Let me show you the way - Zachary

Tid: 21:30
Vejr: Skydækket himmel, og solen er gået ned for omkring en time siden.
Omgivelser: Masser af gamle faldefærdige bygninger, mørke gyder og dårlige lugte. Engang i mellem dukker der et par mennesker op.
Påklædning: Dress og hvide ballerina sko. Det lange hvide hår hænger løst.

Mørket var faldet på, og selvom Christian havde advarede hende imod at bevæge isg ud om natten, var det her sket utilsigtet. Desuden, hun var nød til at bevæge sig ud om natten hvis hun skulle have en chance for at være sammen og passe på ham. Han var jo vampyr!
Under alle omstændigheder var den unge kvinde farede vildt, og nu var hun endt i den snuskede del af byen igen. At spørge om vej havde ikke bragt hende meget hjælp, og hun fortsatte derfor ned ad en gade som hun mente at have kunnet genkende, formentlig tog hun bare fejl. Under alle omstændigheder nyttede det ikke at stå og glo, så hun prøvede at finde vej på egen hånd. Det var også gået okay, mørket skræmte hende ikke så det generet hende ikke som sådan, men pludselig havde hun fået selskab.

To mænd fulgte efter hende, kom med sjofle bemærkninger og den ene havde timed prøvede at klappe hende på røven. De havde tydeligvis fået rigeligt at drikke, for de forstod ikke da hun bad dem holde afstand, eller understregede hun ikke havde behov for deres hjælp. Hun havde nemlig selv spurgt dem om vej, men så var de blevet nærgående. "I can help you find the way to my bed, love" sagde den ene med et grin, den anden synes vidst det var ligeså underholdende. "No, thank you" svarede hun tålmodigt. De fortsatte efter hende, og hun satte farten op, uden dog at det havde nogen effekt. Skønt!

Det var en stille aften, og Zachary var netop i færd med at vaske op i det lille køkken, idet han først var kommet hjem klokken 20. Hans politiskjorte sad løst udenpå sine sorte bukser, og hans slips lå foldet på stolen – nu hvor det var så sent, så han ingen grund til at skifte tøj. Han tørrede den sidste tallerken af, og tog derefter skraldeposen som han gik udenfor med. Lidt i horisonten så han en lyshåret kvinde, og hvad der lignede to mænd svajende bagefter. Efter at have smidt skraldet ud, stod Zachary for en stund i sin indkørsel nær den store vej og betragtede gruppen nærme sig. Der gik ikke længe før han kunne høre de åbenlyse fulde mænds sjofle bemærkninger, og pigens afvisninger. Hvis han ikke tog meget fejl, var hun uheldigvis faret vild i et af de værste nabolag.

Så snart pigen nærmede sig hans indkørsel åbnede han munden. ”Hey!” Zachary trak op i mundvigene og afslørede en hvid tandrække. ”I've waited on you all evening” de grønne øjne så ind i pigens, hvorefter han blinkede med det ene øje, som tegn på at hun skulle spille med på den - såfremt hun ønskede at slippe af med de to mænd. Mændene stoppede op, men så ikke ud til at fortsætte deres færden, før de vidste at kvinden ville gå med Zachary. I sin beskæftigelse kendte han kun alt for godt til deres type, og hvis de havde slemme tanker i sinde, ville han ikke gå tilbage i huset, uden at have forsøgt at hjælpe hende af med dem.

Charmeine havde været på Jorden i lidt over tre måneder efterhånden, inden da, havde hun levet sit liv i himlen, og var blevet skabt der. Alt hernede var derfor nyt for hende, ikke kun mad og tøj, men også mennesker og alle de andre væsner. Alt andet end engel, var nyt for hende. Men selv engle var forskellige havde hun opdagede, og selvom hun kunne fornemme dem, så var deres personligheder forskellige. Netop derfor fangede hun op på tilstedeværelsen af en engel da Zachary gik ud med skraldet, og per automatik satte hun kursen i hans retning for at komme væk fra de to banditter der fulgte efter hende.

De to fulderikker gav dog ikke op "Hey.. come on babe, just a kiss or two.." fortsatte den ene af dem og grinte, den anden fulgte trop og klappede hende nok engang på røven, men var så ustabil på benene at han vaklede. Charmeine satte farten op, og til hendes held, havde englen også opdaget hende.
Så snart hun nåede hen til ham, standset hun ham, og hendes skovgrønne øjne låste sig fast i ham. Varmen, hun genkendte den varme en engel udstrålede, og gik automatisk helt hen til ham. De to fulde mænd stoppede op og så irriteret på den stakkels politibetjent der intet havde gjort dem. Hans ord forvirrede Charmeine, for den bevægelse han foretog sig med øjnene sagde hende intet, ikke desto mindre tog hun imod den invitation han bød hende. "Have you? I could need some help" at hele situationen var underlig forstod hun ikke. "Sure you don't wanna come with us? This dude seems like a boring type.." prøvede fulderikken at lokke med hende. "No thank you,
I am fine.." forsikrede hun ham. Manden trådte alligevel tættere på, og hun trak sig længere væk fra ham og endte faktisk med at gemme sig om bag Zachary.

