Pokkers regn ... (Amy-).

Vejr :: Det regner sindssygt meget, og så er det helvedes koldt.
Sted :: Et sted inde mellem de mange træer i Di Morgas skov.
Omgivelser :: Eh, ikke rigtig nogen så vidt han kan se?.
Tid :: Uhm ... klokken må være deromkring halv et om natten.
Dato :: Lige som in real life - hvilket vil sige d. 2. juli 2010.

Det kunne tydeligt høres i hele skoven og dens omegn, hvordan tusindvis af dråber silede ned fra skyerne og gjorde alt levende, såvel som ulevende, plaskhamrende vådt. Det var også på det grundlag, at skovbundens jord var blevet forvandlet til smattet og ulækkert mudder, som man let kunne komme til at falde på røven af, hvis man ikke var passede på. Det var nemlig ret så glat. En høj, ranglet skikkelse listede rundt i udkanten af skoven Forêt. Ledte sandsynligivs efter noget, eftersom vedkommende gik med næsen helt nede ved jorden og rodede rundt i buske og andre planter. Kiggede bagved væltede træstammer, store sten og tilmudrede blade. Denne dystre silhuet gik under navnet Eithan. Han var nok ikke et videre kendt ansigt her på stedet, men det passede ham også fint nok. Han brød sig alligevel ikke særlig meget om opmærksomhed. "Hvor fanden er det henne? Jeg vil æde min gamle hat på, at det var lige her, jeg tabte det ..." mumlede han stille til sig selv og bandede lavmælt over vejrguden. Regnvejr - og så lige i starten af juli måned? Åndssvagt. Eithan fik med sit sædvanlige uheld sat sin ene fod under en stor trærod, der stak op af jorden, hvilket resulterede i, at han faldt lige så langt, han var ned på den mudrede skovbund. "SÅ SGU DA FANDEN TAGE DEN ÅNDSSVAGE SKOV!" snerrede han højlydt og satte sig opgivende op. Han førte en hånd op til sit ansigt, der nu var fuldstændig indsmurt i våd jord/mudder, og tørrede det værste væk med håndfladen. Med et irriteret suk rejste han sig op og gav sig derefter til at børste sine bukser af for diverse, mudrede blade, der havde klistret sig til hans i forvejen beskidte bukser.

Amy sad oppe i et træ et skoven Forét. Hun sove stille, hun havde været der før det starede med ar regn. Hun mærkede regn på sin næse, hun rystede stille på hovedet med sov stillev idere. Hun lyttede til regnen imens hun sove. Lyden gjode hende roligere end ellers. Hun mumlede stille nogen, Hun blikkede stille uden af åben dem. Hun vågnede stille lidt efter. Hun satte sig forvirret op. Hun kiggede ned og fik et chok, da hun jorden så langt under hende. Hun huskede stille hvor hun var, hvorfor hun var her. Hun sukkede lettere. Hun smilte stille for sig selv. Hun lyttede efter i skoven, så langt hun kunne. Hun kunne hørte noget lægere væk, en menneske? Nej, den var en som snerrede, det kunne jo også være et menneske. Hun gætte sig frem et en anden race, eller måske sammen race som hende selv. Hun nikkede stille for sig selv. Hun satte sig i spring stillning. Hun hoppede elegngt hen til det næsten træet. Det gik første op for hende nu, da det regnede. Hun smilte lidt mere. Hun slog sine sort vinger ud, hun lagde hoveet på skrå. Kunne hun fly der over til? Eller ikke? Hun hoppede ned fra træet og fløj imellen træene. Det var lidt svært. Hun var næsten henne ved han, da han gemte at kigge sig for. Hun fløj lige et i et tæ.. Hun fandt ned med det sammen. ”AV!” Råbte hun, da hun ramte jorden på sine vinger. Hun satte sig op, hun ømme sig lidt. Hun kiggede lidt rundt, hun kunne se noget, men vidste ikke hvad det var

