I wanna go home, please - Zachary

*What have I done?!* tænkte den unge engel da hun vågnede op i et bur. Det så i alt fald sådan ud. Der var mørkt og snusket, lugtede af mug og fugt, men der var tremmer foran hende. Lyden af vand der dryppede var det eneste der brød stilheden. Hvor i alverden var hun?! Det sidste hun huskede, var at hun var på vej hjem, og der var solen kun på vej ned, nu.. der var mørkt, det var helt sikkert.

Forvirret så hun sig omkring. "Hello? Anybody there?" spurgte hun mens hun forsigtigt kom på benene. Først da, hørte hun lyden af en lænke, og mærkede den tunge fornemmelse rundt om halsen. Hænderne fløj derop, og lagde sig om det kolde metal. Metalbånd? Hvad foregik det?! "Anybody?! Please..?" prøvede hun igen. Ingenting. Hun sank en klump, og trak i kæden, den sad fast til muren bag hende, og var urokkelig. Forvirret gik hun hen til tremmerne, og forsøgte at se ud og omkring. Der var svagt lys for enden af gangen. "Hello? Can somebody tell me what is happening? Where am I?" spurgte hun. Bange var hun ikke, den følelse havde hun aldrig prøvede og dermed ikke kendt.

Pludselig dukkede en mand op foran hende, og hun veg forskrækket tilbage, tog sig til brystet hvor hjertet slog hårdere af overraskelsen. "Scared?" sagde han. Hun rynkede forvirret sine bryn. "No..
.? Should I be? Can you please tell me where I am? And why I am here?" manden brød ud i latter, og rystede på hovedet af hende. "You should be, yes! You will very soon be sold as a slave" mandens rådne klamme tænder fik hende til at gyse, og hun så forvirret mod ham før han forsvandt. "Wait, come back, please!" men nej, han var væk.

At ruske i tremmerne virkede ikke, og efter noget tid, gav hun op og satte sig ned. Hvad andet kunne hun gøre?
De næste 24 timer ville dog vise sig at være noget af et mareridt! Slavehandleren kom tilbage, gennemtæskede og truede hende på livet hvis hun ikke viste sin sande form. Følelsen af fysisk smerte var ny for hende, forvirrende, og at hun havde blå mærker og blødte fra adskillige sår, var ikke halvt så slemt som den følelse af frygt som langsomt havde sneget sig ind på hende og var blevet mangedoblet. Til sidst, var det ikke længere frygt, men ren angst. Så.. hun endte med at krølle sig sammen, bange og blødende, mens manden skred og efterlod hende kold og alene. *Why? What did I ever do to him?!* tænkte hun mens hendes spinkle og forslået kom blev gennemrystede af den angst hun følte. Hun frøs, og følte at sit lys var blevet slukket.

Zachary sad derhjemme i en fordybelse i en roman, da hans mave pludselig begyndte at gøre ondt. Han trak sig sammen på sengen, og kunne mærke en tydelig angst, mens en masse fremmede tanker fyldte hans sind. What in the world.. tænkte han, men der gik ikke længe før han stod oprejst og havde lagt bogen fra sig. Charmeines stemme skar igennem hans tanker og han havde intet problem med at lokalisere hvor hun befandt sig. Esclaves? Han havde aldrig hørt om stedet, men vidste alligevel hvor han skulle tage hen, for at se hende. Zachary iførte sig hurtigt en denimjakke, over sin hvide T-shirt og satte sig ind i bilen. Han havde ikke behøvet at taste noget ind i sin telefon, for hans sind vidste udmærket hvor han skulle køre hen. De næste par minutter var ulidelige og Zachary kunne ikke klare, at Charmeine ikke var i sikkerhed eller havde det godt. Hvorfor han tænkte disse tanker, stod nu åbenlyst klart overfor ham. Han havde været hendes skytsengel lige fra starten, det var derfor hun var endt ved ham i sidste uge og han ikke har kunne glemme hende lige siden.

Han kørte over hastighedsgrænsen op til flere gange, og endte i et komplet fremmet, sjusket område. Han parkerede på grusvejen, og steg ud af bilen med hjertet bankende hurtigere i hans bryst. Han så rundt på de mange bygninger, men fattede trods alt ikke helt hvad det skulle forestille. Charmeine var i den grå bygning, blot to hundrede meter fra ham og derfor satte han kursen mod bygningen. En person dukkede dog op foran ham. ”Why are you not trapped, angel?” et falsk smil voksede på dens læber, idet han nærmede sig Zachary. Det her var altså slavemarkedet. Et yderst farligt territorium for en engel. ”I will be soon” svarede han koldt, og skruede op for sin lysstyrke, hvilket fik vampyren til at holde sig for øjnene og trække sig tilbage i mørket. Han var dog ikke i tvivl om, at der var andre væsener som holdt vagt i området. Han nåede langsomt den grå bygning, og gemte sig hurtigt bag en bil, idet en mand forlod bygningen. Da han var udenfor rækkevidde, skyndte Zachary at stoppe døren fra at lukke af, inden han selv gik indenfor i det skumle rum. ”Charmeine?” kaldte han dæmpet, og kunne ikke se noget.. han ville ikke tænde lyset og afsløre sin tilstedeværelse. Efter lidt tid nåede han en fjern dør og trådte ned af en lang trappe til en kælder. Dette var bestemt her hun var, han kunne mærke det. ”Charmeine.. I’m here to help you” sagde han og bad til at der var en måde at redde hende fra slavemarkedet. Han mærkede på væggen ved døren og fandt en stikkontakt, som tændte et svagt lys i fangekælderen. Derfra gik der ikke længe før han fandt hendes celle, og straks gik hen og greb fat i tremmerne. ”What have they done to you?” en forarget, men også vred følelse fyldte hans krop og han kunne ikke forstå hvem der kunne finde på at skade et så godhjertet væsen som Charmeine. Han greb fat i tremmerne, som adskilte hende fra friheden. ”Where’s the key?” spurgte han, idet han følte på låsen ved tremmerne og mærkede tårerne presse på. Han kunne ikke tro at det her sted fandtes og han væmmes ved tanken om, at de havde så mange fangere tilstede. De andre slaver sagde intet men jamrede blot en smule, ved hans ankomst. Der var ingen som ønskede at være her frivilligt - det var klart og de havde alle en dyb smerte som gav genlød i lokalet.