Det var nu endnu mere tydeligt at mændene generede hende, og derfor var der heller ingen grund til at spørge hende. ”Don’t you guys have better things to do?” han hævede stemmen, for at overdøve en bil der susede forbi dem. ”The closest bar is that way” han nikkede hovedet mod midtbyen, og håbede at det ville få dem på andre tanker. Da manden kom tættere på, og rakte ud efter kvinden, stoppede Zachary armen med sin hånd. ”Please don’t make me take you to the station” advarede han med en alvorlig mine. Dette fik manden til at træde bagud, tydeligvis skuffet over at Zachary stod i vejen for pigen. Mandens indre jeg indså nok også alvorligheden i at komme i vejen for en høj, muskuløs betjent. De småbandede på deres vej væk, men ellers gik han ud fra at de var rimelig harmløse. Det var blot ærgerligt, at de ikke kunne styre deres alkoholforbrug. Zachary vendte sig om, for at betragte kvinden yderligere. Hendes guddommelige udstråling fortalte ham, at hun var en engel. Han havde dog aldrig før oplevet at gløden var så stærk omkranset af et væsen. Den halvengel han kendte, havde et meget svagere lys. Derfor forstod han også bedre, hvordan hun kunne have faret vild i denne bydel – hvis man ikke kendte byen, og lige var kommet til jorden var det også svært at vide.  ”You should be more careful” konstaterede han. ”Did they hurt you?” et bekymret udtryk kom til syne på hans ansigt, og den unge engel vendte blikket ned på hendes krop, blot for at bekræfte at der ikke var sket noget slemt.

”Do you want to come inside with me?” spurgte han høfligt, og var forberedt på at hun hellere ville hjem. Han havde for nyligt købt en bil, og ville under ingen omstændigheder acceptere at hun tog hjem, medmindre han fik lov til at køre hende eller vidste at hun var i sikkerhed først. Han kunne dog også tage fejl med hensyn til at hun var faret vild, da hun måske havde noget at gøre herude i forbindelse til en mission.

Han fik heldigvis jagtet gutterne på flugt, og hun slap derfor for at skulle have dem rendende efter sig. At manden her var politibetjent havde hun naturligvis ingen anelse om, men det var også underordnet, det vigtigste var jo at mændene var gået videre uden større drama eller problemer, og ingen var kommet til skade. Hendes grønne øjne fulgte dem til de var et godt stykke væk, hvorpå hun så op mod sin artsfælle med et af sine varme smil. "I here that a lot" svarede hun konkluderende om at hun skulle passe bedre på. Der var vidst ikke ene eneste hun havde mødt endnu, som ikke havde sagt det til hende. Kort efter rystede hun på hovedet da han spurgte om de havde gjort hende fortræd "No, thanks to you" svarede hun med et blidt smil. At han havde gledet blikket over hende for at sikre sig hun var i et stykke, var ret sødt, men det undrede hende nu heller ikke at han gjorde. Han var engel, duftede i hvert fald af en, og hendes sanser var vakte.

"I would love to" at hun burde komme videre var slet ikke en tanke der strejfede hende, det var ikke fordi hun skulle nå noget. Desuden sagde hun aldrig nej til at møde nye engle og eller at lære folk at kende. "My name is Charmeine" tilføjede hun. Måske havde han hørt om hende, måske ikke, der var en større chance for at han ikke havde. Selvom hun var englen for harmoni, var hendes navn ikke så kendt.

En varme strømmede ud i hans krop, idet hun sagde at det var takket være ham hun ikke var kommet til skade. Det var ikke så tit han fik chancen for at hjælpe folk, men det var bestemt noget af det bedste han kunne føle. Han blev endnu gladere, idet hun tog imod hans invitation – det var ikke så tit han havde selskab, da han for det meste var på arbejde. ”It’s nice to meet you Charmeine.. That’s a very beautiful name” han sendte hende et oprigtigt smil, hvorefter han begyndte at gå langs den ødelagte sti, mod sin hoveddør. Hendes navn sagde ham egentlig intet, men det var heller ikke fordi han fik meget tid i himlen, før han blev sendt tilbage, og kendte derfor kun til ærkeenglene. ”My name is Zachary” han sendte hende et hurtigt blik, inden han åbnede trædøren til sit hus. ”When I first came to earth I lived with an angel named Alessa.. and when I was ready to move out I could only afford this scrap of a home” han lukkede stille døren bag sig, og betragtede sit lille hjem med en masse faldefærdige elementer. Huset bestod kun af et enkelt soveværelse, en lille stue og et køkken med plads til en lille spisebordsplads. Han havde tit oplevet at loftet var utæt, og at vandet var iskoldt – men så vidt som muligt, forsøgte han at lappe de fleste ting selv indtil han kunne flytte ud til noget bedre. Fra sit liv i militæret var han vand til at leve primitivt, så det gjorde ham intet.

Zachary tog sine sko af, og fortsatte ind i køkkenet. ”Do you want anything to drink? Tea?” han var gået i gang med at koge noget vand til te, men ville selvfølgelig lave hvad end det var hun havde lyst til. ”Did you get sent to earth with a mission?” spurgte han af ren nysgerrighed. Han anede ikke selv hvorfor han blev sendt tilbage. Det havde været et rent helvede for ham i de første måneder, hvor han ikke måtte rejse tilbage til sin familie og det liv han altid havde kendt. Ikke at tingene var mere afklaret nu, men hans sind havde på en eller anden måde fundet ro når det omhandlede det emne.