Eithan forbandede det yderst ubelejlige uvejr, hvorefter han forsatte sin leden efter det armbånd, han til daglig gik rundt med på sit højre håndled. Der gik dog ikke ret længe, før hans opmærksomhed straks blev rettet mod den eller det, der pludselig dumpede ned på jorden et sted oppe fra. Med et sæt vendte han sig om og fæstnede sit blik på den nedfaldne dødsengels , der lod til at have slået sig. Det måtte også have været noget af et fald. Selvom han nok burde sige noget, i det mindste spørge hende om hun var uskadt, stod han bare og gloede åndsforladt ned på hende med et dumt ansigtsudtryk. Han åbnede svagt sin mund og løftede en hånd, som han lidt efter placerede bag på nakken, kørte derefter sin hånd en smule længere op og rodede rundt i sit kulsorte, indfiltrede hår. "Øh ..." var det eneste ord, hvis man overhovedet kan klassificere det som et 'ord', der kom ud af hans mund. Hans evne til at tale havde åbenbart forladt ham, netop som den var blevet nødvendig. Eithan bed sig forsigtigt i underlæben og lod sin hånd falde på plads ned langs den ene side. Han havde endnu ikke flyttet sit blik fra hende bare en eneste gang. Han vidste godt, at det var ret så uhøfligt bare at stå og stirre, men han kunne simpelthen bare ikke lade være.

Hun flyttede hurtigt sit blik for at kigge på sine vinger, før ahn kiggede på hende. Hun tog blidt fat i sin enen vinge. Hun lukkede øjnene hårdt i og mumlede: ”Av, for.” Hun sukkede lydløs. Hun åbnede øjnene igen for at kigge på sine vinger igen, hun skulle kigge på dem, hvis hun nu havde slået dem. Hun var lidt øm i dem. ”Så kommer vi vist ikke ike at flyve i et stykke tid igen,” mumlede hun stilel for si slev. Hun kiggede ned af sig selv. Hun lagde hovedet tilbage og sukkede. Hun vidste ikke hvad hun lignede mere. Hendess hår faldt ned, hun sukkede med et lille smil. Hun slog blidt sit hår tilbage igen. Hun flyttede blik op på ham. Hun prøvede at smile til ham, hun fik ikk et rigtig smil, men næsten. Hun lod sine vinger falde ned i jorden. Hun lagde hovedet på skrå. Hun mente ikke at hun kendte ham. Hun var ikke sikkert på at hun kendte ham. Overhovedet. ”Hej,” mumlede hun nervøs. Hun rødmede og kiggede ned på sine hænder som lå i hendes skød. Hun løftede blikket lidt, ike så meget, men lige så hun kunne se ham. Hun satte hovedet let på plads. Hun sukkede stille. Hun lod sin ene hånd kørte rundt i sin kjole.

Eithan glippede let med øjnene, før han kom ud af sin 'trance' og flakkede sine blågrønne øjne væk fra hende. Så gør dog noget, mand! Han lukkede øjnene hårdt i og bed sig selv i tungen. Efter et halvt minuts tid fik han så endelig taget sig sammen, rettede sit blik mod hende og nærmede sig langsomt den unge kvinde med de tilskadekomne vinger. Lidt tøvende satte han sig på hug overfor hende og fik tvunget sine mundvige op i et kunstigt smil. "Er du okay?" spurgte han med dæmpet stemme og hovedet lagt en anelse på skrå. Det lignede ham ikke sådan at spørge ind til andre. Men han havde jo ikke bare kunnet gå. Eller jo ... men ... det gjorde man bare ikke. Det gjorde selv han ikke. Han vippede sit hovede til den anden siden og så spørgende på hende med et løftet øjenbryn. Det påklistrede smil på hans blege læber var lige så stille blegnet, og han var nu igen fuldstændig udtryksløs i sit ansigt. Både hans øjne og ansigt var helt ulæselige. Det var kun hans dystre og mørke aura, der prægede hans tilstedeværelse. Den gjorde atmosfæren tung og fik temperaturen til at falde et par grader. Han satte hænderne mod jorden, da han var ved at miste balancen, men formåede på den måde at opretholde den. Han glippede endnu en gang med øjnene og bed sig afventende i læben.

