Runnig from the home with no parents //Sutekh=privat//

Tid?;20.54
Sted?; Terre's let øde gader
Omgivelser?; Meget få mennesker og nogle tomme huse.. Stilhed!
Vejret?; Tusmørke, Kraftig vind og en smule støvregn

En pige på omkring de 17 år kom stille og roligt slentende hen af den ene øde gade efter den anden. Hendes kongeblå øjne var bare rettet mod jorden og hendes lange røde hår var ikk sat op i de sædvanlige rottehaler men hang løst. Det hvilvede svagt om hende på grund af vinden der hele tiden ændrede retning. Hendes tøj var en smule flænset få steder og hun hvade en lidt jord på arme, ben og ansigt som om at hun havde væltet en masse gange. En tyk og rødlig væske kunne skimmes på hendes ene hånd og de mennesker der så det gik hurtigt lidt væk fra hende. Denne dæmons navn var Kimmie.

Sutekh kom ligeledes som den lille pige, gående gennem de tomme gader af Terre. Der var ikke mange folk ude på dette tidspunkt. de fleste var inde og lave noget med dem de havde kære.. men ikke Sutekh..

Han sukkede dybt og placerede hans hænder i lommerne mens hand vadede lige u, op og ned af gaderne, uden mål og uden nogen intention om at gøre noget specielt.. hvad mon fremtiden ville bringe i dag?

Kimmie havde godt kunne fornemme en andens dæmons tilværelse hvis hun ikk var som hun var nu. Man skulle tro at hun var i trance eller sådan nogte men hendes øjne var for klare til at det kunne være sandt. Hun gik lidt usikkert på sit ene ben af og til og et mindre sår kunne findes på hendes lår samt en hudafskrabing hen over hendes næseryg. Hun så ikk op men undveg med stor lethed de forhindringere der kom. Hun blinkede langsomt og fugtede af og til hendes læber. Hendes hænder hang bare slap ned af hendes side mens at den kraftige vind sendte hendes duft rundt omkring.

Sutekhs lange røde hår blev fanget af viden da den blæser forbi men forbløffende nok kommer det aldrig så meget i vejen for hans ansigt at han ikke kunne se noget. han fortsatte med at gå i stilhed. nogle enkelte ludere som stædigt stod på et hjørne piftede af ham og forsøgte at sælge sigselv. man han ænsede dem ikke.

Hans næse havde forlængst fanget færten af en artsfælle. En anden dæmon. Han stoppede nede for enden af en gade. en gade hvor han mente at lugten kom fra. han stod stille, mens vinden voldsomt legede med hans sorte jakke og hans lange hår. Hans dyriske grønne øjne lyste svagt i det lette mørke der lå i gaderne.

Hvem var det der var på vej?

Kimmie slentede sig stadig af sted. Men så spærrede hun plduselig sine øjne op og stoppede brat lidt med 30-40 meter fra den anden dæmon. Hun stå stille op med hendes stadig smukke klare og kongeblå øjne. Hun stod bare stille uden en lyd og fik lidt efter øje på ham. Han så en smule ældre ud end hende. Nogle få år måske men det tænkte på ikk videre på. Hendes hudafskrabing kunne nu ses tydeligt da hun så op og da hun rettede sig en smule op kom såret på hende ene lår ksma også frem. Hun trak roligt vejret og stod også stabilt.
Hvorfor fik denne dæmon hende til at stoppe op igeen?

Han så på hende med et køligt blik. Hendes scent gav hende væk. en lille dæmon..
Hans hænder forblev i lommerne på hans lange jakke men under jakken spændtes alle hans muskler sig. Hun så noget forslået ud. Gad vide hvad hun havde været ude for?

Hans interesse bundede mere i nysgerrighed end medlidenhed.
Hans grønne øjne var låst på hendes lille skikkelse. Som et rovdyr der holder øje med dets bytte.
Han lod for et kort sekund sin aura sværme vildt omkring sig for derefter at forsvinde helt da den faldt til ro. Var hun en ven.. eller fjende?

