Den forhadte regn.. (Ma'lakel)

Parken var øde, og næsten lydløs. Kun regnens stille rislen var at spore, ingen mennesker til at larme og støje, ingen dyr til at pippe og hvæse, kun den rolige natur der gennemgik en af sine vante rutiner. En rutine der underligt nok var hadet af de fleste, også selvom at lige nøjagtigt denne rutine var skyld i at Jorden overhoved var beboelig, og ikke en kold klippe som Pluto. Men det fattede folk selvfølgelig ikke. De havde kun sig selv i hovedet, og kunne ikke tænke længere end at deres hår måske ville blive vådt og derfor ikke kunne side ordenligt resten af dagen, eller at de måske fik kolde fødder pga. de havde taget de små Mao sutsko på fra Irma i stedet for et par gummistøvler. Så typisk mennesker. Racen der udelukkende bestod af afskum, der ikke vært satte det som gjorde at de overhoved kunne leve. Tsk... og at de endda havde lavet haderim. regn, regn gå din vej, vi kan ikke bruge dig, sol, sol kom igen, for du er min bedste ven. De afskum havde vist ikke helt fattet at solen med glæde ville lave en grillfest hvor de stod på menuen.. Mennesker...

Sådan lød nogle af de ting som rumsterede rundt i Sjaytans hoved, mens hun sad på en af de to gynger. Hun gyngede ikke, men sad blot i sin egen lille verden mens regnens dråber ramte hende. De havde for længst gjort hende våd og gennemblødt, men det var hun ligeglad med. Det våde sorte hår hang løst ned af hendes ryg, hvor den lige så våde skoleuniform sad og klæbede ind til hendes spinkle krop. Tøjet og håret kunne i sig selv forekomme særligt, men det var intet i forhold til hendes øjne. De røde øjne der var som et par glaskugler, kolde og ulæselige. Det var fra disse øjne at den uigennemtrængelige kappe af kulde havde sin hovedsaglige rod.

Dage, nætter, hvor lang tid havde han ikke vandret hvileløst rundt? Prøvet at samle hvad end der kunne samles inde i det forstyrrede hoved. Byrden ved at være ham, ved ikke at kende forskel på menneskeligt og dæmonisk, var dette. Han kunne ikke se ting i et lys som andre, det var umuligt da andre ikke så det. Da de ikke kunne se deres egen råddenskab. Folk der talte om troskab, når en hver kunne se ind i deres syge sind og finde ud af hvor meget de ønskede et sex orgie hvor de var hoved personen. Alle, hvert enkelt menneske, hver enkel skabning, selv.. hende. Af alle ting i hele verden ønskede han at glemme, hver detalje, hver tanke der kunne lede tilbage til den person. Regnen var en dræber, den var farlig for ham, da den let kunne tappe ham for energi til overhovedet at bevæge sig. Sidst han havde trodset til instinkt var det kun ved hjælp af to udøde hænder at han overlevede, og måske var erindringen om de to udøde hænder det han i virkeligheden søgte? Måske var det derfor han trodsede regnen, og alt lærdom om dens destruktion af alt ild? Han havde lyst til at møde det væsen igen, mest fordi at denne gav ham ro.
Vandet spredte sig til hver sin side, da hans store sorte militær støvle hamrede ned i vandpytten. Hvert skridt han tog føltes mere drænende end det andet. Han gik igennem legepladsen han havde været engang før, og så over imod gyngerne. Der sad en sært udseende pige, smukke blodige øjne, men ellers lignede hun de forbandede mennesker. Der var ikke tid til at tænke for meget over det, han havde brug for at sidde og gyngen havde før været genstand for mange timers hvile. Han gik derover imod, så ikke ned på pigen, men satte sig på gyngen ved siden af hende uden et ord. Han lukkede øjne og trak vejret behersket, imens han indeni ønskede den uduelige udøde ville vise sig.

