Please make me stop //Khá

T: Omkring kl. 2 om natten.
O: Ingen, stilhed.
S: Lidt udenfor Connor's slot.
V: Stjerneklart og lunt.


Hazelin havde ikke været sig selv de sidste par dage, ikke fordi hun ikke ville, men fordi hendes natur bød hende, ikke at binde sig til nogen eller noget sted. Hvilket hun inderligt hadede, men han havde aldrig været hjemme til at stoppe hende, eller til at opdage at hun stak af.
Men her i nat havde været noget andet, han var nemlig hjemme. Hun havde brugt de første par timer på at sidde og kigge på ham, betragte hans sovende ansigt og krop, lyttet til hans fredfyldte søvn.. Set dynen smyge sig om hans krop, og det gyldne hår ligge en smule over hans ansigt. I det øjeblik vidste hun godt at hun var hjemme.. hjemme sammen med ham, men det var ikke muligt for hende at ryste den irriterende følelse væk igen, da den først havde plantet sig i hendes indre.

Og nu stod hun her, i udkanten af skoven, stadig tæt nok på slottet til at kunne vende op, men også tæt nok på stranden til at løbe videre. Det havde aldrig været et valg for hende, på samme måde som det var denne nat. Hun havde altid været løbet ned til stranden, gemt sig for ham når han kom for at lede efter hende.
Men nu.. stod hun der i den lune nattevind, og mærkede den kilde mod sin hud, håret der fløj let om hende, og den lette korte natkjole der ikke gav eget beskyttelse.
En spinkel hånd gled igennem hendes lyse hår, inden hun kort så ned i jorden. "Hvad laver du.. det er jo ikke det her du ønsker.. er det?" Hendes lavmælte mumlen, brød den ellers lette lyd der kom fra raslen i trækronerne. Hendes havblå øjne gled op imod himlen, hvor stjernerne glimtede ned mellem bladene, og månen smilte halvt. Et suk kom fra hendes læber, blikket gled op mod slottet, inden det gled den anden vej ned mod stranden.

Et par lydløse skridt gled mod stranden, inden hun stoppede op igen, tilbage mod slottet for så endnu engang at stoppe op. Denne gang ville han aldrig tilgive hende, han ville hade hende for evigt, og hvad skulle hun overhovedet sige, når han opdagede hende gå ind igen?
Opgivende gemte hun ansigtet i hænderne og rystede en smule på hovedet inden hun så ned imod stranden igen.

Han havde lagt og sovet ganske fredfyldt men vågnede kort efter hun var gået ganske enkelt fordi han ikke kunne mærke hende. Først blev han meget trist da han troede hun ville gå endnu en gang. Men det blev hurtigt erstattet af en undren da han kunne mærke hun stadig var på slotsgrunden. Så han tog en kåbe omkring sig og gik lydløst afsted for at finde hende.
Han begyndte dog at gå lidt hurtigere da han kunne mærke hun gik ud af porten.

Der gik heller ikke særlig lang tid inden han fik øje på hende. I første omgang så han bare efter hende og ventede på hvad hun gjorde. Da hun så gemte sit ansigt i hænderne, gik han hurtigt og lydløst tættere på hende til han nærmest var lige ved siden af hende.

Da hun kiggede op igen og vendte blikket mod stranden, sukkede han en gang og kiggede selv der ned imod.
"Jeg kan ikke tvinge dig til at blive..... Men hver eneste lille bid af mit væsen håber det..... Jeg elsker dig højere end noget andet.... Hvad forhindrede dig i at gå videre?....."
Han kiggede lige ud i et forsøg på at holde tårer tilbage. Han var ligeglad med hvad pris der skulle betales. Men hun skulle være lykkelig

