That Was Unexpected? (Ashley White)

Ved hendes ord, nikkede han til hende med et varmt og nærmest anerkendende smil hvorefter han gav hendes skulder et roligt klem inden han sagde:
"You know?.... I might just take you up on that Ashley..... It is always nice to know that you have somewhere to turn.... It makes me smile alot more...."

Ved hendes næste spørgsmål måtte han lige tænke sig om hvordan han svarede. Han var jo aldrig blevet spurgt om den slags før så han havde aldrig nogensinde skænket det en tanke.
"The truth is that i dont... Lets just say that not all who i tell that i'm a devil, does not react like you do... But mostly it's simply not relevant... Alot of people fear the very word 'Devil'"

Hun kunne ikke andet end at sende Morgan et kærligt smil ved hans ord, med hovedet en smule på skrå; om han tog det i brug eller ej var jo helt op til ham, og det kunne jo sagtens være at han sagde det og overhovedet ikke mente det, men Ashley følte alligevel at hun gjorde noget, og sådan havde hun det bedst, at hjælpe, også selvom det måske var noget så ''simpelt'' at lytte. ,,Good - it would be a shame to hide that smile of yours", afslørede hun samtidigt.

Med hænderne hvilende omme bag ryggen, og i et behageligt gåtempo, forsatte de den ellers stille og rolige, men hyggelige samtale. At han ikke afslørede hvad han var, kunne hun egentligt godt forstå, og han pointede også grunden til det, hvilket havde været præcist hendes tanker til hvorfor han ikke gjorde. Ikke alle var så åbne og imødekommende som hende - jovist havde hun spurgt om han ville gøre hende noget, men derefter som han havde svaret at han ingen intentioner havde om at skade hende, havde hun derfra slet ikke skænket det et tanke at han var en djævel. ,,And people can't like.. Sense it?" Var det overhovedet det rette ord at bruge? Ligemeget, han forstod det nok.

Han grinede varmt og dragende da hun kommenterede hans smil hvorefter han nikkede til hende og sagde:
"And it would be a crime to not make you smile.... Such a smile can be.... Addictive.... I am only happy that i can make you smile...."

Ved hendes spørgsmål trak han lidt på skuldrene for der måtte han også tilbage og rode bagerst i hukommelsen for at finde en situation der passede på det.
"Mostly no.... Some creatures have learned in time so spot little things that can reveal it... Some have abilities that can reveal it....
But mostly my heritage is hidden until i reveal it myself..."
Det var egentlig rigtig dejligt at snakke med hende om de her ting, mest af alt der var ikke nogen fordomme af nogen art. Det var rent og skær interesse

Ved hans ord, indtog varmen og en pæn svag rødfarve hendes kinder. Smilet var i nogle sekunder blevet større, ja det havde været helt umuligt at fjerne det og som hun havde forsøgt at gøre det mindre, havde hun også blottet en lille del af de hvide tænder. Det var typisk, når man fik en kompliment, som eksempelvis nu med smilet, og det så var helt umuligt at styre.

Ashley havde ufatteligt nok fornemmet at der var noget anderledes ved Morgan, men hvad der havde været anderledes havde hun ikke vidst. Han havde været en af de første, hvor hun havde vidst at han ikke var menneske, så selvfølgelig var hun en smule stolt af sig selv. ,,Interesting..", sagde hun dæmpet og lød samtidigt overvejende, selvom hun ærligtalt ikke tænkte så meget mere over det. ,,Forgive me for asking, but is this your ... true form?" Hun bed sig i underlæben og håbede først og fremmest at han forstod og så ellers ikke at han blev fornærmet. Hørte man ordet djævel, eller hørte Ashley ordet, så hun et væsen lig mennesket, men i farven rød, to horn i panden, en hale og to sorte vinger.

Det var rart at se et autentisk smil og selvfølgelig kunne han ikke lade være med at nyde den effekt han havde på hende.
Da hun så spurgte om hans sande form, fik han lidt større øjne men ikke så han virkede fornærmet eller noget.
Så stoppede han ganske kort op inden han kiggede på hende med et meget dragende smil hvorefter han rystede på hovedet og sagde:

"My true form?.... No it is not.... I rarely assume my true form....
This attracts far less attention.... Even though i do not look like the traditional Devil..."