Regnen fortsatte med at falde, dråbe for dråbe, men ingen af dem ramte længere Sjaytan. Havde man stået på længere afstand ville det have lignet at nogen havde taget en skål og vendt den på hovedet over hende. Det var ikke med hendes gode vilje at hun havde brugt en smule af sin magiske kræft, men efter at have kastet et blik på sit tøj, og set at det snart ikke havde godt af mere vand, havde hun besluttet at det var bedst på denne måde.
Fyren der nu var ved siden af hende havde hun ikke skænket mange tanker, men det gjorde hun nu. Hun studerede ham ud af øjenkrogen, prøvede at finde ud af hvem han var, og hvad han lavede herude. Og så i denne regn. Det var nok det hun var mest nysgerrig efter, at finde ud af hvad der havde drevet ham fra sit lune bo, hvis han havde et?
Spørgsmålene var mange, og ingen hun kunne besvare ved blot at kigge på hans ydre. Men bryde tavsheden, det ville hun ikke. Så hun fortsatte med at lade sit blik hvile på ham i det yderste af sin øjenkrog, mens regnen trommede mod den vindbarriere hun havde rejst om sig selv.

Regnen haglede ned af den lange læder frakke som blev tungere og tungere imod hans skuldre. Tankerne var en sky af uklarhed, alt var gemt væk under den og det var endnu sværere at se igennem dem med regnens nådesløse larm. Skyerne som var tykke og mørke så ikke ud til at ville stoppe endnu med at drukne jordens skabninger. Oversvømme græsset og sluge de insekter der ikke havde været heldig nok til at være blevet født med vinger. Hans øjne havde focus på en mariehøne et par meter fra dem som kæmpe med at rive sig op på et græs stå efter dens vinger var blevet sjasket til. Nah, vinger, kunne heller ikke redde. Man kunne ikke flyve væk som en fugl, det var noget romantisk pladder! Fanget, det var hvad alle var, fanget i den cirkel som man kaldte for livet. Men.. lige nu var Ma'lakel i tvivl om hvor vidt han havde lyst til at være en del af den. Måske burde man forsvinde?
Han kunne mærke pigens øjne på ham, han vidste godt at hun kiggede, betragtede ham som en nysgerrig katte killing der søgte svar. Men på hvad vidste han ikke? Det var vel ikke så mærkeligt at han var ude nu, jo vist sivede det ned, men der burde da eksistere et par væsener der nød denne forbistrede regn! Han kneb øjne sammen som vandet løb ned af hans ansigt og fik det ellers strittende, fedtede hår til at ligge sig tæt ned om hans ansigt. Det fik de slanke kindben til at stå mere frem, fik de ellers meget markante og hårde ansigtets trækninger til at virke mere bløde og elegante, selvom, det var Ma'lakel. Den halv mørke hud, de udstående grønne øjne der fik små børn til at tude men med en knækket aura. Tingende var ikke gået som planlagt. Zane var blødsød som smør, den mentor han havde håbet på at få var i virkeligheden verdens størreste vatnisse af en bedrager!
Han trak på smile båndet som han så mariehønnen dumpe ned i vandpytten og stille drukne. Det var præcis det, at drukne langsomt. Det er livet. De grønne øjne kørte over på den lille pige ved siden af ham. De grønne bæst øjne virkede mere reptil agtige i regnvejret end normalt. Han virkede ikke skræmt overhovedet af de blod røde øjne som pigen havde, måske havde han set værre? Eller også, skjulte han sin forbløffelse? Hans øjne"vurderede" hende , og det var ikke svært at regne hans tanker ud i det øjeblik: Hvad laver en lille tøs ude om natten? Men spørgsmålet fadede og blev til et intetsigende udtryk, han kunne hoppe på hende, bryde sammen i gråd, dø af grin det, var ikke til at se overhovedet! Hans blik gled væk fra hende igen; han lukkede de grønne øjne og sank hovedet som en hvilende hest. Fred, stilhed, udover den bidende regn, det var hvad der var brug for. Lige nu i hvert fald... den vampyr, hvad hed han nu??

