What is it? - Hugo

Det var egentlig en ganske almindelig dag. Vejret var godt, solen skinnede, og det var hverken for varmt eller koldt. Små hvide skyer drev i himlen, og eftersom det var tirsdag, og klokken kun var 13, var der ikke kommet folk til legepladsen endnu. Charmeine havde ikke været der før, og og var egentlig bare gået en tur for at se sig omkring i byen og lære den bedre at kende. Jo oftere hun gjorde det, jo bedre kunne hun finde rundt, det havde hun opdagede. Alligevel kunne hun blive overrasket, når hun faldt over steder hun ellers ikke havde været. Hvor stor var byen lige?!

Efterhånden havde hun været 3½ måned på Jorden, der var stadig mange ting hun skulle vænne sig til, men i det store og hele, gik det godt. Efterhånden havde hun fået styre på det mest simple, sådan noget som a styre sin menneskelige skikkelse gik godt, hun kunne bedre forstå kroppens signaler i form af tissetrang, sult, tørst, træthed, og ikke mindste de nye følelser som sorg og opstemthed. Hun savnede at flyve, men det var ikke noget man bare lige kunne gøre hernede. Det krævede hun var i sin engleform, og det kunne hun ikke bare være.
Tøj havde også været en udfordring i starten, og selvom hun stadig ikke brød sig om at rende rundt med sko, vidste hun at det var en smart ide alligevel. Hendes menneskelige fødder kunne ikke klare at man trådte på skarpe genstande. Påklædningen var som den havde været over de sidste 3½ måneder, hvide kjoler, hun gik ikke i andet! Heldigvis havde hun da fået hjælp til det også, og havde fået forklaret at kjoler ikke var nok, og slet ikke når de var hvide, så skulle hun også have undertøj. Hvor besværligt!

Anyway! Charmeine endte nu ved en legeplads og standsede op. Hun gloede på rutsjebanen, stativerne og gyngerne, uden at forstå hvad det egentlig var hun kiggede på. Det så alt sammen spændende ud, men hvad i alverden var det?! Der var i øjeblikket ingen børn, så det var endnu svære at vide når tingene ikke blev afprøvet for øjnene af én. Forundret gled hun hovedet på skrå, og rynkede svagt på næsen.

Hugo havde haft en helvedes dag på kontoret. Altså, det var egentlig gået meget fint, men han var bare så træt. Så træt og så uendeligt frustreret. Lederen af Hugos team, en kvinde ved navn Annie, havde fået en fantastisk idé omkring nogle ekstra opgaver, og en ny måde at tackle en eksisterende klient. Hugo havde smilet og nikket, som den gode og velopdragne ansat han nu engang var, og så havde han bagtalt lederen sammen med de andre i teamet i deres korte kaffepause. Så havde han bare fået nok. Om det var på grund af for lidt søvn og for meget HBO var han ikke sikker på, men Hugo var i hvert fald smuttet fra arbejdet med løfte om, at han arbejdede hjemme, og nok skulle nå sin del; tage sin tørn. Det gjorde han altid, tænkte Hugo, og det var – en anelse overraskende – ikke noget problem, at han arbejdede hjemme. Tanken om, at lederen bare ledte efter en undskyldning for at få ham fyret strejfede kort manden, inden han fattede sin attachemappe under armen, og gik fra arbejdspladsen.

Først havde Hugo fået en kop kaffe i Starbucks. Den smagte elendigt, men det var jo sådan noget man gjorde, var det ikke? Hugo havde stirret på koppen i irritation og så kastet den fra sig ned på fortovet, inden han var fortsat. I stedet købte Hugo en flaske cola, da han blev undervundet af trangen til sukker, i en 7/11 og mærkede så hvordan hans vej skød forbi legepladsen ikke langt fra hans arbejde. Det var som om, at et eller andet slog klik inde i hovedet på Hugo, som han følte sig draget imod de barnlige redskaber. Hugo fattede bestemt colaflasken med den ene hånd og bundede så det resterende indhold, inden han fint og pænt gik over og smed den i skraldespanden. Iført sit mørkebrune jakkesæt, brune sko, hvide skjorte og blå slips, så lignede Hugo ikke just en som hørte hjemme på legepladsen – men det gjorde han, i lige dét øjeblik. Han gik over til det første og det bedste, en lille gyngehest, og satte sig på den. Hans vægt var alt for høj, og han kunne ikke vippe frem og tilbage. Hugo, uden sans for sine omgivelser, hoppede frustreret på benene og sparkede hårdt til hesten, så den fór imod jorden, inden den ligeså hurtigt vippede tilbage og knaldede ham ind over skinnebenet. Hugo spændte musklerne i sin krop så det føltes som om, at han skulle til at sprænge, for at tage sig i et smerte- og vredesudbrud. Med knyttede hænder og tænderne bidt sammen vendte han sig væk fra gyngehesten, og stirrede nu lige lukt imod en kvinde iført en kridhvid kjole, som uden tvivl havde set hele hans aldeles håbløse optrin. Hugo lukkede øjnene i et øjeblik, imens han samlede sig selv og gik så over imod hende, overbevist om, at han skyldte hende en form for forklaring – for han var jo ikke en galning. Attachemappen havde han lagt på jorden, inden han prøvede hesten, og nu samlet op igen, og bar i den venstre hånd.

”I guess those aren’t made for adults…” jokede Hugo en anelse anstrengt, da han var tæt nok på den noget lavere, kønne blonde kvinde, til at han kunne snakke i normalt lejde.