Ensomhed, frygt og melankoli over de mange fangers følelser som ramte hende, fyldte hendes krop og skubbede langsomt lyset bort. Et lys, der normalt omgav hende, og var som lyset fra himlen. I stedet blev hun fyldt af håbløshed, og smerte, en smerte der fik hende til at krølle sig sammen. Dte stak i øjnene på en sær måde hun ikke forstod, og hvor lang tid der egentlig gik før hun hørte sit navn, anede hun ikke. I starten reagerede hun ikke på det, troede blot det var hendes egne tanker der spillede hende et puds, men kort efter, lød hendes navn igen, og et svagt lys blev tændt. Hun løftede hovedet og satte sig langsomt op. Det gjorde ondt i hele kroppen, og smerten var distraherende. Hendes blik blev vendt mod tremmerne mens en skygge kom nærmere.

I starten troede hun det var fangevogteren fra før, men nej, snart var en velkendt skikkelse standset ved tremmerne, og hun sank en klump. "Zachary!" udbrød hun. Hvordan han havde fundet hende, hvad han lavede her, og hvordan han var kommet derude, anede hun ikke, og det var også ligegyldigt. Hun kæmpede sig i stedet på benene, og haltede hen til tremmerne igen. "I don't know,
please, get me out, please" tiggede hun mens et hulk slap over hendes læber. Hun var snavset efter at have ligget nøgen på den beskidte gulv. Det blonde hår var mat og beskidt, et blåt øje, en flækket blødende læbe og et mærke på kæben prydede hendes ellers så kønne ansigt. De grønne øjne var skræmte og udspilet af skræk. Rundt omkring på kroppen havde hun skrammer, sår og blå mærker, men det betød intet, hun ville bare ud!

De mange følelser gjorde det svært at tænke på andet, og nok et hulk slap over hendes læber. Hun kunne ikke stoppe det, forstod ikke gråden der arbejdet sig op, og tårerne der fik hendes blik til at svømme over op til flere gange. Hun skælvede over hele kroppen, og tog fat i tremmerne for at prøve at hive dem bort, men var for svag. "Please.." tiggede hun nok engang.

Synet af Charmeine blev tydeligere idet hun trådte nærmere, hvilket fik Zachary til at knibe øjnene sammen som om han kunne føle hendes smerte, bare ved at se på hende. Hun var komplet gennembanket og var tydelig mærket på flere steder på hendes nøgne krop. Hun var også beskidt, hvilket fik det til at gyse ned af hans ryg. Hvor lang tid havde hun lige været fanget her? Og hvorfor var det først nu at han havde mærket hendes angst? Der var intet han hellere ville var at få hende ud fra dette helvede. Et par tårer fandt deres vej ned af hans kind, ved at se disse grusomheder. Det var klart værre end det han nogensinde havde været vidne til i militæret og politiet. Det gjorde så ondt på ham, at se hende på den her måde og han vidste nu at han aldrig skulle have ignoreret de uforklarlige følelser han havde fået omkring hende.

Hun vidste altså ikke hvor nøglen var, men pludselig lød en anden stemme bag ham. ”The keys are upstairs” sagde en hæs stemme og Zachary vendte blikket tilbage mod en menneskelig skikkelse som sad forstenet mod den ene stenvæg. Han takkede manden, og vendte atter blikket mod Charmeine. ”I’ll be right back” forsikrede han hende med et varmt blik. Derfra gik der ikke mange sekunder, før han var løbet op af trapperne og havde udnyttet månelyset til at guide sig rundt i rummet ovenpå. Han gennemsøgte et par skuffer og fandt til sidst et stort nøglebundt, som han tog med nedenunder. Han nåede hen til hendes celle og prøvede diverse nøgler af i låsen. ”You’re going to get out of here” hans stemme rystede en smule, men han prøvede at bevare roen så godt som muligt - selvom det var tæt på umuligt. Endelig sagde låsen klik og gik op, hvorefter Zachary fandt sig selv ved Charmeine. Han ville ikke omfavne hende, idet alle de blå mærke højst sandsynlig ville gøre ondt, hvis han prøvede på det. ”There’s a lot of guards out there, so promise to stay close to me” hans grønne øjne så ind i hendes og håbede inderligt på at hun havde mod på at tage flugten med ham. Det var ikke til at vide, hvilke former for overnaturlige væsener der lurede udenfor. Var hun for svag, måtte han nød til at bære hende, men en ting var sikkert - De skulle væk herfra i god behold og det kunne ikke gå for langsomt.