Følelsen af ham blev pludseligt meget tydeligere, og det bekymrede hende en smule. Hun vidste jo godt at det betød, at han var på vej ned imod hende. Som hun drejede hovedet igen, så hun direkte på ham. Det gjorde hende ikke bange at han pludselig stod der, faktisk var hun kun glad for at han var kommet derud.. Men hvis hun ønskede at gå, hvorfor var hun så glad for at han kom ned til hende?
Hans stemmeføring, og det faktum at han ikke kiggede direkte på hende, fortalte hende bare at han var trist. Forsigtigt tyggede hun sig i læben og lod hænderne glide igennem sit lange hår. For en stund var hun helt stille, Kun bladenes raslen brød den stilhed der havde sænket sig mellem dem, og som føltes som timer, selvom det ikke var andet end sekunder.
Omsider sukkede hun og lagde armene om sig selv, fordi hun ærligt ikke vidste hvad hun skulle stille op med sig selv lige nu, var bange for at sige noget der ville gøre ham ked af det, mere end han allerede var.. Måske også en lille smule bange for at sige noget, der bare ville bevise for hende, hvad det egentlig var, hun søgte.

"Hvad der stoppede mig?.. det er ret enkelt.. og alligevel slet ikke enkelt.. ikke nemt eller svært.. Det der stoppede mig.. var dig" sagde hun stille og så forsigtigt på ham, håbede han forstod hende, at han kunne se det dilemma hun havde sat sig selv i.. Hendes indre.. hendes hjerte ville være her sammen med ham.. men hendes krop ville ned til vandet..
Hvad skulle hun sige? hvad skulle hun gøre? skulle hun virkelig forlade ham endnu engang, eller skulle hun tage kampen op? Uden egentlig at vide det, endte hun med at sætte sig ned på jorden. Trak benene op til sig, og så i retning mod stranden. "Jeg er så ked af det.. jeg.. jeg ved ikke hvorfor det her sker, hvorfor jeg ikke bare kan være lykkelig et sted, her sammen med dig.. måske.. er du virkelig bedre stillet uden mig.. jeg vil ikke gøre dig ked af det igen.. Jeg vil gerne have du er lykkelig, men måske er jeg bare ikke den der kan gøre det for dig.." sagde hun lavt, inden hun rejste sig igen og så på ham.

Hendes fingre gled kort op af hans arm, og blikket hvilede insisterende ind i de øjne hun kendte så godt.
"Indrøm det.. du tænker det sikkert selv Connor.. hvad laver du overhovedet sammen med mig? Kvinden der altid stikker af, uanset om det går godt, eller om det går skidt.. forskellen er bare.. at denne gang står vi her.. jeg føler mig splittet og samtidig.. sikker på at jeg vil det her.. vil dig.." hviskede hun ganske stille og så ned i jorden.

Han så ned på hende som hun satte sig og lyttede intenst til hendes ord. Selvfølgelig forstod han hendes situation og når han tænkte efter så var det selvisk af ham, bare at håbe hun ville blive sammen med ham på slottet. Ganske vist havde han indrettet et af rummene som et stykke strand... Men det var ikke havet ligemeget hvordan han vendte og drejede det.
Da hun så rejste sig og rørte hans arm, lod han ligeledes sit blik hvile i hendes med en stærk ro.

"Jeg vil ikke indrømme de tanker.... For jeg har dem ikke... Jeg er fuldt ud klar over hvad jeg laver sammen med dig.... Jeg elsker dig højere end livet... Og selvom det gør ondt at du går.. Så ved jeg at det beviser mine følelser for dig endnu mere.... Og jeg har været selvisk.... Jeg ville være sammen med dig så meget jeg overhovedet kunne.... Men det var naivt af mig at tro du ville have det godt i længere tid på slottet.... Så jeg har en idé...... En idé der vil hjælpe os begge.... Og måske gøre at du vil blive mere lykkelig....."

Så gik han et par skridt afsted mod havet og stoppede op hvorefter han rakte sin arm ud mod hende med et varmt intenst smil.
"Kom..... Så skal jeg vise dig hvad jeg mener...."