Det var vel ikke helt mærkeligt, at Ashley fandt Morgan en smule tiltrækkende. Han havde trods alt et eller andet over sig, noget anderledes, ikke at det udelukket var grunden til varmen og farven i kinderne, men den var nok med til det. Det dragende smil hjalp bestemt heller ikke på sagen og den yngre aspara måtte da også tage en dyb indånding eller to. Var det forkert at tænke sådan, når man havde en kæreste? Nej - hun havde jo ikke tænkt sig at gøre noget og hun vidste at det var menneskeligt at føle sådan.

Men det var ikke hans sande form; formen her tiltrak ikke opmærksomhed, og som han fortalte det, blev Ashley selvfølgelig nysgerrig og begyndte at forestille sig hvordan han så ud. ,,A traditional Devil?" Gentog hun, og kunne ikke helt skjule det drillende, men også nysgerrige smil. ,,And how does a 'traditional Devil' look like?''

Han grinede lidt sammen med hende inden han gav sig til at forklare:
"Yes.... Devils vary alot in appearence.... But usually something with red or black eyes, red skin.... Black hair..... Most with wings or a tail.....
Some even with hooves and pointy horns........"

Hendes nysgerrighed var meget tydelig så selvfølgelig valgte han at gøre noget ved det. Han var jo Djævel.
Så han kiggede rundt en gang inden han så trak lidt på skuldrene inden han sagde dragende:
"I would love to show you my true form.... But it would not be wise out in the open..... But If you trust me and know a place, i can show you.... And do not worry..... Nothing dangerous"

At de varierede meget i udseendet var helt mærkeligt at høre, men når Ashley tænkte over det, så hvorfor ikke? Ingen aspara'er så ens ud, jovist de havde alle fællestræk, men når man hørte om en aspara, så forstillede mig sig ikke én bestemt slags - så hvorfor skulle det egentligt være sådan ved djævle? Tanken fik hende til at smile en smule og endte da også til sidst med at få et helt vildt mærkeligt billede af hvordan en tilfældig djævel kunne se ud, dog langt fra som hun startede med at tro de så ud.

Ashley bemærkede som sådan ikke måden han kikkede rundt i området, men ved hans ord, forstod hun hurtigt hvorfor han lige havde taget den hurtige runde. ,,Really?" Spurgte hun først, tydeligt med en lille begejstring i både stemmen og hendes øjne. Hun bed sig dog hurtigt i læben og fortrød sin reaktion en smule, eller, hun fortrød den nok ikke, for hun ville jo oprindeligt gerne se ham som djævel, men der var noget der fik hende til at tøve en smule, dog var det svært at sætte ord på hvad det helt præcist var. ,,..I mean.. Morgan, you don't have to", rettede hun forsigtigt sit svar til. Om det krævede noget, energi eller andet, anede hun jo ikke.

"Yes really....." sagde han og smilede dragende imens han nikkede diskret. Det virkede måske også lidt mærkeligt sådan at foreslå hun kunne komme til at se hans sande skikkelse men samtidig så skulle hun fuldt ud have muligheden for selv at danne sig et indtryk af ham. Ikke på baggrund af en eller anden religiøs tosse eller andre der ganske enkelt nægtede at se lyspunkter ved Djævle. Så meget som det nu kunne.

Meget stille lagde han hånden på hendes skulder og gav et nærmest varmt og beroligende klem.
"It is perfectly fine..... It's not tiresome or anything really..... Most Devils just keep out of their true form to avoid the attention.... And my form is not as..... Monstrous as many can be..... But i will leave the choice to you....."

Det var ikke farligt, det havde han jo allerede beroliget hende med. Og det var heller ikke spor trættende for ham. Hun bed sig i underlæben og langsomt blev smilet større og større på hendes læber, som hun stod der og betragtede Morgan med store grønne og blinkende øjne. ,,You can't just say it like that..", grinede hun dæmpet og hentydede selvfølgelig at han ikke bare kunne smide den over på hende og sige at hun afgjorde om hun ville se ham i sin sande form eller ej, for selvfølgelig ville hun da det! Og det vidste han sikkert allerede.

