødt af ham!" Hun slap Max, der blev stående, og åbnede køleskabet. "Ej hvor lækkert, pandekager!" Hun hev en tallerken ud, pakket ind i plastik og med en stak pandekager på, og satte den lidt for hårdt i bordet, sikkert også stadig påvirket af natten. Max's blik fløj op fra sedlen og et stik af vrede, ualmindeligt for ham, men typisk for resterne af virkningen fra kokainen, for igennem ham.
"Pas lige på, det er ikke min tallerken."
Som han vrissede af kvinden, skete der en forandring med hende. Det lillepigeudtryk hun havde haft over sig forsvandt og i stedet blev hendes blik hårdt. Hurtigere end Max kunne nå at opfatte, stod hun foran ham og havde grebet fat i hans kæbe. Smerten fra hendes lange negle skød op igennem hans ansigt. Chokeret så han hende i øjnene og han kunne mærke sit hjerte synke. Selvfølgelig havde han ikke fået et menneske med hjem.
"Nu skal jeg sige dig noget, pretty boy, vi har haft en god nat, men hvis du tror jeg deler ud af min coke uden betaling, så tager du fejl. Nu spiser vi din vens morgenmad og derefter går vi tilbage i sengen, hvor vi skal dyrke sex til ingen af os kan stå på vores ben. Hvis du er dygtig, er jeg tilfreds i aften. Hvis ikke, gentager det sig i morgen? Forstået?"
Max sank en klump og nikkede så så godt han kunne med hendes greb om hans hage. Hun så lidt vurderende på ham, slap ham så og gav ham et lille klap på kinden med en flad hånd.
"Dygtig dreng. Lad os få noget at spise, jeg er dødsulten!" Det søde udtryk vendte tilbage til hendes ansigt og hun begyndte at hive mad ud af køleskabet. Max fik kort et trykket udtryk i ansigtet. Han ville for én gangs skyld ikke have sex, han ville have C.C. Med et suk lod han blikket glide over kvinden. Han havde en fornemmelse af, at det ville blive en lang dag. Og havde han ret.


Næste dag ud på eftermiddagen var Max på vej ind af døren hos C.C.s butik. Han så noget mere frisk ud end dagen før. Kvinden havde heldigvis forladt hans lejlighed om natten og han havde fået en masse søvn, godt smadret efter den ikke helt modvillige heller ikke helt villige, rimeligt aggressive sex, hvor hans tanker mest var gledet hen mod C.C., når han havde tid. Efter et bad havde han følt sig nogenlunde levende, omend lidt øm i kroppen, og han besluttede sig ret hurtigt for at tage hjem til C.C.. Når han havde været forbi dagen før, måtte det være fordi, at han var interesseret i Max igen.
Inde i butikken stod Diana med en kunde og Max vinkede bare hurtigt til hende, inden han bevægede sig op af trappen op til C.C.s lejlighed. Her tog han i døren, der var låst, inden han frejdigt bankede på. Han havde godt nok en nøgle, men det føltes mere rigtigt at banke på, når klokken var så mange og hans ven burde være oppe. Om det var fordi, at han var ved at være rimeligt fysisk tilpas igen eller om det trods lidt modvilje havde fået forløst noget indestængt tryk med alt det fysiske aktivitet dagen før, var ikke til at sige, men der var et stort smil på hans ansigt og han følte sig godt tilpas. Hvilket var godt, for samtidigt var der en lille grim følelse, der nagede ham i baghovedet. Som om, at er var noget galt, men han kunne ikke lige sætte fingere på, hvad det skulle være, så han ignorerede det så godt han kunne. Lige nu glædede han sig bare til at se C.C. og sige tak for maden.

C.C. havde været ret såret over hele situaitonen da han gik fra Maxs lejlighed, og både Diana og Jas kunne se det da han var kommet hjem. De vidste godt hvor han havde været henne, og at se ham uden at have Max under armen, eller bare helt generelt at han var tilbage så kort tid efter, fik hurtigt alarmklokkerne til at ringe. De kunne desværre ikke lukke for at de begge kunne være der for deres ven, så de endte med at dele sig op; Diana var nedenunder og passede forretningen, og Jas tog C.C. med ovenpå.
De byttede nogle gange og lyttede skiftevis til C.C.s forklaring om hvad der var sket. Både under fuldmånen, hvilket havde fået ham til at skubbe Max væk, og det havde han selvfølgelig det dårligt med. Men han fortalte også om det han havde set hjemme hos Max, og fortalte om hvordan han havde haft det, hvilket naturligvis bekymrede dem. Så da det blev nat, sov Diana inde hos ham, og tidligt om morgenen tog hun over nedenunder, så Jas også kunne få lidt søvn.

Lige nu lå C.C. og Jas sammen på sofaen. Jas lå på ryggen, med en arm rundt om C.C., som lå over ham, med sit hoved på hans bryst. De så en af de få film på Netflix som ikke havde romance i - hvilket havde været sværere at finde end Jas først havde troet. Derfor var de endt med disney-pixar filmen Inside out. Udover at der til aller sidst var en dreng med, var der ikke noget rigtig romance med i, og C.C. var faktisk ret stor fan af disney - selv de nyere film - så Jas tænkte at det godt kunne gå.
C.C. lå med en lille smule tårer i øjnene da Bing Bong sendte Joy afsted på sin vogn, da der blev banket på. Han satte sig op med et lille snøft og gned sine øjne for at skjule tårerne mens han kom og og stå og gik over for at åbne døren. Han havde stadig Maxs sweatshirt på og sine sorte haremsbukser fra dagen før, og nu var hans hår sat op i en sjusket knold for at det ikke generede ham.

Til hans overraskelse var det ikke Diana som kom med fast food, men Max der stod i døren. Et øjeblik overvejede han at lukke døren igen og lægge sig tilbage hos Jas, men vidste godt at det var fuldmånen som havde gjort ham så humørsyg. I stedet rømmede han sig kort.
"Hey." Han blev stående lidt halv-akavet i døren og var ikke helt sikker på om han skulle lukke Max ind eller ej, men besluttede sig for at lade som ingenting. Max havde jo ikke gjort noget galt, så han kunne vel ikke tillade sig at være sur eller såret - selvom han var det. Så han rykkede sig til siden så Max kunne komme ind hvis han havde lyst. Normalt havde han nok krammet eller kysset Max, især når der var gået så lang tid siden de sidst havde set hinanden, men han kunne ikke rigtigt få sig selv til det. Lige nu var det lettere at gå tilbage til bare at være venner. Fordelene var sådan set det der havde sat skub i hans følelser i første omgang, så det var nok bedre på den måde, hvis han skulle distancere sine underlige følelser fra deres venskab.

