The other side

Isabella elskede uden tvivl at gå rundt i blomsterbutikken, både når hun passede blomsterne, men ligeledes når hun betjente de alverdens og meget forskellige kunder som kunne komme forbi på en solrig dag som denne - og enhver anden dag for den sags skyld.
Sammen med manden der ejerede butikken, havde hun hjulpet med at åbne butikken denne dag og forberedt diverse buketter som skulle sendes videre til elskede heldige mødre, flirts, kærester, koner, fødselare og så videre, og nu handlede det egentligt bare om at gå og passe blomsterne, og så snart der kom kunder i butikken skulle de selvfølgelig betjenes.
,,I'm going outside Mr. May" informerede hun til ejeren af butikken, en mand i starten af 40'eren, men på ingen måder lignede en i den alder. Han var, pænt sagt, kendt hos damerne, og derfor var det vel heller ikke så underligt at han heller ikke fangede hvad hun sagde da han var i fuld gang med at snakke og grine med en af kunderne. Isabella gik derefter ud, men ikke væk fra butikken, derimod holdte sig til blomsterne som stod ude foran butikken, ergo ud på gågaden. Med et smil på de tyggegummifarvede læber gik hun rundt og betragtede og af og til og pillede en smule ved de friske og farverige blomster, hvis der nu lå et dødt blad eller noget som bare ikke skulle være der. Hun stoppede dog ved en større busk fyldt med roser og der lød hun næsen glide tæt hen til en af de største og mest åbne roser og tog ind mindre indånding igennem næsen.

Et hul i busken fyldt med roser, havde givet Isabella et kort glimt af en fyr der havde passeret forbi i en høj fart. Nysgerrigt havde hun trukket hovedet tilbage og kikket i retningen han havde løbet og dertil tænkt hvad han mon løb væk fra - og at det der nok ville ende galt da der rundt om hjørnet ikke var andet end en blindgyde. Minutter efter fik hun dog besvaret sit spørgsmål, da fire store mænd kom brasende og samtidigt afslørede i både sure og utilfredse mumlen at de ledte efter en høj tynd skævet fætter. Nysgerrigt have hun fulgt med bag busken af roser, og derved også sørget for, at de ikke vidste at der var en ekstra tilskuer; et forkert blink fra hende og på hende kunne nemlig let afsløre, at hun vidste hvor den såkaldte skævøjede abekat var løbet hen.

Hun havde selvfølgelig håbet at de ikke fandt ham, også selvom hun ikke kendte årsagen til hvorfor de jagtede ham - han havde ikke en jordisk chance, havde Isabella tænkt. Men sådan skulle det ikke gå. De var gået ned til enden af gågaden og der havde en af dem kikket ind af blindgyden og fået øje på ham, det havde hun både set og hørt, da en af dem havde råbt og afsløret at han stod dér. De forsvandt derefter derind og Isabella kunne ikke længere følge med.
Fuglesangen tog over, minutterne gik og til sidst havde det også været ligeføre, at hun havde sagt fuck it og gået der hen, men i samme øjeblik var en efter en trådt ud frem, ud og væk fra blindgyden. Hun ventede yderligere nogle minutter, eller det føltes i hvert fald sådan, før hun til sidst endelig tog sig sammen til at forlade den velduftende rosenbusk og gik imod blindgyden.

,,Oh my God" havde Isabella sagt som det første, da hun var drejet om hjørnet og havde set den høje og spinkle fyr foran sig. ,,Wha...Why did they do this to you?" Hun havde ikke tøvet med at gå over til ham. Latexhandskerne havde hun trukket af og proppet ned i lommen på forklædet og selvom hun vidste det ikke var nok, så havde hun også hevet et mindre ubrugt lommetørklæde op fra samme lomme, noget som forhåbentligt kunne stoppe en smule af blødning som var kommet fra de tydeligt hårde slag han havde fået - og sikkert også spark. Isabella stoppede ikke specielt langt fra ham og var klar til at tage imod hvis han havde brug for noget støtte. Han kunne ikke bare stå der, eller gå ud i byen sådan der, han havde brug for et sted at være og selvom Mr. May ikke ville bryde sig om det, så havde hun alligevel i tankerne at hive ham med over til blomsterbutikken. ,,Come with me" kommanderede hun så til sidst.[/i]

,,Don't be stupid..'' havde Isabella dæmpet kommenteret til hans spørgende gisp om hun var en engel. Måske var hun, nu hvor hun var kommet til undsætning, for ja, hvad der var sket og hvorfor det var sket kunne hun være fløjtende ligeglad med - men sagen var, at det var hun ikke. Det havde været fire imod en, og hvad end han havde gjort så kunne hun ikke se noget som helst fair i det.

