Both at Work..... (Angelique Dümont)

Torturen fortsatte, og man må ærligt indrømme der ikke gik lang tid før manden var ved at bryde fuldstændig sammen. Lyden af knogler der smadret fik hende til at bide tænderne sammen og slå blikket væk. At han hostede blod op hjalp ikke videre, og hun fik kvalme. Hun følte sig godt svag, og var ikke videre stolt over sin egen opførsel, men hun var ikke født til den slags. Alt det her lå langt fra hendes natur, og normalt.. ville det være hende der lå på det bord og udsat for torturen, ikke en anden. At se på, var ulideligt.

Vampyren kom hen til hende, og hun vendte blikket mod hans. Hans blik intenst, og hun var ikke sikker på hvad hun så i det. Om han skulle trække pinen ud? Det var der jo ingen grund til, selvom manden fortjente det. Kvalmen blev dog for meget, og hun måtte synke flere gange. "I.. I don't know. Just.." hun gik i stå, og så forbi vampyren hen imod manden. "Let him go.. I doubt he will survive anyway.." så var det store spørgsmål om Zakaroff rent faktisk ville lade manden gå, eller ej. Det ville overraske hende ikke så lidt hvis Sancho blev sluppet fri. Igen vendte hun sit blik mod vampyren, uden at tage sine ord i sig igen.

Zakaroff gik hen til bordet og begyndte at binde Sancho fri imens han sagde:
"He will not be able to get out of here.... He got the same amount of drugs as he gave the girls.... With the bloodloss and broken bones he will try but only bring himself even more pain....."

Han kunne mærke i sit indre at alt den ubehag hun følte langt fra var noget han brød sig om. Ganske vist elskede han at bringe lidelse til dem der virkelig fortjente det, men hendes ubehag var på ingen måde nødvendig.
Så gik han rundt så han stod mellem Sancho og hende hvorefter han stak en nål i Sancho's ene nakkehvirvel der hurtigt lå helt stille og var død.

Derefter vendte han rundt og så hende i øjnene imens han stille sagde:
"How do you feel?....."

Det vidste hun jo godt, andet ville have undret hende. Men om manden døde her eller udenfor havde en stor betydning, og hun ville bare ikke.. Se på det. Hvor naivt og barnligt det end måtte være eftersom hun selv havde lagt op til det her. Hun kunne bare ikke holde ud at se ham lide, eller nogen anden for den sags skyld. Til Zakaroff's ord, nikkede hun dog bare mens hun forsøgte at styre kvalmen. Ikke at det var en let ting.

Han stillede sig mellem hende og manden efter at have sluppet ham fri, og ærlig talt overraskede handlingen hende. Hun havde ikke forventet han rent faktisk ville gøre det. Ville slippe ham fri bare fordi hun sagde det. overraskelsen forsvandt dog som manden pludselig faldt død om, og hun bakkede et enkelt trin i ren og skær chok. Hænderne rystede, og hun stillede glasset hun havde stået med på første og bedste overflade hun fandt.

For at skjule hændernes rysten, lagde hun dem omkring sig. "Like I just killed someone.. I feel .. Awful.." indrømmede hun med en rystende stemme der afslørede at hun virkelig ikke havde det godt, og kunne bryde sammen hvad øjeblik det skulle være.

Zakaroff fastholdt sit blik på hende og for første gang nogensinde, havde han en nærmest beroligende effekt i sine øjne.
"You did not kill anybody...... I did..... You did not make him suffer....
I did.... You only uttered the wish of him getting the punishment that was coming to him anyway.... You saw what he did to those girls.... And he did it without thought or remorse.... So did he deserve so much better than them?"

Bevidst havde Zakaroff stillet sig så han var placeret mellem lige og hende. Nærmest som om han ville skærme hende for synet.
"Now you have seem what monster i am..... And you have seen what kind of monsters i hunt.... What will you see in my eyes now?...
A monster?.... Or a hunter that does what is needed?..."

Hans beroligende blik var endnu en overraskelse i alt dette, og hun sank igen og hørte ham ud. Alligevel syntes det ikke at lette hendes samvittighed. Hun havde det elendigt. Hvordan han dag ud og dag ind kunne gøre det her, forstod hun virkelig ikke. Om hun beundrede ham for sin styrke? Hun anede det end ikke. Det krævede vel at man ikke havde et hjerte at slå folk ihjel, eller manglede samvittighed... Eller.. Så den større mening med det. "No, but who am I to decide what he deserves.." svarede hun, brynene svagt rynkede, og tydeligvis stadig påvirket af det selvom han stod mellem liget og hende.

