Painting the City (caedmon)

Tid: 23:30
Sted: Politistationen
Omgivelser: Stedet summede af aktivitet grundet det fine besøg
Påklædning: Et meget dyrt jakkesæt i sort med jakke der gik til hans knæ, samt en blodrød skjorte og sort slips og selvfølgelig dyre sko

Ude foran politistationen parkerede en dyr sort Aston Martin hvorefter Caleb trådte ud af den. Ganske vist var han her med et billede som en gave til byens højtagtede politistyrke, men den reelle grund var en ganske anden.
Han havde fået tip om at byens prominente politiker var på besøg for at inspicere stationen. Og den politiker var caedmon..... En mand Caleb sådan set havde ledt efter siden Caleb dræbte hans Skaber. Caedmons Skaber var særdeles modbydelig og brutal og forvandlede folk fordi det passede ham. Det var også det der havde været tilfældet med caedmon.
Den gang havde det været for meget for Caleb så den brutale blodsuger blev dræbt hurtigt og nådesløst. Uden Caleb fandt ud af hvorfor var caedmon bare flygtet så Caleb satte sig for at finde ham, da den nye vampyr måske ville få brug for hjælp.

Snart kom der en betjent ud og hjalp Caleb med maleriet der lignede byens silhouet badet i den smukkeste stjernehimmel.
Betjenten var ganske dygtig til at hjælpe så det tog ikke lang tid inden han kom indenfor med det og blev mødt af politiinspektøren der gav ham hånden og sagde: "Ah velkommen til Lord DeBayle.... Jeg ventede dem ikke så hurtigt.... Jeg ser billedet er med.... Hvis de vil komme med så kan de hilse på vores anden gæst så vil betjentene få hængt billedet på her i receptionen"
Caleb gav ham hånden og smilede imens han fulgte med ind i konferencelokalet.
"Mange tak inspektør..... Jeg vil ikke lade så fantastiske folk som vores håndhævere af loven vente...."

Arbejde skulle endnu engang passes, og endnu et arregement stod nu på, hvilket ikke var noget han helt havde vænnet sig til endnu, men sådan måtte det jo forblive. Der var så meget at se til, siden han for 2 år siden var kommet til Terre og havde valgt at slå sig ned, i denne by for at se hvor højt og langt han kunne komme i systemet.
Han havde før været i flere lande, og oplevet en del, men også arbejde på at overtage nogle steder rundt omkring, det havde lykkes ham at overtage en flok dværge, som nu var blevet solgt videre for flere penge, dog ikke noget medierne vidste selvfølgelig, for han holdt alt godt skjult.
Hans skaber havde været sindsyg, og havde fanget Caedmon blot for at pine ham, og se hvor meget hans krop kunne holde til, hvilket havde resulterede i flere dybe ar, på hans høje spinkle krop, som aldrig rigtig var heale lige meget hvad han havde forsøgt sig med. Han havde med nød og næppe overlevet, at blive totureret i et helt år, før han var blevet forvandlet og derefter var flygte, så hurtigt at han havde fået chancen.
Den tid i hans liv, havde han igennem tiden, prøvet at glemme og skjule for omverden, det var for ham et tegn på at han engang havde været svag, og ikke istand til at passe på sig selv, men med tiden var han blevet stærkere.
Han havde dræbt en hel landsby under sin fulgt, men igennem årene havde han lært at kontrollere hans blodtrang, og var nu blevet meget bedre til det, der var ikke sket uheld i lang tid efterhånden.

Caedmons høje skikkelse, steg ud af den sorte flotte bil, som han denne aften var blevet fragtet i, i følge med en chauffør og en betjent for sikkerhedens skyld. Han var iklædt et sort dyrt jakkesæt, med lang flot frakke/jakke, en sort skjorte af silke, og et par sorte bukser samt et par flotte sorte dyre sko. Det lange kendetegne hår, lå glat ned ad hans ryg, og af en eller anden grund klædte det ham?

Han blev ført indenfor, og modtaget af et par betjente der skulle vise ham rundt. Han fulgte med dem, lytte og besvarede dem men var enlig ikke helt så intresserede som han gav udtryk for at være.
Efter en lang rundtur, blev han ført til det store lokale som normalt var idrætsal, men nu pynte pænt op og der var sat snacks frem rundt omkring. Et par andre politiker var til stedet, og andre vigtige folk, selv spankulerende han lidt rundt, og prøvede at finde frem til, hvem han brude tage en snak med-.

