Once Upon a Masquerade Ball (Hazel)

Tid: Midnat
Sted: Khá's slot
Vejr: Fuldstændig skyfrit og fuldmåne

Efter lang tid alene med kun en enkelt dæmon i ny og næ der skulle styr på, var han gået i gang med at få styr på det magiske bibliotek. Efter lang tid med at få styr på det magiske bibliotek, meldte ensomheden og de triste tanker sig endnu en gang.
Han var jo ganske vist sendt tilbage for blandt andet at kæmpe for at opretholde balancen, men der var ikke nogle reelle kampe eller nogen større magtfaktor lige nu der skulle holdes øje med. Der var bare et stort tomt slot. Selv Matthew's Have havde efterhånden set bedre dage. Endnu en af de såkaldte straffe Khá havde fået. Nok var han levende men hans effekt på haven fra før, var der stadigvæk.

En dag hvor han bare havde siddet med en kop kaffe og tænkt over sin tid i Di Morga, var han af en eller anden grund kommet i tanke om at måske var det på tide at holde et maskebal igen. Det var så utrolig længe siden. Det var selvfølgelig også en måde for de overnaturlige væsner at se han stadig var der og ikke bare var gemt væk på det mørke slot.

Forberedelserne gik som de havde gjort så mange gange før, med hvor kun det bedste var godt nok. Byens bedste restaurant stod for maden, der var et helt orkester der skulle spille og havde fået bygget en virkelig flot scene i den ene ende af den store balsal. Det bedste personale til tjenerdelen var hyret, nu Bach ikke længere var der.
Så skulle der selvfølgelig også kostume til. Her bar han en virkelig flot mørk broderet frakke med sorte bukser og silkeskjorte i sort. Hans hår var sat i en helt perfekt hestehale. Dog var hans maske lidt mere kraftig omkring øjnene end den tidligere havde været. Hans lange tid alene og nogle af de opgaver han havde haft gjorde at det var lidt mere besværligt at gemme hvad han rent faktisk var. Blandt andet var den fyldne glød i hans øjne noget mere markant end hidtil

Efter at have gennemgået alle detaljerne igen og sikret sig der var serveringspersonale og folk til parkering, var det bare at vente på gæsterne begyndte at komme. Selv havde han gjort klar til en flot entre

Hazelin havde for det meste levet på stranden.. hun havde ikke haft det store med andre folk at gøre, ikke fordi hun ikke som sådan ville, men simpelthen fordi hun ikke kunne rumme det. At gå fra Connor var nok det sværeste hun nogensinde havde gjort, og hun havde ikke som sådan haft en god grund.. Hvilket hun jo selvfølgelig var ked af.
Men det havde han også været.. De havde ikke været uvenner eller noget, men han havde uden tvivl været ligeså ked af det som hun havde været. Hvilket også var forståeligt.. for når alt kom til alt, elskede de jo stadig hinanden.

Af omveje havde hun hørt at han ville holde bal igen, og det var efterhånden også længe siden han havde gjort det. Hun havde været meget i tvivl om hun burde tage med, for måske ville han ikke se hende, måske ville han aldrig se hende igen, men hun havde besluttet sig. Ville med, ville se ham og snakke med ham. Det havde hun brug for.

Hun havde valgt en lang stram sølvfarvet kjole med kryds på ryggen og slids til midt på låret, havde sat sit lange blonde hår i en knold, og havde valgt et par højhælede stilleter oz i sølv.
Desværre havde det taget tid for hende at komme derhen, og dermed kom hun som en af de sidste. Alle stirrede på hende da hun kom ind, men det eneste hendes Havblå øjne søgte efter, var ham.

En tjener kom op og bankede på døren til gemakkerne hvor han stod og rettede på frakken og tog sin maske på.
"Kom ind...."
Tjeneren stak forsigtigt hovedet ind og sagde: "Master Khá?.... Det lader til de sidste af gæsterne er kommet.... Skal jeg annoncere deres ankomst?"
Han vendte sig om mod tjeneren og nikkede med et majestætisk ansigtsudtryk. Men hvis man kendte ham, vidste man godt det var fordi han var trist. "Ja jeg kommer om fem minutter...."
Tjeneren bukkede dybt og forsvandt igen. Khá kiggede sig selv i spejlet og sukkede dybt. Hvorfor havde han startet maskeballet.... Egentlig var det kun fordi det nærmest blev forventet plus at han viste en advarselslampe for ondskab i området.
Noget nagede ham dog. Han kunne kende hendes energi langt væk og det var som om hun var på slottet igen. Men der var så mange at han kunne ikke være sikker. Han rettede på frakken en sidste gang og lignede nærmest en muskuløs blond "Phantom of the Opera"

