I wanna go home, please - Zachary

Hun havde altså evnen til at heale.. ikke nok med at hun havde healet hans indre tanker, med en beroligende harmoni sidste de mødtes, så kunne hun også heale sygdomme? Lige meget hvad, ville han nok overleve den lille hovedpine. ”No no.. I’m sure it will be better soon” han var sikker på, at han bare skulle drikke lidt vand og at det ville gå over snart. Den største grund var naturligvis, at han ikke ville dræne flere af hendes kræfter, da hun i den grad havde brug for at genvinde sin styrke efter overgrebet. ”Thank you” det var bedst at få det bekræftet, så han vidste han ikke var til nogen gene overfor Charmeine, selvom han langt fra troede at han ville være det. Det var bare vigtigt for ham at sørge for hun havde det godt og var i sikkerhed.

Han gik ud i køkkenet, for at lave et glas vand til sig selv, som han drak i håb om at det ville hjælpe med hovedpinen. Derefter vendte han tilbage til soveværelset, for at se Charmeine stå og børste sit platinblonde hår iført en hvid natkjole. Han så over mod sengen, og måtte give hende ret i, at hun havde en stor seng. I hvert fald større end hans, hvortil han rev sin T-shirt over hovedet, og trak de sorte bukser af sig selv. Efter lidt tid lagde han sig ind i sengen, under den bløde dyne.
Det eneste der fyldte hans sind, var hans plan for i morgen og hvordan den skulle tilrettelægges. Måske var det forkert af ham ikke at have anmeldt stedet til politiet med det samme, men han vidste også at de havde brug for alle de styrker de kunne få fat i, ellers ville de få kamp til stregen. ”You live in a really nice place, Charmeine. How did you manage to get a place like this so soon?” det var i sandhed et flot hjem, med dertilhørende møbler og derfor skulle det undre ham hvis hun ikke havde fået lidt hjælp til at anskaffe sig sådan et sted.

Han ønskede ikke hjælp med hovedpinen, og hun nikkede accepterende. Han takkede hende da hun gav ham lov til at blive natten over, og hun smilede skævt. Derpå blev hun efterladt alene i værelset og fik tøjet på. Tankerne kørte i hendes hoved længe, og hun sank flere gange og forsøgte at gribe fat i sine evner neutralisere sine følelser. Gud hvor var hun træt, og det var måske ikke en dårlig ide at få lidt søvn.

Zachary dukkede da også op kort efter, og han smed tøjet og lagde sig i sengen. "Thank you. A friend of mine, the first angel I met when I came to earth, helped me find this place. He payed the rent for six month, and helped me with the furniture" svarede hun roligt og lagde sig op i sengen. Håret var stadig fugtigt, men hun tog sig ikke af det. Hvad angik sengen var den mega stor, og der var rigeligt med plads til dem begge to, så følte de sig ikke mast, ikke at det havde gjort hende noget sidst de havde sovet ved siden af hinanden. At dele seng med ham havde ikke været værst.

Det var åbenbart meget hyppigt, at engle hjalp hinanden når de blev nedsendt på jorden med ingenting. Dette kom heller ikke rigtig bag på ham, da det lå til deres natur, men det var godt at hun havde mødt nogen før ham.. han havde jo selv mødt Alessa som gav ham tag under hovedet og mad de første måneder. ”That’s great..” han betragtede hende lægge sig op i sengen og kunne ikke lade vær med at have ondt af hende, for hvad der var hændt de sidste to dage. Hendes væsen var så renhjertet og uskyldigt, at det bestemt aldrig burde have fundet sted.. men det var måske også derfor han blev hendes skytsengel. Hun kunne ikke ligesom han, helt beskytte sig selv mod den fare det var at være god og naiv. Specielt ikke i Di Morga, hvor det ikke kun var mennesker som truede under overfladen.

”Can you sense me too? Or is it only onesided?” spurgte han hende, da han vidste hun kendte meget bedre til engleverdenen end han selv.. det havde han fået bekræftet sidst de var sammen. Det kunne selvfølgelig godt være at det svingede fra forhold til forhold, men det var nu alligevel rart og betryggende at få afklaret.