Ville hun overhovedet høre det, hvis han ikke længere ville se hende? sikkert ikke.. Egentlig ville hun nok meget hellere grave sig ned, end qt høre ham sige at hun skulle gå.. at han aldrig ville se hende igen, at han ikke elskede hende og ville have det meget bedre uden hende. det gjorde ondt at tænke på det, men hun ville forstå det, hvis det var det han sagde.
For hun havde efterhånden knust hans hjerte så mange gange, at det egentlig ville give ganske god mening i hendes hoved, at han ikke gad mere.

Hans næste ord fik hende til at virke en smule undrende, som hun så ham i øjnene. Han var så rolig.. samme ro hun søgte når det hele blev for meget for hende, samme ro der altid havde hjulpet hende igennem alting, det ville være meget egoistisk af hende at gå fra en, der støttede og hjalp hende, så meget som han havde gjort det, og hun brød sig egentlig ikke om at tænke på det. For i hendes hoved, var det ikke det rigtige at gøre, at forlade den man der elskede hende, trods alle de ting hun havde gjort, og alt det de havde været igennem.
"Hvad mener du?.. du er da ikke selvisk.." hviskede hun ganske lavt og så kort ned.

Han rakte hende sin hånd, og hun tog den ganske forsigtigt. holdt tæt om hans hånd, inden hun så ham intenst i øjnene. "Hvad mener du?.." hviskede hun undrende. Fulgte med ham, og virkede faktisk utroligt rolig, hun elskede ham jo.. og hvis han ikke hadede hende, var det helt klart det bedste for dem begge, at hun fulgte med ham.

Han tog roligt hendes hånd og lagde armen stille om hende og begyndte så at gå ned mod stranden. Det stod klart for ham at den idé han havde fået, var noget han burde have gjort for længe siden. Selvfølgelig havde ´Strandrummet´ hjulpet lidt men det havde slet ikke været nok i længden og han kunne jo tydeligt se at hun blev rastløs ligemeget hvor meget kærlighed der så var mellem dem.
"Det skal du nok få at se inden længe.... Jeg har udsat det her for længe.... Men ikke mere...."

Turen der ned foregik i stilhed og ham der nussede hende imens han holdt armen tæt om hende så hun kunne skulle fryse så meget.
"Du er vidundeligt smuk, du er...... Og ikke kun fordi du er i kort natkjole......"
Han så smilende på hende og sagde sådan både fordi han mente det men også for hun skulle få det bedre.

Ikke lang tid efter kom de ned til stranden hvorefter han startede med at tage hende med over til strandhytten der var blevet renoveret og blevet lidt større. Så fandt han ekstra nøglen og låste dem ind til den hyggelige og varmt indrettede hytte hvorefter han kyssede hende og spurgte: "Hvad siger du til at bo her?"

Hazelin så intenst på ham for en stund, idet hans varme hånd lukkede sig om hendes. Nød det, og var så uendeligt glad for at han ikke var vred på hende. For han kunne ligeså godt have hadet hende for det, have bedt hende om at holde sig langt væk fra ham.
At finde en anden kvinde ville ikke være et problem efter hans udseende havde ændret sig så drastisk. En forandring der stadig var lidt underlig for hende, men som hun efterhånden havde accepteret. Det havde jo mere eller mindre altid været sådan hun så ham, så derfor var det jo slet ikke så underligt igen, det havde bare været svært for hende. At vænne sig til at alle nu kunne se den mand hun havde forelsket sig i. I virkeligheden var hun nok en smule selvisk og jaloux, men det var kun fordi hun ikke ville miste ham.

Som han lagde armen om hende, fulgte hun med ham i stilhed. Der var ikke andre lyde om dem, end de lyde der kom når de gik, og bladenes lette raslen i vinden. Lige nu vidste hun ikke helt hvad hans plan var, det var også ligegyldigt, for hun stolede på ham så der var intet at frygte.
En let blussen kom frem i hendes kinder som han komplimenterede hende. "Tak.. Du ved godt jeg bliver så genert når du siger den slags" Hviskede hun smilende og så kærligt op på ham. Det hele skulle nok blive bedre, det var hun helt sikker på. Så længe hun kunne tage sig lidt sammen, og prøve på ikke at falde for havets kald.