En lyd, nærmere et udbrud af smerte, fik hende til at vende blikket brat mod lydens retning. En mand havde vidst slået sig på den vippende tingest, og hun så bekymret i hans retning. Det så også ud som om han pludselig opdagede han ikke var alene, og så var han på vej hen imod hende med en ting under armen, en mappe af en art. Hans påklædning havde hun set før, altså i form af hårdtarbejdende indflydelsesrige mennesker. Så.. han var en der havde en høj stilling af en art? Måske, det betød under alle omstændigheder intet for hende.

Hun vendte sig i mellemtiden mod ham, og fordi han havde kursen mod hende, mødte hun ham på halvvejen. Hans første kommentar forvirret hende. "I am not sure what those is..." svarede hun langsomt, usikker på om det hun sagde ville være forkert. Hun havde bare aldrig set en legeplads i sit liv, så om det var til voksne eller børn, ja hun tænkte slet ikke den tanke. Egentlig havde hun stået og overvejet hvad det kunne være, og hendes konklusion havde været så simpel: Kunst. Det kunne vel ikke være andet? Hun havde læst og hørt om kunst, og det så ud til at ligne noget af det hun havde stået og kiggede på.

"Are you alright?" spurgte hun derpå og nikkede mod hans skinneben. Hun kunne trods alt hjælpe ham med den del. At heale andre var jo let for hende, det var derimod svært at heale sig selv. Hvordan det kunne være? Hun havde aldrig haft behov for det før, og derfor aldrig lært det. At vende sine kræfter indad, det lød egentlig simplere end det egentlig var.

Hugo betragtede forundret den unge dame, imens hun talte til ham. Hendes forbavsede udtryk gjorde, at han kort overvejede om der var noget mentalt galt med hende, om hun var lidt ude at sejle eller hvad der nu kunne være tilfældet. Måske hun var skæv. Kvinden talte langsomt og Hugo sænkede en anelse irriteret sine øjenbryn i et kort øjeblik. Derefter kom kvindens spørgsmål, i normal stemmeføring, og Hugo smilede øjeblikkeligt skævt, imens han viftede afvisende med sin frie hånd. ”Ah yeah yeah, don’t worry about that. Nothing serious.” svarede han, og mærkede hvordan skinnebenet dunkede. Han havde uomtvisteligt pådraget sig et blåt mærke af en seriøs størrelsesorden, men intet var brækket og så var det heller ikke værre. Det gjorde bare en smule nullernaller.

Hugo mærkede så noget andet. Hvordan han blev lidt mere rolig, mere afslappet. Han gned fingrene imod hinanden på den frie hånd, som den søgte ned i hans bukselomme og fandt en pakke tyggegummi frem. ”So uhh… What are you doing around the playground at this time of day?” spurgte han, for at købe sig lidt tid og i øvrigt give kvinden mulighed for at svare, imens han hældte et par tyggegummi i gabet, som han ivrigt begyndte at tygge på. ”I mean you’re not homeless or the like – Like me, rough day at work, you know? I pass by this place every single day, and today, the day I want to reignite my inner kid, that…” Hugo kvalte et bandeord i en kunstpause, inden han fortsatte: ”Gosh-darned horsething just wouldn’t cooperate.”

Med det sagt, så regnede Hugo kraftigt med, at kvinden ville undskylde sig – og det ville være helt fint. Så kunne de hver gå til sit, og Hugo ville have en fornemmelse af, at han i det mindste havde fået sig selv til at virke som mindre af en sinke, i hvert fald sådan lidt.

Hvad han umiddelbart tænkte på, anede hun ikke. Det eneste hun kunne fokuser på var, det faktum at manden havde slået sit skinneben, og at det gjorde ondt. Hun kunne fornemme det, så at han afviste hendes spørgsmål fik hende til at gnide sig let i nakken. "Sure? I could take a look at it?" spurgte hun blidt. Hun ville trods alt ikke trænge sig på, og det var tydeligvis ikke en livsfarlig situation, men hun kunne i det mindste hjælpe med at lindre smerten, så kunne den få lov at heale som den ville.

"Playground.." gentog hun som han spurgte hvad hun lavede der i det hele taget. En legegrund? Så man kom her for at lege? Underligt. "I was just walking around, and ended up here. It looked interesting so I stopped to look at the.. pleayground. I am not sure how to play with this..?" hun var tydeligvis ude på bar bund, men for en der ikke anede hvad hun var og hvor længe hun havde været på Jorden, måtte hun lyde som en tosse. En der netop var sluppet ud af den lukket afdeling, eller lignende. Hendes korte hvide kjole, den lyse hud, og det lange hvide hår der hang løst ned over hendes ryg, indikeret ikke andet hellere. Så man dog ind i de smaragdgrønne øjne, ville man ikke være i tvivl om at hun ikke var hjernedød trods alt, eller en grønsag hellere. Bare oprigtigt forvirret og nysgerrig.

Han havde fundet noget op ad lommen, stak det i munden, og gav sig til at tygge. Hvad det lige var, anede hun ikke helt præcist, men hun tænkte det nok var mad af en art. Hans efterfølgende ord forvirrede hende mere, hvad mente han dog med det der? "I am not homeless. I live in a apartment by the church. As to work, I have none, not yet at least" prøvede hun nok engang at forklare. "What kind of work do you have since it has been so rough on you?" spurgte hun derpå nysgerrigt. Hun ville da gerne give ham lidt ro, det føltes som om han havde behov for det.