Hun var hurtig nok til at stille sig parat så fyren ikke smed sig ud i den tomme luft og derfra fløj direkte ned i jorden med ansigtet først fra skubbet fra muren og hen til hende. Det lovede ikke godt, men det var måske også hurtigt at bedømme efter kun små 10 minutter fra overfaldet, slåskampen eller hvad end man skulle kalde det, var sket. Han ville uden tvivl mærke det i morgen, dertil få nogle ''flotte'' flænger hist og her, samt blå-gule-lillamærker, men indtil videre virkede det heldigvis ikke som om at han havde brækket noget.
Han var både højere og med garanti også tungere end Isabella, hvilket betød at det ville blive lidt af en kamp at få ham over til butikken, men det var en kamp hun var villig til at tage. Og med kroppene tæt op af hinanden og hendes arm på hans ryg og hans arm på hendes så kunne det forhåbentligt lykkes. ,,Easy… No hurry. And try not walking on the bad foot" forklarede hun samtidigt med at de forsøgte sig med de første små baby skridt, ud af blindgaden og med intentionen om at gå over til blomsterbutikken.

De passerede hjørnet, og forsatte atter i forsigtige skridt og et roligt tempo hen imod May Flowers. Med fokusset på at få ham over til butikken, tænkte Isabella slet ikke over muligheden om at smalltalke med ham og forhøre hvad der faktisk var sket, men det passede ham måske også bedst - han lød trods alt selv som en, der havde problemet med vejrtrækning, ikke at hun havde det hårdt, eller jo, det var måske lidt hårde at blive brugt som støtteben. De nåede butikken og til ingens overraskelse lignede Mr. May også et kæmpe spørgsmålstegn ,,I'll explain later" havde hun forklaret inden manden havde noget at spørge om hvad der var sket.
De forsatte om bag ved, der hvor det var muligt for de ansatte at holde fem minutters pause og måske lige for en bid mad. Her fik hun til sidst hjulpet ham med at komme ned at sidde på et stol og noget forpustet selv, fik hun til sidst rettet sig op og taget et bedre kik på ham. Isabella tog en dyb indånding og sukkede derefter tungt ud. ,,I'm… gonna find som ice. Here, take this" hun rakte ham lommetørklædet og uden at stå alt for længe og betragte ham, drejede hun derefter om på hælen og tog tre enkle skridt og stod så ved køleskabet og fryseren og her begyndte hun at lede efter noget brugbart.

De havde ingen is, eller jo, men ikke den slags is som hun ledte efter; nogle sodavandsis var det Isabella kunne finde i fryseren og ellers så var der nogle kolde vand i køleskabet - jovist var det brugbart, men det ville nok næppe have samme effekt hvis det eksempelvis havde været en pose frosset ærter eller noget i den stil. Hun sukkede, ikke direkte opgivende, men så alligevel lidt; det blev til sodavandsisen. Isen blev taget ud, fryseren og køleskabet lukket og dernæst begik hun sig videre i det mindre køkken. Målrettet havnede hun ovre ved et skab, et skab hvor der befandt sig alt fra håndklæder til gæstetoilettet til hviskestykker, karklude og nogle svampe, ja vist ikke mere. Men det hun skulle bruge var et hviskestykke. Hviskestykket blev derefter rullet om isen og endelig vendte hun fokusset om på ham igen.

