I am not giving you a choice - Ashley

Mørket havde kun knap indfundet sig da en firhjulstrækker stoppede ude foran chokoladebutikken i Terre's gågade. En bredskuldre pumpet fyr der agerede chaufør og unødig bodyguard, stod ud af bilen men var for langsom til at åbne døren. Nicholas havde allerede åbnet døren inden manden var bremset helt op, og stod derfor udenfor bilen da chaufføren vendte sig om for at åbne døren. Manden trak sig tilbage omgående. "You stay here" sagde han med en kølig tone, og manden svarede med et monotont 'yes sir.'. Der var intet at diskuter trods alt. En ordre var en ordre, og det vidste manden godt.

Nicholas knappede habitjakkens ene knap, og stak hænderne i lommen. Hvad fanden havde han gang i?! Siden hans møde med Ashley nogle uger tilbage, havde han været som besat af hende. Om det var fordi hun var speciel, eller fordi han ikke havde fået sin vilje, anede han ikke, men han kunne simpelthen ikke få hende ud af hovedet. Det havde resulteret i at han havde sendt spioner ud for at finde ud af informationer om hende, og det havde de i hvert fald gjort. Foruden en adresse og arbejdsplads, vidste han at hun var studerende, og ellers var en ganske almindelig kvinde. Intet specielt, hvilket irriteret ham. Hvorfor fanden kunne han ikke få hende ud af hovedet så?!

Formentlig fordi hun i hans hoved var ret speciel, og det var ikke en specifik ting han kunne sætte fingeren på, det var alt ved hende. Et suk endte over hans læber. Og han trak solbrillerne af og stak dem i lommen. Nu var solen helt væk, og det generet ikke øjnene længere. Læberne blev fugtede med tungespidsen. Mon hun havde regnet ud at de langstilkede hvide roser var fra ham? Han havde sendt hende en hver dag siden deres møde, og den var ankommet enten på hendes arbejdsplads eller til hendes private adresse, det havde været lidt forskelligt fra gang til gang. Ingen besked, ikke et ord, intet. I sin fritid og efter mørkets frembrud, havde han selv holdt øje med hende nogle gange, på afstand og i håb om at finde årsagen til sin besættelse, uden held endnu.
Beslutningen han nu havde truffet var idiotisk, og han anede ikke hvad han ville få ud af det. Ikke desto mindre stod han nu her. Under normale omstændigheder ville chokoladebutikken være lukket på dette tidspunkt. Der var dog fest i hele gaden, og de fleste butikker havde sat priserne ned og holdt ekstra åbent. Derfor havde han udnyttede chancen, og besluttet at afpresse hende lidt. Det var derfor med en dyb vejrtrækning at han skubbede døren til butikken op, og trådte indenfor. Butikken var stor, men knap så stor med alle de snaksaglige kunder. De summende stemmer forstummede dog ved lyden af dørklokken, og alles blikke blev vendt i hans retning. Manden var ret høj, bredskuldret, veltrænede, og klædt i et italiensk skræddersyet jakkesæt som sad perfekt på ham, om end en anelse formelt - sådan var det når man kom direkte fra arbejde. Det var dog langt fra den eneste grund til blikkene, for manden udstrålede kontrol, magt, styrke, og den sædvanlige skønhed og charme som vampyrer nu var kendt for. Kvinderne gloede åbenlyst, de yngre piger fniste, og de få mænd der var tilstede måbede og følte mindreværdskomplekser. Han fornemmede så klart og tydeligt folks følelser, men ignorerede det fuldkommen. at han så også var et kendt ansigt, og at de dermed vidste hvem han var, havde selvfølgelig også en stor betydning, for hvorfor i alverden skulle han dog komme ind i butikken i egen høje person, i stedet for at sende en af sine lakajer?

I stedet endte han med et glide de gyldne øjne rundt i butikken, søgende efter en specifik person. En ekspedient - en ung kvinde i tyverne - kom hen imod ham med et smil om læberne og brystet skudt frem. "Sir, can I be at any help?" spurgte hun med en fløjlsblød stemme. Hans blik fandt ned mod hende, og låste sig fast ved hendes blå øjne. "Perhaps.. I am searching for a certain someone.." svarede han med sin klare rolige stemme, og sin sædvanlige britiske accent. Enkelte kvinder var ved at besvime, andre rødmede, og pigebarnet foran ham, sank en klump. "Can I ask who that would be?" spurgte hun nervøst. Nicholas gled sit blik rundt, søgende efter Ashley med blikket, han ville gerne selv lokalisere hende før han ville sige hendes navn. At han samtidigt forsøgte at sorter i alle disse menneskers dufte for at lokalisere hendes, var ikke let.