Pludselig ville han vide hvad hun tænkte om ham, og hun kunne virkelig ikke samle sig til at svare på hans ord. At tænke virkede fuldstændig umuligt for hende. "I don't know, I guess you are a kind of a good samaritan.." svarede hun af mangel på bedre. "Can't we talk another place, I don't like being here.." tilføjede hun.

Han nikkede til hendes ord, og slukkede lyset som han gik ud sammen med hende og op i stuen der var langt mere hyggelig end det mareridt hun lige havde stået i.
Ja det krævede individer af en bestemt støbning at gøre hvad han gjorde, dag ud og dag ind. Han var vel et eller andet sted formet til det siden han blev vampyr for længe siden.

Der oppe fandt han hurtigt en skål med chokolade og frisk frugt og satte på bordet uden at sige noget i første omgang. Derefter smed han skjorten uden omtanke for at han stod i bar overkrop, for derefter at iføre sig en simpel sort t-shirt.
Så rakte han armen ud mod sofaen så hun kunne sætte sig.
"I am in a sense sorry that you had to see that... I know you chose it yourself but still.... What made you stay down there?"

De forlod fangekælderen, torturrummet.. eller hvad man nu ville kalde det. Hun sagde ikke særlig meget, gik op ad trappen og trådte snart ud i en stue. Hun stod i sine tanker længe, for derefter at sætte sig ned da han slog ud med hånden mod sofaen. Chokolade og frugt blev sat på bordet, men hun registreret det ikke. Blikket blev dog vendt mod ham, og hun sad og gloede på ham mens han fjernet skjorten og iførte sig en sort T-shirt. Fordi hun stadig var fokuseret på liget de havde efterladt i kælderen, tænkte hun ikke videre over det.

"I am no sure. I guess I told myself I had to stay because I made the decision about his life" hun så op mod ham. "Has it always been so easy for you to kill?" endte hun med at spørge. De violette øjne fuld af forvirring og tvivl.

Han trak lidt på skuldrene som hansatte sig i lænestolen overfor hende og sagde med en stemme der var overvejende varm og rolig.
"He was deemed to die anyway..... Of course it is never a pleasant sight if you're not used to it.... But the only one keeping you there, was yourself.... A trait i must admire in its own right....."

Da hun så spurgte om det var nemt, kiggede han på hende med et blik der nærmest fortalte hvordan han søgte efter et ordentligt svar til hende der ikke ville sætte ham i værre lys.
Men der var jo heller ingen grund til at lyve.
"No..... The first kill i still remember..... The fear in her eyes.... The sound of her silent scream..... The knifes motion into her heart....."
Så kiggede han på hende langt mere afklaret hvis man kunne sige det sådan.

"It took me years to accept the killing.... When i no longer feared the kill, i was turned.... And then time passed and i came to like my work.... I took pride in it..... I came to like the pain and anguish.....
When they were punished..... I just think my compassion died....."

Han beundrede at hun var blevet? Hvorfor? Det var ikke fordi hun nu gav udtryk for at have nydt det. Tværtimod. Alt det her virkede bare så underligt. Hele situationen. Hvor lavt kunne man egentlig synke? Hun rystede tanken ud af hovedet. For hvem fanden var hun til at dømme andre? Hun var ingen.. Intet. Ubetydelig. Værdiløs. Når sandheden skulle siges, var Zakaroff den eneste omkring hende som vidste hvem hun engang havde været, og det faktum at hun var udstødt fra sin slægt og race, havde ikke skræmt ham væk. For her var de, og tog hun ikke meget fejl, så.. Betød det en del for ham hvad hun rent faktisk tænkte om ham. Hvorfor, fattede hun ikke.

Det blev også tydeligt igen som hendes efterfølgende spørgsmål var faldet, og han sådan tænkte sig om. Han løj dog ikke for hende, og sandheden forvirrede hende ikke mindre. "Do you like punishing people?" endte hun med at spørge forsigtigt. Hun havde en mistanke om at rent faktisk nød at gøre det. Mon han var sadistisk? Og i så fald, i hvor høj grad?

"Why did you even give me a choice? Why did you let me decide what was to happen with him?" han havde jo gjort som hun havde bedt om. Og hu forstod stadig ikke hvorfor.

Til hendes første spørgsmål, trak han igen lidt på skuldrene inden han nikkede roligt. Der var jo ingen grund til at lyve om hvem eller hvad han var.
"Pain applied in the right manner can be a truly beautiful thing.... To put it bluntly, appearently my change to vampire made me a sadist...
Not to the point where i want to cause pain just to please myself.... More in the manner of.... Utilizing the pain depending on the situation...."

