Let's see if i can match that voice (Apolline Le Blanc)

Hans svar fik hende til at smile, og hovedet gled en anelse på skrå. "Well.. If you should change your mind, you know where to find me! I am sure you can get lot of, money out of it" det kunne nogle gange friste folk, men det var nu helt op til ham. Hun havde ikke tænkt sig at presse ham, og det handlede trods alt om at føle musikken og sangen, det nyttede ingenting at hun kom med gode ideer hvis han ikke følte for det, så meget var sikkert.

han så noget tænkende ud inden han så trak lidt på skuldrene og sagde: "Well.... I would not do it for money.... But i guess it could be fun to try and record a song sometime. If you want to help me of course"
Det kunne sikkert blive en sjov oplevelse og man kunne jo nyde hinandens selskab imens. Hun virkede alligevel til at have det bedre. Så smilede han lidt inden han strøg hånden hen over klaveret, han kunne godt mærke han havde savnet at spille. Og nu når hun gav så dejlig en reaktion så kunne man kun blive glad. Roligt lagde han hånden på hendes ryg og smilede.
"So... Tour or food first?"

Hans svar fik hende til at lyse op i et stort smil. "Well of course I want to help you" svarede hun uden tøven. "If there is a song you wan't to sing or if you have wrote you own, we can work with both" tilføjede hun forklarende og med et skævt smil. Så kunne han vel tænke over det.
Ved hans spørgsmål trak hun på skuldrene. "Up to you! I guess we can go for the food first?" han havde jo selv sagt at han ikke havde spist særlig meget til frokost og derfor nok var sulten.

Han så kort lidt tænkende ud for han kendte sådan set ikke ret mange sange udover fra Phantom of the Opera. "Hmm..... I think it will be one already written.... Maybe one from that Opera? I know those well.... And it would be lovely with your help"
Da hun så foreslog maden, nikkede han og gik så med hende hen og fik jakke på imens han sagde: "Lead the way Ms. Le B...... Apolline"
Hun havde jo sagt han skulle bruge hendes fornavn så han gjorde selvfølgelig det, men vaner var jo vaner.

Hans valg fik et skævt smil over hendes læber ”Well, why not! Chose one, and I will make sure we can do something about it” svarede hun med et skævt smil. Den slags musik havde nok ikke så stort et publikum blandt ungdommen som hendes musik havde. Men de fleste unge kunne lide en sang for rytmen end fordi de tænkte dybere over meningen bag ordene. Man vidste dog aldrig, så hun syntes da helt sikkert de skulle prøve.
Kort efter fik de overtøj på, og kunne forlade studiet. Hun lukkede døren i bag sig, og stak sin mobilen i lommen. Derpå rykkede hun det lange hår fri fra jakken. At han et øjeblik havde været ved at tiltale hende ved efternavn frem for fornavn, gjorde hende ikke noget, og hun smilede bare skævt. Kort efter kunne de krydse vejen, og smutte ind i en sandwich/bagel-forretning. Den var ikke stor, men der var lige to border man kunne sidde ved, og tre barstole ved vinduet. Heldigvis var der tomt, så de kunne vælge frit hvor de ville sidde.

Det var altid noget det morede hende lidt at det var ved at smutte for ham med navnet, men han blev dog bedre. Som de kom udenfor, var han lige hurtigt henne og snuppe en sort frakke i bilen, selve frakken gik ham til lige over knæet. Nok var han ikke menneske men derfor kunne han stadig fryse.
Som de kom indenfor, kiggede han lige rundt en gang og smilede til hende. "It seems like a really nice place... Where should we sit?" Så blev der lige kort fundet et sted de kunne sidde inden opmærksomheden blev vendt mod at bestille noget. "Well i am going with you on this one, you seem to know the place"

Hun ventede pænt til han havde fundet sin jakke, og da de fortsatte, smilede hun skævt. At han frøs kunne hun godt forstå, det var også koldt! Desuden, han var trods alt fra helvede, var der ikke varmt der? Okay, hun skulle nok ikke lige smide den joke, det ville næppe være pænt. I stedet endte hun med at smile skævt, og de gik bare indenfor ”Over there” svarede hun og fandt hen i hjørnet hvor de kunne sidde stille og roligt. Hun trak af overtøjet igen, og vinkede pænt til den unge mand der stod klar til at betjene dem men som alligevel lige gav dem et øjeblik. ”Well, I will go with the chicken-bagel” svarede hun. Det var altid det hun fik her, og det var hendes ynglings. Brødet blev varmet men uden at blive ristet for meget, kyllingen var lidt stærk, og de havde virkelig gode dressing!