Hun lagde hovedet på skrå igen, da hun kiggede på ham og hans blik. Hun kiggede ned af sig selv, hvad der noget galt med hende? Ud over hun ikke ligefrem var så ren? Så kunne hun ikke selv hvad der var galt med hende, hvis der så vel skulle være noget galt med hende. Hun sukkede lettere undrende og kiggede tilbage på ham. Han vra kommet ud af sin 'trance'. Hun tvang et smil frem på sine læber. Hun bed sig let i underlæben og følte sig lidt nervøs, nok første gang nogen havde kunne få hende til det. Hun rødmede let igen. ”Jeg har jeg er okay, eller næsten,” mumlede hun flovet og kiggede på sine vinger. Hun mærkede kolden, eller de få grader der gik af varmen. Hun ville ikke spørge om noget. Han vidtse sikkert godt hvad hun var, det havde hendes vinge jo søgte før. Hun bed sig lidt hårdere i underlæben.

Eithan skød det andet øjenbryn op i panden og sendte hende et svagt, påført smil. "Eller næsten?" citerede han og så lidt betuttet på hende. "Hvad skal det betyde?" spurgte han efter en kort talepause og satte sig ned, eftersom han var ved at være godt træt af at stå på hug. Desuden ... han var allerede blevet godt beskidt, så det gjorde vel ingen forskel, hvis der skulle komme lidt mere mudder på hans bukser. Han lænede sig en smule forover, så han bedre kunne se hende. Han vidste ikke, hvad det var eller hvorfor men ... der var et eller andet ved hende, der tiltalte ham. Fik ham til at ville vide mere om hende. Han lod sine øjenbryn falde på plads igen, hvorefter han rettede sin ryg og lod sit blik køre lidt rundt på hende. Gjorde det så diskret som muligt, og endte med at nagle blikket mod hendes ansigt igen. Han pustede let til en af sine sorte hårtotter, der hang ned i øjnene på ham og generede hans syn, så den fløj til side, og han fik et bedre en bedre udsigt til hende, da totten ikke længere var i vejen. Eithan slog kortvarigt sit blik ned på sine hænder og begyndte at flette sine fingre ind og ud af hinanden, mens han ventede på, at hun ville svare ham. Hun kunne ikke være helt uskadt. Ikke efter det fald. Han skævede op til hende med et forsigtigt smil og tog en dyb indånding. Det der armbånd måtte han finde en anden dag. Lige nu var det hende, der tiltrak hans opmærksomhed.

Amy smilte små uskyldig, hun lod den ene hår lege med noget af en tot som faldt ned i hendes ansigt igen. Hendes blik kørte rundt, første på ham også rundt i skoven. Hun var ved at prøve at se om hun kunne holde sit blik væk fra ham, men det var svært. Hendes blik søgte hurtigt tilbage til ham. Hun smilte stille. ”Ja næsten. Jeg har slået lidt, ” sagde hun stille og skævede blidt til sine vinger, og så så på ham igen med et smil, et rigtig smil på læberne. Hun åndede let ud i det kolde. ”Men der er ikke noget, tror jeg. Jeg ved ike så meget om at være læge, eller så meegt om at han vinger, ud over flyveningen, men jeg føler mig okay, ud over jeg ikke rigtig kan mærke mine vinger mere,” sagde hun lettere med et lille suk. Hun kiggede på ham, hun prøvede så meget ikke at se på hans ansigt. Hun smilte roligt og sødt til ham.