Tankerne begyndte at sive i baggrunden, og lade regnens beroligende lyde tage over. Fylde hendes øre, og klargøre hendes sind. Sjaytan tog øjnene til sig, og lod sine øjenlåg glide i. Hendes ånderytme blev langsom, og mere regelmæssig. Hendes sædevandlige måde at falde i staver på, men det var nok ikke det ord de fleste ville bruge. De ville nok nærmere betegne det som meditation, men der var stor forskel. I hvert fald hvis man så det ud fra Sjaytans øjne.
Som Sjaytan sad der, lille spinkel pige, lukkede øjne, hovedet bøjet let forover så det sorte hår var gledet ned på hver sidde af hendes ansigt, lignede det næsten at hun var en menneskepige der sad og var ked af det, og med fyren på gyngen ved sidden af, ville det skam ikke være overraskende hvis folk troede at det var ham der havde gjort den lille pige trist, og det gjorde hans udseende appellerede ikke ligefrem imod det.
Efter 5 minutters tid åbnede Sjaytan sine øjne, kastede et lille blik på fyren ud af øjenkrogen. *Gosh sikke tavs han dog er. Leger han statue?* tanker som disse var ikke unormale i hendes sind. Hun var jo stadig et barn, trods sin efterhånden lange eksistens, og den ofte så kølige og rolige attitude, men den skyllede regnen tit lidt væk. *Han ser lidt tør ud bag sine øre, ej det går skam ikke. En tør statue fyr* en idé slog ned i hende, og hun tøvede ikke med at udføre den. Let og diskret placerede hun sine negle imod håndfladen og pressede til, den korte smerte der kom ænsede hun ikke, heller ikke det blød der kom til syne i det hendes negle fik boret sig under huden, mens hun konecentrede sine tanker om at få vinden til at danne en lille skål og fylde den op med regnens rene vand.
Det skete hurtigt, takket været blodet. Sjaytan havde opdaget at hun bedre havde styr over sine evner når hun benyttede blod, det fandt hun ret underligt, og i starten mød irriterende. Men med tiden havde det efterhånden kun været en selvfølge at det var på den måde.
Den lille skål af vind var nu fyldt op til kanten, og bevægede sig længere ned, så den kun hang omkring 20 cm. over fyrens hoved, med et spredte Sjaytan sine fingre. Luftskålen for ned imod fyrens hoved. Hvis han ikke flyttede sig ville den ramme, og når den ramte ville alt vandet vælde ned over ham, som havde man taget en vandballon og kastet i hovedet på ham, forskellen var blot at luftskålen ville forsvinde, og at han ikke ville kunne mærke den.
I disse sekunder hvor det stod mellen knald eller fald, holdt Sjaytan stift sit blik rettet mod det mørke våde sand der var nogle cm. under hendes fødder. Sjaytan var ikke så høj, og kunne derfor ikke nå jorden..

Han var opslugt af sine tanker men ikke dum, han kunne lugte blodet fra den lille pige. Smukt, vidunderligt blod der ville give enhver vampyr lyst til at bide sig fast i hendes hals og suge alt det ud man kunne få fingerende i! Hans øjne gled ikke over imod hende, han åbnede dem ikke. Det var jo hendes eget blod så hvorfor skulle han tage sig af det? Det var lige meget, alt var ligegyldigt! Det drev ham til vanvid, denne ligegyldighed. Denne uklarhed, og voldsomme dunken der truede med at springe hver eneste blod kar i hans krop. Det var heldigt at tøsen ikke var den store snakker, måske var hun rendt væk hjemme fra, måske var hun et monster i forklædning, måske var hun der slet ikke? Han vidste det ikke, og betød det noget? Han tog en hånd op til hovedet, gemte hans øjne bag fingrene. Denne uro, han måtte slå den ihjel. I hver afkrog af hans væsen lurrede det! Ventede på at han lod sig opsluge af det, at det ville overtage ham og være ham! Gemt væk i sin egen sorte, mørke verden blev han revet tilbage til virkeligheden af et stort plask, og følelsen af at få hældt en spand vand over sig. Hvad i-..?! Vandet faldt ned over hans ansigt, løb igennem det allerede gennemblødte hår der så fuldstændig sort ud. Det kolde rene vand, fik hans øjne til at åbne sig brat og det gav et sæt i ham, som det man for når man bliver forskrækket efter at have været væk i sine dagdrømme. Hans vejrtrækning blev hurtigere end normalt i et kort øjeblik, som havde han virkelig fået et chok. Han sad noget tid stille, og så over sig: ingen træer, så det kunne ikke have været det. Mærkeligt?! Men så... hans øjne lynede: han så over på den lille pige. Rakte hånden ud imod hende, og ville gribe fat om hendes hage med mindre hun altså var hurtigere til at reagere! Hvis han fik fat i den, ville de lynende øjne, der var gået fra at være udtryksløse til at være fyldt med et pludseligt enormt inferno af had, stirre lige ind pigens små røde. Grebet om hendes hage ville være alt for hårdt og stærkt at det sikkert ville være svært for hende at dreje hovedet væk fra ham overhovedet? Han vidste ikke hvem møg tøsen var, eller hvad helvede hun lavede her, men han hadet, hadet, børn! Og især dem der troede de kunne behandle de voksne som de ville! Med en mørk og brummende stemme, der lød kold og kynisk, hviskede han stille til hende, som var det en meget tæt hemmelighed:

,, Vil du kneppes ihjel, møg unge?", spurgte han hende.

Det ragede ham om hun var mindre årig, hun kunne have været seks eller syv, han ville kneppe tøsen til hun ikke længere trak vejret, hvis der kom et enkelt flabet svar nu!

En frydende følelse bredte sig i hendes lille spinkle krop. Hendes lille vandnummer var gået ind, og hans reaktion var langt bedre end hun havde troet, eller turde håbe på. I hendes sind lød den lille barnestemme som sagde *Damn man.. vi skulle ha' haft nogle af de der sjove popcorn* Sjaytan slog tanken ud af hovedet i samme nu som hun mærkede fyrens store næve holde omkring hendes hage, som syntes at forsvinde i hans hånd. *Hvorfor? Hvorfor skal jeg også være så lille?!* tanken var fyldt med vrede og et lille sug af hjælpeløshed. Dog ignorerede hun det lille sug. Hvis hun begyndte at tænke og opføre sig som en hjælpeløs ville hun også ende som en, og det ønskede hun ikke!
Sjaytan så op på ham og et billed af en druknet mus passerede hendes sind, og hun kunne ikke lade være med at sammenligne ham med den, dog så hans øjne alt andet end døde ud, de var skrækindjagende, og talte tydeligt deres eget sprog om at han mente sine ord og at man ikke skulle pisse ham op. Hun tænkte lidt over dette, og på hvordan hun kunne spille sine kort bedst, hun ville nødigt ende som det vrag han indirekte sagde at hun ville blive. *Okay du har 4 muligheder... 1. du kan tage kampen op og forsøge at grille ham med et lyn.. 2. du kan prøve at flygte, 3. du kan jo altid prøve at indsmigre dig og spille lille uskyldig pige, du er jo trods alt halv engel. At det er skygge er jo blot en lille detaljer.. den 4. mulighed...* en kølig stemme havde snakket i hendes tanker, men fuldførte ikke sin sætning.. mulighed nummer fire var ikke værd at tænke, da den var helt utænkelig. Som om at hun nogensinde ville give op.
Øjnene blev store og troskyldige, ansigtet indhyllet i det barnlige væsens uskyld og med asparaens og englens evne til at se ualmindelig bedårende ud. Som hun så op på ham virkede det som en umulighed at gøre hende fortræd, eller beskylde hende for at lave narstreger, for de fleste ville det have virket, og hun håbede at han var en af dem som ville falde for det.
Sjaytan skilte let sine læber, men kunne ikke åbne munden helt pga. hans greb om hendes hage. Hun sank en klump og mærkede smerten fra hans greb. Hun prøvede at skubbe den i baggrunden. Ordene tog form i hendes mund, men kunne ikke komme videre. Smerten bulrede frem og forbød det. Igen prøvede Sjaytan at skubbe smerten tilbage, denne gang med en del indædte eder og forbandelser i sine tanker, dog lod hun det ikke skinne igennem på sin udstråling.
”Ne..eej..” stemmen rystede let. Noget af det var med vilje, men lige nu hjalp det at hans greb var hårdt, det gjorde det lettere at få den lille stemme som passede til hendes alder. *Nu prøver du dette, men slår lillepige-tingen fejl så er det frem med de lyn!* stemmen var spydig og alt andet end overbevist om at dette ville have den effekt som nogle af de andre stemmer i Sjaytans tanker håbede på.