Hvorfor han ikke havde mærket hendes angst før nu? Fordi hun ikke havde været bange før nu. Denne følelse var ny for hende, og var dukket op da slavehandleren var begyndt at tæske hende. Førhen, var hun bare dybt forvirret.


Synet af tårerne der strøg ned over hans kinder, gav ingen mening for hende, om end hun selv endte med at græde. Hvad det betød anede hun ikke, men smerten hun følte indvindigt, tog over og hun kunne ikke kontroller den. En hæs stemme lød, og fortalte dem hvor en nøgle kunne findes. Hvem end vedkommende var, havde han det ikke så godt. Tanken om at Zachary skulle gå for at hente nøglen var i sig selv skræmmende, for hvad hvis han ikke kom tilbage? Eller værre! Hvad hvis der skete ham noget?! "No no no, stay.. please.." men han var allerede på vej væk. Hun sank sammen ved tremmerne, stadig med hænderne lukkede om hver sin tremme, og hun græd lydløst.
Der gik ikke lang tid før han var tilbage, heldigvis i god behold, og hun så op mod ham. Flere nøgler blev taget i brug, før han omsider fandt den rigtige, og låste celledøren op. Hun havde rejst sig op på daværende tidspunkt, og vaklede nu ud og direkte ind i hans favn. Blå mærker eller ej, hun kunne ikke styre sig, men slog armene om ham og græd ind mod hans bryst. Den spinkle krop skælvede, og hun kunne ikke styre tårerne.
Som manden bad hende holde sig tæt på hende, måtte hun kæmpe mod gråden igen, for at kunne indføre et ord. "We cannot leave them, Zachary" sagde hun og så op mod ham med en lettere rød næse af gråd og kulde, og med våde øjne og mærker i ansigtet.
Måske kunne de ikke hjælpe alle, men de måtte i det mindste låse celledørene op så staklerne havde en chance. Selv i denne situation hvor hun havde det slemt, kunne hun ikke lade være med at tænke andre end sig selv. De fleste ville nok være flygtet med det samme, men det kunne hun ikke bare.

Charmeine havde tydeligvis været ligeglad med de fysiske smerter og omfavnede Zachary, hvilket fik en varme til at sprede sig indeni ham. Han kørte blidt hænderne op af hendes ryg, og holdt hende i et godt stykke tid som en trøst for hende. ”It’s going to be okay” hviskede han beroligende, selvom han også var fuldstændig smadret indeni af alle de følelser som var kommet af at se dette gudsforladte sted. Absolut ingen af disse væsener fortjente at blive behandlet, som var de mindreværdige og skulle bestemt ikke sælges til slaveri. Det havde ikke umiddelbart været Zacharys plan at redde andre, idet det vigtigste for ham var Charmeines sikkerhed.. han ville desuden vække en masse uønsket opmærksomhed hvis de slap flere personer fri. Han tvivlede dog på at hun ville forstå det, ligesom han selv havde problemer med at retfærdiggøre sin plan overfor sig selv. Planen var at de skulle liste ud sammen, hvorefter han ville forberede en større aktion med politiet, som skulle forsørge at redde de stakkels væsener samtidig med at så mange af slavehandlerne blev fanget.

Men hvis det virkelig var det hun ønskede, kunne de forsørge at gå den mere risikable vej. Han gik hen til den anden mands fangecelle, ”Wait a few minutes to leave..” han havde henvendt sig til de resterende fanger i kælderen. ”It’s best if we go few at a time, so we won’t attract too much attention” hvis først alarmen blev slået til, ville de få den største straf i deres liv og det kunne han ikke byde dem. De måtte selvfølgelig også gerne blive.. ”If you choose to stay I will come by tomorrow with as many police forces as possible to stop the slave traders” han respekterede trods alt, at nogen af disse væsener var for angste til at flygte, i frygt for hvad der ville ske med dem hvis de blev fanget. Han kunne desværre ikke garantere at de alle slap uskadte fri, blot fordi han åbnede celledøren. Så meget magt havde han ikke. Han låste celledørene op på dem som have givet udtryk for at ville slippe ud herfra i aften. Derefter gik han over til Charmeine, for at tage hendes hånd i hans, inden de sammen gik ovenpå. "Do you know where your clothes is?" spurgte han hviskende og lagde nøglen tilbage hvor han havde fundet den. Han satte sig på hug for at skimte ud igennem vinduet, uden at blive opdaget. En eller anden stod derude med ryggen til døren og vinduet, så de måtte nød til at vente på at han forsvandt, før de kunne gå ud af døren. Desværre havde mange af dem forstærkede sanser, hvilket udelukkende gjorde den her flugt dét meget sværere.