Hans glæde mærkede hun tydeligt, med hendes evne kunne hun have en ide om folks følelser og sindsstemning, og hans var ret tydelig for hende, som sædvanligt fordi de delte race. Derfor smilede hun et større smil "Thank you, I was given the name by God" svarede hun uden tøven og ganske ærligt. Så at navnet var smukt og specielt, var der vidst intet at se til. Han præsenteret sig selv, og hun nikkede ved præsentationen for derefter at følge med ham indendørs. "I like your name as well" blev hendes blide svar til. Det passede til ham, men sådan var det med navne vel.

Hun skubbede sine ballerina af, ganske enkelt fordi han gjorde det, så måtte hun hellere gøre det samme. Blikket gled rundt i huset, det var helt anderledes end hendes eget, og selvom det var gammelt og slidt, tænkte hun ikke sådan over det, men han brød sig tydeligvis ikke om det. "It is different, but not necessarily a bad thing" lagde hun ud med, men hvad vidste hun om det. "If you ned a other place, then come live with me" hvor underligt et forslag det måske ville være for ham, anede hun ikke. For hende handlede det om at hjælpe, og når han tydeligvis fandt sit hjem være alt andet end behageligt, prøvede hun at hjælpe, og hvad andet end at tilbyde hende plads hos sig, kunne hun egentlig gøre? "I have a big bed" endnu engang opfattede hun ikke hvor forkert et forslag det kunne være, eller hvor løs på tråden hun kom til at lyde. Tro det eller lad være, var hendes forslag egentlig ret uskyldigt, præcist som hun så ud.

"Tea sounds fine" svarede hun med et smil og fulgte ham lige i hældende. Endnu engang så hun sig omkring, nu i køkkenet. Hans spørgsmål til hendes mission fik hende til at smile. "Yes, I was sent to be a guardian angel" svarede hun ærligt. Det var jo ingen hemmelighed.

Hun havde helt bestemt ret i, at det ikke nødvendigvis var en dårlig ting at hjemmet var anderledes og gammelt – men det blev sommetider et problem når regnen begyndte at dryppe ned i soveværelset midt om natten, eller når kulden ikke kunne holdes ude. Personerne i nabolaget, var heller ikke det der generede ham - selvom han havde haft et mindre indbrud, var det ikke fordi han frygtede nogen.
Han vendte blikket mod den yndige engel, idet hun tilbød ham at bo ved hende. Dog kunne han ikke helt skjule et smil, der nær var endt ud i en latter, idet hun sagde at hun havde en stor seng. ”You know, other men might take that the wrong way..” hendes talemåde, og kropssprog havde ingen antydning af at hun ville i seng med ham – tværtimod så hun udelukkende uskyldig ud, hvilket var det der fik ham til at gennemskue hende. Måske vidste hun ikke hvad han mente, men det ville han jo finde ud af på hendes reaktion. ”But that is a very kind gesture of you. Maybe I will come and live with you over the winter? These walls can’t keep the cool air out” han bryggede videre på teen, og hældte den varme væske op i to kopper, som han gik ind i stuen med. Det var ifølge ham mere afslappet end at sidde i det lille køkken. Han stillede tekopperne på sit sofabord, hvorefter han fjernede sit politibælte med håndjern og pistolhylster, for at lægge det væk i soveværelset, da det lå tværs over sofaen. Det første han havde fokuseret på da han kom hjem, var at gøre sit tøj behageligt og lave mad. Hans hjem kunne godt virke lidt rodet for visse mennesker, men han synes godt man måtte se at ens hjem var beboet fremfor at det stod krystalrenset for alt bortset fra møbler.

Han satte sig til rette i sofaen, og forventede at hun gjorde det samme. ”What does being a guardian angel involve?” spurgte han oprigtig interesseret, med et håb på at hun ville fortælle ham om det, da han virkelig ikke vidste særlig meget om englens formål.

Hans smil og svar fik hende til at glippe med øjnene, og hun smilede forlegen. "I am sorry, it wasn't my intention to be rude" hun fattede den ikke helt, og troede egentlig hun havde fornærmet ham. Imodsætning til mange andre, var det virkelig ikke hendes første tanke når folk gjorde hende opmærksom på det, nærmere at det var hende der havde sagt noget forkert og som ikke var normalt blandt jordborer. han tog dog imod hendes tilskud når vinteren kom, og hun smilede endnu engang. "You shall be welcome, when ever you want. I live by the church, the brown buildings apartment number 423" svarede hun og virkede ikke til at nære tvivl eller usikkerhed ved sin invitation, hvad hun heller ikke havde.

Han fik ordnet theen, og da han var færdig og smuttede ud i stuen, fulgte hun efter som en kylling der rendte efter sin hønemor. Først da bemærkede hun bæltet han havde på, med alle de våben. Han satte theen fra sig, og hun havde været på vej til at røre ved pistolen, han nåede dog at rykke sig. Hun tog hånden til sig, og satte sig pænt i sofaen og ventede. "Well, it is different from angel to angel, it all depends on the person you have to protect. The person I try to protect is in need of protection against himself, which means I have to help both his body and soul" forklarede hun.

”You’re not the slightest rude” forsikrede han hende i et ærligt tonefald. ”Trust me, it would be a compliment to most men. Sometimes sex is the only thing on their mind” han rystede kort på hovedet af tanken om det utal af gange hvor hans kolleger havde kommenteret på en piges udseende eller snakket om weekendens erobring – mens andre selvfølgelig havde en hel anden holdning og ventede med den slags til de blev gift. ”Thank you. It’ll be nice to live closer to the church as well” som så mange andre engle, besøgte han kirken ofte, for at føle sig tættere på gud og kristendommen.