Hun nikkede tavst, og lagde sig til rette. At hun havde ondt i kroppen var underligt, hun var ikke vant til fysisk smerte, og følte sig for første gang nogensinde helt svag. At hun var uskyldig og naiv kunne man vidst ikke løbe fra, hvorvidt episoden det sidste døgn havde ændret på det eller ej, ville de jo tidsnok finde ud af. For nu kunne hun knap samle tankerne til noget som helst, og hvis det lykkedes, så endte hun bare med at tænke på det der var sket, og alle de stakler der formentlig endnu var det der forfærdelig sted. Hun håbede virkelig at de kunne hjælpe dem på en eller anden måde.

Ved hans spørgsmål fik hun dog noget at fokusere på, og hendes grønne øjne endte mod hans. "I don't sense you the same way as you sense me. I can feel our connection. Now that I know you are my guardian angle, I am able to call for your help when I need it. Saying your name out loud, or thinking about you, will be enough to send you a signal about it" hun kunne næsten høre han intet vidste om det her. "We will be connection like this until God himself release us from it. My death can affect you badly, which force me to think twice before I do something now.." det ville blive svært for hende at fuldføre sin pligt nu. Døde hun i forsøget ville det betyde megen smerte og ulykke for Zachary, så hun måtte til at være forsigtig.

Nu håbede han i højere grad, at Christian ville være god ved hende og ikke miste besindelsen. Han kunne ikke at bære at miste nogen, og da slet ikke Charmeine.. hvis der var nogen i denne verden som ikke fortjente at dø var det hende. Han forstod dog godt at det på grund af deres forbindelse til hinanden, ville efterlade et betydeligt indtryk på hans sjæl. ”That’s good to know” sagde han og håbede inderligt at hun ville kalde på ham, hvis der var det mindste som han kunne hjælpe med. Et lille smil voksede på hans læber, idet hun sagde at hun skulle tænke en ekstra gang før hun lavede noget. ”You better think triple, just to be sure.. I don’t want to see you hurt anymore, you understand?” spurgte han drilsk, for han vidste jo godt det ikke altid var noget hun kunne gøre for. Men så længe hun gjorde sit bedste for at undgå at gå alene rundt i Logement, eller tog på en vampyrbar, så troede han bestemt at hun ville være okay.
”Did you know anyone else in the dungeons?” spurgte han, ”Just so I can give some names to the police” det var svært for ham at glemme tankerne helt, og derfor måtte han nød til at spørge hende ind til informationer, som kunne hjælpe ham i efterforskningen. Det var trods alt det der fyldte mest i hans sind. Han vidste ikke om hun kunne falde i søvn, men Zachary havde nok brug for lidt længere tid til at slappe af, før han kunne tænke på at sove.

Indtil videre var hun jo stadig i live, noget ved hendes bånd til Christian gjorde det vidst svært for manden at gøre hende fortræd. Til hendes held.
Hans kommentar om at hun måtte tænke sig tre gange om fik alligevel et svagt smil til at titte frem over hendes læber, det første smil siden hun var blevet taget til fange. "I will do my best" lovede hun derpå.

Snart endte snakken tilbage til fangekælderen, og hun sank en klump. "There was a lot of angels down there.. but most of them were humans og aspara" svarede hun. Nærmere kunne hun ikke sige om dem rent personligt, hun havde mærket deres følelser og sindsstemning, men det var det hele. At falde i søvn lige nu var ikke let, tankerne ville ikke slippe hende helt, og hun gennemlevede det hele når hun lukkede øjnene. Mon det nogensinde blev glemt? Hun håbede det. Håbede at hun kunne glemme alt om det! Hans egne følelser stod også tydelige for hende, og hun endte med at rykke hånden og lægge den mod hans bryst, hvor hun forsøgte at berolige ham. "Calm down, thinking too much about it right now doesn't help anybody, and it doesn't change anything" det var sandt, om end hun vidste det var lettere sagt end gjort.

Det var betryggende at hun ville gøre sit bedste for at passe bedre på, men denne oplevelse havde virkelig været voldsom for ham. Skytsenglen i ham ville for alt i verdenen sørge for at hun ikke kom i fare igen og derfor være sammen med hende 24/7, men på den anden side ville han selvfølgelig ikke rende efter hende hele tiden, da hun jo også skulle leve sit eget liv. Derfor stolede han på hende, når hun sagde hun ville passe mere på.