Hun søgte tryghed i hans favn, og han holdt om hende og talte beroligende til hende. Hvordan han havde fundet hende, og hvordan i det hele taget havde vidst hun var her, tænkte hun slet ikke over i øjeblikket. Det vigtigste var at komme væk, og hun havde brug for et bad, det var et behov der overdøvede ret meget lige nu, men ikke nok til at glemme andre omkring sig.

Hun gav snart udtryk for sit ønske om at redde de andre, eller understregede de ikke bare kunne efterlade dem her. Tanken om at andre skulle udsættes for det samme som hende, det kunne hun ikke klare. Zachary endte da også med at gribe nøglen og gå hen til de andre celler. Folk fik besked på deres muligheder, og hvordan de kunne komme ud der fra bedst muligt hvis de valgte at flygte. I mens forblev hun stående, skælvende og usikker, og bare ventede.
Snart var han henne ved hende igen, og hun tøvede ikke ed at lægge hånden i hans, og fulgte med oven på. "No. I woke up without it" svarede hun. Da de var kommet ovenpå, så hun sig omkring efter noget at tage på. Der var koldt, og hun var træt og bange og kunne ikke helt tænke klart. Hvad han lavede, var hun ikke sikker på, men hun afbrød ham ikke. Han vidste nok hvad han lavede.

Hendes krop havde været virkelig kold og dette var da også en af grundene til, at han gerne ville have hun fik tøj på. Lige i hendes tilfælde fyldte kulden nok mere, end en ubehag ved at være nøgen. Uden at tøve tog han sin denimjakke af sine skuldre og gav sig forsigtigt til at lægge den om hendes ryg, for at hun derfra kunne iklæde sig jakkens ærmer. ”I hope this will help a little from the cold” den ville desværre ikke tildække hele hendes krop, men han tænkte at det ville være bedre end ingenting og forhåbentligt varme hende en smule. Han vendte atter blikket ud af vinduet, for at få en status på manden. Han rokkede sig ikke ud af flækken, så Zachary kunne ikke se en anden udvej. Han gik over mod vinduet i siden af bygningen og åbnede det meget forsigtigt, hvorefter han kastede en lille genstand ud så det landede langt væk i horisonten. Han havde tydeligt hørt manden sige noget i retningen af: what was that.. få sekunder senere kunne han se manden gå i retningen af genstandens bump og dette var derfor deres chance for at smutte ud af døren. ”Come” hviskede han og delte et blik med Charmeine, inden han så forsigtigt som muligt åbnede døren og på samme måde lukkede den med et lille klik. Derefter listede han over mod den parkeringsplads han havde fundet til sin bil. Fuldstændig vagtsom på enhver lyd, der kunne afsløre en andens tilstedeværelse. Bare de ikke blev opdaget, så skulle det hele nok løse sig og de andre ville få en bedre chance for at slippe fri.

Nøgenheden tænkte hun ikke just over, men hun frøs som sagt, og var derfor taknemlig for jakken han puttede over hende. Hun stak straks armene i ærmerne, og lukkede den tæt om sig. "Th-Thank you" stammede hun, hjertet stadig hamrende af frygt, og hun ville bare gerne hjem og ligge under et tæppe i sin bløde, trygge seng.
Zachary tjekkede vinduet igen, foretog sig et trick der fik fyren udenfor døren til at rykke sig, og så var de på vej ud. Hun rystede over hele kroppen, men fulgte med så godt hun nu kunne. Tæt, og vagtsom, de grønne øjne søgende rundt i mørket. Hvor de var på vej hen, anede hun ikke, og forstod det først da de nåede parkeringspladsen og hun spottede hans bil. Den havde hun kørt i dengang han havde kørt hende hjem efter deres første møde.
Et blik blev kastede tilbage mod bygningerne bag hende, der var så mørkt, dystert, og slavernes følelser var overvældende og fik det til at stikke i øjnene. Der var så meget sorg i det her område at hun følte håbet svindet. Tænk, at sådan et sted, eksisterede. Hvordan kunne det overhoved lade sig gøre?! Hun skød tankerne ud af hovedet, og satte sig ind i bilen da døren blev låst op.

Heldigvis var der stille på områderne omkring bygningerne, af hvad der sandsynligvis sjældent var ved dagslys, når de satte gang i slavehandlen. Bare tanken gjorde Zachary direkte dårlig og han ville bestemt gøre alt i sin magt, for at dette sted blev lukket ned og at så mange som muligt blev fanget. En frygt for at de ville forsørge at spore Charmeine, fyldte også hans konstante tankestrøm om hele denne oplevelse. Han satte sig ind i bilen og kunne ikke skynde sig væk hurtigt nok. Han kørte væk fra grusvejen og endte atter ude på landevejen, hvor han fik øje på et skilt af vejens navn. Denne information var rimelig vigtigt - ellers var han tvunget til at køre herhen igen for at kunne fortælle det resterende politi om hvor stedet lå. Da de var nået et godt stykke væk fra Esclaves blev hans vejrtrækning en anelse mere rolig. Adrenalinen pumpede dog stadig gevaldigt indeni ham, efter deres vellykkede flugtforsøg. Hvad i himlens navn var det også for et sted? Og hvorfor havde han aldrig kendt noget til det før nu? Han var pludselig bange for, at den havde en eller anden form for beskyttelsesmagi, der gjorde at stedet flyttede rundt eller ikke var synligt for alle på bestemte tidspunkter.