Hugo kunne ikke andet, end stille at betragte kvinden imens hun talte. Normalt kunne han godt være lidt dum til at afbryde, eller bare lige skyde ind, men lige dér, i dét øjeblik, havde han slet ikke lyst til eller mod på den slags. Kvinden var betagende, dragende, på en eller anden måde. Hugo mærkede fortsat roen brede sig i kroppen på ham, en særdeles uvant følelse – for selv når han forsøgte at slappe af derhjemme, så var han sjældent rolig. Hvad kvinden sagde fik dog alligevel Hugo til at skyde brynene i vejret. Det var som om, at ordet ”playground” var ukendt for hende, som om hun smagte på det, prøvende, og derefter udtrykte sig i spejlblank forstand. Hugo vidste ikke helt hvad han skulle sige til det, og heldigvis snakkede kvinden igen – og denne gang var det et spørgsmål han kunne forstå. Kvindens insisterende opfølgning på, om hun ikke skulle kigge på skinnebenet havde Hugo fuldstændig ignoreret.

Et tandsmil havde Hugo også kort vist, da kvinden fortalte, at hun boede ved kirken. Det forklarede uden tvivl hendes hvide antrit, tænkte Hugo. Kvinden, med sit lyse hår og hvide tøj, så jo ud som om, at hun var en engel faldet fra himlen, eller sådan noget. ”Oh, I’m exaggerating, really, it isn’t that bad” undveg Hugo og sendte kvinden et smil. ”I don’t mean to intrude, either, but are you alright?” spurgte han, det var af en blanding af høflighed og egentlig empati, at han gjorde det. ”You seem a little confused, if you don’t mind me saying” afsluttede Hugo, og sendte rynkede panden imens han så mere indgående på kvinden, og søgte en form for øjenkontakt. Da han fik den, bare for et øjeblik, måtte Hugo synke en klump og blinke et par gange med øjnene. Kvinden var som en talisman, eller sådan noget, der bare fik hans bekymringer til at forsvinder. Hugo proppede et par tyggegummi mere i munden, og pakkede så resten ned i bukselommen igen.

Spejlblank beskrev trods alt meget fint hvordan hun havde det, for hun stod virkelig ikke hvad en legeplads egentlig var. Netop derfor gav hans ord ikke megen mening for hende, men hun vidste det mere var hendes egen skyld end hans. Han var uden tvivl et menneske, den slags kunne hun fornemme. Deres aura var anderledes end de fleste andre væsners, og ham her.. havde en dyb uro i sig, det var hun ikke i tvivl om. Netop derfor havde hun svært ved at undgå lige at række ud og røre ved hans arm. At give krammer til højre og venstre, ja det gik ikke, det havde hun opdagede for længst. Netop derfor undgik hun kontakt, i hvert fald for nu.
Manden ignorerede effektivt hendes spørgsmål om hans skinneben, og hun lod det ligge. At tvinge ham til det kunne hun jo ikke, og igen, situationen var langt fra kritisk trods alt.

Et stort smil blev sendt hende, og hun smilede naturligvis retur per automatik. At han tænkte hende værende en engel, ramte trods alt meget godt, det sagde hun dog intet om, og hun vidste jo heller ikke at hans tanker drev i de banner.
At han så havde overdrevet sin udtalelse om arbejde, fik hende til at se spørgende mod ham. Det virkede dog ikke til at være et emne han ville snakke mere om. I stedet spurgte han til om hun var okay. Ja, hvorfor skulle hun dog ikke være det? "Uhm, I kind of am.. I have never seen an playground before. From the word, I can guess it is used to play in, but.. how..?" hun skottede kort mod legepladsen, inden blikket atter endte mod ham. Øjeblikket efter, mødtes deres blikke, hendes grønne øjne endte blide og varme, og uvilkårligt blev hendes magi aktiveret og sendte bølger af ro ud mod ham.

Hugo blev lidt varm indeni, da kvinden gengjaldt hans smil med sit samme. Indtil da var det eneste kvinden havde givet udtryk for, sin egen uforståenhed. Normalt gjorde Hugo slet ikke sådan noget her – op til en fremmed og smalltalke lidt. Gyngehesten havde skabt en særlig situation, det var klart, men han var alligevel en smule usikker på hvorfor hverken ham selv eller kvinden ikke selv var skredet allerede. Hun anede ikke var en legeplads var, og selv med tyggegummi i munden, så stod Hugo og måbede lidt, fuldkommen paf.

”Uh… A playground is used to play in,” Hugo hævede sit venstre øjenbryn og kiggede undrende på kvinden. ”Like you said. How? Well it’s simple, just explore. It is meant for childr---” han afbrød sig selv og kiggede bare på kvinden i et par sekunder. ”Is this some kind of prank? Am I on a TV-show?” han kløede sig I skægget imens han entusiastisk tyggede videre på tyggegumiet. ”I mean you’re here dressed as some kind of spring fashion catalogue model – or maybe some new form of wedding dress, and I’m looking the part of idiot businessman, am I right?” Hugo kiggede sig omkring, rent faktisk på udkig efter kameraer, eller bare andet, som stak ud fra den ellers meget ordinære hverdag. Hugo var en anelse utilpas i den ”zen” han følte. Han var mere til ro end nogensinde, hvorfor han nu ubevidst forsøgte at ødelægge situationen lidt, fordi den var så uvant.

Imodsætning til ham, havde Charmeine en vane med at henvende sig til mennesker. At de var fremmede var ikke nogen hindring for hende, og i hendes verden var de kun fremmede indtil man udvekslede et par ord med dem. At hendes natur, udstråling, og evne gjorde det muligt for hende at komme æt ind på livet af folk, var hun ikke selv klar over. Hun troede egentlig at alle andre også havde det sådan.