Med et smil gik han over til hvor hun viste og hængte så sin frakke hvorefter han gik op og bestilte til dem. Han kunne alligevel ikke bestemme sig så han endte med at sige: "Hmm....
A chicken-bagel for her and..... I will go for the same.... Apolline what do you want to drink?
I was thinking about a coffee for me"
Såfremt hun valgte noget, betalte Morgan for det hele og tog så deres drikkevarer med ned til deres plads og ventede så på at deres bestilling blev klar.
"So Apolline.... You seem alot happier from when we first met"

Han smuttede op og bestilte, og hun sad pænt og ventede. Da han spurgte om drikkevare, tænkte hun sig et øjeblik om. ”Just the same as you” svarede hun bare. Så satte hun sig bedre tilrette, tjekkede sin telefon og var kort på Facebook, inden han kom tilbage med deres kaffe. ”Thank you” svarede hun og lukkede straks hænderne om koppen som hun nu engang havde for vane at gøre for at varme fingrene. Hans spørgsmål var direkte, men det gjorde hende ikke noget. ”Well.. that is thank to you..” svarede hun med et oprigtigt varmt smil mod ham. ”Life is too short for broken hearts and self pityness” tilføjede hun med et skævt smil. ”You made me see that again.. and I am determined to enjoy every moment I have left..” hun smilede let mod ham. Indrømmede for første gang at hun havde en tidsramme at løbe på.

Selv sad han roligt og tog først en lille tår af sin kaffe hvilket resulterede i et anerkendende nik. Den var slet ikke så tosset. Så holdt han fuldt fokus på hende som hun svarede på hans spørgsmål. Et eller andet sted havde han godt tænkt at hendes tid tilbage var begrænset men vidste dog ikke hvor længe. Ganske vist havde hans spørgsmål været meget direkte men han blev da også glad for hendes lige så direkte svar.
Så nikkede han med et dragende og meget roligt smil inden han sagde: "I am very happy that i could help you..... And i could not agree more... I remember the day i decided to let my broken heart be a thing of the past..... We all have an expiration date... So might as well make the time we have count...." Han havde aldrig indrømmet sit knuste hjerte før

At han kunne lide kaffen, var da kun dejligt. Hun lyttede ved hans svar, og hovedet gled en anelse på skrå. Han indrømmede lige at han havde fået sit hjerte knust, og hun kunne virkelig ikke forestille sig det ske. Hvordan? Ville det være ubehøvlet at spørge? Hun trak vejret dybt ind, og kastede sig ud i det. Hun regnede med at han ville sige fra hvis det var noget han ikke ville snakke om. ”Who was she.. or he…?” hun anede trods alt ikke om han også var til mænd. Det var trods alt en moderne verden, og hun ville ikke støde ham ved at antage noget og det så var forkert. Selv løftede hun kaffekoppen, og smagte forsigtigt på den.

Han smilede roligt til hende og fik kort et lidt langt blik, men så hende så i øjnene igen. Han havde aldrig fortalt historien men samtidig så havde hun jo delt noget meget følsomt om sig selv. Først sikrede han sig lige at der ikke var noget personale der kunne høre noget da det var noget specielt.
"It was back at the Second Crusade..... Amina was her name..... She was the daughter of one of the merchants funding the Crusade.... I was advisor to him..... We fell in love in Venice..... I was stupid enough to tell what i am..... She screamed and called me an unholy monster.... Next time i saw her, she came with five men i plate armor and torches.... I recovered from the burn wounds and escaped.... Have not been in a relationship since really...." Så sukkede han dybt og tog en tår kaffe mere

Et øjeblik troede Apolline at han ikke havde tænkt sig at sige noget, og hun havde været tæt på at undskylde da han alligevel kastede et blik rundt og så fortalte hende det. Korstoget .. selvfølgelig var de tikke sket for to år siden. Hun havde stadig svært med den der aldersforskel. Men hun fokuseret da på historien, og den brutale sandhed han fortalte hende. ”I am sorry to hear.. but darling.. it is hundreds of years ago.. I am sure women don’t care anymore.. and I mean, you are nice.. and not very devil-ish, so you don’t have to tell her anything” svarede hun. At hun havde kaldt ham ’darling’, havde hun ikke lige opfattet selv. Det var bare så mange år siden, han skulle virkelig komme videre, og prøve igen. ”Everyone deserves to be happy! And feel love.. even though it sucks sometime..” tilføjede hun med en skuldertrækning. Snart ankom deres mad, og hun smilede til fyren. ”Thanks Jackson” sagde hun venligt. Fyren smilede stort tilbage. ”Let me know if you need anything Lyn” svarede han. ”I will..” svarede hun varmt. Så smuttede fyren igen.