Ved hendes næste spørgsmål, pegede han kort hen på sit skrivebord hvor nogle af billederne fra opgaven om Sancho lå.
"I saw your reaction when you found out about what he had done.... That true hatred cannot be allowed to grow firmly.... So i decided that you should have a say in it... A way to vent that hatred towards him"

Det her måtte være århundredets underligste samtale. Vampyren her havde lige kaldt sig selv sadistisk, og hun var ret sikker på at det intet havde at gøre med den seksuelle del af sadisme. Hun havde trods alt set hvor morderisk og brutal han kunne være. Hvad der var værst, anede hun heller ikke, men at tage denne samtale var i grunden underligt. "So you like hurting people, but only those who deserves it.." det var stadig skørt, og helt og igennem som at høre den barmhjertig samaritaner.

Forklaring der fulgte fik hende til at vende blikket mod bordet, og hun sukkede. En hånd gled gennem det lange brune hår og hun lænede sig tilbage i sofaen. "What.. You feared for my soul?" endte hun med at sige med et fnys. Han skulle ikke have givet hende det valg! Ubevidst havde han trukket hende med ned i det her. Hurtigt endte hun dog med at sukke igen. Det her var ikke hans skyld. "I am sorry, it is late, I am tired.." skyndte hun sig at undskylde. "It is not your fault, I should have known better" endte hun med at mumle. Hun havde lænede sig frem, albuerne endt mod lårene, og hun gned ansigtet med hænderne. Kæft hvor var hun smadret.

Han smilede kort for sig selv inden han sagde:
"I think it is safe to say that i take great joy in the correct amount of punishment....."
Ganske rigtigt var det ikke seksuelt i form af sit arbejde men når det stod på så nød han det også. Der var jo ingen grund til at gøre noget halvt.

Han bed ikke nærmere mærke i hun fnyste for han kunne godt forstå hende når alt kom til alt. Da hun så sad med ansigtet i hænderne, betragtede han kort inden han sagde:
"There is nothing to apologize..... No i did not fear for your soul....
I know of your inner strength.... But being subject to hatred is not always a choice.... But giving others a possibility to remove the hate is..... So if there should be an apology it should come from me for inviting you down there...."

Hvad hun skulle sige til det smil, anede hun ikke. hun nikkede derfor endnu engang. Den her samtale blev altså ikke mindre underlig, så meget var sikkert. Hvad lavede hun i det hele taget her. Sjovt, et spørgsmål hun gang på gang stillede sig selv, og alligevel var hun endt hos ham så ofte her på det sidste.

Så svarede han, og han overraskede hende endnu engang. Forvirret og tydeligvis overrasket, så hun op mod ham efter at havde siddet med ansigtet skjult. De violette øjne forvirret, brynene svagt rynkede. Vampyren undskyldte? Han.. Af alle væsner.. Undskyldte overfor hende? Hun forstod det ikke. Det ene øjeblik kunne han være så brutal og morderisk, men tilsyneladende ikke overfor hende? Hvorfor? Hun var helt tom for ord. "I don't think I will ever come to understand your way of living.." endte hun med at sige. "You are so.. Different, even from your own kind.." tilføjede hun.

Han trak lidt på skuldrene inden han smilede og tog elegant et kirsebær imens han stadig holdt blikket på hende.
"I dont think it's healthy for anybody to understand the way of living of a sadistic assassin..... Most people wont look past that fact.... It must seem odd that i consider anothers wellbeing thinking about what i do for a living...."

Ved hendes næste ord rynkede han panden lidt og lagde hovedet ganske kort på skrå.
"Different? In what way do you mean?...." Selv vampyrer havde ikke særlig meget med ham at gøre. De så ham som regel som et meget brutalt våben man kun skaffede når alle andre muligheder var tomme

Hun betragtede det kirsebær han fik fat i, og dets vandring til det endte i hans mund, et kort øjeblik var det distraherende, men hun fokuseret som hans svar faldt. "It is.." bekræftede hun bare mumlende.