Det gik først op for ham nu, at Charmeine nok havde undret sig overfor hvorfor han vidste at hun var fanget der, så selvfølgelig fortjente hun en forklaring på hans ankomst. ”I sensed your fear...” begyndte han, men tøvede en smule. Tanken om at dette overhovedet var muligt, både forundrede og fascinerede ham. ”I don’t know why I didn’t see it before.. But I’m your guardian angel” stemmen var sikker i sin sag og selvom han havde været i tvivl før, så var han det bestemt ikke nu. Om hun havde fornemmet det, anede han ikke, men der var forklaringen i hvert fald.

Hun lukkede sig ind i bilen, og låste døren nærmest af frygt for at nogen ville prøve at åbne den udefra. Tanken om at blive fanget og slæbt ned i den kælder igen var ikke just behagelig, og det her skulle nok fylde hendes drømme det næste stykke tid. Det kunne man vidst desværre ikke undgå. I øjeblikket var al den harmoni som normalt fyldte hendes krop til bristepunktet, pistvæk. Hun var stadig skrækslagen, og hjertet hamrede derudaf. Heldigvis blev det dog bedre og bedre jo længere væk fra slavemarkedet de kom, men indtil hun var under vante omgivelserne, ville hun slet ikke kunne falde til ro. Hvad angik slavemarkedet i sig selv, var det svært at sige hvad det var for et sted. Der var slaver, de blev solgt, så langt havde hun fangede, men mere kunne hun vidst ikke hjælpe med.

Zachary brød snart stilheden, og hun vendte blikket mod ham mens han kørte. Det første stykke tid sad hun i sine egne tanker, men gentog snart hans ord for sig selv. Han fornemmede hendes frygt? Den skulle hun lige have igen, hun vidste ikke han var en springsengel. Det var der jo nogen der var, de kunne simpelthen spore når andre var i fare og finde dem på den måde. Hans efterfølgende ord var dog noget helt andet, og det slog hende brat. Det var det hun havde fornemmede sidst. Den tilknytning hun følte til ham, som hun ikke havde følt med andre engle. "My guardian angel?" gentog hun spørgende. Kunne man det når man selv var engel? Det kunne man jo så åbenbart, for nu hvor han sagde det, gav det god mening. "You can sense me? My feelings, isn't that right?" spurgte hun snart. Hun kunne selv fornemme Christians det meste af tiden, men nogle følelser var mere udtalte end andre.

Det var ubeskriveligt smertefuldt at tænke over alle de liv som stadig var fanget i slaveherskernes magt, så han prøvede for vidt som muligt at tænke på noget andet og få kontrol over de mange ubehagelige følelser. Han vidste dog at det ville præge hans liv de næste mange dage – han kunne ikke andet, indtil han var sikker på at alle var reddet. ”How did you even get in to that place?” spurgte han og var interesseret i at vide, hvordan og hvor hun var blevet fanget.. al information var relevant, i forhold til at kunne forhindre andre i at blive fanget på samme måde. Lige nu bekymrede han sig også meget for Charmeines sikkerhed og om hun ville det eller ej, så havde han ikke i sinde at forlade hendes side foreløbig.

Snart nåede de byen og uden overhovedet at have spurgt hende, havde han sat kurs mod hendes lejlighed som hun havde givet ham adressen på sidst. Han var så vand til at køre rundt i bygaderne, at det intet problem var at finde og snart parkerede han ved hendes lejlighedskompleks. Han trådte ud af bilen og gik om for at åbne døren i hendes side af bilen. ”It’s ok. We’re home now” der var intet han hellere ville, end at hun følte sig tryg og derfor havde han heller ikke tøvet med igen at overtræde en masse hastighedsgrænser på vejen hertil. Han så op mod murstensbygningen og håbede at hun for denne ene gang stadigvæk havde døren ulåst – af hvad han kraftigt ville fraråde hende at have fremover.

Hun sank en klump, og gned sine tindinger. Ja hvordan var hun endt der? "I am not sure. I was on my way home, it wasn't even dark yet. After last time, you told me I shoud be careful walking around at night, I have been careful. But, suddenly something hit me from behind, right on the head. That is the last I remember. I was almost home then" forklarede hun, anede ikke om det var en hjælp. Om hun var blevet forfulgt den aften, anede hun ikke, hun havde ikke rigtigt været opmærksom på det hellere, så det kunne jo sagtens være nogen havde fulgt efter hende.

At de kørte hurtigt gennem byen opdagede hun knap, men snart var de hjemme, og det var hvad der betød noget. At det så var hendes egen lejlighed var kun godt, hun havde - som sagt - behov for et bad. Og naturligvis noget tøj. Han holdt bilen an, og stod snart ud for derefter at hjælpe hende ud. Hun holdt fat i hans arm, og ville helst ikke slippe hvis hun kunne undgå det. Hun nikkede blot ved hans ord, og måtte igen kæmpe med gråden der overvældet hende.
Hvad angik hendes lejlighed, var der stadig ulåst, men hun ville nok låse den for fremtiden, i ren og skær frygt.