De nåede ned til stranden, og hun mærkede nu mere end noget andet, hvordan havet hev i hende. Ignorerede det, hendes fokus var på ham, han var meget vigtigere end havet var. I hvert fald lige nu.
Han tog hende med hen til Strandhytten, og hun fulgte tænkende med ham ind og så sig omkring. Smilte lidt. De havde brugt mange dejlige aftner her sammen, flere end hun kunne tælle. og hun kunne huske hver eneste af dem. De betød meget for hende. Alle minder sammen med ham, var de vigtigste for hende.
Forundret så hun om imod ham "Mener du det?.. Men hvad med slottet? Det.. det er jo dit hjem Connor.. jeg kan ikke forlange at du vil blive her sammen med mig" Sagde hun stille og lagde armene om hans nakke.

Han lagde armene om livet på hende og så hende meget intenst i øjnene. De aftener de havde haft her havde været fyldt af magi og følelser. Det var her han allerførste gang mærkede sit hjerte på grund af hende. Det var her de nød så meget tid hvor resten af verden var fuldstændig ligemeget.
Stille lænede han sig ind og kyssede hende blidt inden han strøg lidt af hendes hår om bag hendes øre og nærmest hviskede:
"Jo du kan.... Ja slottet er også mit hjem.... Men det er et hjem jeg skabte da jeg var nådesløs og ondskabsfuld.... Jeg skabte det med magisk energi fra sjæle jeg havde stjålet.... Uden dig er det ikke ret meget andet end et meget stort bur.... Så vil jeg meget hellere bo her med dig.... Se på dig hver morgen hvor du ligger kun med dynen over dig og smiler til mig..... Nyde hver gang du smiler og kommer hen til mig og kysser mig når jeg laver mad.... Mærke hvordan du føler dig tryg når du putter op af mig..... Jeg vil meget hellere leve med dig her end jeg vil sidde oppe på slottet og visne..... "

Han havde også fået gjort rigtig meget ved hytten igennem tiden. Der var nu tv og mange andre ting man ville kunne finde i et moderne hjem men samtidig var det hele indrettet på en måde så man slet ikke lagde mærke til at de var der. Det store tv, var for eksempel gemt væk bag et par låger så det lignede et normalt skab. Det var fuldt ud med vilje at det skulle kunne ligne en simpel træhytte men selvfølgelig flot.
Så tog han blidt hendes hånd ned fra sin nakke og kyssede den.

"Der udover så er slottet der jo stadig.... Så kan vi jo bare bruge det til større begivenheder og den slags.... Og her er det alligevel nemmere at være privat.... Og så vil jeg selvfølgelig gerne have hjælp til Matthews Have.... Men hvad siger du til min idé?...... Vil du gerne bo her i stedet for?....."
Han håbede inderligt at når de nu var så tæt på havet at hun ville finde den ro hun ofte manglede

Hazelin kunne uden tvivl huske alle deres timer sammen her, de havde gjort så mange ting her.. de havde fundet hinanden her, når det hele virkede umuligt, eller verden bare var for meget, for især hende. Han havde altid kunnet hjælpe hende hernede, selvom hun aldrig rigtigt havde tænkt over det før, så havde det jo været sådan.
Han lænede sig ind imod hende, og hun mærkede varmen fra ham, fra hele hans krop. kunne mærke hans ånde ganske kortvarigt mod sine læber, inden hun gav sig hen i det blide kys han gav hende. han kunne gøre noget ved hende, som ingen anden rigtigt kunne. det var ham, og ingen anden der havde hendes kærlighed, hvilket han også godt vidste, selvom hun nogle gange havde svært ved at vise ham det. Hun elskede ham mere end livet selv, også mere end havet. hernede havde hun meget nemmere ved at vise det, fordi hun ikke hørte havet på samme måde, men hun havde aldrig turde vise ham det.. turdet sige det til ham, for hun ville ikke tvinge ham til at vælge. det gjorde han jo heller ikke med hende, selvom han nok havde burdet gøre det.
ikke at hun ville kunne vælge hvis han virkelig bad hende om det i sidste ende. det var som om at hendes krop ville have havet, men hendes hjerte ønskede at han var nok for hende.
Hans søde ord fik hende til at rødme, og hun så derfor en kende genert væk fra ham.