---

I løbet af ugen var der hændt en masse forskellige ting; nogle var selvfølgelig større end andre, men den som havde fyldt det meste var helt klart at den savnede barndomsven Zachary var dukket op igen. Derfra var det gået hurtigt, og et gammelt venskab var blevet genskabt, men det var nogle gamle følelser bestemt også. Dog var det ikke som da de havde været børn og hun bare havde fantaseret at de skulle bo i et hus ude i skoven og være en lykkelig lille familie, nej det var langt mere end det og det havde gjort Ashley mere end klar over, at hun fløj på en lyserød sky. Dog havde hun åbenbart også fået en hemmelig beundrer, og hvem kunne hun ikke helt gætte sig frem til. En hvid rose hver dag, enten på terrassen foran døren i det store træhus som hendes far havde bygget til hende i tidernes morgen, eller også på trinet ind til chokoladebutikken. Hun havde undret sig hver gang, jovist været beæret, men måske også en smule skræmt, for tanken om at hun havde en stalker havde da strejfet hende et par gange.
I midten af ugen havde hun fået den ''glædelige'' nyhed af Socolate's ejer, Fru Petit, at hun ikke længere var den nye pige i butikken, hvilket havde undret hende en smule, da Ashley for det første havde arbejdet der i næsten 4 år, og at hun havde været den eneste udover Petit som havde arbejdet der. Derefter var hun blevet præsenteret for Fru Petit's barnebarn, en ung blond pige ved navn Isabella, som egentligt ikke havde lignet en der ville være der. Hvorfor hun var blevet ansat, havde Ashley ingen idé om, og at hun derfra også havde fået til opgave at lære den unge Isabella op, havde hun ikke været specielt begejstret over, men som den søde og ikke mindst hjælpsomme person hun var, havde hun taget opgaven til sig, hvilket havde været langt hårdere end hun havde regnet med, men dagen i dag var hun ganske lykkelig over, at der var to unge og friske piger, og en ældre Fru Petit til at betjene kunderne i butikken. Gadefesten havde tiltrukket massevis af kunder, og det krævede at nogen kunne betjene kassen, vejlede og informere kunderne og til at stå og sørge for at der konstant var chokolade på hylderne. Selv fandt Ashley sig værende ved alle poster, for Isabelle var tit ufokuseret og Petit havde af og til lidt for travlt med at stå og sniksnakke med de lidt ældre herrer som kom forbi - suk, hun fik ikke nok i løn.

Som hun forlod køkkenet, og bevægede sig  hen til kassen for at betjene den næste kunde, lagde hun i slet ikke mærke til hvem der var trådt ind i butikken. Dørklokken ringede trods alt hele tiden, så hun havde ikke tid til at kikke på alle de nye kunder. ,,Hello and welcome to Socolate, how can I help you tonight Miss?", sagde hun med et smil og sendte en vis varme i retning til den yngre kunde foran hende. Ud af øjenkrogen, lagde hun dog hurtigt mærke til hvordan Isabella igen stod og sniksnakkede med en - det var okay at Fru Petit gjorde det, men hendes barnebarn? ,,Sorry, I'll be right back. Try this, it's delicious." Hun skubbede en tallerken med lidt forskelligt chokolade på frem til kunden; helt nye smagsprøver, som Fru Petit overvejede at sælge i butikken. ,,Isabella?" Spurgte hun, som hun gik over til hende. ,,What are yo.." Hun stoppede sig selv, da hun af ren nysgerrighed slog blikket over på den person som Isabelle virkede så fortabt i. ,,Nicho.." Endnu engang stoppede hun sig selv, rømmede sig og sendte ham så et lille høfligt smil. ,,Good evening mister. What can we do. For. You?" Spurgte hun og prøvede lidt at samle tankerne om hvorfor han var her - vidste han, at hun arbejdede her?  ''Don't you know who this is?'' Afbrød Isabella hurtigt og skuede dernæst utilfreds over på Ashley. ,,..No? Should I?" Havde hun spurgt i en undrende tone, som hun slået blikket spørgende over på Isabella - hun skulle bare vide hvilken kontrolfreak der stod foran hende, tænkte hun for sig. ''Oh my gosh Ashley. This is Nicholas Tallon. He is the CEO for Tallon Enterprises and blahblahblah.." Isabella talte nonstop, om ting Ashley ærligtalt valgte ikke at tage til sig. Hun slog derimod de grønne op i hans gyldne. Hun havde aldrig troet at de skulle ses igen, og i så fald ikke på denne måde. Hun havde efterladt en lille seddel inden hun var smuttet ud af hans lejlighed, en seddel hvor hun havde skrevet i en pæn kursivskrift; Thanks for everything, hvor der over I'et havde været et lillebitte hjerte.
Havde han forfulgt hende? Nej, det kunne han ikke, hun befandt sig normalt kun i byen når solen var højt oppe på himlen, eller det var i hvert fald noget hun forsøgte at gøre, da hun ikke rigtigt havde haft lyst lige siden deres sidste møde, at bevæge sig rundt i byen ved aften tid. Hun havde været meget taknemmelig over at han havde reddet hende, og hun havde da også nydt deres tid sammen, dertil slet ikke fortrudt de ting der var sket mellem dem, samt været lykkelig over at han havde stoppet hende før der rigtigt var sket noget, og hun havde heller ikke valgt at hade ham for hvad han havde gjort, nej faktisk frygtede hun ikke at støde på ham igen, det var nok nærmere alle de andre vampyrer som hun frygtede at støde på.