Han lyttede interesseret til hendes forklaring, men havde alligevel en smule svært ved at forstå hvordan hun allerede havde fundet den person hun skulle beskytte. Selvfølgelig var der mange fortabte væsener som levede i smerte, led af en mangel på empati, eller gjorde skade på sig selv i form af misbrug eller andet. Han havde tidligere været ude for at en af sine venner, havde været påvirket af stoffer i noget tid - hvilket helt og aldeles ødelægger det normale liv hun plejede at have. Han var dog ret sikker på, at han aldrig havde fundet den person han skulle være skytsengel overfor – hvis han da nogensinde skulle være det. Ellers havde han nok vidste det på nuværende tidspunkt. ”That sounds like a tough job. Sometimes people just don’t want protection or change” det var i hvert fald det indtryk, som han igennem tiden havde fået af forskellige personer. Men det var alligevel imponerende, at hun kunne påtage sig denne rolle. Han løftede tekoppen op til sin mund, for at tage en slurk af den velsmagende væske. Hun virkede ikke synderligt interesseret i hans liv, men det gjorde ham intet, da det for ham blot var spændende at møde en anden engel. ”Does the significant person hurt himself?” spurgte han med en bekymret tone, idet noget af det værste var hvis ens smerte fik en til at gøre skade på sig selv.

"Oh" så gik det ellers op for hende hvor de snakkede hen af, og så gav det meget mere mening. "I am sorry, I didn't think about the way it came out. I am not offering you sex, only a bed a warm place to come home to" ikke fordi tilbudet var dårligt af den grund, men hun havde opdagede at selv engle havde drifter, og selvom hendes første kys var blevet snuppet af en varulv for få uger tilbage, havde hun ikke rigtigt mærket noget selv. Hun elskede alt og alle, men følte sig ikke just ekstra varm i nærheden af nogen. Jo.. måske Christian, men det var vel naturligt når hun skulle beskytte ham? Det gik hun udefra i hvert fald.
"You shall be welcome whenever you want. I don't lock the door, so you can just go straight inside" det var måske en god ide at låse, men hun havde ikke haft grund til det, og gjorde det derfor heller ikke.

Det havde taget hende tre måneder at finde vedkommende, og det havde været tre måneders konstante søgen. At hun så var stødt ind på ham i ren og skær tilfældighed, var vel hendes held. Eller.. skæbnen, som hun selv ville kalde det. Skæbnen og Guds ønske. "That is true, but a concetion between an angel and the person they protect give neither of them a choice. When a Guardian finds his og her subject, they feel a strong connecetion to each other. It is beyond natural and very special. Some people give into it immediately, others keep fighting it for years.." prøvede hun at forklare. Og grunden til at hun ikke spurgte indtil ham var ikke af mangel på interesse, men fordi han blev ved med at stille hende spørgsmål, og det virkede til at han havde behov for at spørge. "No, not physical at least. His life has been very tough, and he keep distance to his feelings. He is a vampire you see, which gives us a little trouble.." hun var jo engel, hendes blod var det bedste i verden for vampyrer, og det kunne være en udfordring. "but please, do tell me something about yourself. I saw you had a.. gun?" hun skævede mod soveværelset hvor han havde smidt tingene.

Hendes reaktion fortalte ham, at hun hurtigt havde opfanget hvordan det hang sammen - men hun virkede stadig til at holde fast på hendes invitation. Zachary var bestemt et af de personer hun kunne stole på, men han var ikke sikker på, at det var klogt at gå rundt til ethvert væsen og tilbyde det samme. Engle var et af de mest jagede væsener, og hvis hun fortalte andre om hendes åbne dør, var han bekymret for om hun ville blive udsat for overgreb. Dette var næsten noget der fik Zachary til at spørge om han kunne flytte ind i aften, men indtil videre kendte de knap hinanden og han følte han burde have tillid til at hun havde styr på det. Selv havde han en magi som kunne beskytte mod den slags angreb, så måske havde hun det på samme måde?
Han smilede taknemmeligt til hendes tilbud, og havde nok aldrig mødt en så gæstfri person.

“He’s a vampire?” smilet forsvandt omgående fra hans læber, og hans tanker blev mindet tilbage på en mordsag han havde om en vampyr der dræbte i flæng. Noget Zachary på den ene måde kunne relatere til fra sin tid i hæren, men på den anden side distancerede sig fuldstændig fra. Han havde ganske vist  selv dræbt i sit menneskeliv, og forstod stadig ikke hvorfor Gud dengang tilgav ham. Nu var det noget han håbede aldrig ville ske fra hans hænder igen. Hans godtroende hjerte beroligede ham med at det sikkert var en vampyr der var ked af at blive omvendt, men noget fortalte ham at det var de færreste vampyrer som prøvede at leve så menneskeligt som muligt, og så snart de fik færten af engleblod kunne de være ukontrollerbare. “Good luck with that. I find it very hard to understand such creatures” dette kunne velsagtens være fordi han kun havde afhørt en seriemorder og andre ondsindede vampyrer. På den måde var han lidt mere skeptisk overfor at der var godhed i alle, selvom det naturligvis var det han helst ville tro.

