Den smukke skov

Det var en dejlig varm dag i Di Morga området, solen skinnede højt oppe på himlen. Det var en dejlig varm sommerdag, hvor kun en svag brise var med til at gøre så folk ikke pjækkede fra deres arbejde. Der var alligevel en masse mennesker at finde rundt på gaderne, og ikke mindst nede ved stranden. Caféerne var fyldt op med mennesker, som havde brug for at få deres kroppe kølet ned ved hjælp at kolde drinks. Det var bestemt en smuk sommerdag, som nok de fleste mennesker prøvede at nyde fyldt ud.
Det var også en ting som Bailey havde tænkt sig at gøre med denne dag, han havde blevet inviteret med ned på stranden og havde lige så hurtigt takket nej. Hvis der var en ting som Bailey var bange for, så var det vand. Han havde aldrig lært sig at svømme, og blive skubbet ned i vandet flere gange igennem sit liv.. det havde bare udviklet vandskræk hos ham.
Han havde andre planer som sin dag, han var nemlig alene hjemme og indenfor gad han ikke at være. Han havde fundet et par jeans shorts frem og en hvid top, også lige et par vide ballerina sko til. Han plejede altid at have et par højhælede sko på, men det var bestemt ikke noget som passede til hans planer for dagen.
Han havde længe haft lyst til at tage en tur ud i skoven, der havde bare ikke været en perfekt dag til at tage der ud. Det var først idag at det ikke var alt for varmt eller regnede for den sags skyld, så der var intet han skulle tage hensyn til end at nyde dagen så meget som muligt.
Der gik nok en halv time før han havde nået ud til skovens grænse, som fik ham til at stoppe op og kiggede lidt ind mod skoven. Han tog en dyb indånding, og havde det som om han ikke havde trukket vejret ordenligt i langtid. Der var en helt særlig frisk luft som kom fra skoven, som man aldrig ville kunne få inde i byen også selv om man plantede en masse træer og planter.
Der gik ikke mere end et par minutter før han begynde at bevæge sig ind i skoven, helt i stilhed bevægede han sig dybere og dybere ind. Lyden af fuglene kom fra toppen af træerne, mens lyden af kviste som knækkede kom fra under hans fødder.
Skoven var så utrolig smuk og grøn, blomsterne var til at blive fundet rundt omkring på jorden. Træerne som stod så højt, og solen som knap nok fik lov til at skinne igennem deres kroner. Skoven føltes næsten magisk i det, som gemte det sig dyr og væsner rundt om det næste træ.

Forêt, summede af liv. Bierne kredsede rundt omkring, gik fra blomst til blomst i søgen efter nektar som kunne blive bragt tilbage til deres bi kuppe. Fuglene kvidrede, det var vidst forbi parrings sæsonen, så deres sang var ikke så overdøvende som det oftest var omkring marts, april og maj måned. Dette gjorde det, langt mere udholdeligt for mange at færdes rundt på de grønne græsarealer der omgav Di Morga. Blomsterne var i fuld fjor, og spredte dets overdådige duft ud til hver eneste afkrog der fandtes. Himlen var nøgen, så dets blålige farve var nemt at beskue.
De fleste folk var at finde rundt omkring i byen, alle andre steder en Forêt, hvis tætte grønne klæder hvislede let i den kølige brise, der adskilte varmen fra kroppen i nogle ganske få sekunder. Det dæmpede en smule ned på Thomas’ høje kropstemperatur, som kom fra hans varulve gen. Med en pibe i munden og en økse i hånden, vandrede han afsted ned imellem de gamle træer.
Det var endnu en arbejdsdag for hans vedkommende, ikke at det gjorde noget. For ham var det som en hvilken som helst anden dag, en dag der føltes hverken som tvang eller hårdt slid. Arbejdet var en hobby, og hobbyen var en fritid. En perfekt balance ville nogle måske kalde det.

Skulderen roterede en omgang, for at skabe en afslapning i musklerne, så de ikke var så spændte. Dette gjorde dog også at en smule sved samlede sig på midten af ryggen, hvor det klæbede sig fast til den lysegrå t-shirt der sad en smule løst omkring overkroppen. På benene var der nogle sorte arbejdsbukser, hvor der sad et længere tykt reb fast i bukseremmen til venstre.
Skægget var blevet studset en smule, så huden kunne få noget frisk luft, og absorberer de mange d-vitaminer som han havde forsømt sig at få i løbet af vinterperioden.  I en af de mange lommer lå en pibe og noget tobak, klart til at blive brugt.
Efter lidt tids gang, nåede han frem til det træ han havde udset sig nogle dage forinden. Han stillede økse, og tog piben op, hvorefter han proppede den fuld af tobak. En fløjtene klar lyd kom ud igennem hans læber, imens betragtede træet, der skulle stå for hans brænde den næste måneds tid.