Tjeneren ringede på en klokke for at få alle gæsternes opmærksomhed hvorefter der blev sagt:"Mine damer og herrer..... Det er med stor fornøjelse at byde jer allesammen velkommen... Uden større omsvøb.... Byd velkommen til vores alle sammens generøse vært...... Master Khá!"
Det var jo trods alt det navn han bar i 'overnaturligt' selskab.
Majestætisk kom han gående roligt ned af trappen til sine gæster imens det årvågne blik ledte efter hende

Hazelin bar selv en hvid blondemaske, i modstæning til alle de andre der mest bar sorte masker. Der var virkelig mange folk.. flere end der plejede, men det var jo også eferhånden længe siden hun havde været til et af de her baller.
Som hun gik rundt blandt de forskellige gæster, kunne hun ikke undgå at føle sig udenfor. De så alle meget fornemme ud, og var der noget hun altid havde været dårlig til, var det at passe ind. En tjener kom hen og gav hende et glas Champange som hun stille smagte på og smilte så ganske stille for sig selv.. Hun kendte smagen så godt af lige netop denne her, og det gjorde hende varm indeni.

Som tjeneren dukkede op og annoncerede at Connor kom, stimlede folk sammen. Kvinderne forrest fordi at de ville være hans, hvilket egentlig ikke kom synderligt bag på hende. Han var jo meget tiltrækkende nu.. men det havde han altid været i hendes øjne.
De mange folk om hende gjorde hende en smule dårlig, og da en mand så klappede hende bagi, knækkede filmen for hende. Hun snurrede rundt og stak ham så hård en lussing at samtlige gæster vendte sig rundt og kiggede. Velvidende at alles opmærksomhed nu hvilede på hende, skyndte hun sig at gå. Gik dog ikke så langt.. kun lige ud på balkonen for at få lidt luft og samle sig selv igen..
Hun ville jo gerne se om hun kunne snakke med ham.. selvom det ville blive svært med den mængde af kvinder der var efter ham.

Han fik udemærket øje på hvad der skete men han ville også være diskret for ikke at bringe hende i forlegenhed. Imens hun gik ud på balkonen, gik han forbi kvinderne uden at skænke dem et eneste blik hvor han så fik fat i en vagt.
"Den overvægtige herre med gedemasken.... Han forulempede en af mine gæster.... Få ham væk....."
Vagten bukkede, sagde: "Straks Master Khá" og gik omgående i gang. Efter at have hilst kort på nogle af gæsterne, forsvandt han omkring et hjørne hvorefter gæsterne hurtigt fik noget at drikke og snakkede med hinanden og fandt maden.
Selv var Khá gået ud til balkonen og stod i døren uden et ord.

Det var nærmest surrealistisk at hun var der igen. Han havde ikke regnet med hun kom igen men en del af ham havde altid håbet det.
Med rolige skridt gik han hen ved siden af hende og kiggede ud over slotshaven hvor han sukkede en gang.
"Manden der forulempede dig..... Der er taget sig af det...... En del af mig håbede faktisk at du ville komme til ballet....."

Hazelin nød den blide rolige nattevind, og kunne ikke undgå at slappe meget mere af lige pludselig. hun sukkede ganske let og så ned... Hvorfor havde hun også gjort det her.. Det havde jo ikke været hendes mening at slå manden, men nogle gange nåede hun bare ikke rigtigt at tænke over hvad hun egentlig lavede. Hvilket jo selvfølgelig var rigtigt dumt, men ikke som sådan noget hun kunne gøre noget ved. Og nu havde Connor jo også set det.
Hun sukkede opgivende og rettede på en tot af håret, som hun satte bag øret. lige nu var det nok for det bedste at hun blev herude, mens hun lige tog sig ordenligt sammen.
En fornemmelse kom til hende, og hun kendte den så udemærket. Vidste at det var ham der var på vej ud til hende, og på sin vis havde hun jo håbet det, men på en eller anden måde, frygtede hun det oz. For hvad nu hvis han slet ikke ville se hende igen, hvis nu han havde det meget bedre uden hende. Hun var jo ikke noget særligt efter hendes mening. Hun nåede dog ikke at gøre så meget ved det, før hab pludselig stod ude ved hende.
Kunne mærke sit hjerte banke hurtigere ved hana tilstedeværelse, og måtte hive i sig selv for ikke bare at falde ham om halsen. Var nødt til at tage det så roligt som muligt, indtil hun lige fandt ud af hvad han egentlig ville gøre ved at hun var der.
Ganske svagt grinte hun af hans ord og vendte sig imod ham, "jeg ville da aldrig gå glip af et maskebal du holder Connor.." hviskede hun smilende og så indgående på ham. Han var virkelig flot.. præcis som han altid havde været. "dog kan jeg fornemme at de kvinder der er derinde, vil gøre alt for at få dig" sagde hun smilende og hvilede kort hånden mod hans arm. Ønskede at vise ham at hun havde savnet ham, men vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle gøre det, uden at det virkede dumt. "Er det ok jeg er her?.."