,,Why what?" havde Isabella spurgt i en dæmpet og lidt mere rolig toneleje end før. Hvad han spurgte om eller ind til vidste hun ærligtalt ikke, men hendes fokus havde jo også lagt et helt andet sted. ,,Hold this" havde hun kommanderet og derefter stukket isen som var blevet rullet rundt i hviskestykket i hånden på ham, for derefter så at havde trukket en stol hen til ham, så hun, så snart hun var færdig, kunne sætte sig ned og tage et bedre kik på ham og vurdere hvor slemt det stod til. Hun drejede om på hælen igen, bevægede sig over til naboskabet hvor hun havde fundet hviskestykket og der fandt hun så endelig den berømte førstehjælpskasse.

Som Isabella stod og rodede i kassen og ledte efter noget rensende, endte hun ganske kort, og noget så diskret, at kikke sig selv bagover skulderen og hen imod ham. ,,…Put it on your eye" havde hun informeret dæmpet og selvfølgelig refereret til isen som var pakket ind i et hviskestykke som hun jo nærmest havde tvunget ind i hans hånd.
Der gik ikke mange minutter efter, før hun vendte tilbage og endelig satte sig ned på stolen, så de endte med at sidde foran hinanden. De krystalklare blå øjne havde ganske kort kikket ham ind i de næsten kuldsorte og i nogle sekunder havde en mærkelig følelse strejfet hendes mave. ,,So…" havde hun brudt stilheden med og samtidigt stoppet sig selv i at stirre lidt for meget på ham. ,,...What did you do to piss them of that much?" spurgte hun direkte. En lille våd klud blev i efterfølgende løftet, og det var tydeligt at hun tilbød at rense såret ved læben, men havde han lyst til selv at gøre det var det også muligt for ham at tage kluden.

Isabella var, selvom det måske ikke virkede sådan, på glatis; hun havde aldrig været i lignende situation, hun havde aldrig haft brug for at finde førstehjælpskassen frem og bruge på et faktisk levende væsen, så det var måske ikke så underligt at hun alligevel gjorde så meget ud af det, at hun tog hele kassen med hen til sig ved stolen og endte med at smide alle de ubrugelige ting ned på gulvet. Men hans spørgsmål havde fået hende til at slå koldt vand i blodet og dermed overveje spørgsmålet og dertil hendes svar. Hvorfor hjalp hun ham? ,,Well.. why not help you?" havde hun til sidst valgt at besvare med et spørgsmål. Hun kunne havde været ligeglad, men det havde hun ikke været. ,,Wouldn't you had done the same?''

Hans kommentar fik Isabella til at trække en anelse på smilebåndet. Selv efter at han havde fået bøllebank af fire store bøller så kunne han sidde der, allerede hævet, sikkert også gul og blå diverse steder og med blod i munden og joke - det var måske ikke første gang, at det var sket? Hun havde i hvert fald tænkt tanken som hun havde ladet de krystalklare øjnene glide over først øjenbrynet og derefter hans læbe. ,,You sure was" havde hun så svaret med et mindre drillende smil, samtidigt med at hun havde løftet hånden og forsigtigt begyndt at lade den rene klud glide over riften. Kluden, eller rettere sagt renseservietten ville selvfølgelig rense såret og samtidigt være med til at stoppe blødningen. Det ville uden tvivl svie, men sådan var det når man led for skønheden.

Fokuseret, både på ikke at gøre mere skade end gavn, men selvfølgelig også i at rense såret så godt som muligt og at få fjernet så meget blod som muligt, endte Isabella med at sidde og bide sig en smule koncentreret underlæben. Og så snart øjenbrynet så fint ud gik hun videre ned til læben, hvor en ny renseserviet skulle i brug. ,,How are you feeling?" Havde hun spurgt da servietten var blevet kastet over skulderen og til hendes hæld var endt i håndvasken, både for at bryde stilheden, men også for at høre om han var svimmel eller noget andet. Derefter havde hun pakket den nye renseserviet frem, men ikke begyndt.

,,Well…" havde Isabella startet noget overvejende ud til hans svar, stadigvæk som hun duppede riften og samtidigt så småt begyndte at fjerne det nu allerede indtørrede blod fra øjenbrynet og ned af mod kindbenet. ,,… I feel like you owe me it now" havde hun svaret med et smil og med et mindre drillende glimt i øjnene. Det kunne sagtens være at hun mente det, men sandsynligheden for, at hun ville komme ud for samme situation som ham var usandsynlig - men i værste tilfælde var det vel godt nok, hvis altså hun mente det.