At stalke hende var nu ikke så svært som hun selv troede, hvis ikke han havde gjort det i egen høje person, havde han sørgede for en anden der gjorde det for sig. Han havde rigeligt med vagter til den slags, og nåh ja.. så havde de lige fået besked på at de skulle sørge for at hun ikke kom noget tid. Noget sagde ham, at hun var typen der godt kunne komme ud for en masse ulykker, selvom hun ikke selv opsøgte dem. Han var jo selv et problem for hende, måske ikke et hun var bevidst om, men han var nok ikke hendes drømmeprins.

Det var dog ikke af den grund han var der nu, eller jo, for han havde tænkt sig at inviter hende ud, og hvis hun sagde nej.. well, ideen var jo at hun ikke ville få den mulighed, derfor skulle det gøres omkring så mange mennesker. Problemet ville så være, at det ville ende i medierne med det samme, især med så mange kvinder i butikken. Han var dog nød til at tage chancen, for.. ja, han gad endnu engang ikke tænke over hvorfor fanden han gjorde det her. I sit hoved, bildte han sig ind det skyldtes hendes berusende blod, og han holdt fast ved den tanke. Det var den han bedst kunne forholde sig til. At han så havde beholdt den besked hun havde skrevet til ham ved deres første og eneste møde, var noget han desværre ikke kunne tale sig ud af, han havde beholdt det, fordi han ikke nænnede at smide det ud. På trods af sin opførsel og behandling af hende, havde hun takket ham. Han fattede det ikke, fattede ikke årsagen. han havde mange spørgsmål, ret mange som kun hun kunne besvar.

Pigebarnet foran ham ville tydeligvis gerne have hans opmærksomhed, noget han var vant til trods alt, men som han ikke umiddelbart havde behov for at gøre særlig meget ved. At skubbe hende til side ville ikke være så smart, og hvis ikke han snart lokaliseret Ashley, måtte han også snakke med pigebarnet og spørge efter Ashley derigennem.
Pludselig fangede han lyden af hendes stemme da hun undskyldte sig hos en kunde, og Nicholas' blik faldt mod hende, og fulgte hende hele vejen hen til dem. At hun så havde blikket fikseret på Isabella, betød intet, det var kun et spørgsmål om tid før hun ville opdage ham, hvilket skete øjeblikke senere. Han stak hænderne i sine lommer og fulgte hendes med blikket. Overraskelsen var tydelig i hendes blik, hans eget udtryk knap så afslørende. I stedet holdt han sit blik mod hendes ansigt. De nåede dog ikke langt før Isabella begyndte at rable løs. At hun så afslørede for Ashley hvem han var, fik ham til at kvæle et suk. Heldigvis virkede det til at Ashley ikke hørte efter, hvad passede ham fint. Hendes smaragdgrønne øjne låste sig fast ved hans brune, og det tog ikke mere end et øjeblik før hans øjne skiftede farve til flydende guld. "Thank you Isabella, I think I found what I was searching for" sagde han langsomt og uden at tage blikket fra Ashley. "Miss White, I am actually here because of you..." fortsatte han langsomt. Folks snak forstummede igen, og alle syntes at lytte med. "I was wondering if you would like to dine with me.." det var egentlig ikke et spørgsmål, selvom han måske fik det til at lyde som et. Enkelte gisp blev hørt rundt omkring, nogle stak hovederne sammen og begyndte at hviske, han ignoreret det, og hans fokus hvilede på hende mens han afventede svaret. Mad var ikke en nødvendighed for ham, men han spiste nu alligevel af og til af ren vane, og så kunne han vel godt bruge det som undskyldning for at inviter hende ud.