Han smilede roligt men kiggede lidt undrende da hun kaldte ham Connor. Som tingene var lige nu var hun den eneste der kaldte ham det så det var også ved at være længe siden han havde hørt det. Så han skulle lige tænke over navnet da det næsten var glemt.
"Connor..... Det er mit navn..... Ja..... Det er rigtigt......"
Så drejede han sig lidt mere over mod hende så han bedre kunne se hende i øjnene efter han tog masken af. Der var det også mere tydeligt hvad der var sket med hans øjne, det gyldne skær var meget mere klart end før men ikke så voldsomt at det lyste. Det krævede stadig at han skiftede form.

Det var en mærkelig fornemmelse at hun var der igen både på godt men også med en undren. Gang på gang tænkte han over om han nogensinde fik hende at se hende igen men samtidig kendte han også godt svaret på det.
Hun ville altid være der på den ene eller anden måde. Lige nu tillod han sig selv at nyde det fuldt ud at hun rent faktisk var der.
"De kvinder er på ingen tænkelig måde interesseret i manden.... De er interesseret i magten....
Lige som alle de andre gæster der inde....."

Da hun lagde hånden på hans arm, lagde han sin hånd oven på hendes så hun kunne mærke han gerne ville have det.
"Intet gør mig lykkeligere....."

Hazelin så intenst på ham som han stod der ved siden af hende. Der var noget anderledes ved ham.. Alligevel kunne hun stadig se den mand hun forelskede sig i for så længe siden.. Kunne se alle de ting hun havde savnet, alle de ting der gjorde hende tryg. Han var uden tvivl stadig den eneste hun nogensinde ville elske.. og ikke fordi hun havde tilbudt ham sin kærlighed som offer dengang.. Nej.. det var helt og holdent fordi hun ikke ville have andre.
"Skal jeg kalde dig noget andet?.. Du ved godt jeg ikke vil kalde dig mester Khá.. Men hvis du har valgt et andet navn, end dit menneskelige, vil jeg gerne kalde dig det" sagde hun ganskd blidt. betragtede ham som han tog sin maske af, og mærkede en intens varme indeni. Han var præcis som hun huskede.. utroligt smuk, både indeni og udenpå.
Stille fjernede hun sin maske og løsnede det lange blonde hår. "Du er stadig dig selv kan jeg regne ud.. Men hvis du skulle holde dit omdømme, må det være en af de kønne kvinder derinde du valgte" sagde hun smilende og virkede kort tænkende. Han gjorde hende blød i knæene med sin berøring, og havde det været en hver anden dag, aften eller noget i den stil, havde hun nok.. prøvet at forføre ham. Det havde sikkert ikke været svært.
For en stund stod hun og nød at være sammen med ham, "Du smigre mig.." hviskede hun genert og bed sig hårdt i læben. lænede sig langsomt hen og kyssede hans kind. "Jeg må hellere lade dig komme tilbage til din fest, undskyld.. at jeg lavede ballade derinde" sagde hun forsigtigt.

"Connor er helt fint..... Det hed jeg for dig.... Og det vil jeg gerne blive ved med..... Og hvis jeg var interesseret i en af de kvinder, havde jeg taget dem allerede.... Men det er jeg ikke...."
Netop som hun kyssede hans kind, lagde han armen om hende og så hende dybt i øjnene inden han sagde:
"Det skal du ikke tænke på..... Jeg er klar over hvad der skete og under alle omstændigheder skal man ikke lægge hånd på mine gæster.... Specielt ikke dig......"
Kort lyste hans øjne lidt mere hvorefter han gengældte kysset på hendes kind.

Kort efter kom en tjener og spurgte: "De kaldte Master Khá?"
Han kiggede kort på hende med et intenst smil og så tilbage på tjeneren hvor han sagde: "Jeg går ud fra den problematiske gæst er taget sig af?.... Meld at buffeten bliver åbnet og balsalen ligeledes... Og at min personlige gæst er kommet...."
Tjeneren nikkede og forsvandt igen hvorefter Connor kiggede på hende og smilede intenst med de klare grønne øjne badet i det gyldne skær.
"Intet bal uden dig...."