Caleb havde altid været på den gode side af politiinspektøren med både stemme og klækkelige donationer når det passede sig, så det var ikke noget problem at få sørget for en flaske der passede til Calebs mere... Specielle behov. Ganske vist var det ikke altid at politiinspektøren vidste hvor det var fra men det var sådan set heller ikke vigtigt.
I aftenens anledning havde han fået skænket sig et glas klart og lækkert engleblod der for langt de fleste bare ville ligne og dufte som en kraftig rødvin.
Efter han havde fået sit glas, blev dørene til den pyntede sal lukket op og politiinspektøren var hurtig til at præsentere Lord Caleb DeBayle som en af hans rigtig gode venner.
Ganske vist gjorde Caleb ikke så meget ud af den titel som man kunne tro, men den havde sine fordele. Og et eller andet sted synes han bare at det var morsomt at inspektøren brugte det lidt.

Der gik noget tid med at Caleb blev slæbt fra den ene gruppe af mennesker til den anden og skulle præsenteres og hilse på en masse prominente mennesker.
Men bagerst i Calebs hoved, ledte han efter Caedmon.
Der gik dog heller ikke alt for lang tid inden Caleb fik øje på ham. Stadig for at bevare diskretionen lidt, løftede Caleb sit glas til en skål og nikkede til Caedmon

Han håbe lidt at dette argemmenet, ikke ville trække for lang ud, for hvis han skulle være ærlig ragede det ham ikke spor. Rundturen var for lang, de forklarede om mange ting, og flere han helt sikkert ikke ville huske senere hen, men sådan var det jo og de havde da også gjort sig umage, så han måtte blot holde facaden og virke interesserede. '
Caesmon fulgt med den betjent, der viste ham rundt, og de nåde endelig storsalen, hvor han takke for rundvisningen før han forlod betjenten for at vandre rundt selv.
Han takke nej til drinks, hvorfor drikke det stads når det ikke påvirkende ham eller smagt godt? '

Ganske uvist, omkring Caleb en mand fra hans fortid var til stede, faldt han i snak med et par ældre herre. Han havde mødt den ældre vampyr før, kort før han var flygte fra sin modbydelige skaber, men han vidste intet om at manden havde ledt efter ham? det måtte være lidt af en opgave, for Caedmon var en berejst mand, og havde efterhånden set mange lande i verden, og denne by var stadig ret ny for ham, men han håbe han kunne falde til her, da alle de rejser var ved at trætte ham.
Efter snakken med de andre, forlod han dem og fik øje på Caleb, hvilket fik ham til at stoppe kort op og stirre en smule overrasket på ham, før han vendte rundt og søgte med det samme udenfor, i en lille gård bag stationen for at undgå ham.

Caedmon prøvede at tænke over, hvad han lavede her? han havde ikke set ham i så mange år? langsomt, satte han sig tungt ned på en bænk, og hvæsse svagt for sig selv. Den man vække minder om en tid, han helst ville glemme alt om, og nu stod han derinde ? frustreret prøvede han at skubbe det ud af sit sind, imens han vendte blikket imod himlen.

Det tog kun et enkelt blik at læse Caedmons frustration over situationen af minder der var boblet op til overfladen. En situation Caleb selv havde været i mere end en gang. Og det ville jo nok heller ikke være den sidste.
Tiden ved Caedmons skabelse og umiddelbart efter havde været brutal og fyldt af overraskelser af den dårlige slags. Caedmons skaber havde på intet tidspunkt gjort noget for at hjælpe ham eller lære ham om den nye verden han var vågnet i. I stedet var Caedmon som et tortureret barn. Det var egentlig det der fik Caleb til at dræbe hans Skaber og ville finde ham i håb om at lære ham om hvad der var sket og ville ske.

Efter lidt tid hvor Caedmon fik lov til at sunde sig lidt, gik Caleb stille ud til ham og tog en tår af sit glas inden han kiggede hen på Caedmon og sagde ganske roligt:
"Politiker ligefrem? Jeg fandt dig da men ikke i den situation jeg havde regnet med.... Jeg er overrasket.... Positivt...."

Caedmon prøvede at samle sine tanker, de fløj rundt og minder kom forbi, hvilket fik ham til at gyse? Ville denne mand hente ham tilbage til hans skaber? han anede ikke at skaberen var død, så frygten for at blive hente tilbage, lå dybt i ham..
Han ville hellere dø, end at komme tilbage til al den tortur og smerte, han havde oplevet under sit ophold hos skaberen.
Det var klart han flygte da chancen kom til ham, lige efter hans ufrivillige forvandling, til et monster var hvad han dengang havde følt sig som.
Især den morgen hvor han vågnede i en landsby, og fandt ud af at han havde dræbt alle, selv børn og kvinder, havde ligget døde og hans eget tøj havde været indsmurt i blod.

