Smukke omgivelser.

Info: Skoven, klokken var 13:57 og solen skinnede fra himlen, der næsten var skyfri. Der var næsten ingen vind, og det vejret var faktisk helt fantastisk!

Salvidor kom gående ned af en sti gemmen skoven. I hænderne havde han sit kamera. Når vejret er så godt, er det bare helt fantastisk at tage billeder. Han så sig om og derefter op mod himlen. Sal stoppede op og tog kameraet op foran sine øjne og tog et par billeder. Så tag han kameraet ned igen og begyndte at gå mens han så på billederne. Han nikkede kort for sig selv, da de faktisk blev ret så gode. Så slap han kameraet og lod det hænge om sin hals, mens han begyndte at gå igen. Han lod mærke til alle hans omgivelser. Det grønne græs, de nøgne træer, der blomster der var begyndt at springe ud. En drenget og stille smil var på han læber. Han nød at være blandt naturen, og at se på hvor smuk den var. Da han var kommet lidt længere ind bestemte han sig for at træde af stien og forsætte lidt ind i skoven. Nu og da stoppede han op for at tage et billede. Han holdt hele tiden øje med sine omgivelser.

Giselle var vågnet op til en dejlig og solskinsrig dag, så en tur i skoven, var ifølge hende en meget god idé. Hun elskede at være udenfor i solen, men hun elskede også naturen - følelsen af frihed. Sol og natur kunne hun jo sådan set få nok af, i haven bag ved hendes forældres kæmpe-villa. Derude var der både springvand, blomsterbede, træer osv. Det hele var rent og havde stil. Intet var overladt til tilfældighederne. Intet ukrudt, ingen blomster, der hvor der ikke skulle være blomster osv. Hendes forældre havde en masse gartnere ansat, som sørgede for, at haven altid var flot og.. kunstig. Der var intet i den der var "ægte". Intet i den have, var som i skoven. Følelsen af frihed eksisterede ikke der.

Hendes påklædning var ikke bare "tilfældigt" tøj. Hun var i ført et par jeans fra Prada og en stram stropløs top fra Chanel. Udenover dette en varm Burberry-frakke og et par støvler, der sluttede midt på anklen fra Gucci. Hendes gylden-brune hår bølgede blødt ned omkring hendes skuldre, og ned af hendes ryg. De chokolade-brune øjne var omringet af nogle lange, sorte øjenvipper - som så sådan ud fra naturens side af, for hun havde ingen make-up på. Der var ikke en eneste fejl at finde i hendes ansigt - eller nogle andre steder på hendes krop, for den sags skyld. En lille næse, og en velformet mund med et par fyldige læber. Hun var smuk - unaturligt smuk, af et menneske at være. Det havde noget at gøre med gener. Hendes farmor havde vidst være en elver, så vi hun var orienteret.
Smilende forsatte Giselle sin vandren i skoven.

Salvidor nød stilheden, det vil sige, at der var ingen larm fra biler, råbende børn, eller andre former for larm som kan komme fra en by. Kun den stille vind der en gang i mellem havde nok kraft til at få nogle blade til at flytte sig, så det hvislede fra dem, og så var der fuglesangen. Den var noget at det smukkeste ved naturen. En skam man ikke kunne tage billeder af det. Dog var fuglene også fede at tage billeder af.
Da Salvidor var kommet et okay stykke ind i skoven væk fra stien, fandt han en stor trærod som stak op fra jorden, og han satte sig ned på den, og lænede sig tilbage op af træet. Det var egentlig et ret godt sted, for solen skinnede lige ned på Salvidor, så han fik hurtigt varmen. Han så lidt op på himlen for at betrage den blå, klare himmel, inden han hurtigt drejede hovedet ud mod stien. Han syntes at ha hørt noget. Kom der nogen? Eller var det var et dyr, eller måske noget han bare bildte sig ind. Han sad lidt og tænkte inden han satte sig ret og så forsat så ud mod stien " Er her nogen? # Sagde han højt og så lidt søgende langs stien. Han var måske en smule skræmt, for det var da en smule skræmmende ikke at vide om der var noget, eller han bare bildte sig det ind.
Da han ikke lige kunne få øje på noget eller nogen valgte han at rejse sig og gå lidt tilbage mod stien. Det var alligevel blevet for uhyggeligt. Når det kom til stykket, var Salvidor jo en ret bange fyr. Og selvom der var højlys dag, og solskin, varhan alligevel blevet bange. Han holdt igen øje med sine omgivelser, for ikke at blive overrasket af nogen eller noget.