Det var ingen overraskelse at de tog mennesker, da mange væsener anså dem for mindreværdige.. men selvfølgelig havde de også formået at fange mere værdifulde, og godhjertede væsener som engle og aspara. Det lød til, at hun ikke var faldet i snak med nogen og lært flere informationer, så han valgte at lade emnet ligge. ”Alright.. It was good they didn’t catch me too” svarede han, da de højst sandsynligt ville sidde og være ulykkelig sammen i et fangehul på nuværende tidspunkt. Nej, heldigvis havde hans redningsaktion lykkedes, så de nu kunne forsøge at redde flere i morgen.. han håbede bare at de ikke ville opdage slaverne var væk, og pakke alt sammen, før politiet kunne ankomme.. Alle disse bekymrende tanker fyldte hans sind, indtil Charmeine lagde en hånd på sit bryst. Han vendte de grønne øjne ind i hendes, og vidste hun havde ret. ”I know.. I just don’t want any of them to get hurt” han forsøgte på bedste vis at lægge tankerne fra sig og blot tænke på noget andet. Det var dog lettere sagt end gjort.

Indtil for et døgn siden havde hun aldrig vidst hvad rigtige fare egentlig betød. Michael havde ikke fortalt hende særlig meget, primært fordi han formentlig havde ønsket at skåne hende, og også fordi han ikke havde troede hun nogensinde skulle forlade himlen og dermed ikke havde behov for at vide det. Desværre havde hun lært sin lektie på den hårde måde.

Hans blik endte mod hende, og hun kunne føle og forstå hans smerte, netop fordi hun havde det på samme måde. "I know, I hope they wouldn't get hurt, and we can help them tomorrow" naturligvis havde hun tænkt sig at hjælpe, det lå jo i hendes natur at gøre, så hun tænkte ikke over det to gange. I stedet for ville hun gøre sit for at berolige dem og heale dem hvis de var kommet noget til. I det mindste kunne hun bruge sine evner på andre, det var jo en god ting.

Han vidste at de begge med deres evne, kunne hjælpe de undslupne fanger - specielt Charmeine havde en veludviklet evne til at skabe harmoni. I øjeblikket var den naturligvis lidt ude af spil efter den fare hun havde været udsat for. Han kunne udelukkende overføre personens smerte til sig selv, hvilket på sin vis ikke ville skade ham nær så meget som rent faktisk selv at have oplevet hændelsen, men det tog stadig hårdt på hans psyke - hvis han brugte sin evne for ofte. Han nikkede til hendes ord og valgte at tilsidesætte de ubehagelig tanker. Det kunne jo først gøre noget ved sagen i morgen. "I think I will try to get some sleep" sagde han efter et stykke tid, og lagde sig på ryggen med hovedet på hovedpuden. For et øjeblik stirrede han bare op på loftet og følte mest af alt, at han aldrig ville falde i søvn.. men det var bedre at han kunne få noget hvile inden i morgen. Det ville helt sikkert blive en lang dag for ham. Han lukkede øjnene i og prøvede ihærdigt at slappe af i musklerne og drømme om fremtiden. Efter en time eller to, faldt han endelig i søvn og havde vendt sig mod Charmeine, for at holde en arm rundt om hendes krop.

Det var ikke meget svar hun fik fra ham, og det var også i orden. I stedet lå de stille noget tid, inden han svarede han gerne ville prøve at sove. "Sleep well.." blev hendes svar, og hun lå stille og bare lyttede til hans vejrtrækning. Han faldt ikke i søvn med det samme, og det gjorde hun heller ikke. Snart vendte hun sig rundt, og lå med ryggen mod ham, så blot ud i mørket. Hun kunne ikke skabe ro i sit hoved, og hendes følelser var stadig i oprør.
Pludselig havde han lagde sig om på siden, og hun mærkede hans arme om sig. Nærkontakten skabte en den magiske ro hans evne kunne skabe ved berøring, og tvang hendes oprørte sjæl i ro. Kort tid efter formåede hun omsider at lukke øjnene, og faldt omsider i søvn.

///OUT