Out of order - Kate Melora

Det var en glohed sommer, som havde ramt Di Morga. Vejrudsigten målte op til de syvogtyve grader, hvilket var mere end nok efter mange af turisternes mening. Der var dog stadig nogle skyer at finde på himlen, som udgjorde en ringen parasol.
Turisterne så dumme ud med deres tennishatte i forskellige neonfarver på kappen, som alle havde et kamera løftet op i hånden som var det deres våben. De fleste var dog harmløse udenbys væsner, som ikke havde en større magt end en dværg. Nogle af væsnerne var dog også ukendte for Thomas næse. Nogle lugtede lidt lige som katte. Andre som en mose, og enkelte der bare lugtede som almindelige svedne mennesker.
Det virkede heller ikke til at man kunne andet i denne varme, selv Thomas svedte ned af ryggen, varulveblodet var så at sige ikke til megen nytte på denne årstid. Med en flaske ved hånden dukkede han sig ind under den nærmeste købmands halvtag som var blevet slået ud, mest på grund af afgrøderne der stod uden for i varmen og hvis processen til forrådnelse skulle formindskes var han nødt til at skygge for dem.
Ungerne legede i solen, imens forældrene stormede efter dem, bekymret for den berygtede human trafficking der sikkert ville ende med børnenes endelige.

Thomas brummede lidt og beskuede dem, børnene. Unge, uvidende, uskyldige… En længsel trådte sagte frem i ham. En hånd fandt vej ned til hans shorts lommer, og fandt en cigaret frem derefter også en lighter, som blev ansporet til hans mund, der var omsluttet af et tykt lag rødlig brunt skæg. Han burde vel se at få det barberet. Få luft ind til huden. Men han kunne godt lide det. Tanken om at skulle fjerne det ville nok få ham til at føle sig som en sytten årig knøs der endnu ikke kunne få noget ordentligt skæg.
Et svagt grin tilhørende et lettere skævt smil over tanken som morede ham. Med et blev han hevet tilbage til virkeligheden over at købmanden i døråbningen skændede på ham, på hans febrilske fransk over hans røg.
”Pardon…” brummede han ud igennem skægget, og slukkede cigaretten med to fingre, og gemte den til senere, en smule irriteret over at blive berøvet den nydelse, men kunne vel godt forstå det. Med et suk skubbede han den sidste stub røg ud fra lungerne som var blevet inhaleret. Tilbage stod han uden en cigaret på en glohed dag, uden nogen form for interesse at bevæge sig væk fra købmandens halvtag, hvis det betød en smule køle.

På en varm dag, som denne dag mildest talt var, så ville Kate normaltvist have fundet sig en bog og en god bænk, men de omfarende turister forvirrede og distraherede hende ufatteligt meget. Heller ikke fordi der skulle så meget til, hun havde altid haft svært ved at holde fokus på en ting af gangen. Turisterne var morsomme at betragte, ja, men de lignede bare også alle sammen hinanden og reagerede på samme måde til alt. Så meget entusiasme over en bygning, som hun gik forbi hver dag, forvirring over deres kort, deres behov for at tage billeder af alt de så. Det var trættende i længden.
Og så fyldte de så latterligt meget - både fysisk men også bare deres mentale tilstedeværelse. Når der var så mange, så havde Kate svært ved at navigere gennem byen. Hun var lille, klodset og havde, som altid, en pænt stor skuldertaske hængende fra sin højre skulder, der ikke ligefrem hjalp på den svage motorik. Et barn kom løbende imod hende og navigerede endnu værre end Kate, hvilket endte i et lille sammenstød med tasken. Moderen, der kom gående raskt efter sit barn, kiggede tvært på Kate, som om al ondskab i verden var hendes skyld. Kate skulle aldrig have børn. Specielt ikke et sted, hvor der var så voldsomt meget kriminalitet og hvor så stor en del af befolkningen var overnaturlige. Kate gøs bare ved tanken.

