Once Upon a Masquerade Ball (Hazel)

Imens hun tog tøjet af, lyttede hun til hvad han sagde. Det lød som om han allerede for lang tid siden havde tilgivet hende, hvilket hun virkelig ikke forstod. Hvordan kunne han være så sød ved hende, uden nogen grund.. det gav virkelig ingen mening for hende.
Selvfølgelig var det virkelig dejligt men derfor undrede det hende nu stadig. "Jeg er glad for du ser sådan på det.. og det betyder så uendeligt meget for mig at jeg må komme hjem igen.. at du stadig vil have mig her" Sagde hun ganske blidt og bed sig hårdt i læben. Ingen tvivl om hvor hun hørte til nu, hun hørte til her hos ham. Altid sammen med ham.

Imens han forklarede om sine øjne, satte hun sig på sengen og så på ham mens han snakkede. Det lød ikke godt.. det lød som om han havde haft det lidt hårdt.. Hvilket hun var rigtigt ked af. "Hey.. uanset hvordan dine vinger og øjne ser ud, så er jeg fuldkommen ligeglad.. Det ændrer ikke mit syn på dig og det håber jeg du ved.. Jeg elsker dig.. og jeg elskede dig også før du blev det du er nu.. intet vil ændrer min kærlighed til dig" Hviskede hun smilende og så ham intenst i øjnene.
Rykkede sig hen og lagde sig under dynen, klappede forsigtigt ved sin side.

"Kom og lig dig hos mig.. Så må vi se på det" Sagde hun smilende og bed sig en kende i læben. Lod kort hænderne glide igennem sit lange hår, inden hun sukkede lidt for sig selv. Ville gøre alt for at han kunne komme til at sove igen. Han havde jo altid været dårlig til det, så det kom egentlig ikke bag på hende.

Han smilede varmt og kærligt som han tog det sidste af sit tøj af. Der var et par nye ar ømme på hans ryg.
"Der har aldrig været nogen tvivl om hvor vidt du måtte komme hjem igen.... Det har altid været dit hjem også....
Jeg blev virkelig glad for du valgte at komme hjem.... Det kan være at slottet får lidt liv igen...."

Hendes ord om hun accepterede hans forandringer gjorde også det var meget nemmere for ham at slappe af. Der var jo unægteligt en del der efterhånden var sket.
"Jeg..... Var faktisk nervøs for om du ville hade det...." Roligt gik han hen og satte sig kort på sengen så hans ryg blev mere synlig.

Så lagde han sig ganske forsigtigt ned så han kunne se hende i øjnene med et varmt smil. Så lagde han sig lidt tættere på hende.
Det var en mærkelig fornemmelse men en rigtig dejlig fornemmelse at ligge med hende igen.
"Det er dejligt det her....."

Hazelin så ham intenst i øjnene som han lagde sig ned ved hendes side, smilte glad til ham. Kunne virkelig godt li at være sammen med ham igen, han var jo hendes bedre halvdel af en grund. Det hele var bare bedre sammen med ham, måske fordi de var meget ens men samtidig også fordi de forstod hinanden på mange måder.
Let lænede hun sig hen og puttede sig tæt op af ham med hovedet hvilende på hans brystkasse. "Hvad er der sket med din ryg? dine ar så ømme ud.. jeg kan godr prøve at heale dem?" spurgte hun smilende og strøg hånden nedover hans brystkasse.

"Hade det? hvordan skulle jeg dog nogensinde kunne hade dig.. Jeg elsker dig Connor" hviskede hun kærligt og satte sig lidt op. Lænede sig ind til ham og kyssede ham intenst inden hun så ham i øjnene igen.
Ville bare være sammen med ham, uanset hvad han så var. og hvad han havde gjort var ikke noget der generede hende, og det havde det aldrig været.

"vi skal nok klare det hele sammen.. og jeg håber jeg kan give mere liv til slottet.. men prøv nu at sove.. Ligesom dengang er det nemmest hvis du åbner helt op for mig.. så skal jeg nok hjælpe" hviskede hun smilende.

Først sagde han ikke rigtig noget da han egentlig bare nød at ligge der sammen med hende. Det var rigtig dejligt at mærke hende så tæt på igen. Det føltes helt rigtigt og gav ham en indre varme han ikke ville være foruden.
Så kiggede han sig lidt forsigtigt hen over skuldrene og så tilbage på hende.
"Jeg kæmpede mod en magtfuld dæmon..... Han forsøgte at flå mine vinger af...... Det klarede han ikke... Men det gav lidt mærker......."

Så smilede han lidt forlegent og trak lidt på skuldrene inden han sagde: "Jeg.... Der er jo sket meget med mig gennem tiden.... Jeg elsker også dig Hazel..... Mere end noget andet....."

Han kunne godt se at det var bedst han hvilede sig, og de havde jo haft nogle dejlige morgener. Men han kunne heller ikke lide tanken om hun var væk. Dog valgte han at tage chancen og lagde sig lidt ned igen og smilede forsigtigt.
"Ok..... Du har ret..... Hvordan skal jeg ligge?....."