At han måbede, kunne hun godt se, og hun følte sig en anelse forlegen. Det var klart et af de ting hun burde vide, men.. det gjorde hun nu ikke. Havde det været forkert af hende at sige det højt? Manden gik da også igang med at forklare, men kom egentlig ikke særlig langt, før han afbrød sig selv, og sagde noget med en prank. Hvad var en prank? TV og TV-show vidste hun godt hvad var, men hvordan det lige havde betydning nu, var hun ikke klar over. Hun så ned ad sig selv som han nævnte hendes påklædning, derpå gned hun sig i nakken i ren forvirring. "I am not sure what you mean. I am new here, and have had a way different life before. There is a lot I don't know, and I am trying to understand things around me" prøvede hun at forklare sin manglende viden, løgn var det nu heller ikke, det var bare ikke hele sandheden. Den ville bare ende med at forvirre eller skræmme ham. Hans sindsstemning begyndte at ændre sig langsomt, hvad hun fornemmede. Ubalancen begyndte at melde sig igen, og hun forsøgte at fange hans blik for at genoprette balancen.

Kvinden virkede så ærligt uskyldig og uforstående, at Hugo slet ikke anede hvad han skulle gøre af sig selv. Hun var som et dådyr i forlygterne. Det ændrede bare ikke på, at der var ting som man som menneske bare kendte til – eller også var man bare ikke helt normal. Hugos tanker vendte tilbage til idéen om, at kvinden måske var skæv eller på anden vis påvirket: eller, igen, at hun på en eller anden måde bare ikke var ved sine fulde fem. Længere kom Hugo dog ikke, før kvinden gav ham svar på tiltale, og på en så ubegribeligt naiv måde. Hugo rystede afvisende med sin frie hånd igen. ”Yeah, that is all well and good, but it still doesn’t explai---” Huge fik øjenkontakt med kvinden, hvor det denne gang var hende som søgte den, og så tabte han fuldstændig tråden og lukkede munden i stedet.

Hugo rev sig bort fra kvindens lyse øjne og kiggede i stedet til siden, og talte så til hende igen, uden at kigge på hende. ”There’s something about…” hævdede han bare, hvor han nærmest bare tænkte højt, og havde heller ikke gennemtænkt hvad han ville sige, hvilket næstkommende udsagn bar præg af, da det var usammenhængende: ”If you are truly confused and need guidance, I am very much not suited for that task, I am afraid.” Hugo tvang sig selv til at kigge på kvinden igen, og mærkede fortsat hvordan en afslappet stemning kom over ham. Han kunne ikke forstå den, hvorfor frygt og panik ligeledes bredte sig i kroppen på ham. ”Thankyou for your time, and good luck with the--- whatever it is” undskyldte Hugo sig derfor, og sendte kvinden et høfligt nik, inden han vendte på hælen og begyndte at gå derfra. Han nåede et par skridt, inden han stoppede op, og løftede sin attachemappe op og holdte den imod panden, som for at få mening af sine følelser. Som om attachemappen kunne flytte brikkerne rundt og give ham svarene.

Han afbrød sin sætning som deres blikke mødtes, og hun smilede blot venligt og varmt. At han mistænkte hende for værende rablende gal, anede hun ikke. De engle hun havde haft på sin vej, havde advarede hende mod at omgives mennesker så tidligt. Det var dog ikke fordi hun havde henvendt sig til ham, det havde jo været den anden vej rundt.
Manden fortsatte da også snart, og hun så forvirret mod han ved hans udsagn om ikke at være den rette til at hjælpe hende. "But.." mere nåede hun ikke at sige før manden havde undskyldt sig, og derpå smuttede. Havde hun sårede ham? Sagt noget forkert? Det var egentlig ikke så meget det der ramte hende, men nærmere det faktum at mandens aura udstrålet så meget forvirring, uro og disharmoni, at hun reagerede på det.

Hun vendte sig derfor rundt og fulgte efter ham. "Wait.. sir" hun skyndte sig op ved siden af ham, og lod hånden forsigtigt strejfe hans arm. "I am so sorry, it was never my intention to make you uncomfortable" sagde hun undskyldende mens hun forsøgte at berolige ham med sin aura, og med så begrænset en mængde af sin magi som muligt. At smide en kæmpe portion magi på ham ville bare forvirre ham en del, og det var jo ikke meningen.

”Are you fucking crazy, lady? What are you doing? Who or what the hell are you?” nåede Hugo at tænkte til sig selv, som han hørte kvindens spæde stemme snart være ved sin side. Han rev attachemappen væk fra panden, vendte sig imod den anden og skulle til at give hende det glatte lag, da hendes hånd rørte ham på armen, og han mærkede hvordan… Hvordan han bare faldt til ro. Irritationen, ugideligheden og aggressionerne var væk. Hugo tog en dyb indånding, imens kvinden undskyldte og lod ham vide, at hun ikke havde haft til sinde, at gøre ham utilpas. Hvis hun dog bare havde vist hvor meget det omvendte var tilfældet. Hugo skar kort tænder, men hvor han før havde kunne finde fodfæste i sin sædvanlige tankegang, så var der bare lukket af nu. Han var som tryllebundet på en eller anden måde, og selvom han sådan refleksivt var klar over, at der var et eller anden i gære, så kunne han ganske enkelt ikke andet end at smile til kvinden og rystede afvæbnende på hovedet. Attachemappen var under armen igen, som sad roligt langs siden.