//Smutter, for idag

Eithan sukkede indvendigt og vendte sit blik ned mod jorden, inden han så automatisk rettede det op på hende igen, da hun sagde noget. Hans blik gled hurtigt hen på hendes sorte vinger, som han nygserrigt studerede med øjnene. "Gør det slet ikke ondt nogen steder?" spurgte han med hovedet lagt på skrå og sendte hende et svagt, lidt kunsigt smil, så det nederste af hans to spidse hjørnetænder blev blottet. Han så lidt tænksomt op mod himlen, før han atter slog sit blik hen på hende. "Jeg kan desværre heller ikke være til meget hjælp. Jeg ved absolut intet om vinger ... og så har jeg langt fra erfaring med at være læge," svarede han og trak let på skuldrene. Han lod stilheden tage over et øjeblik, sad bare og betragtede hende uden rigtig at sige noget. Efter et godt stykke tid rejste han sig dog op. Han tørrede hænderne af i sin t-shirt og rakte derefter den ene hånd ned mod hende. "Kom op at stå," bad han og smilede sagte til hende. De skadede vinger havde jo ikke noget med hendes ben at gøre. Medmindre, selvfølgelig, at hun også havde slået dem.

”Tja, lidt, men det går vel over snart? Hvis ikke så må jeg finde en der kan hjælpe mig lidt med det,” sagde hun stille og smilende, men smilet noget ikke øjnene helt mere. Hun kiggede stadig på ham, der var noget ved ham. Hun vidste ikke helt hvad, noget som hvis hende til at kigge lidt mere på ham. Hun sukkede lydløs. ”Det havde jeg heller ikke helt ventet at du kunne. Så ville jeg nok også ha mødte dig et helt andet sted, måske? Som skadestuen? Eller sygehuset? Hvis du nu var en læge, mener jeg,” sagde hun smilende og nuttet. Hun klukkede stille og kort af lidt af sig selv, og vist lidt af ham også? Eller ikke… Hun vidste ikke helt hvorfor. Efter noget tid, kiggede hun lidt undrende på ham, da han rejste sig. Hun lagde hovedet let på skrå igen. Hun smilte lettere til ham. Hun tog hans hånd, og trak sig op igen. Hun kiggede lidt ned af sig selv, hendes ene øjenbryn løftede sig lidt op.

Eithan smilede forsigtigt til hende og trak sin hånd til sig, efter hun havde fået hevet sig selv op at stå. "Jamen ... jeg kunne da godt være en læge, der interesserede sig for skoven i min fritid?" påpegede han med et indvendigt grin og så lige som hende ned af sig selv. Nej, det var nok ret tydeligt, at han ikke var læge. Nåh ja ... hvem vil også være læge? Læge .. bah. Han drog et suk og førte en hånd op til sit hår, som han rodede lidt rundt i, så det kom til at se endnu mere uglet ud, end det allerede gjorde. Derefter bed han sig let i underlæben og foldede sine hænder omme bag på sin ryg. Hvad skulle han nu sige? Han begyndte skiftevis at stå på tæerne og hælene, så han vippede lidt frem og tilbage. "Jeg er ked af, at jeg ikke kan hjælpe dig ... men ... hvad er du egentlig for en?" spurgte han med dæmpet stemme og et spørgende ansigtsudtryk. Han pegede dernæst på hendes vinger og lagde hovedet en lille smule på skrå. "En engel?" gættede han sig frem til og lod sit blik glide undersøgende op og ned af hende et par gange.

Amy smilte stille og roligt til ham. ”Ja, det kunne du, hvis du vil,” sagde hun små undrende og klukkede stille. Hun trak stille på skulderne og kiggede roligt på ham. Hun lod sin ene hånd kører ned af sin kjole, hun prøvede at få noget af det mugger af hendes kjole, selvom hun var lidt ligeglad med den. Hun gik ikke så meget op i sit tøj, der havde hun nu aldrig gjort. Hun bed sig blidt i underlæben, og lod blikket gled over på han igen. Hendes blik var lidt nervøst. Hun vidste ikke om hun skulle sige noget til ham? Og hvis hun så skulle sige noget, hvad skulle hun så sige til ham? Hun lagde hovedet lidt mere på skrå. ”Årh, det gøre ikke noget, jeg er næsten vane til at slå mig,” sagde hun og lo kort, hun satte hovedet på plads igen. Hun ventede lidt på at han ville gæt, da hun fornemt at han ville gøre det. ”Ja, eller næsten. En Dødsengel, hvis det skal være helt rigtig,” sagde hun små smilende. Hun kiggede på sine vinger igen, hun fik dem lidt op, men de faldt hurtigt ned igen.