Giselle holdt sig til stien. Det gjorde hun altid, eller også bevægede hun sig ikke særligt langt væk fra den. Hun var ikke sikker på, at hun ville kunne finde stien igen. Og ude i skoven, var der nok ikke så meget hjælp at hente, hvis man farede vild. Hun vidste at mange ikke så venligt-sindede væsener af og til holdt til her, og hun var ikke specielt interesseret i, at være faret vild i en skov, med at fare for, at stød ind i en af dem.

Imens hun gik på stien og lyttede til fuglenes sang, startede en nynnen med at tage form. Først stille, dernæst højere, og til sidst kom der ord på melodien, og efterhånden blev det til en sang. Giselles stemme var smuk og varm på samme tid. Charmerende, flirtende... Dog uden, at hun gjorde noget for, at den skulle være sådan. Efterhånden som hun havde sunget i et stykke tid, sang hun lidt højere, imens hun forsatte sin vandren. Der var alligevel ingen der hørte hende herude i skoven, så hun kunne synge så højt hun ville. Hun regnede i hvert fald ikke med, at der var nogen der hørte hende.. men muligheden var der jo alligevel.

Pludselig var der langt ind til stien, men om det var fordi Salvidor ikke kunne finde vej, vidste han ikke. Lige nu tænkte han kun på at komme tilbage til stien, samtidig med ham holdt øje omkring sig for at sikre sig der ikke var nogen efter ham. Han havde lidt i sit kamera, for det skulle ikke komme noget til. Da han nærmede sig stien syntes han at kunne høre noget andet end fugle sang, det var en anden der sang. Det lød som en pige. Det lød.. SMukt. Meget smukt. Salvidor stoppede lidt op, og lyttede lidt. Han bed sig tænkende i læben og var lige i en anden verden af en art. Det her lød så smukt. Han havde ikke hørt noget så smukt før.
Da han havde stået der i et stykke tid kom han ligesom til sig selv igen. Han rystede kort på hovedet og så sig om. Så begyndte han at gå igen. Uden selv at lægge mærke til det gik han mod sangen. Han havde glemt om at han var blevet lettere bange, nu tænkte han kun på at skulle finde ud af hvor den smukke lyd kom fra. Det var virkelig noget smukt. Sangen. Eller... Stemmen der sang sangen. Det var den der var smuk. Meget, endda.

Giselle var forsat overbevist om, at hun befandt sig alene i skoven. Så hun forsatte sin sang, da hun regnede med, at der ikke var andre, der hørte den. Hun vidste godt selv, at hun kunne synge, og hun nød at gøre det. Smilende sang hun videre, og forsatte hen ad stien med lette og elegante skridt. Hun var så yndefuld, at selv den bedste ballerina ville have været jaloux. Stadig syngende drejede hun en omgang rundt om sig selv. Det gjorde hende i godt humør, og der var jo ingen der så hende - det regnede hun i hvert fald ikke med. Hendes bevægelser var - som tidligere nævnt - elegante og yndefulde. Hun forsatte sin sang, og drejede endnu engang rundt om sig selv, inden hun forsatte hen ad stien.

//Undskyld, det blev lidt kort ^^'//

Salvidor forsatte mod stemmen, uden rigtig at opdage hvor han var. Efter meget kort tid kom han ud på stien. Han så sig lidt om, inden han vendte sig da sangen kom bag ham. I det han vendte sig, fik han øje på en pige meget kort væk. Han stod lidt og betragtede hende. Hun var faktisk ret smuk! Som sangen. Nogle tanker fløj gennem hans hoved, inden han tog sig selv i at stirre og slog blikket lidt ned. Han kørte hånden gennem sit brune, gyldne hår. Han følte sig egentlig lidt dum, som han bare stod der midt på stien. SOm om han ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv. Men.. nu var det så heller ikke fordi han havde nogen ide om hvad han skulle gøre af sig selv, så det passede måske meget godt. Han lod blikket glide op på pigen igen, og overvejede at sige hej. Det ville være lidt mærkeligt, hvis han bare forsatte med at stå der, midt på stien, uden at sige eller gøre noget. Men han synes også det ville være mærkeligt hvis han bare sagde hej, og ligesom ikke andet.
Efter lidt overvejninger valgte Salvidor at løfte den ene hånd, lidt akavet, men hilsende " Uhm.. Hej.. " Sagde han genert og slog blikket lidt rundt, tænkende. Så lod han blikket glide hen på pigen igen " Du.. Æhm.. Synger godt " Sagde han stille. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Dog var det en sandhed, så helt galt kunne det nok ikke endnu. Han sendte hende lidt stille og genert smil. De grønne øjne havde, som altid, det der charmerende glimt i sig. Hans øjne var grønne i dag fordi han var udenfor, og solen skinnede.