”Nono, you’re making me all too comfortable, and I am not quite certain how that is possible” svarede, den ellers ofte løgnagtige, Hugo hudløst ærligt. ”I mean, you’re gorgeous and have pretty eyes, so I should probably even be a little nervous – but instead I feel nothing. Nothing but at ease and peace.” fortsatte Hugo. Om det ubevidst var ham selv, der havde sneget et par måske upassende komplimenter ind, i håb om at kvinden ville skride, vidste han ikke. Han var dog fuldkommen ærlig med hende, hvad han ellers aldrig var, med nogen. Hugo indså straks, at han måske var ved at gå fra forstanden, men igen erstattedes den begyndende panik med afslappethed og velbefindende. Hugo kunne godt regne ud, at det var et eller andet med kvinden. Mon hun havde forgivet ham? Givet ham en eller anden form for narkotikum? Men hvilket – og hvordan?

Det møgfald der havde været på vej forduftede, og i stedet faldt han til ro ved hendes berøring. Han kæmpede dog imod det, hvad hun ikke forstod. Kunne han ikke lide at være i harmoni med sig selv? Ikke at have konflikter, eller en større mængde af negative tanker. Hendes magi virkede dog på ham, og han faldt til ro, i alt fald nok til at være ærlig. "Is that a bad thing?" kunne hun ikke lade være med at spørge. Hvad angik hans ros efterfølgende, tænkte hun ikke videre over det, i stedet smilede hun blidt og omsorgsfuldt. "Well, it is not the worst thing in the world to feel, afterall.." svarede hun. "By the way, my name is Charmeine" hun gled hånden fra hans overarm, ned til underarmen, og slap ham derpå. Atter stod hun foran ham, smilende og venligt.

"Don't think too much about it" sagde hun pludseligt efter at de havde stået og kiggede på hinanden nogle øjeblikke. "I was wondering if you could show me how to use those thing.." hun pegede hen mod gyngerne, inden hun så afventende mod ham. Hvad hun havde gang i? Hun ville gerne berolige ham, og samtidigt ville hun gerne vide noget om de gynger. Så de kunne få udbytte af hinanden, og han lignede en der havde behov for omsorg og kærlighed i sin hverdag, så en lille portion i nogle minutter endnu kunne da ikke være så slemt? Hun kunne naturligvis ikke tvinge ham, og havde heller ikke tænkt sig at gøre det.

Hugo var i kontrol – havde altid kontrollen, men ikke nu. Kvinden blotte tilstedeværelse havde en indvirkning på ham, hendes blik en forstærkende effekt og hendes berøring var… Nærmest euforisk, på en eller anden måde. Ikke seksuelt eller forløsende på den måde, men mere som i total og fuldkommen overgivelse. Det var ubehageligt på den mest behagelige måde man kunne forestille sig. Hun havde et navn Hugo aldrig havde hørt før. Han var målløs og derfor kortfattet, da han besvarende hendes præsentation: ”My name is Hugo” og så stod de nogle sekunder og kiggede på hinanden, inden kvinden igen tog téten. Meget uvant situation for Hugo, men selvom han godt vidste netop det, dybt inde, så kunne han ikke holde op med at være afslappet og nærmest underdanig. Kvinden havde givet ham en form for ro, som han ikke brød sig om, men som han alligevel ikke kunne give slip på.

”Well I’ll be honest with you and say that is one of the most odd requests I have ever received” svarede han først, og søgte øjenkontakt med kvinden, imens det føltes som om, at hans hjerte slog et slag over. ”But why not – I’ve no plans until this evening, anyway. What would you like? Perhaps you can try the horsething, you look light as a feather and might have better luck than me” foreslog Hugo og gestikulerede over imod gyngehesten, som havde været særdeles umedgørlig, da det var ham som sad på den. Aldrig i livet, om Hugo havde troet, at hans eftermiddag skulle udspille sig som den viste sig, at gøre. Noget inde i ham, som ukendt for ham, nærmest tvang ham til at spille med helt åbne kort, at være ærlig og medgørlig. ”Oh – and when you touched me on the arm just now, it was quite extraordinary – could you do it again?”

Han fik da præsenteret sig, og hun smilede et større smil ved det. "Hugo.." gentog hun blidt, kærtegnede næsten hans navn med tungen. Han virkede stadig hyllet ud af den, men det generet hende ikke, hun håbede bare at han langsomt ville vænne sig til det. Det var egentlig hendes første sammenstød med et menneske, der ikke handlede om at købe tøj, tøj eller at spørge om vej. Netop derfor, havde hendes effekt på ham ikke været noget hun havde oplevet før. Engle var mere vant til hinanden og hinandens aura, og selvom engle også var modtagelig overfor hendes evne, så var de mere rolige omkring det end han selv var i øjeblikket.

Hans svar fik hende til at grine dæmpede "Well, I am a odd person, so that shouldn't be a surprise" kunne hun ikke dy sig for at svare, en anelse drillende også for at lette stemningen. Deres blikke mødtes igen, og hendes blik låste sig fast i hans, nægtede at slippe med det samme, og dykkede i stedet ind i hans sjæl og kærtegnede den blidt. Han gik heldigvis med til vise hende hvordan de tingester virkede. "Maybe, how do you do it? Just it on it?" spurgte hun, hun vidste trods alt ikke hvordan de virkede, og tog blikket fra ham for at se hen imod tingesten.
Hans efterfølgende ord fik hende i mellemtiden til at rette blikket mod ham igen, overrasket over ønsket men smilet bredte sig over hendes læber. "Well, I have a better idea" svarede hun langsomt. Nej, hendes ide var bestemt ikke bedre, og slet ikke i menneskenes verden. Folk ville tro hende sindssyg! Mildestalt! Hun trådte tættere på ham, løftede sine hænder som hun langsom lagde over hans underarme, hendes blik søgte hans i mens, og så gled hendes hænder op over hans arme, landede på hans skuldre og gled ned over hans bryst. Hun trådte et skridt ind mod ham, og langsomt gled armene rundt om hans bryst og hun trykkede sig blidt ind mod ham, lod han mærke en større portion af sig end tidligere. Hun havde hørt fra andre, at det var noget af det bedste de havde oplevet i verden.