"Ja ... altså ... hypotetisk set," tilføjede han med et svagt smil og vendte sin opmærksomhed mod hendes hånd, som hun kørte ned af hendes kjole - muligvis for at få noget af alt det mudder væk. Eithan flyttede sit blik fra hånden og lod det i stedet for køre ned ad sig selv. Han var bestemt heller ikke fri for mudder. Både hans sko, bukser og det nederste af hans t-shirt var fuldstændig kladset ind i det klistrede, brune stads. Oh well. Det kunne faktisk være lige meget. Det var bare lidt vådt jord. Det kunne nok børstes af, når det en gang tørrede. Hans øjne flakkede op på hende igen, da hun sagde noget, hovrefter han sendte hende et sagte smil. "Vant til at slå dig? Du må være en meget uheldig person så," brummede han med et skråt smil og rettede sit blik ned mod jorden, men vendte det endnu en gang op på hende, idet hun sagde noget mere. Han trak så en smule ligegyldigt på skuldrende og tvang sine mundvige opad i et smil. "Nåhr ja ... engel/dødsengel ... potato potato," mumlede han blot og viftede kort med hånden. Selvom der jo faktisk var meget forskel på de to. Men de havde to ting tilfælles. De var begge døde ... og så havde de ordet 'engel' i navnet. Eller det var måske nærmere en slags titel.

Amy smilte stille og svagt til ham. Hun sukkede øjne stille i, et lille næsten lydløs suk, kom ud mellem hendes læber. Hun rystede stille sit hovedet. ”Yay, lidt vane til det er jeg,” mumlede hun stille og fik et lille rynke i panden. Nu når hun tænkte over det, var hun uheldig. ”Men det plejer ikke at være så slemt som nu,” mumlede hun genet til ham. Hun rødmede svagt, hun lod en hånd kørte hen over hendes svagt lyserøde kinder. Hun prøvede på en måde at få det væk, og samtid at gemme det. Hun blikkede svagt til ham. Hun kiggede på hans ansigt igen. Noget fik hende bare til at kigge på ham, hun vidste ikke hvad det var. Hun tænkte lidt over, men kunne overhovedet ikke finde et svar eller grund til det. ”Der er ikke det samme, selvom nogle tror det. Nogle tror bare at dødsengel er onde end rigtig engel.” Hun fnøs kort, og viste at hun ikke ligefrem var enge med dem. ”Men nogle af dem er også ond, men… Det må de vise helt selv om,” sagde hun små nervøs. Hun slog stille sit hår tilbage bag hende, da hun ikke ville har det i hovedet lige nu. Hun kiggede ned i jorden og smilte stille til ham, uden rigtig at kigge på ham igen, selvom hendes blik søgte lidt derop. Hun lagde hovedet let på skrå igen, hun tog en dyb indånding og kiggede op på ham igen. Hun tænkte lidt over det med engel og dødsengel. Det var jo næsten også det samme, eller ikke helt.

Eithan smilede svagt, da hans bemærkede den lette rødmen på, der havde valgt at ligge sig på hendes kinder. Hans blågrønne øjne flakkede hen på hendes tilsyneladende tilskadekommende vinger; men der var intet, han kunne gøre ved dét. Han var som sagt ikke doktor. Lige meget hvor meget han så gerne ville hjælpe, kunne han ikke. Han glippede lidt fjernt med øjnene, idet hun begyndte at tale igen. Lyttede opmærksomt til det, hun fortalte ham. Om at ikke alle dødsengle var onde. At det bare var dét, folk troede om dem. Selvfølgelig var de ikke det. Alle væsner var forskellige. Selv inde for den samme race. Han mente heller ikke selv, at han var ligesom alle andre vampyre. Desuden ... han havde fået det at vide så mange gange fra sin rival. Han var svag. Vidste ikke en gang hvordan man opførte sig som en rigtig vampyr. Han var ikke til noge nytte, for han var svag. Eithan rystede hurtigt dé tanker ud af hovedet. Han gad bestemt ikke have, at det skulle ødelægge hans humør. Og ... hvis han først var i dét humør, ville det helt sikkert også komme til at gå ud over hende - og det ville han jo ikke have. "Så ... mener du selv, at du er ... ond?" spurgte han med et lidt gådefuldt og ulæselist smil. Ret kunstigt præcis lige som alle de andre. Det var meget sjældent, at et oprigtigt smil var til at finde på hans læber. De var som regel altid et af de der falske, påklistrede smil, han bar.