Hazelin afventede hans svar med et mildt blik, hun ønskede jo ikke at støde ham, hvis nu han havde taget et andet navn. Ganske forsigtigt lod hun den ene hånd løbe igennem sit lange blonde hår, og smilte lidt til ham. "Så længe du er sikker.. Jeg vil jo ikke kalde dig Connor hvis ikke du ønsker det" sagde hum blidt og lod hovedet glide en kende på skrå.
Mon han overhovedet vidste hvad der skete i hendes krop omkring ham.. Mon han nogensinde ville tilgive hende igen? hun tvivlede.. men for nu, ville hun egentlig bare gerne nyde en dejlig aften sammen med ham, så måtte hun tænke over alle de store ting engang imorgen. Hans næste ord fik hende til at grine en smule.
"Det er jeg ikke i tvivl om.. Med dit nye udseende, kan du vælge lige den du vil" sagde hun blidt og bed sig i læben. Så hen imod tjeneren der kom ud til dem, og smilte stille til ham. Vidste godt at Connor havde mange specielle evner, men derfor holdt det aldrig op med at fascinere hende. En let rødmen bredte sig i hendes kinder, som han snakkede til hende igen.
"du smigrer mig.. Jeg er kun glad for du vil have mig her" hviskedd hun blidt og tog stille sin maske på igen. Hun var klar til at gå ind når han var.

Han grinede let inden han strøg hendes kind og svarede med en næsten drilsk undertone:
"Der er ikke så meget nyt ved mit udseende.... Jo der er vist lidt med mine øjne.... Men den sande glød i dem kommer når jeg ser dig......"
Selvom mange nok ville have stoppet det for længst eller syntes han var tåbelig så vidste han i sit indre at han aldrig nogensinde ville kunne blive for alvor vred på hende. Ligemeget hvordan det hele så ud så var der altid plads til at tilgive hende. Der udover vidste han jo godt at han ikke altid var lige nem, hvilket kun gjorde det endnu mere fantastisk at hun kom tilbage til ham.


Så tog han og holdt sin arm så hun kunne holde ved den hvorefter han selv tog sin maske på igen og sagde: "Intet gør mig lykkeligere end at have dig her ved mig..... Nok har jeg vinger men ved dig flyver jeg for alvor......"
Derefter gik han tilbage til de mange gæster sammen med hende og var tydeligvis stolt over hun holdt ved ham. Der herskede ingen tvivl om at han var glad lige nu og gæsterne kiggede også med store øjne under deres masker.
Ikke lang tid efter kom vagten slæbende med manden der havde klappet hende bagi der kiggede meget skamfuldt op på hende og sagde: "Jeg.... Jeg beklager dybt min opførsel, det var på ingen måde passende.... Jeg anmoder ydmygst om at måtte blive som deres gæst og bøjer mit hoved i skam over mine handlinger...."

Connor kiggede på hende og sagde roligt: "Det er dig han gjorde uret.... Må han blive eller ser du han forlader slottet for hans ugerning?"

Hazelin kunnr ikke lade være med at føle sig virkelig heldig. Hvor tit var hun efterhånden ikke stukket af, kun for at finde ud af det var hos ham hun hørte til.. Men det var fordi hun ikke vidste bedre i situationen.. Hun kunne ikke gøre for det. Det var en forsvarsmekanisme i hende, der gjorde at hun plidselig valgte ud af det blå, at stikke af.
Sidste gang havde hun oven i købet set ham direkte i øjnene og sagt hun ikke elskede ham.. Selvom de begge vidste det var løgn, ville hun bare såre ham. Det var det eneste, hun efter sin egen mening, var god til. Hvilket på ingen måde var iorden, men hun kunne ikkr styre det. "Jah de skinner lidt mere nu.. som solen" sagde hun blidt og bed sig i læben. Rakte op og satte sit hår op igen, inden hun forsigtigt holdt om hans arm, mens han tog sin maske på.

"Du smigrer mig Connor.. Hvorfor er du så villig til at tage mig tilbage hele tiden?" Hviskede hun blidt og så ham kort i øjnene. Lige nu gad hun ikke andre folk.. Hun villr bare være sammen med ham, men nu havde hun aldrig rigtigt været god til for mange mennesker af gangen. Hun holdt stadig blidt om hans arm, som de gik ind.
Da fyren blev slæbt hen til dem, lyttede hun til hans ord. Virkede kort tænkende. "Alle fortjener en chance til.. Lad ham blive" sagde hun mildt og så Connor i øjnene med et kærligt blik. Kunne på ingen måde skjule sin kærlighed til ham, og det ønskede hun sådan set heller ikke. det var bare ikke det værd i længden.. Nu kunne hun nyde aftenen sammen med ham og så måtte hun se hvad der skete.