What?! Havde hun nær sagt, hvis ikke råbt op. Heldigvis havde hun dog kunne holde det inde, og alt andet havde da også været temmelig uhøfligt. Dog havde hun spærret øjne helt op og der var vel heller intet nyt i at hendes hjerte endnu en gang begyndte at galoppere derud af; nervøsiteten tog hurtigt over, hvis ikke også frygten, for hun forstod ikke helt hvad han havde gang i. Hun vidste ærligtalt ikke hvad hun skulle sige, eller gøre, og det gjorde det da bestemt heller ikke bedre, at der var publikum på. ,,Nicholas.. I…" Hun tøvede og skævede så en smule rundt, dog blot med øjnene, men set fra Nicholas' vinkel, kunne han snildt se hvordan de grønne øjne skævede fra person til person, før de atter landede på ham.
Udfra hvordan kvinderne, både de yngre, men også ældre, stod og stirrede på dem, nej nok nærmere Nicholas, gav det hurtigt det indtryk af at alle nok ønskede at de var i hendes sko. Og det var da ikke fordi hun ikke forstod dem, Nicholas var trods alt en smuk ''ung'' mand - og åbenbart også et kendt ansigt. Måske var det mere fordi hun kendte hans sande-jeg? Nej hun kendte nok ikke en brøldel af ham, men hun vidste at han var en vampyr og en kontrolfreak. Og selvom hun et eller andet sted, faktisk ikke så dybt igen, gerne ville lære mere om ham, så var der bare også andre ting der spillede ind.

''She would love to!'' Kom det fra Fru Petit, der i sit ældredame tempo bevægede sig over imod den lille gruppe, og til sidst også endte med at stå ved siden af Ashley.
''She could use a boyfriend and you seem to be a catch young man. How old are you?"

Ashley skævede overrasket over på Fru Petit der blandede sig og skulle da også til at sige noget, men det eneste der kom ud var luft. He's much older than you Mrs. Petit, havde hun tænkt for sig selv og det der var et lille skævt smil, havde da også tegnet sig på hendes læber. ,,Could we.. Like talk? Somewhere else?" Prøvede hun så og prøvede samtidigt også at ignorere alle de nysgerrige øjne på dem.

Hendes chokeret udtryk rørte ham ikke det mindste, i stedet forblev han stående med blikket i hendes, til de grønne øjne begyndte at flakke rundt. Han var naturligvis bevidst om hendes puls, og det gjorde det bare en del svære ikke at smække hende op ad en væg og kræve hendes mund. Han lagde dog bånd på sig selv, blikket en anelse rødeligt nu - hvad hun ville kunne se - men tænderne var ikke skudt frem endnu, heldigvis.

Et svar fik han ikke, men han blev tålmodigt stående og ventede. Folk syntes at gøre det samme, hvad resulteret i at en ældre dame blandede sig. Hans blik blev omsider vendt fra Ashley og rettede mod kvinden, omsider en fornuftig sjæl.. eller noget. Kvinden anede nok ikke hvad hun rodede sin stakkels medarbejder ud i, men det kom til hans fordel, så han klagede ikke. Et høfligt og charmerende smil blev sendt mod kvinden, mens andre kvinder omkring dem rødmede og nærmest fik åndenød. "At least, I hope I will be" lagde han galant ud med. "As to my age, I am getting old, but the answer would be 29." han havde næsten været 30 dengang han blev forvandlet, men i princippet havde han ikke været 30 endnu, hvis det da havde nogen betydning.

Ashley fandt omsider taleevnen tilbage, og henvendte sig omsider til ham. De gyldne øjne endte mod hende igen. "Not before you give me an answer..." svarede han med et skævt smil, blikket afventende. Ville hun virkelig være alene med ham? Havde hun allerede glemt hvordan det var gået sidste gang?

Hun lagde udmærket mærke til forandringen i hans øjne, og hun vidste og hvad det betød, da hun trods alt havde været helt tæt på, og ikke bare en gang. Var han ikke bange for at andre så det? Ingen ændrede øjenfarve, i hvert fald ikke normale mennesker og slet ikke på den måde. Havde han kunne læse tanker, havde han også fået at vide at han skulle kontrollere sig selv, men det var aldrig noget hun havde turde sige højt til ham, gud nej.