De rasende øjne blev smalle, og syntes at være endnu mere hadefulde end før, da pigebarnet begyndte at spille på hendes uskyldighed. Der var ingenting som var uskyldigt over det lille kræ! Intet! Uskyldighed fandtes ikke, da intet væsen i verden ville gå igennem livet uden at begå en dødssynd. Du godeste hvor han dog hadet dem som brugte det, for at vild lede folk, men Ma'lakel var ikke dum. Ikke til at narre så let, han havde trods alt jagtet engle det meste af hans elendige liv så hvorfor skulle en lille pige tynge hans samvittighed når nogle af guds mest hellige skabninger mislykkedes? Han kunne ikke fordrage det og var slet ikke i humør til det, men heldigt for hende så kom hun ikke med et flabet lille svar til ham der kunne få det sindssyge bæst til at miste besindelsen. Regnen ville også svække ham, den svækkede ham jo allerede i forvejen. Det var selvmord, vanvid. Men han længtes efter noget og troede at regnen ville bringe det til ham.
De lange fingre strammede deres greb endnu mere som hadet og vreden i halv-dæmonens øjne syntes at blive større, og lige som man skulle tro at nu ville han gøre det. Nu ville han tage fat i pigen, presse det kønne lille ansigt ned imod mudderet på jorden og tvinge hendes underliv op så han kunne flå de små trusser af, og gennembore hende med sit lem. Nådesløst, uden at give hende forhåbninger om at hun kunne få ham til at stoppe, uanset hvor meget hun end prøvede at ligne et lille hjælpeløst barn. Så fortalte hendes øjne en anden historie, der var intet barn der kunne kalde sig uskyldig eller spille hjælpeløs når de havde øjen farven af hundrede andre børns blod. Stilheden gjorde situationen nervepirrende, idet kun regnen kunne høres vælte ned. Et lyn slog ned ikke langt væk og lyset fra det fik vel begge deres ansigter til at lyse op. Det blålig hvide skær der faldt over Ma'lakel's ansigt fik ham til at ligne noget fra en virkelig skrækfilm: børnelokkeren der snød børn med sig hjem for at tage dem hvorefter han ville parterer dem, den mystiske fremmed der narrede en hen i en gyde hvor han ville gøre ting intet væsen kunne overleve og så stadig kunne forme et smil bagefter. Et bæst fra et mareridt. Men de lange fingre der havde det faste greb om den lille piges hage, gav slip med et ryg, og hånden blev lagt på de gennemblødte cowboy bukser halv-dæmonen sad i.

,, Dygtig lille pige...", sagde han på en lettere provokerende måde.
For at fortælle hende at han vidste hun ikke var en lille og skrøbelig nips-ting, og hånede hende ved at bruge pussenusse rosende ord.

Det kom egentlig ikke som den helt store overraskelse for Sjaytan at hendes plan ikke virkede, det ville ha' været for meget forlangt, og så totalt uvirkeligt, at hun ikke ville have kunne lade være med at håne ham, hvis han var hoppet på den.
Sjaytan mærkede udmærket hvordan grebet blev strammere og hårdere, det gav et lille spjæt igennem hendes krop af den smerten han var kilde til, men klogelig prøvede hun ikke at komme fri af hans greb, det ville nok bare pisse ham mere op, og en som ham der var pist var ikke hvad hun ønskede, i hvert fald ikke når hun var inden for så tæt en afstand, måske på et senere tidspunkt hvor han ikke var på grænsen til at knuse det nederste af hendes kæbeparti og hun stod i god afstand på en meter eller to, mens muligheden for at forsvare sig var der, jo så ville det ikke gøre så meget hvis han gik hen og blev lidt muggen. Sjaytan prøvede så vidt muligt ikke at trække vejret for meget, men pludselig skete det hun før havde haft i tankerne. Han slap hende. Sjaytan var ikke helt klar på dette, men hun tumlede dog ikke samme. Hun landede ganske nydeligt på hug. Hovedet var sænket og det røde øjne var stift rettet mod den plørede jord, det sorte hår hang ned på hver side af hendes ansigt og skjulte det. Som havde man trukket et sort forhæng rundt om hende.
Med en ru stemme der var rolig, behersket og dæmpet fik hun fremtvunget et lille ord; ”Okay..” Ordet i sig selv var ganske harmløst, men det var blikket ikke. De røde øjne gnistrede af de lyn som Sjaytan kunne fremkalde med sin kraft, lyn der kunne grille en mand til døde på ufattelig kort tid. Luften omkring hende blev fyldt med svage spændinger, men selvom hun prøvede at holde dem under kontrol og holde dem skjult var der dele af hende der ikke syntes dette var en god idé, de sagde at hun skulle kaste et lyn mod ham lige nu og her. Han havde jo gjort hende ondt..