Efter hun havde sagt hvad hun synes, nikkede Connor mod vagten som signal til vagten om at slippe manden. Manden gik hastigt imens han nikkede ydmygt til Hazel og forsvandt så i mængden. Connor smilede kærligt til hende og rakte armen hen mod balsalen hvor de andre gæster også var gået hen. Alle gæsterne snakkede med hinanden indbyrdes og lod til at have en god fest så det var ikke så stort et problem at være lidt for sig selv sammen med hende. Han tog hende stolt med op til værtsbordet hvor der allerede var dækket op til hende også. Efter at have trukket stolen ud og hjulpet hende ned at sidde som en rigtig gentleman, satte han sig ved hendes side.

Så hældte han et glas op af hendes yndlingsvin til dem og løftede sit glas til en skål hvorefter han sagde varmt og kærligt:
"Du spurgte før hvorfor jeg blev ved med at tage dig tilbage.... Svaret er egentlig enkelt.... Jeg tager dig ikke tilbage.... For jeg er for evigt din..... Jeg sagde det den gang og det vil altid være sådan.... For jeg holdt aldrig op med at elske dig.... Og det gør jeg heller ikke....."
Så skålede han med hende og tog en tår af sit glas uden på noget tidspunkt at fjerne sit blik fra hende. Det var næsten helt uvirkeligt at hun var der igen

Hazelin så drillende på ham og virkede en smule overvejende. "hvordan kunne du vide jeg ville komme?" spurgte hun tænkende som de nåede ind til værtsbordet. Af en eller anden grund følte hun sig heldig.. For han blev ved med at tage hende tilbage, selvom hun slet ikke fortjente det. Hun elskede ham så højt, men samtidig lå det bare i hendes natur at stikke af når det blev for meget.
Det lød sikkert meget ondt når man sagde det sådan, men det var nu engang sandheden. Hun var altid væk når tingene blev svære, hvilket hun selvfølgelig slet ikke burde. Det var bare svært at ændre. Og hun havde haft så svært ved hans race ændring, ikke fordi hun ikke var glad for at se ham.. Men fordi at hun nu var bange for at alle andre også ville have ham.. måske han fandt noget der var bedre end hende..

Hun smilte som han trak stolen ud for hende, og satte sig ganske let ned. tog imod det glas han rakte hende og skålede med ham, inden hun smagte på vinen. Mon han overhovedet vidste hvor meget han betød for hende.
"Du er for god ved moig Connor.. jeg fortjener det slet ikke" sagde hun let og så hen imod ham. Hendes havblå øjne glimtede en smule i skæret fra lysene, og hun kunne for en stund, kun se ham.
Lige nu kunne hun slappe af igen, hun var sammen med ham og det var det eneste der betød noget. Ganske let bed hun sig i læben og løsrev blilket, for at se på alle de andre folk der var omkring dem. De grinede.. havde det sjovt.. Men hun vidste at det eneste de var her for, var for deres rygte og den gratis fest.

Han smagte let på vinen og nikkede kort ud mod tjeneren der gik hen og trak et stort forhæng til side og afslørede det orkester der nu spillede op så gæsterne begyndte at danse.
Så kiggede han tilbage på hende med de gyldne øjne og sagde:
"Du spurgte lige før om hvordan jeg kunne vide at du kom.... Jeg vidste det ikke direkte.... Men jeg håbede.... Du har altid sagt at du ikke ville misse et bal her på slottet..... Så selvom jeg ikke tænkte direkte, så håbede jeg i mit indre at du ville dukke op.... Og hvor er jeg lykkelig over du er her....."

Så spiste han lidt sammen med hende inden han rejste sig og holdt sin hånd ud til hende som et tegn på han bød hende op til dans. Det var jo trods alt traditionen tro at værten dansede først. Og han ville vise hende hvor stolt han rent faktisk var over at hun ville være hos ham.
Så rømmede han sig lidt forsigtigt og gjorde noget man ikke så så tit ved et bal som dette. Han tog masken af så alle gæsterne kunne se det. Et symbol for at han viste sig som sit sande jeg for sin borddame.
"Hazel.... Jeg håbede lidt..... Vil du blive? Efter festen?...... Det ville gøre mig mere end lykkelig...."

Hazelin så kort forundret på ham, da musikken gik igang. Smilte ganske stille for sig selv og lod hovedet glide en kende på skrå. Han havde altid betydet meget for hende.. Uanset om han så havde været fattig og ingen kræfter havde, ville hun stadig være hans. Nogle gange skræmte hendes følelser, hende bare lidt.. Og desværre var hendes løsning at stikke af. Hvilket var forkert, for hun vidste de kunne snakke om alt.
De blå øjne hvilede på ham mens han snakkede. En let blussen kom frem i hendes kinder og hun så kort ned. "Du smigrer mig Connor.. Jeg er ligeså glad for at være her som du er for det.. Og jeg er virkelig glad for du ikke bare smed mig ud" sagde hun ganske blidt og lod forsigtigt hånden hvile mod hans arm. Havde ikke lyst til alle de mennesker.. Men på den anden side vidste hun også at det her vr vigtigt.