Bailey nød virkelig stilheden som lå hen over skoven, selv om den var fuld med liv. Det var noget helt andet forhold til Terre, der kunne man næsten aldrig få ro i hovedet som i skoven. Lyden af fuglene oppe i træerne, og duften som rummede skoven. Det fugtige mos, græsset, gjorden, blomsterne og alt andet, som samlede sig til et og virkede som et afstressende middel. Der forlod lette suk ud mellem hans fyldige læber, som hans øjne studerede hver en eneste lille detalje af skoven. Det ville være det perfekte sted at tage billeder, at låse den skønhed som skoven kom med og beholde dem til evigtid.
Det var faktisk rart at han ikke havde mødt nogle mennesker endnu, og at de nok mere var optaget i at tage ned på stranden for at bade. Han kunne virkelig få lov til at være for sig selv, som han normal aldrig brød sig om eller fik lov til. Måske frygtede han lidt at være alene, for så kunne hans tanker indhente ham. Det var dog dejligt at føle at han kunne være sig selv, ingen der så ham og ingen han behøvede at være perfekt for. Det var jo svært at være født ind i den forkerte krop, også kæmpe hver eneste dag for at være så perfekt at ingen opdager hans hemmelighed.

Han gik bare roligt rundt i skoven, samlede en blomst op i ny og næ og duftede til hver eneste af dem. Han fik bare ikke lov til at gå i sine tanker særlig længe, da en fløjten kom flyvende med vinden lige imod ham. Han så sig bare kort rundt, overvejede om han skulle finde ud af hvem det var eller bare smutte? Han fik bare ikke lov til at tænke længe over det, før hans nysgerrige fødder allerede var på vej hen mod lyden. Det gik ikke mere end et par minutter, før han fik øje på hvad den fløjtende lyd kom fra. Der var et nysgerrigt blik i hans øjne, som han studerede hver eneste lille detalje af manden. Skægen, piben og til sidst øksen... han lignede lidt en sømand, som ville fælde træ?

Baileys kropform ændrede sig helt, til mere selvsikker og et charmerende smil var til at blive fundet på hans læber "troet jeg var alene i skoven" sagde han med sin lyse stemme og så kort ned på blomsterne i sin hånd, som han let duftede til før han vende blikket op mod den fremmede mand atter igen.

En fugl valgte at sætte sig på træet som Thomas netop var i gang med at fælde. Med et vrissent brum nedstirrede hans grå grønne øjne fuglen i håbet om at det besluttede at flyve videre af sig selv. Han vidste at det ville flyve videre når begyndt at hugge i træet igen. Alligevel ville sandsynligheden for at den viste sig at være stædig ret stor. Han fløjtede lidt til den, for at få dens opmærksomhed, tilsyneladende fuldstændig ligeglad omkring hans gøren og laden. Han tog piben ud af munden og kiggede en smule surmulende rundt, imens han beskuede omgivelserne og hvad der nu var at se på. Et egern nogle fem meter længere væk, stod og kiggede på ham som om det morede sig over hans besværligheder lige netop i dag, imens det gumlede på en nød. Det var sikkert dens version af popcorn i dette scenarie. Men Han kunne jo også være ligeglad med fuglen, der virkede til at være en slangeørn.

Det var et fint eksemplar, stor af sin størrelse. Dens vinger var brune med hvide omrids og pletter. Halsen var primært hvid, hvor nogle brune fjer trådte frem og lavede striber der vendte ned ad, mens maven var hvid med brune pletter hist og her. Dets rovdyrs øjne skinnede klart orange, imens det betragtede ham med særlig interesse og stædighed. Det var som om det testede hans tålmodighed. En svag klagesang kom ud igennem dens næb.

Med et blev han afbrudt i sin konkurrence med det bevingede dyr, af en lys stemme. Hans ører tog vidst ikke meget fejl, hvis han skød på at det ikke var en han kendte til. Kroppen gik et skridt tilbage inden han snurrede rundt, og betragtede en ung kvinde. Eller det skød han stærkt på at det var. Men formerne virkede forkerte på ham. Han kunne ikke sætte en præcis finger på det. ”Tydeligvis ikke… Frøken..?” han lod sætningen hænge i luften og ventede på at hun afsluttede den, imens han prøvede at finde ud af hvad der var galt ved billedet. Feromonerne virkede forkerte i denne sammenhæng. Han så en kvinde, men kunne antage en mand. Det var alt sammen meget utvivlsomt selvfølgelig. Men hans varulve gen tog sjældent fejl når det kom til disse sammenhæng.

