I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)

Han var hurtigt ind over hendes og hun klamrede sig til ham, om muligt mere desperat end før. Hun holdt ham tæt, mens hans læber vandrede langs de spidse ører og hviskede hendes navn op en måde der var fuld af følelser og løfter som hun ikke kunne forstå. Som sædvanligt var hun overvældet af følelser, måden han sagde hendes navn gjorde det ikke lettere, tværtimod. "Please, don't leave me. Please..please.." tiggede hun. Ja hun var åbenbart ikke færdig med at tigge denne nat, men det var ikke engang det værste! "I can't live without you.. I will do anything, even becoming your slave.." Hun sagde ting hun normalt aldrig ville sige. Hun havde været slave en gang før, og det var endt galt.. hvordan hun dog kunne suge det her.. ja, desperation. Frygten for st blive forladt. Hun var ligeglad hvad hun var for ham, så længe han ikke skred og efterlod hende.

På en og samme tid var hendes ord så bekræftende og alligevel grund for stor undren hos ham. Eller sådan var det til at starte på. Hun havde skiftet humør omkring ham på mange punkter flere gange men når han tænkte efter så havde hun jo nok haft det på samme måde hele tiden. Og på sin vis var det meget tæt på hvordan han selv havde det.
Så han trak hovedet lidt for at kunne se hende i øjnene imens han svarede på hendes så dybfølte ord imens han strøg hende over kinden.
"Ssshhhh It is ok..... You will never have to live without me.... You never had... All you had to do was ask.... I will never leave you Angelique....."

Hvorfor lige nu, og hvorfor sådan her. Ja hun anede det ikke, hun vidste ingenting..forstod ingenting. Hendes følelser havde det med at gå i udbrud fra tid til anden. Hvad hun dog sagde nu, burde egentlig være det hun skulle have sagt fra start af. Hun havde sagt så enhver andet, skubbet han væk, skræmt han væk.. men i bund og grund, var det hendes frygt for at blive efterladt der havde drevet hende til at sige det hun havde gjort. Hvad han formentlig også kunne høre nu. Hendes desperate ord sagde tydeligt at hun bare ville elskes og værdsættes, og at hun frygtede at han skred fra hende igen.
Han trak hovedet tilbage, og deres blikke mødtes. Hans fingre strøg hendes kind, og han tyssede beroligende på hende. Svaret burde ligeledes have været beroligende, eller.. det var beroligende og overvældende, og netop derfor endte hun med at bryde ud i gråd. Det var vildt underligt for mange, men for hendes var denne følelsesmæssige rutsjebane helt normal. Det ville næppe blive sidste gang at hun bad han blive hos sig.. med hendes usikkerhed skulle hun nok komme til at sige det igen.. og frygte for at han ville gå sin vej fordi hun var så krævende og skør.

Uden at tøve på noget tidspunkt, satte han sig op som hun begyndte og græde imens han sørgede for hun fulgte med op så hun derved endte med at sidde på hans skød.
Det var slet ikke så underligt at med det liv hun havde haft at hun ind imellem var en følelsesmæssig rutschebane. Derfor var det også meget vigtigt for ham at være lige præcis den ene ting i hendes liv der var konstant. Han ville være det lyspunkt i hvad der virkede som evigt mørke.
Som hun sad og græd, lagde han armene tæt om hende og nussede hende ganske blidt imens han sagde beroligende:
"I promised i would always be in your life..... I promise i will never leave you...."

Han satte sig op med hende, og hun puttede sig ind mod ham. Frem for at blive skræmt over hende, holdt han hende tæt, gav hende netop det hun havde behov for og sagde lige det hun underligt ønskede at høre. Hun klamrede sig til ham, hans ord, til den her virkelighed som hun frygtede for at vågne op af og opdage ikke var virkelighed alligevel. "I hope not" svarede hun snøftende. Helt sikkert ikke det man forventede dig efter god sex, men igen... Intet omkring hende var rationelt, og når det kom til stykket, var hun godt smadret.