Max trippede lidt utålmodigt, mens han ventede på, at døren blev åbnet. Han var lige ved at skulle banke på igen, da døren endeligt gik op og C.C. stod i døren. Max sendte ham et af sine store smil, der dog meget hurtigt begyndte at falme, som det gik op for ham, at et eller andet var forkert. Der var ikke noget glæde at se ved C.C. over at se ham og der kom kun et spagt "hey" i stedet for et kram. Samtidigt blev han stående i døren lidt for længe. Nok var Max ikke altid lige hurtig, når det kom til andres opførsel, men den lille stemme, der havde sagt, at der var noget galt, begyndte straks at skråle noget højere.

"Hej. Forstyrrer jeg?" Han lænede sig lidt frem og skævede ind i lejligheden, hvor han kunne se lidt af Jas stikke ud over kanten af sofaen. Nu var det ham der tøvede, for han ville normalt vade ind i lejligheden, men han havde en sær, ubehagelig fornemmelse af, at han nok ikke var velkommen. Og det store smil, der lige før havde siddet i hans ansigt og øjne var ved at være ret lille og usikkert, noget han forsøgte at skjule. For hvorfor skulle han ikke være velkommen?
I et forsøg på at bevise for sig selv, at han var fjollet, rakte han ud efter C.C., der slet ikke virkede til at have lyst til at røre ved ham.

Forvirringen var ved at være total og han kunne ikke rigtigt skjule den sårede følelse, der voksede inden i ham. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Gå ind? Gå igen?
Langsomt gik han ind i lejligheden, måske i håb om at finde ud af, hvad der var galt. Med en kraftanstrengelse fik han skubbet det usikre af sin opførsel og han så fra Jas til C.C., nu med et lidt mere for ham typisk glad udtryk i ansigtet. Normalt var det ikke så svært, men når det kom til C.C. havde Max sværere ved at skjule sine følelser og tanker. Meget sværere.
Stadig lidt usikker trak han ærmerne på sin store strikketrøje ud over sine hænder og så på C.C. igen med et smil, der ikke helt nåede hans øjne. På hovedet havde han sin bowlerhat, på benene et par lettere stramme, ødelagte cowboybukser og på fødderne sine converse.
"Holder I filmaften? Det ser hyggeligt ud." Han skævede til fjernsynet, der så ud til at spille en tegnefilm. Ikke lige, hvad han forventede at Jas gad at se.

C.C. fik det hurtigt dårligt med den måde han behandlede Max på, og menneskets reaktion. Han burde være mere voksen en det her, og ikke lade sine følelser gå ham så meget på - eller lade dem gå ud over Max. Som sagt havde mennesket ikke gjort noget galt, det var C.C. den var gal med. Så han prøvede på at sende ham et roligt smil for at vise at der ikke var noget galt. Det virkede også oprigtigt, alene af den grund at de fleste ikke rigtigt kunne måle hans øjne, fordi de var så anderledes, og han smilede alligevel sjældent med øjnene.

"Nej, overhovedet ikke. Bare kom ind." Han lavede et nik mod stuen for at sige at han bare kunne komme ind i stedet for sit tidligere mislykkede forsøg på at lade som ingenting. Så da Max trådte ind, lukkede C.C. døren igen, og brugte et par sekunder på at samle sig, inden han gik tilbage til sofaen. Dog lagde han sig ikke på Jas som før, men satte sig i stedet i skrædderstilling mellem vampyrens ben. Han klappede hurtigt på sofaen ved sin side for at Max kunne joine dem. Det var da en meget normal ting at gøre for ham, så forhåbentlig kunne han dække over at han ikke havde det så normalt.
"Vi ser Inside Out. Men den er næsten slut, så-" "Vi kan altid se Bjørne Brødrene bagefter," afbrød Jas, velvidende om at C.C. nok ikke lige kunne håndtere at være alene med Max endnu. Og så var det en af Jas' personlige yndlingsfilm. C.C. havde en teori om at hans mennesketid i skandinavien havde noget med det at gøre, men Jas påpegede altid at der ikke fandtes frie bjørne i Danmark, der var kun nogle enkelte i zoologisk have, men ærligt talt troede han ikke på ham.

"Jas er en bamse af sjælen, så han kan godt lide at se film med bjørne." Jas rystede bare på hovedet inden han brummede et svar. "Bare se filmen færdig." Selvom det blev sagt en anelse knottent, kunne man stadig godt mærke noget varme i den, som man sjældent hørte fra den ellers stilfærdige vampyr. Faktisk var det næsten kun Diana og C.C. som kunne få ham til at tale af sig selv. Ham og Max havde været alene sammen en gang før, mens C.C. var i bad og Diana tatoverede en, og det havde været... akavet for at sige det mildt. Modsat Diana var han stadig ikke helt varmet op til tanken om at deres C.C. havde fundet en at dele sin seng med.

Selvom C.C. begyndte at opføre sig lidt mere normalt, sad følelsen af, at der var et eller andet galt, stadig fast i Max. Men med Jas til stede var der ikke så meget, han kunne gøre ved det, for det ville nok kræve en samtale med den del af Max, som han ikke delte med andre. Andre end C.C., altså. Så han trykkede på en knap i sit indre, som han havde gjort utallige gange før og alt hvad der hed følelser blev skjult bag en maske af lalleglade grin og leende øjne. C.C. havde også oplevet den side af ham, for han fandt dem frem, hver gang Jas, Diana eller nogen anden var i nærheden, så varulven burde vide, hvor falsk den kunne være. Men det var svært at se, for Max have brugt år på at øve den og det var stort set umuligt at se revner i masken.

Så da C.C. havde sat sig i sofaen i mellem Jas' ben, smed Max sig ned ved siden af ham med et smil på ansigtet, som om alting var helt normalt.
Max havde virkeligt svært ved at komme ind under huden på Jas, hvilket han ikke var vant til. Men han havde ikke noget i mod den store tavse vampyr. Han var C.C.s ven og bekymrede sig oprigtigt om ham. Og C.C. kunne lide vampyren. Så var det godt nok til Max, der sendte et grin til blodsugeren.
"Fedt! Jeg er vild med Bjørne Brødrene!" Han overdrev lidt, men det var en god film og han kunne sagtens se den igen. Nej, det var mere bare for at gøre Jas mere venligsindet. Hvis muligt.