Hugo betragtede betaget kvinden, og mærkede det nærmest krible helt ned i tæerne, da deres blik atter mødtes, efter hun havde svaret indledningsvist. Det var umuligt for ham, at beskrive følelsen. Han havde det som om, at han svævede på en sky, langt over sine – nej hele verdens, bekymringer og mislighold. Et sted, hvor han var urørlig og kunne slappe af, uden en ilde tanke om nogen, fordi der ikke var nogen grund til det, fordi alt var som det burde være. Der var ikke noget til at sige til det, modsat hvad hun fulgte op med. ”Yeah, just hop on up, and then lean forward and backwards, it will sway with you – that is the idea anyway, it won’t work when you’re as heavy as me” svarede Hugo og sendte Charmeine hvad der bedst kunne beskrives som et drenget, kejtet smil.

Da fulgte kvinden så op på Hugos egentlige forespørgsel, og med det samme anede han ikke hvad der foregik, men stemningen og kvindens brede smil lod ham vide, at det var noget han ikke ville fortryde. Den mindre kvinde stillede sig foran ham og udførte så en form for... Kærtegn? Det var en meget intim berøring, alt imens hun kiggede ham dybt i øjnene. Hvor Hugo før svævede på en sky langt over andres problemer, så var han nu at finde et sted der slet ikke eksisterede i dette univers, hvor det eneste han kunne fornemme var pure, fuldstændig lykke. Seancen afsluttedes i et nænsomt kram, som Hugo overvældet gengjaldt.

Hugo kom til sig selv i den virkelige verden og kiggede ned på kvinden med tårer i øjnene, og så ned på sine bukser, hvor han bemærkede at han vist uvilkårligt var blevet noget opstemt af det hele, og havde givet fuldstændig slip. Om Charmeine havde bemærket den ganske betragtelige bule i bukserne eller ej, så overvandt Hugos tilbageværende blufærdighed alligevel midlertidigt den ubeskrivelige følelse, og med den ene arm placerede han strategisk, og ganske åbenlyst, attachemappen foran sit skridt og holdt den der. Det skabte desuden også en form for distance imellem ham og kvinden, hvad Hugo ikke havde lyst til, men han var ved sine fulde fem længe nok til, at udføre handlingen.

Med den frie hånd, så tørrede Hugo øjnene imens han tog et par dybe indåndinger. Endelig rømmede han sig og talte derefter igen: ”How is this possible? How do you do that? Are you a fairy or some kind of angel? A unicorn in human form?” spurgte Hugo, helt og aldeles overrumplet og sank så en klump i halsen. Følelsen, som kvinden på en eller anden måde tvang ham ud i, var den næsten diametrale modsætning af hvordan han altid havde det. Det var ikke fordi han var ulykkelig, selvom han nok var det en smule, men mere fordi han var vant til at være fuldstændig i kontrol over sig selv. Hvadend den lille kønne kvinde i den hvide kjole gjorde ved ham, så havde han i hvert fald slet ingen kontrol over sig selv, når hun fik ham derud. På mange måder, så byggede hans livsfilosofi på, at sådan en følelse slet ikke eksisterede. At den slags var opspind.

Snart fik hun en lille forklaring på hvad der egentlig skulle gøres når man først satte sig på hesten, dimsen, tingesten. "Alright.." svarede hun, længere nåede hun dog ikke, for han ville snart gerne mærke hendes berøring, og hun kunne naturligvis ikke sige nej. Hun ville nu heller ikke. Det han ønskede fra hende, var netop et af årsagerne for hendes tilstedeværelse på Jorden. Foruden at hun var skytsengel for det man ville kalde en fuldstændig psykotisk vampyr der tørsted efter ikke kun blod, men mord og ødelæggelse. Ikke at det var sådan hun så på det, selvfølgelig ikke.

Under alle omstændigheder efterkom hun hans ønske, med noget hun var ret sikker han ville bryde sig om. Det hun gjorde var måske ikke andet end et blik og en omfavnelse, det blev dog gjort blidt og forsigtigt, dels for at han ikke skulle overvældes af alle de følelser der kunne komme af en enkel lille berøring, og dels fordi hun gerne ville opbygge noget tillid mellem dem. Hvad angik selve følelserne der skød gennem hans krop, var det altså ikke noget hun selv skabte. Følelserne var nogen han havde i sig, hun gjorde egentlig to ting: Det første var at undertrykke de negative og afvisende følelser, og dermed prikke til de positive der dermed ville reagere. Hun satte ikke følelser i ham han ikke ejede i forvejen.

Hans arme fandt om hende, og hun smilede som hun mærkede følelserne i ham gøre netop det de skulle, skubbe de negative bort. Det var dog ikke længe de blev stående sådan, før han brat slap, og rykkede mappen foran sig. At der var sket en forandring dernede havde hun vel mærkede, men ikke tænkt videre over. På den front var hun ligeså uskyldig som noget kunne være. Hun vidste skam hvad en seksuelakt var, men havde aldrig været opstemt selv, og kendte ikke til den følelse hun tilsyneladende havde vakt i ham.