A gun? tænkte han, og blev hurtigt mindet om bæltet han havde flyttet tidligere. “Oh yeah. You know what a gun is?” spurgte han imponeret, inden han fortsatte. “I was a soldier in my human life, and I've never been the best academically so I became a police officer due to my military experience” forklarede han - om så hun vidste hvad en politibetjent var, kunne han ikke vide sig sikker på. Men hvis hun vidste hvad våben var, gik han ud fra at hun havde en idé. “I died when I was 21, and have now only existed 6 years as an angel” Han havde været meget i tvivl om, hvad han skulle arbejde som efter han blev nedsendt - men det virkede som det eneste naturlige karrierevalg for ham, da al hans erfaring lå indenfor det felt. Han havde dog stadig traumer fra krigen, hvilket gjorde det til en udfordring - men så længe ingen sneg sig ind på ham, og han kunne få fri nytårsaften, ville det sandsynligvis heller ikke blive noget problem. “Do you have a job?” spurgte han, da det var et af de eneste muligheder for at kunne tjene penge - medmindre hun var så heldig at få dem foræret.

Selvfølgelig holdt hun fast på sin invitation. Han var en engel, og det betød automatisk at han ikke ville gøre hende fortræd på nogen måde. Det betød det i hvert fald for hende.
Snart fortalte hun at den person hun beskyttede var vampyr, og så forsvandt smilet ellers fra betjentens læber. "He is, yes" svarede hun bekræftende. "I have faith in him. He is in need of love and care, and I can take of him. He needs me, even though he doesn't know yet" blev hendes svar. Det lå naturligt i hendes at hjælpe, og imodsætning til Zachary, var hun blevet skab engel og ikke blevet genskabt. Hun kendte ikke et andet liv, var naiv og godtroende på mange punkter, og forstod ikke verden men troede på det bedste i alle. Ingen var gennemsyrede onde, det nægtede hun simpelthen at tro på i hvert fald. At han ønskede hende held og lykke, ja det anede hun ikke hvad hun skulle sige til. Hun ville i hvert fald få brug for megen tålmodighed.

"A friend of mine told me about the work at the policestation.. so, I did som... research" svarede hun forklarende da han spurgte om hun vidste var en pistol var. Hun havde læst om dem, og fandt det yderst interessant hvor megen skade de kunne gøre. At trykke på en aftrækker, og at volde så megen skade. Et godt våben til selvforsvar, men den blev nok oftere brugt til angreb end forsvar.
Så han var politimand! Sikke et tilfælde. I see, did you spend some time in heaven or..?" det var jo ikke alle engle der blev genfødt og levede i himlen før de blev sendt til Jorden. Og ikke alle engle blev sendt til Jorden for den sags skyld.
"Not yet, I work a little bit in the church, but I am in search for a work. Maybe you have something for me at the station?" hun kunne rydde op, gøre rent, sørge for kaffe og den slags. Hun kunne også tage sig af posten, eller arbejde som sekretær? Måske.. Hun havde virkelig behov for et job, det var helt sikkert.

Hendes vedvarende tro på, at en vampyr havde behov for kærlighed og beskyttelse var komplet nyt for ham. Dette hang sandsynligvis sammen med, at han ikke rigtig havde mødt så mange engle. Men hvem vidste om hendes syn ville ændre sig, eller forblive som det var et par år i fremtiden. Der var i hvert fald ingen tvivl om at djævle, dæmoner og oftest vampyrer var naturlige fjender for deres art. Zachary fik dog en mærkelig følelse indeni, som om han ikke helt kunne være ligeglad med hendes liv og hvilke væsener hun omgik. Følelsen kom fuldstændig bag på ham, idet det var ekstremt sjældent at han havde denne følelse, medmindre han virkelig holdt af en person. “I hope you’re right” sagde han uden megen overbevisning, og prøvede ellers at lægge emnet bag sig. Hans indre stemme havde dog mest af alt havde lyst til at forbyde hende fra at se manden nogensinde igen.

“I saw Jesus and a lot of empty space but I didn't get no words from anybody. I barely spent anytime up there before I got sent down. I was completely tormented and confused” forklarede han, og  havde hverken fået nogen besked fra Gud eller andre engle  - alligevel var det nok langt fra et tilfælde at han mødte Alessa i domkirken kort efter sin genskabelse. Atter fik han et stik i brystet, af at hun nu ville arbejde samme sted som ham. Han brød sig ikke om tanken af at hun var så tæt på kriminelle, men fordelen var at han kunne holde øje med hende noget af tiden. Endnu en mærkelig tanke, som Zachary langt fra forstod sig på. “Sure. I can ask if they are in search of anything. Perhaps you’d need training for some of the jobs.. But it’s also easy to look on the internet” sagde han, og vendte blikket mod sin bærbar computer i hjørnet af stuen. “Do you have any specific interests?” hvis hun havde, ville han i hvert fald holde øje med diverse jobopslag, eller venner som havde brug for en ny ansat.

Måske skiftede hun mening i fremtiden, måske ikke. Spurgte man hende, ville hun nok sige at det ikke kom til at ske. Hun troede ikke at væsner var gennemsyrede onde, eller altid gode. Alle havde lidt af hvert i sig, og man kunne bare håbe på at det gode vandt i sidste ende. Hvad han selv tænkte og følte helt præcist anede hun ikke, men hun var ikke helt overbevist da han gav udtryk for at han håbede hun havde ret. Nuvel, sådan var det vel bare, og hun håbede selv at have ret.