Han bed skam udemærket mærke i hvad hun kaldte ham og uden at sige noget måtte han indrømme det gav en varme i sit indre. Så blinkede han kort til hende og sagde let drilsk: "Darling?.... Not the worst thing to be called....."
Selvfølgelig havde hun ret i at verden var en anden end den gang, hun vidste jo hvad han var og hun ville jo stadig gerne se ham.
Så lyttede han nøje til hendes ord og nikkede som tak til Jackson der kom med deres mad.
Efter Jackson var gået, tog Morgan det sidste af sin kaffe og sagde: "I have been over her for many many years.... Just never got around to finding one that likes me... As you said.... Why not enjoy the time you have? No reason for looking back... You're not going that way...."

Han gjorde hende snart opmærksom på hvad hun havde kaldt ham, hvad fik hende til at rødme. ”Well, I would have said sorry.. but you don’t seem to mind it..” prøvede hun at redde den. Okay hun skulle nok bare holde sin mund. Det ville have været bedst for alle parter. I det mindste syntes han ikke at hænge sig for meget ved det. ”Really?” spurgte hun undrende da han mente at han endnu ikke havde fundet en der kunne lide ham. Hun forstod godt at han gerne ville være med en der vidste hvad han var, det ville betyde ingen hemmeligheder og ren ærlighed mellem dem. ”I am sure you will find someone. There is a special someone for everybody out there..” forsikrede hun ham med et smil. ”You should get a profile on Tinder!” udbrød hun snart med et smil.

Han grinede let inden han endnu en gang blinkede til hende og sagde: "Of course i don't mind.... It is a nice thing to be called...."
Hun var jo rigtig sød men hvordan fik han dog lige sagt det uden at det blev underligt? Det ville nok bare gøre hun ikke ville se ham igen. Det var også rigtigt at han ville være sikker på at den der ville have ham, vidste hvad han var. Der skulle ikke være nogen hemmeligheder hvis man skulle stå hinanden nært.
"One can always hope....." Da hun så fik nævnt at han skulle have sig en Tinder-profil kunne han ikke lade være med at grine varmt. "I have heard about some people on Tinder.... And.... It seems like a special place...."

Han blinkede til hende, og hun smilede. Snart fortsatte samtalen og hun nævnte Tinder. Hans varme latter glædede hende, og fik hende til at smile stort. "Believe me, there is some pretty creepy people in there" eller også var det bare hende. "I tried it once, and it took me about two hours to delete that profile again.." tilføjede hun og tog omsider en bid af sin bagel. Den smagte himmelsk, og hun sukkede nydende. "This is so good!
Come on, try it!" opfordrede hun ham til med et smil D hun havde tyggede af munden.

Hendes smil var simpelthen fantastisk og han gjorde ikke noget som helst for at skjule sin mening om det overhovedet. Nu havde hun jo fundet ud af han var en rimelig direkte person.
"In that case i am not sure i want to try it.... It sounds like a really.... Well yes creepy place......"
På hendes opfordring tog han en bid af maden og nikkede anerkendende med store øjne. Den var rigtig god. "This is really good! Great taste!" Efter at have tygget af munden så han eftertænksomt på hende og sagde: "It was a good day when you came to my clinic.... That smile of yours can really brighten up a day"

At han nød hendes smil, gjorde hende så absolut ingen ting. Jo jo, han var hendes psykolog, men de hyggede sig sammen nu trods alt. ”Or.. I could help you make a profile and check the girls out for you” svarede hun drilsk.
Snart spiste de af deres bagels, og han kunne heldigvis lide den. Hun smilede stort ”Glad you think so! Now you know this place” svarede hun med et bestemt nik. Flere kunder ville bestemt ikke gøre Jackson noget. Han havde åbnet biksen for nogle måneder siden, og hun købte stort ind her primært for at hjælpe ham med at kunne holde stedet åbent. At noget af maden blev delt ud til byens trængende, var vel ikke en dårlig ting trods alt. Hans kompliment fik hende nu til at smile skævt ”That is very sweet of you…” svarede hun venligt. Et øjeblik så hun på ham ”You know you don’t have to say that right?” hun havde virkelig ikke behov for komplimenter for at blive muntret op, hendes humør var faktisk fint.