Forsigtigt rakte Max ud efter C.C.s hånd for at knuge den lidt. Han havde virkeligt dybt og inderligt brug for at få en eller anden form for fysisk bekræftelse af C.C., for ellers var han ikke sikker på, at han kunne sidde der og forestille at være glad ret længe. Og de havde altid kunne holde i hånd, så hvid det ikke gik, så var der virkeligt noget galt.
Max's faktiske psykiske sygdom og de ting, han havde oplevet igennem sit liv, gjorde, at han meget hurtigt følte sig eget uønsket og meget uelsket. Frøet var sået, tvivlen om C.C. havde lyst til at være hans ven mere, og selvom han forsøgte at kvæle det, ville det vokse og give liv til en depression. Måske ville det ikke have betydet så meget, hvis det havde været enhver anden, men uden helt at registrere det, havde Max fået følelser for C.C., ikke bare vennefølelser, men mere romantiske følelser og det blik C.C. havde modtaget ham med, var allerede ved at få hans hjerte til at smuldre.

Da Max tog masken frem igen, kunne C.C. mærke bekymringen sitre, men han vidste at der ikke kom noget ud af at spørge ham, ikke så længe Jas var det. Men på den anden side, så havde C.C. ikke lyst til at tage konfrontationen, ikke endnu, så da Jas uden ord, men bare med et flak med øjnene spurgte, om han skulle gå, rystede C.C. på hovedet. Han lod bare Max tage hans hånd, og lukkede sin egen hånd om den, og placerede sin frie hånd over Jas' for en form for opbakning. Den tavse vampyr havde ikke tænkt sig at blande sig, udover bare at være der for varulven, og lige nu var det også rigeligt.

Så da filmen var færdig, rakte Jas op efter fjernbetjeningen der lå på ryglænet, og gik over på Bjørne Brødrene. Endnu en film uden romantik, og det passede C.C. fint. Da den film var færdig, var det ved at være sent, og der blev ikke rigtigt sagt så meget før Max fik et farvelkram af C.C. og et klap på skulderen af Jas. Jas kom med en eller anden undskyldning om at C.C. havde brug for noget fred, for det havde altså været en hård fuldmåne og bla bla bla. Enten troede Max på det, eller også gik han af respekt, det kunne C.C. ikke rigtigt vurdere. Alt han vidste var, at han var træt efter al det følelseshurlumhej.

Den næste uge fortsatte på den måde. Max og C.C. så hinanden, men ikke uden Diana eller Jas - eller begge to - var der. Trods masken var Diana alligevel noget af en menneskekender, så hun så ret hurtigt igennem Max. Ikke nok til at se hvad der var galt, men hun vidste at han ikke havde det specielt godt. Hun kunne bare ikke rigtigt komme igennem hos ham som C.C. kunne, og prøvede ofte at få C.C. til at snakke med ham. Sagde noget med at Jas og hende hellere måtte smutte ud og øve sig på at lave børn, hvilket havde gjort vampyren ualmindeligt rød i hovedet - nok til at han ikke kom med indvendinger. Men så kom C.C. med en undskyldning om at være træt eller småsløj, og så endte samtalen der.

Der var gået omkring en uge siden da, og C.C. var træt af det. Han var træt af følelserne og Maxs facade, og en aften tog han på bar for at drikke sorgerne væk. Det var lang tid siden han havde haft et one-night-stand, faktisk havde han stort set ikke gjort det siden han mødte Max. Ikke fordi han altid havde haft følelser for mennesket, men mere fordi han ikke havde brudt sig om tanken om at Max kom hjem til ham og så ham med en eller anden, eller at han kom hjem til ham, og han ikke var der. I starten havde det været for at sikre sig, at Max altid havde et sted han kunne komme hen, og ikke var nødsaget til at spørge om han måtte komme forbi, men efter de var begyndt at knalde, havde han bare ikke rigtigt haft brug for andre. Godt nok var han seksuelt drevet, men ikke mere end at hans hånd kunne løse problemerne når Max ikke var til stede.
Så for første gang i flere måneder, havde C.C. scoret en fyr, som han havde taget med hjem. Han havde sneget ham ind af bagindgangen - selvom Jas sagtens ville kunne høre hvad han lavede - og var lidt smufuldt dumpet ned på sengen med manden over sig, da de nåede hans soveværelse.

Manden var en typisk person som man ville kunne forestille sig C.C. med. Høj, slank, men velbygget, bredskuldret, mørkt hår og lige så mange tatoveringer som C.C., hvis ikke flere. Den her djævel (bogstaveligt talt) burde være alt varulven havde lyst til, men som tøjet røg, og manden knapt nok rørte C.C. før han allerede havde to fingre oppe i ham, så falmede lysten.
C.C. kunne sagtens huske ande situationer hvor han havde knaldet nogen uden at have lyst til det, om det var for penge eller stoffer, men siden han fik butikken? Nej. De lyde han lavede var nok nærmere i ubehag end nydelse, og han var næsten glad for at djævelen kun gik efter sin egen orgasme, for ærligt talt var han ikke sikker på at han kunne få sig selv til at komme.

Efter hvad der føltes som evigheder, trak djævelen sig ud, og han skar en kort grimasse da han i sin fuldhed ikke rigtigt havde indset før nu, at djævelen ikke havde haft kondom på. Da han vendte sig med ryggen til manden, og manden rykkede op bag ham, så de lå i ske, sukkede C.C. træt, og lukkede sine øjne. Han havde det faktisk dårligt med sit valg, selvom han ikke var ædru endnu. Den eneste han rigtigt kunne tænke på var Max, og selvom mennesket næppe havde det på samme måde som C.C., følte han stadig at han havde skuffet ham på en eller anden måde. Da de første tårer ramte puden var djævelen allerede faldet i søvn, men alligevel kneb han øjnene sammen, og begravede sit ansigt i sin pude.