Han lukke øjne, for at skubbe de mange minder væk, og hans første klare tanke blev at stikke af igen. Men dette nåde han slet ikke, for i det samme dukke manden op, og Caedmon rejste sig op, før han let puste sig lidt mere op, med blikket fast imod manden, imens han lytte til hans ord.
" hvad vil du mig? " spurgte han skarpt, med et hævet øjenbryn og et blik koldt som is, imens han let knytte sine hænder, han var klar til at forsvare sig selv, for alt i verden skulle han ikke tilbage!

Caleb gik lidt tættere på ham stadig med sit glas hævet let. Der var ikke skyggen af fjendtlighed eller frygt at spore i Caleb, tværtimod. Da han stod et par meter fra ham, tog Caleb en tår mere af sit glas og sagde med en behagelig og rolig stemme:
"Rolig Caedmon..... Hvis jeg ville gøre dig ondt, var det sket..... Sænk bare paraderne.... Jeg har ledt efter dig i lang tid.... Hjælpe dig med din situation..... Hjælpe dig med den blodsuger der skabte dig.... Når man skaber en ny, er det ens pligt at lære dem op i vampyrernes skikke og væremåde....
Lære dem om deres nye liv.... Noget din Skaber aldrig fik muligheden for at gøre...."

Så gik Caleb tæt forbi Caedmon og satte sig på bænken imens han tømte resten af sit glas og satte på kanten af muren. Først lod han lige Caedmon absorbere hele situationen inden han igen sagde:
"Sæt dig så skal jeg forklare hvad der skete.... Og hvorfor jeg leder efter dig..... Hvad har du at tabe?"

Caedmon holdt meget nøje øje med ham, han havde aldrig som sådan snakke med mand, eller vidst om han var på hans herres side, men han ønske heller ikke at finde ud ad det!
Mest af alt ville han få fortiden, så langt væk som muligt ! selvom den havde styreked ham på mange måder, og lært ham at klare sig selv, men den havde også skadet ham. Hans tankegang var sær, og sindsyg på nogle punkter, han havde dage hvor han bare ville dræbe alle, men også dage hvor han var mere rolig og venlig af sig, men han havde også voldtaget og dræbt mange igennem sin tid, og det var noget han ikke bare lige kunne stoppe med at gøre.
"jeg regnede ikke med du ville være dum nok, til at dræbe mig foran politiet " svarede han køligt, imens han langsomt sank paraderene, men holdt dog stadig nøje øje med ham, da han kom tætter på.
Som manden satte sig, så han nøje mod ham, overvejede tydeligt sit valg, før han med et svagt hvæs satte sig ned på bænken, men så langt fra den ældre vampyr som muligt.
Han rynke let på bryne imens han vendte blikket, lidt op imod ham " lad mig høre " sagde han så, før han let trak på skulderen, der var vel igen vej tilbage lige meget med.

Caleb grinede ganske roligt inden han så på Caedmon og stod lige pludselig nogle meter væk, nærmest hurtigere end øjet ville kunne opfange. Så rettede han kort på sin blazer og sagde: "Hvis det var det jeg ønskede, var det højest sandsynligt sket.... Men samtidig ville jeg ikke få noget som helst ud af at dræbe byens prominente politiker.... Det ligger slet ikke til mig...."
Han støttede sig let og elegant mod muren inden han så på Caedmon og fandt noget frem fra inderlommen. Det var en halskæde Caedmons skaber havde fået syet ind i sit kød. Et bevis Caleb altid havde bevaret i tilfælde af han fandt Caedmon. Og derfor valgte han også at tage halskæden med.

Så smed han halskæden hen til Caedmon og sagde:
"Først og fremmest er man altid bundet af en stærk kraft til sin Skaber.... Det kan ingen af os komme udenom.... Med mindre Skaberen dør..... Så selvom du var flygtet fra ham, ville du aldrig kunne vide dig sikker før han var død... Og det har han været i ca 200 år nu...."
Med helt normale skridt der dog nærmest var lydløse, kom han hen og satte sig igen og startede:
"Der er mange ting.... Så som din Skabers endeligt.... Selve reglerne om at holde lidt lav profil om hvad man er, har du vist styr på..... Ens gave vil altid minde om hvad ens Skaber var.... Så hvad har du arvet fra ham?"