Hazelin så en kende frem for sig, mens de lå sammen i stilhed, hun nød det nok næsten lige så meget som han gjorde selvom det sikkert virkede dumt, at noget så småt kunne være så rart. Men lige denne her del havde hun virkelig savnet, det med at ligge sammen med en og føle sig fuldkommen afslappet og tryg. Forhåbentlig havde han det på nogenlunde samme måde, selvom det var svært at sige med sikkerhed.
Som han vendte sig rundt og kiggede på hende, smilte hun ganske forsigtigt og nussede hans arm en smule. Håbede ikke at han virkelig troede at hun ville hade ham, bare fordi hans vinger så en smule anderledes ud. Uanset hvordan han så ud eller hvad han havde gjort ændrede det jo ikke på den han var, eller hvordan han behandlede hende.
"Prøvede han at flå dine vinger af?.. jeg er glad for han ikke lykkedes med det.. det havde været forfærdeligt smertefuldt for dig.." mumlede hun ganske stille.

Hendes intense blå øjne hvilede indgående på ham, som prøvede hun at berolige ham en smule med sit blik, hvilket dog hurtigt viste sig at være en smule svært fordi han virkelig havde overbevist sig selv om at hun ville hade ha. Hvilket hun aldrig nogensinde ville. "Du må aldrig nogensinde tro at jeg vil hade dig.. bare fordi dit udseende ændrer sig en lille smule, eller du gør nogle dumme ting, vil jeg hele tiden elske dig.. du må aldrig nogensinde tro andet om mig..." hviskede hun blidt og lænede sig ind imod ham og kyssede ham forsigtigt på skuldrene.
Som han spurgte hvordan han skulle ligge, grinte hun forsigtigt. "Hvordan du skal ligge? præcis som du vil Connor.. du kan ligge på ryggen, også kan jeg ligge op af dig f.eks." sagde hun ganske blidt og bed sig en kende i læben.

Han lå ganske stille og kiggede på hende imens han lyttede til hendes ord. Det var utrolig behageligt og beroligende samtidig med hun kiggede på ham på den måde. Det ville altid give ham en eller anden form for ro.
Samtidig følte han sig dog lidt dum for at tro hun ville hade ham eller se anderledes på ham. Fordi det var jo netop hende der hele tiden havde set ham som Connor. Også selv da han ikke troede den mand fandtes mere.
"Jeg tror dig også..... Du er den eneste der nogensinde så mig som den mand jeg en gang var. Og du overbeviste mig om han stadig er der..... Jeg har aldrig og kommer aldrig til at tvivle på din kærlighed....."

Da hun grinede så dejligt, grinede han selv en anelse flovt og så på hende imens han kørte hånden gennem sit hår og sagde: "Der misforstod jeg vist..... Men ja det lyder som en dejlig idé...... Jeg har savnet at ligge sammen med dig.... Hvor mærkeligt det end lyder..... Så har verden virket så utrolig stor.... Og tom..... Men ikke mere....."
Så lagde han sig stille om på ryggen så det ikke irriterede de to sår for meget. Han havde jo ikke været i stand til at helbrede sig selv så tiden havde jo fået lov at gå sin gang. Da han så havde fået lagt sig til rette, smilede han kærligt over mod hende og sukkede en gang.
"En vidunderlig udsigt...."

Hazelin så tænkende på ham og bed sig en kende i læben. Hun kunne aldrig hade ham.. overhovedet ikke. Hvad ville det ikke også sige om hende, at hun hadede en mand bare fordi han så en smule anderledes ud. Det ville bare være ondt af hende.. og meget forkert. Uanset hvad havde hun jo altid set den bedre del af ham og han havde samtidig altid troet på hende. Uanset hvad, også selvom Phoenix havde prøvet at splitte dem ad.
"Det er jeg glad for Connor.. Jeg vil aldrig miste dig igen, det kan jeg ikke holde til.. og hvis det betyder jeg må ændre min væremåde en smule, er det det jeg gør.. ikke mere stikken af" sagde hun smilende og bed sig en kende i læben mens hun så på ham.
Det var på ingen måde fair af hende at stikke af, istedet for at prøve at løse de problemer de nu engang havde.

Roligt nussede hun ham en smule på maven og holdt blikket på ham. Han vidste heldigvis hvor meget hun elskede ham, og det ville nok aldrig rigtigt ændre sig. hverken på den ene eller anden måde.
"Det er ok.. jeg ved godt hvad du mener, jeg vil bare have du slapper en smule mere af.. Du skal ikke være så nervøs overfor mig, jeg elsker dig jo" sagde hun smilende og lod hovedet hvile mod hans brystkasse. Lyttede for en stund til hans hjerteslag og sukkede afslappet.
Efter lidt tid satte hun sig op og smilte lidt forsigtigt til ham. Satte sig op på hans mave og lænede sig ned og kyssede ham intenst. "jeg har virkelig savnet dig.. savnet at du rørte mig.. din stemme" hviskede hun og så ham længe i øjnene igen.