Som Morgan havde gjort forinden, lod Ashley nysgerrigt blikket glide overvejende rundt til der hvor de var endt og selvom der ikke var mange til stede, så var det jo et alt for åbent sted. ,,I … think I know a place", endte hun så med at sige og med et smil og gav så derefter et lille hentydende nik som betød at han skulle følge med hende. Det var et mere lukket sted i parken, hvor buskene var så høje at selv en høj fætter som Morgan ville kunne gemme sig i dem.

Han grinede lidt uden på noget tidspunkt at fjerne det intense blik fra hende på noget tidspunkt.
"Of course i can...... I will not show my true form if you do not wish it..... That choice i cant make for you..... But your eyes answer it for you in very great detail..... And i would lie if i didn't say i i hoped a bit for it......."
Det var jo også ganske rigtigt for hendes nysgerrighed skulle da tilfredsstilles til hun ikke ville det mere.

Så nikkede han som tegn på at han fulgte med hende og han måtte da også indrømme at han glædede sig rigtig meget til hendes reaktion på det. Sandt at sige var det jo længe siden han havde været i sin sande skikkelse

,,You're not being fair" sagde hun med en legende stemme, og som altid med sit typisk søde smil på læberne, samtidigt med at hun skævede op på ham; hendes blik afslørede dog at hun mente det i dril og intet andet. Det var måske en smule sødt det sidste han sagde, at han håbede på at hun gerne ville se det, men hvorfor vidste hun dog ikke. Var hun spændt? Meget, og hun håbede da også at hendes tanker omkring han ikke ville blive ændret.

De gik en smule og snart trådte de ud og væk fra stien og gik ind over den grønne og pæne plæne. Det var dog ikke forbudt, da der trods var små siddepladser overalt som var beregnet til picknick og hvad men ellers kunne finde på. Og stedet hun havde i tankerne var da også et sted som man kunne slå sig ned, bare lidt mere skjult fra andre - man skulle nok kende det før man overhovedet anede det var der. De nåede et sted hvor buskende var langt højere end begge og de mange blade gjorde det også umuligt at kikke ind. Ashley fokuserede ganske kort og snart blev en lille åbning dannet i buskene foran dem. ,,Come", sagde hun med et glad smil til Morgan og trådte ind. Han fulgte efter og så snart de stod inde i den lille cirkel på de omtrent 4 m2 lukkede hun buskene bag dem.

Ganske roligt fulgte han efter hende og var egentlig nysgerrig efter hvor de ville ende henne. Selvom han godt vidste hvad Aspara'er som regel kunne, fik hendes evner til at buskene til at flytte sig, ham alligevel til at smile lidt fascineret.

Da de så stod i den lille cirkel, kiggede han lidt rundt inden han sagde drilsk men dragende: "This will do just fine..."
Så var det som om hans blik blev mange gange mere intenst som han så i hendes øjne. Hans øjne blev en klar og utrolig smuk rød farve imens hans hvide hår blev en anelse længere. Luften omkring ham bølgede nærmest som om han var brændvarm men alligevel var det klart hun ikke ville komme til skade ved det. Hans tænder blev mere spidse og lige som hans øjne, blev hans smil også meget mere dragende og intenst. I hans pande kom der to små horn der underligt nok også bidragede til et utroligt forførende syn. Hans stemme blev dybere og selv den trak nærmest til sig med en forførende intensitet.

"So what do you think? Ashley?..... "

På et split sekund løb passerede diverse tanker hende; stod hun for tæt på? Skulle han smide noget af tøjet? Skulle hun træde tilbage, vende ryggen til og lukke øjnene i? Dog nåede hun hverken at træde tilbage eller noget andet, før en varme, som selvfølgelig kunne mærkes, men også ses omkring Morgan begyndte at dukke op. Som forvandlingen tog sted, trådte hun et lille skridt tilbage, men på intet tidspunkt tog hun de grønne væk fra ham, da det der skete lige foran hende virkede direkte surrealistisk. Hans øjne gik fra den pæne nøddebrune farve til en knald rød. Huden blev næsten snehvid, og det hvide hår ændrede ikke farve, men blev da lidt længere. Og selvfølgelig voksede han også lige nogle enkle centimeter, fordi han var jo ikke høj nok i forvejen.