Han pustede ud i det hun faldt ned på hug og han svagt kunne høre det lille: okay, der undslap hende, men der var noget andet over hende der ikke stemte overens med den rolige og beherskede stemme hun så perfekt fremførte. Og udelukkende kun på grund af at Ma'lakel så ned på den lille pige som hun sad på hug tæt ved mudderet under hende, kunne han skimte lys glimt. Magi, kræfter! Enten gjorde hun klar til at angribe eller også overvejede hun det kraftigt. Hvad end hun brugte som magi var Ma'lakal stadig usikker. Han vidste ikke om hun blot udnyttede energien og trykket fra jorden til at skabe en kræft der gav en voldsom reaktion som kun hun kunne manipulere, eller om hun udnyttede et af de så velkendte fire elementer. Uanset hvad så ville Ma'lakel ikke tage chancen med at blive angrebet nu hvor han i forvejen var så svækket som han var. Han skjulte mesterligt den modsatte hånd han havde taget fat i pigen med, og uden at se ud til at tænke for meget over det eller chante nogle mærkelige besværgelser kaldte han på energierne i området, alt der kunne minde om naturligt tryk, hvad end det var tyngdekraft han tog ind og omdannede til sin egen energi boble så det tilsidst fik hans hånd til at give et brændende lilla skær: Hellfire. En af de kræfter han havde fået ud af at være Zane's lille skødehund for over et år. Men hvad hans mester ikke vidste var at Ma'lakel havde modificeret den så den blev mere farlig for dem der ikke var immun overfor normal ild. Han ville bruge den hvis den lille pige bare så meget som gjorde mine til at ville hoppe på ham for... hævn? Over noget så simpelt som en trussel der heldigvis for hende ikke havde udviklet sig til mere end det. Hans øjne var stadig fyldt med et rasende inferno og et vantro skær i det han talte til hende, med en mørk, og kold stemme, der uden tvivl mente de ord som læberne formede og tungen fremmanede:
,, Prøv på noget tøs, og jeg vil love dig en skæbne værre end den jeg lige før truede dig med..."

Flere havde kaldt Sjaytan for nærtagende, uforstående, en der tager ting for personligt, handler uden at tænke og en snothvalp der ikke fattede hvad de vokse mente eller talte om. Hun var blevet så træt af at prøve på at modsige dem at hun til sidst havde opgivet det og gjort nogle af disse ting til sig, bl.a. det med at hun var en smugle nærtagende, og det var hvad hun havde gjort her. Hun tænkte ikke på hans baggrunde for at have taget så hårdt fat om hendes hage, hun tænkte kun på at han havde forvoldt hende smerte, og at hun hadede, virkelig hadede folk der gjorde sådanne ting imod sig. Hendes tanker begyndte at puste til den lille gnist af vrede som der var blevet startet ved hans handling, og i takt med at vreden voksede gjorde lynene i hendes øjne og lige omkring hende også.
Sjaytan havde meget omhyggeligt sørget for at se ned i jorden til hun hørte hans stemme igen. Hun handlede før hun tænkte og blev først klar over sin fejl da hendes lyngnistrende øjne, der afspejlede trods og modvilje imod ham, så lige på hans ansigt. Sjaytan vidste at det gjaldt om at komme op og en smugle på afstand af ham, for hun tvivlede ikke på at han mente hvad han sagde. Sjaytan rettede sig hurtigt op, og tog nogle skridt tilbage. Hun stilte sig klar, klar til ikke at blive overrasket over hvad end han havde tænkt sig at gøre.