Kate fik mast sig frem til sit mål gennem turisterne til trods for sine mange udfordringer. Købmanden havde slået en markise udover afgrøderne, hvilket hun var taknemlig for. Selvom det var overskyet, så var det en anelse rarere, og til trods for, at hun havde boet i Terre i tre år, så var hun stadig ikke blevet helt vant til det varmere, sydlige vejr i forhold til koldere i Rusland. En anden der satte pris på skyggen var en stor mand, der fik tiltrukket sig hendes opmærksomhed, fordi købmanden tydeligvis ikke var så glad for, at han røg under hans markise. Det gav Kate anledning til at betale for et æble, som hun havde taget fra en af kasserne ved hendes side. Et koldt æble ville gøre godt i varmen. Kate svang sit hår over ryggen i forsøget på at køle af, men det virkede ikke særlig effektivt. Hele hendes krop var stadig lettere fugtigt, og det ville den nok fortsætte med at være uanset om hvorvidt hun svang med sit hår eller ej. Hun tog en bid af æblet og vendte sig rundt.

Der var ikke meget andet at give sig for en at surmule en smule over forholdelsen omkring cigarer ved købmanden, han kunne nu godt forstå ham. Han var en sælger, og han tjente ikke noget på det, hvor folk rendte rundt og troede at kvaliteten var dårlig. Med et irriteret suk, kløede han sig i nakken, imens de grønlige grå øjne betragtede folkemængden. Dette var nok et af grundende til at han foretrak sin hytte i Forêt, hvis træer omsluttede den og skjulte den for det blotte øje. Der var han for sig selv, uden mulighed for at blive forstyrret, med mindre folk altså skulle have noget lavet. Han burde næsten få købt sig en hund, som kunne underholde ham, trods for hans megen arbejde.

Med et lille sideblik til den ene side, opdagede han en ung kvinde. Det så en smule klodset ud med hendes rygsæk på skuldrende og hendes lille figur. En hånd fandt vej op til hans skæg og kløede det en smule, imens blikket flakkede ud imod folkemængden og tilbage til pigen. ”Du skal nok ikke gøre dig forhåbninger om at komme hjem igen…” brummede det ud imellem hans skæg, imens han betragtede seværdigheds jagerne der flokkedes rundt, pegede, snakkede, grinte, larmede bare var til stede.

Han kiggede ind i købmandens butik hvis økonomi, nød godt af turisterne, der kom og gik efter små forfriskninger, grundet den glohede varme. Blikket ændrede sig til et mere opgivende et, da han fandt ud af at han nok ikke engang selv ville kunne komme hjem nu. Med et irriteret brum slugte han noget spyt, imens tankerne prøvede at ligge en strategisk slagplan til at kunne komme helskindet igennem denne slagmark der befandt sig omkring dem. På disse tidspunkter kunne han godt bruge en cigar. Men butiksejeren forbød det, og hvis han skulle vælge ville han hellere være under halvtaget end ude i heden. Med endnu et brum lød det igennem hans læber, og måtte vel opgive sine planer for denne dag.

De små lyde, som manden, der også stod under markisen, udbrød blev ved med at tiltrække sig Kates opmærksomhed. Han så utilfreds ud, hvilket nok skyldtes cigaren. Eller menneskerne. Varmen? Han lignede en mand, der kunne blive irriteret over hvad som helst, specielt med de klagende lyde. Kate himlede med øjnene og sukkede over ham. Hvis han var så utilfreds, hvorfor gik han så ikke bare hjem? Et blik udover omgivelserne gav hende en ide om hvorfor; folkemængden blev større og mere larmende, og de havde åbenbart alle tænkt det samme som hende. Sukker og væske kunne findes hos købmanden, og det var to ting, der var på high demand sådan en dag
.
Kate hejste op i skuldertasken, der klirrede på grund af indholdet, og forsøgte at komme væk fra døråbningen, hvor folk strømmede frem og tilbage. Det ledte hende tættere på manden, så da han brummede noget inde i det store skæg, vendte Kate sig endnu en gang mod ham med et spørgende blik og et løftet øjenbryn. Når hun stod så tæt på ham, hvilket ikke var så tæt igen, blev hun skubbet længere i mod ham på grund af folkemængden. Han var sandsynligvis lokal, hvilket forstørrede hendes skepsis overfor ham. Blandt de lokale mennesker gemte de knap så menneskelige skabninger sig lige for næsen af hende. Kate havde lært at være skeptisk over de fleste, som hun ikke med det samme vidste var mennesker, på den hårde måde, men hun regnede ikke med en gentagelse af de absurde ting, der var sket for hende lige her foran alle turisterne.