Som snakken endte på hans genskabelse, og han forklarede hvordan tingene havde set ud for ham, dukkede en rynke frem mellem hendes bryn. Hun forstod det nu ikke, den stakkels mand, han havde været helt alene. "I am sorry it went that way. It must have been very confusing and lonely" svarede hun dæmpede, og rakte blidt ud for at lægge en hånd over hans. Charmeine og nærkontakt, hun forstod stadig ikke at folk ikke bare krammede eller rørte ved hinanden i denne verden, i hvert fald ikke medmindre de kendte hinanden. Hendes løsning på det meste var at give folk et kram, og sprede lidt varme og kærlighed.

Så spurgte hun ellers om han kunne hjælpe hende med eventuel arbejde "I am a quick learner and will read as much as possible" forsikrede hun ham hurtigt om. "Not really, not yet at least. I..
can make coffee, clean, receive phonecalls, do some paperwork, or.. speak with police officers who have had a rough day?" det var de foreslag hun lige selv kunne komme på. Om det kunne bruges eller ej, anede hun ikke, og hun anede heller ikke at han tænkte det som en god ide at have hende på stationen så han kunne holde øje med hende. For hvorfor var det relevant?

Hendes blide berøring fik en elektrisk impuls til at flyde igennem kroppen på ham, og en varme spredte sig helt ned til fingerspidserne. What in the world.. hans tanker var komplet forvirrede, og han anede ikke hvad der skete imellem dem, eller om det kun var ham der kunne mærke det. Han prøvede at ryste det af sig, og bemærkede samtidig at hendes sjæl var fri for smerte - af hvad han aldrig havde oplevet, idet de fleste personer han berørte havde en eller anden form for smerte i sig. “Yes it was very confusing and lonely, but I like to think that there’s still somebody watching over me. Even though it isn’t always clear to see” han så ned på deres hænder, og vendte hans hånd op for at holde hendes i hans. “I can’t feel my ability with you. I always feel people’s deepest pain” de grønne øjne vendte forundret ind i hendes, som om det ville hjælpe med at gennemskue hende. Hun måtte i sandhed være nyankommen på jorden - de fleste med en fortid havde en eller anden ulykkelig historie. Det var det naturlige ved livet - det var aldrig en dans på roser. “How is it to live in heaven?” spurgte han, og undrede sig over hvilket liv der havde ventet ham hvis han var blevet i himlen.

“That’s great. I’m not in charge of hiring people so I can only try to ask on your behalf” selv hvis han havde autoritet til at ansætte folk, ville det ikke være i kontorafdelingen. Det var alligevel lidt utroligt, at hun ikke havde nogen interesser, men dette hang nok sammen med at hun sandsynligvis lige var ankommet til jorden og ikke havde prøvet så meget endnu.

Ved berøringen skød en elektrisk impuls gennem hendes krop, og fik hende til at sitre svagt. Samtidigt blev alle hendes sanser vakte mod ham, og hun glippede med øjnene i overraskelse. Hjertet havde sprunget et lille slag over, og hun sank. Var det kun hende der havde mærket det der? Nej, det var hun ret sikker på det ikke var.
"There is, there will always be someone watching over you. As angel, you will never be alone" forsikrede hun ham. Komentaren der fulgte fik hende til at smile skævt "i don't feel any pain, at least not pain of my own. Most of the time I feel others pain, and that is the only kind of pain that really can hurt me for some time" prøvede hun at forklar. Heldigvis var hun bygget sådan, at alle former for disharmoni i hendes krop, svandt bort over tid, sådan havde det i hvert fald været indtil videre. Som han ændrede grebet om deres hænder, kastede hun et blik derned. Der var stadig noget underligt over den berøring.. noget bekendt, men hun turde knap tænke over det.

"It is beyond any description. Heaven is a place with peace and love, you feel the warth of the sun and the love of God all the time, and that is the only kind of food you need to live. You feel alive there,
and as if you can conquer the whole world" prøvede hun at beskrive trods alt. Måske var det ikke den bedste beskrivelse, men det var noget der skulle opleves.

"I will be in your dept if you could do that for me. I don't have a phone yet, but I am working on it" blev hendes svar.

Hendes ord beroligede ham en smule, idet han i det meste af sit engleliv havde følt sig ganske alene. Hendes forklaring på den manglende smerte, var yderst fascinerende og usædvanlig. Det var langt fra noget han selv kunne prale af, idet han havde alle de samme følelser som dengang han var menneske og smerten forsvandt aldrig fuldstændig. De berusende følelser ved at mærke hendes hud, gjorde det svært for ham at flytte hans hånd væk fra hendes, hvilket blot resulterede i at han fortsatte med at holde hendes hånd. ”Heaven sounds absolutely perfect” hendes ord gjorde det nemt for ham, at drømme sig til og det lød i sandhed langt mere fredeligt og lykkeligt end hvad et liv på jorden var. Ikke at det var en dårlig ting, men nogen gange følte han at verdenen var præget af et overtal af onde handlinger fremfor de gode. ”No problem.. Unfortunately you can’t get far without money in this world” nogle mennesker var direkte besatte af tanken om penge, og ville aldrig stoppe med at ønske sig flere og flere – lige meget hvor godt deres liv ellers var. Zachary havde aldrig haft det store behov for den slags, og var rimelig god til at holde sin økonomi så fornuftig som muligt.