Det havde været en akavet aften, selvom de bare havde set film og da filem endeligt var færdig, gik det stærkt med at få Max ud af døren. Selvom han havde håbet på at få tid til at snakke med C.C., var han alligevel lettet over at blive smidt ud. For det føltes som om, at han blev smidt ud. C.C. sagde ikke rigtigt noget og Jas kom med en eller anden løgn, som selv Max kunne se igennem, men han lod som om, at han troede det. Hvad skulle han ellers gøre? Jas virkede som om, at han var klar til at rykke Max fra hinanden, hvis han begyndte at presse C.C.. Så han tog hjem. Og kom igen og igen i håb om at kunne være alene med C.C., men Jas eller Diana eller dem begge var der altid.

For hver dag der gik, blev Max mere og mere forvirret og deprimeret og han begyndte at lade være med at komme. Hele den sidste uge havde han kun været forbi én gang, hvor alting havde været lige så akavet og han var hurtigt taget af sted igen, tæt på grådens rand.
Allerede fra den første aften, var han begyndt at have problemer med at sove, fordi hans hoved tog den velkendte tur ned af selvhadets allé, tæt forfulgt af depressionens stemme, der råbte af ham. Så enten lod han være eller også drak han sig så fuld, at han gik ud som et lys, når han ikke kunne klare at være vågen mere. Hvilket bare førte til flere negative følelser bagefter.

Han forstod ikke rigtigt, hvorfor det var gået galt med C.C., det gik så godt og så... Som om der var sat en mur op i mellem dem, som Max ikke kunne se over. Og han forstod heller ikke helt, hvorfor det betød så meget for ham, men C.C. var næsten alt han kunne tænke på. Og det gjorde så ondt indeni, han kunne næsten ikke bære det.
Samtidigt var ensomheden ved at drive ham til vanvid, hvilket den også normalt gjorde, men denne gang var det bare værre. Han kunne ikke lige samle telefonen op og skrive til C.C. eller tage derover og mærke hans trygge arme om sig. Det var så tæt på, at han havde ringet til den skrækkelige hundæmon, han havde haft sex med, men selv lysten til vild sex havde forladt ham. Han ville bare have C.C. tilbage i sit liv.

Til sidst var han taget hjem til C.C.. Nu skulle det være. Han ville have en afklaring over, hvad der var galt. Efter at have skubbet den klirrende dør op og være gået ned af trappen, blev han mødt af både Jas og Diana, der sad i butikken, sikkert i venten efter kunder. På en eller anden måde vidste Max med det samme, at der var noget helt galt i dag.
De burde også kunne se på ham, at det stod skidt til. Han havde ikke rigtigt haft overskud til at gå i bad i de sidste par dage, manglen på søvn sås tydeligt på hans ansigt og samtidigt var han næsten holdt op med at spise, og selvom det ikke havde stået på så længe, kunne de også ses på ham, som hans kindben var blevet tydeligere og hans kinder faldet lidt ind. Tøjet han havde på var krøllet og han havde en hat med en bred skygge på, som han havde gemt sin ansigt bag i bussen på vej derhen. Samtidigt var hans maske krakeleret og hans blik var nærmest desperat, samtidigt med, at det var udslugt.

Jas rettede sig op fra disken og Diana lagde et blad til side på sofaen, som hun sad på. Max fik fremtvunget et smil.
"Er C.C. hjemme?"
"Max..." Diana skævede til Jas, der rømmede sig.
"Han er... optaget." Det var ikke så meget ordene som deres tonefald og det blik, de udvekslede. Optaget. Max vidste præcis, hvad det betød. Og selvom det ikke burde betyde noget for ham, mærkede han et eller andet gå i stykker indeni og han så ned i gulvet. Uden at tænke over det, begyndte han at gnide arrene på sit ene håndled med sin tommelfinger. Stemmen, der kom fra hans mund, lød ikke som hans egen, selv for ham var den positive tone skingrende falsk.
"Det er okay. I behøver ikke at sige, at jeg var her." Hurtigt vendte han om og styrtede ud af døren så hurtigt, at ingen kunne nå at sige noget. I sidste øjeblik, for den første varme tåre løb ned over hans kind, som han kunne trække frisk luft ned i lungerne. Den maniske gniden med tommelfingeren blev til en gniden med neglen i stedet. Smerte. Noget til at holde sig selv samlet om.
Han nåede ikke ret langt, før nogen greb ham i armen og vendte ham rundt. Først fór håbet om, at det var C.C. igennem ham, men det var nu Dianas karakteriste røde hår, han fik øje på, da han løftede blikket. Der var intet han kunne gøre. Al smerten han følte var udtrykt i hans ansigt, tårerne løb ned over hans kinder og depressionen skinnede ud af ham.
"Lad mig være. Bare lad mig være." Hans stemme var hæs, som han holdt gråden tilbage. Hårdt flåede han sig fri og satte i løb, væk fra dem alle sammen. Væk.

Væk blev ned til busstoppestedet, hvor han kom på den første bus hjem. Han var holdt op med at græde igen, som altid var det ikke noget, han gjorde meget i. I stedet begravede han sig i alle de triste følelser og var nær aldrig kommet af det rigtige sted.
Derhjemme knækkede han dog sammen og endte på gulvet, hvor han græd til at han ikke kunne mere. Efter det kom tomheden og selvom han var så træt, at han kunne dø, satte ha sig sammenkrøllet i sofaen og tændte for lyden på tv'et, så han havde et eller andet at koncentrere sig om. Selvom han havde det forfærdeligt, var han ikke kommet så langt, at han ville dø. Ikke endnu. Den følelse ville nok komme inden så længe, når virkeligheden fik et ordentligt tag i ham.

Kort efter Max var kommet ud af Dianas greb om hans arm, styrtede hun ind i butikken med et blik der betød at der ville falde brænde ned over hvem end hun var sur på. Hun sparkede døren op, højt nok til at vække både C.C. og djævelen han delte seng med og marcherede direkte ind på soveværelset hvor hun igen sparkede døren op, og tændte lyset.

"Cecil Connelly, nu får du din røv i et par bukser og tager hjem til Max." Der var ingen plads til spørgsmål, som hun hev ham ud af sengen og skubbede ham ud på badeværelset. "Og dig, du smutter hjem, lige nu, ellers kan du godt vinke farvel til et udødeligt liv når jeg er færdig med dig!" Djævelen havde virket barsk, men på trods af sin petite størrelse, var en rødhårede aspara ikke en man skulle lægge sig ud med. Så djævelen nikkede, nærmest panisk og fik hurtigt tøj på, inden han styrtede ud af døren. Hun hørte vandet løbe ude på badeværelset, da C.C. nok prøvede at få vasket sig ren efter turen med den fremmede mand, hvis navn han knapt nok ænsede. "Du bliver nødt til at skynde sig. Jeg ved ikke hvor slemt Max har det, men han så ikke for godt ud da han kom forbi, og du skal altså virkelig skynde dig." Sagde hun, denne gang ikke så hårdt og højlydt. Det tog ikke mange sekunder for C.C. at tøre sin krop af, få et par boxers og sweatpants sammen Maxs sweatshirt som han praktisk talt havde levet i det sidste lange stykke tid.