Det spørgende blik i hendes øjne blev erstattet med en mellemting mellem afsky og frygt, men da hun forsøgte at komme væk fra ham, stødte hun direkte ind i en turist med et meget stort kamera og voldsomme armbevægelser.

Det var høj lys dag, og menneskestrømmen ville nok ikke blive mindre før end hen omkring aften tiden, hvor de fleste rejsende familier tog tilbage til hotellet, trætte efter at have sørget for at have et konstant øje på deres børn så de ikke pludselig forsvandt. Han kløede igen sit skæg, der begyndte at blive træls i varmen, da det bare tilføjede yderligere varme til hans ansigt, som han egentlig ikke behøvede på nuværende tidspunkt. En arrig turist begyndte nu at skænde på den spinkle tøs der stod ved hans side. Vrissen som han var på sit gebrokne fransk, og sine overdrevne armbevægelser imens han snakkede omkring, hvor dyrt hans kamera havde været, og hvordan franskmænd ingen høflighed havde længere. Thomas himlede med øjnene over optrinet, hvad forventede denne rødmosset mand at få ud af sine jammerier?

Han vendte sig om imod manden med en irriteret mine. Brynene var trukket let sammen, med en opadrettet vinkel. Blikket var spørgende, og kunne ikke forstå mandens problem. Efter lidt tid fik Thomas vel mere eller mindre nok, han var ganske vidst ikke franskmand af nationalitet, men han boede alligevel i landet. Det var ganske vidst ikke rigtig i hans sted at sige noget, og hvorfor skulle han overhovedet det. ”Monsieur?” Der gik lidt tid før manden opdagede at der blev talt til ham af en anden person. Da Thomas fik øjenkontakt med ham, lavede han en kedsommelige gestus, hvor håndfladerne var vent ned af, og fingrene bukkede og strakte sig ud, som en fin henvisning omkring at han skulle komme videre i livet. Eller gestussen var nok ikke så fin igen, manden blev faktisk mere fornærmet over det, hvorefter han vendte sin snobbede solskodede næse i vejret og gik sin vej, på sin snobbede måde. Dette var selvfølgelig en overdrivelse, med et perspektiv fra en irriteret gammel hund.

Med et skævt sideblik ned til den unge dame, vurderede han om hun var okay, men var selvfølgelig ikke noget der kunne blive besvaret. Han rømmede sig lidt, ”Er du okay?” Kom det spørgende fra ham. Imens han afventede hendes svar, hvis hun da ellers havde hørt hans spørgsmål i al den larm der omringede dem.

Da den voldsomt provokeret turist, begyndte at skælde ude på den kluntede Kate, blev hendes fokus hurtigt taget fra manden foran hende, og hun kunne hun mærke varmen stige op i sine kinder. Endnu mere end før, hvilket var meget varme. Hun kunne til dels forstå hans frustrationer, men forstod ikke hvorfor han skulle lave så stort et optrin midt i den masende menneskemængde.
Kate slog blikket ned mod sine hænder, der begyndte at vride sig, lettere forvirret og meget akavet til mode. Specielt da manden, som hun få sekunder før havde forsøgt at komme langt væk fra i troen på, at han var et overnaturligt væsen, nu begyndte at forsvare hende mode den ubehøvlede turist.
Med blikket mod jorden faldt Kates hår ind foran hendes ansigt, og igennem det inspicerede hun nu igen den fremmede, men lokale mand, der stille men magtfuldt fik den snobbede turist til at føle sig meget lille. Han var måske lokal, men tydeligvis ikke indfødt, og selvom muligheden for at han var af en eller anden overnaturlig art ikke var blevet mindre, så følte hun ikke længere, at hun kunne opføre sig så skeptisk overfor ham, som hun havde gjort før han forsvarede hende.

Kate kiggede hurtigt op og rankede ryggen, da hun indså, at hun måtte se meget lille og magtesløs ud i sin forhenværende stilling, hvilket var to ting, som hun helt klart var, men ikke havde lyst til at føle sig. Hendes kinder var sandsynligvis stadig røde, men der var ikke så meget hun kunne gøre ved det, selvom hun følte sig mindst 10 år yngre, når hendes ansigt gjorde sådan noget.