Han smilede roligt som hun snøftede let hvorefter han strøg hende over håret og kyssede hendes pande. Havde han kigget en ganske kort periode tilbage, havde han aldrig set det her komme. Aldrig havde han tænkt at folk omkring ham kunne se ham som andet end et monster.
Og på en eller anden måde var han egentlig ganske afklaret med det... Men når man sad sådan her med hende så var han egentlig rigtig glad for at det ikke var som før.
"You will see in time.... That i will always be with you...."

Hun nikkede ved hans svar, snøftede igen og puttede sig ind mod ham igen. Hun havde ærlig talt troede hun aldrig ville komme til at stole på noget levende væsen igen, i hvert fald af det modsatte køn og i den grad hun gjorde ved ham. Hun var ikke mindre skræmt ved de følelser der flød rundt i hende, men hun kunne ikke undertrykke følelserne alligevel. Hun havde trods alt prøvet, og det havde ledt til hendes sammenbrud og tilbagefald. Hun var endt i et hjørne hun havde troede hun aldrig ville opleve, smerten ved afstanden havde været ubærlig. Han var ganske enkelt kommet ind under huden på hende i så stor en grad, at det ikke var muligt at ignorer eller fjerne.
Hendes hoved endte mod hans skulder, og hun trykkede læberne mod hans hals og sank en klump. Flere tårer flød over, også selvom hun prøvede at holde tråden væk. Det var umuligt. På en eller anden måde var det ikke længere tårer der viste sin frygt for at miste ham, men som hun sad der hos ham, sårbar.. endte hun med at sende vælger af alle de års sorg, smerte, lidelse, tortur og meget andet som hun havde været igennem. Tårerne som hun tidligere havde undertrykt kom nu til overfladen, fortalte hendes historie på den eneste måde hun kunne udtrykke den.

Selvom der kom endnu flere tårer fra hende, gjorde han på intet tidspunkt tegn til at flytte sig eller udtrykke ubehag. Det eneste ubehag han egentlig følte var en tristhed over at hun skulle så grueligt mange ting igennem.
Måske var det med til at bidrage omkring at hun ikke længere skulle den slags igennem. Han havde udviklet stærke følelser for hende og ikke kun i form af en beskytterrolle.
Hun fik lov til at sidde som hun ville, lige så længe hun overhovedet ville have det.
Med meget forsigtige fingre strøg han hende ned af ryggen og hviskede nærmest:
"And if it will make you happy in any way..... I have plenty of room in my house.... I would love for you to come..."

Han rykkede sig ikke, skubbede hende ikke væk, men lod hende derimod blive siddende så længe hun behøvede det. Så inviteret han hende ellers hjem til sig, og hun smilede svagt gennem tårerne. "I will, of course I will. I promise to call you before I come visiting.." svarede hun, og hentydet naturligvis til hendes sidste uanmeldte besøg. Det havde været underligt og vildt forkert af hende, og det vidste hun også godt.
Hvad han følte for hende, det var vel varme følelser som de begge havde svært ved at sætte ord på, men som egentlig trådte ret tydeligt frem når de knaldede. Alt virkede langt mindre kompliceret mens og umiddelbart efter de knaldede.

Han smilede af hendes ord og tørrede stille hendes tårer væk inden han lagde armen lavt om hendes ryg så hun kunne komme til at sidde bedre.
"It is perfectly fine..... You are always welcome..... And should you one day feel the need or just because you want..... You are more than welcome to move in......."
Zakaroff var jo ikke ligefrem kendt for at pakke tingene ind og et eller andet sted fortjente hun at høre tingene som de var. Han havde ikke i sinde at holde noget som helst skjult for hende

Han tørrede hendes tårer væk, og hænderne endte lavt på hendes ryg. Hun hørt ham ud, og var helt overvældet over de ord. Det var måske for tidligt at flytte ind, nok kunne hun ikke undvære ham, men hun ønskede heller ikke at gå for hurtigt frem og komme til at gøre noget dumt. "Thank you, I appreciate it" svarede hun lavmælt men uden at rykke sig. Når den tid kom, skulle hun nok flytte ind hos ham, og følte sig helt klar til det. Det var i alt fald hendes håb.