''Old? Ah!" Fru Petit lo højt, og bag hende, kunne man da også hende barnebarnet, som åbenbart også gerne ville være en del af det hele. ''I like him", sagde Fru Petit derefter og prikkede til Ashley. Et lille nervøst smil gled derefter over Ashleys læber og hun slog ganske kort blikket ned i gulvet og overvejede hvad der ville ske hvis hun afslog. Samtidigt, hvad ville der ske hvis hun sagde ja? Det behøvede ikke at betyde noget.

,,Fine, I'll come. But not this weekend." Svarede hun nogle sekunder efter, efter hun atter havde slået øjnene op i hans. Gad vide hvordan kontrolfreaken ville tage det? Hun havde allerede planer denne weekend; Zachary flyttede ind og hun havde lovet at hjælpe ham, og ja, det var vel heller ikke helt løgn at hun på nuværende tidspunkt hellere ville tilbringe tid sammen med sin savnede barndomsven, nu roommate og crush.

''Lovely!", sagde Fru Petit med et stort smil. ''But Ashley, we have a business to run, so no more chitchat." Det var måske fair, og heller ikke en helt dum idé; hun anede trods alt ikke hvad han kunne finde på at gøre, bare det at de gik ud i køkkenet for at tale under fire øjne. ,,Alright Mrs. Petit." Svarede hun den lille gamle dame og sendte hende samtidigt et lille skævt, men muligvis taknemligt smil.

Hans øjne? Imodsætning til så meget andet, var det lige et af de ting han ikke selv kunne kontroller, øjnene skiftede farve og karakter afhængig af hans humør, og var formentlig det mest afslørende ved ham. Hvad angik andre der skulle opdage det, kunne han let og elegant fjerne det fra deres tanker igen, netop derfor anstrengte han sig ikke mere end det, til at styre sine fantasier.

I syvende og sidste fik han sin vilje, og hun gik med til det. Det ene bryn blev hævede som hun bekendtgjorde at det ikke ville blive denne weekend. "Of course not, I have plans for this weekend, and the next as well" svarede han roligt. "Which is why, monday next week will be perfect. I will pick you up at your place.." svarede han, spurgte ikke om hun havde tid der, men forventede bare hun gjorde sig klar. Kontrolfreak, sådan var det sgu bare. Han ville have noget fra hende, og det skulle han sgu nok få, tingene skulle altid køre efter hans hoved.

Som den ældre dame mindede dem om at der var arbejde at gøre, smilede han til hende. "Of course.." svarede han selv, og vendte blikket mod Ashley igen. Omsider trak han hænderne op ad lommen, og greb ud efter et af hendes hænder som han løftede op til sine læber. Et kys blev trykkede mod håndryggen, uden at blikket forlod hende. "Oh, and tell your friend I said hello" tilføjede han, inden han slap hendes hånd. At han med ven, mente Zachary, håbede han at hun kunne regne ud. Han holdt som sagt øje med hende, og vidste hvad der foregik. Manden var ikke idiot. "Take care, Ashley. I will see you soon.." med disse ord, vendte han om, og forlod butikken igen.


///OUT

Hvorfor undrede det hende ikke? Hun havde fået det der blik, men han havde fortalt hende at det ikke ville blive i weekenden, ej næste, men, det ville blive næste mandag. Selvfølgelig skulle han lige vende og dreje det hele, og så sige det på en måde, hvor hun ikke kunne få indført et ord. Nuvel, hun måtte se om hun havde fri den aften, ellers… så måtte hun gøre alt for at få fri, ellers ville kontrolfreaken nok ikke blive glad. Og så tænkte hun ikke yderligere over det, ikke mere over at han havde sagt, at han ville hente hende ved hendes hjem.

Hans kolde hånd fangede hendes, og den samme tanke, som hun havde haft den nat han havde ladet de kolde hænder kærtegne hendes varme og nøgne lår, dukkede op; man kunne nok aldrig blive vant til den følelse. Det havde omgående fået hårene til at rejse sig, og det havde været et mix af følelser som havde strømmet igennem hendes krop. Læberne havde hun fugtet en anelse, som hun havde mærket hans læber på den varme håndryg, dog havde hendes hjerte hoppet et slag over ved hans ord, og det var tydeligt for hende at mærke, at de mixede følelser hun før havde følt, nu var vendt til frygt. Hvordan, hvornår og hvorfor? Hun havde sunket en klump og stift kikket på ham, som han havde sluppet hendes hånd og dernæst vendt sig om og forladt butikken. Hun havde stået i nogle sekunder og forsøgt at få styr på sine tanker, men uden held. The white roses, havde hun tænkt, og derefter drejet om på hælen og var gået direkte ud i det man nok ville kalde for køkkenet.

//OUT