What is it? - Hugo

Hugo kunne forestille sig, at hans øjne glimtede som små stjerner, hvis den slags var muligt, sådan som han følte sig. Det synes han i hvert fald, at Charmeines gjorde. ”I guess I did...” svarede han blot accepterende, på hendes vurdering. Hvorfor han var besvimet vidste Hugo ikke, men at det var fordi han i sin tilstand havde holdt vejret var bestemt ikke urealistisk. Det gav faktisk rigtig god mening.

”I understand what you said, but I really think there are those in this city who need you more than I do.” begyndte han så, så kvinden kunne lade ham i stikken og komme videre til den næste. ”I am an impure man and this--- Whatever it is, should be directed at those more worthy. The people who give to charity, who help others, those who deserve it more than I do.” ævlede han videre, og støttede sig på albuerne, så han kom lidt højere op. ”Believe me, Charmeine, when I say I will never forget this day and what you have done, however you did it and whoever you truly are.” Hugo smilede lidt skævt. Det eneste han kunne tænke på, var at kysse Charmeine igen, men han holdt igen. Hun skulle have lov at svare. Lov at trække sig.

Snart begyndte manden da at snakke, og hun lyttede opmærksomt og fulgte ham med blikket mens han satte sig op. Blikket ikke mindre ømt eller varmt end tidligere, og hun satte sig tilbage på rumpen da det efterhånden gjorde ondt at sidde på knæene. Som en pause faldt, fik hun omsider mulighed for at svare. "There are, and just because I am here for you, that doesn't mean i cannot help others as well. Beside, there is other than me in town who can do at least as much as I can do.." svarede hun langsomt. "Hugo, you are not impure or unworthy, exactly those two words is the reason why the two of us are here. You are more than you think, capable to feel more than you normally do. I am sure you don't want to go through your life with suspicion people of every bad thing happening around you" måtte hun snart fortsætte. Hendes hånd endte mod hans arm igen, og hun nussede ham blidt. "I get it, it is hard to believe in others. But you believe in me, so please, don't push me away like you do others.." hvorvidt det her virkede eller ej, anede hun ikke, hun anstrengte sig, tonen stadig ligeså varm og øm som den havde været hele tiden.

Hugo var fortsat fuldstændig ude af sig selv. Han opførte sig og følte sig som en anden person – og som han engageret lagde øre til Charmines formanende ord; til hendes påtale som han under normale omstændigheder ikke havde fundet sig i og rystet på hovedet af, men som han nu tog til sig i stedet. I hvert fald sådan nogenlunde. Der var stadig en skygge af den rigtige Hugo derinde, gemt bag al positiviteten og entusiasmen. Hugos øre blev igen blanke, men han græd ikke. Han var sig selv, ærlig og åben, og sagde derfor tingene som de var, uden en bekymring i verden: ”Charmeine, I want to kiss you again. I don’t want to sit here and listen to your encouraging words, I want to feel what you can give to me.”

Igen, når sådan noget normalt skete, så spurgte hverken Hugo – eller de fleste andre – om “lov” til at kysse nogen. Det var bare noget man gjorde. Hugo følte sig dog nødsaget til det. Han skulle vide, om han blev accepteret, om han fik lov. ”So if you do not move along, I will”. Kvinden som sad ved siden af ham var en helt anden—Ja, hvis hun overhovedet var menneske, så var hun i hvert fald en type hvis lige han aldrig før havde mødt, og som sekunder var blevet til minutter, så var den ekstremt gode følelse Hugo havde følt blevet mere og mere målrettet Charmeine selv.

Hvis Charmeine rejste sig, så ville Hugo forstå hentydningen, og ligge sig fladt på ryggen igen, og tænke over tingene. Hvis hun derimod ikke trak sig, så ville han læne sig ind imod hende, og kysse hende igen og igen, indtil han væltede hende ned på ryggen i græsset og lå ovenpå hende. Situationsfornemmelsen og blufærdigheden var gået fløjten – det var ligegyldigt, at det var midt på en legeplads.

Hun prøvede at trænge igennem til ham, og måske snakkede hun så bare for meget. Han så da ud til at lytte, men ved hans svar var hun ikke helt så sikker. Havde hun smidt for meget magi på ham? Det håbede hun ikke, hun havde givet ham en lille portion, men havde slet ikke givet nær så meget som hun under andre omstændigheder ville have gjort. Hun anede heller ikke hvad hun skulle sige til at han ville kysse hende, det var vel fint, men havde han hørt hende?

Hun rejste sig i hvert fald ikke op, blev siddende hos ham, inden et smil trak over hendes læber. "Listen, I have already said I wouldn't go anywhere, which means, I am going to tell you this again and again until you get it" slog hun fast for ham mens han satte sig op og søgte hendes mund. Resten af ordene blev kvalt, og hun og sig i at sukke. Okay, hvad skete der lige?!