//Det går nok ^^' Mine er heller ikke de længste c;//

Giselle opdagede ikke den fremmede, før han løftede hånden og sagde hej til hende. Hun stoppede sangen. Ikke brat, men lod den blot ende. Den fremmede så sød ud. Han var køn, og virkede som om, han var en af de der søde og lidt generte typer. Hun kunne naturligvis tage fejl, min sådan var hendes førstehåndsindtryk af ham, altså. Så derfor, gjorde det hende ikke genert, at han havde hørt hendes sang. Hun vidste, at hun kunne synge, og fordi der var noget elver over hende, vidste hun også, at den havde en lokkende effekt på de fleste hankønsvæsener.

"Hej", svarede hun ham. Hendes stemme var charmerende.. varm og lidt lokkende, præcis som hendes sang havde været det.. Hun lod en hånd glide igennem de brune krøller, imens hun betragtede ham, med hendes chokolade-brune Bambi-øjne. Store og smukke - det havde hun i hvert fald fået at vide, at de var.

"Tak", hun lyste op i et smil, over at han syntes, hun sang godt. Hun gik tættere på den fremmede med yndefulde skridt. Hun forsatte med at gå hen imod ham indtil hun stod foran ham.
"Jeg hedder Giselle. Giselle Dragomir", præsenterede hun sig selv. "Og hvad med dig?" Dragomir-familien var kendt blandt de rigere familier, og alle vidste af Dragomirene var betydningsfulde og ikke mindst enormt rige. Hun vidste ikke hvorvidt andre kendte til hendes familie - og det var hun egentlig også ret ligeglad med - hun havde bare vænnet sig til, at præsentere sig selv med efternavn også.

//Hehe godt ^^//

Det var lidt en skam at sangen stoppede, den var så smuk, og Salvidor nød den. Heldigvis stoppede smukheden fra pigen ikke. Salvidor stod bare lidt og kiggede på hende. Han havde lidt i sit kamera. Så lod han blikke glide lidt ned. Genert. Er genert. Sårn er det bare. Han smilede lidt da hun sagde hej " Harj.. " Sagde han barel idt igen. Han vidste ikke helt hvorfor, men det gjorde han bare. Han så lidt i hendes øjne, og rødmede lidt. Fordi hendes øjne varm eget smukke, men også lidt fordi han bare blev ved med at glo på hende. Han så lidt ned og pillede ved sit kamera.
Salvidor nikkede lidt da hun sagde tak. Han så lidt på hende da hun stod foran ham. Han med sig i læben og mødte kort hendes blik. Han nikkedel idt da hun præsenterede sig selv. Giselle. Det var et specielt navn, mend det var Salvidor vel egentlig også.. Han så kort lidt ned " Det var et specielt navn " Kommenterede han stille. Han så hende så på næsten, fordi.. Så lignede det lidt at han så hende i øjnene " Jeg er Salvidor.. Kosovill " Sagde han stille og nikkede. Han havde ikke hørt hendes navn før. Men.. Han var heller ikke så vendt her i byen.

Giselle smilede lidt over, at han tydeligvis var genert. Han blev lidt rød i hovedet, og så lidt ned i jorden. Det var egentlig sødt, men det skete også ret tit for hende, med hankønsvæsener. Mest mennesker, som hun havde erfaret, var lidt mere modtagelige overfor hendes elver-gen, imens vampyrer fx., næsten påvirkede hende med deres charme og lokkende måde at være på. Det kom vel an på, hvilket væsener, man satte hende overfor. I dette tilfælde, var den fremmede altså den generte..