Han havde nok i følge loven for meget alkohol i sit blod til det, men alligevel greb han nøglerne på spisebordet en grå motorcykelhjelm og sin vinterjakke, inden han løb ned og ud til den motorcykel som han havde parkeret ved bagindgangen. Han brugte den ikke så meget, da det oftest var hurtigere at tage det offentlige, men det var sent og der var ikke meget trafik - og der var tyve minutter til næste bus gik.
Så han fik gang i den og kørte væsentligt hurtigere end hvad han måtte hjem til Max. Han nåede knapt nok at stille motorcyklen og få hjelmen af inden han hurtigt, med rystende hænder fumlede med nøglen til lejligheden. C.C. havde aldrig været ude hos Max så hurtigt som nu, og da han nåede lejligheden skyndte han sig indenfor.

Heldigvis lå mennesket på sofaen, uskadt, og et sug af lettelse fór igennem ham. Han vidste ikke om det var alkoholen, adrenalinen eller de tilsidesatte følelser der gjorde det, men før han fik gjort noget andet, skyndte han sig over til Maxs side. "Max, er du okay?" Spurgte han, et øjeblik nervøs for om mennesket kunne have fundet på at tage nogle piller eller noget andet for at afslutte sit liv. Han lagde forsigtigt sin nu iskolde hånd på menneskets arm, og gav den et blidt klem, mere ømt end noget andet han havde gjort de sidste to uger siden han havde været hjemme hos Max.

Max stirrede bare tomt på tv'et og forsøgte ikke at tænke for meget på noget som helst. Han vidste, at han bare ville græde videre og det orkede han ikke rigtigt. Ikke at han fik lov til at sidde der længe, før en nøgle lød i låsen. En knude dukkede op i hans mave, for de eneste to personer, der havde en nøgle, var María, kvinden der kom og gjorde rent og fyldte hans køleskab op ind i mellem, og C.C.. Tanken om at María skulle se ham sådan her var ikke rar, men han kunne slet ikke klare, hvis det var C.C.

Men det var C.C.. En C.C. der kom styrtende over til ham for at tjekke, om han var ok. Selvom det var lige nøjagtigt hvad Max ønskede, C.C.s berøring, trak han sig væk fra hans hånd. Ikke fordi den var kold, men fordi han ikke vidste, hvordan han skulle håndtere det. Med et stadig dødt blik, fortsatte Max med at se på tv'et, men han kunne dog ikke skjule, at hans øjne blev blanke. C.C. var her. Og spurgte om han var ok. Det gik ret hurtigt op for Max, at det nok var Dianas skyld, at han var der. Men det stoppede ikke bitterheden, der væltede op i ham. Kun når C.C. troede, at Max var ved at dø, ville han vise ham noget opmærksomhed?

"Hvad kommer det dig ved? Jeg troede du var ligeglad. Jeg troede vi var færdige." Hans stemme var fyldt med bitterhed, men samtidigt også så meget gråd, at han havde svært ved at snakke. Endeligt slap den første tåre hans øje og løb ud over kanten på hans næse, men han blinkede ikke og blev bare ved med at stirre på tv'ets skærm. Han havde lyst til at skrige, lyst til at slå C.C. for at vise ham, hvor forfærdeligt han havde det, men han var handlingslammet og blev bare liggende, næsten med håb om at C.C. ville gå og lade ham være. Lade ham visne ihjel.

C.C. kunne mærke sit hjerte synke da Max veg væk  fra hans hånd, og han trak den tilbage, lidt som en hundehvalp der var blevet afvist. Men det Max sagde var hvad der faktisk gjorde mest ondt. Havde han virkeligt troed at han var ligeglad? Han kunne mærke tårene piple frem i sine øjne og hans vejrtrækning rystede som han prøvede at holde dem tilbage. Han havde aldrig rigtigt grædt overfor Max, han var altid den stærke af de to. Han var nogenlunde nede på jorden og holdt fast i Max så han ikke fløj for højt op, og prøvede at tage hans fald når depressionen ramte. Han holdt ofte mere øje med andre end sig selv, og måske var det på grund af det, eller alkoholen, eller de ophobede følelser for mennesket eller at han stadig kunne lugte den kvinde som Max havde været sammen med, men han kunne simpelthen ikke holde det hele tilbage mere.

"Hvis jeg var ligeglad, så var jeg ikke her, og så gik jeg ikke og opførte mig som en pisse fornærmet pige over at have set dig med en anden!" Det røg ud af ham, og før han kunne stoppe det, fortsatte han med at snakke igennem sine tårer. "Jeg har prøvet så længe på ikke a-at lade mig påvirke af det, men jeg kan ikke være ligeglad! En ting er at kunne lugte at du har været sammen med nogen, noget andet er at se det..." Hans stemme knækkede og han rykkede hurtigt blikket væk, mens han prøvede at tage sig sammen. "Jeg ved godt at det er mig der har været gal på den, jeg prøvede at opføre mig normalt, og jeg ville bare... Ikke skræmme dig væk med underlige følelser... Jeg lovede at vi bare skulle være venner med fordele, og da fordelene blev for meget, prøvede jeg bare at være venner, men det kunne jeg heller ikke finde ud af..."

Hvis han skulle være ærlig følte han lidt at alting braste sammen over hans hoved. Han havde sovet elendigt, været i elendigt humør, alt imens han prøvede at være normal, selvom det overhovedet ikke havde virket. Og i sit forsøg på ikke at lade det gå ud over Max, var det modsatte sket. Han snøftede kort, og tørrede tårene væk, en anelse aggressivt. Ikke imod Max, men imod sig selv. Han var en forfærdelig ven. Han prøvede at være stærk og stabil for sine venner, men det var som om at når der var for meget han skulle holde på, så kunne han ikke mere.
Han var knækket sammen en enkelt gang siden han havde mødt Max, heldigvis ikke mens han var der. Paranoiaen, depressionen og angsten havde fået ham til at knække - for hvad hvis han nu ikke var stærk nok til at holde mennesket over vande? Men han havde lovet sig selv at det ville han være uanset hvad. Og nu sad han så på knæ på gulvet ved siden af Maxs sofa og tudede over selv at have været en idiot. Sikke en helt han var.