Det var ikke ofte at Bailey snakkede med fremmede personer, eller ikke når han var ædru. Han havde også bare lyst til at gå den anden vej, forsætte sin dag helt alene og uden at bekymre sig om noget. Der var bare en større del af ham, som var nysgerrig omkring denne mand i skoven. Hvem var han? Hvad lavede han der? Hvor kom han fra? Bailey var en ret så nysgerrig person, og det var nok det som havde fået ham til at snakke til manden. Måske var det fordi han inderst inde faktisk ikke havde lyst til at være alene? Grunden var han lidt usikker omkring, men havde heller ikke brug for at tænke på det.

Han stoppede op nogle meter foran ham, holde det charmerende smil på sine læber også selv om ordene han fik tilbage var lidt flabet i hans øjne ”Bailey.. Bailey Hoult” svarede han også selv om det ikke var hans dåbsnavn, så var det et navn han havde taget til sig ”hvem er du så? Og hvad laver du her ude?” spurgte han om og man kunne ligefrem høre nysgerrigheden i hans stemme, også selv om han prøvede at sætte en dæmper på det.

Selv om han stod nogle meter fra ham, så kunne han stadig lugte duften fra hans pibe. Det var ikke fordi det var en generende lugt, mere hjemligt i det. Når man havde været van til at opholde sig på forskellige bar, så var der ikke noget som lugtede mere hjemligt end lugten af røg.

Hans blik vende sig op mod træet, hvor manden kort tid inden han set op mod og kommet med lyde. Han fik øje på den fuglen som stadig sad der oppe ”måske er det dens hjem?” mumlede han næsten for sig selv, før han vende blikket mod manden atter igen.

Slangeørnen skrappede endnu en gang af manden, som om den ville være mere på tværs end den allerede var. Thomas vendte et skævt tvært blik op imod den, imens han kløede sig i nakken. Opmærksomheden blev dog vendt bort, da det han gik ud fra var en kvinde, snakkede til ham igen. ”Goddag, Bailey.” svarede han igen, med et høfligt kort nik. En kølig brise lagde sig ind over dem, hvilket fik blodet til at koge en smule ned i den store mand. ”Thomas…” kom det en smule forvirret fra ham selv. Ikke ofte havde han stødt på folk i skoven, eller med andre ord, folk der rent faktisk var interesseret i hans foretagende. ”Thomas Darwill..” afsluttede han, efter det slog ham at det nok havde været uhøfligt ikke at sige hele navnet.

Med en hårdhudet tommeltot vendt imod træet bag ham, som for at indikerede hvad hans foretagende var her ude i intetheden ”Har tænkt mig at fælde det her træ.. hvis det da ikke var for den forbistrede ørn..” brummede han tvært og kiggede op på rovdyret.

Piben fandt atter vej op til hans mund, hvor han tog et langt sug, han lod røgen hænge lidt i munden, imens nogle røgarme fandt sin vej ud, og slikkede sig om hans skæg. Med et irriteret suk lod han røgen slippe ud igen fra den let fyldige mund, som egentlig var dækket til af det tætte skæg. Det var ufatteligt stridt trods for at han netop havde barberet og tynder ud i det. Manden rystede let på hovedet. ”Nej.. De bor dybere inde i skovene… omkring bjergene..”

Han vendte blikket imod kvinden, ”Og hvad med dig, unge dame, hvad laver du her ude?” med et let dump, lænede han sig op imod træets hårde stamme, og betragtede det der lugtede som et menneske foran ham. ”Du ligner ikke en der er vant til skoven?” forsatte han, en smule vurderende, for at se om han kunne gennemskue vedkommende. Hvilket selvfølgelig ikke var muligt, men han kunne godt lide at spille komedie når folk endelige snakkede til ham udenfor hans hytte.

Et lille grin forlod hans læber, som han hørte hvordan fuglen ligefrem gjorde grin af manden. Der var nok mange som mente at fugle ikke havde nogle følelser eller sjæl, men den fugl viste noget helt andet. Det var som om den grinte af ham, mens den holde fast med alle sine klør ned i grenen. Den havde en drillende sjæl, og det skulle lige gå udover manden denne smukke dag. Bailey havde bare været så heldig at komme forbi, så han kunne få lov til at se den lille kamp de havde gang i.