Han tørrede øjnene, og hun smilede blidt. Hans spørgsmål fik hendes blik til at blive varmere og mere omsorgsfuldt. "Does it really matter, what I am? I am here, and I will always be here and take care of you Hugo.." det var måske dramatisk, men sandt. Hun ville gerne give ham den ro, glæde og varme han følte. Hvis han ønskede det, ville hun være der for ham, for andre, for alle. Hvad hun så i grunden var, var vel underordnet. Hun smilede kærligt, rakte op, og strøg hans kind ligeså stille og blidt, lod dermed sine fingre røre direkte ved hans hud, for første gang.

Hugos erektion fortrak sig, og hendes smil til ham fik hans mave til at suge sig sammen. Han fjernede attachemappen fra sit mellemgulv, og lod igen den arm være roligt langs siden. Om det var en bizar cocktail af kemikalier eller hvad det var, var svært at sige, men Hugo måtte bare erkende, at han var fuldkommen magtesløs hvad det angik den blonde kvinde. Hun havde ham fuldstændig og totalt i hendes vold. Hun talte til ham, og det var som den mest vidunderlige fuglesang, og hendes ord som flydende, sød honning. Charmeine lagde sin hånd på Hugos kind, og han lukkede øjnene, imens hans frie hånd søgte op på hendes og lagde sin hånd på hendes.

Hugo havde ganske vist været i en del forhold, det sidste havde endda varet flere år, men følelsen som kvinden – hvis hun da overhovedet var ægte, og ikke en eller anden feberhallucination, fremkaldte i ham, var helt ukendt for ham, og der var kun en måde, som han kunne beskrive den på. ”I love you...” mumlede han først, en smule lavmælt, som om han ikke mente det, ikke turde bære det. Det var en ukendt kvinde, en han aldrig før havde mødt. Han var vist ikke rigtigt klog – men det var det rette at sige, det vidste han. Han havde tænkt, at følelsen hun vækkede i ham var den pureste lykke, og det var det også, men det var også kærlighed, i en helt renvasket, urørt form. Kærlighed til verden og alle dets væsner. "I love you" gentog han så, mere bestemt, mere vedholdende og alvorligt. Hugo var helt i ekstase ved kvindens berøring. Havde hun bedt ham hoppe ud over en afgrund, så havde han gjort det.

”Why are you doing this? I am just a man” spurgte han endelig, og åbnede sine øjne igen. De par sekunder, som han havde holdt sin hånd på hendes havde føltes som en evighed. Langsomt, tøvende, lod han sin hånd fra hendes igen. Som om han ikke havde lyst til at give slip, og det havde han virkelig heller ikke. Hvorfor havde hun valgt ham? Han var bare en-eller-anden. En tilfældig.

Han rykkede hånden ned igen, og hun smilede blot til ham. Kort efter var hendes hånd faldet mod hans kind, og han havde lagt sin egen over hendes. Hans reaktion gjorde hende helt varm og øm indeni. Stakkels mand, han må have været alene og ensom længe. Hjertet blødte for ham.
Pludselig fald hans kærlighedserklæring, og selvom den måske burde have hyllet hende ud, og formentlig ville have hyllet de fleste andre kvinder ud, så smilede hun varmt mod ham. "And I love you too" hendes forståelse for kærlighed var en hel anden end de fleste menneskers. Hun elskede alt og alle omkring sig, og det havde hun ingen problemer med at sige.

Hans hånd faldt, og hendes egen gjorde ligeledes. Han åbnede øjnene igen, og de så mod hinanden igen. Hans spørgsmål fik nok et ømt smil sendt imod ham. "Why not? You are not just a man, Hugo.
You are wonderful man, and I want you to realise that" svarede hun ærligt og blidt. Intet væsenet var grundlæggende ondt, det var hendes livsfilosofi. Det havde allerede bidt hende i røven en gang, en vampyr der havde kidnappet hende nogle uger forinden, og havde tortureret hende. Om hun så anderledes på væsenerne omkring sig? Nej, det gjorde hende bare mere forsigtig. Ja hun var begyndt at låse døren til sin lejlighed nu. Det havde hun jo ikke gjort før.

Hugo forstod ikke helt hvad det hele gik ud på, men han følte ligesom, at stemningen ændrede sig. Kvinden foran ham var ikke bare en kvinde, hun var som kaldet fra himlen, en talisman sendt til netop ham, for at få ham til at hanke op i sig selv. Få ham til at rive sig selv op ved håret. Enten var han skrupskør, eller også var kvinden virkelig, og hvad der skete faktisk virkeligheden – og så blev han nødt til, at tage chancen, for der var ikke andre måder, som hendes handlinger kunne opfattes på, var der det? Hele Hugos krop nærmest sitrede et øjeblik, som adrenalinet skød igennem ham, og hans hænder søgte omkring Charmeines skuldre og så ned af hendes ryg.

”I don’t know about that, but you are frankly incredible. Kiss me” bad han, nej nærmest erklærede han, og spændte så i hele sin krop, imens hans hoved søgte ned imod hendes, og hans læber imod hendes ligeledes. Hvordan det ville føltes turde Hugo end ikke gisne om, han var stadig tilbøjelig til at tænke, at han var gået fra forstanden – men kærligheden kom fra kvinden, og hun havde nærmest givet den til ham som en gave. Læberne mødtes eller ej, det var jo afhængig af, om Charmeine gav ham lov. Det var ikke tiltænkt som et tungekys, eller noget voldsomt, bare et kys på læberne, om end passioneret. Hugos hænder var gledes ned omkring kvindens hofter, og han vedblev at være helt tryllebundet i sin ekstase.

