Long time, no see - Zakaroff

Milo fandt det yderst uoverskueligt, med alle de ting hun skulle have rykket ind i den nye, gamle kælderlejlighed, hun skulle flytte ind i. Hun havde lige hentet nøglerne dagen før, og havde nu fået hentet møblerne fra hendes gamle lejlighed. Og hun fandt det uoverskueligt, selvom hun kunne have det hele bag på hendes gamle, slidte pickup-truck og hun ikke ville have det mindste problem med at slæbe det ind. Hun stod og raslede med nøglerne, imens hun beskuede trappen ned til hendes nye hjem. Døren var tung og gammel, engang havde den været postkasserød, men malingen skallede af flere steder og rustne plamager var begyndt at æde belægningen, som en rødbroget ko med betændelse. Hun trådte ned af de få trin, for at åbne døren, så hun kunne slæbe sine møbler ind, men lige som hun havde fået døren trukket til sig, smækkede den i igen. Hun sukkede tungt med sine iltløse lunger og gik op af trappen igen. Hun vidste at hun havde noget sejlsnor i bilen, så da hun havde fundet det, bandt hun en løkke om gelænderet og låste igen den tunge dør op. Hun forbandt løkken med dørhåndtaget, så den ikke længere kunne smække i.

Aftenen var kølig, men det rørte hende ikke. Hun elskede de lange December-nætter, hvor hun kunne bevæge sig uhæmmet omkring, allerede fra om eftermiddagen. Så følte hun sig næsten normal, når hun kunne betræde gaderne, samtidig med alle børnefamilierne, de gamle og resten af verden, der endnu ikke var gået i seng. Der var kun nogle få sølle skabninger i nærheden, udover hende selv, og de virkede alle sammen som om de havde mere travlt med deres egne gøremål, end at ligge mærke til den lille, spinkle skikkelse, der stod og stirrede formålsløst ned i en kælderopgang. Hun trådte ind i lejligheden og kiggede sig omkring. På højre hånd lå der et smalt køkken, med retro gule og røde 70'er låger. Lige frem for hoveddøren, lå der et helt kvadratisk rum, der ville blive hendes stue, og inde til højre i det lokale, var der et dybt indhak i væggen, der førte op til et lille plateau, hvor der lige var plads til en halvandenmandsseng. I gotta get some curtains, slog det hende. Til at hænge op foran indhakket, vel og mærket, for der var ikke et eneste vindue i lejligheden. Til venstre for hoveddøren var toilettet, der faktisk var ret stort, i forhold til lejlighedens ellers yderst sparsommelige størrelse. Der var et stort badekar med bruser i, og badeværelset var i samme, retro stil som køkkenet, med brune og røde klinker på gulv og vægge. Hun smilede for sig selv. Den idéelle, lille vampyrhule, uden lys, under jorden.

Hun traskede lydløst udenfor og slog smækken ned på trucken og løsnede rebet, der havde holdt alle møblerne på plads. Det første hun slæbte ned var madrassen. Den var pakket ind i plastic og endte på jorden, lige bag bilen. Derefter var det bogreolen, tøjstativet, og de to store sække med tøj. For ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed, startede hun med at slæbe de lette ting ned. Madrassen, papkasser, sække. Hun havde nemlig en sær følelse af at blive iagttaget og ikke helt klar over den store overflod af magiske væsner i området, besluttede hun sig for, at det var bedst at opføre sig menneskeligt. Selvom det var en dæmon hun havde lejet lejligheden af.

Hun redte sengen og smed sig opgivende i den. Hendes øjne vandrede hvileløst rundt i sit lille, underjordiske betonpalads. Tænk sig, at uoverskuelighed og dovenskab også skulle være ting, hun kæmpede med i sit udødelige liv. Hun rystede leende på hovedet af sig selv, inden hun rejste sig og gik op på gaden igen. På trucken stod hendes sofa og dertilhørende sofabord også. En bil drønede forbi i høj fart. Omkring hende virkede der endelig øde, så hun steg op, greb sofabordet i et fast tag og hoppede let og elegant ned. Vægten af det ellers tunge bord syntes ikke at genere hende og med dansende skridt bevægede hun sig ned i hendes stue. Ja, hun skulle nok finde sig til rette her.