Hun var ingen læge, og havde ej nogen doktorgrad, men selv en person med en IQ på under 10 ville se, når en bevægelse gav ham smerte. Isabella bemærkede det skam, hvordan hvert åndedræt fik ham til at skære en mindre grimasse og hvordan han ligeledes skar en grimasse når han flyttede det mindste. Men fokusset røg en anelse, da han atter begyndte at tale. I starten havde hun hørt hans ord som værende dissende, men som han havde afsluttet sætningen var Isabella blevet i tvivl om hvorvidt han mente det eller ej, om det var dis eller faktisk en kompliment. Det havde dog fået hende til at droppe det koncentrerede udtryk og underlæben var blevet befriet fra det lille bid og en dæmpet latter var sluppet for derefter havde hun rystet svagt på hovedet af ham, ikke som et nej, men mere hans ord; han var en rigtig spøgefugl, og selvom Isabella prøvede at være alvorlig, så virkede det umuligt at holde masken - og det værste af det hele var vel, at det gjorde ham lidt mere charmerende.

Flittigt havde hun pakket servietten ud, og ladet papiret falde til jorden da det kunne ryddes op bagefter. Isabella havde ventet på hans svar før hun ville gå videre med rensningen og så snart han havde åbnet munden havde hun ikke kunne lade med at smile over ham, hvilket til sidst havde blottet tænderne i det denne gang større smil over ham. Dog havde hun ikke noget at svare før han igen havde åbnet munden, men denne gang havde det ikke været i en joke, men faktisk i noget der mindede om bekymrelse. ,,You are something different, aren't you" havde hun sagt med et smil og endelig lænet sig imod ham, så hun kunne begynde at rense riften ved hans læbe. Det var på ingen måder ondt ment og det havde også været tydeligt at høre på hendes toneleje. Men hun havde ikke besvaret hans spørgsmål, og det var ikke fordi hun ikke gad eller så han kunne få en bid af sin egen medicin, det handlede nok mere om at hun ikke helt vidste hvad hun skulle svare til det.

Fredagen havde uden tvivl taget en kæmpe drejning; jovist var den startet ud som enhver anden dag, hvor Isabella var stået tidligt op, havde lavet hendes morgenritualer hvorefter hun var mødt op på arbejdet klokken 7:30. Nu var klokken lidt over 14 og om en lille times tid ville hun have fyraften og kunne holde weekend helt frem til mandag morgen, men hvordan kunne hun dog holde weekend og koble af efter al det der var sket? Det virkede helt åndsvagt, men sådan lå landet altså - hun havde så mange spørgsmål, så mange ubesvarede spørgsmål, men vidste også allerede nu at hun ikke ville få særligt meget ud af det hvis hun spurgte.

Hvem var han? Hvad havde han gjort og hvorfor havde hun ikke set ham før? Spørgsmålene blev ved med at komme og gå som hun sad der, knap som koncerteret som før, men alligevel lidt, dog uden det lette bid i underlæben som havde samme farve som et stykke tyggegummi. Dertil kunne hun selvfølgelig heller ikke undgå at betragte de forskellige, både små og store detaljer i hans ansigt. Ville hun nogensinde se ham igen bagefter? Hvor kom han fra og hvor gammel var han overhovedet?

Hans kommentar gjorde det ikke lettere for hende, ikke at Isabella forsøgte at skjule smilet, men det blev dertil kun større over hans såkaldte kompliment, eller hvad man nu ville kalde det. Hun var den type pige der ikke kunne stå for det, stå for når en fyr kommenterede det ene eller andet og dertil sagde præcis det han sagde efterfølgende, selvfølgelig var hun det. ,,Jeez.. A charmer and a prankster" havde hun sagt forsat med smilet på læberne og derefter, bare ganske kort, havde hun kikket ham i øjnene, for så derefter ladet blikket falde tilbage til hans snakkende mundtøj.