Han fik kuldegysninger ved hendes historie og havde en tydelig mistanke af, at det var en vampyr eller andet som kunne dufte hende engleblod. En slavejæger vidste udmærket hvilke væsener som havde den højeste pris og heriblandt var engle et af de mest værdifulde. Det var skræmmende at tænke på, det ikke var sket så langt væk fra hendes hjem.. men det gav god mening, hvis hans teori om en slavejæger var sand. ”I’m so sorry” han så medfølende på hende og håbede inderligt at dette ikke skulle gentage sig for nogen andre i fremtiden. Det måtte have været et rent mareridt. ”Did this happen today?” spurgte han, blot for at få afklaret den sidste detalje.. men han ville bestemt ikke spørge ind til hvad der så skete efterfølgende. Det forstod han godt kunne være svært at snakke om.

Han lod hende støtte hans arm, og lagde den anden om hendes krop, for derefter at gå sammen med hende ind i bygningen. ”I’m not going to leave you, Charmeine” han havde blidt kærtegnet hendes arm, og fulgt hende indenfor i hendes lejlighed. Han huskede at låse døren, og vidste at hun ville blive sikker med ham. Dog ville han have fuld forståelse for, at hun stadig var angst og ikke ville have så nemt ved at falde til ro. Det kendte han godt selv fra sin fortid i militæret og sin tid med posttraumatisk stress. Da de nåede ind i stuen, vidste han at hun kunne støtte sig op af andet end ham, og da han var sikker på at hun ikke havde brug for sin støtte, gik han ind i køkkenet for at hælde koldt vand op i et glas til hende. Derefter gik han ind i stuen og overrakte hende glasset. Hvem vidste om de havde givet hende nok mad og drikke, så det føltes kun naturligt for ham at tilbyde hende noget at drikke. ”Do you need me to do anything?” spurgte han, om end det var at lave mad eller gøre et varmt bad klart for hende, så ville han gøre det. ”Food or a warm bath?” foreslog han og vendte sine grønne øjne ind i hendes.

Han undskyldte, og hun var forvirret. Hvad undskyldte han dog for? "I don't know. What day is it?" spurgte hun. For hun anede egentlig ikke hvor længe hun havde været dernede. Der havde været mørkt hele tiden, og hun var besvimet og faldet i søvn flere gange. Om det havde været mørket, trætheden, eller smerten der havde sendt hendes krop i en slags komalignende tilstand, var hun ikke helt sikker på.

"Thank you" svarede hun, da han lovede ikke at ville forlade hende. Han støttede hende hele vejen op til lejligheden. Hun tændte al lys da de kom derind, og gik længere ind, støttede sig til væg og møbler undervejs. Eftersom alt var hvidt, kom der hurtigt snavs på tingene. Zachary var effektiv, og fandt et glas vand til hende som hun taknemligt drak, derpå endte det tomme glas på bordet. Han spurgte om der var noget han kunne gøre, endte hun med bare at vende blikket mod ham. Hun ville gerne have et bad, men hun kunne ikke samle sig til noget. Et eller andet i hende var knækket, og hun endte med at bryde sammen igen. Tårerne samlede sig i hendes øjne, og et hulk slap over hendes læber, før hun brød ud i gråd. Hun endte med at slå armene om ham igen, og græde sin sorg og frygt ud. Latterligt, det vidste hun, men det var altså ikke noget hun kunne styre.

”It’s the 29th..” svarede han og så afventende på hende.. hun havde vel forhåbentligt ikke været dernede i flere dage? Ellers forstod han ikke hvorfor, han ikke havde mærket til hendes frygt før nu. Havde de ladet hende tro, at de havde gode hensigter med hende indtil de valgte at gennemtæve hende.. nej, han turde ikke tænke mere over det og håbede blot på, at det ikke havde været så slemt som han frygtede.

Zacharys hvide T-shirt var selv blevet en smule snavset, efter at Charmeine havde støttet sig op af ham, men nu blev hendes hvide møbler det også. Hun drak glasset hurtigt, og idet hun brød ud i gråd, skar en smerte igennem hans hjerte. Han hadede at se hende græde, og selvom han ofte havde oplevet mennesker reagere sådan efter at være udsat for voldsomme handlinger, var det alligevel dét mere hjerteskærende. Han holdt utrolig meget af Charmeine og ville for alt i verdenen beskytte hende mod den ondskab hun var udsat for i aftes. Han bevægede sine hænder op af hendes ryg, for at knuge hende en smule tættere på sig. ”I’m right here.. Nothing will hurt you now” sagde han dæmpet, og strøg forsigtigt hendes platinblonde hår. Ved lyden af hendes gråd, kunne han ikke selv holde tårerne tilbage og et par salte dråber trillede ned af sine kinder, imens han blot betragtede et maleri på hendes væg. Han ville være der for hende så længe hun havde det på denne måde, om så han skulle ligge vågen og omfavne hende indtil hun følte sig tryg nok til at falde i søvn. Efter et par lange øjeblikke, hvor han lod hende græde ud ved sin skulder og omfavnede hende, åbnede han atter munden. ”Are you ready to take a bath?” spurgte han, idet hun ikke selv havde svaret om hun havde brug for noget. Han vidste at hun trængte til et bad, men ville ikke presse på hvis hun ikke kunne overskue det.