Stille spiste hun ganske lidt sammen med ham, hun var ikke rigtigt sulten.. kunne ikke huske hvornår hun havde spist dog, men sulten var hun i hvert fald ikke.
Som han kom hen og stod ved hende, så hun nysgerrigt på ham. Smilte som han tog sin maske af og lyttede til hans ord. Hun ville med glæde blive her sammen med ham.. Det var jo hod ham hun havde hjemme, og dey ville nok aldrig rigtigt ændre sig. Han var den eneste der gav hende den form for ro. Forsigtigt tog hun hans hånd og rejste sig sammen med ham. "Det ville jeg elske" hviskede hun smilende og lod hovedet glide på skrå. Fulgte med ham ud på gulvet og lod ham føre sig rundt i dansen. Han var stadig en fantastisk danser.

Han smilede varmt og kyssede stille hendes hånd inden han gik ud på midten af gulvet med hende. Selvom der var rimelig mange omkring dem, var det tydeligt at han egentlig var ligeglad med dem. De var her jo for at pleje deres eget ego og deres status i området.
Det vidste han så udemærket hun ikke gjorde.
Ganske stille lagde han armen om hende inden han begyndte at føre hende rundt i en stille vals i nogle meget flydende bevægelser. Selv da han var en udød Djævel havde han altid sørget for at være god til dans. Uden helt at vide hvorfor. Nok noget latent status når man nu var at betragte som adelsmand.

Som de dansede rundt kunne han ikke lade være med at smile lidt mere. Både fordi hun ligeledes dansede rigtig godt, men også fordi de var tæt på hinanden. Uden at have sagt noget til hende, havde han bedt tjenerne om at lukke ned for ballet lidt hurtigere end normalt. Det var heller ikke et problem da de fleste væsner var bange for ham eller også var det gamle mennesker.
"Væggene her har været så kolde og tomme i lang tid..... Nu kan de få lidt varme tilbage.... Det er så dejligt du er her...."

Igennem så lang tid havde de haft hinanden, uden egentlig at vide hvad det hele ville ende med.. De havde været igennem aå mange ting, forfærdelige men også gode ting. Fantastiske ting.. Og hun havde aldrig været mere sikker på noget i hele hendes liv, end at hun elskede ham.
I starten havde han været en lærer for hende.. En mentor.. og han havde hjulpet hende på måder hun aldrig troede at nogen kunne. For en stund nød hun at føle sig elsket.. at føle sig hjemme. For hendes hjem, var sammen med ham. Uanset om de boede i en lille hytte, eller her på slottet hun kendte så godt. Hendes havblå øjne hvilede på ham som han førte hende ud på gulvet.

Han havde altid været fantastisk til at danse og det var bestemt ikke ændret efter han ikke var udød mere. De mange blikke på dem blev for en stund ignoreret, hun lod sig fortabe i hans gyldne øjne og smilte ganske stille.
"Denne gang bliver jeg.. jeg lover det.. jeg rejser aldrig fra dig igen.. Hvis jeg bliver bange eller usikker, vil jeg snakke med dig om det.. for jeg kan ikke undvære dig igen.. Aldrig mere.. Hvis du vil have mig.. er jeg din for evigt"
I virkeligheden var det farligt at give ham den magt over hende som han havde.. Men hun stolede på ham og vidste at han aldrig nogensinde ville gøre hende ondt.
Da sangen sluttede nejede hun for ham og smilte ganske svagt. "De må have mig undskyldt" Sagde hun kærligt inden hun forlod festen.

Med lette og lydløse skridt gik hun gennem de gange hun kendte, gik forbi hans kontor og smilte ved synet af alle de bøger og papirer han havde på skrivebordet.. nogle ting ændrede sig vidst aldrig. Derefter gik hun videre hen til hans gemakker og så sig omkring.
Så mange minder der var her.. Et øjeblik lod hun sig fortabe i minderne som hun stod foran det store vindue.

Han så intenst på hende med de gyldne øjne og lyttede lige så intenst til hendes ord. Der var ingen tvivl om hvor meget der lå i det når hun sagde det sådan. Han vidste at hun virkelig mente hvert et ord. Så imens resten af gæsterne blev helt ignoreret og de dansede rundt som om de var de eneste i verden, sagde han:
"Du har altid været velkommen her og vil altid være det..... Efter vi har været så meget igennem sammen.... Dette slot er lige så meget dit som det er mit... Jeg vil kalde dig min på en eneste betingelse..... At du også vil tage mig som din.... Og ligemeget hvor slemt det end måtte være så må du aldrig tvivle at du kan komme til mig.... Du erobrede mit hjerte for længe siden...... Og ingen vil tage det fra dig igen....."