Mandens rømmen fik Kates lille krop til at lave et lille ryk i overraskelse, og fik atter hendes blik over på ham igen. Det var svært at høre hvad han sagde, men hun fik gættet sig frem til det og nikkede taknemligt med hovedet.
"Tak," fik hun mumlet.
Hvis han var menneske, ville han i hvert fald ikke kunne høre det, tænkte hun, hvilket fik et lille smil frem, der sagtens kunne misforstås som taknemlighed.

Med et studerende blik, betragtede han kvinden, for at vurdere om hun behøvede mere hjælp end hvad hun måske umildbart virkede til at have brug for. Umildbart fordi kvinden forsat var ret så stum, og virkede til at have så lidt med ham at gøre som muligt, hvilket egentlig ikke var noget han selv kunne bebrejde hende for. Hvis han så på sig selv, ville nok ikke engang have noget at gøre med sig selv. Det var en spøjs tanke måtte han indrømme. En hånd fandt vej op til det studsede skæg og kløede det lidt, inden han udtrykte sit spørgsmål med ord og lyd.

”Har du brug for hjælp til at komme igennem folkemængden?” Spurgte han så på sit flydende fransk, siden han regnede med at hun kunne sproget. Ikke at han ikke selv kunne andre sprog. Han var trods alt ikke franskmand, men kom rent faktisk fra Englands dystre gader og omgivelser. Di Morga mindede faktisk ret meget om hans hjemland, trods for varmen og de forbandede mange turister som søgte tilflugt her, fra deres eget lands grå himmel.

En turist banede sig vej forbi dem, tydeligvis lige så utilfreds og ukomfortable som resten indbyggerne i byen var over folkemængden. Hvordan kunne der være så mange, også lige i dag?! Thomas fandt det sindssygt, og tænkte over om byens skjolde var ved at svække for alvor. Der ville sikkert ikke gå længe før Di Morga var synlig for hele verden til at kunne beskue.


// Undskyld det blev så kort >_<''' //

Da han ikke reagerede på hendes "tak", blev Kates tilgang til ham en smule blødere. Måske var han ligesom hende - et ganske almindeligt menneske fanget i denne by, der var ligesom de overnaturliges Mekka.
Hans spørgsmål, der var på fransk, der næsten var bedre end hendes eget, gjorde Kate også lidt mere tilbøjelig til ikke at hade ham fra start. I den tid hun havde boet i Frankrig, havde Kate altid fortrukket det franske fremfor det engelske, der langtfra faldt hende så let som fransk. Dog var alle andre bedst til engelsk, så hun måtte hurtigt lære det, men hendes grammatik sad ikke altid i skabet og at skrive på engelsk var simpelthen ikke en mulighed, da hun ikke var i stand til det. At snakke engelsk var noget, men at skrive det var noget andet.
Kate blev så fortabt i sine overvejelser omkring hans sprog, at det tog hende et par sekunder at indse, hvad han havde spurgt hende om. Selvom det var kort tid, så var det langt nok til, at han ville bemærke det og synes hun var underlig. Kate overvejede, hvorfor hun overhovedet brød sig med hvad denne fremmede ville synes om hende, selvom hun måske var en lidt excentrisk russer.
Det kunne faktisk være rart med noget hjælp, selskab og noget skygge, når han nu var så meget større end hende, men Kate havde stadig sine betænkeligheder omkring det og specielt omkring ham. Kate var naiv, hvilket hun godt vidste selv, og som ofte førte hende på afveje.
"Jo det kunne være rart", svarede Kate - også på fransk - og kiggede op på ham gennem øjenvipperne. "Hvis det ikke ulejliger dig for meget".
Kate hejste op i sin skuldertaske og kiggede sig over skulderen. Menneskemængden var stadig tæt og solen stod stadig højt. Hun burde bare være blevet hjemme i dag - så kunne hun bare være kommet ud om aftenen, når turisterne alligevel sad på hotellet eller en restaurant.

//Og jeg undskylder for ventetiden ._.//