"Oh, I was taken hostage yesterday then" svarede hun. Det var ikke længe, men det havde føltes som lang tid alligevel. Der gik dog ikke lang tid før hun brød sammen, og så var han der igen til at tage sig af hende. Hun var helt fra den, men han holdt tålmodigt om hende, og hans smerte overvældede hende oven i, og fik hende til at græde mere. Den spinkle krop skælvede, hun var så svag efter alt det der var sket, og så usikker.

Længe stod de der, og først da han brød stilheden nikkede hun dæmpede. Hun trængte til et bad "I am sorry for this" hviskede hun ind i mellem nogle snøft. Hun kunne som sagt ikke selv styre den overvældende mængde af følelser der strømmede igennem hende. Hun løsnede omsider sit greb om ham, og slap ham langsomt. Det gjorde ondt i hele kroppen, og et varmt bad kunne være rart til både muskler, led og for at fjerne snavs. Langsomt trak hun hans jakke af, og lagde den over sofaens armlæn.

I går? så hun havde altså overnattet i det skumle sted og hans forbindelse til hende, fortalte ham først at redde hende i aften. Selvfølgelig var det bedre end slet ikke at ane hvor hun var, men det var alligevel forundringsværdigt der var gået så lang tid. Det var vel også bare tanken om, at  han kunne have reddet hende fra en del smerte, havde han bare dukket op før. ”I’m sorry to hear that.. I could only sense you tonight” forklarede han en smule undskyldende, på trods af at han ikke selv styrede den del af ham.

Zachary forsøgte på at berolige hende med et smil, der dog ikke helt nåede hans øjne, der stadig var blanke fra tårerne. ”You have nothing to be sorry about. I want to be here for you more than anything else” forklarede han og vidste at hun måske kendte selv samme følelse fra Christian. Eller enhver anden, som hun holdt meget af. Han havde bestemt ikke i sinde at gøre andet, end at tage sig af hende og sørge for hun var okay. Han kunne godt tyde på hende, at hun var med på at tage et bad – i hvert fald havde hun trukket hans jakke af. Derfor gik han over mod den halvåbne dør, som han kunne tyde var badeværelset på fliserne. Hvorefter han lænede sig indover badekarret for at tænde vandet på en behagelig varm temperatur.

Årsagen til at han først havde mærket hendes frygt i dag var af den simple grund, at indtil nogle timer før hans ankomst, havde hun ikke været bange. Det havde været forvirring, og forundring, smerten hun var blevet påført havde været forvirrende, men til sidst var det blevet så voldsomt at frygte og panikken havde overtaget, noget han så havde opfanget. "I wasn't afraid before this night. I was confused, but not afraid or in pain before" svarede hun forklarende. Han skulle ikke have det dårligt over ikke at være kommet hende til undsætning noget før. Det var mere hendes end hans skyld, for hun havde ikke forstået sine egne følelser.

Hun nikkede ved hans svar, og ja, hun genkendte selv følelsen, og kunne forestille sig og føle hans smerte netop fordi hun kunne fornemme folks følelser, og fordi hun kendte det fra egen erfaring med at være skytsengel. "I know, and I appreciate it" slog hun fast for ham, for det gjorde hun virkelig.
Han sørgede for vandet til hendes bad, og i mens stod hun og forsøgte at få styr på sine tanker og følelser. Det gik knap så godt, men i det mindste var badet snart klar til hende. Hun satte sig i badekarret, nød varmen fra vandet, og tog taknemligt imod det. Et suk slap over hendes læber, og hun vaskede krop og hår rent.

Til at starte med var hendes forklaring en smule forvirrende, men efter et par sekunder gik det op for Zachary. Han kunne først mærke at hun var i fare, hvis hun også selv følte det sådan.. eller med andre ord var blevet bange. ”I see.. I just wish I could’ve gotten there earlier” forklarede han, af åbenlyse grunde. Det ville enhver jo ønske. Men så snart han kunne styrke en politiaktion sammen, havde han da også i sinde at redde alle de andre. Han kunne heller ikke lade vær med at tænke på, om der var nogle i Terre som ejede slaver, for det var en lov som han selv aldrig havde haft en sag omkring. ”Did you find a job since we last spoke?” spurgte han, for mest at tale om noget andet end det der var sket de sidste to dage.

Da hun trådte i badet, valgte Zachary at vente et par sekunder, blot for at være sikker på hun ikke ville begynde at græde igen. ”Do you need me to cook anything?” spurgte han, hvilket lige såvel kunne være at hente en eller anden form for mad. Han vidste jo ikke om hun havde fået noget, eller overhovedet havde en appetit.

"So do I" indrømmede hun og kvalte et suk. Sket var sket, og det var jo ikke hans skyld trods alt. Han var kommet efter hende, og det var det vigtigste. Hendes skytsengel, det var så svært at forstå at hun rent faktisk havde en skytsengel. Hun havde været på Jorden i rundt regnet fire måneder, og havde åbenbart behov for en skytsengel.
Han spurgte pludselig til om hun havde fundet et job, og hun trak på skuldrene. "Well, I went to the hospital, and I work there once a week. Only problem is, I work as a volunteer, which doesn't give me money" det havde ikke været let at live ansat når man ikke havde hverken uddannelse eller erfaring åbenbart.