Han drak atter teen, og kunne ikke lade være med at tænke på vampyren hun skulle være skytsengel for. Han kunne ikke sætte en finger på hvorfor, men der var noget foruroligende over det, og en følelse af at han skulle holde godt øje med hende blev ved med at sætte sig fast i ham. ”Would you mind spending the night here, or do you need to get back to your apartment?” Det var bestemt ikke fordi han ville skynde sig på hende, men han nægtede at lade hende gå medmindre han kunne køre hende, så det virkede naturligt at få afklaret inden det blev alt for sent. Han havde trods alt en vagt på stationen i morgen.

Hans svar, kombineret med deres lette hudkontakt, gjorde det klart for hende han selv bar på en smerte, en.. disharmoni, og det var noget hun let og elegant kunne gøre noget ved. Hvis han lod hende. "Heaven is perfect" svarede hun lavmælt men blidt.
Hvad angik penge og arbejde, havde han vel ret. Hun havde allerede opdagede at hun ikke kom særlig langt uden penge, og selvom de ingen betydning havde for hende - primært fordi hun ikke anede hvad tingenes værdi var - så var hun nød til at tjene nogen. Khaa havde allerede forsynet hende med en sum der kunne betale hendes husleje i en del måneder, så hun var ikke bekymrede på den front, ikke endnu i hvert fald. "I know, which is the reason for me searching for a work" svarede hun med en svag trækning på de spinkle skuldre.

Pludselig spurgte han om hun ville overnatte, og det var et tilbud hun ikke havde fået før. Ikke desto mindre tænkte hun det ikke som en dårlig ting, hun var trods alt farrede vild før, og det ville nok ske igen hvis hun gik ud. Især fordi det var så mørkt nu. Hans tilbud var måske ikke så dårlig. "Well,
I am in no hurry, and truth is, I wouldn't be able to find home from here in the darkness, and not without help. So, I suppose I could stay the night here" svarede hun derpå. Og eftersom han selv foreslog det, tænkte hun det var i orden med ham.

Han slap hendes hånd efter et par minutter, for at holde om sin tekop med begge hænder. Lige meget hvor godt hendes berøring føltes, så virkede det mærkeligt at blive ved med det - Hun var trods alt stadig en fremmed. ”So if you hear or see anything criminal, make sure to let us know at the station. We have a lot of cases going on and any information is a big help” det var ingen hemmelighed at Terre havde et kriminalitetsniveau over det sædvanlige, men det var samtidig også en af de mest fantastiske byer han nogensinde havde besøgt. Faktisk havde han aldrig rigtig været udenfor Frankrig eller England. Med undtagelse af dengang han blev udsendt til mellemøsten. Når han fik flere penge, skulle de klart bruges på rejser, så han kunne se resten af verdenen. ”Now I don’t know how long you’ve been on earth, but have you been anywhere other than France?” det var altid spændende at høre om andres fortællinger af verdenen, men hvis hun kun havde boet i Frankrig ville han måske finde ud af hvor lang tid hun havde været her.

Med hendes venlige sind, ville mange forsøge at hjælpe hende med et arbejde, så han var sikker på hun nok skulle finde noget snart. ”Great – I can drive you now if you need to get home, but if you choose to stay I’ll drive you tomorrow on my way to work instead” foreslog han, og synes bestemt også det var en dårlig idé at lade hende gå rundt alene i dette nabolag. Specielt om natten, hvor vampyrerne blev aktive. Han havde engang været angrebet af en nyfødt vampyr, som ikke kunne kontrollere sig ved duften af hans blod. Heldigvis for ham, havde hans evne skræmt væsenet væk - men det var ikke alle som var ligeså heldige.

"I will, don't worry" svarede hun. Hun havde allerede fået at vide hvilke nummer man skulle ringe til, og hun havde været forbi politistationen dog uden at gå ind. Ja altså, bare undersøgt byen en smule. At han havde sluppet hende gjorde hende intet, hun satsede på at hvis han ønskede at røre, så skulle han nok tage initiativet til det. I hendes verden var det slet ikke underligt.
"No, I have not been any other places yet. And.. well, I don't need to. Christian is here, and I would have to stay here as long as he do so" Christian var vampyren hun beskyttede, og helt naturligt, havde hun ikke tænkt sig at bevæge sig langt væk fra ham.

Nej ikke alle var ligeså heldig som Zachary. Skulle en vampyr overfalde hende og kræve hendes blot, ville hun prøve at tale vedkommende fra det, og ellers bare give efter. Der var ikke så meget hun kunne gøre trods alt. Indtil videre havde hun været heldig. Den ene vampyr og den varulv hun havde mødt, havde ikke prøvet at skade hende.
"What ever suites you. If it is too much trouble for you right now, then we can wait till the morning" hun havde trods alt intet hun skulle nu. I stedet løftede hun sin tekop op, og tog en tår. Væsken var blevet kølig, men det gjorde hende ikke noget.

”I see” han prøvede at tænke på om han nogensinde havde hørt navnet i forbindelse med en politisag, men det var ikke ligefrem et sjældent navn, så det opgav han hurtigt. Han kunne dog håbe på at han med et navn som Christian, også ville leve op til betydningen af dette. Så længe han behandlede hende godt, var der intet at bekymre sig om. Hendes svar gav ham ikke et endegyldigt svar på hvor lang tid hun havde været på jorden, så det kunne måske også være ligegyldigt. Da hun ikke spurgte yderligere ind til ham, drak han blot det sidste af teen, for derefter at stille den på sofabordet. Han var efterhånden også blevet træt.