Han kiggede lidt rundt og nikkede inden han tog en bid mere, det var et hyggeligt sted så det ville være synd hvis det skulle lukke. "Think i will start ordering lunch from here.... It tastes really great" Nu vidste Morgan selvfølgelig ikke at der også blev delt ud til byens trængende men det var jo stadig en rigtig flot ting at gøre. Ja Morgan var langt fra som så mange af sin art.
Hendes næste ord fik ham til at grine varmt inden han så lænede sig ind over bordet og forklarede sig: "Apolline i am not entirely sure someone said this to you before, but someone should...... I am not saying it because i have to.. I am saying it because i want to.."

Hun smilede bredt ved hans svar ”Do that, I am sure young Jackson appreate it” svarede hun varmt. Han skulle selvfølgelig kun gøre det hvis han virkelig godt kunne lide det. Hun regnede dog med at han var voksen nok til at sige fra, og ikke behøvede sige den slags medmindre han mente det. Well… han var jo over tusind år ældre end hende. Hvad vidste hun.
Pludselig lænede han sig ind over bordet, og hun bakkede en smule instinktivt. Hans blik låste sig dog fast i hendes, og hun kunne ikke fjerne blikket fra ham. Ordene han sagde, ramte et ømt punkt. Hun havde skam hørt en del gennem sit liv, mænd sagde meget... mente ikke meget af det. ”I don’t know what to say..” svarede hun ret forlegent.

Lige så snart hun rykkede sig instinktivt, stoppede han også for han ville ikke gøre hende utryg på nogen måde. På en måde kunne han godt forstå hun virkede lidt forlegen for ganske rigtigt så var der rigtig mange mænd der sagde den slags med henblik på at få noget ud af det eller også så mente de det bare ikke. Men Morgan var ikke sådan, han mente det var alt for overfladisk at sige den slags hvis ikke man mente det. Og hun fortjente jo et ærligt kompliment så det fik hun også.
Så tog han en bid mere og nød den imens hun lige fik lov til at lade det synke ind. Derefter tørrede han sig kort om munden inden han sagde: "Say whatever you feel like.... That is what i do.... And i felt like saying that to you.... Because i wanted to...." Hans blik var varmt og nærmest beroligende

Han var jo udtrykket af den perfekte mand, og indtil videre havde han intet gjort der var skræmmende. Nåh ja, afsløring af lidt djævelsk udseende og det faktum han var født eller skabt i helvede, But what the hell. Hvor han reelt var en djævel, opførte han sig som den sødeste engel i verden imodsætning til så mange andre hun havde mødt.
Han tog en bid mere, men hun kunne ikke spise mere.. ikke lige nu i hvert fald. Hans dragende blik havde fængslet hende, og ordene gjort hende forvirret. Nu så han dog mod hende igen, og selv måden han tørrede sig om munden blev bemærket. Det var.. underligt. "You are too nice... I don't know what to say ...or think.." svarede hun ærligt.

Selvfølgelig kunne han ikke lade være med at smile mere over hendes ord, han håbede selvfølgelig det var en god ting. Så han fastholdt selvfølgelig sit blik imens han sagde: "Too nice?.... Is that a bad thing? Well if i may be so bold... I can understand that it seems weird considering how you have been treated...... But instead of say or think..... What about how you feel? Many times emotions are more honest than thought...."
Igen skulle hun have ærlige ord tilbage og han ville jo gerne vide det. Han havde jo en fornemmelse men han kunne ikke læse tanker, selvfølgelig kunne det være positivt men man var ikke sikker.
Hun havde jo prøvet mange ting før og han ville ikke være endnu en af de dårlige

Hans svar fik hende til at skære en grimasse og hun kløede sig i nakken. "Believe me, bringing my emotions into this isn't a good idea.. my judgement hasn't exactly been very good lately" svarede hun ærligt. Det var jo kun gået ned af bakke for hende på den front. Hun var nåede til den konklusion, at den eneste grund til at hun havde ladet Edward komme så tæt ind på livet af sig på så kort tid, havde været fordi hun havde været bange for at være ensom og dø alene. Meget deprimerende, det vidste hun. Netop derfor trådte hun et skridt tilbage ved alt der hed følelser nu, og tænkte sig to gange om inden hun sagde noget.
Jo, han var skam sød, men deres få møder havde .. været ret få og selvom hun tænkte oftere på ham end hvad hun burde når man tænkte på karakteren af deres bekendtskab, så .. ja så ville hun bare ikke gentage samme fejl to gang.