Efter dansen bukkede han dybt for hende og kyssede hendes hånd inden han nikkede stille og lod hende gå. Da hun var gået op til kontoret, gik han i gang med at lukke festen ned og gæsterne forstod også hurtigt signalet. Da alle gæsterne var smuttet, fik han sat personalet i gang med at rydde op hvorefter han gik ovenpå hvor han så fandt hende ved vinduet hvor hun tidligere havde stået så mange gange og kigget ud.

Meget stille gik han hen bag hende og kiggede selv udover slotshaven hvorefter han sagde ganske roligt men kærligt:
"Jeg er glad for du valgte at komme tilbage...."

Hazelin nød at stå og betragte det hele.. Hun kunne få afløb fra sine tanker på denne måde, og kunne lige få lidt ro på inden hun gik ned igen.
Ikke fordi hun ikke ville være sammen med ham fordi det ville hun meget gerne, men de andre folk dernede de generede hende virkelig meget. Hun havde brug for at være alene med ham, brug for at snakke det hele igennem uden alt for mange nysgerrige blikke til at forstyrre dem. Det kunne hun bare ikke rigtigt sige, for det virkede ikke fair at bede ham om at stoppe festen for hendes skyld.
Hun smed skoene på gulvet og lod kort hånden glide henover dynen, inden hun løsnede sit lange blonde hår. sukkede let afslappet. Det var rart.. hun var jo ikke god til det her med for mange mennesker.

Let gik hun tilbage og stilte sig ved vinduet, lod armene glide om sig selv, og sukkede. Så mange minder der lå her på slottet, det var næsten overvældende. Det her var bare hendes hjem uanset hvordan hun vendte og drejede det, hun ville aldrig have et hjem at være, hvor han ikke var. Hun elskede ham.. og kun ham.
Lagde hovedet på skrå og så ud på haven. Hørte ham godt komme og smilte lidt som han stod bag hende. så på ham i vinduet og bed sig en kende overvejende i læben.
"Jeg er glad for at du lod mig komme ind" hviskede hun blidt og holdt stadig om sig selv.

Uden at tænke specielt meget over det, tog han sin frakke af og lagde om skuldrene på hende. Ganske vist var det jo ikke sikkert at hun frøs men han ville stadig gerne have hun havde det godt på alle de måder han kunne gøre for hende.
"Selvfølgelig lod jeg dig komme ind..... Min dør har aldrig været lukket for dig.... Det vil den aldrig være..... Det her slot er lige så meget dit hjem som det er mit.... Da jeg ville holde ballet, tog det mig lang tid at tage beslutningen om at holde det.... Det føltes ikke rigtigt.... Men en lille del af mig håbede....."

Meget forsigtigt stak en tjener hovedet ind og sagde: "Herre?.... Det hele er klaret....."
Han kiggede kort over på tjeneren og sagde:
"Godt at høre..... Bare send personalet hjem så..."
Tjeneren nikkede og forsvandt igen hvorefter Connor kiggede tilbage på hende og havde mest af alt lyst til at holde om hende. Men samtidig vidste han ikke om det var noget hun ville have.
"Jeg ved ikke hvad der fik dig til at vende tilbage.... Men det er jeg utrolig glad for du gjorde....."

Hazelin smilte ganske let som hun mærkede at han lagde jakken om hende. Trak den en smule mere om sig og sukkede ganske forsigtigt. Hvis han ikke havde ladet hende komme ind.. Vidste hun ikke helt hvad hun skulle stille op med sig selv. Hun ønskede jo kun at være sammen med ham, og hvis han afviste hende var hun nok blevet fuldstændig knust.
"Det ikke en selvfølge Connor.. Ikk når jeg har forladt dig så mange gange.." Hviskede hun stille og bed sig hårdt i læben. Vendte sig om imod ham og lod hovedet glide en smule på skrå.
Overvejede lidt hvad hun skulle svare ham.. For hun var bange for at sige eller gøre noget forkert.. Noget der ville gøre at han aldrig ville se hende igen.

Som tjeneren stak hovedet ind så hun langsomt hen imod ham og bed sig i læben. Afventede at de blev færdige med at snakke for hun ville nødigt blande sig. Hun vidste jo heller ikke hvad det omhandlede.. ikke før han svarede tjeneren i hvert fald.
Som tjeneren gik så hun igen Connor i øjnene og virkede tøvende. "Hvad der fik mig til at komme hjem? er det ikke indlysende.. Jeg kom hjem fordi det er her jeg hører til.. Sammen med dig.. du er den eneste der nogensinde har fået mig til at føle så meget.." Hviskede hun og sukkede en kende for sig selv. Vidste at hun var nødt til at gøre noget nu, som hun havde haft lyst til hele aftenen.
Hun tog mod til sig og gik hen til ham, hvilede armene om hans nakke og kyssede ham intenst.