Det undrede ham, at hun ikke tog et valg, idet han netop havde lagt beslutningen hos hende. Han ville trods alt ikke have tilbudt et sted at sove, hvis det ikke passede ham. ”Alright ma’am, then I suggest you sleep here” han sendte hende et lille smil, før han rejste sig op og gik ind i sit soveværelset, hvor han tændte lyset. Det ville han klart have det bedst med, specielt nu hvor hun ikke låste døren til sin lejlighed. Han fandt en ekstra dyne frem, som han begyndte at iføre nyvasket sengetøj. Hans egen seng var ikke så stor, men omtrent de 140 centimeter i bredden. Derfor lå det naturligt til ham, at hun fik sengen mens han selv sov på sofaen. ”You’re going to sleep in the bed” sagde han, blot så der ikke hærskede nogen tvivl. Han fik fat i sin egen dyne, og gik ud til sofaen med den. Blot så det hele var klar, selvom hun selvfølgelig helt selv bestemte hvornår hun ville gå i seng.

Først sent kom hun i tanke om hans spørgsmål. "As to your question just before, I have been here for three months" skyndte hun sig derfor at tilføje. At han selv tænkte over navnet hun havde opgivet strejfede hende ikke. Hun anede ikke hvor han ville hen med det alligevel, og han skulle i hvert fald ikke begynde at lede efter Christian eller gøre ham fortræd. Ikke at hun tænkte i de banner, langt fra faktisk. Pointen var bare, hun ville beskytte den vampyr med sit liv, det var hendes job.

Måske havde det været hans forslag, men hun ville ikke trænge sig på selvom han havde sagt det. Kunne jo være han var høflig. Samtidigt tænkte hun ikke så langt. Hun endte derfor med at nikke, og fulgte ham med blikket som han rejste sig. Burde hun gøre noget? Hun endte med bare at sidde og betragte ham, og som han konkluderede hun fik sengen, glippede hun med øjnene. "What about.." som dynen endte på sofaen, rynkede hun brynene og så i retningen af hans seng. "Uhm.. don't you think there will be enough space for both of us?" hun ville da ikke jage ham væk fra sin egen seng, og ærlig talt, fyldte hun ikke så meget når hun sov, hun havde det med at krølle sig helt sammen.

3 måneder? Det var jo ingen tid. Puslebrikkerne faldt langsomt på plads, og han havde en større forståelse af hendes væremåde tidligere på aftenen. ”Wow.. well let me know if you need help with anything regarding earth business” han lavede en lille håndbevægelse, for at vise at det kunne være hvad som helst. Hvad vidste han ikke præcist, eftersom hun allerede virkede rimelig opdateret på trods af hendes korte tid på jorden. Hans mærkværdige følelse for hende, fortalte ham at han burde være ved hendes side så meget som muligt, og være der for hende – hvad end det var beskyttelse, råd eller hjælp hun havde behov for.

Zachary så overvejende på hende, idet hun spurgte om der ikke ville være nok plads til to i sengen. Jovist var der plads, men han ville ikke give det forkerte indtryk af ham selv og det mest gentleman-agtige ville være at sove på sofaen, og give Charmeine sengen. Men på den anden side, var hun jo ikke opvokset på jorden og kendte normen til at man normaltvist ikke sov sammen med det modsatte køn, medmindre man var romantisk involveret med hinanden. I princippet kunne to venner sagtens sove sammen. ”I mean..” han tøvede, og mindede sig selv på hendes tre måneder på jorden. Det ville være svært at forklare det overfor hende, og han havde bestemt ikke lyst til at virke afvisende. Han havde trods alt intet imod det. Tværtimod. ”Yes I suppose” svarede han endeligt, og gik tilbage med sin dyne, så der nu lå to inde i hans seng. Han trådte atter ind i stuen, og betragtede hendes guddommelige skønhed. Hun var en attraktiv kvinde – det ville enhver mand være enig i. Men han kunne ikke sætte en finger på, hvorfra den varme følelse omkring hende kom fra. Noget i ham længdes efter at spendere mere tid med hende, og lære hende bedre at kende. Der var noget omkring hende som fascinerede ham. Denne uforklarlige følelse var fæstnet dybt i ham - ulig noget han nogensinde havde følt før.

Hans tilbud om hjælp fik hende til at smile, han var bestemt ikke den første til at tilbyde hende hjælp, hvad hun var glad for. "Thank you, I will do so when I need it. I am sure something will come up soon enough" måske vidste hun allerede en del, men der var stadig en masse hun ikke havde forstand på, så det skulle nok dukke op før eller siden.


Derpå spurgte hun om der ikke var plads til dem begge to, og han så ud til at overveje sit svar. Havde hun sagt noget forkert? Hun var egentlig klar til at undskylde da han svarede at det kunne de vel godt. Hun smilede stort, og måtte atter følge ham med blikket da der nu landede to dyner i sengen. Skønt! Nej, hun tænkte ikke selv over hvordan det her kunne misforstås, hun ville egentlig bare gerne have at alle var glade og tilfredse. For hendes vedkommende ville hun ikke have noget imod at ligge i samme seng som ham, nærhed fra andre var altid rart og velkomment. "So.. you have to get up early?" spurgte hun derpå. Hvor tidligt var tidligt, for måske skulle de bare gå i seng med det samme hvis han skulle ret tidligt op, så skulle han jo have nok hvile. Så meget var hun med på.