Hun endte med at læne sig tilbage i sofaen igen, og stak de kolde fingrene mellem lårene for at holde dem varme. En vane hun havde sig, og som hun ikke tænkte nærmere over. "Well, you are a killer, who for some odd reason doesn't hurt me. I mean, if not to kill.. then to use me as a blood supply" prøvede hun at forklar med en trækning på skuldrene. Om det gav mening, var hun ikke sikker på, men hun prøvede da at forklare det. Nok var hun hverken engel eller aspara, men vampyrer havde da førhen prøvede at udnytte hendes krop såvel som hendes blod.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt ved hendes ord, men selvfølgelig var det også klart at man kunne komme til at tænke sådan. Specielt når man nu tænkte på det var ham det handlede om.
Uden at tænke over det. løsnede han sin hestehale så det smukke sorte hår hvilede langt mere naturligt. En tilstand meget få havde set ham i og endnu mindre overlevet.

"It is true i am a killer..... The reason i dont hurt you is obvious and yet many.... You have saved me before.... And you do not fear me.... Or at least it doesnt seem like it.... And i dont hurt or kill people just because i have the possibility....... And about your blood... I have no intention of hurting you..... So given blood tastes so much sweeter......"

Hun betragtede ham tavst noget tid, og fugtede læberne med tungespidsen ligeså stille og forsigtigt. "Sometimes I fear you.." endte hun med at indrømme. "Or.. I hink I do at least.." tilføjede hun øjeblikket efter. Hun anede det faktisk ikke engang selv, og var temmelig forvirret på det punkt. Hun havde trods alt været temmelig bevidst om hvor hårdt hjertet slog og hvor hastig pulsen blev når hans aggressive side dukkede op. Hvad skulle det være andet end frygt? Okay, hun vidste jo reelt set godt hvad det ellers kunne være, det gav bare ingen mening alligevel. Han var morderisk vampyr, og hun havde.. en skrue løs, tydeligvis. Alle de år under familiens pres og med deres had på nakken, og nu alle de år hvor hun havde været på egen hånd og udsat for alt muligt, det havde gjort hende skør i bolden. Det kunne ikke være andet end det. "It doesn't matter.." endte hun så med at sige. Hun måtte virkelig tage sig samme. "I should be going, and you have a dead man in your basement you should do something about.." tilføjede hun.

Det var på en måde frustrerende men samtidig fantastisk at han ikke rigtig kunne læse hende.
Han havde altid primært påg rund af sit arbejde været fantastisk til at læse andre men hun var anderledes. Om det var fordi hun ikke altid selv havde styr på sine følelser var ikke helt til at vide. Han vidste jo heller ikke hvordan hun virkede på det punkt.
"Seems reasonable enough.... Trying to look from others perspective there is a solid ground for at least some fear...."

Så nikkede han lidt til hendes ord og sagde: "Yes i have some proof to prepare for the parents to complete my mission... And of course what will be left...."

Hvad han tænkte om hendes forvirring anede hun ikke, det drev hende halvt til vanvid og satte hende på en kant hun slet ikke var vant til. Han var anderledes, ikke ondskabsfuld, men brutal.. Det var underligt, sært, unormalt.. Anderledes. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op ved det, ved ham, ved sine tanker og følelser, generelt var det hele .. Skørt. At han så mente det nærmest var sundt at hun frygtede ham, gjorde intet bedre.

Kort efter var de vidst enige om at hun hellere måtte komme af sted, og hun nikkede mens hun rejste sig op. "Have fun.. Or you know what I mean. Ehm.. Yeah.." hun følte sig dum over den bemærkning, og strøg forlegent hånden gennem håret. "If you need me, you know where to find me.." endte hun med at tilføje, inden hun gik mod døren.

Hendes ord efterfulgt at den forlegne gestus morede ham lidt så han trak på smilebåndet inden han selv stod med hænderne afslappet i lommen.
"I will.... And yes i know what you mean..... Have fun as well i think.... Dont know what you do for fun but still......"

Som hun stod ved døren, nikkede han en gang og lænede sig op af en stolpe.
"Indeed i do.... And should you ever need me.... You will know how to find me i am sure..... And i will try not to pull my work into your workplace...."

Hun rødmede endnu mere som det syntes at morer ham. "Uhm, yeah.. Thanks.." svarede hun bare. At hendes nyde måde at morer sig ved indebar stoffer og store mængder af alkohol behøvede hun jo ikke fortælle ham. hun skammede sig nok i forvejen over den vej hendes liv var endt, hun behøvede ikke andre til at dømme hende endnu mere end hun selv dømte sig selv.

"Well, see ya.." tilføjede hun, og skyndte sig ud. Den kølige vind udenfor kølede hendes kinder ned, og hun skyndte sig bare hjemad, lykkelig over at hun snart kunne gemme sig under sin tæppe derhjemme. Kæft det havde været en underlig dag.


///OUT