Han smilede kærligt til hende og strøg hendes hår væk fra hendes ansigt hvorefter han meget let masserede hende i nakken med den ene hånd.
"You are welcome...... In due time...... My door will always be open to you-......"
Det var stadig en ny oplevelse for ham at have sådan en trang til et andet individ skulle have det godt. Men det var nu en gang sådan han havde det. Og selvom det ikke var blevet sagt højt, så ville han gå længere end hun nok vidste for at hun skulle have det godt.
Og han ville være den sikkerhed hun aldrig havde haft

Hun smilede op mod ham, og strakte sig for at trykket et kys mod hans hals. "I know my home isn't of a much, but.. you are always welcome here.." svarede hun derpå.
At hun var tryg, var hun slet ikke i tvivl om. Ingen turde gøre hende noget på hans vagt, og den eneste der kunne gøre hende noget som sådan, var ham. Han havde hendes hjerte i sin hule hånd, kunne knuse hende med få ord.. eller ved simpelt at vende hende ryggen. Hun stolede dog på ham, og han havde intet gjort for at hun ikke skulle stole på ham. I bund og grund, var det her.. sært. Deres veje havde krydset hinanden efter så lang tid, hun ville ønske hun kunne sige at det var skæbnen.. hendes syn sagde dog stadig noget andet. Sagde at de ville blive hinandens undergang.

Han blottede halsen lidt mere for bedre at kunne nyde hendes kys og knurrede nydende i stedet for at sukke. Derefter lod han blikket hvile i hendes og sad med et smil der ikke kunne fjernes.
Hun havde efterhånden reddet ham på mere end en måde, så det at hun ind imellem havde det svært, gjorde ham absolut intet. Det var bare endnu en mulighed for at kunne gøre en forskel på hende. For selv om man måske levede mest i natten, var der ingen grund til at leve i sit eget mørke.
"You have a lovely home..... I always feel welcome.... Around you i feel.... Special....."

Han blottede halsen for hende, og hun smilede svagt og trykkede flere kys over hans hud, kort strøg hun da også tungen hen over hans hud.. bare fordi hun kunne.
Hun så kort efter op mod ham, og smilede ved hans svar. Hendes hjem var ret elendigt, især i sammenligning med hans. Hun boede i slummen, det var ikke just det bedste sted, men det var hvad hun havde råd til. "You are special, at least to me.." faldt svaret blidt. "Can I ask you something?" endte hun med at sige kort efter.

De kys hun kom med op af hans hals, fik ham kort til at lukke øjnene og bare nyde det fuldt ud. Hun vidste godt nok lige præcis hvad hun skulle gøre ved ham.
Derefter så han meget intenst i hendes øjne og strøg en hånd meget blidt hen over hendes kind inden han sagde:
"That is more than enough for me..... As you are special to me...." Så satte han sig godt til rette og sørgede for hun sad så godt hun kunne.
"Of course ask away....."

Hun smilede kærligt og betragtede ham et langt øjeblik. Snart fik hun mulighed for at spørge, og hun var ikke sikker på hvordan hun skulle sætte ord på sine tanker uden at lyde komplet skør. "I was wondering, how do you feed? I mean, where do you get the blood from?" var det blodposer, folk han nærede sig på.. hun ville gerne vide det.

Han nikkede en gang med hovedet for det var jo egentlig et godt spørgsmål. For han var så absolut ikke som de fleste andre vampyrer i byen. Så hans vaner var for eksempel heller ikke på samme måde.
"I store blood and drink it like most people would drink juice or wine... Many times i am paid for my work with special blood.... Blood is as varied as wine can be....."
Så strøg han en finger langs hendes kæbe og sagde meget stille imens hans blik nærmest fastholdt hendes.
"You are the only one i have fed from directly for 380 years...."