Hans spørgsmål og interesse for at få hendes navn, fik Isabella til at smile, både med læberne men også øjnene. Hun besvarede dog ikke med det samme. Først gjorde hun renseriet færdigt ved læben, og som prikken over i'et lod hun kluden glide under læben og med vilje lod hun derfor også noget af fingerspidsen røre hans læbe. Hun trak sig tilbage ved at læne sig tilbage og atter skabe plads imellem dem. ,,I'll tell you my name… if… you tell me what happened." Hun sendte ham et drillende smil, dertil også blik, og det var vel kun fair, nu hvor han efterspurgte hendes navn, at hun også fik noget som hun ville have at vide? Det syntes Isabella i hvert fald.

Det blev til en grimasse ved hans ord. Det er var det hvad pigerne kunne li' i de her områder? Isabella ville da ikke benægte at de fyre der var lidt mere fremme i skoene var det hun fandt langt mere interessante, men det behøvede han da ikke at vide noget om, selvom hun måske allerede havde en lille idé om, at han allerede viste det.

Isabella havde vel selv bedt om det - eller havde hun? Hans pludselig påtrængenhed, noget som egentligt ikke generede hende så meget igen, havde fået hendes hjerte til at pumpe hurtigere på et split sekund, og hans derefter drillende ord havde bestemt heller ikke gjort det bedre. Nysgerrigheden boblede over, og selvfølgelig havde det fået hende til endnu en gang at stille spørgsmålene om hvem mon han egentligt var og hvad han mon havde gjort, og om det havde været fortjent. Han var charmerende, dette måtte hun indrømme og også selvom han så småt begyndte at ligne Quasimodo's fætter, men også en kæmpe spøgefugl. Uden at trække sig tilbage, og forsat med det åbne smil på læberne og drillende glimt i øjnene, havde hun til sidst givet hendes svar; tre små nik, hvilket betød, at hun holde til sandheden. Derefter havde han trukket sig tilbage, og Isabella havde ligeledes også trukket sig tilbage, og hun havde ventet spændt på hans svar.

Svaret havde fået hende til at hæve det ene bryn en anelse; det var ikke et direkte svar, men så alligevel var det vel lidt. Det havde fået Isabella til at nikke nogle enkle men forstående gange. Hun havde derefter rejst sig fra stolen, havde drejet om og gået direkte hen imod vasken for at samle renseservietetten op og derefter smidt den ud i skraldespanden som var gemt i et skab. ,,So.. " havde hun startet ud. ,,..Either you said something stupid to piss them of or you took something which didn't belong to you." Hun havde vendt sig om i samme øjeblik hun var kommet med hendes konstatering, og hun havde lænet sig op af køkkenbordet og holdt de krystalklare blå øjne på ham. Der havde været et mindre træk i den ene mundvige, hvilket betød at hun stadigvæk sendte ham et mindre smil, et smil der hverken dømte hvis han havde gjort det ene eller andet. Fyren havde sikkert sine grunde, og om det var manglende opmærksomhed, penge eller en eller anden aftale der ikke var blevet afholdt betød ikke så meget for Isabella. Og det var vel også derfor at hun atter åbnede munden og derfra ikke nåede at lade ham besvare; ,,You don't have to answer. I'm sure you did have your reasons, and I don't judge you."

''Isabella..?".…''Who is this and what happened?" De var blevet afbrudt sekunder efter af Mr. May. Manden havde stukket hovedet nysgerrigt ind af døren og først havde han kikket på Isabella og så hen på fyren som ganske enkelt lignede en som havde fået tæsk af fire store aber, for derefter tilbage på Isabella hvor han havde lavet store øjne og så mimet om han skulle ringe efter hjælp.

,,He's a friend of mine. And no, you don't have to. I was thinking I would follow him home - is that okay?" Hun havde dog ikke ventet på hans svar; allerede midt i sætningen havde Isabella ladet hænderne glide målrettet om på ryggen og var gået i gang med at binde forklædet op og da det var lykkedes havde hun til sidst trukket resterne snore over hovedet og foldet klædet pænt sammen. Mr. May havde tøvet en smule, skævet sig over skulderen og så endelig til sidst givet sig og sagt ja. Han havde sagt god bedring og så var han ellers forsvundet ud af døren igen.