Han gik roligt hen og satte sig på en gammel træstub, og lagde let det ene ben hen over det andet ”hyggeligt at møde dig Thomas” sagde han og gav et lille nik fra sig, mest bare for at vise at han faktisk mente det.
Hans blik røg langsomt op mod fuglen som sad oppe i træet, som Thomas snakkede om at fælde træet ”tror jeg ikke du skal være sikker på.. at du får lov til” sagde han og vende langsomt sit blik hen mod ham atter igen ”tror din ven der.. har andre planer” sagde han mens der sprede sig et smil på hans læber, og de røde kinder som afslørede at han holde et grin tilbage.
Han havde jo bestemt ikke regnet med at denne dag ville blive så spændende, at han ville møde en mand som havde en intern kamp med en fugl…. Med en fugl!

Blikket røg med det samme ned på blomsterne i hans hånd, før det lige så hurtigt vende sig mod manden atter igen ”det er en smuk dag… og tænkte en tur i skoven ville være med, end at blive skubbet rundt på gågaden eller tage ned på stranden, og få brændt det hele og det andet ind i øjnene” sagde han og havde lidt afsky i sin stemme til den sidste del, også selv om det ikke var helt sandt. Han havde bestemt ikke lyst til at sidde der, og fortælle en helt fremmede person om sin frygt for vand.
Endnu et let grin forlod hans læber, som han sådan fik at vide at han ikke hørte til i skoven ”nah, er jeg heller ikke.. jeg er mere en bypige” svarede han og smilte lidt større i det, da det jo bestemt ikke lignede ham at være i en skov. Han elskede bylivet alt for meget, mulighederne for at shoppe efter tøj, nattelivet og det hele.
Han lagde sit hoved lidt på skrå, mens hans fik var som låst fast på manden ”men du ligner en som høre hjemme her?” sagde han spørgende i det, måske fordi han ville vide mere om manden uden at være for åbenlys omkring det.

Han stillede øksen op langs træet, som han ellers havde udsøgt sig de sidste par måneder, og ikke fik lov til at hugge i nu. Eller i teorien kunne manden jo stadig godt tage træet ned, han brød sig blot ikke om at tvinge dyr til at flygte bort fra diverse steder når de nu en gang havde sat sig der. Det var en følelse han kendte alt for godt selv, da han i sit hjemland var blevet faret bort, af bønder der var uvant med varulve slægten. Han nikkede lidt til det hun sagde, eller var det han. Det blev ved med at generer ham de forskellige signaler vedkommende, Bailey sendte ham. Det var lidt svært at afgøre, hvad han var. Thomas brummede.

Hvad Bailey fortalte ham omkring stranden, kunne han ikke relatere sig til, lige på nær gågaden. Han hadede sommeren inde i byen, der var for meget larm og for mange mennesker der lugtede til at man kunne holde ud at være der. Af den grund var det yderst sjældent at han var derinde medmindre, at han altså lige havde en kunde, eller manglede noget proviant som ikke lige var til at få fat i inde i skoven. Dertil kom der også en undren op omkring hans toneleje vedrørende stranden. Der var sikkert mere der lå under der, men som ikke var i hans sted at stille spørgsmålstegn ved.

”Det anede mig..” kom det fra ham, da han vendte en hårdhudet finger til hendes struktur, ”Din krop er for spinkel til at kunne have tilbragt et liv i skoven.” forklarede den store mand, med et skævt smil, der afslørede de let skæve fortænder bag hans fyldige læber. Han folede armene let over kors, ikke fordi han ville virke indelukket eller asocial, men blot fordi det var behageligt.

Armene viste tydelige tegn på forskellige slags ar. Nogle var brændemærker efter hans arbejde, hvor han havde lavet diverse forskellige våben eller smykker. Andre kom fra at være kommet til at skærer sig på netop disse våben eller fra den gang han overså sine fingre og hamrede sin store stenhammer ned over dem, som resulterede i at han brækkede et led eller to. Endnu engang nikkede han til det hun sagde. ”Ja.. Jeg bor i hytten lidt længere nede.” bekræftede han og nikkede i retning af hvor hytten var beliggende.

Bailey undersøgte hver eneste lille detalje af manden, prøvede at finde ud af hvad han var for en type. Han havde aldrig været god til at læse folk, ligemeget hvor længe og jo hårdt han havde prøvet det. Det havde han jo bare vist igennem årene, at han var en af de dårligste mennesker til at gøre. Alligevel prøvede han det hver eneste gang han mødte nye mennesker, men alle mennesker havde vel bare et mørk side i sig? Som man først ville finde ud af senere hen af vejen.
Der var heller ingen tvivl på at han ikke stolede på manden, da han knap nok lod sit blik forlade ham. Det var ikke fordi Bailey havde lyst til at leve sådan, at han følte at fremmede folk ville stikke ham i ryggen når han vende sig om. Han havde bare oplevet så meget svigt og bedrag igennem sit liv, så det at stole på folk var ikke noget han sådan bare lige gjorde.