Han kiggede stille over på hende og smilede varmt og kærligt. Det hele føltes fuldstændig som det skulle når han lå der sammen med hende.
"Du behøver ikke ændre dig overhovedet..... Selvfølgelig bliver jeg meget glad hvis du bliver.... Det er bare ikke det samme uden dig..... Og sengen føles bare så stor!......!"
Det sagde han selvfølgelig med en lidt drilsk mine men ikke desto mindre var det rigtigt.
Det var faktisk hovedårsagen til at han ikke brugte sengen. Der manglede det vigtigste.....

Som hun gav sig til at nusse ham på maven, lukkede han kort øjnene og smilede lidt mere inden han vendte blikket mod hende igen.
"Det tvivler jeg heller ikke på du gør..... Og jeg elsker dig højere end livet selv...... Det har bare været en hård tid.... Kampe og fjendtlighed har der været rigtig meget af.... Men det er alt sammen ligemeget når du er her...."
Da hun så satte sig op på hans mave, blev han først lidt overrasket men det blev meget hurtigt erstattet af et varmt smil inden han gengældte hendes intense kys imens han holdte om hende.
Så kiggede han hende kærligt i øjnene og lyttede til hendes ord inden han slev sagde:

"Du kan tro jeg også har savnet dig...... At røre ved dig..... At blive rørt af dig..... Det blik du kan give mig..... Lyden af din stemme får resten af verden til at forsvinde..... Ja alt ved dig...... "

Hendes blå øjne hvilede intenst på ham mens han snakkede. Hun ville være sikker på at hun fik det hele med, at hun huskede hver eneste ting han sagde. Kunne ikke forestille sig at forlade ham igen, og hun havde det så dårligt med de ting han havde været igennem, mens hun var væk.
"Så kan du være ganske rolig.. sengen vil aldrig føles stor og tom igen" svarede hun drilsk og lod hovedet glide på skrå imens hun stadig så på ham. Uden ham, var livet bare ikke det værd. Det vidste hun nu.. Og nu hvor hun vidste det, ville hun aldrig nogensinde såre ham på den måde igen. Det lød måske dumt at der skulle så mange forsøg til, men hun havde aldrig sagt at hun var nem at være sammen med.
"Ingen Hazel uden Connor" hviskede hun smilende og bed sig i læben.

"Jeg er glad for du har det bedre når jeg er her.. jeg har det oz meget bedre sammen med dig" sagde hun smilende og bed sig kort i læben.
Som hun sad der på hans mave, virkede det kort som om tiden stod stille. Nød følelsen af at hans hænder hvilede mod hendes hud, og hun kunne se på ham at han virkelig mente de ting han sagde. Han havde nu heller aldrig nogensinde løjet for hende omkring den slags.
"Så rør ved mig.. alt det du overhovedet lyster.. jeg er din.. med krop og sjæl" hviskede hun smilende og lænede sig ned og kyssede ham intenst igen. Tog kort hans hænder ned mod madrassen og flettede deres fingre. At kunne mærke hans hjerte slå, var stadig nyt for hende.. men ikke noget der generede hende på nogen måde.
"Jeg kigger på dine sår imorgen tidlig.. Lige nu vil jeg bare nyde dig" Mumlede hun lavt mod hans læber. Smilte lidt for sig selv og slap hans hænder, men blev dog stadig siddende på ham.

Ganske vist havde tiden hvor hun havde været væk, været hård. Når man sad ude på de sene nattetimer og tankerne fik lov at vandre, fandt han ofte sig selv med følelsen af om han overhovedet fortjente at blive genfødt. I de sene timer følte han ofte det var meget nemmere når man ikke havde følelser.
Men på en eller anden måde fandt han altid et tegn på hende. Hendes tøj i skabet, hendes yndlingste eller sågar duften af havet. Alt sammen egentlig små ting. Men alle sammen noget der vakte håb i ham.
"Ingen Connor uden Hazel....."
Igen noget så simpelt som noget der egentlig var hans eget navn. Hun var den eneste der brugte det navn om ham, hvilket også satte navnet i forbindelse med nogle rigtige dejlige minder. Minder han holdt meget kær.

Med den svage belysning der var der inde, så hans øjne endnu mere gyldne ud, men da hun kendte ham vidste hun jo godt hvad hans blik betød selvom det var en anden farve.
Stille lagde han sine hænder ved hendes hofter og gengældte hendes kys med lige så meget lidenskab og varme. Som hans hænder så hvilede mod madrassen og de flettede fingre, lod han sig fortabe helt i hendes blik som om han ville brænde alle detaljer af hende fast i hans indre. Ikke at det var nødvendigt.
"Jeg nyder også dig.... Sårene har været der i et stykke tid... De render nok ingen steder..... Du må også gerne.... Røre.... Jeg er din......."

Så lod han hænder køre langsomt om på hendes bagdel og kærtegnede inden han langsomt lod dem glide om til hendes mave og lår