Hans svar gav vel vældig god mening. Hun havde jo ikke regnet med at han tog den første og bedste omvandrende på gaden med puls i, og satte tænderne i vedkommende. Dog ikke, han var mere civiliseret og havde mere klasse end det. Det korte kærtegn der snart tilfaldt hendes kind og ordene der fulgte fik hende til at smile. "Good" røg det ud af hende. Okay, hvem løj hun for, hun ville hade at vide at han drak direkte fra andre..den intimitet der var ved det når han ved hende.. den ville hun ikke dele med nogen. "I mean.. I wouldn't mind being your blood supply.." det ville formentlig også være sundere for hende, for så ville hun prøve at holde sig fra stofferne for at være sikker på at blodet var så rent som muligt.

Hendes første svar gjorde at han ikke kunne undgå at trække lidt på smilebåndet. Måske var det en reaktion han havde håbet på.
Der var jo også en helt særlg intimitet over et vampyrbid. Ihvertfald hvis man var ren vampyr, hvis man accepterede Nattens Gave i stedet for at bide så snart chancen var der.
"I know what you mean..... You will be the only one i will bite..... But... I will not see you as a mere blood supply..... You are much higher..... You are special to me..... You can taste emotions in blood....."

De forstod hinanden, eller.. han forstod i hvert fald hvad hun sagde og emner, hvilket betød en del for hende trods alt. Hans svar glædede hende også i stor grad, og det var vel også et svar hun selv havde håbede på. "Then there should be no doubts in you regarding my feelings towards you" blev hendes lavmælte svar. Hun sank en klump, men mødte nu alligevel hans blik. Det var vel en klar hentydning, og det tætteste hun kom på at sige at hun holdt af ham på en langt mere følelsesmæssige måde, i hvert fald for nu. Med tiden ville det forhåbentlig ændre sig, og blive lettere.. for dem begge to.

Hendes blik og hendes ord gav en glimrende forklaring selvom han ikke tvivlede alligevel. Samtidig gav det en idé om hvorfor hun valgte de ord. Det var jo også en stor ting at anerkende og endnu større ting at sige højt. Men nu måtte de jo se tingene an og med tiden ville hun også kunne se hvordan at alt han sagde var sandt.
For med hendes fortid kunne det jo godt være hun var begyndt at tro ham men måske skulle der alligevel bevis for ordene. Tillid skulle jo bygges.
"There was never any doubt.... "

Tillid skulle nemlig opbygges, og med Angelique måtte man være tålmodig. Hun havde allerede rykkede sig en del, og stolede skam på ham. Det var lidt det der også skræmte hende, at hun stolede på ham som hun gjorde. Hun blev dog ved med at sige til dig selv, at han intet havde gjort, så der var ikke en grund til ikke at stole på ham. Hun smilede da også ved hans svar, og lagde sig ind mod ham igen. "I am glad.." blev hendes svar. Hun sukkede dæmpede og kærtegnende ham blidt langs hans hofte.

Som hun lagde sig ind til ham, lagde han armen godt om hendes skulder der blev nusset imens den anden hånd blev lagt på hendes hofte.
Egentlig havde han ikke tænkt over på noget tidspunkt at de små kærtegn kunne have så god en effekt men der var nu altså noget over selv de mindste ting hun gjorde.
"This may seem weird to ask.... Where did your emotions towards me shift?...."

Hans spørgsmål fik hende til at tænke sig om, gennemgå hele forløbet, og hun overvejede det grundigt. Derfor var hun også tavs længe, men løftede omsider blikket mod ham dog uden at rykke sig væk. "The night you showed up, saving Liam and I from those men. You were gentle,
kind, didn't force me to anything, and took good care of me and Liam" svarede hun stille. Det at han overhoved havde dukkede op, ja det var i sig selv et mirakel hvis man spurgte. Hun havde godt nok skreget hans navn, men det havde været mere et håb end troen på at han ville dukke op der havde fået hende til det.