Han kunne dog ikke lade være med at kigge ned af sig selv, når han fik at vide at han var spinkel. Han vende sit blik lige så hurtigt op mod ham igen, og træk svagt på sine skulder. Der var jo aldrig nogen der havde fortalt ham at det var dårligt at være spinkel, det havde jo altid været en tabu at være større end stjernerne man læste om i bladene. Så det var første gang han fik noget andet at vide, og han viste faktisk ikke helt hvordan han skulle reagere på det? For hvordan reagerede man? Når man fik at vide at man var alt for lille og tynd. Selvfølgelig ville han give alt for at få de perfekte kvindelige hofter, eller den fyldige store bagdel, eller de smukkeste bryster som bare sad hvor de skulle sidde. Problemet var jo bare at han ikke var født som en kvinde, og alligevel plejede han at føle sig som den smukkeste kvinde nogensinde. Han måtte bare indrømme at det faktisk gjorde lidt ondt af få at vide at man var for spinkel, måske behøvede nogle folk ikke at vende på at han vende ryggen til?
”jeg er jo heller ikke en hulemand” svarede han med en snerrende tone i sin stemme, som afslørede at han havde taget det lige for meget til sig.
Med en let bevægelse kom han op og stå, og gik helt tæt på manden så der blot var få centimeter mellem den. Han holde hele tiden sit blik op mod hans, med et seriøst ansigtudtryk ”men… jeg kan klare mere end du aner” hviskede han mens der formede sig et lille smil frem på hans læber, som lige så hurtigt forlod atter igen som han tråde et par skridt tilbage.

Han lod sit blik følge vejen som manden havde nikket mod, og gav selv et lille nik fra sig ”viste faktisk ikke at der boet nogen ude i skoven” mumlede han mest for sig selv.

Et skævt smil plantede sig på mandens læber over den spidse kommentar der gengældte ham fra den unge kvinde der stod foran ham. Ganske rigtigt var vedkommende ikke nogen hulemand, dem var derefter hånden få af nu om dage, men om ikke andet ville man vel nok tro at Thomas var sådan en. De dage hvor han ikke skule noget, lignede han bogstaveligt talt en hulemand. Skægget ville have været vildt, og tøjet uldet, plettet og ganske krøllet, det var så også kun, hvis han rent faktisk havde taget tøj på. Oftest ville han blot spankulere nøgen rundt i sin hytte som om han var det eneste menneske på jorden der levede, så han kunne være ligeglad med forbipasserende og deres gøren og laden. Det var en befriende tanke for Thomas vedkommende.

Da kvinden kom tættere på ham, for at udtale, det som Thomas nok ville mene var en udfordring, eller trussel hævede han sine øjenbryn i forundring og overraskelse. Det virkede på ham ganske besynderligt at den lille tøs kunne mere end hvad han gik og tænkte på. Med et fast greb om øksen trådte han nogle skridt til siden, for så ikke at ramme hende. Han nær studerede kort træet, inden at han gav sig til at svinge øksen bagud så der kom godt med slagkraft bagom det. ”Der bor heller ikke rigtig nogen heromkring udover mig..” Brummede han inden øksens hoved fik fat om træets stamme og lavede et hak i den. Thomas var efterhånden blevet træt af at vente på at ørnen ville tage sig en beslutning og valgte at den kunne flyve når den var blevet træt af at blive rusket i. Ørnen virkede ligeglad og betragtede blot dets omgivelser, imens vingerne kølede sig den sagte brise den kom i ny og næ. Efter nogle hak mere, havde Thomas allerede fået hugget en god del af træet. Dog stadig langt fra træets midte. Det var på disse tidspunkter at han priste sig glad for sin styrke der kom fra hans varulve gen. Resten af genet kunne han ikke fordrage og ville faktisk hellere end gerne være fri for det, hvis han kunne.

Efter lidt tid holdte han en pause, og kløede sig i håret. Trods for glæden ved hans styrke var han ikke synderligt begejstret for den varme han skulle i gennem når han lavede noget fysisk aktivt. Thomas havde det med hurtigt at blive varm, igen grundet sit varulve blod, hvilket resulterede i at han også hurtigt kom til at svede meget trods for at hans fysisk var i topform. Et kort nik i retningen af Bailey, ”Har du noget vand på dig frøken..?” Brummede han i det han tog fandt en beskidt klud frem som havde pletter af svovl og olie på sig rundt omkring, og tørrede hurtigt skægget.