Hun var så optaget af kysset at hun knap opdagede at hun var på vej ned at ligge på græsset, før hun rent faktisk lå der under ham. Et øjeblik var hun forvirret, og brød derfor kysset mens hun søgte hans blik. En hånd fandt hans kind, og et blidt kæregn blev det til. "You are pretty good at this" hvor det lige kom fra, anede hun ikke, men han var god til at kysse, og den ros skulle han altså have.

Charmeines ord løb i baggrunden og hørtes ikke som andet end sagte hvisken for Hugo, som iværksatte den handling, som han havde sagt, at han ville. Den skønne kvinde klappede endelig i – hun havde jo ikke andet valg, da deres læber mødtes. Hugo støttede sig på knytnæverne, en arm på hver side af blondinen i den hvide kjole, og da kysset blev brudt og øjenkontakten genetableret kunne han ikke andet end at smile. Hver gang han havde rørt hende, så mærkede han hvordan ekstasens toppunkt blev højere, hvordan fornøjelsen blev forlænget. Hun lagde en hånd imod hans kind, og han lænede hovedet i hendes hånds retning, som for at bifalde hendes berøring – og da kom så, ganske uventet, en ros for hans ageren. ”You leave me no choice, I should say” svarede han. ”I could kiss your puffy lips all day long” fulgte han op, og kyssede så Charmeine igen.

Stillingen var dog anstrengende for Hugo, og med en mindre kraftanstrengelse, så skubbede han sig selv op at sidde igen, og snart var han hoppet på benene. Han rakte en hånd ned imod Charmeine, for at hjælpe hende op, og sagde: ”Is it too forward of me to ask you to walk me home? I make a mean espresso!”. Med den anden hånd samlede Hugo sin attachemappe op. Han havde helt og aldeles opfattet Charmeines opførsel som gensidig tiltrækning – og der var kun en måde, som den slags signaler kunne tolkes. Han kunne have inviteret på en kop kaffe, ja okay – det gjorde han også, eller en omgang frokost… Men Hugo havde kun én ting for øje i det øjeblik. Det var stadig op til Charmeine, om hun ville med ham hjem, det var klart, men hvis hun afviste ham, så måtte han hjem og øjeblikkeligt give sig selv lidt forløsning i hvert fald. Hans begyndende opstemthed viste sig også igen i bukserne, om end bulen denne gang var mindre end den var første gang, det var sket.

Nok engang nåede hun ikke at svare, før hans læber atter ramte hende, og hun mærkede kroppen reagere underligt. Hendes puls steg, hjertet slog fast og hård, og en sær behagelig varme spredte sig i kroppen. Var der hans følelser hun tog på sig, eller hvad skete der lige? Trods forvirringen gengældte hun dog hans kys, stadig forsigtigt og prøvende, men hans læber var behagelig og hans skæg stak hende en smule på huden, men det var ikke for voldsomt eller ubehageligt.

Igen blev kysset brudt, og han kom på benene. Hun lå et øjeblik ekstra og forsøgte at få vejret, men som han rakte hende hånden, tog hun den og kom på benene. Græs blev børstede af tøjet, og hun så sig omkring af ren vane. De var stadig ligeså alene som de hele tiden havde været. Så inviteret han hende med sig hjem, og fordi hun selv inviteret folk hjem til sig, og det blev gjort blandt engle, tænkte hun ikke videre over årsagen. "Well, I am not much for coffee, but it doesn't matter" svarede hun ærligt. Den bitre smag var ikke behagelig og hun foretrak for det meste frugtjuice eller the hvis hun skulle have noget varmt. Kakao var hun også blevet introduceret for, og det var også lækkert! Men som sagt, Charmeine tænkte slet ikke over at hans invitation kunne indbefatte andet end kaffen han selv havde nævnt.

Hugo gjorde Charmeine efter, og børstede græs af tøjet – kun fordi hun netop gjorde det. Hun gav tydeligvis efter, og Hugo sendte hende et stort smil, inden han trak hende lidt ind til sig og så begyndte at lede dem i retning af sin lejlighedsbygning. Undervejs talte de lidt om lyst og fast og Hugo blev klar over, at Charmeine åbenbart ikke helt var med på, hvad han havde haft i tankerne, hvorfor han besluttede at finde ud af, om han ikke kunne overbevise hende på anden vis, når de først var kommet om til ham.

Vejret holdt – ingen regn, og snart så de bygningen foran sig.

//Out

((Fortsat her: http://www.vielamort.net/t15011-takes-one-to-know-one-charmeine)

Snart trak han hende ind til sig, og et smil blev sendt op mod ham. Det var noget af en forandring hun mærkede på hans humør og sjæl, og en rar en af slagsen. Forhåbentlig var det ikke udelukkende hendes magi der havde den effekt på ham. Snart var kursen sat hjem til ham, og hun lod ham bare føre an mens de snakkede om alt og intet. Det var egentlig meget rart, og virkelig hyggeligt. Hvad han så fandt ud af via dialogen, kunne hun jo ikke vide. Hun var bare glad for at mærke hans humør så høj som den var.

///OUT