Isabella var nysgerrig, og det havde egentligt heller ikke været særligt nemt for hende at give op så let som hun havde gjort, men skulle sandheden frem så vidste hun, ligeså godt som alle, at alle havde en svaghed og i dette tilfælde havde hun måske med hendes to gæt allerede ramt korrekt - den eneste som vidste det var ham. Måske fandt ud hun af det måske ikke, men skulle det ske at hun en skønne dag fik det at vide, så vidste hun at hun ikke ville dømme ham, måske ville hun faktisk bare ende med at hjælpe, hvis altså han da ønskede hjælp til et eller andet

Mr. May havde “desværre” afsløret hendes navn, noget Isabella selvfølgelig havde bemærket og derfor havde hun egentligt også bare ventet på, at han ville påpege på den ene eller anden måde at han havde fået det som ham ønskede. Forklædet var blevet pakket væk med et smil over hans kompliment og Isabella havde samtidigt tænkt tanken, at hun havde hørt det et par gange, eller ikke direkte den sætning, men sætninger med samme mening, heriblandt hvordan nogle helt direkte havde fortalt hvad det betød på forskellige sprog. Hun havde dog ikke noget at sige noget til det, da hun ud af øjenkrogen havde set hvordan han pludselig besluttede sig for, at han skulle op og stå. En smule bekymret havde hun fulgt med i hvordan han havde reageret og i værste tilfælde havde hun også været klar til at springe over og forsøge at gribe ham i tilfælde af, at han var faldet sammen af den ene eller anden grund. Men det var heldigvis ikke sket. ,,I think you hurt your head a little too much” havde hun så endelig sagt, med et smil på læberne og en blanding af spøg men også seriøsitet, både til hans kommentar om hendes navn, men også fordi han havde rejst sig og det på ingen måder havde set godt ud. Derefter havde hun vendt sig om og var gået igang med at rydde de sidste ting op, for var der noget hun hadede så var det rod m.

,,Our first date?” Havde Isabella gentaget en smule, i et dæmpet grin blandet med en drillende og spørgende toneleje, samtidigt med at hun havde pakket nogle ting væk. Stående med ryggen til, havde han ikke set hendes smil, men det var der og det var stort, så stort at tænderne atter var blevet blottet i det - noget som hendes stemme sikkert også tydeligt havde afsløret. Til sidst, som hun blev færdig med at rydde op, havde hun dog vendt sig om og kikket på ham; det ene bryn havde været hævet og smilet havde ligeledes haft et tydeligt strejf af drilskhed over sig. Armene var gledet over kors og sådan forblev de lige indtil, at hun besluttede sig for at flytte sig fra køkkenbordet og gå over imod ham, eller rettere sagt imod døren til vejen der ville føre dem ud af lokalet, men for ham ville det ligne at hun gik imod ham. ,,Interesting first date... What should I expect on our second?” Havde hun spurgt drillende, men nysgerrigt og var stoppet et mindre stykke foran ham. Hun havde betragtet ham og ganske enkelt forsøgt sig at forestillle hvordan han faktisk ville se ud uden at have fået bøllebank. Det var ikke ligefrem en første gangs date som man ville kunne blære sig med, men den ville da med garant få nogle til at grine. ,,..Perhaps less of - “ hånden blev løftet og fandt op til hans ansigt og der lod hun endnu en gang fingeren glide forsigtigt over læben, dog denne gang den som havde gået en flænge ,,- this.” Der var ingen tvivl; Isabella havde lange fingre og elskede at pille, ja hun elskede hvor mærkeligt det end lød at teste mennesker finde ud af hvor grænsen gik, og indtil videre havde han jo ikke vist nogen tegn på ubehag over det. Hun trak derefter hånden til sig og med det søde og næsten uskyldige smil på læberne, men tydeligt drillende glimt i øjnene, satte hun igang igen og gik ud af rummet.
Ikke mange minutter efter vendte hun tilbage, med en taske og jakke over armen. ,,So what’s your name and where do you live?” Havde hun spurgt. Nu kendte han hendes, så var det vel kun fair at hun fik hans at vide? Og så var det også rart nok at vide, hvor langt hun skulle ende med at have ham på skulderen. Den korte tur fra blindgyden og til butikken havde været... hård og lidt besværlig på grund af højdeforskellen, hvilket betød at en længere en ville blive et direkte helvede. Boede han langt væk måtte de tage andre midler i brug og være kreative.