Hun smilede, da han kommenterede hendes navn. "Ja, det er ikke så kendt heromkring. Det er unikt.. jeg kan godt lide, at der ikke er så mange, der hedder det", fortalte hun ham.
"Men Salvidor er da også et specielt navn - men jeg kan godt lide det", svarede hun på, da han fortalte hende hvad han hed.

Det var lidt stille i et øjeblik, og imens der var det, stod Salvidor og så sig lidt omkring. Da pigen som hed Giselle sagde noget igen, lod han stille og genert blikket glide over på hende. Han lyttede til hende, og holdte blikket på hende, da han var opdraget med at man skulle se på den man talte med. Han nikkede lidt til de hun sagde og stod bare der og pillede lidt ved hans kamera. Uden at han lagde mærke til det blev han bare ved med at nikke lidt. Han tænkte lidt og lod så blikke glide lidt tænkende rundt.
Da hun så kommenterede hans navn så han på hende igen. Han nikkede bare lidt ingen " Tak " Sagde han stille og trak lidt på skulderne " Du må godt bare kalde mig Sal " Sagde han. Han kunne ikke rigtig selv li sit navn. Det var specielt, men han synes også det var trælst. men det var jo også bare hans mening. Han så lidt på pigen, og havde et skævt og genert smil på læberne.

Giselle betragtede Salvidor - eller Sal - som han fortalte hende, at han gerne ville kaldes. Hun smilede, og fik øje på hans kamera, som han fraværende stod og pillede ved.

"Er du fotograf?", spurgte hun nysgerrigt. Hun var ikke selv særligt god til at tage billeder, men hun havde været model for nogle professionelle fotografer et par gange. Andet kendskab havde hun ikke til fotografering, men det var sikkert andet, end bare at tage billeder af kønne piger. Hun betragtede forsat Sal, men modsat ham, smilede hun ikke genert imens. Tværtimod; det smil der spillede på de fyldige læber, var sødt, varmt og charmerende.

Et lettere fremmet blik , fra en frygtelig køn pige fik kun Salvidor til at rødme lidt mere. Han kunne godt mærke Giselle kiggede på ham, og ja.. Så rødmede han bare lidt mere.
Da Giselle så spurgte om han var fotograf, løftede Salvidor blikket og så lidt på hende mens han nikkede inden han så rystede på hovedet. For da han kom til at tænke over det, var han jo egentlig ikke fotograf. Han havde i hvert fald ingen uddannelse inde for det.. Han stod lidt på munden letter åben mens han tænkte over hvad han egentlig skulle sige " Uhm.. Altså.. Nej.. Jeg er ikke fotograf, ikek sårn.. SOm sådan.. Men jeg kan rigtig godt lide at tage billeder, så det gør jeg, men ikke en rigtig fotograf, det er jeg ikke " Ævlede han bare løs. Fordi.. Det plejede han at gør når han blev fortumlet, og letter genert.

Giselle smilede over, hans rødmen. I den tid hun havde snakket med ham - Salvidor - havde farven i hans ansigt, nærmest konstant rødt, for han blev forlegen og genert. Det var utroligt sødt, at han reagerede sådan. Hun kommenterede det dog ikke, men hun var ret så sikker på, at Sal vidste, at hun havde lagt mærke til det. Det ville bare kun forværre situationen for ham, hvis hun begyndte at kommentere ind på, den rødlige farve, som hans ansigt næsten permanent havde. Var det mon ved alle piger, at han reagerede sådan? Eller var det bare hende. Et svar på det, fik hun nok aldrig, eftersom hun var nødt til at spørge ham, og dermed gøre ham opmærksom på, at hun havde lagt mærke til farven i hans ansigt - og hele hans adfærd, om gjorde det tydeligt at han var genert og forlegen.

Først nikkede han til hendes spørgsmål, hvorefter han rystede på hovedet igen. Var det et "ja" eller et "nej"? Måske et "måske"? Men heldigvis, blev hans bevægelser med hovedet, efterfulgt af en forklaring. Han ævlede bare løs, på en vildt sødt måde, der fik Giselle til at smile endnu mere, end hun gjorde før. Hun fandt hoved og hale i hans talestrøm, og kom frem til, at han altså ikke var fotograf, men at han holdt af, at tage billeder.
"Må jeg ikke se dem?", hun nikkede hen mod hans kamera, og mente selvfølgelig, at hun gerne ville se de billeder, han indtil videre havde taget.