Amy lagde vægten over på det andet ben, og kiggede på ham. Hun tænkte lidt over hvad han havde spurgte om. Ond? Det vidste hun ikke helt om hun var. Hvad hun selv synes? Hmm.. Så var hun vel ikke ond? Eller måske læidt. Hun kom lige i tanke om dem hun nu havde dræbte. Hun gjorde sig lidt mere lille i det, selvom hun ikke rigtig kunne det. Hun havde et tænkesomt blik i sine øjne. Det havde jo været ondt. Hun kiggede på ham, iemns hun tænkte over et. "Det var ikke ligefrem let," mumlede hun stille for sig selv. "Jeg ved ikke helt, hvad jeg selv synes. Lidt, men det kommer an på hvad du mener helt, ond kan være mange ting jo. Men måske let, ej jeg ved det ikke helt..." sagde hun stille og tænkesomt. Hun lagde blidt armene over kors. Hun kiggede kort op, før hun kiggede tilbage på ham. Det havde jo været ond at dræbe nogle? Ikke? Hun havde det jo ikke ligefrem dårligt over at ha gjort det, hellere ikke dengang hun gjort det. Hun havde aldrig rigtig half det dårlig over det dræbe. Hun sukkede lydløs.

//Sorry min kreav --'

Eithan lyttede til hendes lange, lidt forvirrende svar. Hun kunne vist ikke blive helt enig med sig selv om, hvor vidt om hun var ond eller ej. Men ja ... ond kunne være mange ting. Der var ikke en direkte defination på ordet. Der var også flere grader af selve dét at være ond. Man kunne være en sindssyg, ond morder, der konstant gik rundt og drabte folk ... eller man kunne være ond i den forstand, at man måske mere tænkte ondt. Tænkte måske over en ond plan, fordi vedkommende ville hævne sig på en eller anden. Han trak svagt på skuldrene. Så mange ting og forklaringer samlet under ét sølle ord. Han ville ikke helt stemple sig selv som ond. Han ... han fulgte bare sine instinkter, når han nu skulle ud og indfange sin mad. Alle de ofre, hvor han ikke havde kunnet stoppe igen. Havde tappet dem fuldstændig for blod. Han havde ganske vist en forrygende beherskelse, hvad hans blodtrang angik. Men når han først var starter, så kom det dyriske og blodtørstie uhyre op i ham, og så kunne han bare ikke stoppe.

"Men, jeg ville ikke sige at jeg er ligefrem ond, ligesom nogle andre. Jeg er ikke en eller anden sygmorder," mumlede hun stille. Hun kiggede ned. Nej, det var nu rigtig nok, hun var ikke en eller anden morder. Hun ville hellere ikke ligefrem kalde sig selv morder, men på en måde var hun jo det. Hendes job var jo at tag folk med i døden. Hun skulle jo på en måde være den onde, og ikke den hun var. Hun skulle jo ikke bare ade folk slippe af sted med noget. Overhovedet. Hun skulle bare tag dem i døden. HUn skulle jo dræbe folk. Hun prøvede at ryste tankerne af sig, hun kunne ikke li at tænke på at hun var en morder, eller skulle ha været det. Hun havde jo aldriggjort som hun skulle. Hun kiggede kort op, før hun kiggede på ham igen. Hun ville jo aldrig kunne få sig selv til at tag ham med i døden, eller dræbe ham. Det var hun bare ikke, det ville hun aldrig kunne. Hun sukkede lydløs. Hun gik stille over til et træ-Hun lænede sig op af det, hun stønnede stille. Hun lukkede øjnene. Livet var ikke let.