Det var først, da C.C. begyndte at snakke, at det gik op for Max, at han græd. Lidt chokeret vendte han blikket mod ham for første gang siden han var kommet og at se tårerne i C.C.s øjne fik bare Max egne til at vælte frem. Det var ikke meningen, at C.C. skulle græde, det var ham, der havde gjort Max ked af det, det skulle være omvendt.
Eller skulle det? Mere og mere overrasket lyttede Max til, hvad C.C. sagde. At han havde været ked af det, når Max havde haft sex med andre, selvom de ikke havde en aftale om, at det ikke var tilladt. Den dårlige samvittighed væltede op i Max og han sænkede ret hurtigt blikket, mens C.C. snakkede færdig.

Underlige følelser. Det gik op for Max, at C.C. sad og sagde, at han... var forelsket? For Max var det som om, at en eller anden pære tændtes inde i hans hoved. Forelsket. Elsket. Mere end venner. Max havde været forelsket før, både i mænd og kvinder, men med mænd havde han altid fået at vide hjemme, at han var unormal, en freak, et monster. Og selvom han bevidst syntes, at det var noget lort, havde tankerne hængt ved og han havde bare tænkt, at han ikke rigtigt kunne føle de følelser. Men her sad C.C. og (måske?) sagde, at han var forelsket i ham. Og det gik op for Max, at al det, der var følt og gjort det sidste stykke tid, også var... kærlighed. Tanken var så uvant for ham, at han for et øjeblik spærrede øjnene op.

For et øjeblik tøvede han, men så gled han hurtigt ned på gulvet og lagde sin arme om C.C.s hals. Ansigtet gemte han mellem C.C.s hals og sin egen arm, mens han trak ham lidt hårdt ind til sig.
"Hvorfor har du ikke sagt noget? hvis du havde sagt noget..." Hans stemme knækkede og en rysten gik igennem hans krop, som han forsøgte at holde et hulk inde. Efter at have brugt et par sekunder på at holde sammen på sig selv, løftede han hovedet en smule for at komme lidt tættere på varulvens øre.
"Jeg elsker jo også dig..." Hurtigt gemte han ansigtet igen, bange for, hvad der nu skulle ske. Ville C.C. trække sig væk, fortælle ham, at det var forkert? At han ikke elskede ham? Eller måske slå ham i ren afsky? Eller ville han... elske ham tilbage? Max's greb om den lidt mindre mand blev endnu hårdere, som han kæmpede for ikke bare ar bryde sammen.

C.C.'s blik var sænket, og han havde egentlig ikke specielt meget lyst til at se op på Max. Han frygtede vel lidt den reaktion der ville komme fra ham, for C.C. havde mere eller mindre sagt at han gerne ville være mere end bare venner. Max kunne sagtens blive skræmt væk af det, for selv hvis C.C. havde haft en chance før, så havde han lige bevist at han var skod at være sammen med. Inden længe ville han blive bedt om at skride, og tanken fik bare flere tårer til at trille ned af hans kinder. Som sagt græd C.C. sjældent. De fleste kunne ikke aflæse ham fordi han så sjældent viste hvordan han havde det, og når han var trist var det næsten værst, for der faldt det ham mindst naturligt at vise følelser. Nej, han havde det langt bedre med at lukke sig inde på sit værelse indtil han fik det bedre. Men nu var det ikke en mulighed, for han sad overfor Max, og det var ham der tog den endelige beslutning.

C.C. tørrede sine øjne med sit ærme, flov over alt det lort han havde lukket ud om nogle følelser han ikke burde have. Han havde mest af alt lyst til at krybe ned i et hul og aldrig komme op, frem for at have sine følelser udstillet på den måde. Men i stedet for det møgfald han forventede at få, gled mennesket ned på gulvet til ham, og inden C.C. kunne nå at undskylde og gå sin vej, havde han Max's arme om sin hals. Først forstod han ikke rigtit hvad der blev sagt, om at han skulle have fortalt hvordan han havde haft det, men varmen omkrin hans hals og den velkendte lugt af Max fik ham til at slappe af i menneskets arme, og hans egne, rystende hænder fandt hans ryg.

Hvad han dog godt forstod var en erklæring han fik. At han var elsket - at Max elskede ham. C.C. kunne ikke holde gråden tilbage, som han begravede sit ansigt ved Maxs hals. Normalt var det ham der holdt Max og lyttede når han græd, men for første gang siden de to havde mødt hinanden, var det omvendt.
C.C. anede ikke hvor længe der gik før gråden stilnede af, men til sidst sad han blot og snøftede stille ind imod menneskets hals. Han trak sig lidt tilbage og så op på Max, som skulle han til at sige noget, da hans mave begyndte at rumle. Han var stadig ikke helt tilbage på at spise så meget som han burde, det var gået lidt træt efter både fuldmånen og alt hvad der var foregået med Max. "Jeg er sulten," mumlede han stille, en anelse hæs efter sin tudetur. Men inden mennesket ville kunne nå at rykke sig, lænede han sig frem og placerede et blidt kys på hans læber. Det var ikke meget anderledes end før deres skænderi, men man kunne alligevel godt fornemme de følelser som havde forløst sig mellem dem, da det var langt blidere og lansommere end normalt.

Max havde forberedt sig mentalt på, at der skulle ske noget forfærdeligt og om lidt ville C.C. styrte ud af lejligheden og efterlade Max alene. Men i stedet brød varulven helt sammen og begyndte at græde mod hans skulder. Sådan rigtigt græde. Max blev først lidt paf, men sekunder efter strammedes hans greb om C.C. igen og han knugede ham ind til sig, mens han græd. Ja, de begge græd, for Max kunne heller ikke hole sine tårer tilbage, men han græd som han plejede, lydløst og rimeligt kontrolleret. De sad sådan længe, hvilket ikke gjorde noget. Det var faktisk noget, Max havde brug for, for det beviste forhåbentligt, at C.C. gengældte hans følelser. Max havde brug for at høre det i ord, men lige nu var det nok at sidde og kramme på C.C.