Kimmie stod stadig bare som om hun faktisk var i trance men så rettede hun igen sit blik ned mod gulvet og begyndte stille at gå. Hun gik roligt forbi ham men da hun gjorde rettede hun kort sit blik mod ham. Hun bed sig blidt i sin læbe og gik videre hen af den øde og ret støvede gade. Hun gik den hel modsatte vej hvis hun ahvde været på vej mod hospitalet. Det var som om at hun bare skulle væk fra et bestemt sted og ikk rigtigt vidste hvor hun gik hen. Hemdes røde hår flagrede vildt om hende stadig væk men det var ikk vinden det korte øjeblik men hendes aura. Hun ville også lige vise at hun ville gøre hård modstand hvis han angreb hende. Hun lagde stille sin hånd mod sit lår og en form for skygge ring kom runft om det der var såret var. Hun klemte sine øjne lidt sammen i smerte men hun vænnede sig til hendes egen healings netode efter noget tid.

Han vente hans hoved da hun gik forbi ham. så efter hende i lidt tid og vendte sig så for at følge efter hende. han gik stadig med hænderne i lommerne. Casually.
Ingen onde intentioner. Han fulgte efter hende fordi hans nysgerrighed omkring hendes sår og evner drev ham til det. Han så skyggen omkring hendes sårede lår og smilede skævt. så hun var en af hans?

Han gik roligt bag hende. Som om han ventede på noget. gad vide hvor hun var på vej hen? var hun overhovedet på vej nogle stedder hen?
Et eller andet sted dybt nede under hans kølige facade, lurrede der en vis form for medynk til den lille... denne medynk bundede dog udelukkende i at hun var en af hans egne.. mon han skulle hjælpe hende lidt?

"Hva-Hvad vil?" lod hendes stemme så endelig. Den lod rolige og blid som en engels men stadig også kold som en dæmon så man ville tro at hun var halv af hver men nej hun var skakm fuldblods dæmon og stolt. Mente hun nok hun var. Hun stoppede roligt op for at han også ville opdage at hun stoppede for ellers ville han sikkert have gået ind i hende. Hun så sig over skulderen og over på ham med hendes klare og kongeblå øjne men der var stadig ingen rigtigt smil. Men hun var heller ikk trist eller vred. Hun var utrolig svært at læse. Hendes følelser var godt skjulte. Selv ikk i hendes øjne som eller blev kaldt for vinduet til ens sjæl kunne man ikk skimme noget. Hun lavede en kort håndbevægelse og skyggeringen forvandt igen som støv i luften. Såret var der stadig dog bare med en lidt tykkere skorpe på.

Han stoppede da han kom op på siden af hende og tiltede hans hoved let på skrå mens han betragtede hende roligt. efter en kort pause med stilhed imellem dem ville han så nikke til hendes sår og skader.

"hvad har du lavet..?.."

Igen var det hans umenneskelige nysgerrighed der skinnede igennem. Og han lagde heller ikke skjul på det.

"Ikk noget..bestemt" sagde hun som svar på hans svar på hans spørgsmål og så bare på ham med hendes klare øjne stadig uden et sådan rigtigt smil. Hun så så lidt væk og bed sig i sine underlæbe mens at hun lod sin ene hånd glide over det store sårs skorpe. Det gjorde stadig ondt. Hun tøvede lidt og lavede så igen den der skyggering om det og så op på ham. "En mindre slåskamp ikk andet" halvløj hun så og trak på skulderne.

//....//

Han løftede et spørgene øjenbryn og kiggede på den sølle skyggering der formedes omkring hendes sår. Så sukkede han dybt.

"D'laktal De'rulo?"

Han så på hende og afventede hendes svar på hvorvidt han skulle hjælpe hende med at heale sig selv eller om han bare skulle lade hende være.

//undskyld ventetiden.. har haft lidt travlt med arbejde//