Stadigvæk med øjnene låst fast på Morgan, og nu i sin sande form, vidste hun til at starte med ikke om hun skulle være skræmt, fascineret eller andet. ,,...Wauw..", kom det dæmpet fra hende, sekunder efter hans spørgsmål om hvad hun tænkte. Hun var tydeligvis tom for ord, men dette behøvede jo ikke at være et dårligt tegn. Efter en lille lydløs klump blev sunket, tog hun endelig mod til sig og trådte fem skridt hen imod ham. Med hovedet på skrå, og tydeligvis betragtende, prøvede hun at finde ord. ,,..May.. I?" Spurgte hun så dæmpet, som hun prøvede løftede hånden og tydeligt signalerede at hun ønskede at røre de små horn i panden.

Han stod først og lod hende absorbere de første indtryk inden han så hørte hendes forespørgsel og nikkede en gang. Hans stemme var dyb og sensuel på en måde sindet ikke burde kunne mærke.
"Of course..... I hope i am not..... Unpleasing to your eyes...... Feel as much as you want......"
Hun ville kunne mærke varmen som hun kom tættere men ville også blive klar på at varmen var sensualitet.
Han var jo skabt for at lede mennesket væk fra Gud for så længe tilbage.

Så sænkede han hovedet ganske roligt og lod hende mærke hornene som hun ville. Det faktum at hun ikke var gået kold eller løbet skrigende bort var nok et godt tegn, minded på hendes kæreste var en engel

Morgan gav hende lov, hvilket også gjorde at han blev løftet de sidste centimeter. Ashley startede dog ikke med at røre hornene som det første, derimod lod hun fingrene glide langsomt og kærligt op af kæben, videre op af kinden og til sidst op imod panden hvor hornene var. Hans hud var varm og blød, hvilket overraskede hende, nu da den så så kold ud. ,,This is... Unbelievable", sagde hun dæmpet og smilede samtidigt en smule over det hele. Det hele var så uventet, mødet med ham, middagen og nu dette.

Til sidst endte hun dog med at trække hånden til sig, da hun ikke bare ville stå og pille ved hans ansigt - det virkede uhøfligt, i hvert fald i længden. ,,You are not", kom det så, en smule forsinket, selvom det nok ikke havde været et spørgsmål, nok mere en kommentar om at han ikke håbede at han var ubehageligt syn for hendes øjne. Selvfølgelig forstod hun hvorfor folk ville blive skræmt, hvis ikke intimideret af dette syn, men der var bare noget der gjorde at hun ikke følte det omkring ham.

Han så stærkt intenst på hende og smilede så de spidse tænder blev blottet. Igen var det noget der mærkeligt nok bidragede til det nærmest forførende udseende.
"It is very much real..... Everything you see and feel is real..... I want you to trust me now......"

Så rakte han stille op med hånden og holdt den stille meget tæt på hendes kind og lod en finger glide meget langsomt fra hendes tinding, ned af kinden til den fulgte hendes kæbe alt imens han så hende i øjnene og sagde forførende:
"Some say the touch of a Devil will burn your skin..... Corrupt your soul..... Tell me.... Do you feel a burning?..... Or what do you feel about this Devil......"

Selvom det muligvis ikke virkede sådan, så var det hele, som Morgan jo også selv sagde, rigtigt nok. Og der var ingen tvivl om at Ashley fandt Morgan mere dragende end før, ufatteligt nok når man tænkte på det umenneskelige udseende, men det gav fint mening, taget i betragtning hvad han var og hvad hans formål var.

Ashley blev stående og som sådan gjorde det hende egentligt heller ikke noget at de stod forholdsvis tæt på hinanden. Og da hun ud af øjenkrogen så, hans hånd som blev løftet og til sidst kom tættere på hendes ansigt, flyttede hun sig heller ikke; hun stolede på ham, hvilket han også havde sagt han gerne ville have hun skulle gøre. En lille lydløs klump blev sunket ved hans spørgsmål. Fingeren der gled fra tindingen og ned imod hendes kæbe, føltes varm, brændende varm, men det gjorde ikke ondt. En febervarmfølelse, kunne man vel næsten beskrive det som. ,,Warmth… I feel a warmth. In my face… in my body… Everywhere", afslørede hun dæmpet, stadigvæk med de grønne øjne i hans nu røde.