Til sidst stilnede hans gråd af og han trak sig tilbage fra Max, der også trak sig lidt tilbage. Usikkerheden væltede straks op i Max, for der manglede på en eller anden måde noget. Nogle ord. C.C. åbnede munden... og ud kom noget helt andet. Usikkerheden var nok at læse for et øjeblik i Max's ansigt, men han nåede ikke at sige noget, før C.C. kyssede ham. Som hans læber pressede sig i mod hans, gik verden i stå for et øjeblik. Selvom C.C. ikke havde sagt noget, var kysset lige så godt som ord og Max sugede fornemmelsen til sig. Det måtte betyde noget. Max var næsten ved at give sig til at græde igen, og da C.C. slap igen, åbnede hans blanke øjne sig for at se lidt på den anden, spøjst udseende mand. Som altid fulgte han sin første indskydelse, lænede sig hurtigt frem, lagde sine arme om halsen på ham og trak ham ind til sig for at give ham et langt mere lidenskabeligt og mere hungrende kys.

Max holdt kysset lidt, hvorefter han slap og kom på benene. C.C. var sulten. Et mål. Som sædvanlig var det ikke køkkengryderne Max kastede sig over, men sin telefon og den derved nemme forbindelse til andres kokkereringsevner.
"Hvad kunne du tænke dig? Pizza eller kinesisk?" Det var næsten nemmest at kaste sig over noget hverdagsagtigt end at skulle blive ved med at tænke over, hvad der lige var sket. Det skulle han nok få masser af tid til, det øjeblik han lå i sin seng for at sove.
Hans blik hvilede på C.C. og det gik op for ham, at hans... ven? havde tabt sig gevaldigt.
"Eller begge dele? Du ligner en, der ikke har spist i evigheder." Ikke at han selv skulle tale for højt. Nok var det kun et par uger siden, at alt det her startede, men han havde faktisk heller ikke rigtigt spist i de par uger og det kunne godt ses på især hans ansigt, der hurtigt blev knoglet.

C.C. blev lidt overrasket over det kys som fulgte det første, men lænede sig lidt frem imod Max for at vise at alle følelserne i det var gengældt. Han vidste ikke hvad han skulle sige at de var endnu, men han vidste i hvert fald at han holdt mere af Max end langt de fleste personer han havde mødt i sin liv - han kunne endda konkurrere med Jas og Diana! Men Max havde lidt friendzonet ham allerede i starten af deres mere fysiske forhold. Eller... Friends-with-benefits-zoned var nok mere passende med de ting de havde gået og lavet.

Men da kysset var ovre fik han ikke tid til at nævne nogle af sine tanker før Max var på benene for at finde ud af noget med noget mad. Han rejste sig også op, og fulgte lydløst med Max som en fortabt hundehvalp. Han følte sig sårbar, hvilket var noget han ikke plejede at have det store problemer med når han var sammen med Max. Men et eller andet ved at have indrømmet sine følelser og grædt sine øjne ud, var ubehageligt for ham.
Da Max spurgte hvad han ville have, trak han lidt på den ene skulder. Og han gjorde det igen da Max kommenterede på at han nok godt kunne bruge begge dele. C.C. havde altid været utroligt slank, og stofferne havde ikke ligefrem hjulpet på det, så et kilo der var tabt kunne nemt ses på hans krop. Hans ansigt var ikke så slemt medtaget, da han allerede havde ret markerede kindben og kæbe, og det samme galt hans kraveben, men resten af hans krop kunne man sagtens se det på. Det var lidt af grunden til det løse tøj, som dækkede mere end normalt, for så kunne man ikke se det lige så tydeligt.

"Fuldmåner fjerner ofte min appetit. Diana arbejder på at få mig op i vægten" mumlede han halvhjertet. Det var ved at være tættere på den næste fuldmåne end den sidste, men det var det eneste han sådan rigtigt havde som grund til at han havde tabt sig, hvor han ikke sagde at det var på grund af Max.
Han rynkede lidt på panden mens inden han sagde noget igen. "Kinesisk. Diana bestilte pizza i forgårs." At han så kun havde spist fem pomfritter og omtrent to stykker pizza, og derfor ikke rigtigt havde nået at blive træt af det, det var jo så en anden side af sagen. "Jeg skal bare have et eller andet med stegte nudler."

Da Max var færdig med at ringe efter mad, gik C.C. over til ham og tog forsigtigt menneskets hånd i sin. "Vi burde nok snakke om det her, men jeg er virkelig smadret og vil gerne putte lidt først. Er det okay?"

Max nikkede, da C.C. sagde kinesisk. Han var sådan set ligeglad, han var stadig ikke sulten, men han havde meget hurtigt besluttet sig for, at han skulle forsøge at få noget med i C.C.. At han havde en fornemmelse af, at C.C. ikke kun havde tabt sig på grund af fuldmånen, mest på grund af den måde, han sagde det på, skubbede han fra sig. Han orkede ikke at forsøge at tænke over meget over tingene. Han var så forvirret, træt og rundt på gulvet, at han ikke rigtigt kunne andet end at fokusere på opgaven med at ringe til den kinesiske restaurant, der også bragte ud.

Nummeret var gemt på hans telefon og han behøvede ikke at kigge på menuen. Han var lige så stor en kunde hos dem som hos pizzamanden og manden i den anden ende hilste glad på ham. Max hilste lige så glad tilbage, eller sådan lød det i hvert fald. Hurtigt fik han bestilt godt med mad - det de ikke spiste, kunne ryge i køleskabet - og han bad om ekstra stegte nudler, siden det var hvad C.C. åbenbart hungrede. Da han havde sluttet samtalen, stod han og kiggede på mobiltelefonen med et lidt tomt blik. Han var så træt i hovedet efter at have grædt og lige nu vidste han slet ikke, hvad han skulle gøre af sig selv.

Hans tanker blev dog afbrudt af C.C.s hånd, der sneg sig ind i hans og Max så lidt overrasket op. Snakke om det. En god idé. At putte? Endnu bedre. Så han nikkede og trak C.C. med hen i sofaen, hvor han trak ham med ned at sidde. Selvom det normalt egentligt var C.C., der var den stærke i forhold til Max, lagde Max nu armene om C.C. og trak ham ind til sig. Han kunne ikke komme sig over at hans ven havde grædt og været så ulykkelig. Og så på grund af ham. Den dårlige samvittighed fik ham til at bide sig i læben og den glæde, han altid havde i øjnene for andre, var væk. I stedet var han forvirret, træt, bekymret og fyldt med dårlig samvittighed. Det hele var et stort rod og han vidste ikke, hvordan han skulle opføre sig overfor C.C.