"Du.. du er villig til at ofre dit hjem, for at du ikke mister mig.. du tvinger mig ikke til at vælge.. fordi du ved jeg aldrig ville kunne.. jeg har brug for havet, præcis som jeg har brug for dig.. vandet er blodet der flyder gennem mine årer men du.. du er alt det andet.. jeg har brug for dig som.. som en blomst der tørster efter vand.. Du er i mit åndedrag.. du er i mine tanker.. du frembringer den kærlighed, der gør mig som en teenager igen.. Jeg elsker dig Connor.. " hviskede hun blidt og så ham intenst i øjnene.
Smilte som han kyssede hendes hånd, det gjorde hende stadig meget genert, selvom hun aldrig helt havde forstået hvordan eller hvorfor.

Han havde tydeligt fået gjort en del ved deres lille strandhytte, den var blevet større og mere moderne, men stadig så det ikke var å tydeligt igen, hvilket hu virkelig holdt af.
"Men hvad med hans have? vil du ikke savne den?.. jeg kan sagtens holde øje med den, selvom Matthew jo gør det meste derinde nu.." spurgte hun ganske forsigtigt. ønskede ikke at han skulle blive splittet, for det var jo ikke hans skyld at hun havde det sådan her.. det havde aldrig været hans skyld, det havde været.. hende.. og hende alene, der havde gjort det til et problem for ham.
Blidt tog hun hans hånd og tog ham med ud på gangbroen, hvor hun satte sig med fødderne i vandet. "Jeg ville elske at bo her sammen med dig.. men kun hvis du er helt sikker på det her Connor.. jeg vil ikk tvinge dig til det.." sagde hun blidt. virkede meget mere afslappet så tæt på vandet, og det hjalp hende allerede tydeligt.

Han drejede ganske blidt hendes hoved så han kunne se hende i øjnene og kærtegnede der efter hendes kind. Hver eneste gang han så i hendes øjne, blev han helt fortryllet. Siden han første gang mærkede sine følelser, vidste han hvor han hørte til. Og på trods af hvor meget de havde været igennem så havde han det stadig på den måde.
"Hele tiden i Skærsilden kaldte jeg dit navn... Jeg vidste godt det ikke var dig da de gjorde de ting ved mig..... Jeg veg ikke fra hverken følelsen af dig eller tanken om dig på noget tidspunkt.... Da jeg kom tilbage.... Kunne jeg mærke mine følelser meget stærkere end nogensinde før og de kaldte stadig på dig.... Du er luften jeg indånder, du er lyset i mit mørke..... Ligemeget hvor hård verden kan være,
så finder jeg en ro hos dig der gør at jeg kan klare hele verden.... Jeg ville brænde verden ned til grunden hvis det betød jeg fik lov at se dig bare en gang mere..... Jeg elsker også dig Hazel..... Mere end noget som helst andet i alt min tid..... Og jeg ved jeg aldrig vil elske andre...."

Selvom han ikke sagde det direkte til hende, så kunne han alligevel ikke lyve. Det kunne en Seraphim ganske enkelt ikke. Og han ville heller ikke for hende. Hans følelser var så ægte og stålfaste som noget kunne blive. "Hans have er ikke længere væk end en kort flyvetur eller i bil..... Slottet bliver jo ikke væk fordi vi bor her....."
Så gik han stille med hende ud på gangbroen hvor han satte sig ved siden af hende også med fødderne i vandet.
Når man sad sådan her var det slet ikke så svært at forestille sig hvordan man kunne elske det så meget. Stille gav han sig til at nusse hende på ryggen og sagde:
"Der er ingen tvang i det..... Jeg vil have du er hos mig.... Men jeg vil også have du er lykkelig.....
Så hvorfor ikke bo et sted hvor havet er lige udenfor døren.... Jeg er helt sikker Hazel min elskede....."