Som hun lagde armene om hans nakke, var det som et gammelt minde der boblede op til overfladen og han lagde armene om livet på hende og gengældte hendes kys ligeledes intenst. Hvert eneste kys fra hende var som det allerførste og helt igennem vidunderligt.
Selv da han var en udød Djævel uden nogen form for samvittighed, var hendes kys noget der sendte bølger igennem hans indre påå en måde han ellers ikke troede på.
Men gang på gang havde hun fået ham overbevist om kærligheden.

Efter deres intense kys, smilede han varmt og så hende i øjnene med en varm og kærlig glød selvom den gyldne farve efterhånden var mest markant.
"Jeg vil aldrig nogensinde tage dig for givet.... Du gav mig kærlighed da jeg ikke havde nogen sjæl der kunne få den..... Du elskede mig da jeg ikke vidste hvad kærlighed var..... Jeg er uendeligt glad for du valgte at komme hjem.... Murene er så frygtelig kolde.... Jeg.... Har ikke sovet siden sidst.... Det var ganske enkelt ikke det samme at ligge i sengen uden dig ved mig....."
Hun var alt han nogensinde kunne håbe på. Hun var hans gudinde

Hazelin mærkede varmen fra ham som han trak hende helt ind til sig. Hun rødmede en smule og holdt kysset så længe som han havde lyst til. Det her havde hun savnet.. At være hans.. At mærke den kærlighed som hun havde vækket i ham.
Førhen ville hun aldrig have troet det ville gå.. Han var en djævel førhen og hun var Aspara.. Alligevel havde det ikke rigtigt været et problem.. det havde måske givet nogle problemer for ham i starten fordi han fik følelser igen, men han havde bare accepteret det og ladet hende vise ham hvordan det hele fungerede.
Som kysset nåede sin ende, så hun ham intenst i øjnene og smilte ganske stille. Selvom han nu ikke længere var djævel og alle så den mand hun altid havde set, var hun ikke i tvivl om hans følelser for hende.

"Jeg vælger altid at komme hjem.. Du er mit hjem Connor.. og jeg er godt klar over at det er forkert af mig at stikke af.. og jeg lover det ikke sker igen.. Jeg kan ikke undvære dig så længe igen.." Hviskede hun stille og hvilede hænderne mod hans brystkasse.
Rakte dog ganske let op og fjernede hans maske. Smilte lidt for sig selv. "Dine øjne.. de er meget mere gyldne end de var sidst.." Sagde hun tænkende. Ikke fordi det generede hende for det gjorde det på ingen måde, det undrede hende bare fordi de ikke havde været sådan sidst. Ganske let lænede hun sig hen og kyssede ham igen inden hun gik hen til deres seng.
"Du må være virkelig træt efterhånden så" sagde hun smilende og så kærligt på ham tog langsomt hans jakke og sib kjole af mens hun så på ham.

Han smilede kærligt til hende og strøg ganske blidt hendes kind imens han sagde:
"Jeg ved godt det ikke altid er nemt for dig.... Jeg har altid haft et dybt håb om du kom hjem igen.... Jeg har altid gerne villet have at du var lykkelig hvor end det så måtte tage dig hen.... Og jeg kan bare være mere end lykkelig over du føler det er her hos mig...."
Da hun nævnte hans øjne, kiggede han ganske kort væk da han troede hun måske ikke kunne lide det. Så kiggede han dybt i hendes øjne endnu en gang og svarede lidt forsigtigt:
"Det har været en voldsom tid.... I min kamp var der ingen nåde.... Og i kampene tabte jeg langsomt min menneskelighed.... Så det blev sværere at gemme hvad jeg er.... Men jeg tænkte altid på dig.... Det gjorde det noget nemmere at stoppe igen.... Men det her er resultatet...."
Gad vide hvad hun ville sige til hans vinger? De var jo ikke ligefrem bløde og hvide mere.
I stedet for normale fjer var de nærmere utroligt skarpe sølvknive.

Da hun så gik hen til sengen og begyndte at klæde sig af, kiggede han ganske forsigtigt som om han ikke var sikker på han måtte se hende. Hun var jo først lige kommet tilbage og det var jo ikke sikkert hun var klar til det endnu.
Så klædte han sig selv af imens han lidt stille sagde:
"Jeg ved det faktisk ikke..... Det er lidt som om jeg har glemt hvad søvn er....."
Og en lille del af ham havde ikke lyst til at sove, hvis hun nu var væk når han vågnede