C.C. fulgte tavst med Max da han blev trukket med over til sofaen, hvor Max satte sig, og trak ham med ned og sidde. Han krøb automatisk ind til Max og hvilede sit hoved på hans skulder, selvom det ikke var den position han normalt tog. Men det var som om at han ikke rigtigt havde overskuddet til at gøre det omvendt. Det gav ham også mulighed for at bagrave sin næse mellem Maxs hals og skulder. Der var noget beroligende ved at kunne røre menneskets hud, lytte til hans vejrtrækning og indånde den velkendte duft af ham.

Dog kunne C.C. sagtens fornemme at Max ikke følte sig lige så tilfreds. Så efter lidt tid, hvor Max blot havde stirret ud i luften, kravlede han op og satte sig på skødet af Max. Han lagde blidt armene om menneskets hals, og nussede ham i nakken. "Jeg er ked af at jeg lukkede dig ude efter fuldmånen, Max," mumlede han lavmeldt. "Jeg har savnet dig," tilføjede han så, hvorefter han gav ham et blidt kys på munden.

Forhåbentligt ville ordene muntre Max op, bare en lille smule, for C.C. havde det dårligt med at være skyld i at menneskets glæde var blevet dæmpet så meget. Han ville bare gerne se ham smile lidt igen. Selvfølgelig ville han give Max den tid han skulle bruge til at komme på toppen, ligesom han altid gjorde, men det betød ikke at han ikke ville gøre sig for at få mennesket i bedre humør.

Der var noget beroligende ved at sidde med C.C. i favnen og Max var bare tavs og træt, som hans øjne så på tv'et uden at følge med. Han burde nok finde ud af, hvordan han skulle håndtere det hele i stedet for bare at lukke ned, men han var ikke ret god til at forstå og bearbejde sine egne følelser. Faktisk var det noget, han altid undgik og sådan var det også nu. Han havde allermest lyst til at sove, om det så var med eller uden C.C. hos sig, bare sove for at lukke ned og blive væk. Som altid, når han var deprimeret eller påvirket af noget.

Pludseligt flyttede C.C. på sig og skubbede sig op i skødet på ham, hvorefter han begyndte at nusse ham i nakken. Kysset ramte hans læber, inden han kunne svare og han gengældte det stille. Så snart deres læber skiltes, lagde han hovedet mod C.C.s skulder og lukkede øjnene.
"Jeg har også savnet dig. Mere end du tror." Selvfølgelig var det rart at høre C.C. sige det, men han blev ikke glad ved det. Bare nærmest mere træt. Han havde det lidt som om, at alting var blevet smadret og nu skulle bygges op og lige nu havde han ikke rigtigt energien til at kaste sig over det arbejde. Men små skridt var vel en start. Så han krammede på C.C. og hvilede sit hoved mod hans skulder det bedste han havde lært.

Men selvom han ikke rigtigt orkede det, åbnede hans mund sig alligevel.
"Jeg er ked af, at jeg har gjort dig ked af det. Det var ikke med vilje." Hans stemme bar præg af, hvor ked af det han egentligt var. For han havde det faktisk frygteligt med det, han havde bare ikke rigtigt set sådan på det, indtil han så, hvor ked af det C.C. var. Og hvor meget det egentligt havde ramt ham, da C.C. selv havde nogen "på besøg".

C.C. sukkede stille, da Max lagde armene om ham. Det var på en måde udmattet, men samtidigt var det også lettet. Han lagde sine egne arme om menneskets hals, og nussede ham blidt i nakken med sin ene hånd. Ord kunne slet ikke beskrive hvor glad han egentlig var. Han havde Max i sine arme, og de havde på hver sin måde fortalt hinanden om deres følelser. Så selvom C.C. var udmattet, både fysisk og psykisk, så var det ikke så slemt endda. Slet ikke når han kunne holde om Max igen.

Dog dæmpede hans glæde sig lidt, da han hørte Max's ord. Max var stadig ked af det. C.C. trak sig lidt tilbage så han kunne se på sin... vens ansigt, og han lagde blidt sin hånd på menneskets kind. "Samme her.
Jeg tror bare ikke rigtigt at jeg tænkte logisk i et godt stykke tid. Men det er vel hvad der sker når man..." C.C. tøvede lidt, ikke helt sikker på hvordan han skulle sige det, uden det lød cliché. Men han besluttede sig for at hvis der var et tidspunkt hvor man måtte sige sådan noget, så var det nu. "... Når man indser at man er forelsket."
C.C. kunne mærke sine kinder blive en anelse røde, og hans blik flakkede væk fra Max. Okay, det var måske lige i overkanten, men lige nu havde han det som om at Max havde brug for at høre det sagt højt og direkte.

Max løftede hovedet og så på C.C., da denne trak sig lidt tilbage og derefter placerede en hånd på hans kind. Hans blik mødte varulves og han havde det lidt som om, at nogen trak tæppet væk under ham. Tænk at han ikke havde opfanget det før. At han havde følelser for ham. At de havde følelser for hinanden. Max hørte næsten ikke, hvad C.C. sagde, så optaget var han af at kigge på ham. Men som ordene alligevel fandt deres vej til hans opmærksomhed, spærrede han øjnene lidt op og et smil dukkede op om hans læber og rejste hele vejen op til hans øjne. C.C. havde lige sagt, at han var forelsket!

Ude af stand til at kontrollere sin glæde, trak han C.C. endnu tættere ind til sig og pressede hårdt sine læber mod hans, og hans hænder kørte ned over hans ryg på opdagelse. Pludseligt var han ligeglad med søvn, mad og triste følelser, han ville bare have C.C.. Have ham, mærke hans hud mod sin og indsnuse hans duft. Ikke så meget sex, som bare putten. Bare den nærvær, han altid krævede og ikke havde fået det sidste stykke tid.

Men inden der skete mere, ringede det på. Maden. De havde været alt for hurtige i dag. Langsomt slap Max C.C. og så på ham igen, igen i tvivl om, hvordan han skulle tackle det hele.
”Er… er vi så kærester nu?” Spørgsmålet virkede måske lidt presset, siden der nu stod nogen og ville have kontakt med dem, men han kunne simpelthen ikke lade være med at spørge. Så måtte maden vente lidt.