Meget forførende og elegant førte han fingeren videre så den hvilede på hendes hage nærmest som om han fastholdt hendes blik. Hun var betagende smuk, det lagde han ikke skjul på. Der var mange specielle individer i denne by, og bare det at hun ikke frygtede hvad hun stod overfor, var i sig selv beundringsværdigt.

"A good warmth..... A warmth coming from deep within yourself.... If it gets too much.... All you have to do is ask me to stop.... And i will change back.... Tell me... What does your heart tell you right now?....."
Han havde en idé om det men det hele handlede om hun selv skulle sige og gøre. Hun skulle selv vælge at udtale det. Hun skulle være fri til at tage sådan et valgt. Det var jo ikke noget lille spørgsmål

Ashley fangede sig selv i at nikke svagt til det han sagde. Det lød rigtigt, for varmen hun følte var behagelig, og et eller andet sted så ønskede hun da heller ikke at den skulle stoppe. Men hun vidste ikke om det var rigtigt eller forkert at føle sådan.

Havde hendes hjerte hele tiden banket så hurtigt? Og hvor længe havde hendes håndflader været så varme? Hans spørgsmål fik hende til at bide sig i en smule i underlæben og det var tydeligt at hun tænkte, tænkte over hvad hun skulle sige eller gøre. ,,..I'm.. I'm not sure", valgte hun til sidst at svare, splittet og alligevel ikke helt.

Han smilede til hende på en måde så han nærmest trak i hende inden han lagde hænderne på hendes skuldre og sagde:
"I think i know the answer...... To feel so warm and yet so torn....
Such a feeling is never easy....... Look into my eyes......"

Så gav han igen hendes skuldre et stille klem imens han langsomt skiftede tilbage til hans menneskelige skikkelse. Dog uden på intet tidspunkt at fjerne sit blik fra hende så hun ville kunne se hvordan hans øjne skiftede tilbage til dem hun kendte.
Hans stemme var normal igen men stadig dragende:

"It is not the last time i can change.... So should you ever want to see it again... all you have to do is ask....."

Kinderne blev varme, hvis ikke en smule rødlige over hans ord - var hun så… gennemskuelig? Faktisk så fattede hun ikke helt selv hvad der foregik, men det var måske også fordi der havde været så meget nyt, at det hele bare var en smule svært at forholde sig til. Troværdigt kikkede hun ham forsat i øjnene, og til hendes overraskelse begyndte øjnene at ændre farve; fra den knald røde farve til de der behagelige, men intense nøddebrune. Og derefter fulgte alt det andet med, så han til sidst tilbage i sin menneskeform, forklædning, hvad man nu skulle kalde det.

Endnu en klump blev sunket, og langsomt tegnede sig der efter det lille uskyldige og søde smil på hendes fyldige og rosarøde læber. ,,Thank you… for showing me.." Hun skævede derefter en smule væk, hen på sin egen skulder og på hans hånd som stadigvæk var der. ,,How can I possibly thank you enough for all you have done?" Spurgte hun så dæmpet og lod så atter blikket glide tilbage til hans. Det føltes bare ikke som om, at ordet 'tak' beskrev det godt nok.

Inden hun kiggede på skulderen hvor hans hånd lå, kiggede han dragende i hendes øjne og hviskede nærmest sensuelt men roligt:
"Thank you... For letting me show you..... Thank you.... For wanting to see......."
Da hendes blik så igen mødte hans, lod han hendes ord give genklang i hans indre uden han på noget tidspunkt mindskede intensiteten i hans øjne.
Det var tydeligt på hende hvordan hun var blevet påvirket men han ville heller ikke sige noget der ville skabe en dårlig effekt for hende.

"There is no need to thank me.... I was blessed with every second you spent with me..... So if you want to do or say something to thank me...... Look inside yourself..... Feel inside yourself...... And do or say what you find in there....."