Han stolede stadig ikke helt på denne mand, så han holdt stadig godt øje med ham, men ignorerede let hans første ord, da der enlig ikke var et godt svar til det. Dog kunne han godt se hvor hurtigt han rykke sig, hvilket fik Caedmon til kort at puste sig op, indtil han kunne se manden ikke var ude på noget igen.
Let lod han en hånd køre gennem det ultra lange hår, men stoppe dog for at gribe halskæden perfekt, for så at betragte den nøje, han kunne godt genkende hans skabers duft, som i hans verden altid havde været en forfærdelig stank. Et let gys gled over ham, ved mindet om den enormt høje stærke mand, der havde pint ham i så mange år, var han virkelig død? det var næsten for godt til at være sandt, han vendte blikket imod manden" så du fortæller mig han er død? " sagde han mistroisk, og rynke let på brynet " hvordan?" lød det så spørgende.
Hvordan var det lykkes at dræbe en så farlig mand? han havde ikke regnet med det ville ske, og havde altid frygte han ville dukke op, det var også grunden til Caedmon havde rejst så meget, for at prøve at forvirre hans skaber i håb om aldrig at blive fundet.
Caedmon hvæsse svagt, ved mandens sidste ord " arvet? jeg har intet arvet fra den galning !" hvæsse han surt, og hvis han havde ville han ikke fortælle det til en fremmed mand " men hvor fra ved du så meget om mig? og min skaber?" spurgte han mistænksom, og så nu direkte op imod ham.

Caleb tog sig hurtigt til panden og sukkede en lille smule opgivende inden han sagde: "Jo du har..... Hvor lidt du end vil være ved det.... Ganske heldigt du bruger det på en anden måde end han gjorde.... Han var din Skaber, det kan du ikke løbe fra ligemeget hvor meget du prøver...."

Caleb satte sig stille og roligt ned på bænken imens han lod Caedmon køle lidt ned for det var egentlig ikke så mærkeligt at Caedmon var så frustreret omkring sin fortid. Specielt når han vidste så lidt omkring den verden han var født ind i.
"Du kan lige så godt geare lidt ned.... Jeg er her på ingen måde for noget ondt.... Tvært imod....
Jeg vil tilbyde dig hvad du blev nægtet fra din Skaber....."
Inden Caleb skulle til at sige mere, kom hans assistent ud og spurgte: "Lord DeBayle?..... Billedet er på plads...."
Caleb nikkede til ham og sagde: "Tag du bare fri nu..." Assistenten gik som Caleb vendte opmærksomheden tilbage på Caedmon og sagde:

"Jeg er ham der dræbte din Skaber..... Jeg flåede hans strubehoved ud og bandt ham til solen stod op...."

Han stirre på ham, det kunne ikke passe han havde arvet noget fra den mand, der havde ødelagt hans liv i så lang tid, han ville slet ikke være som den mand og ville allerhelst glemme alt om ham. Men det var ikke nemt når denne mand, nu snakke om ham " hvad har jeg arvet fra det svin?" spurgte han en smule hårdt, mest af alt fordi han var frustreret over situationen lige nu.
Han sank ned på bænken, imens han nøje holdt øje med den anden vampyr, lytte til ham men havde svært ved at forstå" hvad vil du tilbyde mig?"spurgte han så, nu dog med en mindre vred stemme, og mere ro på, selvom han var en anelse mistroisk.
Da den fremmede kom ud, holdt han øje med ham, en anelse undrende men blande sig dog ikke i deres lille samtale, og først da han var gået vendte han blikket imod manden igen--
De næste ord, fik ham til at automatiks at smile bredt " det fortjente han" svarede han let" men hvorfor gjorde du det? " spurget han.
DEt var svært at finde ud af, hvad det var manden havde fået ud af alt dette, han pille lidt ved halskæden der stadig hvilede i hans hånd, lugten fra den irriterede hans næse, for det var jo en stank, men det var jo sådan han havde følt det. Han så afventende på ham.

Caleb rejste sig roligt og stod med hænderne i lommen imens han så ud på byen og sukkede en gang.
"Mørkets Gave som det så poetisk bliver kaldt former sig forskelligt hos os alle sammen.... Men det vil altid minde om hvordan ens Skabers evner var.... Din Skaber kunne manipulere med følelser Så jeg vil gætte på du kan noget lignende...."

Så vendte Caleb sig mere over mod ham og smilede varmt og tiltalende beroligende.
"Jeg vil tilbyde dig det alle nyskabte vampyrer burde få.... Nu har du dog klaret dig så længe så der er ingen mening i at starte helt fra bunden.... Men jeg vil tilbyde mig selv som en.... Mentor af en art... Så du har et sted at søge de svar du aldrig fik.... Om hvor vidt du vil bruge det til noget eller ej, vælger du selv. Jeg vil ikke forsøge at lægge bånd på dig på nogen måde....."

Egentlig havde Caedmon jo klaret sig ret godt taget i betragtning af den start han fik men det havde heller ikke været uden problemer så egentlig havde han ikke været svær at finde.
"Fordi at nok er vampyrer stærke... Men bare i den her by.... Jeg har mødt alt fra elvere til en Seraphim.... Og din Skaber kunne gøre livet surt for rigtig mange... Og så kunne jeg generelt ikke lide ham"