Hun havde ikke rigtigt appetit, og selvom hun ikke havde fået mad og burde spise, så havde hun bare ikke lyst. "I am not hungry" svarede hun lavmælt og vaskede sig rent. I det mindste var det rart at få den værste snavs væk.

Han så bekymret på hende, af hvad han ofte gjorde, idet han hele tiden var i beredskab når det gjaldt Charmeine. Han bekymrede sig konstant for hendes velbefindende og derfor havde det været umådeligt hårdt for ham at se hende så såret både fysisk og psykisk. Desværre fik hun ikke penge for hendes arbejde, men det måtte stadig være dejligt at være frivillig og kunne gøre en forskel. ”I talked to somebody at the station and if you ever need a little extra money you can come into the station and do some paperwork… It’s not the most interesting type of work, but you will get paid” Han var en mand som holdt sit ord, og derfor havde han selvfølgelig spurgt om der var noget arbejde til hende på sin egen arbejdsplads. Han forstod dog udmærket hvis hun ikke ville have det, eller havde fundet en anden løsning.. Det var blot hvis hun havde brug for et betalt arbejde.

Charmeine takkede nej, ved at sige hun ikke var sulten og derfor forsvandt Zachary ud af døren, for at give hende lidt privatliv. Han fandt et værelse som højst sandsynligt var soveværelset, hvorefter han satte sig på sengekanten mens hans hoved ikke kunne tænke på andet end slavemarkedet og de stakkels personer i fangekælderen.

"Thank you, Zachary. I appreciate it" svarede hun mildt. Derpå forsvandt han ud af badeværelset og efterlod hende alene. Hun kunne slet ikke samle tankerne til en snak om arbejdet, eller at tænke i de baner, i stedet fokuseret hun på at få vaske sig, og det gik da også fremad. At hun så endte med at bryde ud i gråd på et tidspunkt kunne hun ikke helt styre selv, men det var i det mindste dæmpede gråd, så han ikke ville høre det. Hvor han var henne, anede hun ikke, men hun udnyttede alenetiden til at få den sorg hun følte, ud af systemet. Hvordan kunne folk dog være sådan, gøre skade på andre? Frygtede de dog ikke for at blive udsat for det samme? Hun fattede det ikke.

I syvende og sidste måtte hun forlade vandet. Det begyndte at blive koldt, og hendes hud begyndte at blive rynkede på fingre og tæer. Hun svøbte et håndklæde om kroppen, et andet om håret. Derpå kastede hun et blik på sit spejlbillede, og sank en klump. Hun havde blå mærker, og hun følte sig godt og grundigt ødelagt i øjeblikket. Vaklende og træt forlod hun badeværelset, og gik ind mod sit soveværelse hvor hun fandt ham. "Are you alright?" spurgte hun bekymret.

Hun havde ikke direkte svaret ham om hun ville tage imod jobbet eller ej, men det var naturligvis også forståeligt. For hvem kunne også tænke på at skulle arbejde, efter alt det hun havde været igennem. Det var bare vigtigt for ham, at hun vidste, at han havde forsøgt at hjælpe hende på den front. Ærlig talt havde han ikke kunne få Charmeine ude af sit sind lige siden deres møde.. men dette havde jo så været fordi han var blevet hendes skytsengel.

Efter et stykke tid sad han med hovedet i hænderne og havde fået en slem hovedpine af alle tankerne og synene som genspillede i hans hoved. Charmeine trådte ind i værelset og spurgte ham om han var okay. Han vidste at hun var meget mere ikke-okay end han var. ”Yeah.. I’m just still in chock and have a headache” forklarede han, men sendte hende et lille smil ved synet af hendes rene og en smule oplivende udeseende. Hun skulle bestemt ikke bekymre sig om ham – desuden var den slags noget han aldrig var vand til. Derfor børstede han det også af sig. ”I’m fine” forsikrede han, og måtte bare bide tankerne i sig.. hun var mere vigtig for ham. ”Is it ok if I stay the night?” spurgte han håbefuldt. Han tvivlede på at hun ville sige nej, men han ville ikke presse på.. han havde bare et behov for at sørge for hun havde det godt og ville gerne sørge for at være der for hende, indtil hun fik det bedre.

Han svarede at han var okay, men nævnte sin hovedpine. "I can heal you if you want to" bemærkede hun. At fjerne en hovedpine var jo ikke så svært, hun havde prøvet ting der var værre. Manden forsikrede hende snart om at han var okay, og som han rejste sig op og spurgte om lov til at blive, smilede hun en anelse forlegent. "I would have asked you to stay..so yeah.. of course.." indrømmede hun selv kort efter. Tanken om at blive der alene var skræmmende, selvom hun var i sit eget hjem og i trygge omgivelser. Lige nu, havde hun bare ikke lyst til at være alene.

Hun gik da også hen til en skuffe og åbnede den, trak et par hvide trusser ud som hun tog på - stadig uden at fjerne håndklædet. Derpå løsnede hun det håndklæde hun havde om hovedet, og fik gnedet det værste vand ud af håret inden hun smed håndklædet på en stol. Derpå fandt hun en bh i skuffen, og smed håndklædet for at tage den på. En hvid natkjole blev trukket over hovedet til sidst, inden hun fandt en børste og gav sig til at børste håret langsomt og rytmisk.