Hvor han før havde trukket sig væk fra hende, endte han nu med at glide armene om hende. Hun stoppede ham ikke, men endte automatisk tættere på ham, og han lænede sig også snart mod hende. Hendes blik fulgte ham roligt, og hendes hænder endte endnu engang mod hans overarme. Hans opstemthed var hun klar over, hans blik talte sit tydelig sprog, men der var ikke så meget hun kunne gøre, hvis det her hvad han ville have, ville hun ikke stoppe ham. Han bad da også klart og tydeligt om et kys, og hun gled hænderne op og rundt om hans nakke hvor de samlede sig. I mens fandt hendes blik hans egne, hendes smaragdgrønne øjne klare og blide, fingrene nussede blidt hans nakke i kærlige, beroligende bevægelser.

... Hans læber trykkede sig mod hendes, og hun gled øjnene i. Gengælde det kunne hun ikke finde ud af, det her var faktisk hendes andet kys nogensinde, sidste gang stjålet af en varulv. Varmen han før havde oplevet ved kærtegnet af kinden, var ingenting i forhold til hvad han ville kunne mærke nu. Hendes varme strømmede igen imod ham, om end hun søgte at begrænse sig. Forsigtigt, og prøvende, forsøgte hun at gengælde det han udtrykte, om det lykkedes, anede hun dog langt fra. At spejle hans passion var ikke let, men karakteren af kysset, overrasket hende i alt fald, og det føltes.. specielt.

”She let me do it, I am the luckie---“ tænkte Hugo til sig selv, inden han mærkede den aldeles magiske følelse skylle igennem ham, og snart havde fik han gåsehus og kuldegysninger. Kysset varede nogle sekunder mere, og Hugo mærkede hvordan håret over hele hans krop rejste sig. Han tabte sin attachemappe, som han kun med besvær havde kunne holde, imens hans fingre var på Charmeines ene hofte. Langsomt trak Hugo hovedet til sig, væk fra kvinden, imens hans hænder blev på hendes hofter.

”Wow…” var det eneste Hugo kunne sige, og så himmelvendtes hans øjne, og så lang han var faldt han pladask bagover, ned i græsset. Hugo havde på få minutter i Charmeines selskab opdaget følelser han slet ikke vidste eksisterede – hvis da det overhovedet var en virkelig begivenhed. Han nåede at tænke til sig selv, som han mærkede lyset slukkedes oppe på første etage, at han nok ville vågne op og det hele så bare var en drøm. Besvimet. Med lukkede øjne og regelmæssig vejrtrækning, så lå Hugo og smilede saligt, i sin ellers uheldige tilstand.

Mappen han havde haft, faldt. Hun tænkte end ikke over det, men havde den frækhed at gøre kysset en anelse dybere. Hvorfor? Ja hun anede det end ikke selv, men det gjorde hun dog i få sekunder i hvert fald. Det blev dog ret kort, før han brød kysset, og hun vendte blikket op mod ham. Det ene lille ord, som ikke var et ord, men som gav udtryk for en masse tanker og følelser alligevel, fik hende til at smile. Det var kun øjeblikket før han drattede om, at hun mærkede skiftet i hans sind.

Hun nåede da at redde hans hoved ved faldet, så han ikke slog det. Hun endte dog med at sætte sig på hug hos ham, en hånd mod hans arm, den anden forsigtigt mod hans kind. Derpå lukkede hun øjnene, og gled sin healende magi igennem ham, bare for at sikre sig han ikke var kommet noget til. "Hugo" hviskede hun blidt, åbnede øjnene og så ned mod ham igen, blidt og kærligt.

Hugo lå og drømte. Tankerne var på Charmaine, og på verden. Hvordan det hele var lyserødt, romantisk, kærligt, elskeligt og fantastisk. Der var ikke en bedrøvet mine, og i stedet var alle lykkelige – og det var noget, som Hugo nu pludselig, i denne stemning, gik op i. Han blev glad af at vide, at ingen led, og at alle havde det godt. Tankerne omkring det særlige kvinde var af mere personlig kærlig karakter og svære egentligt, at forestille sig, men det var nok for Hugo, at deres kys var fortsat for hans indre øje, efter hans besvimelse.

Da vågnede han op igen. Hugos øjne åbnede langsomt, uvilligt, og fik øjeblikkeligt øjenkontakt med Charmeine igen. ”Am I dreaming?” spurgte han dumt, tomt og ikke rigtigt henvendt nogen. Hånden fra modsatte side af hvor Charmeine sad søgte imod hende, og lagde sig på hendes skulder. Da fik Hugo kuldegysninger igen, som det atter gik op for ham, at kvinden altså var virkelig og rent faktisk sad her ved siden af ham. ”That was some special kiss...” hævdede han med et smil, og tog forsigtigt sin hånd til sig igen, som turde han ikke røre ved kvinden. Bange for, at ødelægge øjeblikket og spilde sin chance.

Det var længe han var væk, men at dømme efter hans ansigtsudtryk, var det ikke helt så galt. Hun ventede derfor tålmodigt til han vågnede. Hans sind og humør var fortsat højt og positivt, så hun var ikke bekymret.
Han vågnede da også kort efter, og deres blikke mødtes. "Hi.." sagde hun blidt og gav hans hånd et forsigtigt klem. Den anden hånd løftede han, og strøg hendes kind, og hun smilede mod ham. "No,
this is real.." svarede hun blidt da han spurgte om han drømte. Det efterfølgende fik hende til at le kærligt. "Well, I am glad you liked it" hun havde lagt hånden over hans, og givet den et klem. "You forgot to breathe" konkluderede hun efter noget tid. Det var for det meste den slags der forsagede besvimelser, hvis man ellers var sund og rask, og det havde hun jo konkluderet at han var.